Al kødets gang

For omkring halvandet år siden kom Henrik Harksen fra forlaget HHP til mig og spurgte om jeg ikke havde lyst til at skrive en kortroman til hans forlag. Den skulle være en del af en ny serie med undertitlen gotisk krimi, og hvordan jeg tolkede det, var op til mig. Jeg svarede at det kunne jeg godt, og nu er det så 2015 og kortromanen (på grænsen til at være en roman) er nu lige på trapperne.

 

Efter den indledende aftale, kom der en mail, hvor min nu forlægger skrev til mig, at han gerne ville se hvad jeg kunne gøre med følgende elementer: En familie og en mørk og dyster hemmelighed fra fortiden. Da jeg så hvad han havde foreslået, kunne jeg ikke gøre andet end at grine, for den konstellation af plot-elementer måtte vel næsten høre til de mest brugte - på linje med uopnåelig kærlighed mellem to unge fra forskellige kår eller hjem/ud/hjem-tanken. Efter jeg var færdig med at grine, begyndte jeg så at tænke, og noget af det første der faldt mig ind var, at når jeg var blevet serveret noget, der var set før, skulle jeg netop lade det lede mig og ikke stritte imod. Så jeg tilføjede yderligere elementer, der spillede på nogle af horrors konventioner - som f.eks. et gammelt hus og en dyb kælder.

Selv om jeg jonglerede og legede med nogle elementer, der kan opfattes som klichéer, forstod jeg også hurtigt, at der skulle være mere end det i fortællingen. Faktisk havde jeg ikke skrevet mere end en side eller to, før jeg tænkte at sproget i sig selv måtte gøres til en faktor. Resultatet af det er blevet, at Al kødets gang både kan læses som en gotisk krimi (med vægt på gotisk) og som et stykke realisme (på grænsen af socialrealisme). Hvad jeg er rigtig stolt af er at de to måder at se fortællingen på, ikke udelukker hinanden. 

Forsiden er direkte forbundet med fortællingen. Søren, der har forladt sit barndomshjem af uvisse grunde og for mange år siden, bliver kaldt hjem fordi hans mor ikke længere kan klare sig selv og Sørens eneste anden familie ikke er interesseret i at tage vare på hende. Søren bliver dog lokket med udsigten til at arve familiens formue og firma, ting der tilsammen vil kunne gøre livet meget komfortabelt for ham. Jeg er meget glad for at forsiden kommunikerer en blanding af det gotiske og det krimi-fokuserede. Der er noget ganske ildevarslende over løkker, der kan strammes til og samtidig er reb både et effektivt redskab til at begå mange forbrydelser og ladet med symbolik. Det er sådan lidt mumser, hvis man spørger mig.

Er det så anderledes at have skrevet en fortælling, fordi man bliver bedt om det? Ja, selvfølgelig er det det og nej, det er det ikke. Inden jeg skrev Al kødets gang havde jeg allerede en spøgelsesagtig outline liggende til noget større, og det var den idé der blev skrevet sammen med forlæggerens tanker - så på den måde kan man sige at jeg faktisk fik de resterende brikker til historien, netop ved at blive bedt om at skrive den. Skriveprocessen har dog været identisk - ikke mindst fordi jeg har haft mine sædvanlige frie hænder til at vride og vende fortællingen som jeg ville. Forlæggeren og jeg har kommunikeret en del frem og tilbage over mail, slutningen er blevet skrevet om, og der er blevet tilføjet nogle flere kapitler i forhold til første udkast, men alle de ting ville også være sket med et 'normalt' manus. Så egentlig vil jeg gå i rette mig selv. Det har været præcis det samme som at skrive noget uden at blive bedt om det, og det gør Al kødets gang lige så meget mit barn som mine andre udgivelser.

Jeg håber du har lyst til at købe den og læse den. Jeg synes i hvert fald den er det værd. Så meget, at jeg i dette indlæg har holdt kortene helt tæt ind til kroppen, for ikke at ødelægge noget. Al kødets gang udkommer den 15. juli på HHP og kan købes ved at følge linket.

Trailer 93 - uddrag af En tragedie

En helt speciel indvåner i det fantastiske horror-land er det gotiske, det victorianske gys, der bygges elegant op, gør meget ud af beskrive hovedpersonen og dennes omgivelser. En spændende hægte på netop det gotiske gys er at det i meget lang tid blev betragtet som litteratur på lige fod med alt muligt andet. Det er først på randen af det tyvende århundrede, at det bliver smidt til side som underlødigt og/eller tidsspilde.

 

I min kommende novellesamling Kærlighedsfrugt optræder novellen En tragedie, og den novelle er mit forsøg på at skrive en victoriansk/gotisk fortælling, sat i vores tid. Andrea er hovedpersonen, hun er ganske bjergtaget af Patrick, men problemet er blot at de bor i hver deres ende af landet. Alligevel beslutter de sig for at ses, og det bliver en særlig rejse gennem Danmark, fyldt med kærlighed, forventning og håb ..og rædsel.

