Forfatterens favoritter 2 - Musik

Hen over julen faldt jeg i samtale, som det jo sker, når man pludselig omgiver sig med levende mennesker, og ikke kun møder dem i den digitale malstrøm. Af en af disse mine artsfæller blev jeg foreslået ikke kun at skrive om hvad jeg skriver, men også om de oplevelser jeg har haft med kunst og kultur gennem det forgangne kalenderår. Meget vel, tænkte jeg, så lad det da blive sådan. Derfor vil der i disse de sidste dage (pardon den bibelske klang) af 2017 komme lidt godt fra min erindringskule; de ting jeg har sat størst pris på siden 1. januar. I dag vil jeg fortælle lidt om musik og nytårsaftensdag vil jeg nå til de vigtige bøger og andre kulturoplevelser. Film fortalte jeg om i går. Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6.

Musik

Når jeg hører musik, foregår det for det meste derhjemme, eller med løbeskoene godt bundet. Jeg bryder mig ikke særlig meget om koncerter, så live-musik er en sjældenhed i min verden. Til gengæld har jeg en meget bred musiksmag, og fascineres mere af enkeltnumre end af kunstnere. Med det sagt, her er årets udvalg. Mange af dem er stille og lidt sørgmodige. Gad vide om jeg også har været sådan i 2017.

Sys Gregers - Hvem Bli'r Dit Næste Offer Mr Sweetheart (1963)

I slutningen af 2016 blev jeg spurgt, om jeg ikke ville skrive en horror-novelle. Denne skulle foregå i 1960erne, men ellers havde jeg frie hænder. Jeg havde et par ideer, men intet konkret, så jeg gik ombord i tresserne, og blandt andet også dansktoppen. Og her faldt jeg over Sys Gregers nummer, der i 1963 i ugevis var en ørehænger af format. Den sang blev en væsentlig del af min novelle, og jeg hørte den til døde. Om sangen er god, kan jeg ikke længere bedømme. Den er vel mest en bagatel. Det stod også for mig som noget ret sjovt, at en sang næsten fuldkommen kan gå i glemmebogen, bare fordi den i sidste ende kun bliver nummer 2 på årets Top 20. For nummer et kender vi alle sammen. Det var nemlig Hvad ska' vi med kvinder sunget af Preben Kaas og Jørgen Ryg.

Dimash Kudaibergen - SOS d'un terrien en détresse fra rock-operaen Starmania (1976)

Jeg hader talent-shows af et oprigtigt hjerte, da jeg synes de promoverer alle de forkerte ting, og får folk til både at udstille sig selv og få falske forhåbninger. Derfor var jeg også blæst bagover på alle måder, da jeg hørte Dimash levere SOS fra rock-operaen Starmania til det kinesiske tv-show Singer. Nummeret betragtes som et af de vanskeligste stykker sangkunst, da sangeren skal mestre ikke alene sangens melodi, men undervejs skal igennem forskellige toneområder, ofte lige efter hinanden. Da jeg havde hørt det nummer, hørte jeg det igen, og igen. Det røg på min løbe-playlist, og når jeg hører den, kan jeg undre mig over at han kun blev nummer to i konkurrencen. For med en stemme, der dækker seks oktaver, så kan han vel det man skal kunne i den slags konkurrencer, nemlig synge? Og Dimash har en stemme, der får en til at tabe vejret.

1900 - Den modernitet som aldrig kom fra albummet Tekno (2016)

I år mistede vi Maria Gerhardt, også kendt som DJ Djuna Barnes. Som det sidste fik hun udgivet romanen Transfervindue og det var på grund af den, jeg en søndag fandt hendes sidste track på soundcloud. Det har titlen Step into the light, please og er et vildt lyt værd. Et af de numre, hun havde brugt, var dette, og jeg blev fanget af den rustne, franske stemme og klaveret, der virker ustemt. Da jeg senere på året blev spurgt om jeg kendte noget musik, jeg ville kalde gotisk, var Den modernitet som aldrig kom det første jeg tænkte på, for selv om det ikke er svulstig med orgelmusik eller lignende, så har nummeret noget mørkt og kærligt i sig. Siden har jeg lyttet til hele 1900s album, og det er virkelig stemningsfuldt, som noget fra en alternativ virkelighed. 

