Det store opsamlings-indlæg

På min gamle blog opdaterede jeg en gang om måneden med hvad jeg havde arbejdet på, og hvad der ellers var sket i mit forfatterskab. Sidste gang jeg gjorde det, var i juni, og jeg havde egentlig ikke tænkt mig at føre princippet over til min nye hjemmeside. Men nu savner jeg det lidt, så min rapport genopstår i en lidt anden form. Det er både for jer der læser med, og for mig selv, så jeg kan dokumentere hvad der egentlig sker med forfatteriet.

En af de ting jeg tilstræber, både med min blog og min instagram, er et realistisk billede af hvad det vil sige at være forfatter. Ikke kun de gode ting, men også de ærgerlige og de neutrale, de triste og de frustrerende. Det synes jeg også er væsentligt at vise. Og med de højtravende ord, så lad os get down to business.

Skrivning

Siden juni har jeg haft virkelig travlt, og det på trods at jeg er gået ned i tid. Mine tillidsposter har krævet en masse arbejde, og samtidig har jeg haft den første krise i mit forfatterskab i meget lang tid. Jeg har konstant siddet med en følelse af, at det var fuldkommen sekundært hvor godt man skrev, eller hvor tro man var mod sig selv, eller hvor omhyggelig man var. Det virkede som om det, der virkelig talte, var hvor højt man kunne råbe op om sig selv og sine fortræffeligheder på de sociale medier, hvem man kendte og hvor meget man kunne ramme en trend. Det har gjort mig til tider direkte ulykkelig, og den skarpe følelse har ramt min skrivelyst. Følelsen er lidt på retur, men den er den primære grund til at jeg ikke har nået så meget som jeg plejer. Samtidig har jeg rettet og redigeret min opsamling Fast arbejde, min roman Slør og min roman Scener fra et parforhold, der udkommer næste år.

Für Elise (weird, 30600 ord)

Far (realisme, 2200 ord)

Blanke vogne (symbolsk, 1600 ord)

Mellemsagen Für Elise er en næsten-roman, der handler om en forfatter, der til et skrivekursus bliver spurgt om hvad han egentlig skriver om. Det spørgsmål starter en lavine i hans sind, der begynder at rulle hurtigere, da han støder ind i kvinden, der stillede spørgsmålet, under en rejse til Rumænien. Elise, som kvinden hedder, er ikke fan, men de drikker vin og de ord der rasler af hende er kantede og sære. Für Elise er svær at opsummere. Den er symbolsk uden at være det, science fiction uden at være det, dannelsesrejse uden at være det, og horror uden at være det. Jeg kan have mine tvivl om den nogensinde bliver udgivet. Til gengæld er der helvedes mange blæksprutter i.

Far skrev jeg til novellekonkurrencen Fortællinger mod vest, hvor temaet var På elektrisk grund. Jeg kom ingen steder, men jeg synes stadig at Far er et kig værd. Den handler om alle de måder strøm kan bruges på, fra sangtekster til pacemakere. Forresten blev det Heidi Fjelstrup, der vandt konkurrencen, og Heidi er altid et læs værd. Det kan du gøre her.

Af og til stikker det bare af. Blanke vogne skrev jeg i en raptus, og den handler om at købe sig til alt det, der er rigtigt ... og så finde ud af at det er forkert.

Antologier

Først på året var jeg med i antologien Lyst fra Forlaget DreamLitt (med novellen Tilbud), men ellers har det ligget lidt stille på antologi-fronten. Det ændrede sig dog her til efteråret, hvor et par stykker kom ud.

Lige under overfladen 12 - Efter fødslen udkom for et par uger siden, og min novelle hedder Cancerfrelst. Jeg har skrevet meget mere om den og hele Lige under overfladen-serien i mit indlæg Et titurskort til fremtiden. Efter fødslen udkommer hos Science Fiction Cirklen.

Rustkammeret udkommer i disse dage, og min novelle hedder Mandsmørke. Den handler om en tusindkunstner, der ikke har andet end foragt til overs for sit publikum. Gad vide hvordan det spænder af, når han i et pengeskab nedsænkes i Assens Havn, og skal nå ud i tide? Det er det nye forlag Enter Darkness, der står bag antologien.

I antologien Vintereventyr fra Forlaget DreamLitt medvirker jeg med eventyret De vinterfødte. Det er et moderne eventyr, der følger eventyrets regler. Samtidig blander jeg myter, weird og David Bowie ind i det hele. Vintereventyr udkommer i slutningen af november.

Rent personligt er jeg meget tilfreds med, at de fire antologier, jeg medvirker i i 2017 er fire forskellige genrer. Erotik, science fiction, horror og eventyr. I skrivende stund ved jeg, at der i 2018 i hvert fald venter et par antologier.

Andet

Resten af året kommer til at stå i omhyggelighedens tegn. 2018 tyder nemlig på at blive et år, hvor jeg får fire udgivelser. Ja, du hørte rigtigt. FIRE udgivelser på et år. Samtidig får jeg en roman ind ad døren inden for et par dage, som jeg er redaktør på, og så er der alt det løse foreningsarbejde.

Undskyld den meget lange update. Jeg skulle nå igennem en del måneder. Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Events

Jeg har været en del ude af huset de sidste par måneder, og det har været rart. Samtidig vil jeg gerne have flere jobs, så hvis du står og mangler et oplæg eller lignende, så skriv endelig.

I august var jeg på besøg hos VUC i Køge, hvor jeg holdt oplæg for omkring 130 mennesker om Worldbuilding. Det var et vanskeligt job, da publikum var meget uhomogent, men det lykkedes mig at fortælle om suspension of disbelief og om hvordan omgivelserne påvirker sprogdannelse. Det gik vist meget godt, i hvert fald var der en del roser, men en anden gang skal jeg skære mere ind til benet, da jeg gik over tiden.

Den 11. oktober var jeg inviteret til boglancering og snak i Møllegades Boghandel. Bogen var Horror Zeitgeist, forfatterne Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff og emnet var horror og til dels auteuren Larry Cohen, som Horror Zeitgeist handler om. Vi snakkede foran et lille publikum om hvad det er horror kan, film-mediet kontra litteratur, dansk horror og meget andet. Jeg var dog langt fra i min bedste form, så jeg håber publikum tog alt hvad jeg sagde med et gran salt.

Til gengæld var der stort sikkerhed den 21. oktober, hvor jeg var inviteret til Herlufsholm Fantasy Bogmesse. Der holdt jeg et kort oplæg sammen med Bjarke Schjødt Larsen om fantasy-undergenren sword&sorcery, og vi læste begge op fra vores bidrag til antologien Mørke guders templer. Vores performance sad lige i skabet, og du kan se lidt af det ved at følge linket. Efterfølgende blev der solgt en del antologier.

