Øen

Den gratis Silvestri

Det er altid et dejligt ord at have i en titel. Gratis.

Oprindelse af latin gratiis, ablativ pluralis af gratia 'ynde, gunst', ordret 'ved gunstbevisninger' siger Den Danske Ordbog. Det lyder ganske højtravende, når man tænker på at det bare betyder at man får noget kastet i nakken uden at skulle betale en krone for det. 
 
 
Efter at have skrevet i en del år er det blevet sådan at en god håndfuld af mine noveller kan læses rundt omkring på nettet uden at det kræver meget. De ligger der bare og venter. Derfor denne korte guide til hvordan du kan tiltuske dig en luns Silvestri, fedtskinnende og med et æble i munden:
 
Køtere dør om vinteren. Titelnovellen til min første samling af noveller kan læses OG lyttes ganske gratis på bogbidder.dk
 
Øen. En novelle, der finder sted i Pandaemoniums univers. Kan downloades for et minuts penge hos eBooks2go.dk.
 
Je ne sais quoi. Novelle, der var med i antologien Begyndelser fra forlaget Valeta. Kan læses OG lyttes på bogbidder.dk
 
Høns. Blev nummer 2 i en konkurrence i anledning af Køges 725 år jubilæum. Kan læses på Køge Biblioteks hjemmeside
 
Optisk bedrag. Titelnovellen til min tredje samling af noveller kan læses på bogbidder.dk
 
Udflugt. Novelle skrevet til forlaget Valetas juleføljeton 2012. Kan findes lige her
 
Seks gratis noveller - og jeg håber der er noget der falder i din smag. 

Trailer 36 - uddrag af "Kædebrev"

Kædebrev er fra min samling Køtere dør om vinteren. Det er en fortælling om et træskrin, der indeholder en hemmelighed af de værre. En sjov detalje om teksten er, at den faktisk er en slags præludium til Pandaemonium, da det selvsamme skrin optræder i mit gigantiske zombie-epos. Så hvis du allerede har læst Øen, og hungrer efter mere af den samme verden, er du kommet til det rette sted:

"Tomt stirrede Shung ud i rummet, drejede geværet, og skød benet af sin to-årige søn. Barnet skreg i smerte og forvirring. Shung bøjede sig ned, og greb ham i armen. Blodet blev trukket i en bred stribe, da han slyngede den skrigende dreng ind i ilden. Da fedtet stegte af drengens kinder, slap han, uden at ænse at hans egen hånd også var blevet forbrændt. Han rettede sig op, og greb de olierede fakler, de brugte når de skulle signalere en landingsbane for Partiets fly, der kom på besøg hvert andet år. Han stak den ene af dem ind i drengens ansigt, og den flammede op som et forvarsel. Vintervindens skrig faldt på døve øren, da han gik ud af døren med den tændte fakkel i den ene hånd, og riflen i den anden. Han styrede direkte mod Partiets mands store hus, der som et fedt insekt lå på byens eneste bakke. To timer senere, da militsen endelig fik ram på ham, var der 63 døde, 102 sårede og halvdelen af byen var nedbrændt."

Nyheder i maj

Endnu en måned er gået, men heldigvis ikke forbi i stilhed. Der sker en del ting, og heldigvis på forskellige fronter.

Min novelle Øen, der foregår i det samme univers som Pandaemonium, har været oppe og toppe som en af de femten mest downloadede tekster på iTunes. Den er et muntert og sort take på hele zombiegenren, og kan stadig hentes ganske gratis lige her.

For et stykke tid siden udkom Grufulde mørke, den tredje installment i H.Harksens tilbagevendende Lovecraft-inspirerede antologi. Bogen har nu fået sin første, og meget positive anmeldelse. Om min novelle I et vindue skriver anmelderen Jette Holst blandt andet følgende:

"Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt – så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten…"

I de næste par uger vil jeg være at møde et par steder. Først her i weekenden, den 19. maj, til Gentofte Bogmesse, hvor min roman Pandaemonium kommer i fokus. Derefter søndag den 3. juni, hvor jeg sammen med forfatteren Lars Ahn Pedersen på dette års Fantasticon vil snakke om noveller, udgivelse og fantastik, alt sammen med Jesper Rugård som moderator.

Imens alt dette sker, skriver jeg på en modbydelig og bloddryppende novelle, og er i gang med sjette kapitel i min roman.