Trailer 64 - uddrag af Husker du

Nummer fireogtres i rækken, Husker du, findes i min debutsamling Køtere dør om vinteren. Den var en af de første historier, jeg var sikker på skulle med og den fik også lov til at være nummer to i rækken af de 31 noveller. I den møder vi Christian, der var bibliotekar inden han gik på pension. Han var alle dage kendt for sin fantastiske hukommelse, der desværre blev gjort overflødig af alle de moderne maskiner. Så han tusser for det mestre rundt i huset på den lange villavej. For at holde sin hjerne i form, messer Christian Europas hovedstæder, grundstoffernes atomvægt og vejnavnene i Roskilde. Men en dag kan han ikke huske en vej. Der er et hul, hvor der intet hul burde være ...

"„Godmorgen, Christian,“ sagde hans nabo, og rakte hånden frem. De to mænd slog på næven.
„Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme i går, men du ved hvordan det er. Når man først har sagt ja til en ting, så holder man på den. Men jeg håber at der var en god fest,“ sagde Poul og slap Christians hånd.
Christian nikkede smilende.
„Det var en helt fantastisk fest. Marie havde virkelig arrangeret den godt. Sange og det hele. Jeg kunne ikke have gjort det bedre selv.“
„Det lyder helt perfekt. Og du har vel fået vin nok til resten af dit liv“ sagde Poul med et glimt i øjet, og trådte lidt til siden, som for at byde Christian indenfor. Men han blev stående på trappestenen.
„Ja, mindst 30 flasker. Men I skal da også have tak for gaven. Din kone var ovre for at aflevere den for en halv time siden. Jeg har ikke haft tid til at åbne den endnu, men jeg er helt sikker på at jeg kan bruge den. Det kan jeg altid med gaver fra jer,“ smilede han tilbage.
Poul så på ham med et uforstående blik og kløede sig lidt i det grå skæg.
„Min...kone, Christian?“ spurgte han og en skeptisk panderynke viste sig over hans højre øje."

Novembers skrivning 2013

Så er det blevet december igen og mens der er gang i glögg, kalendergaver og nissemænd i butikker og hjem, holder jeg produktionen oppe på Nørrebro. I løbet af den måned, der lige er gået, har jeg systematiseret mine fremtidige projekter (der er godt nok mange), haft en ret glødende mail og begyndt at rydde ud i bøger, dvder og hovedet. Nye ideer har også flakset forbi og to af dem udmøntede sig i rigtige historier:

Itu (horror/science fiction, 5500 ord)
Flagermus (realisme, 4900 ord)

Novellen Itu handler om noget, der går i stykker. Indre og ydre pres, der får ting til at implodere og eksplodere synkront. Midt i galskaben står manden, der ufrivilligt er blevet målet for disse ændringer. Men han er ikke bange. Han er spændt. Han er optændt af nysgerrighed og mutationer, men hvad der er hvad er ikke til at sige.

En gåtur rundt om en sø er hvad Flagermus centrerer sig om. Knud er gammel, han er blind og hans kone Marie døde sidste år. Siden da har han ikke taget den rute, de plejede at gå sammen. Der er for mange minder. For mange spørgsmål, der stadig står ubesvarede. Det har Liv tænkt sig at lave om på. Hun giver ham bøllehatten og sandalerne på og trækker ham ud af den villa, der i syv måneder har fungeret som en fleksibel kiste.

I december vil jeg blandt andet kunne mødes in person i Dansk Forfatterforenings lokaler på Strandgade. Den 15. er der julemarked, hvor jeg og mange andre forfattere sælger vores bøger til favorable priser. Ellers er der masser endnu at skrive - ikke mindst med henblik på næste år, hvor undertegnedes navn forhåbentlig skal bøjes et par gange i neon.

Nyheder i november

Selv om der på det sidste ikke har været så mange nyheds-updates på bloggen, er det ikke ensbetydende med at der ikke sker noget i lejligheden her på Nørrebro - tværtimod er her ganske travlt. Jeg har voldsomt på fornemmelsen, at når vi nærmer os foråret springer der en sand bombe fyldt med nyheder. Men indtil da er her heldigvis lidt:

For det første har Jette Holst anmeldt Farvel, min astronaut og om min novelle har hun følgende at sige:

"A. Silvestri er nærmest også altid garant for en god fortælling. ’I sit ansigts sved’ foregår i en ikke nærmere defineret fremtid. Det meste af verdens elektronik er lagt øde af ’Impulsen’, og de overlevende er enten presset sammen i få større byer eller bor på isolerede gårde i oplandet, hvor de hele tiden må holde et vågent øje med ”de smittede”. En dag kommer en sælger til gården Karlsbo. Han har noget helt særligt at sælge dem, men salget går ikke efter planen."

