Genrer.
Det fængsel, det spøgelse og den udfordring har været en del af mit forfatterskab, siden jeg første gang satte fingrene til tasterne. I løbet af de sidste ti år har jeg gentagne gange forholdt mig til det på forskellige måder. I indlægget 29 grunde til at læse genrelitteratur forsøgte jeg at give lyst til at læse, i indlægget A.Silvestri, realistisk forfatter talte jeg om det forunderlige i at ingen havde registreret at jeg også skrev realistisk litteratur, i responsen Er den danske horror-litteratur død? tog jeg til genmæle og for nyligt skrev jeg i indlægget Det hedder altså science fiction om hvordan genre-betegnelsen science fiction stadig er ilde set. I denne omgang byder jeg jer indenfor til min december-tankestrøm.
Nogen vil sige at hele tanken om at inddele skønlitteratur i genrer er ligegyldig, og jeg er enig med dem. Men nogen er ikke flertallet. Mange læser kun krimier, andre insisterer på at den vedkommende og realistiske litteratur er den eneste rigtige, andre igen bruger udelukkende tid på science fiction og føler at anden litteratur er ligegyldig. Der findes genrekrammere i alle genrer. Nogle genrer taler fra en magtposition, da disse betragtes som bedre litteratur, udelukkende på grund af deres genre. Andres genrer har vægt, fordi de er meget populære. En tredje gruppe er de marginaliserede, der står uden reel taletid. En fjerde genre bliver betragtet som børne- og ungdomslitteratur. I den snak bliver det meget vigtigt, at kalde tingene ved deres rette navn. I mit indlæg om science fiction, peger jeg især på science fiction-værker, skrevet af anerkendte forfattere. Disse bliver ikke kaldt for science fiction, men for alt muligt andet, og det finder jeg problematisk, da science fiction så vedbliver med at stå på sidelinjen. Men hvordan hænger det sammen med, at jeg startede med at sige, at genrer er ligegyldige? Jo, jeg synes det er vigtigt at kalde tingene ved deres rette navn. For at vænne folk til at fantasy kan være for voksne, realistisk litteratur ikke automatisk er god, science fiction ikke kun er for nørder og at der findes velskrevne og dygtige krimier. Når vi er der, kan vi holde op med at bruge genrebetegnelser. Genrer er vigtige, lige indtil de ikke er det længere.
*
Disse tanker har jeg luftet tidligere, i forskellige former. Men siden i sommer, har jeg kigget lidt på mig selv og mit forfatterskab. Tankerne kulminerede med udgivelsen af Fast arbejde for et par måneder siden. Nærmere bestemt, da DBC skulle sætte emneord på min nye bog. Inden jeg fortæller mere om det, vil jeg dog fortælle en historie.
Til Fantasticon i 2016 var jeg en del af et panel med titlen Mixing Genres. Blandt de andre deltagende var den engelske forfatter Justina Robson, og ud over at hun og jeg delte en vis forkærlighed for Stephen Kings Hearts in Atlantis, var det interessant at høre hvad hun havde at fortælle om det engelsk-sprogede bogmarked. Ifølge hende var noget af det værste både forlæggere og læsere kunne støde ind i, en forfatter der ikke holdt sig til ét område. For forlagene handlede det om markedsføring. Det var vigtigt at kunne markedsføre en forfatter som YA, som romance, som horror, som smal og så videre. Når et forlag kunne placere en forfatter i en kasse, gjorde det alt meget lettere. Hos læserne handlede det om det genkendelige. Når de fik en yndlingsforfatter der skrev horror, så var der noget dejligt og velkendt ved at denne skrev horror og blev ved med det. Hvis horror-forfatteren derimod gled for langt væk fra horror (krimi og thriller var okay), forvirrede det læserne, nogle gang i en sådan grad, at de helt forsvandt. Kun meget få forfattere, fortalte Justina, blev branded på netop at skrive forskellige ting. Det var for sært eller svært. Man kan sige, at på den måde har både forlag og læsere stor interesse i at opretholde genrerne, for de fungerer som kort og instrukser. Men det jeg virkelig studsede over, var hvor vigtig forventning egentlig er.
