Fast arbejde

Om 14 dage, nærmere bestemt den 16. oktober, udkommer min anden opsamling Fast arbejde. Den består af otte noveller, hvor de syv tidligere har været udgivet, og er et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt. Calibat tager sig af den fysiske bog, mens DreamLitt står for e-bogen. Fast arbejde er den anden i en række opsamlinger, hvor Sand og sten, stål og glas er den første, og den tredje kommer til næste år. Samlingerne er konstrueret efter de samme principper, som du kan læse meget mere om i mit tidligere indlæg. Konstrueret og principper. Det lyder så fandens alvorligt, så lad os skynde os videre.

Forsiden er skabt af Anna Degnbol, og som med den forrige, stilede vi efter et mere voksent look. De fantastiske genrer lider jo under udelukkende at blive betragtet som BU-litteratur, og det er så bestemt ikke tilfældet her. Dog blødte vi det lidt op i dette tilfælde. Fast arbejde drejer sig om handler, men de fleste af historierne er også ret sjove, og betydeligt mere legende end de otte, der udgjorde Sand og sten, stål og glas. Derfor føjede vi et lille sværd til forsiden, og valgte den ret fede pinke til at understrege at der var noget gøgl på spil. Trapperne i baggrunden er lidt escherske, hvilket også passer godt til samlingen. Hvad man ikke kan se her, er at bagsiden er ret mørk, og det hvide og sorte, kun brudt af pink, skaber tilsammen en ret særpræget forside. I Fast arbejde kommer Anna Degnbols streg også mere til sin ret, end det var tilfældet med Sand og sten, stål og glas.

På forsiden står UDVALGTE FORTÆLLINGER, og det er fordi samlingens otte historier er valgt ud fra en pulje på omkring 20. Meget hurtigt afslørede der sig et tema omkring forretning. Om penge, og om handler. Om at snyde folk, og selv blive bedraget. Om slet ikke at opdage, at man har solgt noget (ud). Om kolde kontanter og falske alliancer. Det tunge tema bliver lidt lettere, da fortællingerne for det meste er fortalt i et let, og ligetil sprog. Nogle af historierne er skabt til at få læseren til at gnægge, andre skal helst få læseren til at grine højt. Tilfælles har de dog det, at morskaben er blandet op med noget andet. Det er ikke et tilfælde, at første linje i bagsideteksten er OTTE FORTÆLLINGER MED GLIMT I ØJET OG KNIV I RYGGEN.

De otte fortællinger blev alle omskrevet og revideret. Samlingens ældste (When the music's over) novelle fra 2009 skrev jeg om ad flere omgange, men valgte at lade visse elementer blive, da de besad en manisk energi. Andre noveller, som BjørnBjørn, krævede at jeg lige friskede lidt fakta op. Som det også var tilfældet med den forrige samling, var det også lidt vemodigt helt at sortere en håndfuld historier fra, velvidende at de nok aldrig ville blive udgivet igen. Tiden var løbet fra dem, og selv en omskrivning var ikke nok. Helt op til at redaktøren kiggede på manus, var der 10 historier i spil, og de to, der blev valgt fra, ligger stadig i puljen til næste opsamling. Især gik snakken på den sidste fortælling (Mester Prosopido), da den i modsætning til de syv andre kun har et snert af spas. Vi valgte dog at beholde den, da novellen er en god port til min tredje opsamling, der har arbejdstitlen Monstre.

Netop Monstre udkommer til næste år, og så sent som i går oprettede jeg mappen med de omkring 20 noveller. Det er endnu ikke til at sige, hvilke fortællinger der bliver valgt, men jeg har på fornemmelsen at både hugtænder, omsorgssvigt, klovne og surrealisme vil orme sig op til overfladen. Men jeg bliver altid overrasket, og det er jeg også sikker på jeg bliver i tredje ombæring.

Som sagt udkommer Fast arbejde den 16. oktober, og hvis du har lyst, kan du forudbestille et signeret eksemplar nederst i dette indlæg. Bogen koster 100 kroner+porto, men til gengæld er du sikker på at have den inden månedens udgang. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du også meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Tak fordi du læste med.

Manfred Christiansen har sat bogen op, og Nikolaj Højberg har været redaktør.

Om tankerne bag mine opsamlinger

Så er tiden kommet til det første indlæg på min hjemmesides blog. Efter mange år med wordpress-blog, håber jeg ikke at jeg farer vild i det nye system. Med det sagt, så lad os komme i gang.

I 2016 besluttede jeg mig for at lave nogle opsamlinger med mine noveller, der havde været tryktforskellige steder, såsom antologier og magasiner. Heldigvis var der ikke bare et, men hele to forlag, der gerne ville udgive dem. Derfor blev det til et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt, og indtil videre er der skrevet kontrakt på tre opsamlinger. Den første opsamling hed Sand og sten, stål og glas og blev rigtig flot modtaget. Den anden opsamling, Fast arbejde, er lige nu på vej i trykken og rammer verden i det sene efterår. Nummer tre kommer til næste år.

For cirka en måned siden fik jeg den herlige besked, at min tekst De vinterfødte blev en del af en kommende antologi med titlen Vintereventyr. Det særlige ved den besked var, at den markerede 50. deltagelse i en antologi, og det på mindre end et årti. Det var lidt vildt at opdage. Samtidig overbeviste det mig om, at jeg havde valgt helt rigtigt, da jeg begyndte på mine opsamlinger. Men når man så har så mange noveller at vælge imellem, hvordan udvælger man så hvilke der skal med i en opsamling?

Man opstiller nogle parametre. Først og fremmest blev jeg og forlagene enige om, at samlingerne ikke nødvendigvis skal spille på noget genrespecifikt. Med andre ord kan jeg undlade at tænke i en horror-opsamling, en fantasy-opsamling og lignende. Dette valg blev truffet af to grunde.Det vil give frihed til at vise forskellige sider af forfatterskabet, og samtidig undlade at markere samlingerne som genrelitteratur, hvilket til stadighed får mange til at rynke på næsen. For at understrege dette, valgte vi at skrive "udvalgte fortællinger" på forsiderne.

For det andet skal det være en blanding af nyere og ældre noveller, igen for at vise forfatterskabets bredde. Der skal være en funklende ny novelle i hver opsamling, så der også er noget til dem, der allerede følger med i mit forfatterskab. Efter en rundspørge på facebook, blev det også besluttet, at der skal være et efterord til hver novelle, hvor jeg fortæller noget om mine tanker bag novellen. Opsamlingerne skal være mellem 50.000 og 60.000 ord. I hver samling skal en af novellerne være eksperimenterende i form, novellerne skal have mere end én fællesnævner og sidst, men ikke mindst, skal hver samling indeholde otte noveller. Syv 'gamle' og en ny. Og så skal de selvfølgelig være gode. Med alle de parametre, bliver feltet snævret ind.