"Da hun trådte ud af hoveddøren, lå København badet i et sælsomt og magisk skær. Træernes blade var røde og grønne tæpper, der langsomt dryssede til jorden. Hver en bygning og facade glitrede med et særligt potentiale, og alle dørtelefoners metalriste beredte sig på at sprede menneskers stemmer fra private rum til det store hele. Andrea trak kufferten mod busstoppestedet, og hvert andet øjeblik, når hjulene gjorde et bump mod brostenene, var det en isning af forventning, der skød fra stenbroen op gennem hendes arme og fæstnede sig i sindet. Hun var så forelsket, at selv den gule bus fyldt med regnvåde eksistenser faldt hende omgærdet af et fortryllet skin.

Chaufføren sendte hende et smil, og bippet fra den blå cirkel, da hun førte rejsekortet ind foran den, var muntert. Hun blev nødt til at stå op, for tasken var for stor til at komme ind ved sæderne, men det gjorde hende ikke det mindste. Bussens befolkning var lutter smil og venlighed denne morgen. Det var som om de også opfangede, at der var noget ganske særligt på spil her. Andrea rørte ved telefonen, der som et blødt dyr hvilede i hendes lomme. Patrick havde ikke skrevet, for det havde de aftalt, at han ikke skulle. Denne dag skulle de slet ikke snakke, før de kunne bruge deres tunger og begge hænder. Det var et ritual, de selv havde opfundet, og et der udspillede sig for første gang.

Hun opdagede først regnen, da den perlede ruden til, men selv de mange dråber fra himlen kunne intet spolere. I tasken var der en paraply, og indeni følte hun stadig solskin. Bussen trak ind til siden, og dørene gik op. Den gulkalkede mur ind til kirkegården var baggrundstæppe for en gammel mand med stok, der stod af. Andrea smilede til hans ryg. Hvor måtte det være spændende at leve så længe. Alle de minder, der stod på spring. Hvordan kunne det overhovedet blive tid til at skabe nye? Dørene gik i, ny regn plettede dørene, og hun fulgte den gamle med øjnene. Han forsvandt ind på kirkegården og blev straks omfavnet af to kvinder, hvis ansigter var ganske udtværede af uvejret. Andrea glemte ham, da bussen med et ryk satte i gang.

Den gamle station, der gennem de sidste mange år havde været under reparation, lignede stadig et bombekrater, men hvor den alle andre dage havde slået Andrea som et frygteligt morads, var den denne morgen noget ganske andet og dragende. Da hun stod af bussen slog det hende, hvor privilegeret hun var at opleve dette stykke af historien. Hun betragtede de enorme huller, de bulede spånplader og de bredrøvede arbejdere med glødende øjne. Det var skabelse i aktion. Al den mørtel, alle de sten, alle de skovle og alle de jordbunker ville til sidst være en del af noget nyt og smukt. Bestanddele omdannet til helheder og hun tænkte på Patrick og den måde, han sagte lo på, når hun fortalte om noget, hendes veninder havde gjort. Rulletasken skramlede over byggerierne og dykkede sammen med Andrea ned i mørket, hvor toget ventede.

Rejsen ville tage lidt under tre timer. Andrea havde sat sig ved vinduet. På en og samme tid var timerne de korteste og de længste i hele hendes liv, og hun forsøgte at bortjage tankerne med bogen fra tasken. Det var en Patrick havde foreslået hende. Skruen strammes af Henry James. Den havde været svær at komme i gang med, selv om det hun holdt var en lille bid af Patricks smag. Efter de første ti sider var det gået bedre, og efter tyve havde hun helt vænnet sig til det lidt gammeldags sprog. Den var spændende. Handlede om en præstedatter, der fungerede som guvernante for et par børn på et gammelt landsted. Den var lige så engelsk som Stolthed og fordom og fodboldvold. Alligevel havde hun svært ved at fordybe sig i den. Tankerne summede som fluer om et lig."

Junis nyheder - om forsider, priser, diskussioner og oplæg

Hvis jeg skal være pinligt korrekt, er dette indlæg nyheder fra både maj og juni. Jeg tænker det er bedst at samle lidt til bunke, da tingene har det med at ske drypvis. Som vanligt arbejder jeg mange timer dagligt med min skrivning, ikke mindst fordi jeg har gang i flere projekter, men jeg overvejer faktisk at tage et par dages ferie i juli. Det er nok en vanvidstanke jeg kommer til livs i løbet af sommeren.