For to uger siden opdagede jeg at DBC havde klassificeret min nye bog Fast arbejde som horror og science fiction, og jeg skrev med det samme til dem og forklarede, at Fast arbejde slet ikke er horror, men tværtimod fantasy og humor. I samme mail pointerede jeg også, at jeg godt forstod deres fejl, da jeg tidligere havde fået lektørudtalelse på og har skrevet en del horror. Heldigvis har de nu ændret (delvist) klassificeringen, men efterfølgende slog det mig, at det igen handlede om forventning. På DBC forventede de at forfatteren A.Silvestri skrev horror ... og måske læste lektøren også min bog med de forventningsbriller på? Efterfølgende har jeg klaget over lektørudtalelsen, blandt andet fordi lektøren rodede rundt i mange ting, især genrer. Hvordan den klage går, vil jeg fortælle om i et indlæg i det nye år.
Samtidig er jeg de seneste måneder løbet ind i sjove episoder. I sidste måned fulgtes jeg med en kollega fra stationen til min arbejdsplads. Hun havde læst Fast arbejde og roste den til skyerne. Og så fortalte hun mig, at da jeg for nogle år siden læste op i København, var hun taget ind for at høre mig. Fordi det havde været en måde for hende at få hul på mit forfatterskab på ... hun havde nemlig været skræmt, og tænkt at forfatterskabet var ubehageligt og mørkt. Til den oplæsningsaften grinede hun og grinede hun, fordi de tekster jeg havde valgt var sjove. Og siden har hun læst mine bøger, fordi hendes forventning ikke viste sig at være rigtig. Det skal dog siges, at der OGSÅ er en del ubehagelige og mørke ting i mine bøger. Lidt i samme dur var anmelderen på Den lille bogblog, der var kommet til at låne min novellesamling Optisk bedrag, fordi hun troede det var horror. Hun blev dog positivt overrasket, da det viste hende en bredde i mit forfatterskab, som hun slet ikke anede var der.
Onsdag for fjorten dage siden var jeg til møde i Forfatterforeningen, og der var der en af de andre, der sagde at hendes datter tidligere havde været lidt vild med mine ting, men nu nok var vokset fra dem. Vokset fra dem, svarede jeg undrende, jeg skriver til voksne? Nåh, men hun læser ikke så meget fantasy mere, sagde hun. Fantasy? svarede jeg undrende, jeg skriver nærmest ikke fantasy. Der er et par noveller, men ellers er det lidt sparsomt med det. Hm, sagde hun, så er det nok fordi jeg altid har set dig samtidig med fantasy-forfattere? Hvor? svarede jeg undrende, jeg kender en del fantasy-forfattere, men det er sjældent jeg er de samme steder som dem. Så var det hun kapitulerede og sagde: Jeg kan godt høre, at det er et minefelt. Jeg grinede, men efterfølgende har jeg tænkt over det. I hendes forventning var jeg ungdomsfantasy-forfatter, en titel jeg aldrig kunne drømme om at bruge om mig selv, eller har nogen interesse i at have. På grund af hendes forventning lå jeg ikke indenfor det segment af forfattere, som hun selv ville læse.
*
Disse oplevelser peger i samme retning: At der er enighed om at jeg er genre-forfatter, men ikke HVILKEN genre-forfatter. Det får mig yderligere til at studse. For hvorfor er der ikke nogen, der nævner at jeg er realistisk forfatter? Halvdelen af novellerne i både Køtere dør om vinteren og Optisk bedrag er realistiske, jeg har deltaget i otte antologier med realistiske tekster og fået udgivet SMS-novellen Vi savner dig, der også er realistisk. Sidst, men ikke mindst, kommer der i 2018 en lang, realistisk roman. Jeg tænker og gisner. Og det slår mig, at det nok handler om enten/eller. Enten er man realistisk eller fantastisk forfatter. Hvor det ene hedder forfatter og det andet hedder genre-forfatter. Men hvornår bliver man så det, man er? Er det ved den første bog, eller er det ved den svære toer? Eller er det når man har et forfatterskab, og hvornår indtræder det punkt? Ved bog fem, ti eller den første? Og er det overhovedet muligt at blive forfatter, hvis man først har være genre-forfatter?
Jeg har ikke svarene på disse spørgsmål, men jeg vil tillade mig at stille dig et par stykker. Hvis du skulle præsentere mit forfatterskab for andre, hvad ville du så sige? Er der en side af det, du ville fremhæve? Hvilken genre ville du give Fast arbejde? Og ser du det som noget positivt, at en forfatter arbejder i flere genrer?
Jeg håber du har lyst til at svare - og så ønsker jeg selvfølgelig dig en glædelig jul og et godt nytår.
