Forfatterens favoritter 3 - Litteratur og andet

Hen over julen faldt jeg i samtale, som det jo sker, når man pludselig omgiver sig med levende mennesker, og ikke kun møder dem i den digitale malstrøm. Af en af disse mine artsfæller blev jeg foreslået ikke kun at skrive om hvad jeg skriver, men også om de oplevelser jeg har haft med kunst og kultur gennem det forgangne kalenderår. Meget vel, tænkte jeg, så lad det da blive sådan. Derfor vil der i disse de sidste dage (pardon den bibelske klang) af 2017 komme lidt godt fra min erindringskule; de ting jeg har sat størst pris på siden 1. januar. I dag vil jeg fortælle lidt om litteratur og andet. Musik fortalte jeg om i går, og film i forgårs. Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6.

---

Han dræbte Bjørnen og slubrede dens Blod; bagefter gjorde han et Hul i Kroppen og krøb ind i det døde Dyr. Han sov til Bjørneliget var koldt men gik ikke derfra før han havde faaet Pelsen flaaet af Bjørnen. Næste Nat sov han under en Sten med Skindet om sig og slæbte det siden med sig paa sin Vandring. Nu holdt han Nætterne nogenledes ud, og det varede ikke længe før han lærte at hylle sig i Bjørneskindet også om Dagen. Han stak sine Fødder i Huden af Bjørnens Labber som de var og taalte nu den kolde og stenede Grund rigtig godt. Men under Kampen med Bjørnen havde Dreng mistet sit ene Øje

Johannes V. Jensen - Bræen (1908)

Som alle fornuftige mennesker kan jeg godt lide Johannes V. Jensen. Det er ikke uden grund, at Kongens fald er et must-read for enhver, der elsker bøger. Bræen handler om de første tider, om verden før historien og især om Dreng. Under istiden nægter Dreng at flygte fra Bræen, og bliver i stedet for at kæmpe mod elementerne og naturen. Og hans kamp er heroisk i ordets betydning, det er en dannelsesrejse af de helt forkromede. Sproget er fantastisk, se bare uddraget ovenfor, og hvis man fanges ind, er der masser at læse. Bræen er nemlig anden bog (men den første der blev skrevet) af seks om menneskets rejse fra dyr til civiliseret individ. Mit eksemplar var fra 1916, og jeg elskede at læse i det. Så meget, at jeg gav det videre til en anden, jeg vidste ville sætte lige så meget pris på det!

---

Neil Gaiman - The view from the cheap seats: Selected non-fiction (2016)

Jeg tror efterhånden jeg har læst det meste af Gaiman, og selv om jeg holder meget af romanerne American Gods og Neverwhere, er det hans noveller og korte prosa, jeg finder mest spændende. Denne bog er ingen af delene, men essays, taler og andet om det at skrive, om andre forfattere, om genre, om biblioteker og om fortiden, fremtiden og alt hvad vi nu kan mase ind i mellem de to punkter. Gaiman er velformuleret, han er skarpt tænkende og hans sprog er som blød chokolade fyldt med glasskår. Det var en fornøjelse at læse de mange tanker og ideer, nogle af dem var ekko af mine egne, andre havde jeg aldrig tænkt på. Gaiman bliver meget citeret, og for det meste kun for de søde, opmuntrende og rummelige ting, men det var en fornøjelse for mig at opdage at han har brod, vilje og vil det gode skriv, fremfor bare at ville det skrevne. Derfor har  jeg også valgt et citat, jeg finder meget aktuelt. Læs bogen, især hvis du ikke har tid. Du vil blive klogere af det.

“I love the word 'fantasy'... but I love it for the almost infinite room it gives an author to play: an infinite playroom, of a sort, in which the only boundaries are those of the imagination. I do not love it for the idea of commercial fantasy. Commercial fantasy, for good or for ill, tends to drag itself through already existing furrows, furrows dug by J. R. R. Tolkien or Robert E. Howard, leaving a world of stories behind it, excluding so much. There was so much fine fiction, fiction allowing free reign to the imagination of the author, beyond the shelves of genre. That was what we wanted to read.”

---

China, 1967: The Red Union had been attacking the headquarters of the April Twenty-eighth Brigade for two days. Their red flags fluttered restlessly around the brigade building like flames yearning for firewood.

The Red Union commander was anxious, though not because of the defenders he faced. The more than two hundred Red Guards of the April Twenty-eighth Brigade were mere greenhorns compared with the veteran Red Guards of the Red Union, which was formed at the start of the Great Proletarian Cultural Revolution in early 1966. The Red Union had been tempered by the tumultuous experience of revolutionary tours around the country and seeing Chairman Mao in the great rallies in Tiananmen Square.

Cixin Liu - The three-body problem (2008)

Med en sådan begyndelse, skulle man ikke tro, at det drejer sig om en science fiction-roman, men hvis der er noget Cixin Lius The three-body problem er, så er det science fiction. Romanen løber i tre spor, et fortidigt (der begynder under kulturrevolutionen og ender i de tidlige 00ere), et nutidigt og et virtuelt, der foregår i spillet Three Body. I Three Body spiller man på en planet, der har tre sole, og den eneste udfordring er at finde ud af, hvordan de tre soles tyngdekraft påvirker hinanden. For en planet fanget i et sært omløb kan det betyde døden om man kommer for tæt på en sol, eller for langt fra den. Hovedpersonen spiller dette spil meget, og langsomt går det op for ham, at der måske ikke kun er tale om en simulation. Det kan lyde tørt, men det er det ikke, da Cixin Liu blander de lidt vanskeligere ting med en detektiv-historie og verdenshistorie, og slut-produktet er ret unikt. Jeg ved ikke om jeg forstod den hele, men min lyst til science fiction blev kick-startet igen. Du kan læse de første tre kapitler her.

---

Albert Edelfelt, Virginie, 1883. 

Inden vi tager de sidste to bøger, er her et åndehul fra alle ordene. I år har det set lidt trægt ud med at komme på udstillinger, og det er jeg egentlig ked af. Jeg holder meget af især malerkunst og museer. Jeg nåede at se Stanley Kubrick-retrospektivet på GL. Strand, men især udstillingen Japanomania på SMK faldt i min smag. Udstillingen tog udgangspunkt i hvordan Japan kom i vælten i Europa i anden del af det 19.århundrede, og påvirkede især malerkunsten, men også moden. Malere som blandt andet Edvard Munch og L.A. Ring blev fascineret af især naturen, som den blev afbilledet i Japan, hvor det var tradition at male skæve grene, bulede bjerge og hakkede kyster. Det var et modstykke til den vestlige malerkunst, hvor der selv i naturalismen blev stilet efter symmetri og skønhed, fremfor en realistisk afbildning. Det var ikke kun malerne, der tog ved lære. Især tryk, både på papir og stof, vandt også frem, hvilket man kan se på Virginie ovenover, der ikke alene har en ret japansk udseende paravent i baggrunden, men også hviler arm og hoved mod et tørklæde med blomstermotiv. Det var også ganske herligt at få lov til at se et tryk af Hokusais Den store bølge ud for Kanagawa, der i min verden er et af verdens flotteste billeder. Nu er udstillingen ikke mere, men det var fedt for mig at opleve den, ikke mindst da jeg i mange år har undervist i guldalderens malere, og nu pludselig kunne finde helt nye ting i deres malerier. Tak for det.