I samme åndedrag har hun også anmeldt Nær og fjern (nummer syv i LUO-serien). Anmeldelsen af den kan læses lige her.

Vi bliver ved science fiction, da årets Niels Klim-nomineringer nu er i fuld gang. I år har jeg tre noveller med på billetten - to i kategorien novelle og en i kategorien langnovelle. Selvfølgelig vil jeg gerne have at folk stemmer på mig, så derfor vil det igen kun være fair hvis jeg præsenterer teksterne:

BjørnBjørn: En videnskabsmand, der samtidig er motionsløber, bliver optændt af ideen om den perfekte løbetid. Selvfølgelig er kroppen og ens form væsentlig, men omgivelser, de ydre forhold er mindst lige så vigtige. Heldigvis opfinder han en dingenot, der gør ham i stand til at optimere løberuter. Der er dog noget han ikke har taget højde for. BjørnBjørn kan læses i Proxima nummer 96.

Høns: En skoleklasse er på ekskursion på Køge Museum, der lige har fået en ny attraktion. Nu er det muligt at være en flue på væggen og se historiske begivenheder udfolde sig ... hvad de så sandelig også gør foran hele klassen. Høns vil inden længe blive gjort læsbar lige her på siden.

I sit ansigts sved: Langnovelle. Jette Holst har lige beskrevet den så flot, så jeg ser ingen grund til at blande mig i hendes ord. Det eneste jeg vil tilføje er at historien er inspireret af Steinbecks Mus og mænd. Min novelle kan, selvfølgelig, læses i sin fulde længde i antologien Farvel, min astronaut.

For at stemme, skal du (hvis det ikke allerede er tilfældet) tilmelde dig systemet og så er det ellers bare at nominere løs. Følg det venlige link lige her.

Som den tredje nyhed, der sjovt nok også er science fiction, er der i Proxima nummer 97 en afskrift? af panelet med Richard Ipsen, Lars Ahn Pedersen og undertegnede på Dancon i 2012. Der snakkede vi om vores forhold til de fantastiske genrer, i særdeleshed science fiction, og afslørede et godt kendskab til hinandens tekster. Da jeg aldrig har set mig selv nedfældet, er det gået op for mig at det der med at fatte sig i korthed er noget andre bruger ... Der er mange gode pointer i vores snak, så giv Proxima et kig hvis du alligevel er i nærheden. Og så kan dette blogindlæg vel passende nok afsluttes med den legendariske whiskydrikning klokken tidligt om morgenen fra selvsamme panel.

Til lige at ryste søvnen væk fra øjenkrogene. Akja, det var nu et herligt panel. Foto: Majbrit Høyrup

Trailer 63 - uddrag af Interstate zero

For efterhånden mange år siden brugte jeg en masse tid på et site, der hed digte.dk. Det er afgået ved døden nu, men det var for det meste en lærerig periode jeg tilbragte der. Det var nemlig stedet hvor jeg begyndte at skrive - sådan for alvor. Og en af mine tekster blev frygtelig lang (af datidens standard). Jeg kunne godt lide den, men hvad jeg ikke anede var, at den skulle komme til at betyde uhyggeligt meget for mig og for altid være noget jeg satte i forbindelse med dyb kærlighed til et andet menneske - ikke mindst fordi det menneske følte at hendes sjæl blev aflæst, da hun læste den bid prosa. Nu findes Interstate zero i samlingen Optisk bedrag - og desværre ikke så mange andre steder.

"Men allerede der, på det tidspunkt, mærkede du dit inderste gøre oprør. Det krævede at være mere og andet end blot en stereotype på sandheden. Ligningerne gik alt for let op, og fraværet af ubekendte føltes som en våd klump papir i halsen. Du begyndte at få kvalme over at høre om babytøj og vennepar, der aldrig var som de skulle være. Det begyndte at blive trættende at høre om fejlslagne slankekure og ynkelige sexfantasier, som ingen alligevel havde mod til at føre ud i livet. Den bitre smag af evige timers kaffe blev hængende ved din drøbel i dagene efter at de utallige veninder havde forladt dit hjem, og når du lå så godt som alene i mørket, stirrede du tomt ind i væggen og dannede dig frygtelige forestillinger om kommende minder.