Ved både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde lagde jeg ud med et felt på omkring 20 noveller. Sand og sten, stål og glas fik meget hurtigt en alvorlig science fiction-vibe, men til gengæld kom den også til at handle meget om hvad det vil sige at være menneske. Fast arbejde var en anden fisk. Jeg vidste fra begyndelsen, at Fast arbejde skulle være sjov, ikke mindst fordi Sand og sten, stål og glas havde været meget alvorlig. Efterhånden som jeg valgte til og fra, kunne jeg se at et andet tema voksede frem. Nemlig handel. Aftaler. Kontrakter. Deals med alt fra integritet til sjæle. Det tema blev stort lige omkring den femte novelle (Et horn i siden), og derfra var det ikke svært at vælge de sidste tre. Det medførte dog at mit oprindelige valg af ny novelle blev ændret og at samlingens sidste novelle (Mester Prosopido) er noget mørkere end de andre syv. Til gengæld leder sidste novelle ind til min tredje samling, der har arbejdstitlen Monstre. Fast arbejde endte også med at være fantastisk af natur, og hvis man er glad for genrer, kan man tælle fantasy, science fiction, fabel, horror og fantastisk fortælling i samlingen. For mig er de 'bare' historier.

Forsiderne, der er designet af Anna Degnbol, er med vilje målrettet voksne. De er mere grafik end illustration, og går efter det smagfulde. Det vil sige, at der hverken er voldsomme farver eller de klassiske genremotiver (rumskibe, elverhelte eller monsterfjæs). Dette er blevet gjort for at vise at genrelitteratur også er for voksne. Forsiderne har det med at dele vandene. Mange finder dem virkelig stilfulde, andre kedelige. Prismæssigt satte vi os på hundrede kroner, hvis man køber direkte af forfatteren eller fysiske boghandler, hvilket er meget billigt for en ny bog. Samtidig er det gjort for at støtte op om den direkte kontakt mellem læser, boghandel og forfatter.

Ved at følge disse parametre, synes jeg både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde er blevet helstøbte bøger. De er fyldt med røde tråde, sammenhænge og tematikker, og formår samtidig at fremvise mit forfatterskab. Nu glæder jeg mig til at høre, hvordan Fast arbejde bliver modtaget. 

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at følge mig lidt tættere, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev ved at følge linket.

Junis arbejde 2017 - om stream of consciousness, Radio24syv og Lille Bogdag

Så er det endelig blevet sommerferie, regnen står ned, og det gør ikke mig det mindste. Det er nemlig meget lettere at retfærdiggøre at man sidder inde i hulen og skriver, når det er ringe vejr. Som de andre år har juni været fyldt med arbejde der intet har at gøre med skrivning, men fra næste skoleår går jeg ned i tid, så jeg kun arbejder 40%. Det er en stor og lykkelig ting for mig!

Efter sigende skulle dette være Edgar Allan Poes kælder ... man kommer jo automatisk til at tænke på

The Cask of Amontillado

.

Juni måned var så sød at skænke mig to en halv novelle. Mit hoved var fuldkommen mættet med andre ting, så derfor lod jeg al struktur flyve, og ud af det kom der en skrinlagt novelle, men også to der blev fuldbragt (eller, så fuldbragt noget kan være efter første gennemskrivning)

Minde (weird, skrinlagt ved 5300 ord)

En abstraktion af Ingemann (9000 ord, weird)

Cellarmensch (4200 ord, horror, engelsk)

Juni måned var meget travl, og derfor tillod jeg mig selv bare at give los med denne historie. Jeg lagde ud med en kort gennemgang af hvorfor Oscar Wilde var en ringe forfatter, og derefter lod jeg mig føre afsted.

En abstraktion af Ingemann

er skrevet gennem en

stream of consciousness

, og handler om et jeg, der elsker litteratur, men føler sig fanget af alle konventionerne. Sent i livet beslutter han sig for at skrive sit speciale om B.S. Ingemann færdig, men det får sære følger.

En abstraktion af Ingemann

er lige dele horror, midtlivskrise, smædetale og referat. En meget sær størrelse, som jeg tvivler på får et hjem. Jeg blev nødt til at trække i håndbremsen ved 9000 ord, ellers tror jeg den var fortsat i al evighed.

Jeg har gennem de sidste par år med jævne mellemrum forsøgt mig på engelsk, og

Cellarmensch

er det nyeste skud på stammen. Den er skrevet i anden person, ental (you), og gør derved læseren til hovedperson. Titlen er selvfølgelig inspireret af Dostojevskijs romen

Kældermennesket

(og sikkert også

bandet Kellermensch

), men

Cellarmensch

handler om hvad frygt egentlig er, og hvilket mørke man i sidste ende vil foretrække. Det er en sprogligt flot tekst, og, synes jeg, ret foruroligende. Den er skrevet til en antologi, og jeg håber den kommer med.

Lille Bogdag 

Den 3-4.juni var der

Lille Bogdag

for tredje år i træk. I '15 og '16 blev det afholdt i Dome of Vision, men i år var det rykket til Den Frie Udstilling. Lille Bogdag er et initiativ, hvor en række små forlag får muligheden for at fremvise deres katalog, medvirke på en lille scene og bare møde deres læsere. Lille Bogdag blev etableret som et modstykke til de større forlag, og for at vise at mikroforlag også udgiver flotte, professionelle og mest af alt vigtige bøger. Jeg var med som en del af forlaget Calibat, der indtil videre udgiver mine opsamlinger.

Her sidder jeg sammen med den noget benovede Jesper Rugård. Det er hans digtsamling

Mens vi bliver til

I kan se i midten.

Det var en god dag, vi fik snakket og drukket øl, og ikke mindst blev jeg hi-jacket til at præsentere Lars Kramhøft på oplæserscenen. Det var jeg ikke lige forberedt på, men heldigvis gik det godt, og det virkede også som om oplæsningen faldt i god jord. Vi fik solgt lidt bøger, og ikke mindst kom et eksemplar af

Sand og sten, stål og glas

med en ny læser tilbage til Færøerne. Jeg er meget glad for Lille Bogdags koncept, og jeg håber virkelig at de bliver ved i mange år endnu. Der er brug for andre og anderledes stemmer i det danske litteraturmiljø, og det er jeg sikker på at Lille Bogdag er medvirkende til kan ske.

Radio24syv, horror og Romerriget

Den 26. juni var jeg en tur inde på Radio24syv, hvor jeg var blevet inviteret til at medvirke i Romerrigets udsendelse om horror. Grunden til at programmet var kommet i stand, var til dels udgivelsen af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoffs bog

Horror Zeitgeist

, der udforsker instruktøren Larry Cohens virke. Vi var på i sammenlagt en time, og ud over at berøre Larry Cohen (som jeg ikke ved så meget om ... i det hele taget ved jeg ikke så meget om film), nåede vi omkring hvad horror er, hvordan horror som genre er opstået, den danske forfatter B.S. Ingemann og om hvordan den danske horror-scene ser ud. Desværre synes jeg fokus røg lidt for langt væk fra Jacob og Karstens bog, som jeg i hvert fald er blevet klogere af at læse, men du kan jo selv gribe lyttebøfferne og se hvad du mener. Jeg ved endnu ikke hvornår udsendelsen ryger i æteren, men sikkert en gang hen over sommeren. Det var min radio-debut, hvis man ikke tæller

mit interview i 2015 om mit forfatterskab

i Den2radio med. Jeg ser frem til at høre mig selv og de andre, og sikkert krumme tæer over hvor dum jeg lyder.