---

Svend Åge Madsen - Den ugudelige Farce (2002)

Som forfatter sætter jeg det at eksperimentere meget højt, og det er nok også en af grundene til at jeg holder af SÅK. Den ugudelig Farce er umiddelbart en dannelseshistorie, men vi er ikke mere end et par sider inde, før fortællingen helt fysisk begynder at spalte sig ud i forskellige potentielle udfald af forskellige begivenheder. Samtidig med at den gør det, er historien fremadskridende i tid, hvilket gør at man skal holde tungen lige i munden. Jeg klukkede og vred mig af fornøjelse, hver gang et nyt muligt udfald, eller fortsættelse af et tidligere udfald blev fortalt videre, og det var herligt konfust ikke at få at vide hvilken af historierne, der var den rigtige, velsagtens fordi de alle er rigtige. Om man vil se fortællingen som et eksempel på multiverset eller et tankespind, er op til en selv. Dog synes jeg at man under sig selv at give den et læs. Den er kort, fyndig og så er den ny, som kun få ting er det.

"Jesper var nemlig lykkelig. Eller i hvert fald næsten. Han var så lykkelig at have det sort på hvidt, hvor mange kan påstå det?. At have papir på sin lykke? Beviset stammede fra et spørgeskema i Ude og hjemme, som hans mor holdt og som han åbenlyst foragtede. Og i smug bladede i. For han vidste godt at en naturlig ung mand ikke vedkendte sig at læse dameblade. Jesper var en naturlig ung mand. Det hele fremgik dog tydeligt af spørgeskemaet hvor man så ærligt som muligt skulle besvare spørgsmål som: Ønsker De ofte at Deres job var mere interessant? Hyppigt, af og til, sjældent, aldrig. Sjældent. Hudløst ærligt. Jesper studerede, og det er vel ikke noget job?"

---

ONE night when I had tasted bitterness I went out on to the hill. Dark heather checked my feet. Below marched the suburban lamps. Windows, their curtains drawn, were shut eyes, inwardly watching the lives of dreams. Beyond the sea's level darkness a lighthouse pulsed. Overhead, obscurity. I distinguished our own house, our islet in the tumultuous and bitter currents of the world. There, for a decade and a half, we two, so different in quality, had grown in and in to one another, for mutual support and nourishment, in intricate symbiosis. There daily we planned our several undertakings, and recounted the day's oddities and vexations. There letters piled up to be answered, socks to be darned. There the children were born, those sudden new lives. There, under that roof, our own two lives, recalcitrant sometimes to one another, were all the while thankfully one, one larger, more conscious life than either alone.

Olaf Stapledon - Star Maker (1937)

Jeg fucking hader at læse på min mobil. Det er direkte ødelæggende for min læseoplevelse. Og alligevel læste jeg hele Star Maker på den lille skærm, og det siger vel noget om hvordan den fangede mig ind. Jeg faldt oprindeligt over den på en liste over science fictions store værker, og da jeg aldrig havde hørt om den, fandt jeg den. Og wow, det er så vild en bog. Den burde ikke virke. Sproget er knudret, semi-akademisk og gammeldags, der er ikke et rigtigt narrativ, det er en ren genfortælling, og alligevel så formår den at gøre noget helt anderledes. Den fortæller ikke alene om Jordens historie. Den fortæller en anden planets historie. Den fortæller galaksens historie. Den fortæller universets historie. Den fortæller før-universets historie. Den taler om bevidsthed i alt fra bakterier til meteorsværme. Den fortæller om kosmiske bevidstheder, og guder der ikke er guder men bare er. Det er en fabulerende fest, fyldt med defekte ideer og gyldne tanker, og den forsøger ikke bare at fortælle noget ... den forsøger at fortælle det hele.  Hvor mange bøger kan lige påstå det? Du kan ganske gratis downloade e-bogen her.

---

Året kom virkelig til at stå i science fictions tegn, men der var også en håndfuld andre bøger, der var lige ved at nå en af pladserne. Janne Tellers Odins Ø er en sjov og absurd roman, The Imaginary Girlfriend af John Irving var et bevægende, selvbiografisk glimt af hans liv og hvordan det har hængt sammen med brydning, det er med god grund at Lars Hauks Stars above Ballerup var nomineret til BogForums debutantpris i 2016 og Yosoy - Skrækteatret ved verdens ende af Guðrún Eva Mínervudóttir er virkelig, virkelig fed, men dør desværre lidt ved slutningen. Det var alt for i år - men hvis du ikke allerede har læst de tidligere indlæg, er her hvilke film og hvilken musik, der har optaget mig i 2017. Godt nytår, tak fordi du læste med og jeg håber at se dig igen til næste år.

Forfatterens favoritter 2 - Musik

Hen over julen faldt jeg i samtale, som det jo sker, når man pludselig omgiver sig med levende mennesker, og ikke kun møder dem i den digitale malstrøm. Af en af disse mine artsfæller blev jeg foreslået ikke kun at skrive om hvad jeg skriver, men også om de oplevelser jeg har haft med kunst og kultur gennem det forgangne kalenderår. Meget vel, tænkte jeg, så lad det da blive sådan. Derfor vil der i disse de sidste dage (pardon den bibelske klang) af 2017 komme lidt godt fra min erindringskule; de ting jeg har sat størst pris på siden 1. januar. I dag vil jeg fortælle lidt om musik og nytårsaftensdag vil jeg nå til de vigtige bøger og andre kulturoplevelser. Film fortalte jeg om i går. Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6.

Musik

Når jeg hører musik, foregår det for det meste derhjemme, eller med løbeskoene godt bundet. Jeg bryder mig ikke særlig meget om koncerter, så live-musik er en sjældenhed i min verden. Til gengæld har jeg en meget bred musiksmag, og fascineres mere af enkeltnumre end af kunstnere. Med det sagt, her er årets udvalg. Mange af dem er stille og lidt sørgmodige. Gad vide om jeg også har været sådan i 2017.

Sys Gregers - Hvem Bli'r Dit Næste Offer Mr Sweetheart (1963)

I slutningen af 2016 blev jeg spurgt, om jeg ikke ville skrive en horror-novelle. Denne skulle foregå i 1960erne, men ellers havde jeg frie hænder. Jeg havde et par ideer, men intet konkret, så jeg gik ombord i tresserne, og blandt andet også dansktoppen. Og her faldt jeg over Sys Gregers nummer, der i 1963 i ugevis var en ørehænger af format. Den sang blev en væsentlig del af min novelle, og jeg hørte den til døde. Om sangen er god, kan jeg ikke længere bedømme. Den er vel mest en bagatel. Det stod også for mig som noget ret sjovt, at en sang næsten fuldkommen kan gå i glemmebogen, bare fordi den i sidste ende kun bliver nummer 2 på årets Top 20. For nummer et kender vi alle sammen. Det var nemlig Hvad ska' vi med kvinder sunget af Preben Kaas og Jørgen Ryg.

Dimash Kudaibergen - SOS d'un terrien en détresse fra rock-operaen Starmania (1976)

Jeg hader talent-shows af et oprigtigt hjerte, da jeg synes de promoverer alle de forkerte ting, og får folk til både at udstille sig selv og få falske forhåbninger. Derfor var jeg også blæst bagover på alle måder, da jeg hørte Dimash levere SOS fra rock-operaen Starmania til det kinesiske tv-show Singer. Nummeret betragtes som et af de vanskeligste stykker sangkunst, da sangeren skal mestre ikke alene sangens melodi, men undervejs skal igennem forskellige toneområder, ofte lige efter hinanden. Da jeg havde hørt det nummer, hørte jeg det igen, og igen. Det røg på min løbe-playlist, og når jeg hører den, kan jeg undre mig over at han kun blev nummer to i konkurrencen. For med en stemme, der dækker seks oktaver, så kan han vel det man skal kunne i den slags konkurrencer, nemlig synge? Og Dimash har en stemme, der får en til at tabe vejret.

