Nyheder i juli

Så er det endelig blevet varmt - så varmt, at når jeg løber mine daglige ture, ligner jeg et sygeligt Rorschach-mønster bagefter. Men mens jeg tordner Nørrebros grønne områder igennem, sker der lidt ting hist og her:

Som tidligere nævnt kom jeg med i fantasy-antologien fra Forlaget Kandor, der har fået titlen Til deres dages ende. Det er Lars Ahn Pedersens novelle, der ligger navn til samlingen. Der er mange folk med, som i det sidste stykke tid har vist deres ansigt. Gudrun Østergaard, Richard Ipsen, Martin Schjönning, Teddy Vork, Nikolaj Johansen og min kollega på forlaget Hexameter, Sven Damgaard Ørnstrup. Mit bidrag bærer titlen Et horn i siden, og handler om en helt, der fanger en enhjørning ...

Til Fantasticon blev der i år udgivet en con-bog med titlen Kosmos og katastrofer, af forlaget Ny Science Fiction. Den var en del af indgangsbilletten,  og er klart et læs værd. Den har sågar fået en lektørudtalelse, hvilket er endnu federe. Majbrit Høyrup (der har novellen Fremmedgjort med i bogen) fortæller på sin blog om bogen, og har følgende ord til mig om mit langdigt Fantasy, der er illustreret af Wols.

"Desuden er der et horrordigt af A. Silvestri, som er skrevet som om det er en læse-let-bog (!) - Eksperimentet fungerer faktisk fint."

På Lonni Krauses blog har hun skrevet et indlæg om noveller, og i den sammenhæng er jeg blevet nævnt:


"Jeg har fulgt A. Silvestri længe. Nu bevæger denne nye forfatter, der har et hav af noveller i sin bagage sig op fra undergrunden, og med udgivelser både på forlaget Valeta og i Science Fiction Cirklen, viser han sine bedste sider frem! ‘Faderens sønner‘ bringer dig et skridt tættere på forfatteren."

Det selvsamme indlæg findes på Arnold Busck-bloggen. Grunden til at jeg nævner det, er at de søde mennesker derinde har skrevet en lille biografi om mig. En meget lille en. Men man skal jo starte et sted. Dog fik jeg lidt et chok, da jeg så hvor mange ting man kan erhverve sig, som har mit navn på sig.

Det tror jeg var alt for nu. Jeg fortsætter med at svede, ikke mindst på grund af min kommende novellesamlings andenredigering (den kommer for resten til at hedde Optisk bedrag) og romanen, der kører videre. Og som om det ikke var nok, er der en irriterende burre i min hjerne, der insisterer på at en novelle skal ud. Så det kommer den nok.

Trailer 38 - uddrag af "Klausul F"

Denne science fiction-novelle skrev jeg for rigtig mange år siden - så mange, at jeg ikke længere har tal på dem. Et skud ville være omkring 2004-5. Siden dengang har den været lidt rundt, været sendt ind til konkurrencer, overvejet som en del af Faderens sønner og var egentlig en novelle, jeg i mit stille sind havde tænkt desværre ikke ville nå ud over rampen. Det viste sig, heldigvis, sidste år at være forkert. Så nu er det op til dig at erhverve dig den, og finde ud af hvad Klausul F egentlig er ...


Novellen kan købes på ebooks2go.dk for den meget overkommelige pris 10 kroner.

"Med et brag falder den tunge metaldør i, og synkront tændes et skærende lys i loftet. Den skærmløse pære lyser uforsonligt ned over manden og det lille rum, som han ligger i. Et rum uden skyggefulde hjørner eller vinduer med udsigt. Han er bevidstløs og sanser ikke kulden fra det grå cementgulv eller den gennemsyrede tomhed, der hænger i luften

Væggene er grålige og fyldt med halvmåneformede mærker. Andre har været herinde før ham. Mange andre. En trækning går gennem kroppen og en lav mumlen undslipper læberne. Med sammenknebne øjne løfter han hovedet og blodet på hans ansigt lyser som neon i det skarpe lys. Det er overalt. Langs hans buttede kæbelinje, i klumper i det lyse hår. Hans mund føles dobbelt så stor som vanligt og en enkelt af fortænderne vipper faretruende løs mod tungen. Kinderne er plettet af knomærker fra store hænder.