Den 31. oktober var jeg igen i ilden, og det til et stort anlagt Halloween-arrangement i Litteraturhaus i København med titlen Gys i den gamle kirke. Prominente forfattere som Leonora Christina Skov, Peter Adolphsen, Carina Evytt og Jeppe Brixvold læste op, og der var Poe-karaoke, dødskor, elektrisk violin, oplæg om das Unheimliche og stumfilm til at spice tingene op. Lyd og lys blev holdt i hård hånd af Troels Bech, og det hele blev optaget. Selv holdt jeg et kvarters oplæg om gotisk litteratur (og det gik vist helt vildt godt, hvis man skal dømme efter publikums snakkelyst i pausen), og lige op til midnatsklokken læste jeg min korte novelle Om blod og blæk (findes i antologien Monster) op. Det var rigtig fedt at være en del af et stort event, og vi sluttede først klokken 02. Det var Mikkeline W. Gudmand-Høyer, der havde stået for at arrangere det hele, og stor tak for det :)

Den 3. november var en ny first for mig. Jeg skulle nemlig til Slagelse og være en del af dommerpanelet til De dødes nat. Grunden til det var, at Dansk Horror Selskab var involveret. Vi havde sendt et par oplæsere til aftenen (Teddy Vork og Martin Schjönning), og som formand sagde jeg ja til dommertjansen. De dødes nat er en aften, hvor Slagelse omdannes til et rædselskabinet, hvor butikkerne holder åbent og sminken flyder som blod fra stiksår. Det var sjovt at gå rundt sammen med de andre dommere, og skægklø og hmmm'e for nu at bedømme korrekt. Hvis alt flasker sig, vil DHS også til næste år have en rådden hånd med i begivenhederne i Slagelse.

Et titurskort til fremtiden

I slutningen af 1960'erne og i 1970'erne, blev der udgivet en serie science fiction-bøger på Stig Vendelkærs forlag. De var en blanding af danske romaner, og oversatte novellesamlinger, men majoriteten havde bagerst en indlagt værdikupon. Hvis man brugte dem, deltog man i intet mindre end en lodtrækning om en månerejse ... eller man kunne også indløse præmien til noget lidt mere jordnært. Det var en sjov gimmick af Stig Vendelkær, og det var til hans værdikupon mine tanker fløj, da jeg fandt på titlen til dette indlæg.

For et par dage siden udkom den tolvte bog i Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen. Den har titlen Efter fødslen, og antologien markerede tiende gang jeg medvirkede med en novelle. Jeg medvirkede ikke i den første, og jeg medvirkede ikke i den syvende, da SFC det år fik den sære idé at udgive to antologier. For mig har den årlige science fiction-antologi betydet en del, og det af flere årsager. Det var her, jeg fik min debut, og det er her der er plads til science fiction som genre. Det har været en konstant i mit forfatterliv, og noget jeg stadig medtænker, når jeg planlægger årets arbejde. Gennem de ti antologier, jeg har medvirket i, har jeg forsøgt mig med alt fra humor til iskold alvor, tidsrejser til intime apokalypser, og for at markere denne min tiende gang, vil jeg kort fortælle om mine noveller. Jeg håber du har lyst til at læse med ... og efterfølgende læse mere :). Desuden er jeg ikke den eneste, der har medvirket ti gange. Mine kolleger Lars Ahn Pedersen og Gudrun Østergaard deler den ære med mig. Tag et kig på deres blogs - de har hver især skrevet lidt om jubilæet. Og forresten: Langt størstedelen af forsiderne er Manfred Christiansens arbejde.

---

DE ORANGE ÅR

2008: I overfladen, novellen When the music's over. Min debut i bogform, og novellen handler om first contact. Den er ret skæg, og meget sær, og leger også en del med den fantastiske fortælling. Den vandt mig Fantastik-prisen i 2009. When the music's over blev oversat til engelsk i 2010, til antologien Sky City. Og så er den lige blevet genudgivet som en del af min opsamling Fast arbejde.

2009: Den hemmelige dal, novellen Godnat. Denne fortælling handler om rædslerne ved atomkrig, ung kærlighed og hoppebolde, nogenlunde i modsat rækkefølge. Jeg skrev den på et par dage, i et sprog der minder mere om socialrealisme end science fiction, og den er egentlig lidt hjerteskærende. Godnat er vist stadig en del af et undervisningsmateriale på systime.

2010: Ingenmandsland, novellen Matthæus 20:16. I min tredje novelle i antologi-serien handler det om tidsrejser. Hovedpersonen er rejst frem, og finder hurtigt ud af, at han ikke kan rejse tilbage igen. Og der hvor han er landet, er der sære og uforståelige hændelser i gang. Novellen låner en del fra bibelhistorien, og blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE BLÅGRØNNE ÅR

2011: Den nye koloni, novellen Glemmer du, så husker jeg alt. I min novelle handler det om at få ryddet sin hukommelse af en totalitær regering. Vi følger Miranda, der er blevet sammen med sin mand, selvom denne er nærmest uden hukommelse. Og historien ender i et etisk dilemma, som læseren selv må tage stilling til. Glemmer du, så husker jeg alt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2012: Fremmed stjerne, novellen Højdepunkt. Højdepunkt er skrevet af en navnløs og ordblind dreng, der har levet hele sit liv i en kuppel. Her kæmper beboerne for overlevelse, da der åbenbart er sket noget grimt med resten af verden. Inden jeg skrev novellen havde jeg researchet en række stile skrevet af ordblinde, og derfor er hele fortællingen skrevet på samme måde. Højdepunkt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2013: Farvel, min astronaut, novellen I sit ansigts sved. Vi er efter katastrofen, og verden er ved at komme på fode igen. Vi følger Tristan, en omrejsende handelsmand og hustler, der regner med at fuppe nogle bønder. Historien er stærkt inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, både når det kommer til skrivestil og plot. Og ja, I sit ansigts sved blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE SYMBOLSKE ÅR

2014: De sidste kærester på Månen, novellen Ukrudt. I denne fortælling er vi i fortiden. En stamme forsøger at overleve på en meget fjendtlig planet, men noget er sært. For hovedpersonen har erindringer og tanker om et andet sted, hvor alting var bedre. I novellen er sproget holdt næsten mytisk, og slutningen er grum. Ukrudt er den sidste på denne liste, der  også blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2015: Som et urværk, novellen Taxa. Her er vi tilbage ved tidsrejsen. En mand er lige kommet hjem fra forretningsrejse, og han er for sent på den til sin søns fødselsdag. Heldigvis kan han bare tage en tidstaxa, for med den slags maskiner, er det umuligt at komme for sent. Hele novellen er fortalt gennem dialog.

2016: Lidenskab og lysår, novellen I fædrelandets tjeneste. En mand gør sig klar til en diplomatisk middag. Han mediterer. Han smager på retterne i køkkenet. Han gør sig klar til at være den bedste udgave af sig selv. Novellen blev skrevet som en reaktion på at mad sjældent optræder i science fiction ... og så for de opmærksomme er den krydret med lidt 50er-spidsfindighed.

Og så er vi nået til nummer 10, den tiende i rækken, hvis mine noveller var deciliter havde jeg nu til en hel liter ord. Min novelle hedder Cancerfrelst, og havde det ikke været for held og knofedt, ville den novelle være gået tabt, da min computer brød sammen sidste år.  I fortællingen møder vi Kenneth, der er indlagt på hospitalet. Han ligger med videoen af den første person, der blev kureret for kræft af de aliens, der har søgt om ophold på Jorden. Vil Kenneth opdage noget i optagelserne, som ingen før ham har set?