1900 - Den modernitet som aldrig kom fra albummet Tekno (2016)

I år mistede vi Maria Gerhardt, også kendt som DJ Djuna Barnes. Som det sidste fik hun udgivet romanen Transfervindue og det var på grund af den, jeg en søndag fandt hendes sidste track på soundcloud. Det har titlen Step into the light, please og er et vildt lyt værd. Et af de numre, hun havde brugt, var dette, og jeg blev fanget af den rustne, franske stemme og klaveret, der virker ustemt. Da jeg senere på året blev spurgt om jeg kendte noget musik, jeg ville kalde gotisk, var Den modernitet som aldrig kom det første jeg tænkte på, for selv om det ikke er svulstig med orgelmusik eller lignende, så har nummeret noget mørkt og kærligt i sig. Siden har jeg lyttet til hele 1900s album, og det er virkelig stemningsfuldt, som noget fra en alternativ virkelighed. 

Green Day - Revolution Radio fra albummet Revolution Radio (2016)

Jeg var et af de hoveder, der grovlyttede Green Day i halvfemserne. Singlen Basket Case ramte mit 17-årige jeg som en meteor, og et af mine kærlighedsminder er om en aften med en kvinde, hvor vi sang med på alle numrene fra albummet Nimrod mens vi lå nøgne i sengen. Men efter år 2000 tænkte jeg at de var faldet af på den, og når de kom med noget nyt, hørte jeg kun det på skrømt. Det ændrede sig sidste år da Revolution Radio-singlen kom, for den tændte op under alle de gamle ting, jeg havde elsket ved Green Day. Måske var det en tidlig 40-års-krise, men med ét vakte også teksterne genklang i mig. Og det var ikke kun en sang, men hele albummet. Den vrængende guitar, den konstante trommerytme, bassen der står som et solidt fundament var det bedste fra Green Day i mange år.

MUNA - I know a place fra albummet About U (2016)

Det er sjældent jeg falder for ny pop (og selv om jeg ikke ved meget om musik, vil jeg mene MUNA er pop). Det er dog sket før med numre af Pink og Katy Perry, så det var ikke en reel identitetskrise. Første gang jeg hørte I know a place var jeg ude at løbe, og den ramte mig rent. Beatet matchede min hastighed. Når min fod ramte jorden, kom den skarpe lyd fra trommemaskinen, og det var vildt at opleve hvordan et upbeat nummer alligevel formåede at være sørgmodigt. Det havde også noget firser-lyd over sig, og det er jeg en sucker efter. Forsangeren Katie Gavins stemme er også med til at gøre sangen unik, både fordi hun går så dybt som hun med mellemrum gør, men også fordi hun har en særpræget udtale af visse af ordene. Det får hele nummere til at løfte sig. Videoen synes jeg til gengæld både er kedelig og lige lidt for letkøbt.

Jim Williams - Raw Main Theme fra soundtracket til filmen Raw (2016)

For de af jer der læste mine filmfavoritter, vil dette nummer nok ikke komme som en overraskelse. Filmen Raw var dygtig, og det havde ikke mindst noget at gøre med Jim Williams' musik. Den får nemlig en prominent plads i filmen. Titelnummerets startbrummen med orgel folder sig ud da violinerne kommer til, og får skabt et stykke musik der er foruroligende i sig selv. Jeg bliver aldrig træt af at lytte til det, og efterfølgende har jeg også lyttet til komponistens andre arbejder, og her vil jeg især anbefale soundtracket til filmen A field in England. Jim Williams arbejder med strakte lyde, og musik, der opstår i andet end instrumenter. Det synes jeg er meget fascinerende, og jeg håber at se komponistens navn i fremtiden. Ellers er der noget galt.

Det var et svært valg, og selvfølgelig havde jeg også en række boblere. Jeg lyttede meget til Johnny Cashs fortolkning af Nine Inch Nails-nummeret Hurt,  New Orders Bizarre love triangle kan jeg høre år efter år, Valravns Koder på en snor er sursmuk og Björsk, Love Shops Skøjteløb på Bagsværd sø er en lidt overset perle og David Bowies Rock n Roll suicide bliver ved med at hænge i min periferi. Men det blev ikke dem - det blev de andre, og i morgen handler det om bøger. Hæng på, og du kan selvfølgelig også læse indlægget om hvilke film, jeg godt kunne li'. Vi ses i morgen.

Forfatterens favoritter 1 - Film

Hen over julen faldt jeg i samtale, som det jo sker, når man pludselig omgiver sig med levende mennesker, og ikke kun møder dem i den digitale malstrøm. Af en af disse mine artsfæller blev jeg foreslået ikke kun at skrive om hvad jeg skriver, men også om de oplevelser jeg har haft med kunst og kultur gennem det forgangne kalenderår. Meget vel, tænkte jeg, så lad det da blive sådan. Derfor vil der i disse de sidste dage (pardon den bibelske klang) af 2017 komme lidt godt fra min erindringskule; de ting jeg har sat størst pris på siden 1. januar. I dag vil jeg fortælle lidt om film, i morgen lidt om musik og nytårsaftensdag vil jeg nå til de vigtige bøger og andre kulturoplevelser. Det betyder også, at i dag og i morgen bliver rig på levende billeder, mens man den 31. er overladt lidt mere til sig selv. Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6.

Film

Jeg har ingen anelse om hvor mange film jeg har set i løbet af i år, men det nærmer sig nok de 100. Jeg var på CPH:PIX i efteråret, ellers har jeg nydt dem derhjemme foran skærmen. Her er de for mig seks bedste filmoplevelser i 2017.

1922 (2017, instr. Zak Hilditch, USA)

2017 var på mange måder Stephen Kings år, og i modsætning til den kedsommelige genindspilning af IT, rammer 1922 den rene King-stemning. Filmens set-up er enkelt: En farmer vil ikke have, at hans kone sælger det land, hun har arvet fra. For at forhindre hende i det, slår han hende ihjel, og derefter må han leve med vægten af sin handling. De viser sig hurtigt, at hans handling kommer til at have vidtrækkende konsekvenser. Det rurale Midtvesten, den snusfornuftige bondemand, det antydede overnaturlige og en ordentlig håndfuld rotter får tilsammen skabt et grumt drama, der trækker tråde til både Poe og King selv, og gør dette til årets King-film, i hvert fald for mig.

Raw (2016, instr. Julia Ducournau, Frankrig)

Der er langt mellem de gode gyserfilm, og hvor amerikanske Get Out skuffede mig i dybden, fungerer franske Raw rigtig godt. Justine (om navnet skal kædes sammen med de Sades bog af samme navn må være op til læseren) kommer fra en familie af vegetarer, men starter på dyrlægestudiet, hvor hendes søster også går. Justine er overforsigtig, sårbar og transparent, men efter et indvielsesritual, hvor hun skal gnaske en kanin-nyre i sig, begynder der at ske noget med hende. Hun bliver vildere, vækkes seksuelt og får en smag for både blod og alkohol. Filmen står for mig som en flot coming of age-film, der samtidig er ren horror og stilsikker instruktion,  kameraføring og lydside bliver tilsammen et crescendo, der først slutter ved sidste klip.

A dark song (2017, instr. Liam Gavin, Irland)

En kvinde hyrer en okkultist til at forestå et ritual. Hvis det lykkes, får ikke kun hun, men også han et ønske opfyldt. Derefter følger en forkrøblet og syg vandring ind i hvad mennesker kan blive drevet til når de er fyldt med mørke. Jeg var især imponeret af hvor alvorligt filmen tager sortekunst, ritualer og ideen med et kommunikere med udenjordiske væsner. Der er meget lidt Hollywood-glitter, og meget rå realisme, hvor man til dels får forklaret hvad ritualernes formål er. Jeg var ikke helt overbevist af slutningen, men det ændrer ikke på at A dark song står tilbage som en af årets bedste filmoplevelser.