Er der mere?

Jeg har allerede trukket i sommerens arbejdstøj, og når jeg er færdig med dette indlæg, kaster jeg mig over redaktionen af min roman

Slør

. Den regner jeg med at have klar til efter ferien, og så bliver det spændende om der når at ske noget med den inden årets udgang. Min kommende opsamling

Fast arbejde

er også godt undervejs, og udkommer til efteråret. Og så er der redaktion af min billedroman

King

. Som du kan høre, har jeg mere end nok at lave, men ellers ville jeg jo kede mig! Som en sidste ting, så hold godt øje med min nyhedsupdate her en af dagene. Der er sket ret store ting.

Det hedder altså science fiction

Den 20. maj skrev Anna Raaby Ravn en kort artikel i Information med titlen Brandvarm sci-fi. Den stod som en art riposte til Kristian Leths indlæg Sci-fi og fantasy er også litteratur på forlagsliv.dk. Kort fortalt raser Kristian Leth over at de fantastiske genrer til stadighed ikke bliver betragtet som litteratur, og Anne Raaby Ravn siger, at det passer overhovedet ikke, for der undervises i science fiction på både litteraturvidenskab og Forfatterskolen, og hun nævner også en række af the usual suspects inden for dansk litteratur, der 'trækker på genren i deres værker'. Afslutningsvis siger hun, at genren "er altså alt andet end underlødig", den er "brandvarm og heftigt læst".

Det synes jeg er spændende. Sådan rigtig spændende.

En gammel diskussion inden for science fiction er hvorfor der så sjældent står science fiction upå bøgerne. Grunden til dette kan være mange: Det kan skræmme potentielle læsere væk, det kan blive betragtet som 'svær' eller 'nørdet' litteratur, det er noget uforståeligt noget eller det er bare urealistisk. Nogen siger, at det er vigtigt at skrive science fiction på de bøger, der nu engang er science fiction, for ellers bliver der aldrig gjort op med forestillingen om at det er sært eller kun for de få. Andre mener at det er vigtigt at science fiction står på forsiden som et standpunkt, at man som forfatter ikke føler nogen skam ved at skrive science fiction. Andre igen mener at en bedre måde er at gemme genremærkaten 'science fiction' væk og derved lokke folk til uforvarende at læse science fiction, og måske den vej igennem få øjnene op for genren.

Hvis genren er så 'brandvarm' som Anne Raaby Ravn påstår, tænker jeg at de gamle stigmata må være passé. Når noget er 'heftigt læst', er det almindelig sund fornuft at læsere gerne vil vejledes i at finde mere af samme slags. I Brandvarm sci-fi nævner hun en håndfuld danske forfattere, og jeg har fundet frem til en række af forsider til de af deres værker, der betegnes som science fiction:

Der står ikke science fiction på en eneste. Det er lidt sært. Der står krimi på en krimi. Der står spænding på en spænding. I alle fire bøger er der klare science fiction-elementer. Theis Ørntofts Digte 2014 har en postapokalyptisk tåge liggende både i og mellem linjerne, Maria Gerhardts Transfervindue omdanner Nordsjælland til et lykkeligt hospice (der faktisk i dag i Politiken blev kaldt cancer-sci-fi ... som er en genre, jeg ikke kender). Den afskyelige af Charlotte Weitze er sat i fremtiden, hvor klimaforandringerne virkelig har taget til og Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24 bliver fortalt i tilbageblik mange hundrede år ude i fremtiden af en rigmand, der gennem videnskabelige metoder har opnået udødelighed.

Det er spændende at se hvordan bøgerne omtales. Udtryk som klimafiktion, fremtidsfortællinger, kontrafaktisk, cli-fi og 'hvad-nu-hvis-litteratur' benyttes meget. Science fiction-betegnelsen er en sjælden gæst, og det stemmer meget dårligt overens med Anne Raaby Ravns påstand om at science fiction virkelig er the shit. En af science fictions fornemste dyder er at fremskrive tendenser i nutiden, sætte disse tendenser i en fremtidig ramme for derved at belyse noget problematisk eller udfordrende ved nutiden. Det kan være teknologiske tendenser, politiske tendenser, sociale tendenser eller noget helt syvende. De fire bøger jeg her har nævnt, lever uden problemer op til det krav. De er science fiction, lige så meget som de er litteratur ... og det er egentlig ærgerligt, at det åbenbart stadig står som et modsætningsforhold. Kald det science fiction i stedet. 

I øjeblikket er en af de mest populære serier The Handmaid's Tale, der beskrives et fremtidigt samfund, hvor kvinder har fået frataget de fleste af deres rettigheder. En håndfuld kvinder i det nye samfund er de såkaldte handmaids, der fungerer som rugemødre for den herskende klasses mænd. Serien er inspireret af Margaret Atwoods bog af samme navn fra 1985. Forfatteren har altid undsagt sig at bogen skulle genreklassificeres som noget som helst. Hverken feministisk fiktion, science fiction eller noget som helst andet. Det er hun i sin ret til som skaber af værket. Jeg vil alligevel tillade mig at påstå at den i hvert fald har stærke science fiction-elementer. Det er en fremskrivning af tendenser i nutidens samfund. Bogen rundes af med en epilog, skrevet i år 2195, men vigtigst af alt, så kan der ikke herske nogen tvivl om at The Handmaid's Tale er en dystopi.

Den dystopiske/utopiske fortælling hører ikke kun science fiction-genren til, men det er science fiction-genren, der har udforsket den dybest. I Brandvarm sci-fi nævner Anne Raaby Ravn i flæng forfattere som Orwell og Huxley (ud over Atwood), hvis værker nok ikke kræver den store introduktion. Både Orwell og Huxley beskrev i hhv. 1984 og Fagre nye verden fremtider i forhold til dem selv, Orwell på et politisk/sociologisk grundlag, Huxley på et teknologisk/sociologisk grundlag. Der er altså andet end den dystopiske fortælling, der peger mod science fiction-genren. Orwell ser på overvågningsteknologi, Huxley på psykofarmaka og medicin.

