Hen over julen faldt jeg i samtale, som det jo sker, når man pludselig omgiver sig med levende mennesker, og ikke kun møder dem i den digitale malstrøm. Af en af disse mine artsfæller blev jeg foreslået ikke kun at skrive om hvad jeg skriver, men også om de oplevelser jeg har haft med kunst og kultur gennem det forgangne kalenderår. Meget vel, tænkte jeg, så lad det da blive sådan. Derfor vil der i disse de sidste dage (pardon den bibelske klang) af 2017 komme lidt godt fra min erindringskule; de ting jeg har sat størst pris på siden 1. januar. I dag vil jeg fortælle lidt om film, i morgen lidt om musik og nytårsaftensdag vil jeg nå til de vigtige bøger og andre kulturoplevelser. Det betyder også, at i dag og i morgen bliver rig på levende billeder, mens man den 31. er overladt lidt mere til sig selv. Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6.
Film
Jeg har ingen anelse om hvor mange film jeg har set i løbet af i år, men det nærmer sig nok de 100. Jeg var på CPH:PIX i efteråret, ellers har jeg nydt dem derhjemme foran skærmen. Her er de for mig seks bedste filmoplevelser i 2017.
1922 (2017, instr. Zak Hilditch, USA)
2017 var på mange måder Stephen Kings år, og i modsætning til den kedsommelige genindspilning af IT, rammer 1922 den rene King-stemning. Filmens set-up er enkelt: En farmer vil ikke have, at hans kone sælger det land, hun har arvet fra. For at forhindre hende i det, slår han hende ihjel, og derefter må han leve med vægten af sin handling. De viser sig hurtigt, at hans handling kommer til at have vidtrækkende konsekvenser. Det rurale Midtvesten, den snusfornuftige bondemand, det antydede overnaturlige og en ordentlig håndfuld rotter får tilsammen skabt et grumt drama, der trækker tråde til både Poe og King selv, og gør dette til årets King-film, i hvert fald for mig.
Raw (2016, instr. Julia Ducournau, Frankrig)
Der er langt mellem de gode gyserfilm, og hvor amerikanske Get Out skuffede mig i dybden, fungerer franske Raw rigtig godt. Justine (om navnet skal kædes sammen med de Sades bog af samme navn må være op til læseren) kommer fra en familie af vegetarer, men starter på dyrlægestudiet, hvor hendes søster også går. Justine er overforsigtig, sårbar og transparent, men efter et indvielsesritual, hvor hun skal gnaske en kanin-nyre i sig, begynder der at ske noget med hende. Hun bliver vildere, vækkes seksuelt og får en smag for både blod og alkohol. Filmen står for mig som en flot coming of age-film, der samtidig er ren horror og stilsikker instruktion, kameraføring og lydside bliver tilsammen et crescendo, der først slutter ved sidste klip.
A dark song (2017, instr. Liam Gavin, Irland)
En kvinde hyrer en okkultist til at forestå et ritual. Hvis det lykkes, får ikke kun hun, men også han et ønske opfyldt. Derefter følger en forkrøblet og syg vandring ind i hvad mennesker kan blive drevet til når de er fyldt med mørke. Jeg var især imponeret af hvor alvorligt filmen tager sortekunst, ritualer og ideen med et kommunikere med udenjordiske væsner. Der er meget lidt Hollywood-glitter, og meget rå realisme, hvor man til dels får forklaret hvad ritualernes formål er. Jeg var ikke helt overbevist af slutningen, men det ændrer ikke på at A dark song står tilbage som en af årets bedste filmoplevelser.
Swiss army man (2016, instr. Daniel Kwan/Daniel Scheinert, USA)
Når man ser Swiss army man, kan man ikke lade være med at tænke på Weekend at Bernie's, for i begge har et lig en prominent hovedrolle. SAM er dog på alle måder en bedre film end WAB. Hovedpersonen Hank, der lever ude i skoven, finder et lig, han navngiver Manny. Der er ikke den ting, Manny ikke kan. Han er et redskab, en schweizerkniv, og sammen går de på en opdagelses- og erkendelsesrejse ind i en verden, der måske ikke findes. Det er en særlig og gribende oplevelse at være vidne til SAM, og hvis filmens aparte handling ikke får sine klør i dig, tror jeg Andy Hull & Robert McDowells sonore stammemusik vil gribe dig i struben.
Boku wa asu, kinou no kimi to dêto suru/Tomorrow I will date with yesterday's you (2016, instr. Takahiro Miki, Japan)
Meget få film får mig til at græde. Donnie Darko gør, The Hours gør og så gør denne film. På overfladen er det en traditionel kærlighedshistorie mellem Takatoshi og Emi, der mødes og gennemlever forelskelsens første lykkelige tid. Men noget er aparte, og det noget kan man til dels udlede af filmens titel. Selv om jeg havde gættet mig til hvad der skete, ændrede det ikke det mindste på floden af tårer der eksploderede ud af hovedet på mig. Der var ikke nogen tanker, kun en ren og rå følelse af hvor frygteligt og smukt det egentlig var. Desværre kan jeg ikke finde trailen med undertekster, men gør alligevel dig selv en tjeneste og føl dit hjerte blive knust en smule.
Dave made a maze (2017, instr. Bill Watterson, USA)
Af og til får man lov til at være tilskuer til noget, der næsten kun kan blive kult. I Dave made a maze laver Dave et fort af papkasser, og da hans kæreste kommer hjem, er han inde i det. Problemet er bare, at han ikke kan finde ud igen, og når hun rækker hånden ind i det ret lille fort, kan hun heller ikke mærke ham. I ren desperation indkalder hun deres venner, og til sidst beslutter de sig for at kravle ind efter ham. Og hvad der derefter sker er rædselsvækkende og skideskægt, en drengedrøm og en feberdrøm slået sammen. Do not miss!