---

Det var det. 10 år kogt sammen til ét indlæg. Intet tyder på, at Science Fiction Cirklen har tænkt sig at holde op med at udgive den årlige antologi, og det er godt. For den er et vigtigt sted for nye forfattere at se om deres ord kan bære, og et vigtigt sted for science fiction-genren. Dog synes jeg også, der er plads til forbedring. De sidste par år er antologien vokset og vokset, og det tænker jeg ikke er så hensigtsmæssigt. I overfladen var på 268 sider, mens Efter fødslen er på 461 sider - en stigning på 72%. Lige under overfladen-serien har alle dage været en blandet landhandel, når det kommer til novellernes kvalitet, og jeg tror det ville gøre gode ting for genren, hvis bedømmelsen af novellerne blev hårdere ... også hvis det medfører, at de noveller, jeg selv sender ind, ryger for kniven. For jeg har tænkt mig at blive ved med at sende ind. I hvert fald indtil jeg løber tør for ideer!

Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Fast arbejde

Om 14 dage, nærmere bestemt den 16. oktober, udkommer min anden opsamling Fast arbejde. Den består af otte noveller, hvor de syv tidligere har været udgivet, og er et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt. Calibat tager sig af den fysiske bog, mens DreamLitt står for e-bogen. Fast arbejde er den anden i en række opsamlinger, hvor Sand og sten, stål og glas er den første, og den tredje kommer til næste år. Samlingerne er konstrueret efter de samme principper, som du kan læse meget mere om i mit tidligere indlæg. Konstrueret og principper. Det lyder så fandens alvorligt, så lad os skynde os videre.

Forsiden er skabt af Anna Degnbol, og som med den forrige, stilede vi efter et mere voksent look. De fantastiske genrer lider jo under udelukkende at blive betragtet som BU-litteratur, og det er så bestemt ikke tilfældet her. Dog blødte vi det lidt op i dette tilfælde. Fast arbejde drejer sig om handler, men de fleste af historierne er også ret sjove, og betydeligt mere legende end de otte, der udgjorde Sand og sten, stål og glas. Derfor føjede vi et lille sværd til forsiden, og valgte den ret fede pinke til at understrege at der var noget gøgl på spil. Trapperne i baggrunden er lidt escherske, hvilket også passer godt til samlingen. Hvad man ikke kan se her, er at bagsiden er ret mørk, og det hvide og sorte, kun brudt af pink, skaber tilsammen en ret særpræget forside. I Fast arbejde kommer Anna Degnbols streg også mere til sin ret, end det var tilfældet med Sand og sten, stål og glas.

På forsiden står UDVALGTE FORTÆLLINGER, og det er fordi samlingens otte historier er valgt ud fra en pulje på omkring 20. Meget hurtigt afslørede der sig et tema omkring forretning. Om penge, og om handler. Om at snyde folk, og selv blive bedraget. Om slet ikke at opdage, at man har solgt noget (ud). Om kolde kontanter og falske alliancer. Det tunge tema bliver lidt lettere, da fortællingerne for det meste er fortalt i et let, og ligetil sprog. Nogle af historierne er skabt til at få læseren til at gnægge, andre skal helst få læseren til at grine højt. Tilfælles har de dog det, at morskaben er blandet op med noget andet. Det er ikke et tilfælde, at første linje i bagsideteksten er OTTE FORTÆLLINGER MED GLIMT I ØJET OG KNIV I RYGGEN.

De otte fortællinger blev alle omskrevet og revideret. Samlingens ældste (When the music's over) novelle fra 2009 skrev jeg om ad flere omgange, men valgte at lade visse elementer blive, da de besad en manisk energi. Andre noveller, som BjørnBjørn, krævede at jeg lige friskede lidt fakta op. Som det også var tilfældet med den forrige samling, var det også lidt vemodigt helt at sortere en håndfuld historier fra, velvidende at de nok aldrig ville blive udgivet igen. Tiden var løbet fra dem, og selv en omskrivning var ikke nok. Helt op til at redaktøren kiggede på manus, var der 10 historier i spil, og de to, der blev valgt fra, ligger stadig i puljen til næste opsamling. Især gik snakken på den sidste fortælling (Mester Prosopido), da den i modsætning til de syv andre kun har et snert af spas. Vi valgte dog at beholde den, da novellen er en god port til min tredje opsamling, der har arbejdstitlen Monstre.

Netop Monstre udkommer til næste år, og så sent som i går oprettede jeg mappen med de omkring 20 noveller. Det er endnu ikke til at sige, hvilke fortællinger der bliver valgt, men jeg har på fornemmelsen at både hugtænder, omsorgssvigt, klovne og surrealisme vil orme sig op til overfladen. Men jeg bliver altid overrasket, og det er jeg også sikker på jeg bliver i tredje ombæring.

Som sagt udkommer Fast arbejde den 16. oktober, og hvis du har lyst, kan du forudbestille et signeret eksemplar nederst i dette indlæg. Bogen koster 100 kroner+porto, men til gengæld er du sikker på at have den inden månedens udgang. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du også meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Tak fordi du læste med.

Manfred Christiansen har sat bogen op, og Nikolaj Højberg har været redaktør.

Om tankerne bag mine opsamlinger

Så er tiden kommet til det første indlæg på min hjemmesides blog. Efter mange år med wordpress-blog, håber jeg ikke at jeg farer vild i det nye system. Med det sagt, så lad os komme i gang.

I 2016 besluttede jeg mig for at lave nogle opsamlinger med mine noveller, der havde været tryktforskellige steder, såsom antologier og magasiner. Heldigvis var der ikke bare et, men hele to forlag, der gerne ville udgive dem. Derfor blev det til et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt, og indtil videre er der skrevet kontrakt på tre opsamlinger. Den første opsamling hed Sand og sten, stål og glas og blev rigtig flot modtaget. Den anden opsamling, Fast arbejde, er lige nu på vej i trykken og rammer verden i det sene efterår. Nummer tre kommer til næste år.

For cirka en måned siden fik jeg den herlige besked, at min tekst De vinterfødte blev en del af en kommende antologi med titlen Vintereventyr. Det særlige ved den besked var, at den markerede 50. deltagelse i en antologi, og det på mindre end et årti. Det var lidt vildt at opdage. Samtidig overbeviste det mig om, at jeg havde valgt helt rigtigt, da jeg begyndte på mine opsamlinger. Men når man så har så mange noveller at vælge imellem, hvordan udvælger man så hvilke der skal med i en opsamling?

Man opstiller nogle parametre. Først og fremmest blev jeg og forlagene enige om, at samlingerne ikke nødvendigvis skal spille på noget genrespecifikt. Med andre ord kan jeg undlade at tænke i en horror-opsamling, en fantasy-opsamling og lignende. Dette valg blev truffet af to grunde.Det vil give frihed til at vise forskellige sider af forfatterskabet, og samtidig undlade at markere samlingerne som genrelitteratur, hvilket til stadighed får mange til at rynke på næsen. For at understrege dette, valgte vi at skrive "udvalgte fortællinger" på forsiderne.

For det andet skal det være en blanding af nyere og ældre noveller, igen for at vise forfatterskabets bredde. Der skal være en funklende ny novelle i hver opsamling, så der også er noget til dem, der allerede følger med i mit forfatterskab. Efter en rundspørge på facebook, blev det også besluttet, at der skal være et efterord til hver novelle, hvor jeg fortæller noget om mine tanker bag novellen. Opsamlingerne skal være mellem 50.000 og 60.000 ord. I hver samling skal en af novellerne være eksperimenterende i form, novellerne skal have mere end én fællesnævner og sidst, men ikke mindst, skal hver samling indeholde otte noveller. Syv 'gamle' og en ny. Og så skal de selvfølgelig være gode. Med alle de parametre, bliver feltet snævret ind.