Jeg synes det er problematisk når Anne Raaby Ravn sætter lighedstegn mellem at science fiction er populært, og at der bliver undervist i det på litteraturvidenskab og Forfatterskolen. Det problem intensiveres yderligere af de forfatterskaber, hun vælger at trække frem. Hvis man ser på de danske forfatterskaber hun fremhæver, er det udelukkende forfattere, der bruger science fiction som et element i deres skrivning. Ikke én af dem betegner sig selv som science fiction-forfatter, så handler det i virkeligheden ikke om at de forfattere hun nævner er dem, der i forvejen læses? Hvor er de forfattere, der i mange år har beskæftiget sig alvorligt og professionelt med science fiction, og med fortsæt og som en primær udtryksform skriver i genren? Eksempelvis kunne man starte med Svend Åge Madsen. Et andet problem er at de værker/forfattere, der konsekvent nævnes, må siges at høre til i den bløde ende af science fiction. Hvorfor vælger hun f.eks. ikke at trække The Martian af Andy Weir frem, der blev en rasende succes for et par år siden, og hvor de teknologiske elementer har en reel rolle i bogens handling?

Men hold kæft hvor jeg håber Anne Raaby Ravn har ret. For så er det kun et spørgsmål om tid, før science fiction får lov til at indtage sin retmæssige plads ved siden af al anden litteratur. Det større fokus vil så forhåbentligt også medføre, at science fiction-forfattere bliver inviteret til paneldebatter og receptioner. Forlag begynder at kalde tingene ved deres rette navn og skriver science fiction uden på de romaner der nu engang er science fiction. Det vil så gøre, at trangen til mere brandvarm science fiction vil få de heftige læsere til at søge ud over deres vante cirkler, og opdage de forfattere, der i årevis har skrevet science fiction. Jeg ser frem til, at nu hvor rektor på Forfatterskolen Jeppe Brixvold i en beskrivelse af skolens Kvalitetsbedømmelser i optag og uddannelse af forfatterskoleelever specifikt siger at "Da vi for få uger siden holdt planlægningsmøde på Forfatterskolen for at diskutere mulige emner for næste semester, var nogle af de mest populære ønsker traditionel metrik, afro-futurisme og sci-fi. Dét var ikke sket for bare 5 år siden." så vil science fiction-forfattere blive inviteret til at være gæstelærere, for selv hvis de studerende senere hen kun bruger science fiction-elementer i deres værker, er det vel det fornuftigste at de lærer af en person, der har beskæftiget sig med genren i dybden.

Undskyld, hvis tonen i det sidste stykke blev for ironisk. Science fiction betragtes stadig som underlødigt, i hvert fald blandt mange læsere, men jeg håber at det vil ændre sig, og der er dejligt at høre Anne Raaby Ravns beretning fra især litteraturvidenskab. Hele genrevældet burde være irrelevant, men det er det ikke. Selv om man ikke kan ændre opdelingen i genrer, så kan man måske ændre hvordan de forskellige genrer anskues. Og jeg er overbevist om at det starter ved at man kalder en skovl for en skovl. Serien Westworld er science fiction. The Handmaid's Tale er science fiction. Digte 2014 er science fiction. Serien Black Mirror er science fiction. Adam Os tegneserie Ruiner er science fiction. De nævnte værker er også alt muligt andet, men hvis vi ikke bruger ordet science fiction, og derved gør det til først noget normalt og derefter ændrer definitionen, vil det vedblive med at være noget sært, snævert og fremfor alt noget, der står helt for sig selv, i stedet for at være en integreret del af det, der kaldes litteratur. 

Hvor mange novellesamlinger?

Hvor meget er for meget?

En af de første sandheder, der gik op for mig som for forfatter, var at novellesamlinger generelt sælger meget dårligere end romaner. De fleste læsere foretrækker én lang fortælling, gerne fordelt på flere bøger, frem for mindre historier, der kredser om et enkelt emne. Det sætter mig i et dilemma, da novellen er min foretrukne form. For hver roman jeg skriver, bliver det til 20+ noveller. Det betyder, at jeg som det ser ud nu, kan udgive mindst en novellesamling om året, efter jeg har sorteret de noveller fra, der aldrig skal ud i verden (og hvis jeg kan finde et forlag).

Hvor meget er for meget?

I 2016 begyndte jeg at få udgivet opsamlinger med de af mine noveller, der allerede har været udgivet. Sidste år kom Sand og sten, stål og glas, i år kommer Fast arbejde og til næste år den tredje opsamling, der endnu ikke har en titel. Jeg håber at blive ved med dette, indtil jeg har fem opsamlinger ude. Det vil altså sige at hvis alting flasker sig, udgiver jeg en samling noveller hvert år til og med 2020. Kan jeg tillade mig? bør jeg? udgive en novellesamling til om året, velvidende at de har det sværere end romaner?

Hvor meget er for meget?

Hvad med læserne? Selv hvis man som læser er glad for mine noveller, kan det så ikke føles som for meget at få to novellesamlinger om året? Er det ikke lidt at smide 'mere af det samme' i hovedet på folk, selv om novellesamlingerne er forskellige i både udtryk, tematik, genre, skrivestil og/eller andet? Eller kunne det være en idé at tage et 'maskin-gevær-år', hvor jeg går efter at få udgivet mange novellesamlinger, og derved tømmer lagrene? Eller tænker man slet ikke sådan som læser - er man bare glad for at der kommer mere?

Hvor meget er for meget?

Er det ikke direkte tåbeligt at blive ved med at spy noveller ud, hvis der kun er et begrænset marked for dem? Skal jeg ikke i stedet for tvinge mig selv ned i en roman-tænkning? Skal jeg arbejde mine noveller sammen til fortællekredse, så en rammefortælling giver dem et udseende af et samlet værk, frem for enkeltstående beretninger?  Skal jeg skrive til mine noveller, så jeg ender med historier der minder mere om kortromaner, og så inkludere to-tre-fire stykker i hver samling?

Hvor meget er for meget?

I skrivende stund har jeg materiale - som i allerede skrevet og i mange tilfælde redigeret, korrekturlæst og omskrevet - til følgende:

Vinterklæder
En novellesamling udelukkende med realistiske noveller. Nogle af fortællingerne er lige ud af landevejen, andre er symbolske, andre er sprogligt eksperimenterende, men ingen af dem har det fjerneste at gøre med noget fantastisk. De foregår i denne verden, punktum. Samlingen er på 12 noveller, hvor den længste er omkring 7000 ord.

Science fiction-samling, uden titel
En novellesamling med science fiction-noveller. Hvert år sender jeg tre noveller ind til SFC, og i mange år har de valgt en til antologien. Det efterlader mig med to noveller i overskud, der så lander i denne samling. Dermed ikke forstået at de er dårlige; ved flere lejligheder har jeg ment at SFC ikke valgte den bedste fortælling. Samlingen er på 10 noveller, den længste er 14.000 ord og mange af novellerne er ret positive.

Næsten her
En novellesamling med noveller, der foregår i andre verdener, der alle ligner denne meget. En præmis for fortællingerne er at de primært kun kan fungere i en anderledes verden med anderledes regler. Ellers er de strengt realistiske, næsten socialrealistiske, og derfor vægrer jeg mig ved at kalde samlingen fantastisk, selv om den nok lægger sig op af science fiction. Samlingen består af 13 noveller, og den længste er 12.000 ord.

