For efterhånden mange år siden brugte jeg en masse tid på et site, der hed digte.dk. Det er afgået ved døden nu, men det var for det meste en lærerig periode jeg tilbragte der. Det var nemlig stedet hvor jeg begyndte at skrive - sådan for alvor. Og en af mine tekster blev frygtelig lang (af datidens standard). Jeg kunne godt lide den, men hvad jeg ikke anede var, at den skulle komme til at betyde uhyggeligt meget for mig og for altid være noget jeg satte i forbindelse med dyb kærlighed til et andet menneske - ikke mindst fordi det menneske følte at hendes sjæl blev aflæst, da hun læste den bid prosa. Nu findes Interstate zero i samlingen Optisk bedrag - og desværre ikke så mange andre steder.
"Men allerede
der, på det tidspunkt, mærkede du dit inderste gøre oprør. Det
krævede at være mere og andet end blot en stereotype på sandheden.
Ligningerne gik alt for let op, og fraværet af ubekendte føltes som
en våd klump papir i halsen. Du begyndte at få kvalme over at høre
om babytøj og vennepar, der aldrig var som de skulle være. Det
begyndte at blive trættende at høre om fejlslagne slankekure og
ynkelige sexfantasier, som ingen alligevel havde mod til at føre ud
i livet. Den bitre smag af evige timers kaffe blev hængende ved din
drøbel i dagene efter at de utallige veninder havde forladt dit
hjem, og når du lå så godt som alene i mørket, stirrede du tomt
ind i væggen og dannede dig frygtelige forestillinger om kommende
minder.
Derfor, og
kun derfor, satte du dig op i sidevognen for at drøne ud mod
horisonten og skrabe din gamle hud af i strømmen fra fygende
sandkorn. Forgreningen af afsikret vanvid lå foran dig som en
tiggende slange, og du viste vejen med en skælvende, men fast hånd.
Og i hylene fra ørkenen trykkede jeg speederen i bund og fór ud af
de stiplede linjer, som åndede djævelen selv mig i nakken. Du
forsvandt gennem motorlarmen, men blev genfødt svævende på brisen
over din rødmende pande. Og det var i det sekund, at jeg begyndte at
elske dig. Du strakte dine hænder frem mod mig for at trække mig
ned til dine skælvende læber, hvorfra blodet flød på den
overtjærede vej. I dine døende hjerteslag hviskede du til mig, at
du intet fortrød og at det her var den eneste måde, det kunne ende
på."