Green Day - Revolution Radio fra albummet Revolution Radio (2016)

Jeg var et af de hoveder, der grovlyttede Green Day i halvfemserne. Singlen Basket Case ramte mit 17-årige jeg som en meteor, og et af mine kærlighedsminder er om en aften med en kvinde, hvor vi sang med på alle numrene fra albummet Nimrod mens vi lå nøgne i sengen. Men efter år 2000 tænkte jeg at de var faldet af på den, og når de kom med noget nyt, hørte jeg kun det på skrømt. Det ændrede sig sidste år da Revolution Radio-singlen kom, for den tændte op under alle de gamle ting, jeg havde elsket ved Green Day. Måske var det en tidlig 40-års-krise, men med ét vakte også teksterne genklang i mig. Og det var ikke kun en sang, men hele albummet. Den vrængende guitar, den konstante trommerytme, bassen der står som et solidt fundament var det bedste fra Green Day i mange år.

MUNA - I know a place fra albummet About U (2016)

Det er sjældent jeg falder for ny pop (og selv om jeg ikke ved meget om musik, vil jeg mene MUNA er pop). Det er dog sket før med numre af Pink og Katy Perry, så det var ikke en reel identitetskrise. Første gang jeg hørte I know a place var jeg ude at løbe, og den ramte mig rent. Beatet matchede min hastighed. Når min fod ramte jorden, kom den skarpe lyd fra trommemaskinen, og det var vildt at opleve hvordan et upbeat nummer alligevel formåede at være sørgmodigt. Det havde også noget firser-lyd over sig, og det er jeg en sucker efter. Forsangeren Katie Gavins stemme er også med til at gøre sangen unik, både fordi hun går så dybt som hun med mellemrum gør, men også fordi hun har en særpræget udtale af visse af ordene. Det får hele nummere til at løfte sig. Videoen synes jeg til gengæld både er kedelig og lige lidt for letkøbt.

Jim Williams - Raw Main Theme fra soundtracket til filmen Raw (2016)

For de af jer der læste mine filmfavoritter, vil dette nummer nok ikke komme som en overraskelse. Filmen Raw var dygtig, og det havde ikke mindst noget at gøre med Jim Williams' musik. Den får nemlig en prominent plads i filmen. Titelnummerets startbrummen med orgel folder sig ud da violinerne kommer til, og får skabt et stykke musik der er foruroligende i sig selv. Jeg bliver aldrig træt af at lytte til det, og efterfølgende har jeg også lyttet til komponistens andre arbejder, og her vil jeg især anbefale soundtracket til filmen A field in England. Jim Williams arbejder med strakte lyde, og musik, der opstår i andet end instrumenter. Det synes jeg er meget fascinerende, og jeg håber at se komponistens navn i fremtiden. Ellers er der noget galt.

 

Det var et svært valg, og selvfølgelig havde jeg også en række boblere. Jeg lyttede meget til Johnny Cashs fortolkning af Nine Inch Nails-nummeret Hurt,  New Orders Bizarre love triangle kan jeg høre år efter år, Valravns Koder på en snor er sursmuk og Björsk, Love Shops Skøjteløb på Bagsværd sø er en lidt overset perle og David Bowies Rock n Roll suicide bliver ved med at hænge i min periferi. Men det blev ikke dem - det blev de andre, og i morgen handler det om bøger. Hæng på, og du kan selvfølgelig også læse indlægget om hvilke film, jeg godt kunne li'. Vi ses i morgen.

Amdi SilvestriComment