Ved både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde lagde jeg ud med et felt på omkring 20 noveller. Sand og sten, stål og glas fik meget hurtigt en alvorlig science fiction-vibe, men til gengæld kom den også til at handle meget om hvad det vil sige at være menneske. Fast arbejde var en anden fisk. Jeg vidste fra begyndelsen, at Fast arbejde skulle være sjov, ikke mindst fordi Sand og sten, stål og glas havde været meget alvorlig. Efterhånden som jeg valgte til og fra, kunne jeg se at et andet tema voksede frem. Nemlig handel. Aftaler. Kontrakter. Deals med alt fra integritet til sjæle. Det tema blev stort lige omkring den femte novelle (Et horn i siden), og derfra var det ikke svært at vælge de sidste tre. Det medførte dog at mit oprindelige valg af ny novelle blev ændret og at samlingens sidste novelle (Mester Prosopido) er noget mørkere end de andre syv. Til gengæld leder sidste novelle ind til min tredje samling, der har arbejdstitlen Monstre. Fast arbejde endte også med at være fantastisk af natur, og hvis man er glad for genrer, kan man tælle fantasy, science fiction, fabel, horror og fantastisk fortælling i samlingen. For mig er de 'bare' historier.

Forsiderne, der er designet af Anna Degnbol, er med vilje målrettet voksne. De er mere grafik end illustration, og går efter det smagfulde. Det vil sige, at der hverken er voldsomme farver eller de klassiske genremotiver (rumskibe, elverhelte eller monsterfjæs). Dette er blevet gjort for at vise at genrelitteratur også er for voksne. Forsiderne har det med at dele vandene. Mange finder dem virkelig stilfulde, andre kedelige. Prismæssigt satte vi os på hundrede kroner, hvis man køber direkte af forfatteren eller fysiske boghandler, hvilket er meget billigt for en ny bog. Samtidig er det gjort for at støtte op om den direkte kontakt mellem læser, boghandel og forfatter.

Ved at følge disse parametre, synes jeg både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde er blevet helstøbte bøger. De er fyldt med røde tråde, sammenhænge og tematikker, og formår samtidig at fremvise mit forfatterskab. Nu glæder jeg mig til at høre, hvordan Fast arbejde bliver modtaget. 

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at følge mig lidt tættere, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev ved at følge linket.

Junis arbejde 2017 - om stream of consciousness, Radio24syv og Lille Bogdag

Så er det endelig blevet sommerferie, regnen står ned, og det gør ikke mig det mindste. Det er nemlig meget lettere at retfærdiggøre at man sidder inde i hulen og skriver, når det er ringe vejr. Som de andre år har juni været fyldt med arbejde der intet har at gøre med skrivning, men fra næste skoleår går jeg ned i tid, så jeg kun arbejder 40%. Det er en stor og lykkelig ting for mig!

Efter sigende skulle dette være Edgar Allan Poes kælder ... man kommer jo automatisk til at tænke på

The Cask of Amontillado

.

Juni måned var så sød at skænke mig to en halv novelle. Mit hoved var fuldkommen mættet med andre ting, så derfor lod jeg al struktur flyve, og ud af det kom der en skrinlagt novelle, men også to der blev fuldbragt (eller, så fuldbragt noget kan være efter første gennemskrivning)

Minde (weird, skrinlagt ved 5300 ord)

En abstraktion af Ingemann (9000 ord, weird)

Cellarmensch (4200 ord, horror, engelsk)

Juni måned var meget travl, og derfor tillod jeg mig selv bare at give los med denne historie. Jeg lagde ud med en kort gennemgang af hvorfor Oscar Wilde var en ringe forfatter, og derefter lod jeg mig føre afsted.

En abstraktion af Ingemann

er skrevet gennem en

stream of consciousness

, og handler om et jeg, der elsker litteratur, men føler sig fanget af alle konventionerne. Sent i livet beslutter han sig for at skrive sit speciale om B.S. Ingemann færdig, men det får sære følger.

En abstraktion af Ingemann

er lige dele horror, midtlivskrise, smædetale og referat. En meget sær størrelse, som jeg tvivler på får et hjem. Jeg blev nødt til at trække i håndbremsen ved 9000 ord, ellers tror jeg den var fortsat i al evighed.

Jeg har gennem de sidste par år med jævne mellemrum forsøgt mig på engelsk, og

Cellarmensch

er det nyeste skud på stammen. Den er skrevet i anden person, ental (you), og gør derved læseren til hovedperson. Titlen er selvfølgelig inspireret af Dostojevskijs romen

Kældermennesket

(og sikkert også

bandet Kellermensch

), men

Cellarmensch

handler om hvad frygt egentlig er, og hvilket mørke man i sidste ende vil foretrække. Det er en sprogligt flot tekst, og, synes jeg, ret foruroligende. Den er skrevet til en antologi, og jeg håber den kommer med.

Lille Bogdag 

Den 3-4.juni var der

Lille Bogdag

for tredje år i træk. I '15 og '16 blev det afholdt i Dome of Vision, men i år var det rykket til Den Frie Udstilling. Lille Bogdag er et initiativ, hvor en række små forlag får muligheden for at fremvise deres katalog, medvirke på en lille scene og bare møde deres læsere. Lille Bogdag blev etableret som et modstykke til de større forlag, og for at vise at mikroforlag også udgiver flotte, professionelle og mest af alt vigtige bøger. Jeg var med som en del af forlaget Calibat, der indtil videre udgiver mine opsamlinger.

Her sidder jeg sammen med den noget benovede Jesper Rugård. Det er hans digtsamling

Mens vi bliver til

I kan se i midten.

Det var en god dag, vi fik snakket og drukket øl, og ikke mindst blev jeg hi-jacket til at præsentere Lars Kramhøft på oplæserscenen. Det var jeg ikke lige forberedt på, men heldigvis gik det godt, og det virkede også som om oplæsningen faldt i god jord. Vi fik solgt lidt bøger, og ikke mindst kom et eksemplar af

Sand og sten, stål og glas

med en ny læser tilbage til Færøerne. Jeg er meget glad for Lille Bogdags koncept, og jeg håber virkelig at de bliver ved i mange år endnu. Der er brug for andre og anderledes stemmer i det danske litteraturmiljø, og det er jeg sikker på at Lille Bogdag er medvirkende til kan ske.

Radio24syv, horror og Romerriget

Den 26. juni var jeg en tur inde på Radio24syv, hvor jeg var blevet inviteret til at medvirke i Romerrigets udsendelse om horror. Grunden til at programmet var kommet i stand, var til dels udgivelsen af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoffs bog

Horror Zeitgeist

, der udforsker instruktøren Larry Cohens virke. Vi var på i sammenlagt en time, og ud over at berøre Larry Cohen (som jeg ikke ved så meget om ... i det hele taget ved jeg ikke så meget om film), nåede vi omkring hvad horror er, hvordan horror som genre er opstået, den danske forfatter B.S. Ingemann og om hvordan den danske horror-scene ser ud. Desværre synes jeg fokus røg lidt for langt væk fra Jacob og Karstens bog, som jeg i hvert fald er blevet klogere af at læse, men du kan jo selv gribe lyttebøfferne og se hvad du mener. Jeg ved endnu ikke hvornår udsendelsen ryger i æteren, men sikkert en gang hen over sommeren. Det var min radio-debut, hvis man ikke tæller

mit interview i 2015 om mit forfatterskab

i Den2radio med. Jeg ser frem til at høre mig selv og de andre, og sikkert krumme tæer over hvor dum jeg lyder.