 

Efter mange måneders arbejde er det endelige manus og forsiden til min næste udgivelse klar. Som du kan se på forsiden, er titlen Al kødets gang, den udkommer på H. Harksen Productions og bliver en del af serien gotisk krimi (en hybrid, der forsøger at trække på elementer fra krimi såvel som horror). Når bogen udkommer vil jeg vie et indlæg til den alene, men jeg kan allerede nu sige at jeg er meget imponeret over forsiden. Den har noget ganske fascinerende over sig. Hvis alt går som det skal, udkommer bogen meget snart. I længde er den lidt over 40.000 ord, hvilket enten gør den til en lang kortroman eller en kort roman.

I sidste måned skrev bibliotekar på Odense Bibliotek, Jan M. Johansen, et indlæg med titlen Nyere dansk horror – et vue gennem tiden. Det var en rigtig fin gennemgang af mange af de forfattere, der gennem de sidste 15 år er vokset frem, såsom Jonas Wilmann, Patrick Leis, Steen Langstrup, Thomas Strømsholt, Teddy Vork og Christian Reslow, for nu at nævne nogle få. Hvad jeg også synes er rigtig godt ved indlægget er at Jan husker de andre folk, der er involveret i dansk horror, men som ikke optræder primært (eller slet ikke) som forfattere. Folk som Henrik S. Harksen og Mathias Clasen får en behørig salut med på vejen. Selv har jeg æren af at blive nævnt et par gange, hvilket jeg selvfølgelig er meget glad for. Artiklen er værd at læse, både for den systematiske gennemgang af genren, men også for litteraturlisten til sidst. Alene den kan sikre mange søvnløse nætter. Dog er der også plads til forbedringer, da jeg bl.a. tænker at Michael Kamp er underrepræsenteret.

I sidste weekend var der Fantasticon, og der var jeg nomineret til Niels Klim-prisen i to kategorier. Heldigvis vandt jeg i den ene, for kortromanen Live, der er halvdelen af min dobbeltroman Ambrosia/Live, og nu pryder trofæet min boghylde. Jeg kunne desværre ikke være der på dagen, så jeg modtog den dagen efter. Et stort tillykke til de andre vindere - og du kan se hvem det var, ved blot at følge linket.

Det der med at smile kan jeg bare ikke finde ud af. (Foto: Niels Dalgaard)

 

Det er ingen hemmelighed at det er vanskeligt at klare sig som genreforfatter i Danmark. Jeg bruger ordet genreforfatter, selv om jeg egentlig finder det forkert og hæmmende, for enten er al litteratur (og det ord bruger jeg derimod) genre, eller også er der ikke noget der er. Ikke desto mindre har der i de sidste par uger været ophidsede debatter i alle forgreninger af det litterære miljø. Mette Høegs omdiskuterede klumme om kvindelige forfattere vil jeg ikke komme ind på, men i stedet for kort vende projektøren mod andedammen i andedammen, nemlig det fantastiske miljø i Danmark. Rasmus Wichmann har begået et indlæg på Litteratursiden, betitlet Er amatørismen skadelig?, hvor i hvert fald en del af teksten handler om hvorvidt fanmiljøet i virkeligheden er den fantastiske litteraturs største fjende. Efterfølgende kammede facebook over i mange vrede fans, der følte sig trådt på, nedvurderet og/eller latterliggjort og debatten blev også derefter. Atter efterfølgende postede Flemming Rasch indlægget Fandom: Rygklapperi eller kreativt fællesskab? , som jeg tænker er en sober adressering af mange af klagepunkterne. Det store problem er blot, at som jeg ser det, er der ingen afklaring, ingen tanker videre. Det er et råb, mødt med forargelse, modråb, adressering og om et øjeblik har ringene i vandet lagt sig igen.

Men, sidder jeg ikke bare og lurepasser? Forholder mig til hvad andre siger, men siger ikke selv noget? Jo, det er der noget om. Som forfatter ser jeg mig selv som ret inhabil i meget af denne sag - er det overhovedet min rolle at være debattør i diskussionen om fandom, eller er min rolle at levere teksterne? Selvfølgelig gør jeg mig mine tanker, men bør jeg bringe dem til torvs? Jeg vil runde mit indlæg af med at sige følgende: Det fantastiske miljø i Danmark anno 2000 og det fantastiske miljø i Danmark i 2015 er ikke det samme, og derfor tænker jeg at tiden er kommet til at tænke anderledes tanker. Dermed ikke ment at tankerne har stået stille. De femten år har fostret antologier, magasiner, nye forfattere, spændende cons og fede tiltag, og alle de ting skal der værnes om, på den ene eller anden måde. Men når det alt sammen er fostret, er det måske også relevant at overveje hvordan det kan begynde at vokse sig stort?