Swiss army man (2016, instr. Daniel Kwan/Daniel Scheinert, USA)

Når man ser Swiss army man, kan man ikke lade være med at tænke på Weekend at Bernie's, for i begge har et lig en prominent hovedrolle. SAM er dog på alle måder en bedre film end WAB. Hovedpersonen Hank, der lever ude i skoven, finder et lig, han navngiver Manny. Der er ikke den ting, Manny ikke kan. Han er et redskab, en schweizerkniv, og sammen går de på en opdagelses- og erkendelsesrejse ind i en verden, der måske ikke findes. Det er en særlig og gribende oplevelse at være vidne til SAM, og hvis filmens aparte handling ikke får sine klør i dig, tror jeg Andy Hull & Robert McDowells sonore stammemusik vil gribe dig i struben.

Boku wa asu, kinou no kimi to dêto suru/Tomorrow I will date with yesterday's you (2016, instr. Takahiro Miki, Japan)

Meget få film får mig til at græde. Donnie Darko gør, The Hours gør og så gør denne film. På overfladen er det en traditionel kærlighedshistorie mellem Takatoshi og Emi, der mødes og gennemlever forelskelsens første lykkelige tid. Men noget er aparte, og det noget kan man til dels udlede af filmens titel. Selv om jeg havde gættet mig til hvad der skete, ændrede det ikke det mindste på floden af tårer der eksploderede ud af hovedet på mig. Der var ikke nogen tanker, kun en ren og rå følelse af hvor frygteligt og smukt det egentlig var. Desværre kan jeg ikke finde trailen med undertekster, men gør alligevel dig selv en tjeneste og føl dit hjerte blive knust en smule.

Dave made a maze (2017, instr. Bill Watterson, USA)

Af og til får man lov til at være tilskuer til noget, der næsten kun kan blive kult. I Dave made a maze laver Dave et fort af papkasser, og da hans kæreste kommer hjem, er han inde i det. Problemet er bare, at han ikke kan finde ud igen, og når hun rækker hånden ind i det ret lille fort, kan hun heller ikke mærke ham. I ren desperation indkalder hun deres venner, og til sidst beslutter de sig for at kravle ind efter ham. Og hvad der derefter sker er rædselsvækkende og skideskægt, en drengedrøm og en feberdrøm slået sammen. Do not miss!

Om genrer og forfatterskab

Genrer.

Det fængsel, det spøgelse og den udfordring har været en del af mit forfatterskab, siden jeg første gang satte fingrene til tasterne. I løbet af de sidste ti år har jeg gentagne gange forholdt mig til det på forskellige måder. I indlægget 29 grunde til at læse genrelitteratur forsøgte jeg at give lyst til at læse, i indlægget A.Silvestri, realistisk forfatter talte jeg om det forunderlige i at ingen havde registreret at jeg også skrev realistisk litteratur, i responsen Er den danske horror-litteratur død? tog jeg til genmæle og for nyligt skrev jeg i indlægget Det hedder altså science fiction om hvordan genre-betegnelsen science fiction stadig er ilde set.  I denne omgang byder jeg jer indenfor til min december-tankestrøm.

Nogen vil sige at hele tanken om at inddele skønlitteratur i genrer er ligegyldig, og jeg er enig med dem.  Men nogen er ikke flertallet. Mange læser kun krimier, andre insisterer på at den vedkommende og realistiske litteratur er den eneste rigtige, andre igen bruger udelukkende tid på science fiction og føler at anden litteratur er ligegyldig. Der findes genrekrammere i alle genrer. Nogle genrer taler fra en magtposition, da disse betragtes som bedre litteratur, udelukkende på grund af deres genre. Andres genrer har vægt, fordi de er meget populære. En tredje gruppe er de marginaliserede, der står uden reel taletid. En fjerde genre bliver betragtet som børne- og ungdomslitteratur.  I den snak bliver det meget vigtigt, at kalde tingene ved deres rette navn. I mit indlæg om science fiction, peger jeg især på science fiction-værker, skrevet af anerkendte forfattere. Disse bliver ikke kaldt for science fiction, men for alt muligt andet, og det finder jeg problematisk, da science fiction så vedbliver med at stå på sidelinjen. Men hvordan hænger det sammen med, at jeg startede med at sige, at genrer er ligegyldige? Jo, jeg synes det er vigtigt at kalde tingene ved deres rette navn. For at vænne folk til at fantasy kan være for voksne, realistisk litteratur ikke automatisk er god, science fiction ikke kun er for nørder og at der findes velskrevne og dygtige krimier. Når vi er der, kan vi holde op med at bruge genrebetegnelser. Genrer er vigtige, lige indtil de ikke er det længere.

*

Disse tanker har jeg luftet tidligere, i forskellige former. Men siden i sommer, har jeg kigget lidt på mig selv og mit forfatterskab. Tankerne kulminerede med udgivelsen af Fast arbejde for et par måneder siden. Nærmere bestemt, da DBC skulle sætte emneord på min nye bog. Inden jeg fortæller mere om det, vil jeg dog fortælle en historie.

Til Fantasticon i 2016 var jeg en del af et panel med titlen Mixing Genres. Blandt de andre deltagende var den engelske forfatter Justina Robson, og ud over at hun og jeg delte en vis forkærlighed for Stephen Kings Hearts in Atlantis, var det interessant at høre hvad hun havde at fortælle om det engelsk-sprogede bogmarked. Ifølge hende var noget af det værste både forlæggere og læsere kunne støde ind i, en forfatter der ikke holdt sig til ét område. For forlagene handlede det om markedsføring. Det var vigtigt at kunne markedsføre en forfatter som YA, som romance, som horror, som smal og så videre. Når et forlag kunne placere en forfatter i en kasse, gjorde det alt meget lettere. Hos læserne handlede det om det genkendelige. Når de fik en yndlingsforfatter der skrev horror, så var der noget dejligt og velkendt ved at denne skrev horror og blev ved med det. Hvis horror-forfatteren derimod gled for langt væk fra horror (krimi og thriller var okay), forvirrede det læserne, nogle gang i en sådan grad, at de helt forsvandt. Kun meget få forfattere, fortalte Justina, blev branded på netop at skrive forskellige ting. Det var for sært eller svært. Man kan sige, at på den måde har både forlag og læsere stor interesse i at opretholde genrerne, for de fungerer som kort og instrukser.  Men det jeg virkelig studsede over, var hvor vigtig forventning egentlig er.

For to uger siden opdagede jeg at DBC havde klassificeret min nye bog Fast arbejde som horror og science fiction, og jeg skrev med det samme til dem og forklarede, at Fast arbejde slet ikke er horror, men tværtimod fantasy og humor. I samme mail pointerede jeg også, at jeg godt forstod deres fejl, da jeg tidligere havde fået lektørudtalelse på og har skrevet en del horror. Heldigvis har de nu ændret (delvist) klassificeringen, men efterfølgende slog det mig, at det igen handlede om forventning. På DBC forventede de at forfatteren A.Silvestri skrev horror ... og måske læste lektøren også min bog med de forventningsbriller på? Efterfølgende har jeg klaget over lektørudtalelsen, blandt andet fordi lektøren rodede rundt i mange ting, især genrer. Hvordan den klage går, vil jeg fortælle om i et indlæg i det nye år.