Derfor, og kun derfor, satte du dig op i sidevognen for at drøne ud mod horisonten og skrabe din gamle hud af i strømmen fra fygende sandkorn. Forgreningen af afsikret vanvid lå foran dig som en tiggende slange, og du viste vejen med en skælvende, men fast hånd. Og i hylene fra ørkenen trykkede jeg speederen i bund og fór ud af de stiplede linjer, som åndede djævelen selv mig i nakken. Du forsvandt gennem motorlarmen, men blev genfødt svævende på brisen over din rødmende pande. Og det var i det sekund, at jeg begyndte at elske dig. Du strakte dine hænder frem mod mig for at trække mig ned til dine skælvende læber, hvorfra blodet flød på den overtjærede vej. I dine døende hjerteslag hviskede du til mig, at du intet fortrød og at det her var den eneste måde, det kunne ende på."

I dag er det ...

... Pandaemoniums fødselsdag og i disse sekunder truttes og trommes der på Nørrebrogade. Det er vel også kun passende sådan at fejre en mastodont på den måde. Alligevel er det ganske mærkeligt, at der allerede er gået to år siden zombie-eposet udkom. 11-11-11. Og jeg der egentlig aldrig troede at jeg skulle blive romanforfatter.

Den efterhånden velkendte forside.

Det er weekendens overståede Bogforum, der er med til at jeg husker dette. For søndag var jeg på Valetas stand og læse op, og der oplevede jeg folk der købte bogen, selv om de allerede havde læst den. Med andre ord: De måtte eje den til deres samling. Det føles sgu godt at få den anerkendelse. Selvfølgelig håber jeg at det bliver ved på den måde.

Men verden går videre, og siden torsdag har jeg fået to nye antologier, hvori jeg medvirker, i hånden. De er meget forskellige, hvilket jeg selvfølgelig er glad for, da jeg håber det er med til at vise bredde.

 

Den første er antologien Vintage '13, der udkom i anledning af det frie, lyriske forum Underskovens 10 års jubilæum. Som nogle måske ved startede jeg med at skrive en del poesi og da jeg flyttede til København frekventerede jeg i nogle år netop Underskoven. Med i samlingen er et stykke kortprosa med titlen Oktober: Revere 33. Den er i virkeligheden en del af en prosakreds på 12 stykker ... og måske bliver de allesammen tilgængelige i fremtiden.

Farvel, min astronaut er ottende indskud i SFCs antologiserie Lige under overfladen. Nummer syv udkom tidligere på året og dermed er det første gang der udkommer to antologier på et år. Min novelle hedder I sit ansigts sved og foregår et godt stykke tid efter samfundet er brudt sammen. Den tager en del af sin inspiration fra Steinbecks Mus og mænd - da jeg altid har holdt meget af den historie og længe havde gået med en tanke om at bruge den til noget.

Der er halvanden måned tilbage af året. Jeg kan afsløre at jeg ikke ligger på den lade side, men det er for tidligt at sige om der når at komme endnu en update, før nissehorderne angriber.

 

Oktobers skrivning 2013

Årets tiende måned er færdig og det er jeg næsten også. Der har været nogle uger, hvor jeg har været nede med grim sygdom og hvor det har været svært at mønstre energien til både at gå på arbejde og skrive. Heldigvis kunne jeg ty til mit arkiv med gode ideer (eller bare ideer) og støve nogle gamle tanker af. Derfor blev det også til to noveller i denne måned. Ud over selve skrivningen er jeg i fuld gang med at koordinere fremtidige skriveprojekter - det er lige før jeg får orden på tingene på mine gamle dage.

Transpiration (realisme, 5200 ord)
En sang om vand (fantastisk fortælling/horror, 7100 ord)

I Transpiration er det gået op for Roar, at han simpelthen er blevet alt, alt for fed. Flæsket hænger som et forkølet barns snot fra hans knogler. Derfor begynder han at løbe. Først er hans kæreste Sarah glad for at han gør noget. Men det ændrer sig gradvist. Ikke mindst da Roar i takt med at han sveder forskellige figurer ikke helt er den samme mere.