Besværligt får han rejst sig op på det ene knæ, og retter ryggen ud. På hans underkrop hænger et par vidde bukser og hans blege vom dingler ud over kanten. Overkroppen er nøgen og fyldt med blodunderløbne mærker. Et par ødelagte briller klynger sig stadig til hans ansigt, en panisk overlevende fra et uendeligt styrt. En slimet lyd graver sig ud af hans strube, et langsomt forsøg på at rømme sig.

I hans hjerne er der ingen erindring om hvem der har gjort dette her mod ham, eller hvorfor det er blevet gjort. Det eneste som blinker i hans bevidsthed er en brølende smerte og følelsen af at han har fortjent det. Af gammel vane retter han på brillerne, og de går midt over med en sprød lyd.
"Undskyld" siger han grødet og slipper brillestumperne. Det er rigtigt at undskylde.
"Jesper Kristensen, ved du hvorfor at du er her?" lyder en stemme med et fra skjulte højttalere. Den føles som om den fylder hele rummet. Manden kan føle lydens vibrationer på sin krop som bløde tryk.
"Nej" siger han og dækker hurtigt sin mund efter han har talt. Tungen er øm og ophovnet. Det halvstørknede blod klæber mod hans håndflade.

"Du er fuldkommen sikker på, at du ikke ved hvorfor du er her, Jesper? Lyv ikke for os. Vi vil finde ud af det." En truende gnist har sneget sig ind i stemmen.
Jesper ryster på hovedet.
"Nej, jeg ved ikke hvorfor jeg er her. Men jeg er sikker på at jeg har fortjent det. For jeg må have gjort noget meget slemt"."

Trailer 37 - uddrag af "Frelser"

Frelser skrev jeg efter en dag, hvor jeg på en gåtur fra Nørreport til Nørrebros Runddel løb ind i ikke færre end fem forskellige personer, der alle ville have mig til at støtte godgørende formål. Den oplevelse koblede jeg med ideen om Ingeborg, en meget rig og meget sat forstadsfrue. Resultatet blev som følger.

Novellen kan købes på ebooks2go.dk for den meget overkommelige pris 10 kroner.

"”Det er op til dig. For hver hundrede kroner, du giver, køber du en halv kvadratmeter af verdens lunge. Jo mere du giver, desto mere hjælper du løvfrøerne og os alle sammen” siger pigen, atter dybt alvorlig. Alvorlig som kun et menneske,der aldrig har lidt nød, kan være det.
Matematik var hendes bedste fag i skolen, men far sagde altid, at det ikke sømmede sig for en pige at have noget at gøre med tal. Hun tænker hundred-tabellen igennem, og for hvert trin op strømmer det lune liv hurtigere i hendes kød.
”Jeg vil gerne købe 10 kvadratmeter” siger hun endelig. Pigen gisper.
”Men det er jo for...” begynder hun, men går i stå. De unge fingre roder i lommerne efter en kuglepen, de endelig finder. Den bliver rakt frem.
Hun kradser hastigt sit navn og kontonummer ned. Der er forvirring i hendes indre. Noget mangler. Der er næsten ingen varme tilbage.
Pigen drejer mappen, og ser ned på hendes elegante skråskrift.
”Ingeborg. Det er et meget smukt navn” siger hun, og smiler.
”Sig det” hvisker Ingeborg
Pigen ser forvirret på hende. Ingeborg prikker hårdt ned i det grønne papir, hvor fire tal står på rad og række. Tre nuller og et to-tal.
”Sig det” hvisker hun igen. Nu fryser hun. Vintervejret baner sig brutalt vej ind under hendes hud.
”SIG DET!” skriger hun
Pigens øjne er opspilede. Der er gazelletanker på vanvittig flugt ud i det blå.
”2000 kroner” siger pigen, og som et dragebrøl bedækkes Ingeborg atter af flammerne. De brænder hendes vinter bort, og hun griber hårdt fat i pigens overfrakke.
”Hvad mere”
”Tak?” siger pigen tvivlende, krybende bort fra Ingeborgs krogede hænder.
”Jaaaaa” ånder den ældre kvinde ud, let som en sky. Hun er rødmosset, pumpet fuld af en form for blod. Hurtigt, klaprende fjerner hun sig fra pigen, der står tilbage med mappen. Beløbet er intakt, sammen med Ingeborgs navn.
Pigen begynder at hulke hysterisk, mens hun taster sin kærestes nummer ind på mobilen."