Skår
En samling tekster, alle under 1500 ord, der stiler efter at være en hybrid mellem novellen og kortprosa. De spreder sig i alle genreretninger, i alle skrivestile og fortolkningsgrader, og der er intet mindre end 40 af dem. En lidt aparte samling, der nok vil skille sig ud.

3
Horror-fortællinger. Tre styk, der alle er over 15.000 ord i længde. De har alle at gøre med hvad der gør mennesker til mennesker, og hvilke slagger man finder i sit eget indre, når man kigger ordentligt efter. 

Hvor meget er for meget?

Jeg ved det ikke, og derfor håber jeg du har lyst til at hjælpe mig. Hvad synes du? Hvor meget er for meget, eller findes 'for meget' slet ikke? Hvad skal jeg stille op med mine samlinger, der er tæt på at være færdige? Alle tanker er velkommen :)

April og majs arbejde 2017 - især om at redigere, et besøg i Nakskov og eventyr

Det er lang tid siden jeg har skrevet sidst, og det er fordi der har været meget travlt både i forfattersnedkeriet og ude i den verden, der så ofte kaldes for den virkelige. Halvdelen af tiden har jeg siddet fuldkommen begravet i tekster, og den anden halvdel af tiden har jeg spænet rundt til møder, aftaler og hvad vi ellers har. I april hyggede jeg mig også gevaldigt med et langvarigt hold i ryggen,  der gjorde det til en herkulisk prøvelse at sidde foran computeren. Men man må jo lide for kunsten, for løbet med skønheden er vist kørt for længst.

Det er blevet til fire noveller. Utroligt nok havde to forskellige forlag udskrevet novellekonkurrencer med næsten samme deadline og emne, nemlig eventyr, så jeg fik prøvet mine genretræk af på to forskellige eventyr. I de andre fortællinger arbejdede jeg meget med billedsprog og formsprog, det gav et ret specielt resultat og begge historier endte krydret med lidt science fiction. Det har været rart hele tiden at være i gang med noget ved siden af alt rettearbejdet.

Ingelises vrang (5500 ord, weird)
Køen (2100 ord, weird)
Historien om en moder (4700 ord, eventyr)
De vinterfødte (7000 ord, eventyr)

Novellen Ingelises vrang udspiller sig på en fertilitetsklinik af en art, hvor novellens jeg betragter den forsagte Ingelise, der ønsker sig et barn, og efter at være flygtet fra fertilitetsklinikken fire gange nu endelig sidder på en stol foran ham. Ingelise er sørgelig, hun er den slags menneske man overser og kun nødigt beskæftiger sig med, men efterhånden som deres samtale vokser sig større, finder historiens jeg sig i en sær boble sammen med Ingelise, for hvad er det den ydmygede kvinde så gerne vil have? Det er en filosofisk fortælling, en realistisk fortælling gemt i billedsprog og jeg kan virkelig godt lide dens særhed.

Mindre mærkværdig, med større ankre i en konstant gentagelse, finder vi den korte fortælling Køen. I køen går robotter og mennesker side om side, uden at tale, og hele køen tager hele tiden et skridt frem. Der er varmt, himlen er klattet til med sort, luften stinker af brændte sikringer og bacon og hele køen tager et skridt frem. Det er en sær, analogisk og vanskabt verden, jeg har kreeret i Køen, og jeg ser frem til at den på et tidspunkt bliver læst af andre.

I 1847 skrev H.C.Andersen eventyret Historien om en moder. I 2017 omskrev jeg det til en moderne version. Tematikken er stadig  den samme, moren mister sin datter til Døden og sætter efter ham for at få sin datter tilbage. Jeg har gjort hele eventyret mere sært, føjet grimme nutidskommentarer til, undervejs lusket elementer fra en håndfuld andre H.C.Andersen-eventyr ind i fletværket og rodet med kernepunkter i fortællingen, så fortællingen ikke bare er en kopi.

De vinterfødte er et moderne eventyr, hvor vinteren og dens elementer er i fokus. Den tager udgangspunkt i nordisk og grønlandsk mytologi, og jeg har virkelig udnyttet den pludselighed hvormed nye figurer bare introduceres i eventyr. Historien handler om Fannar, hvis navn betyder snedrive. Undervejs i fortællingen møder han Disa med de anisokoriske øjne, Vinterfar der er blind og Dobbeltsyn, hvis øjne har hver deres farve. Hvor det ender henne, ja, det må man læse sig til.

Redigering, omskrivning, tilretning og revidering

Som allerede nævnt har de sidste par måneder især stået på redaktion, omskrivning og revision. Jeg har virkelig mærket hvad den direkte konsekvens er af at skrive meget ... nemlig at rette og omskrive tilsvarende, og det føles lidt som om de sidste par års arbejde har valgt at kulminere synkront i disse tider.  

Det hober sig op!

Først og fremmest stod min roman Et satans arbejde på programmet. 250 siders roman, sammenlagt lidt over 120.000 ord om flyttemanden Asger, der bliver hyret til at flytte noget af Helvede til Hellerup. Jeg skrev den færdig i 2015, men efterfølgende har den været igennem flere redigeringsrunder, og her i april kunne jeg endelig skrive færdig på den. Jeg håber virkelig at den bliver antaget, da det er en ret unik historie, og det vil være synd og skam om den ikke kommer ud til et større publikum.

Meeen, romanen var ikke alt. Sidste år udkom den første i en række opsamlinger af mine noveller, nemlig Sand og sten, stål og glas på forlagene Calibat/DreamLitt. I år er turen kommet til Fast arbejde, der primært beskæftiger sig med den humoristiske side af mit forfatterskab. Som Sand og sten, stål og glas kommer opsamlingen til at bestå af syv noveller, der tidligere har været udgivet, og en som aldrig har været det. Den ældste skrev jeg oprindeligt i 2007, mens den nyeste er fra sidste år. Sammenlagt bestod manus af 70.000 ord, eller omkring 180 sider, og nu glæder jeg mig til at se hvad redaktøren siger.

Meeen, vi er ikke færdige endnu. Jeg skulle også rette den engelske novelle Bon Voyage, Voyage, der er en del af en australsk horror-antologi (hvortil Clive Barker leverer hovednovellen), som lige er udkommet, oversætte min gamle science fiction-novelle Voisinisme til engelsk og sende den ind til et amerikansk blad, og redigere horror-novellen Mandsmørke og sende den ind til en konkurrence. Sammenlagt redigerede jeg omkring 500 sider, og det svarer til antallet af ark i en pakke printerpapir. Jeg var fuldkommen smadret klokken 10 om aftenen, og når jeg sætter det op som her, kan jeg egentlig godt forstå hvorfor.