Majs arbejde 2015

Nu er det officielt sommer, der har lige været Fantasticon og vi er næsten halvvejs gennem året. Jeg har haft travlt på skrivefronten, der har været en del optrædener ude i den virkelige verden og som vanligt ville jeg gerne have meget mere tid til at skrive. Jeg har dog klaret mig med det jeg havde.

 

Maj har været fyldt med forskellige projekter, ikke mindst romanen. Jeg har dog også færdiggjort to noveller.

In uteri (7500 ord, horror)

Fortællingen om den magiske frakke (8900 ord, fantastisk fortælling)

Et satans arbejde (119500 ord indtil videre) 

I In uteri stifter vi bekendskab med en dyrlæge, der bruger al sin tid på at køre rundt til forskellige gårde og landbrug for at undersøge om dyrene er gravide. Det er der nogle af dem, der er. Med noget, de ikke skulle være gravide med.

Fortællingen om den magiske frakke er anderledes hyggelig, for der fortæller farfar barnebarnet Thorkild en historie om en særlig frakke, der for over 500 år siden blev givet til en af familiens forfædre af en fremmed mand. Ganske gratis. No strings attached. Sådan da.

Ligeledes er det blevet til et enkelt Skår til samlingen:

Muskelmasse (om en mand, en vinter og et crossfit-program)

Den 5. maj var jeg ude at læse op på Galleri Bohème. Min makker den aften var Michael Dyst og som vanligt var han meget værd at høre på. Selv læste jeg nogle af mine Skår op, og det var sjovt tjekke om længden nu også fungerede. En af mine grunde til at skrive i den blandede form var netop en oplevelse af at noveller let kunne blive for lange i oplæsningssituationer, og alt i alt synes jeg aftenen gik rigtig godt. Der var desværre ikke så mange mennesker, men til gengæld fik vi det vildeste skybrud.

Den 31. maj var jeg ordstyrer på panelet Død over køkkenvasken. Da Fantasticon i år blev afholdt i Valby Kino, var der et rigt kortfilm-program, og de fleste af de instruktører, der havde haft en film med på con'en, var også repræsenteret i panelet. Snakken gik især på hvor vanskeligt det var at få støtte til at producere film, genre eller ej, hvorfor horror virkede overrepræsenteret i genrefilm i forhold til de andre fantastiske genrer og om hvorvidt det kunne være en god ide at lade de to miljøer (litteratur+film) samarbejde om manuskripter. Det var interessant at opleve, at selv om de fysiske rammer omkring det kreative arbejde var forskelligt fra film til litteratur, var mange af frustrationerne og udfordringerne identiske. Herfra skal der i hvert fald lyde et ønske og håb om at vi kan få mere med hinanden at gøre.

Så, slut for nu. I juni venter nok et helt specielt indlæg om min næste udgivelse. Stay tuned!

Trailer 92 - uddrag af Hest

Horror-land er stort og har mange forskellige indbyggere - heldigvis for det. Ellers ville det nok have været svært for mig at befolke min kommende samling med så forskelligartede eksistenser. Kærlighedsfrugt bliver anden rene genre-samling, hvor Faderens sønner fra 2011 er den første (science fiction). Dog er der visse paralleller, da jeg dengang tilstræbte at ramme så mange "under-genrer" jeg kunne - og denne gang forsøger at vise noget om gysere og horror.

 

Hest bliver samlingens eneste genoptryk, da den oprindeligt vandt Fantastiks novellekonkurrence i 2011 og efterfølgende blev trykt i Himmelskibet nr. 31. I historien møder vi Mikkel, der sammen med sine gamle venner drikker øl ude i en hytte, midt i en skov. Pissefuld får han et bekymrende opkald fra kæresten Sarah, der ikke har fået sin menstruation. Fremtiden virker med et både tung og uhåndterbar for Mikkel. En følelse, man ikke kan fortænke ham i.

"Det her var noget, der skete for alle andre. Det gamle ord med, at for alle andre var han alle andre, groede frem af hans fordrukne hjerne og fæstnede sig i det yderste af hjernebarken. Billeder af Sarah som gravid marcherede ind ved siden af det gamle ord, og han brød sig ikke om, hvad han så. Spinkle Sarah udspilet som en kugle, med tydelige årer, der bugtede sig ned over maveskindet. Et flashback til hans progressive biologilærer i folkeskolen maste sig ind på den allerede overfyldte plads og viste ham filmklip af en fødsel, komplet med sprækket mellemkød og udbulende ringmuskel. Så ramte kvalmen ham, et hvidt lys udslettede alle billederne, og i en lang stråle kastede han op i skovbunden. Delvist fordøjede rester af spaghetti med kødsovs blandet med øl plaskede ned mellem skovsyre og egeblade.