Gennem en forfatters øjne

Så hvad læser en forfatter egentlig? Gennem de sidste seks måneder har der kørt nogle reklamer, der tager udgangspunkt i, hvad fagmændene inden for forskellige fag selv ville vælge. Hvilken bil kører mekanikeren i, hvor køber indretningsarkitekten sine møbler og så videre. I den samme periode har jeg læst 49 bøger, men det er langt fra alle jeg kan anbefale. For at lette oversigten har jeg taget billeder af bøgerne, og inddelt dem i genrer. Fra hver kategori vil jeg anbefale en eller to bøger, og fraråde ditto. So - let the fun begin:

Horror:

Jeg læser en god del horror, efter som jeg også skriver i genren. Det er en god ide at lure nogle tricks af. Desuden kan jeg ikke helt klare mig uden et dødsfix bare en gang imellem.

Anbefalingerne er: 

Michael Kamps Moln - Jorden husker, der er en rigtig dygtig novellekreds centreret om den fiktive landsby Moln. Kamp kommer godt rundt om mange af horrors troper, og er hverken bleg for det stille eller det klamme.

Max Brooks' World War Z. Zombiegenren er ganske udsplattet efter mange års sovsen rundt i de døde. Men i World War Z giver Brooks genren helt nyt liv ved at opstille bogen som en række interviews, der kronologisk følger spredningen af de døde.

Afvisningen er:

Peter Straubs Skyggernes hus. For mig var bogen bare kedelig, og enten dårligt skrevet eller dårligt oversat. At jeg oveni gættede handlingen cirka 30 sider inde, var heller ikke fremragende. Gå uden om denne, og tag i stedet for mine anbefalinger.

------------------------------------------------------------------------

Faglitteratur:

Det hænder at jeg samler faglitteratur op, men mest når jeg skal anvende den direkte i en novelle/romansammenhæng. Det er da også kun blevet til tre fagbøger i løbet af seks måneder.


Anbefalingen er:

Colin Woodards Piraternes Republik. En grundig gennemgang af kaperne i Caribien. Selv om bogen til tider er lidt tør, er der nogle gode beskrivelser af livet om bord og om hvordan pirater behandlede folk og selv blev behandlet.

Afvisningen er:

Ja, jeg er ikke målgruppen. Men Desperate Housewives guide til livet og kærligheden var så absurd, at jeg kun kunne holde ud at læse den, mens jeg sad på lokum. Find en anden selvhjælpsbog end denne. Noget om rumænsk træskoflikkeri eller lignende lyder fantastisk.

------------------------------------------------------------------------

Fantastisk fortælling/Weird Fiction:

En anden af de genrer jeg skriver meget i. Mit romanprojekt er også i denne genre, og jeg har i min læsning kigget godt på historiestruktur.


Anbefalingen er:

Neil Gaimans M is for Magic. En novellesamling til unge, der sagtens kan nydes af os lidt ældre kramper. Gaimans flair for de skæve ideer kommer frem her, og det er forfriskende at de fleste af historierne ikke har en halvbitter tone.

Afvisningen er:

Charlotte Weitzes Skifting. Selv om de fleste af historierne er fantastiske (i genre), formår de også for mig at være langtrukne og uden noget spændingselement. Når jeg læser dem, tænker jeg på sløv socialrealisme stænket til med en smule fantastik.

------------------------------------------------------------------------

Science Fiction:

Når man tager i betragtning hvor meget science fiction jeg skriver, læser jeg forbavsende lidt af det. Kun fire bøger er det blevet til:


Anbefalingen er:

Bernard Becketts Genesis. En anderledes historie, der følger skabelsen af et samfund. En person, Adam, er en nærmest mytisk skikkelse, og hovedpersonen i bogen er oppe i hans liv som en del af sin afsluttende eksamen som filosof.

Afvisningen er:

Fatima Alzahra'a Alatraktchis Da 3. verdenskrig brød ud. En ufatteligt rodet omgang science fiction, der ikke helt hænger sammen. Flere spor, der ikke mødes. Personer, der virker irrelevante. Fatima skal dog have den ros, at hun var meget ung, da hun skrev den.

------------------------------------------------------------------------

Realisme:

Realisme kan være helt fantastisk, og de ægte historier har på mig en lige så kraftig tiltrækning som alle de fantastiske.


Anbefalingen er:

Douglas Couplands The Gum Thief. På en arbejdsplads efterlader en syttenårig pige sin dagbog. En anden ansat, en 45-årig mand, begynder at skrive i den, som om han var den syttenårige. Denne simple ide udvikler sig helt utroligt. Læs den. Og gør det nu.