Besøg på Nakskov Bibliotek 

Den 26/4 var jeg på besøg på Nakskov Bibliotek. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af og som er en interessegruppe for forfattere med tilknytning til det gamle Storstrøms Amt, har i det sidste stykke tid stået for en række arrangementer under paraplyen Ord på biblioteket, hvor lokale forfattere læser op. Nu var turen kommet til mig. Desværre var der næsten ingen fremmødte, men de få der var oplevede formanden for foreningen Sigurd Kværndrup interviewe mig om mit forfatterskab og høre oplæsning fra novellen I sit ansigts sved fra min opsamling Sand og sten, stål og glas. Det er altid ærgerligt at optræde for næsten tomme sale, og jeg håber at der en anden gang vil blive gjort lidt mere reklame for arrangementet end der blev gjort i denne omgang.

Hvad ellers?

Selv om det nu er blevet sommer, redigerer og omskriver jeg stadig på fuld kraft. Min billedroman King er under omskrivning, og det falder mig ikke så let at gøre mit sprog mere BU-venligt. Fast arbejde er kommet tilbage fra en begejstret redaktør, og skal nu igennem endnu en runde, og så venter der også et romanprojekt, der næsten er færdigt. Sikke tider at leve i :)

Nyheder i april 2017 - om anmeldelser, bibliotekspenge og mit tyste projekt

Hvis marts var en boblende kedel, så har april været et damplokomotiv, der vinder fart. Nyhederne er adstadigt dryppet ind og med hensyn til arbejde har jeg ligget vandret i luften, men det kan du alt sammen høre nærmere om i et indlæg senere på ugen. Og nu, til sagerne.

Anmeldelser

I sidste nummer af Himmelskibet var der vanen tro en række anmeldelser af ny og nyere dansk fantastisk litteratur, og det inkluderede blandt andet en anmeldelse af min Sand og sten, stål og glas samt to antologier, hvori jeg medvirker. Det var anmelderen Thomas Winther, der stod for alle tre anmeldelser - men desværre er kun to af dem nået online.

Klaus Æ. Mogensen/Michael Bernth

Det er efterhånden blevet en stående munterhed, at de forskellige anmeldere af Sand og sten, stål og glas når frem til forskellige indbyrdes sammenhænge mellem novellerne, og det gør sig også gældende i denne omgang, men det kan I selv læse jer til i den fulde anmeldelse. Anmeldelsen rundes af med disse ord:

"Ud over de mange antologier som Silvestri har bidraget til, har han også en række selvstændige bøger bag sig, og denne bør stå i bogsamlingen ved siden af de andre, og har man ikke stiftet bekendtskab med science fiction-delen af hans forfatterskab, så er dette bestemt et godt sted at gøre det."

Sidste år udkom antologien Monster på forlaget Kandor. Den var den tredje i rædselsrækken (med Vampyr og Varulv som de to første), og jeg medvirkede med novellen Om blod og blæk. Den er netop en af de noveller, Thomas Winther fremhæver i anmeldelsen (de andre er vinderen Teddy Vork og Lars Ahn Pedersen), og han har følgende at sige:

"Silvestri har flere gange skrevet i samme weird fiction-tradition som bl.a. Clive Barker, og denne novelle er i denne tradition. Her er det monstrøse meget fysisk, men også meget hemmeligt. Det lurer skjult og kræver et offer fra sine følgerer, et offer som skal komme fra personen selv, men omvendt så bliver man også en del af væsenet. Dette er lige en novelle for mig, da den ikke kun handler om at beskrive et ubeskriveligt monster, men også i højere grad handler om at beskrive den indflydelse som mødet har på hovedpersonen."

En sidste ting: Himmelskibet er en af de meget få steder i Danmark, hvor fantastisk litteratur anmeldes, og som det ser ud nu, mangler de penge til at blive ved med at trykke det fysiske blad. Hvis du har lyst til at blive medlem, så kan du gøre det her.

På Eibes Bogblog har anmelderen Anika Eibe anmeldt horror-antologien Hvis jeg overlever natten fra sidste år, og min fortælling har mildest talt fået hende op af stolen:

"Jeg må dog sige at det er meget modigt at starte samlingen med A. Silvestris "In uteri". Det er en meget usympatisk hovedperson og med et meget stødende sprog, og selv om jeg normalt ikke er så nem at støde, så sad jeg med flagrende næsebor under hele læsningen.  Ikke dermed sagt at det er en dårlig novelle, men den er "in your face" og grænseoverskridende.  Men det er jo også lidt hans stil, jeg mindes i hvert fald at have set lidt af det samme i Kærlighedsfrugt. Han er i hvert fald en meget modig forfatter."

Det er sjældent, at jeg bliver irriteret over anmeldelser, men denne prikker lidt til mig, af to grunde. For det første fordi det 'stødende sprog'  med god grund er centreret om et enkelt element i fortællingen, og det virker ikke som om anmelderen har opdaget det, og så fordi det kendetegnes som min stil, hvilket jeg synes er at sætte mig i en kasse, der ikke rammer store dele af mit forfatterskab. Anika Eibe skal dog stadig have tak for at læse til ende, og heldigvis giver hun samlingen fire hjerter, hvilket er dejligt - og så er det altid fedt at være modig :)

Penge 

Moneter er omdrejningspunktet i næste del. I starten af april flød facebook over med hhv. jubelråb og vredesbrøl, lange takketaler og skummende had, alt sammen på grund af uddelingen af arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Jeg var så heldig at modtage legat i både 2015 og 2016, men i år fik jeg afslag på min ansøgning. Op til havde jeg lidt frygtet min reaktion på et afslag, men det viste sig at jeg blot trak på skuldrene. Jeg var i gang med at skrive, og jeg kunne ikke tage mig så meget af det. Selvfølgelig er jeg lidt ærgerlig, og selvfølgelig bider jeg mærke i at de år jeg fik legat nævnte jeg et socialrealistisk projekt, hvilket jeg ikke gjorde i år, men jeg har stadig den store følelse af 'nå, så blev det ikke sådan i år'. Økonomisk er det dog skideærgerligt, da det ikke er blevet lettere at leve af at være forfatter i Danmark (eller alle mulige andre steder).

Plastret på såret kom et par dage senere, da årets bibliotekspenge rullede ind. Siden mit første år som modtager er jeg steget støt, og det var heldigvis også tilfældet i år. Dog var min stigning meget moderat (men de mangler så også at tælle 60 eksemplarer af Sand og sten, stål og glas), men den var der. Mere ærgerligt var det, at jeg på min liste kunne se at bibliotekerne var begyndt at kassere eksemplarer af min første novellesamling OG udgivelse, Køtere dør om vinteren, så hvis du har lyst til at læse den, kan det være du skal skynde dig, eller købe et eksemplar her hos mig.