Vaklende placerede han en hånd på træstammen og holdt sig stående. Men der kom ikke mere. Skammen skyllede ind over ham. Hvad var han for et menneske? Lille Sarah, hans elskede Sarah der nu sad alene derhjemme og hverken vidste ud eller ind. Og ham, der bare stod og tænkte på, hvor klam hun ville blive. Han ville tage hjem allerede i morgen. Overraske hende, og vise at han stod ved hendes side. Det var sådan man gjorde, når man tog ansvar.

Beslutsomt drejede han om på hælen. Fuldskaben, der et glemsomt øjeblik havde fjernet sig fra ham, vendte tilbage med fuld styrke. Hele verden sejlede, og han faldt tungt ind mod træet. Med en metallisk lyd ramte øldåsen skovbunden og rullede ind under nogle buske. Mikkel trak vejret hårdt gennem næsen og blinkede hurtigt med øjnene. Skoven virkede med ét meget mørk, som havde nogen trukket et klæde over stjernerne.

Trætheden truede med at overmande ham, men han tvang øjnene op. Et sted i natten var der en ugle, der tudede. Først nu gik det op for ham, at han ikke længere kunne se hytten, eller høre Christians djævlemusik. Kun den svage kratten fra ukendte dyrepoter forstyrrede sommernatten. En fure gravede sig ud af hans pande. Så længe havde han da ikke gået, havde han? Havde han og Sarah snakket så meget? Han prøvede at finde svarene, men store dele af hans hjerne havde lukket sig selv ned.

”Nåh. Det nytter ikke noget at schtå her,” sagde han ud i luften og tog en lungefuld luft. Så begyndte han at gå i den retning, han mente hytten lå."

Majs nyheder - om antologier og anmeldelser

Der er fjorten dage tilbage af maj, min lejlighed flyder med noter og jeg er dybt begravet i mange projekter. Som jeg har nævnt før på bloggen, er det sådan jeg fungerer bedst; jeg bliver rastløs, hvis jeg ikke har noget at rive i. Lige nu er det en blanding af oversættelse, redigering og romanskrivning, der fylder mest. Heldigvis lever mine færdige tekster også deres eget liv og vækker en smule genklang derude i verden.

Læserne af mit indlæg om april måneds arbejde ved at jeg var med i to nye antologier - og de har sørme begge to fået en anmeldelse.

StORDstrømmen Antologi 2015 er blevet anmeldt i Folketidende og anmelderen K.E.Watz har følgende at sige om min novelle:

"Læsefryd finder man også i A.Silvestris novelle "Spillemaskinen", hvis handling udspilles på Lolland - i nærheden af Toreby, hvor forfatteren kommer fra."

Ord som disse er ikke hverdagskost, da det er yderst sjældent jeg berører min opvækst eller min hjemstavn i min skrivning. På stående fod tror jeg faktisk kun jeg har brugt området i én anden novelle - Detour, der er med i min debut Køtere dør om vinteren fra 2010.

Antologien Tågevals fra Kandor er også blevet anmeldt. Det er Jette Holst, der står for den inde på Litteratursiden og hun har følgende at sige om min novelle:

"Tanja Christensen og A. Silvestri, som henholdsvis har skrevet første og sidste novelle i antologien, kan bestemt også fremhæves. Begge er skrevet med en jeg-fortæller. I ”Befrieren” følger vi en mand, som er hentet ind til forhør i forbindelse med en ulykke på Glostrup Station, og vi hører hans tanker gennem forløbet. I ”Redningsmand” står hovedpersonen for en dommer og forklarer sine gerninger. Begge har en anderledes vinkel på temaet mord, og selvom de tilsyneladende minder om hinanden, er de alligevel vidt forskellige."

Det bliver spændende at se hvordan en samling med krimi-noveller klarer sig på markedet. Alt tyder jo på at krimi-genren har godt tag i folk, men har genren så hårdt et greb at det er nok til at bryde den modstand, mange læsere synes at have mod noveller?

Også i år indkaldte Science Fiction Cirklen til antologi, og vanen tro sendte jeg en del noveller ind. Heldigvis var mindst en af dem god nok til at komme med, og det betyder at hele verden (i hvert fald den dansktalende del) i starten af september kan læse mit bidrag Taxa i antologien LUO 10 - Som et urværk. Som sædvanlig glæder jeg mig til at læse hvad de andre bidragsydere har fundet på. 

Det var vist alt for nu - men gad vide om der ikke kommer en update til inden længe. Tschüss!

Trailer 91 - uddrag af Transfusion

Som den forrige trailer bevæger vi os i horror-land, og hvor der i Trailer 90 kunne stilles spørgsmålstegn ved om det var gyser eller horror, er der ikke ret meget tvivl i denne trailers tilfælde. Transfusionm bliver en del af min kommende samling Kærlighedsfrugt og sandsynligvis en af de sidste. Hvorfor? Ganske enkelt. Efterhånden som samlingen skrider frem, lægges der mindre og mindre fingre imellem. De billeder, forestillinger, tanker og handlinger, der opstår eller udføres, bliver gradvist mere dystre.