Er der mere?

Jeg har allerede trukket i sommerens arbejdstøj, og når jeg er færdig med dette indlæg, kaster jeg mig over redaktionen af min roman

Slør

. Den regner jeg med at have klar til efter ferien, og så bliver det spændende om der når at ske noget med den inden årets udgang. Min kommende opsamling

Fast arbejde

er også godt undervejs, og udkommer til efteråret. Og så er der redaktion af min billedroman

King

. Som du kan høre, har jeg mere end nok at lave, men ellers ville jeg jo kede mig! Som en sidste ting, så hold godt øje med min nyhedsupdate her en af dagene. Der er sket ret store ting.

Det hedder altså science fiction

Den 20. maj skrev Anna Raaby Ravn en kort artikel i Information med titlen Brandvarm sci-fi. Den stod som en art riposte til Kristian Leths indlæg Sci-fi og fantasy er også litteratur på forlagsliv.dk. Kort fortalt raser Kristian Leth over at de fantastiske genrer til stadighed ikke bliver betragtet som litteratur, og Anne Raaby Ravn siger, at det passer overhovedet ikke, for der undervises i science fiction på både litteraturvidenskab og Forfatterskolen, og hun nævner også en række af the usual suspects inden for dansk litteratur, der 'trækker på genren i deres værker'. Afslutningsvis siger hun, at genren "er altså alt andet end underlødig", den er "brandvarm og heftigt læst".

Det synes jeg er spændende. Sådan rigtig spændende.

En gammel diskussion inden for science fiction er hvorfor der så sjældent står science fiction upå bøgerne. Grunden til dette kan være mange: Det kan skræmme potentielle læsere væk, det kan blive betragtet som 'svær' eller 'nørdet' litteratur, det er noget uforståeligt noget eller det er bare urealistisk. Nogen siger, at det er vigtigt at skrive science fiction på de bøger, der nu engang er science fiction, for ellers bliver der aldrig gjort op med forestillingen om at det er sært eller kun for de få. Andre mener at det er vigtigt at science fiction står på forsiden som et standpunkt, at man som forfatter ikke føler nogen skam ved at skrive science fiction. Andre igen mener at en bedre måde er at gemme genremærkaten 'science fiction' væk og derved lokke folk til uforvarende at læse science fiction, og måske den vej igennem få øjnene op for genren.

Hvis genren er så 'brandvarm' som Anne Raaby Ravn påstår, tænker jeg at de gamle stigmata må være passé. Når noget er 'heftigt læst', er det almindelig sund fornuft at læsere gerne vil vejledes i at finde mere af samme slags. I Brandvarm sci-fi nævner hun en håndfuld danske forfattere, og jeg har fundet frem til en række af forsider til de af deres værker, der betegnes som science fiction:

Der står ikke science fiction på en eneste. Det er lidt sært. Der står krimi på en krimi. Der står spænding på en spænding. I alle fire bøger er der klare science fiction-elementer. Theis Ørntofts Digte 2014 har en postapokalyptisk tåge liggende både i og mellem linjerne, Maria Gerhardts Transfervindue omdanner Nordsjælland til et lykkeligt hospice (der faktisk i dag i Politiken blev kaldt cancer-sci-fi ... som er en genre, jeg ikke kender). Den afskyelige af Charlotte Weitze er sat i fremtiden, hvor klimaforandringerne virkelig har taget til og Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24 bliver fortalt i tilbageblik mange hundrede år ude i fremtiden af en rigmand, der gennem videnskabelige metoder har opnået udødelighed.

Det er spændende at se hvordan bøgerne omtales. Udtryk som klimafiktion, fremtidsfortællinger, kontrafaktisk, cli-fi og 'hvad-nu-hvis-litteratur' benyttes meget. Science fiction-betegnelsen er en sjælden gæst, og det stemmer meget dårligt overens med Anne Raaby Ravns påstand om at science fiction virkelig er the shit. En af science fictions fornemste dyder er at fremskrive tendenser i nutiden, sætte disse tendenser i en fremtidig ramme for derved at belyse noget problematisk eller udfordrende ved nutiden. Det kan være teknologiske tendenser, politiske tendenser, sociale tendenser eller noget helt syvende. De fire bøger jeg her har nævnt, lever uden problemer op til det krav. De er science fiction, lige så meget som de er litteratur ... og det er egentlig ærgerligt, at det åbenbart stadig står som et modsætningsforhold. Kald det science fiction i stedet. 

I øjeblikket er en af de mest populære serier The Handmaid's Tale, der beskrives et fremtidigt samfund, hvor kvinder har fået frataget de fleste af deres rettigheder. En håndfuld kvinder i det nye samfund er de såkaldte handmaids, der fungerer som rugemødre for den herskende klasses mænd. Serien er inspireret af Margaret Atwoods bog af samme navn fra 1985. Forfatteren har altid undsagt sig at bogen skulle genreklassificeres som noget som helst. Hverken feministisk fiktion, science fiction eller noget som helst andet. Det er hun i sin ret til som skaber af værket. Jeg vil alligevel tillade mig at påstå at den i hvert fald har stærke science fiction-elementer. Det er en fremskrivning af tendenser i nutidens samfund. Bogen rundes af med en epilog, skrevet i år 2195, men vigtigst af alt, så kan der ikke herske nogen tvivl om at The Handmaid's Tale er en dystopi.

Den dystopiske/utopiske fortælling hører ikke kun science fiction-genren til, men det er science fiction-genren, der har udforsket den dybest. I Brandvarm sci-fi nævner Anne Raaby Ravn i flæng forfattere som Orwell og Huxley (ud over Atwood), hvis værker nok ikke kræver den store introduktion. Både Orwell og Huxley beskrev i hhv. 1984 og Fagre nye verden fremtider i forhold til dem selv, Orwell på et politisk/sociologisk grundlag, Huxley på et teknologisk/sociologisk grundlag. Der er altså andet end den dystopiske fortælling, der peger mod science fiction-genren. Orwell ser på overvågningsteknologi, Huxley på psykofarmaka og medicin.

Jeg synes det er problematisk når Anne Raaby Ravn sætter lighedstegn mellem at science fiction er populært, og at der bliver undervist i det på litteraturvidenskab og Forfatterskolen. Det problem intensiveres yderligere af de forfatterskaber, hun vælger at trække frem. Hvis man ser på de danske forfatterskaber hun fremhæver, er det udelukkende forfattere, der bruger science fiction som et element i deres skrivning. Ikke én af dem betegner sig selv som science fiction-forfatter, så handler det i virkeligheden ikke om at de forfattere hun nævner er dem, der i forvejen læses? Hvor er de forfattere, der i mange år har beskæftiget sig alvorligt og professionelt med science fiction, og med fortsæt og som en primær udtryksform skriver i genren? Eksempelvis kunne man starte med Svend Åge Madsen. Et andet problem er at de værker/forfattere, der konsekvent nævnes, må siges at høre til i den bløde ende af science fiction. Hvorfor vælger hun f.eks. ikke at trække The Martian af Andy Weir frem, der blev en rasende succes for et par år siden, og hvor de teknologiske elementer har en reel rolle i bogens handling?