Samtidig er jeg de seneste måneder løbet ind i sjove episoder. I sidste måned fulgtes jeg med en kollega fra stationen til min arbejdsplads. Hun havde læst Fast arbejde og roste den til skyerne. Og så fortalte hun mig, at da jeg for nogle år siden læste op i København, var hun taget ind for at høre mig. Fordi det havde været en måde for hende at få hul på mit forfatterskab på ... hun havde nemlig været skræmt, og tænkt at forfatterskabet var ubehageligt og mørkt. Til den oplæsningsaften grinede hun og grinede hun, fordi de tekster jeg havde valgt var sjove. Og siden har hun læst mine bøger, fordi hendes forventning ikke viste sig at være rigtig. Det skal dog siges, at der OGSÅ er en del ubehagelige og mørke ting i mine bøger. Lidt i samme dur var anmelderen på Den lille bogblog, der var kommet til at låne min novellesamling Optisk bedrag, fordi hun troede det var horror. Hun blev dog positivt overrasket, da det viste hende en bredde i mit forfatterskab, som hun slet ikke anede var der.     

Onsdag for fjorten dage siden var jeg til møde i Forfatterforeningen, og der var der en af de andre, der sagde at hendes datter tidligere havde været lidt vild med mine ting, men nu nok var vokset fra dem. Vokset fra dem, svarede jeg undrende, jeg skriver til voksne? Nåh, men hun læser ikke så meget fantasy mere, sagde hun. Fantasy? svarede jeg undrende, jeg skriver nærmest ikke fantasy. Der er et par noveller, men ellers er det lidt sparsomt med det. Hm, sagde hun, så er det nok fordi jeg altid har set dig samtidig med fantasy-forfattere? Hvor? svarede jeg undrende, jeg kender en del fantasy-forfattere, men det er sjældent jeg er de samme steder som dem. Så var det hun kapitulerede og sagde: Jeg kan godt høre, at det er et minefelt. Jeg grinede, men efterfølgende har jeg tænkt over det. I hendes forventning var jeg ungdomsfantasy-forfatter, en titel jeg aldrig kunne drømme om at bruge om mig selv, eller har nogen interesse i at have. På grund af hendes forventning lå jeg ikke indenfor det segment af forfattere, som hun selv ville læse. 

*

Disse oplevelser peger i samme retning: At der er enighed om at jeg er genre-forfatter, men ikke HVILKEN genre-forfatter. Det får mig yderligere til at studse. For hvorfor er der ikke nogen, der nævner at jeg er realistisk forfatter? Halvdelen af novellerne i både Køtere dør om vinteren og Optisk bedrag er realistiske, jeg har deltaget i otte antologier med realistiske tekster og fået udgivet SMS-novellen Vi savner dig, der også er realistisk. Sidst, men ikke mindst, kommer der i 2018 en lang, realistisk roman. Jeg tænker og gisner. Og det slår mig, at det nok handler om enten/eller. Enten er man realistisk eller fantastisk forfatter. Hvor det ene hedder forfatter og det andet hedder genre-forfatter.  Men hvornår bliver man så det, man er? Er det ved den første bog, eller er det ved den svære toer? Eller er det når man har et forfatterskab, og hvornår indtræder det punkt? Ved bog fem, ti eller den første? Og er det overhovedet muligt at blive forfatter, hvis man først har være genre-forfatter?

Jeg har ikke svarene på disse spørgsmål, men jeg vil tillade mig at stille dig et par stykker. Hvis du skulle præsentere mit forfatterskab for andre, hvad ville du så sige? Er der en side af det, du ville fremhæve? Hvilken genre ville du give Fast arbejde? Og ser du det som noget positivt, at en forfatter arbejder i flere genrer?

Jeg håber du har lyst til at svare - og så ønsker jeg selvfølgelig dig en glædelig jul og et godt nytår.

Silvestris store juleudsalg.

Jesus smed kræmmerne ud af templet, så nu har de fået stand hos mig. Det er atter blevet tid til at sende gaver på tværs af landet, branke flæskesvær og mæske sig i konfekt og sovs. Men midt i al kulden og mørket, mens maven brummer blidt over de karamelsmagende juleøl, kan der også blive tid til at læse en bog eller to. Derfor sælger jeg lidt fra mit private lager, enten til dig, eller så du kan give det som gave. Jeg har dog ikke så mange af hver, så du skal være hurtig :)

Enkeltbøger

Som du kan se på biledet, sælger jeg fem af mine udgivelser. I kronologisk rækkefølge er det Køtere dør om vinteren, Optisk bedrag, Ambrosia/Live, Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde. Du kan læse mere om dem ved at trykke på linket. Jeg har dog ikke så mange af hver, så du skal være hurtig :) Du kan bestille nederst i dette indlæg.

(5) Køtere dør om vinteren, 75 kroner

(5) Optisk bedrag, 75 kroner

(5) Ambrosia/Live, 75 kroner

(5) Sand og sten, stål og glas, 100 kroner

(7) Fast arbejde, 100 kroner

Bundles

Bundles er et andet ord for bunker, og det er præcis hvad der er her. Jeg har to bundles til salg.

Første bundle består af Køtere dør om vinteren, Optisk bedrag og Ambrosia/Live. Mine første to novellesamlinger og venderomanen, der vandt Niels Klim-prisen for bedste kortroman i 2014. Sammenlagt koster de 200 kroner, så der er en lille besparelse at hente. Til gengæld får man over 50 noveller at hygge sig med :)

Det andet bundle er hele svineriet. Alle fem bøger, fra Køtere til Fast arbejde. Det er 1302 siders Silvestri, og sammenlagt koster de ikke mere end 375 kroner. Det er under 30 øre pr. side. Så bliver det næppe meget billigere.

Hvis du har lyst til at lave dit eget bundle, kan vi selvfølgelig også snakke om en pris. Du kan bestille nederst i dette indlæg.

Det med småt

Alle bøger vil selvfølgelig være personligt signeret, og ud over bøgernes pris, kommer der porto oveni som køber betaler. Det vil typisk være mellem 50 og 100 kroner. Hvis vi aftaler at overlevere bøgerne på et andet tidspunkt, er dette selvfølgelig ikke relevant.

Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket. Og så selvfølgelig glædelig jul.

---

Det store opsamlings-indlæg

På min gamle blog opdaterede jeg en gang om måneden med hvad jeg havde arbejdet på, og hvad der ellers var sket i mit forfatterskab. Sidste gang jeg gjorde det, var i juni, og jeg havde egentlig ikke tænkt mig at føre princippet over til min nye hjemmeside. Men nu savner jeg det lidt, så min rapport genopstår i en lidt anden form. Det er både for jer der læser med, og for mig selv, så jeg kan dokumentere hvad der egentlig sker med forfatteriet.

En af de ting jeg tilstræber, både med min blog og min instagram, er et realistisk billede af hvad det vil sige at være forfatter. Ikke kun de gode ting, men også de ærgerlige og de neutrale, de triste og de frustrerende. Det synes jeg også er væsentligt at vise. Og med de højtravende ord, så lad os get down to business.

Skrivning

Siden juni har jeg haft virkelig travlt, og det på trods at jeg er gået ned i tid. Mine tillidsposter har krævet en masse arbejde, og samtidig har jeg haft den første krise i mit forfatterskab i meget lang tid. Jeg har konstant siddet med en følelse af, at det var fuldkommen sekundært hvor godt man skrev, eller hvor tro man var mod sig selv, eller hvor omhyggelig man var. Det virkede som om det, der virkelig talte, var hvor højt man kunne råbe op om sig selv og sine fortræffeligheder på de sociale medier, hvem man kendte og hvor meget man kunne ramme en trend. Det har gjort mig til tider direkte ulykkelig, og den skarpe følelse har ramt min skrivelyst. Følelsen er lidt på retur, men den er den primære grund til at jeg ikke har nået så meget som jeg plejer. Samtidig har jeg rettet og redigeret min opsamling Fast arbejde, min roman Slør og min roman Scener fra et parforhold, der udkommer næste år.