 

Transfusion handler om alle de grimme ting, vi mennesker gør ved os selv (og hinanden). De stemmer og tanker, der enten holder os tilbage eller får os til at gøre grimme og dumme ting. Den handler også om gamle og ulækre Karl, der kan se alle de ting kravle rundt lige under vores hud. Uddraget er helt fra begyndelsen af.

"Det bankede hårdt, tre gange, på døren. Karl løftede hovedet og spidsede ører. Så kom det sidste bank. Med besvær kom han ud af de dybe lænestol og famlede efter stokken med elfenbensknappen. Den pudsede runding faldt ind i hans hånd, som var den et ekstra organ. Det gamle hus gav sig i sammenføjningerne. Vindstrømme bølgede både udefra og op under gulvet, men han var ikke bekymret. Det ville holde, som det altid havde gjort.

Haltende rundede han hjørnet og kom ud i entréen. Lyset flikkede, selv om han havde skiftet pærer så sent som i går. Sådan var det at have huset fuldt. Når de så deres snit til det, pillede de ved alt hvad der kunne pilles ved, fra mekanik til madvarer. Alligevel var der lys nok til at kunne snige sig et kig i spejlet.

Selv hvis nogen skulle have fundet på at sige at han så godt ud, vidste han at de løj. Karl var ingen smuk mand, havde aldrig været det, og alderen havde blot føjet nye dimensioner af grimhed til de allerede defekte træk. Panden var høj, men ludende og kastede lange skygger på hans kinder. Skægget stod som skvalderkål fra kindbenene til midt på halsen. Næsen en høgs mareridt, ørerne kantareller. De blålige læber ikke store nok til at dække overbiddet. Gullige fortænder tittede frem som de sidste overlevende soldater i en skyttegrav.

Han så sig hver dag i spejlet for at minde sig selv om tingenes tilstand. Livet var for kort til selvbedrag og for langt til forblændelse. Karl skuttede sig. Trækken var begyndt at hale i hans knogler om aftenen. Et stensikkert tegn på at han ikke alene havde passeret livets bakketop, men nu rullede hastigt ned ad den anden side. Med et højt dunk slog han panden ind i lampen. En snert af smerte fæstnede sig i hans hoved. Så rakte han ud og stoppede lampen, inden den ville sprede skyggerne til alle sider. De kunne ikke lide den slags. De foretrak deres gemmer intakte.

Stokken slog mod de brede gulvbrædder for hvert skridt. Gennem den matterede rude kunne han se en skikkelse. Antydningen af langt hår. Sikkert en kvinde, selv om det var blevet svært at sige. Nu til dags lignede kønnene hinanden.

”Jeg er på vej,” råbte han og tog endnu et besværet skridt frem. Huset var alt for stort til ham. Han boede kun i underetagen. Værelserne på første sal var optaget af andre. Alligevel var det ham, der måtte sikre at huset ikke forgik. Træbehandling. Computere. Malerier og bøger. Det kostede alt sammen. Men uden huset kunne det være lige meget.

Skyggen bag døren rettede sig op. Det var en kvinde, eller en meget lille mand. En glød viste sig. Personen røg. Karl rynkede på næsen. Havde aldrig brudt sig om tobak. Derfor var det også kun i den fjerneste højrefløj af første sal, der måtte ryges. Han hev efter vejret. Det var hårdt at blive gammel. Heldigvis var det kun sådan, når der var gået et stykke tid siden sidst. Endelig nåede han frem og lagde en hånd fyldt med bulne blodårer på grebet.

Det knirkede, da han drejede det. Døren bandt en smule. Med et ryk gled den fri af gulvet og han trådte til side, så døren kunne svinge op.

Det var en kvinde. Og sikke et eksemplar. Kunne ikke være mere end sytten år. Halvlangt mørkt hår. Fine træk. Men det meste af kroppen var gemt i posede gevandter. En hættetrøje og joggingbukser. På fødderne gummisko. Da hun opdagede ham, gispede hun. Cigaretten faldt ud af hendes hånd ned på den vakkelvorne terrasse. Karl forsøgte sig ikke engang med et smil. Det havde altid den modsatte effekt, når han viste gebisset frem.

”Godaften,” sagde han. Han lagde kun mærke til sin stemme, når andre hørte den. Et aggregat, hvis motor var blevet udsat for lige dele perlegrus og kontaktlim ville have lydt på samme måde. Det var en stemme,der var som skabt til grimme gerninger.

”Er du faret vild?”"

Mit livs gys!