Men hold kæft hvor jeg håber Anne Raaby Ravn har ret. For så er det kun et spørgsmål om tid, før science fiction får lov til at indtage sin retmæssige plads ved siden af al anden litteratur. Det større fokus vil så forhåbentligt også medføre, at science fiction-forfattere bliver inviteret til paneldebatter og receptioner. Forlag begynder at kalde tingene ved deres rette navn og skriver science fiction uden på de romaner der nu engang er science fiction. Det vil så gøre, at trangen til mere brandvarm science fiction vil få de heftige læsere til at søge ud over deres vante cirkler, og opdage de forfattere, der i årevis har skrevet science fiction. Jeg ser frem til, at nu hvor rektor på Forfatterskolen Jeppe Brixvold i en beskrivelse af skolens Kvalitetsbedømmelser i optag og uddannelse af forfatterskoleelever specifikt siger at "Da vi for få uger siden holdt planlægningsmøde på Forfatterskolen for at diskutere mulige emner for næste semester, var nogle af de mest populære ønsker traditionel metrik, afro-futurisme og sci-fi. Dét var ikke sket for bare 5 år siden." så vil science fiction-forfattere blive inviteret til at være gæstelærere, for selv hvis de studerende senere hen kun bruger science fiction-elementer i deres værker, er det vel det fornuftigste at de lærer af en person, der har beskæftiget sig med genren i dybden.

Undskyld, hvis tonen i det sidste stykke blev for ironisk. Science fiction betragtes stadig som underlødigt, i hvert fald blandt mange læsere, men jeg håber at det vil ændre sig, og der er dejligt at høre Anne Raaby Ravns beretning fra især litteraturvidenskab. Hele genrevældet burde være irrelevant, men det er det ikke. Selv om man ikke kan ændre opdelingen i genrer, så kan man måske ændre hvordan de forskellige genrer anskues. Og jeg er overbevist om at det starter ved at man kalder en skovl for en skovl. Serien Westworld er science fiction. The Handmaid's Tale er science fiction. Digte 2014 er science fiction. Serien Black Mirror er science fiction. Adam Os tegneserie Ruiner er science fiction. De nævnte værker er også alt muligt andet, men hvis vi ikke bruger ordet science fiction, og derved gør det til først noget normalt og derefter ændrer definitionen, vil det vedblive med at være noget sært, snævert og fremfor alt noget, der står helt for sig selv, i stedet for at være en integreret del af det, der kaldes litteratur. 

Hvor mange novellesamlinger?

Hvor meget er for meget?

En af de første sandheder, der gik op for mig som for forfatter, var at novellesamlinger generelt sælger meget dårligere end romaner. De fleste læsere foretrækker én lang fortælling, gerne fordelt på flere bøger, frem for mindre historier, der kredser om et enkelt emne. Det sætter mig i et dilemma, da novellen er min foretrukne form. For hver roman jeg skriver, bliver det til 20+ noveller. Det betyder, at jeg som det ser ud nu, kan udgive mindst en novellesamling om året, efter jeg har sorteret de noveller fra, der aldrig skal ud i verden (og hvis jeg kan finde et forlag).

Hvor meget er for meget?

I 2016 begyndte jeg at få udgivet opsamlinger med de af mine noveller, der allerede har været udgivet. Sidste år kom Sand og sten, stål og glas, i år kommer Fast arbejde og til næste år den tredje opsamling, der endnu ikke har en titel. Jeg håber at blive ved med dette, indtil jeg har fem opsamlinger ude. Det vil altså sige at hvis alting flasker sig, udgiver jeg en samling noveller hvert år til og med 2020. Kan jeg tillade mig? bør jeg? udgive en novellesamling til om året, velvidende at de har det sværere end romaner?

Hvor meget er for meget?

Hvad med læserne? Selv hvis man som læser er glad for mine noveller, kan det så ikke føles som for meget at få to novellesamlinger om året? Er det ikke lidt at smide 'mere af det samme' i hovedet på folk, selv om novellesamlingerne er forskellige i både udtryk, tematik, genre, skrivestil og/eller andet? Eller kunne det være en idé at tage et 'maskin-gevær-år', hvor jeg går efter at få udgivet mange novellesamlinger, og derved tømmer lagrene? Eller tænker man slet ikke sådan som læser - er man bare glad for at der kommer mere?

Hvor meget er for meget?

Er det ikke direkte tåbeligt at blive ved med at spy noveller ud, hvis der kun er et begrænset marked for dem? Skal jeg ikke i stedet for tvinge mig selv ned i en roman-tænkning? Skal jeg arbejde mine noveller sammen til fortællekredse, så en rammefortælling giver dem et udseende af et samlet værk, frem for enkeltstående beretninger?  Skal jeg skrive til mine noveller, så jeg ender med historier der minder mere om kortromaner, og så inkludere to-tre-fire stykker i hver samling?

Hvor meget er for meget?

I skrivende stund har jeg materiale - som i allerede skrevet og i mange tilfælde redigeret, korrekturlæst og omskrevet - til følgende:

Vinterklæder
En novellesamling udelukkende med realistiske noveller. Nogle af fortællingerne er lige ud af landevejen, andre er symbolske, andre er sprogligt eksperimenterende, men ingen af dem har det fjerneste at gøre med noget fantastisk. De foregår i denne verden, punktum. Samlingen er på 12 noveller, hvor den længste er omkring 7000 ord.

Science fiction-samling, uden titel
En novellesamling med science fiction-noveller. Hvert år sender jeg tre noveller ind til SFC, og i mange år har de valgt en til antologien. Det efterlader mig med to noveller i overskud, der så lander i denne samling. Dermed ikke forstået at de er dårlige; ved flere lejligheder har jeg ment at SFC ikke valgte den bedste fortælling. Samlingen er på 10 noveller, den længste er 14.000 ord og mange af novellerne er ret positive.

Næsten her
En novellesamling med noveller, der foregår i andre verdener, der alle ligner denne meget. En præmis for fortællingerne er at de primært kun kan fungere i en anderledes verden med anderledes regler. Ellers er de strengt realistiske, næsten socialrealistiske, og derfor vægrer jeg mig ved at kalde samlingen fantastisk, selv om den nok lægger sig op af science fiction. Samlingen består af 13 noveller, og den længste er 12.000 ord.

Skår
En samling tekster, alle under 1500 ord, der stiler efter at være en hybrid mellem novellen og kortprosa. De spreder sig i alle genreretninger, i alle skrivestile og fortolkningsgrader, og der er intet mindre end 40 af dem. En lidt aparte samling, der nok vil skille sig ud.

3
Horror-fortællinger. Tre styk, der alle er over 15.000 ord i længde. De har alle at gøre med hvad der gør mennesker til mennesker, og hvilke slagger man finder i sit eget indre, når man kigger ordentligt efter. 

Hvor meget er for meget?