Verden er ørken i En sang om vand. Guderne sover dybt nede og trækker gennem deres drømme væsken ud af verden. Det er kun til at dø af og den eneste landsby i hele det vide område sender en mand ud, hvis skæbne det er at dø for at leve evigt. Han er, verden er, vand er - men tiden er ikke andet end en ide, der ingen mening giver. Først om lang tid og for længe siden er de pæle verden er surret op på.

I november vil jeg kunne opleves et par steder. Første gang torsdag den 7. i Underskoven i anledning af jubilæumsantologien Vintage '13 kommer ud. Der vil jeg læse op af mit bidrag. Og så nærmer vi os BogForum med stormskridt - der vil jeg læse op om søndagen, klokken 15.00, på Forlaget Valetas stand - og det vil forresten være en uropførsel af min endnu uudkomne bog. Skulle du ligge inde med et par usignerede værker af undertegnede, vil det måske ikke være det dummeste at tage med. Så kvitterer jeg med en kragetå.

Trailer 62 - uddrag af Hamskifte

Sidste år fik jeg en henvendelse fra H.Harksen Productions. Der blev barslet med en ny ide til et horrorkoncept, og kunne det monstro være muligt at jeg havde lyst til at bidrage til antalogien? Jeg svarede ja og fik hurtigt sendt et fotografi - et fotografi, min novelle skulle tage udspring i. På den måde kom Hamskifte til verden, Indtil da havde det meste af den horror jeg havde bedrevet været blodig og fysisk - derfor valgte jeg at gå en ganske anden retning med Hamskifte, der på sin egen måde formår både at være bevægende og stille ... og rigtig modbydelig. Den kan, selvfølgelig, findes i sin fulde længde i antologien Pix.

"Nogle uddrives venligt, men bestemt. Som når man på fjerdedagen beder en irriterende gæst om at tage videre. Andre uddrives som om Satan selv er trængt ind i dem og fra deres center vokser og vokser, indtil de sprængtes i en regn af små kroppe. Det er ikke til at sige, hvorfor det er sådan. Nogle siger, at det har noget at gøre med hvor gode mennesker vi har været. Hvis det er sådan, er det ikke fair. Hvorfor skal nogen så have femogfyrre år til at blive et godt menneske, mens andre bare får femten? Der er kun en ting, der er helt sikkert. At det sker før eller siden. Alle kender børnesangen:

Nogle bliver store

Nogle bliver små

Nogle bliver lodne med haler på

Holmén blev uddrevet, mens far holdt ham i sine arme. Det var ovre på et øjeblik. Det er alt hvad han har fortalt om den dag. Ikke noget om, hvad der uddrev Holmén, eller om der var noget varsel. I hans øjne ved jeg bedre. Han nåede at se noget. Jeg ved ikke hvad det var, men fra den dag af, blev hans spørgsmål til mig mørkere. Mere … opgivende. Måske forandrede jeg mig også, selv om jeg ikke vidste. Viden er en mærkelig følgesvend."

Septembers skrivning 2013

September viste sig at bringe meget nyt. I den forgangne måned har jeg taget hul på en del af de ting forfatterlivet ellers byder på, og selv om mange af dem er tidskrævende er det dejligt at se nye horisonter folde sig ud. Odd har ligget stille, med vilje, da jeg er i færd med at løbe historien igennem, men heldigvis er det lykkedes at skrive hele to noveller - og det endda horror begge to. Jeg har ellers ikke rørt genren siden april, så det er godt at vende tilbage.

Sølv og silke (horror, 6800 ord)
Transfusion (horror, 7900 ord)

Sølv og silke finder sted i København. Et par er vendt hjem til mandens lejlighed, efter de har været på date. Han tænker meget, han har planlagt hele aftenen og hælder godt med vin på hende. Hun er helt med, begærer ham, er så tændt at hun næsten ikke kan føre en samtale. Sengen står klar i soveværelset, men døren er lukket. Et sted er der en uset mobiltelefon.

Ude på den anden side af industrikvarteret udspiller Transfusion sig i et gammelt hus, der ikke helt er blevet opslugt af byen. Gamle Karl trisser rundt og tager sig ikke af lydene fra første sal. De larmer altid meget. Det regner og han bliver overrasket, da det ringer på døren. På verandaen står en ung pige, Mia. Hun har et problem. Et frygteligt og uoverkommeligt problem, men hun har hørt at Karl kan hjælpe. Og det kan han også. Men om kuren er værre end sygdommen er det spørgsmål Mia har glemt at stille sig selv.