Over mange år kørte forfatteren Steen Langstrup en art føljeton, hvor han bragte forskellige horror-folks fortællinger om de gys, der havde været skelsættende for dem. Nu, hvor Steen Langstrup har opdateret sin hjemmeside til et mere tidssvarende look, har en del af det gamle materiale fået kniven (høhø) og blandt det var også serien Mit livs gys. Så den er væk. Inden da nåede jeg dog at skrive om mit livs gys og den fortælling synes jeg ikke I skal snydes for. Derfor er her mit oprindelige indlæg, som jeg skrev det dengang i 2011/12. Enjoy!

Billedet er selvranet fra hjemmesiden mxrket.dk

Jeg har oplevet mange gys gennem mine nogleogtredive år. Jeg husker stadig med væmmelse scenen fra TheFly (1986) hvor aben bliver teleporteret og ankommer med vrangen vendt ud...og stadig levende. Lige så klart står min første, og sidste, gennemglaning af Cannibal Holocaust. Den film er simpelthen så pervers, at en gang var mere end nok. Som en tredje må jeg også nævne Clive Barkers novelle The Midnight Meat Train, der stadig for mig står som en af hans absolut gyseligste historier. Men det allerbedste gys jeg har oplevet, og som stadig har sine klør i mig den dag i dag, er et lydbånd. Poul Glargaards indtaling af historien Mænd af sten.

Lige siden jeg var helt lille, og hermed mener jeg virkelig lille, blev jeg draget af det makabre og bizarre. At jeg så havde væsentlige problemer med at kapere de ting jeg smuglæste og hørte er så en anden historie. Jeg havde blandt andet et tilbagevendende mareridt om at søge trøst i mine forældres seng, for bare at opleve at min mor var blevet til et grinende skelet. Ifølge netop min mor led jeg af night terrors i over to år. Selv kan jeg kun huske en anden drøm, der handlede om ikke at kunne redde min bror der var ved at drukne.

Mænd af sten var en historie på bånd, der var en del af serien Lyt - hvis du tør. Der var en masse forskellige historier, og jeg hørte dem alle, men denne historie smadrede fuldkommen min nattesøvn første gang jeg hørte den. Jeg havde længe været skrevet op til netop det bånd på Nykøbing Falster Centralbibliotek, da det var det eneste i serien jeg manglede at høre. Så glad var jeg den dag, hvor et hvidt papkort dumpede ind og informerede mig om at min lange ventetid var overstået.

På det tidspunkt havde jeg ventet i tre måneder, noget der for en 9-årig dreng nogenlunde svarer til en evighed med et ekstra drys uendelighed ovenpå for en god ordens skyld. Fro cyklede jeg de syv kilometer til Nykøbing Falster, hentede båndet, og cyklede tilbage igen. Det her var dengang i firserne, hvor man lod børn gøre den slags. Det var efterår, og jeg glædede mig som det lille barn jeg var til at høre det. Desværre kom det til at vente, da jeg skulle til fodboldtræning, så det var først om aftenen, efter resten af huset også havde lagt sig til ro, at jeg satte båndet på.

Her bør det lige indskydes, at jeg lod, for omverdenen, som om jeg kunne håndtere hvad som helst. På den måde fik jeg jo også lov til at fordybe mig i uhyggelige ting. Virkeligheden lå dog meget fjernt fra hvad jeg sagde. Når jeg blev bange, råbte og skreg jeg ikke. Jeg gemte det helt inde i, et sted i maven hvor det kunne ligge og vokse sig større. Erindringer ligger ikke i hovedet; de ligger i maven. Min mave husker så godt, at jeg den dag i dag kan hive sætninger op fra det bånd, og vide at de er hundred procent korrekte. Den dag i dag er det stadig min mave, der giver mig de grimmeste ideer.

Det blev nat, og jeg satte båndet på. Pouls stemme lød tungt ud i rummet. ”Dav med dig”. Jeg havde ikke noget lys tændt; på en eller anden måde ville det være at snyde. I de næste mange minutter fortalte Poul mig så historien om præsten og hans unge kone, om det store kirkerum hvor der på en enorm katafalk lå to store statuer af krigere, komplet med tunge sværd. Om at allehelgensaften skulle man ikke nærme sig kirken, men det gjorde præstefruen selvfølgelig alligevel. Det var en historie om hævn, og jeg lå med hænderne ned langs siden og lyttede bare. Den var så skideuhyggelig. 

Lydeffekter i den mørke kirke, de afmålte fodtrin, vinden der slog grene mod præstegårdens vinduer og Pouls stemme ind over det hele, og den var på en måde det værste. Den var ækel. Ækel på den der ”Jeg ved noget, du ikke ved, men du kommer snart til at vide det, og så ville du ønske at du ikke gjorde det”-måde. Efter jeg havde hørt den færdig, lod jeg den bare sidde i båndoptageren. Jeg nægtede at forlade min seng. På et eller andet tidspunkt må jeg være faldet i søvn, men jeg kan ikke huske hvordan. Hvad jeg derimod kan huske, er at jeg ikke hørte båndet igen før jeg var 12. Og at det der havde nøjagtig den samme effekt på mig.