Mit tyste projekt 

Ja, den slags har jeg også. Helt tilbage i 2014 begyndte jeg at jonglere med tanken om at få nogle af mine historier illustreret, ikke som graphic novel eller lignende, men som man ville illustrere en børnebog. Der var blot et indbygget problem i det, nemlig at mange af mine fortællinger ikke var rettet mod børn og unge. Jeg gik mine fortællinger igennem, og nåede frem til en lille håndfuld, der i hvert fald landede i en gråzone. En af de noveller var Brune Bamse, der er en del af Køtere dør om vinteren. Den historie handler om en dreng, der bliver stjålet, og hans trofaste hund, der jager efter ham for at redde ham. I januar fandt jeg den frem fra gemmerne, og omskrev den fra bunden. Ud af den gamle historie kom en ny novelle med titlen King. Og heldigvis havde jeg en tegner klar, der meget gerne ville illustrere, nemlig ingen ringere end Christoffer Gertz Bech, der også tegnede gengangerbilledet i min novellesamling Kærlighedsfrugt. Nu nærmer vi os et spændende sted, hvor mange af tegningerne er ved at være klar og jeg har fået lov til at vise jer en enkelt, der blandt andet forestiller King.

Tegnet af Christoffer Gertz Bech

Endnu er tegningen uden farver, men det er lige på trapperne. King er en historie, der kan læses af 10-12-årige, men mellem linjerne gemmer den på mange grimme sager, især om forholdet mellem forældre og børn, hvilket også retter den mod voksne. Skal jeg så nu til at lave en masse af den slags? Jeg tvivler på det, men vil absolut ikke udelukke, at det er noget jeg kan finde på igen. Som det ser ud lige nu, udkommer King engang til efteråret på Calibat. 

Det var vist alle nyheder for nu - men heldigvis er der snart flere. Pas på jer selv derude.

Hug en hæl, klip en tå, lim et ekstra hoved på. Hvor meget må man ændre sin tekst (efter den er udgivet)?

For omkring et år siden besluttede jeg mig for at lave en række opsamlinger med mine gamle tekster. Den første af disse, Sand og sten, stål og glas, udkom i november og den næste udkommer i løbet af i år. Hvad jeg ikke havde overvejet, da jeg tog den beslutning, var hvor meget jeg skulle komme til at læse mig selv igen, og at det blandt andet også inkluderede tekster, der havde næsten et årti på bagen. Men jeg vil starte et andet sted.

I dag, søndag den 23/4, bliver linje 5A erstattet af linje 5C, og det betyder også at den rød/gule tøffebus ikke længere findes. I stedet for kommer der lyseblå harmonikabusser, meget større og langt mere miljøvenlige. Det bliver en smule sært at vænne sig til de nye busser, men det er nok kun godt at de bliver udskiftet. Det ændrer ikke på, at nu vil man uden at kunne blinke datere mine tekster til et før og efter linje 5A.

I min roman Pandaemonium fra 2011 optræder linje 5A et par gange, og en af de gange er den rigtig vigtig, da den er en stor del af en ret ikonisk og actionmættet scene. Hvordan den scene spænder af, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her, blot sige at den ville gøre sig godt på film. Nu er den scene forældet. Der findes ikke en linje 5A i København længere. Det er dog ikke første gang at Pandaemonium oplever at en del af den ligger i fortiden. Allerede inden bogen udkom, var den forældet, da McDonalds på Runddelen bliver smadret i en af de første scener, og som lokale nørrebrohunde ved, lukkede McD i 2010. Dengang valgte jeg at beholde McDonalds i bogen, da den indkapslede det billede mange havde af området omkring Runddelen. Nu ligger der en Lagkagehuset hvor McDonalds engang lå, og det har der gjort længe. Det er altså ikke kun en, men to ting, der er forældet i Pandaemonium. Så hvor går smertegrænsen for hvornår bogen skal skrives om, og skal den overhovedet skrives om, eller få lov til at blive stående som en art monument over den tid, hvor den blev skrevet i?

Visse bøger besvarer det spørgsmål ved at være det de er. For eksempel skal Bjarne Reuters Zappa eller Suzanne Brøggers Creme fraiche ikke omskrives eller tilvirkes, da de er tidsbilleder lige så meget som de er fortællinger. Historiske romaner undgår også den skæbne, og det gør samtidsromaner også, men hvad med romaner, hvor handlingen er mere løsrevet fra den tid, den udspiller sig i?

James Bond-franchisen indledte sit liv i 1953, og Ian Fleming skrev 12 romaner med den kendte spion som hovedperson. Den første fortælling hedder Casino Royale, og blev filmatiseret (som TV-film) allerede i 1954 ... men også i 2006. På de lidt over 50 år var der sket enorme teknologiske fremskridt, og det reflekterede 2006-indspilningen også, hvorimod selve rygraden i fortællingen var den samme. Med andre ord, alt andet end selve historien var blevet opdateret til en ny tid. Der var ingen skrupler ved at slette det gamle, og indføre det nye, så filmen passede bedre til nutiden. I Danmark har forfatteren Dennis Jürgensen gjort det samme med blandt andet Krøniker fra Kvæhl-serien (1988-1990), hvor hovedpersonerne i den nye udgave har fået mobiltelefoner. Jeg er sikker på at der er mange andre eksempler.

Et argument for at lade tingene være som de er, er at der er tale om fiktion. En fortælling er skrevet i den tid, den er skrevet i, i Pandaemoniums tilfælde i en tid, hvor der kørte en buslinje 5A i København, og fordi det er en fiktion, er der ingen grund til at ændre på noget. Det er jo en opfundet verden. Et argument for at ændre tingene, er at det er lettere for læseren at leve sig ind i en verden, der er som den omkring dem, det gør det nemmere at tænke hvad-nu-hvis-dette-skete-tanken til ende, og er det ikke det væsentlig at teksten er tilgængelig? Et andet argument for at lade være, er at alle bøger er tidsbilleder, at selv science fiction er født ud af en speciel tid, og det er vigtigt i helhedsforståelsen af værket at kende dets oprindelse.

En ting er handlingen, noget andet er sproget. Den danske forfatter Janne Teller, mest kendt for den korte roman Intet, udgav i 2004 den endnu mindre Hvis der var krig i Norden, der er en omvendt-fortælling, hvor de nordeuropæiske demokratier er brudt sammen og danskerne flygter sydover. Hver gang Janne Tellers bog udkommer i et nyt land, omskriver hun den, så den passer til det land (i 2016 var den udgivet i 15 lande ud over Danmark). Det vil sige at historien og sproget konstant gentænkes, omskrives og tilvirkes, så de vækker størst mulig genklang i læseren. Er det snyd, eller er det sund fornuft? Og netop med sproget ... hvor meget skal man genskrive sine egne ting? Er det at fuppe sin læser, når man som jeg laver opsamlinger af gamle noveller, men undervejs i processen genskriver dem fordi jeg har forbedret mig? Er det den samme historie Janne Teller fortæller, når hun hver eneste gang omskriver bogen? Hvor går grænsen mellem historie og nutid, forbedring og forandring?