Afvisningen er:

Lulu Schierbecks Samliv. En novellesamling, der omhandler dagligdagens problemer og genvordigheder. Mit problem er bare, at historierne starter hvor man ville regne med, at de starter og slutter, hvor man ville regne med at de slutter. Der er ingen spændingskurve, blot én lang streg, der strækker sig fra start til slut. Ærgerligt.

------------------------------------------------------------------------

Blandet:

Kategorien, der ligger uden for nummer. Det løse, revl og krat, resterne.


Anbefalingen er:

Frederik Dessaus I al korthed. En spøjs blanding af kortprosa og essays, der beskriver virkeligheden set fra en aldrende mand. Det moderne blandet med en belært herres forståelse. En anderledes, men langt fra dårlig oplevelse.

Afvisningen er:

Anna Sams En kassedames genvordigheder. En blanding af humor og løftede pegefingre. Den er bare ikke særlig sjov. Eller særlig informativ. Eller særlig spændende. Den er tværtimod oversat fra fransk, hvilket jeg til stadighed kæmper med at forstå er et faktum.

------------------------------------------------------------------------

Sådan - syv anbefalinger og seks afvisninger. Nu kan bøgerne så endelig komme tilbage til deres hylder.  Nu må det være slut med andres bøger, så jeg kan koncentrere mig om min egen skrivning. Og dog - jeg har et hængeparti, jeg ikke er stolt af.

Jeg mangler at anmelde M. Pontoppidans Antifaust. Det er dårlig stil, men jeg lover at kaste mig ud i det, inden sommeren fuldkommen dør.

Junis Skrivning 2012

Årets sjette måned var meget præget af arbejdet, med afgangshold og censorater sværmende i en lind strøm. Alligevel havde jeg et par historier, der skulle rystes ud af ærmet, og heldigvis nåede jeg at færdiggøre to af dem.

Indestruktium (science fiction, 6700 ord)
Bane 5 (horror, 1500 ord)
Spurv (fantastisk fortælling, 1100 ord, skrinlagt)

Indestruktium handler om en arkitekt og en kemiker, der opfinder et meget revolutionerende og lige så uforgængeligt materiale. Efter et terror-angreb på Big Ben, får de muligheden for at opføre en ny bygning ...

Bane 5 er skrevet til Årets Drengelitteraturpris, og finder sted i en svømmehal efter lukketid. Lars, hovedpersonen, er en dygtig svømmer, men de andre mobber ham på grund af den ekstra hud, han har mellem tæerne ...

I juli håber jeg at kunne arbejde koncentreret på min roman, men lur mig om min nyligt overståede ferie på Bornholm ikke har kastet et par ideer eller tre af sig. Om en eller to af dem blomstrer til en ny fortælling, må tiden vise.

Nyheder i juni

Så nærmer slutningen sig på et skoleår - og for mig betyder det seks uger, hvor jeg kan koncentrere mig om forfattergerningen.

Som det måske er gået op for nogen, vandt jeg i begyndelsen af måneden Niels Klim-prisen i kategorien langnovelle for skriftet Faderens sønner. Det var et herligt øjeblik, der nu er blevet foreviget som lydfil. Jeps, det er korrekt: Min takketale kan nu høres af gud og hvermand. Den ligger lige her. Men tag jer tiden til at læse hele indlægget - der er et par minutter værd.

Ud over det er jeg kort nævnt i Apokalyptisk.dks indlæg nummer 500.  Se blot under bogstavet K - for Kadavermarch.

Ellers er måneden gået med at skrive på romanen, der nærmer sig de 50.000 ord. Det er et vanvittigt arbejde at opfinde en verden mere eller mindre fra bunden!