Det der nok skræmte mig mest var, at i modsætning til så mange andre grumme historier jeg havde set ellet læst, så havde hovedpersonen i denne her historie (som jeg husker det) ikke rigtig gjort noget galt. Hun fortjente ikke det der skete med hende. Havde der bare været en poetic justice, eller corny justice. Det var der bare ikke. Og det var der, det gik op for mig at grimme ting også sker for gode mennesker og uskyldige mennesker. Tanken havde selvfølgelig strejfet mig før den aften, men Mænd af sten cementerede at retfærdighed var noget, man lige så godt kunne skyde en hvid pind efter. Det onde og skræmmende finder dig, lige meget hvad.

Hør eller download historien på glargaard.dk. 

Trailer 90 - uddrag af Hr. Shetanis sjældne fugle

Jeg har gennem de sidste par måneder arbejdet meget på en samling horror-noveller ... eller er det gyser-noveller? En af de, lad os kalde dem forvirringer, jeg oftest støder på når jeg skal fortælle folk, hvad jeg skriver, er at når jeg siger horror, siger de "nårh, er det sådan nogle gysere". Jeg må indrømme at jeg har det svært med ordet, ikke mindst da gyser i min optik er en genre, der hører børne-litteratur til. Men i stedet for at blive mopset, tænkte jeg at skrive mig ud af det. Derfor vil min kommende samling også prøve at undersøge, hvad der gør en tekst til gyser og hvad der gør den til horror.

 

I Hr. Shetanis sjældne fugle, der oprindeligt blev skrevet til konkurrencen om Litteratur til drenge, møder vi Markus, der lige har mistet sin undulat Anton. Hans lidt ligeglade forældre har stukket ham nogle kroner til en ny, men på vej til dyrehandlen opdager han en helt ny forretning. Der er perlegrus og glasruder og fugle, fremfor alt uendeligt mange fugle.

"Det han havde set i vinduerne havde kun været toppen af isbjerget. Han var kun lige trådt ind, før han var omgivet af fugle. Små og store, i alle former for bure. Det var en kvidrende farvelade af en urskov. Hans blik fløj rundt. En drossel. En struds. En finke. Alle de fugle morfar havde lært ham at genkende. Han spærrede øjnene op. Et glimt af lyserødt kunne kun være en ting. En flamingo. Han skulle lige til at udforske nærmere, da en stemme afbrød ham.

”Ahem,” lød den.

Markus havde aldrig set så sort en mand. Hans hud havde samme farve som nat. Hans læber åd lyset. Han var så sort, at han var blå. Det fik mandens meget hvide øjne til at lyse op.

”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte han på fejlfrit dansk og studerede Markus over et par runde, guldindfattede briller.

”J-jeg kigger bare lidt,” stammede han.

”Selvfølgelig. Det skal du være velkommen til. Mit navn er hr. Shetani,” lød svaret. I luften hang en stor hånd. Markus trykkede den tøvende. Den var varm, som babybassinet i svømmehallen.

”Og du hedder?”

”Markus,” svarede han.

”Godt. Nu kender vi hinanden og så kan vi også gøre forretninger. Har du lige mistet en kær ven, Markus?” spurgte hr. Shetani og blottede tænderne i et smil, der strålede som bilruder.

”Hvordan ved du det?” spurgte Markus. Manden trak på skuldrene.

”Det kan jeg fornemme. Den slags er jeg god til.”

Hr. Shetanis smil vedblev det samme.

”Så du er kommet her for at se om du kan finde en ny ven? Din mission er lykkedes. Vi snakker allerede, du og jeg, men jeg har på fornemmelsen at jeg mangler vinger for at være den ven du søger?”

Markus nikkede. Så mandede han sig op.

”Har du en undulat? En blå en, der kan snakke?”

Hr. Shetani slog en latter op, der som tordenvejr bølgende gennem butikken. På deres pinde tav fuglene.

”Alle fugle kan snakke, Markus. Jeg tænker bare, at måske skal du ikke have en undulat igen? Anton var noget specielt, og det kan sagtens være at den næste undulat ikke er det. Hvis du er modig kan jeg vise dig nogle helt andre fugle.”

”Hvorfra ved du at han hed Anton?”

”Sagde du ikke det lige før?” svarede hr. Shetani med et skuldertræk. Han så hen over hovedet på Markus, der fulgte hans blik. Det faldt på et rødt forhæng bag disken.

”Gjorde jeg det?” svarede Markus. Han var ikke sikker.

”Ja. Hvor skulle jeg ellers vide det fra?”

”Nej, det er rigtigt nok.”