Jeg ved det ikke, og derfor håber jeg du har lyst til at hjælpe mig. Hvad synes du? Hvor meget er for meget, eller findes 'for meget' slet ikke? Hvad skal jeg stille op med mine samlinger, der er tæt på at være færdige? Alle tanker er velkommen :)

April og majs arbejde 2017 - især om at redigere, et besøg i Nakskov og eventyr

Det er lang tid siden jeg har skrevet sidst, og det er fordi der har været meget travlt både i forfattersnedkeriet og ude i den verden, der så ofte kaldes for den virkelige. Halvdelen af tiden har jeg siddet fuldkommen begravet i tekster, og den anden halvdel af tiden har jeg spænet rundt til møder, aftaler og hvad vi ellers har. I april hyggede jeg mig også gevaldigt med et langvarigt hold i ryggen,  der gjorde det til en herkulisk prøvelse at sidde foran computeren. Men man må jo lide for kunsten, for løbet med skønheden er vist kørt for længst.

Det er blevet til fire noveller. Utroligt nok havde to forskellige forlag udskrevet novellekonkurrencer med næsten samme deadline og emne, nemlig eventyr, så jeg fik prøvet mine genretræk af på to forskellige eventyr. I de andre fortællinger arbejdede jeg meget med billedsprog og formsprog, det gav et ret specielt resultat og begge historier endte krydret med lidt science fiction. Det har været rart hele tiden at være i gang med noget ved siden af alt rettearbejdet.

Ingelises vrang (5500 ord, weird)
Køen (2100 ord, weird)
Historien om en moder (4700 ord, eventyr)
De vinterfødte (7000 ord, eventyr)

Novellen Ingelises vrang udspiller sig på en fertilitetsklinik af en art, hvor novellens jeg betragter den forsagte Ingelise, der ønsker sig et barn, og efter at være flygtet fra fertilitetsklinikken fire gange nu endelig sidder på en stol foran ham. Ingelise er sørgelig, hun er den slags menneske man overser og kun nødigt beskæftiger sig med, men efterhånden som deres samtale vokser sig større, finder historiens jeg sig i en sær boble sammen med Ingelise, for hvad er det den ydmygede kvinde så gerne vil have? Det er en filosofisk fortælling, en realistisk fortælling gemt i billedsprog og jeg kan virkelig godt lide dens særhed.

Mindre mærkværdig, med større ankre i en konstant gentagelse, finder vi den korte fortælling Køen. I køen går robotter og mennesker side om side, uden at tale, og hele køen tager hele tiden et skridt frem. Der er varmt, himlen er klattet til med sort, luften stinker af brændte sikringer og bacon og hele køen tager et skridt frem. Det er en sær, analogisk og vanskabt verden, jeg har kreeret i Køen, og jeg ser frem til at den på et tidspunkt bliver læst af andre.

I 1847 skrev H.C.Andersen eventyret Historien om en moder. I 2017 omskrev jeg det til en moderne version. Tematikken er stadig  den samme, moren mister sin datter til Døden og sætter efter ham for at få sin datter tilbage. Jeg har gjort hele eventyret mere sært, føjet grimme nutidskommentarer til, undervejs lusket elementer fra en håndfuld andre H.C.Andersen-eventyr ind i fletværket og rodet med kernepunkter i fortællingen, så fortællingen ikke bare er en kopi.

De vinterfødte er et moderne eventyr, hvor vinteren og dens elementer er i fokus. Den tager udgangspunkt i nordisk og grønlandsk mytologi, og jeg har virkelig udnyttet den pludselighed hvormed nye figurer bare introduceres i eventyr. Historien handler om Fannar, hvis navn betyder snedrive. Undervejs i fortællingen møder han Disa med de anisokoriske øjne, Vinterfar der er blind og Dobbeltsyn, hvis øjne har hver deres farve. Hvor det ender henne, ja, det må man læse sig til.

Redigering, omskrivning, tilretning og revidering

Som allerede nævnt har de sidste par måneder især stået på redaktion, omskrivning og revision. Jeg har virkelig mærket hvad den direkte konsekvens er af at skrive meget ... nemlig at rette og omskrive tilsvarende, og det føles lidt som om de sidste par års arbejde har valgt at kulminere synkront i disse tider.  

Det hober sig op!

Først og fremmest stod min roman Et satans arbejde på programmet. 250 siders roman, sammenlagt lidt over 120.000 ord om flyttemanden Asger, der bliver hyret til at flytte noget af Helvede til Hellerup. Jeg skrev den færdig i 2015, men efterfølgende har den været igennem flere redigeringsrunder, og her i april kunne jeg endelig skrive færdig på den. Jeg håber virkelig at den bliver antaget, da det er en ret unik historie, og det vil være synd og skam om den ikke kommer ud til et større publikum.

Meeen, romanen var ikke alt. Sidste år udkom den første i en række opsamlinger af mine noveller, nemlig Sand og sten, stål og glas på forlagene Calibat/DreamLitt. I år er turen kommet til Fast arbejde, der primært beskæftiger sig med den humoristiske side af mit forfatterskab. Som Sand og sten, stål og glas kommer opsamlingen til at bestå af syv noveller, der tidligere har været udgivet, og en som aldrig har været det. Den ældste skrev jeg oprindeligt i 2007, mens den nyeste er fra sidste år. Sammenlagt bestod manus af 70.000 ord, eller omkring 180 sider, og nu glæder jeg mig til at se hvad redaktøren siger.

Meeen, vi er ikke færdige endnu. Jeg skulle også rette den engelske novelle Bon Voyage, Voyage, der er en del af en australsk horror-antologi (hvortil Clive Barker leverer hovednovellen), som lige er udkommet, oversætte min gamle science fiction-novelle Voisinisme til engelsk og sende den ind til et amerikansk blad, og redigere horror-novellen Mandsmørke og sende den ind til en konkurrence. Sammenlagt redigerede jeg omkring 500 sider, og det svarer til antallet af ark i en pakke printerpapir. Jeg var fuldkommen smadret klokken 10 om aftenen, og når jeg sætter det op som her, kan jeg egentlig godt forstå hvorfor.

Besøg på Nakskov Bibliotek 

Den 26/4 var jeg på besøg på Nakskov Bibliotek. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af og som er en interessegruppe for forfattere med tilknytning til det gamle Storstrøms Amt, har i det sidste stykke tid stået for en række arrangementer under paraplyen Ord på biblioteket, hvor lokale forfattere læser op. Nu var turen kommet til mig. Desværre var der næsten ingen fremmødte, men de få der var oplevede formanden for foreningen Sigurd Kværndrup interviewe mig om mit forfatterskab og høre oplæsning fra novellen I sit ansigts sved fra min opsamling Sand og sten, stål og glas. Det er altid ærgerligt at optræde for næsten tomme sale, og jeg håber at der en anden gang vil blive gjort lidt mere reklame for arrangementet end der blev gjort i denne omgang.

Hvad ellers?

Selv om det nu er blevet sommer, redigerer og omskriver jeg stadig på fuld kraft. Min billedroman King er under omskrivning, og det falder mig ikke så let at gøre mit sprog mere BU-venligt. Fast arbejde er kommet tilbage fra en begejstret redaktør, og skal nu igennem endnu en runde, og så venter der også et romanprojekt, der næsten er færdigt. Sikke tider at leve i :)

Nyheder i april 2017 - om anmeldelser, bibliotekspenge og mit tyste projekt

Hvis marts var en boblende kedel, så har april været et damplokomotiv, der vinder fart. Nyhederne er adstadigt dryppet ind og med hensyn til arbejde har jeg ligget vandret i luften, men det kan du alt sammen høre nærmere om i et indlæg senere på ugen. Og nu, til sagerne.