Trailer 36 - uddrag af "Kædebrev"

Kædebrev er fra min samling Køtere dør om vinteren. Det er en fortælling om et træskrin, der indeholder en hemmelighed af de værre. En sjov detalje om teksten er, at den faktisk er en slags præludium til Pandaemonium, da det selvsamme skrin optræder i mit gigantiske zombie-epos. Så hvis du allerede har læst Øen, og hungrer efter mere af den samme verden, er du kommet til det rette sted:

"Tomt stirrede Shung ud i rummet, drejede geværet, og skød benet af sin to-årige søn. Barnet skreg i smerte og forvirring. Shung bøjede sig ned, og greb ham i armen. Blodet blev trukket i en bred stribe, da han slyngede den skrigende dreng ind i ilden. Da fedtet stegte af drengens kinder, slap han, uden at ænse at hans egen hånd også var blevet forbrændt. Han rettede sig op, og greb de olierede fakler, de brugte når de skulle signalere en landingsbane for Partiets fly, der kom på besøg hvert andet år. Han stak den ene af dem ind i drengens ansigt, og den flammede op som et forvarsel. Vintervindens skrig faldt på døve øren, da han gik ud af døren med den tændte fakkel i den ene hånd, og riflen i den anden. Han styrede direkte mod Partiets mands store hus, der som et fedt insekt lå på byens eneste bakke. To timer senere, da militsen endelig fik ram på ham, var der 63 døde, 102 sårede og halvdelen af byen var nedbrændt."

Silvestri på slap line

I morgen skal jeg prøve noget helt nyt. Jeg er blevet inviteret til at optræde på Slotsbryggen i Nykøbing Falster. Det er nyt på to måder. For det første har jeg aldrig prøvet at optræde så nær mit barndomshjem, så det bliver helt specielt. For det andet skal jeg ikke blot læse op, men igennem et stramt program, hvor jeg får prøvet forskellige facetter af det at være forfatter af.

Programmet ser ud som følger:

15.30: Præsentation af forfatteren A.Silvestri ved Thorvald Berthelsen
15.35: Oplæsning af novelle ved A.Silvestri
15.45: Forfatterinterview: Thorvald Berthelsen interviewer A.Silvestri om hans forfatterskab,om genrer og om at skrive i de fantastiske genrer.
16.15: PAUSE
16.30: Oplæg ved A.Silvestri om novellens genrer og generelle skrivetips.
17.00: Oplæsning ved A.Silvestri
17.20: Spørgerunde 
17.30 Slut 

Gennem længere tid har jeg forberedt en præsentation om de fantastiske genrer, og min forkærlighed for netop disse. Derfor ser jeg meget frem til at opleve hvordan publikum reagerer på de forskellige elementer. Igennem en del år har jeg læst op mange gange, og den del kommer naturligt til mig. At stå foran et publikum gør jeg til dagligt gennem mit lærerjob, men det er nyt for mig at skulle tale så meget om mig selv. Samtidig er der en god chance for, at mennesker jeg ikke har set i over 10 år kunne finde på at møde op. Alt i alt er jeg dog fortrøstningsfuld. Jeg har tanket selvtillid de sidste par måneder gennem anmeldelser af mine bøger, vundet en pris og arbejder støt på nye projekter. Nu ser jeg så frem til at den selvtillid stråler ud af mig i morgen.

Hvis du bor i nærheden, så kom forbi. Det er ganske gratis, og der er mulighed for at købe alle mine bøger ... selvfølgelig med signatur. Hvis du ikke bor i nærheden, så kom alligevel forbi. Det bliver underholdende. Det har du min garanti for.

Trailer 35 - uddrag af "Forræder"

Forræder er en del af min samling Faderens sønner, og handler om en kvinde, der meget mod sin vilje drages fysisk af en mand. Hun væmmes over sig selv, over ham og over det, de gør sammen. Men måske vil hun nå en grad af accept til sidst:

"Det allerværste var, når han med forsigtige fingre klædte hende af, og lagde hende inde på sengen. Så vidste hun, at hun ville stinke af ham, på alle måder, de næste par dage. Først kom hans hænder, fugtige og ivrige; de vidste hvad de ville. Så hans tunge, der dansede og kravlede som et vådt insekt på hendes bryster, mave og inderlår. Hun havde altid lukkede øjne, hun ville ikke se hvad det var han gjorde ved hende. Det føltes som timer, den tid han tog for hendes krop, og hun hadede de reaktioner, der blandede sig med det voksende ubehag. På trods af de lukkede øjne, fortalte hendes nervetråde tydeligt hvad der skete. Til sidst kom hans lem, blodfyldt, hårdt. Så forkert. Han fik hende til at bruge både sine hænder og mund på det, før han trængte ind i hende. Første gang var hendes læber blevet smittet af syrlighed fra maven, men nu var hun altid halvfuld. Så kunne hun forestille sig, at hun var et helt andet sted. Et sted, hvor hendes krop ikke stak hende i ryggen på en måde, der gik imod alt, hvad hun havde lært."