Siden januar har jeg omskrevet 12 noveller, der alle har været udgivet før, og mange af disse tanker jeg har skitseret, vender tilbage på daglig basis. Jeg har dog fundet et leje, hvor jeg forsøger at være tro mod min oprindelige idé, mens jeg forstærker sproget hvor jeg kan. I sidste ende kan det også være, at alle mine tanker er overflødige, og det slet ikke er noget, der strejfer en læser. At selv om de ved at der ikke længere kører en bus 5A i København, så gør det dem ikke det mindste. Hvad tænker du?

Marts arbejde 2017 - om de levende døde, tre niendeklasser og en historisk novelle

Hold da kæft, så er vi allerede en fjerdedel igennem året. Tiden går hurtigere og hurtigere, men det er nok i takt med at jeg selv bliver ældre, og en måned derfor er en mindre procentdel af mit samlede (og levede) liv. De tanker skal jeg også have skrevet en historie om en dag. Marts har været en måned, hvor jeg har vist mig rigtig mange steder i alle mulige roller, og det er rart lige at kunne læne sig tilbage og puste lidt ud.

Et portræt af Albert Hoffmann.

I marts blev det til to noveller, en ret kort og en ret lang.

Caféliv (3400 ord, fantastisk fortælling)
Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart (10500 ord, horror)

Den korte novelle Caféliv handler om Elisabeth og Frederik, der er på deres første date. Da den slags er svært, har både Elisabeth og Frederik taget assistance med, tolke der kan snakke i deres sted og derigennem finde de mest optimale samtaleemner. Men når tolkene snakker, stopper verden, og er det nu også så smart? Novellen er sat i et forvredent København fyldt med særhed og skæve vinkler.

Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart foregår i 1964, og i den møder vi Anne fra Vordingborg, der læser til læge i hovedstaden. Der er kun en anden kvinde på hendes hold, og det kan være lidt ensomt i København. Heldigvis er hun meget pligtopfyldende, og lige så heldigt er det, at der lige er blevet anlagt en skøjtebane i Rødovre, hvor hun kan motionere tankerne lidt ud. Mændene på hendes hold kalder hende for Isdronningen, fordi hun er ligeglad med deres tilnærmelser. Det er vigtigere for Anne at blive læge. Men alt dette ændrer sig ved et sært foredrag, hvor hjernespecialisten Albert Moesland fortæller om de nyeste forsøg med medicinering fra Amerika, og Anne må sande at den nye oplægsholder gør andet end rent faglige ting ved hende. Novellen var en udfordring og skal skæres til.

Sophieskolen i Nykøbing Falster

Den 6/3 var jeg på Sophieskolen i Nykøbing Falster for at fortælle deres niendeklasser om hvad det vil sige at være forfatter. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af, havde formidlet kontakten og det var en sjov udfordring, for hvad skal man egentlig fokusere på, når man holder et sådan oplæg? Skal det være de kreative udfordringer, de økonomiske vilkår, hvordan man arbejder med sin egen tekst, manuskriptets vej fra forfatter til færdig bog eller noget helt femte? Jeg havde forberedt lidt af hver, og da jeg skulle holde foredraget to gange i streg, blev de ikke helt ens. Men hver gang startede jeg med et bord fyldt med ting, der havde at gøre med det at være forfatter. Jeg havde taget alle mine udgivelser med, manuskripter der var forskellige steder (fra idéplan til færdigt), min kalender, en pris, min store oplæsningsbog og en masse andet. Så kunne jeg starte oplægget med at eleverne selv fik lov til at rode i bunkerne, og spørge om det de ville.

Her kan publikum og bordet med genstande ses.

Under oplægget snakkede jeg meget om det kreative, og også meget om hvor vigtigt research er. Det kan du læse lidt mere om i mit tidligere indlæg Sådan gør jeg : Research, men det var også fedt med nogle klasser, der stillede spørgsmål om alt lige fra Hvor meget tjener du? over Hvad er din bedste bog? til Hvad vil du egentlig opnå med at være forfatter? Efter begge foredrag blev nogle af eleverne hængende og snakkede, og i det mindre forum blev snakken lidt mere privat. Det var en rigtig god oplevelse, og jeg vil gerne ud at fortælle til andre klasser - så hvis du kunne være interesseret i at hyre mig, kan du finde mine kontaktoplysninger lige her.

Odense Zombiefestival 

I dagene 23-25/3 var der zombiefestival i Odense. Den var blevet genoplivet, efter den tidligere festival gik lidt ned, og mon ikke genoplivningen var en succes. Programmet var fyldt med råddent kød i lige præcis den udskæring man kunne ønske sig, men jeg vil nøjes med at fortælle lidt om den del jeg selv var med i, nemlig det litterære kødmarked fredag den 24/3.

Vi var tre inviterede forfattere. Martin Schjönning, der på dagen både udgav og havde reception for værket Kværnen, som han har lavet sammen med Tom Kristensen, Patrick Leis hvis enorme zombie-fortælling Necrodemic i disse år samles og genudgives, og så lille mig, med mit zombie-epos Pandaemonium.

Først snakkede jeg med Jan M. Johansen om netop Pandaemonium, og det var skægt atter at tale om en bog, der udkom for næsten seks år siden. Vi nåede omkring Pandaemoniums særpræg i opbygning (første del er i nutid/de andre dele i datid, B-films-grebene), om at zombierne i sig selv har en funktion (og ikke bare gnasker sultent løs), det mytiske lag der gennemsyrer fortællingen og selvfølgelig hvordan den adskilte sig fra andre zombie-værker. Derefter blev Patrick Leis interviewet om især hvordan det var at arbejde så mange år på en historie, og om hvordan det var at genskabe den. Til sidst blev vi tre forfattere en del af et panel, hvor vi især snakkede om hvorvidt zombien kan overleve som genre, og vi var rørende enige om at den helt sikkert overlever, men hvis der skal være kød på den, skal der konstant eksperimenteres med formen, som vi f.eks. allerede har set det i udgivelser som Billy smiler rødt af Zenia Johnsen, og Michael Kamps Fordærv.

Vi havde et flot publikum, og til sidst blev der trukket lod mellem en stor bunke zombie-bøger, så mange gik glade derfra med signerede værker. Tak til forlaget Valeta for også at donere en Pandaemonium, nu hvor der næsten ikke er nogen tilbage. Og hvis du vil skaffe dig en, skal du købe den direkte fra forlaget.

Hvad ellers?
 
Ud over min føjten rundt, har jeg også haft en del arbejde i Dansk Forfatterforening, hvor vi den 30/3 havde vores årsmøde, hvilket for mig markerede et år som formand for den skønlitterære gruppe. Et hårdt, men også meget lærerigt år. Ligeledes arbejder jeg også hele tiden på en strøm af gamle tekster, der skal bruges i opsamlinger eller konkurrencer, og hvis alt flasker sig, ser det ud som om jeg i april måned får redigeret og omskrevet novellerne til min næste opsamling, der har arbejdstitlen En handel i fire dimensioner. Tak fordi du læste med!