Anmeldelser

I sidste nummer af Himmelskibet var der vanen tro en række anmeldelser af ny og nyere dansk fantastisk litteratur, og det inkluderede blandt andet en anmeldelse af min Sand og sten, stål og glas samt to antologier, hvori jeg medvirker. Det var anmelderen Thomas Winther, der stod for alle tre anmeldelser - men desværre er kun to af dem nået online.

Klaus Æ. Mogensen/Michael Bernth

Det er efterhånden blevet en stående munterhed, at de forskellige anmeldere af Sand og sten, stål og glas når frem til forskellige indbyrdes sammenhænge mellem novellerne, og det gør sig også gældende i denne omgang, men det kan I selv læse jer til i den fulde anmeldelse. Anmeldelsen rundes af med disse ord:

"Ud over de mange antologier som Silvestri har bidraget til, har han også en række selvstændige bøger bag sig, og denne bør stå i bogsamlingen ved siden af de andre, og har man ikke stiftet bekendtskab med science fiction-delen af hans forfatterskab, så er dette bestemt et godt sted at gøre det."

Sidste år udkom antologien Monster på forlaget Kandor. Den var den tredje i rædselsrækken (med Vampyr og Varulv som de to første), og jeg medvirkede med novellen Om blod og blæk. Den er netop en af de noveller, Thomas Winther fremhæver i anmeldelsen (de andre er vinderen Teddy Vork og Lars Ahn Pedersen), og han har følgende at sige:

"Silvestri har flere gange skrevet i samme weird fiction-tradition som bl.a. Clive Barker, og denne novelle er i denne tradition. Her er det monstrøse meget fysisk, men også meget hemmeligt. Det lurer skjult og kræver et offer fra sine følgerer, et offer som skal komme fra personen selv, men omvendt så bliver man også en del af væsenet. Dette er lige en novelle for mig, da den ikke kun handler om at beskrive et ubeskriveligt monster, men også i højere grad handler om at beskrive den indflydelse som mødet har på hovedpersonen."

En sidste ting: Himmelskibet er en af de meget få steder i Danmark, hvor fantastisk litteratur anmeldes, og som det ser ud nu, mangler de penge til at blive ved med at trykke det fysiske blad. Hvis du har lyst til at blive medlem, så kan du gøre det her.

På Eibes Bogblog har anmelderen Anika Eibe anmeldt horror-antologien Hvis jeg overlever natten fra sidste år, og min fortælling har mildest talt fået hende op af stolen:

"Jeg må dog sige at det er meget modigt at starte samlingen med A. Silvestris "In uteri". Det er en meget usympatisk hovedperson og med et meget stødende sprog, og selv om jeg normalt ikke er så nem at støde, så sad jeg med flagrende næsebor under hele læsningen.  Ikke dermed sagt at det er en dårlig novelle, men den er "in your face" og grænseoverskridende.  Men det er jo også lidt hans stil, jeg mindes i hvert fald at have set lidt af det samme i Kærlighedsfrugt. Han er i hvert fald en meget modig forfatter."

Det er sjældent, at jeg bliver irriteret over anmeldelser, men denne prikker lidt til mig, af to grunde. For det første fordi det 'stødende sprog'  med god grund er centreret om et enkelt element i fortællingen, og det virker ikke som om anmelderen har opdaget det, og så fordi det kendetegnes som min stil, hvilket jeg synes er at sætte mig i en kasse, der ikke rammer store dele af mit forfatterskab. Anika Eibe skal dog stadig have tak for at læse til ende, og heldigvis giver hun samlingen fire hjerter, hvilket er dejligt - og så er det altid fedt at være modig :)

Penge 

Moneter er omdrejningspunktet i næste del. I starten af april flød facebook over med hhv. jubelråb og vredesbrøl, lange takketaler og skummende had, alt sammen på grund af uddelingen af arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Jeg var så heldig at modtage legat i både 2015 og 2016, men i år fik jeg afslag på min ansøgning. Op til havde jeg lidt frygtet min reaktion på et afslag, men det viste sig at jeg blot trak på skuldrene. Jeg var i gang med at skrive, og jeg kunne ikke tage mig så meget af det. Selvfølgelig er jeg lidt ærgerlig, og selvfølgelig bider jeg mærke i at de år jeg fik legat nævnte jeg et socialrealistisk projekt, hvilket jeg ikke gjorde i år, men jeg har stadig den store følelse af 'nå, så blev det ikke sådan i år'. Økonomisk er det dog skideærgerligt, da det ikke er blevet lettere at leve af at være forfatter i Danmark (eller alle mulige andre steder).

Plastret på såret kom et par dage senere, da årets bibliotekspenge rullede ind. Siden mit første år som modtager er jeg steget støt, og det var heldigvis også tilfældet i år. Dog var min stigning meget moderat (men de mangler så også at tælle 60 eksemplarer af Sand og sten, stål og glas), men den var der. Mere ærgerligt var det, at jeg på min liste kunne se at bibliotekerne var begyndt at kassere eksemplarer af min første novellesamling OG udgivelse, Køtere dør om vinteren, så hvis du har lyst til at læse den, kan det være du skal skynde dig, eller købe et eksemplar her hos mig.

Mit tyste projekt 

Ja, den slags har jeg også. Helt tilbage i 2014 begyndte jeg at jonglere med tanken om at få nogle af mine historier illustreret, ikke som graphic novel eller lignende, men som man ville illustrere en børnebog. Der var blot et indbygget problem i det, nemlig at mange af mine fortællinger ikke var rettet mod børn og unge. Jeg gik mine fortællinger igennem, og nåede frem til en lille håndfuld, der i hvert fald landede i en gråzone. En af de noveller var Brune Bamse, der er en del af Køtere dør om vinteren. Den historie handler om en dreng, der bliver stjålet, og hans trofaste hund, der jager efter ham for at redde ham. I januar fandt jeg den frem fra gemmerne, og omskrev den fra bunden. Ud af den gamle historie kom en ny novelle med titlen King. Og heldigvis havde jeg en tegner klar, der meget gerne ville illustrere, nemlig ingen ringere end Christoffer Gertz Bech, der også tegnede gengangerbilledet i min novellesamling Kærlighedsfrugt. Nu nærmer vi os et spændende sted, hvor mange af tegningerne er ved at være klar og jeg har fået lov til at vise jer en enkelt, der blandt andet forestiller King.

Tegnet af Christoffer Gertz Bech

Endnu er tegningen uden farver, men det er lige på trapperne. King er en historie, der kan læses af 10-12-årige, men mellem linjerne gemmer den på mange grimme sager, især om forholdet mellem forældre og børn, hvilket også retter den mod voksne. Skal jeg så nu til at lave en masse af den slags? Jeg tvivler på det, men vil absolut ikke udelukke, at det er noget jeg kan finde på igen. Som det ser ud lige nu, udkommer King engang til efteråret på Calibat. 

Det var vist alle nyheder for nu - men heldigvis er der snart flere. Pas på jer selv derude.