Für Elise (weird, 30600 ord)

Far (realisme, 2200 ord)

Blanke vogne (symbolsk, 1600 ord)

Mellemsagen Für Elise er en næsten-roman, der handler om en forfatter, der til et skrivekursus bliver spurgt om hvad han egentlig skriver om. Det spørgsmål starter en lavine i hans sind, der begynder at rulle hurtigere, da han støder ind i kvinden, der stillede spørgsmålet, under en rejse til Rumænien. Elise, som kvinden hedder, er ikke fan, men de drikker vin og de ord der rasler af hende er kantede og sære. Für Elise er svær at opsummere. Den er symbolsk uden at være det, science fiction uden at være det, dannelsesrejse uden at være det, og horror uden at være det. Jeg kan have mine tvivl om den nogensinde bliver udgivet. Til gengæld er der helvedes mange blæksprutter i.

Far skrev jeg til novellekonkurrencen Fortællinger mod vest, hvor temaet var På elektrisk grund. Jeg kom ingen steder, men jeg synes stadig at Far er et kig værd. Den handler om alle de måder strøm kan bruges på, fra sangtekster til pacemakere. Forresten blev det Heidi Fjelstrup, der vandt konkurrencen, og Heidi er altid et læs værd. Det kan du gøre her.

Af og til stikker det bare af. Blanke vogne skrev jeg i en raptus, og den handler om at købe sig til alt det, der er rigtigt ... og så finde ud af at det er forkert.

Antologier

Først på året var jeg med i antologien Lyst fra Forlaget DreamLitt (med novellen Tilbud), men ellers har det ligget lidt stille på antologi-fronten. Det ændrede sig dog her til efteråret, hvor et par stykker kom ud.

Lige under overfladen 12 - Efter fødslen udkom for et par uger siden, og min novelle hedder Cancerfrelst. Jeg har skrevet meget mere om den og hele Lige under overfladen-serien i mit indlæg Et titurskort til fremtiden. Efter fødslen udkommer hos Science Fiction Cirklen.

Rustkammeret udkommer i disse dage, og min novelle hedder Mandsmørke. Den handler om en tusindkunstner, der ikke har andet end foragt til overs for sit publikum. Gad vide hvordan det spænder af, når han i et pengeskab nedsænkes i Assens Havn, og skal nå ud i tide? Det er det nye forlag Enter Darkness, der står bag antologien.

I antologien Vintereventyr fra Forlaget DreamLitt medvirker jeg med eventyret De vinterfødte. Det er et moderne eventyr, der følger eventyrets regler. Samtidig blander jeg myter, weird og David Bowie ind i det hele. Vintereventyr udkommer i slutningen af november.

Rent personligt er jeg meget tilfreds med, at de fire antologier, jeg medvirker i i 2017 er fire forskellige genrer. Erotik, science fiction, horror og eventyr. I skrivende stund ved jeg, at der i 2018 i hvert fald venter et par antologier.

Andet

Resten af året kommer til at stå i omhyggelighedens tegn. 2018 tyder nemlig på at blive et år, hvor jeg får fire udgivelser. Ja, du hørte rigtigt. FIRE udgivelser på et år. Samtidig får jeg en roman ind ad døren inden for et par dage, som jeg er redaktør på, og så er der alt det løse foreningsarbejde.

Undskyld den meget lange update. Jeg skulle nå igennem en del måneder. Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Events

Jeg har været en del ude af huset de sidste par måneder, og det har været rart. Samtidig vil jeg gerne have flere jobs, så hvis du står og mangler et oplæg eller lignende, så skriv endelig.

I august var jeg på besøg hos VUC i Køge, hvor jeg holdt oplæg for omkring 130 mennesker om Worldbuilding. Det var et vanskeligt job, da publikum var meget uhomogent, men det lykkedes mig at fortælle om suspension of disbelief og om hvordan omgivelserne påvirker sprogdannelse. Det gik vist meget godt, i hvert fald var der en del roser, men en anden gang skal jeg skære mere ind til benet, da jeg gik over tiden.

Den 11. oktober var jeg inviteret til boglancering og snak i Møllegades Boghandel. Bogen var Horror Zeitgeist, forfatterne Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff og emnet var horror og til dels auteuren Larry Cohen, som Horror Zeitgeist handler om. Vi snakkede foran et lille publikum om hvad det er horror kan, film-mediet kontra litteratur, dansk horror og meget andet. Jeg var dog langt fra i min bedste form, så jeg håber publikum tog alt hvad jeg sagde med et gran salt.

Til gengæld var der stort sikkerhed den 21. oktober, hvor jeg var inviteret til Herlufsholm Fantasy Bogmesse. Der holdt jeg et kort oplæg sammen med Bjarke Schjødt Larsen om fantasy-undergenren sword&sorcery, og vi læste begge op fra vores bidrag til antologien Mørke guders templer. Vores performance sad lige i skabet, og du kan se lidt af det ved at følge linket. Efterfølgende blev der solgt en del antologier.

Den 31. oktober var jeg igen i ilden, og det til et stort anlagt Halloween-arrangement i Litteraturhaus i København med titlen Gys i den gamle kirke. Prominente forfattere som Leonora Christina Skov, Peter Adolphsen, Carina Evytt og Jeppe Brixvold læste op, og der var Poe-karaoke, dødskor, elektrisk violin, oplæg om das Unheimliche og stumfilm til at spice tingene op. Lyd og lys blev holdt i hård hånd af Troels Bech, og det hele blev optaget. Selv holdt jeg et kvarters oplæg om gotisk litteratur (og det gik vist helt vildt godt, hvis man skal dømme efter publikums snakkelyst i pausen), og lige op til midnatsklokken læste jeg min korte novelle Om blod og blæk (findes i antologien Monster) op. Det var rigtig fedt at være en del af et stort event, og vi sluttede først klokken 02. Det var Mikkeline W. Gudmand-Høyer, der havde stået for at arrangere det hele, og stor tak for det :)

Den 3. november var en ny first for mig. Jeg skulle nemlig til Slagelse og være en del af dommerpanelet til De dødes nat. Grunden til det var, at Dansk Horror Selskab var involveret. Vi havde sendt et par oplæsere til aftenen (Teddy Vork og Martin Schjönning), og som formand sagde jeg ja til dommertjansen. De dødes nat er en aften, hvor Slagelse omdannes til et rædselskabinet, hvor butikkerne holder åbent og sminken flyder som blod fra stiksår. Det var sjovt at gå rundt sammen med de andre dommere, og skægklø og hmmm'e for nu at bedømme korrekt. Hvis alt flasker sig, vil DHS også til næste år have en rådden hånd med i begivenhederne i Slagelse.

Et titurskort til fremtiden

I slutningen af 1960'erne og i 1970'erne, blev der udgivet en serie science fiction-bøger på Stig Vendelkærs forlag. De var en blanding af danske romaner, og oversatte novellesamlinger, men majoriteten havde bagerst en indlagt værdikupon. Hvis man brugte dem, deltog man i intet mindre end en lodtrækning om en månerejse ... eller man kunne også indløse præmien til noget lidt mere jordnært. Det var en sjov gimmick af Stig Vendelkær, og det var til hans værdikupon mine tanker fløj, da jeg fandt på titlen til dette indlæg.