Oktober kommer til at dreje sig en del om min næste udgivelse , men vanen tro kommer der nok en ny historie eller to fra min hånd. Stay tuned!

Trailer 61 - uddrag af Sudoku

Novellen Sudoku stammer fra min debut Køtere dør om vinteren, og startede en lille trend med at jeg helst skal have en novelle med en japansk titel med i mine samlinger. Anne og Hanne er novellens hovedpersoner og som læser får man lov til at følge med i deres liv. Det kan godt være, at man ikke helt kan finde ud af hvem der er hvem, men måske betyder det heller ikke så meget? Eller alt?

"Der er ikke så meget at lave her til morgen, og Anne tillader sig selv en lille pause. Men hun drikker ikke kaffe. Kun en kop om morgenen, og så en om aftenen. Ellers så ødelægger man kroppen. Det er bevist.

Hun strækker kroppen i den bløde kontorstol. Den solbrune hud på hendes arme følger elastisk musklernes bevægelser, men det lykkes ikke for hende at ignorere den lille mavedelle. Efter Martin blev født, har hun ikke kunnet slippe af med den, og hendes røv er også blevet flad.

De skulle have et barn. Det ville både hende og Jens. Det var hun sikker på. Det er hun sikker på. Mor er også så glad for at passe knægten. Det ville slet ikke have været i orden at nægte hende den fornøjelse.

På det sidste har Jens været meget travl, og er først kommet hjem sent om aftenen. Det passer egentlig Anne fint. Så kan hun få lidt tid til sig selv. Da hun stadig var single, malede hun en smule og hun er begyndt på det igen. Selv om hun mest føjer lidt til sine gamle billeder.

Jens har sagt, at han kender en galleriejer, der nok gerne vil udstille hendes billeder. Hun har nikket. Men hun synes ikke selv at de er halvt så gode som dem hun lavede for 10 år siden.

Hun får heller ikke malet så meget i sin fritid, som hun gerne ville. Det er som om, at det virker lidt lige meget at begynde på et billede, når man ikke ved hvad man skal male. Hun kan ikke forstå det. Hendes baghave er smuk og burde spæde fantasien op.

Når hun er alene, flyver tiden i stedet, og bagefter kan hun ikke helt huske hvad hun har lavet. Der er ofte skodder i askebægeret, selv om hun holdt op med at ryge for fem år siden. Enkelte gange har skraldespanden også været fyldt op med kleenex. Hun er sikker på, at hun ikke har haft besøg.

"Hanne, vil du lige renskrive dette her"

Hanne tager imod papirerne, der bliver rakt frem mod hende, og smiler professionelt. Direktøren har holdt sine tilnærmelser på et minimum i dag. Måske fordi hans kone er på besøg.

Automatisk flyver Hannes fingre over tasterne, og hun kigger ikke engang ned. Det er kun nybegyndere, der ser efter hvad det er de skriver. Om en time er der pause, og så skal hun til spinning. Man bliver nødt til at holde sig i form.

Hendes medbragte frokost består af grønt og fisk, et let måltid der indeholder præcis hvad hun har brug for. Diætisterne er overraskende enige om, at tungmetaller i fisk slet ikke udgør en helbredsrisiko alligevel.

I det nyeste nummer af Femina var der en artikel om at holde gang i sexlivet, men hun bladrede forbi den, om til sektionen med slankekure og skønhedstips.

Det var langt mere spændende, og Niels er alligevel alt for træt til det andet. Det tager hårdt på ham at sidde med alle de regnskaber. Han siger undskyld, men det er helt okay med Hanne. Det andet tager alt for lang tid. Og så skal man løbe rundt med sæd løbende ned af inderlåret. En gang om måneden er alt hvad de begge behøver.

For syv år siden var hun til fest, hvor hun endte i seng med en kvinde der hed Laura. Hanne kan stadig huske de bløde bryster, der blev presset mod hendes og de viltre tunger der ikke kunne få nok. Hænder overalt på kroppen. Igen og igen. I timevis.

Lauras glødende øjne og Hannes egne orgasmer havde rystet hende voldsomt. Det er lang tid siden nu, og for det meste mener Hanne, at det slet ikke er sket. Måske har hun en gang set det i en film. For det er slet ikke hende sådan noget"