For et par dage siden udkom den tolvte bog i Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen. Den har titlen Efter fødslen, og antologien markerede tiende gang jeg medvirkede med en novelle. Jeg medvirkede ikke i den første, og jeg medvirkede ikke i den syvende, da SFC det år fik den sære idé at udgive to antologier. For mig har den årlige science fiction-antologi betydet en del, og det af flere årsager. Det var her, jeg fik min debut, og det er her der er plads til science fiction som genre. Det har været en konstant i mit forfatterliv, og noget jeg stadig medtænker, når jeg planlægger årets arbejde. Gennem de ti antologier, jeg har medvirket i, har jeg forsøgt mig med alt fra humor til iskold alvor, tidsrejser til intime apokalypser, og for at markere denne min tiende gang, vil jeg kort fortælle om mine noveller. Jeg håber du har lyst til at læse med ... og efterfølgende læse mere :). Desuden er jeg ikke den eneste, der har medvirket ti gange. Mine kolleger Lars Ahn Pedersen og Gudrun Østergaard deler den ære med mig. Tag et kig på deres blogs - de har hver især skrevet lidt om jubilæet. Og forresten: Langt størstedelen af forsiderne er Manfred Christiansens arbejde.

---

DE ORANGE ÅR

2008: I overfladen, novellen When the music's over. Min debut i bogform, og novellen handler om first contact. Den er ret skæg, og meget sær, og leger også en del med den fantastiske fortælling. Den vandt mig Fantastik-prisen i 2009. When the music's over blev oversat til engelsk i 2010, til antologien Sky City. Og så er den lige blevet genudgivet som en del af min opsamling Fast arbejde.

2009: Den hemmelige dal, novellen Godnat. Denne fortælling handler om rædslerne ved atomkrig, ung kærlighed og hoppebolde, nogenlunde i modsat rækkefølge. Jeg skrev den på et par dage, i et sprog der minder mere om socialrealisme end science fiction, og den er egentlig lidt hjerteskærende. Godnat er vist stadig en del af et undervisningsmateriale på systime.

2010: Ingenmandsland, novellen Matthæus 20:16. I min tredje novelle i antologi-serien handler det om tidsrejser. Hovedpersonen er rejst frem, og finder hurtigt ud af, at han ikke kan rejse tilbage igen. Og der hvor han er landet, er der sære og uforståelige hændelser i gang. Novellen låner en del fra bibelhistorien, og blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE BLÅGRØNNE ÅR

2011: Den nye koloni, novellen Glemmer du, så husker jeg alt. I min novelle handler det om at få ryddet sin hukommelse af en totalitær regering. Vi følger Miranda, der er blevet sammen med sin mand, selvom denne er nærmest uden hukommelse. Og historien ender i et etisk dilemma, som læseren selv må tage stilling til. Glemmer du, så husker jeg alt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2012: Fremmed stjerne, novellen Højdepunkt. Højdepunkt er skrevet af en navnløs og ordblind dreng, der har levet hele sit liv i en kuppel. Her kæmper beboerne for overlevelse, da der åbenbart er sket noget grimt med resten af verden. Inden jeg skrev novellen havde jeg researchet en række stile skrevet af ordblinde, og derfor er hele fortællingen skrevet på samme måde. Højdepunkt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2013: Farvel, min astronaut, novellen I sit ansigts sved. Vi er efter katastrofen, og verden er ved at komme på fode igen. Vi følger Tristan, en omrejsende handelsmand og hustler, der regner med at fuppe nogle bønder. Historien er stærkt inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, både når det kommer til skrivestil og plot. Og ja, I sit ansigts sved blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE SYMBOLSKE ÅR

2014: De sidste kærester på Månen, novellen Ukrudt. I denne fortælling er vi i fortiden. En stamme forsøger at overleve på en meget fjendtlig planet, men noget er sært. For hovedpersonen har erindringer og tanker om et andet sted, hvor alting var bedre. I novellen er sproget holdt næsten mytisk, og slutningen er grum. Ukrudt er den sidste på denne liste, der  også blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2015: Som et urværk, novellen Taxa. Her er vi tilbage ved tidsrejsen. En mand er lige kommet hjem fra forretningsrejse, og han er for sent på den til sin søns fødselsdag. Heldigvis kan han bare tage en tidstaxa, for med den slags maskiner, er det umuligt at komme for sent. Hele novellen er fortalt gennem dialog.

2016: Lidenskab og lysår, novellen I fædrelandets tjeneste. En mand gør sig klar til en diplomatisk middag. Han mediterer. Han smager på retterne i køkkenet. Han gør sig klar til at være den bedste udgave af sig selv. Novellen blev skrevet som en reaktion på at mad sjældent optræder i science fiction ... og så for de opmærksomme er den krydret med lidt 50er-spidsfindighed.

Og så er vi nået til nummer 10, den tiende i rækken, hvis mine noveller var deciliter havde jeg nu til en hel liter ord. Min novelle hedder Cancerfrelst, og havde det ikke været for held og knofedt, ville den novelle være gået tabt, da min computer brød sammen sidste år.  I fortællingen møder vi Kenneth, der er indlagt på hospitalet. Han ligger med videoen af den første person, der blev kureret for kræft af de aliens, der har søgt om ophold på Jorden. Vil Kenneth opdage noget i optagelserne, som ingen før ham har set?

---

Det var det. 10 år kogt sammen til ét indlæg. Intet tyder på, at Science Fiction Cirklen har tænkt sig at holde op med at udgive den årlige antologi, og det er godt. For den er et vigtigt sted for nye forfattere at se om deres ord kan bære, og et vigtigt sted for science fiction-genren. Dog synes jeg også, der er plads til forbedring. De sidste par år er antologien vokset og vokset, og det tænker jeg ikke er så hensigtsmæssigt. I overfladen var på 268 sider, mens Efter fødslen er på 461 sider - en stigning på 72%. Lige under overfladen-serien har alle dage været en blandet landhandel, når det kommer til novellernes kvalitet, og jeg tror det ville gøre gode ting for genren, hvis bedømmelsen af novellerne blev hårdere ... også hvis det medfører, at de noveller, jeg selv sender ind, ryger for kniven. For jeg har tænkt mig at blive ved med at sende ind. I hvert fald indtil jeg løber tør for ideer!

Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Fast arbejde

Om 14 dage, nærmere bestemt den 16. oktober, udkommer min anden opsamling Fast arbejde. Den består af otte noveller, hvor de syv tidligere har været udgivet, og er et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt. Calibat tager sig af den fysiske bog, mens DreamLitt står for e-bogen. Fast arbejde er den anden i en række opsamlinger, hvor Sand og sten, stål og glas er den første, og den tredje kommer til næste år. Samlingerne er konstrueret efter de samme principper, som du kan læse meget mere om i mit tidligere indlæg. Konstrueret og principper. Det lyder så fandens alvorligt, så lad os skynde os videre.

Forsiden er skabt af Anna Degnbol, og som med den forrige, stilede vi efter et mere voksent look. De fantastiske genrer lider jo under udelukkende at blive betragtet som BU-litteratur, og det er så bestemt ikke tilfældet her. Dog blødte vi det lidt op i dette tilfælde. Fast arbejde drejer sig om handler, men de fleste af historierne er også ret sjove, og betydeligt mere legende end de otte, der udgjorde Sand og sten, stål og glas. Derfor føjede vi et lille sværd til forsiden, og valgte den ret fede pinke til at understrege at der var noget gøgl på spil. Trapperne i baggrunden er lidt escherske, hvilket også passer godt til samlingen. Hvad man ikke kan se her, er at bagsiden er ret mørk, og det hvide og sorte, kun brudt af pink, skaber tilsammen en ret særpræget forside. I Fast arbejde kommer Anna Degnbols streg også mere til sin ret, end det var tilfældet med Sand og sten, stål og glas.

På forsiden står UDVALGTE FORTÆLLINGER, og det er fordi samlingens otte historier er valgt ud fra en pulje på omkring 20. Meget hurtigt afslørede der sig et tema omkring forretning. Om penge, og om handler. Om at snyde folk, og selv blive bedraget. Om slet ikke at opdage, at man har solgt noget (ud). Om kolde kontanter og falske alliancer. Det tunge tema bliver lidt lettere, da fortællingerne for det meste er fortalt i et let, og ligetil sprog. Nogle af historierne er skabt til at få læseren til at gnægge, andre skal helst få læseren til at grine højt. Tilfælles har de dog det, at morskaben er blandet op med noget andet. Det er ikke et tilfælde, at første linje i bagsideteksten er OTTE FORTÆLLINGER MED GLIMT I ØJET OG KNIV I RYGGEN.

De otte fortællinger blev alle omskrevet og revideret. Samlingens ældste (When the music's over) novelle fra 2009 skrev jeg om ad flere omgange, men valgte at lade visse elementer blive, da de besad en manisk energi. Andre noveller, som BjørnBjørn, krævede at jeg lige friskede lidt fakta op. Som det også var tilfældet med den forrige samling, var det også lidt vemodigt helt at sortere en håndfuld historier fra, velvidende at de nok aldrig ville blive udgivet igen. Tiden var løbet fra dem, og selv en omskrivning var ikke nok. Helt op til at redaktøren kiggede på manus, var der 10 historier i spil, og de to, der blev valgt fra, ligger stadig i puljen til næste opsamling. Især gik snakken på den sidste fortælling (Mester Prosopido), da den i modsætning til de syv andre kun har et snert af spas. Vi valgte dog at beholde den, da novellen er en god port til min tredje opsamling, der har arbejdstitlen Monstre.

Netop Monstre udkommer til næste år, og så sent som i går oprettede jeg mappen med de omkring 20 noveller. Det er endnu ikke til at sige, hvilke fortællinger der bliver valgt, men jeg har på fornemmelsen at både hugtænder, omsorgssvigt, klovne og surrealisme vil orme sig op til overfladen. Men jeg bliver altid overrasket, og det er jeg også sikker på jeg bliver i tredje ombæring.

Som sagt udkommer Fast arbejde den 16. oktober, og hvis du har lyst, kan du forudbestille et signeret eksemplar nederst i dette indlæg. Bogen koster 100 kroner+porto, men til gengæld er du sikker på at have den inden månedens udgang. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du også meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Tak fordi du læste med.

Manfred Christiansen har sat bogen op, og Nikolaj Højberg har været redaktør.

Om tankerne bag mine opsamlinger

Så er tiden kommet til det første indlæg på min hjemmesides blog. Efter mange år med wordpress-blog, håber jeg ikke at jeg farer vild i det nye system. Med det sagt, så lad os komme i gang.

I 2016 besluttede jeg mig for at lave nogle opsamlinger med mine noveller, der havde været tryktforskellige steder, såsom antologier og magasiner. Heldigvis var der ikke bare et, men hele to forlag, der gerne ville udgive dem. Derfor blev det til et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt, og indtil videre er der skrevet kontrakt på tre opsamlinger. Den første opsamling hed Sand og sten, stål og glas og blev rigtig flot modtaget. Den anden opsamling, Fast arbejde, er lige nu på vej i trykken og rammer verden i det sene efterår. Nummer tre kommer til næste år.

For cirka en måned siden fik jeg den herlige besked, at min tekst De vinterfødte blev en del af en kommende antologi med titlen Vintereventyr. Det særlige ved den besked var, at den markerede 50. deltagelse i en antologi, og det på mindre end et årti. Det var lidt vildt at opdage. Samtidig overbeviste det mig om, at jeg havde valgt helt rigtigt, da jeg begyndte på mine opsamlinger. Men når man så har så mange noveller at vælge imellem, hvordan udvælger man så hvilke der skal med i en opsamling?

Man opstiller nogle parametre. Først og fremmest blev jeg og forlagene enige om, at samlingerne ikke nødvendigvis skal spille på noget genrespecifikt. Med andre ord kan jeg undlade at tænke i en horror-opsamling, en fantasy-opsamling og lignende. Dette valg blev truffet af to grunde.Det vil give frihed til at vise forskellige sider af forfatterskabet, og samtidig undlade at markere samlingerne som genrelitteratur, hvilket til stadighed får mange til at rynke på næsen. For at understrege dette, valgte vi at skrive "udvalgte fortællinger" på forsiderne.

For det andet skal det være en blanding af nyere og ældre noveller, igen for at vise forfatterskabets bredde. Der skal være en funklende ny novelle i hver opsamling, så der også er noget til dem, der allerede følger med i mit forfatterskab. Efter en rundspørge på facebook, blev det også besluttet, at der skal være et efterord til hver novelle, hvor jeg fortæller noget om mine tanker bag novellen. Opsamlingerne skal være mellem 50.000 og 60.000 ord. I hver samling skal en af novellerne være eksperimenterende i form, novellerne skal have mere end én fællesnævner og sidst, men ikke mindst, skal hver samling indeholde otte noveller. Syv 'gamle' og en ny. Og så skal de selvfølgelig være gode. Med alle de parametre, bliver feltet snævret ind.

Ved både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde lagde jeg ud med et felt på omkring 20 noveller. Sand og sten, stål og glas fik meget hurtigt en alvorlig science fiction-vibe, men til gengæld kom den også til at handle meget om hvad det vil sige at være menneske. Fast arbejde var en anden fisk. Jeg vidste fra begyndelsen, at Fast arbejde skulle være sjov, ikke mindst fordi Sand og sten, stål og glas havde været meget alvorlig. Efterhånden som jeg valgte til og fra, kunne jeg se at et andet tema voksede frem. Nemlig handel. Aftaler. Kontrakter. Deals med alt fra integritet til sjæle. Det tema blev stort lige omkring den femte novelle (Et horn i siden), og derfra var det ikke svært at vælge de sidste tre. Det medførte dog at mit oprindelige valg af ny novelle blev ændret og at samlingens sidste novelle (Mester Prosopido) er noget mørkere end de andre syv. Til gengæld leder sidste novelle ind til min tredje samling, der har arbejdstitlen Monstre. Fast arbejde endte også med at være fantastisk af natur, og hvis man er glad for genrer, kan man tælle fantasy, science fiction, fabel, horror og fantastisk fortælling i samlingen. For mig er de 'bare' historier.

Forsiderne, der er designet af Anna Degnbol, er med vilje målrettet voksne. De er mere grafik end illustration, og går efter det smagfulde. Det vil sige, at der hverken er voldsomme farver eller de klassiske genremotiver (rumskibe, elverhelte eller monsterfjæs). Dette er blevet gjort for at vise at genrelitteratur også er for voksne. Forsiderne har det med at dele vandene. Mange finder dem virkelig stilfulde, andre kedelige. Prismæssigt satte vi os på hundrede kroner, hvis man køber direkte af forfatteren eller fysiske boghandler, hvilket er meget billigt for en ny bog. Samtidig er det gjort for at støtte op om den direkte kontakt mellem læser, boghandel og forfatter.

Ved at følge disse parametre, synes jeg både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde er blevet helstøbte bøger. De er fyldt med røde tråde, sammenhænge og tematikker, og formår samtidig at fremvise mit forfatterskab. Nu glæder jeg mig til at høre, hvordan Fast arbejde bliver modtaget. 

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at følge mig lidt tættere, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev ved at følge linket.