Septembers Skrivning

September var deadline-løs, hvilket ikke forhindrede mig i at fodre min deadline-neurose, ved selv at stille nogen af slagsen op. Jeg fastholder min efterhånden jævne produktivitet med to noveller. Denne måned i hver deres genre:

Lars og Lisette og (realisme, 2100 ord)
Glemmer du, så husker jeg alt (science fiction, 8700 ord)

Jeg kom desværre ikke til horror-historien, men den spiller stadig violin i baghovedet. Det kan være, oktober bliver måneden hvor de døde rejser sig og retter på deres manglende frisure. Ellers har jeg meget travlt med alle mulige andre skrive-relaterede ting, og min mail har det med at gløde.

Indlæg nummer 100 - med nyheder

Jaja, det er lige noget for en system-nørd som jeg at ramme et så fantastisk tal. Med mine små tics lagt til side, er jeg klar til at rykke videre ind i selve indlæggets indhold.

Køtere dør om vinteren rykker stille og roligt frem mod sin endelige form. Redaktøren og jeg er ved at blive enige om en forside, og den endelige rækkefølge af novellerne er nu sat. Det nuværende sideantal er på den anden side af 350, så det er noget af en debut. I samme åndedrag ser jeg på muligheden for at finde et sted, hvor receptionen kan foregå. Det eneste sikre i skrivende stund er, at det sandsynligvis bliver på en normal ugedag.

Den 17. september læste jeg op i Det Poetiske Bureau. Det var en ganske hyggelig aften, hvor et mindre publikum blandt andet fik fornøjelsen af en gammel tekst, Tæt Regulering, der anvendte en boremaskine i oplæsningen, samt mit moderne eventyr Hårkur. Dagen efter var jeg samme sted, for en kort bemærkning, da jeg som tidligere blognævnt havde fået to digte med i antologien Fragmenter. Det betyder så direkte, at jeg nu også kan skrive udgivet digter på CV'et. Ikke dårligt for en skribent, der næsten ikke skriver digte længere.

Jeg havde indsendt en novelle til Fantastiks årlige novellekonkurrence, men denne gang vandt jeg desværre ikke. Jeg kan dog med stor glæde se mig slået af Lars Ahn Pedersen, der vandt med sin novelle Rudolf. Tillykke herfra til en skribent, der virkelig kan sit kram.

SFC's fjerde installation af Lige under overfladen lader vente på sig af meget menneskelige årsager. Jeg ser frem til at høre noget fra den front, forhåbentlig inden årets udgang.

Mine WOFfere har ligget ret stille i dette år, simpelthen fordi jeg har fået pissetravlt selv. Men jeg kommer med en update inden årets udgang, og vil forhåbentlig få tid til at genoptage konceptet næste år, da jeg holder meget af det.

Det var vist det - over and out.

Trailer 20 - uddrag af "Éclair"

Éclair skrev jeg for omkring to år siden, efter jeg havde gået en tur og lagt mærke til en kvinde, der tog sine kontaktlinser ud. Den simple handling var nok til, at jeg kunne skrive denne novelle i blot to stræk. Den handler om forhold, og den handler om hvad man ser, og i særdeleshed ikke ser.

"Hendes spinkle hænder knapper den kropsnære frakke hele
vejen ned. Der er ikke længere nogen forskel på tidens hastighed
her og der. Der mangler kun to ting nu. Foran spejler
gransker hun en sidste gang sit udseende, og løfter derefter
op i først det venstre og så det højre øjenlåg.Det giver hende
et overrasket udtryk, der ikke passer til hende. Enkelte væsketårer
løber fra kanaler ned over hendes kinder.

Kontaktlinserne falder ud i hendes hånd, halve gennemsigtigheder,
fugtige af hendes øjnes indre. Verden bliver til en
tåget substans, der er så tæt, at hun næsten kan røre ved den.
I spejlet er hun forvandlet til en utydelighed. Hendes bevægelser
er spøgelsesagtige, umættede, som en stregtegning fra
en uøvet tegners hånd. Hun kunne se sig selv, hvis hun satte
næsen mod glasset. Men det gør hun ikke. Hun ved, hvordan
hun ser ud.

Med æltende bevægelser krøller hun sit syn sammen til
en gelèagtig kugle, og lader det falde ned i den lille taske. Det
bliver usynligt, da det forsvinder ned i mørket. Fra det samme
sted tager hun to hvide kugler op. Lavet af plastic. De er
lette, triller i hendes håndflade og rammer hinanden. De giver
en spinkel lyd fra sig, som minder hende om når hendes knoer
banker på badekarrets sider til en rytme fra elegant musik.
Nede fra gaden kan hun høre dyttende biler og en politisirene.
Og så kan hun ikke høre noget"

Inspiration: Silvestri og kattene

Der er noget med mig og så de der pelsede kræ. Det må jeg efterhånden sande. Jeg elsker katte, og jeg elsker det de står for. Uafhængigheden, arrogancen og jeg-er-mig-selv-nok-men-hvis-du-fodrer-mig-så-er-det-okay-holdningen til livet. Katte er opblæste og åndssvage, og hele den der better-than-thou tilgang til livet er ren creme på mit livs lagkage. Samtidig er katte mystiske, og har flere kultures traditioner til at bakke dem op. Katte er rige, og katte er ekstremt symbolsk ladede. Ja, det lyder smart. Det kunne også have noget at gøre med, at jeg voksede op i et stort hus, hvor der ikke på noget tidspunkt var færre end tre af slagsen, der lagde beslag på mere eller mindre al min fritid. Katte har, i langt højere grad end hunde, en nuttethedsfaktor kraftig nok til at penetrere et afrikansk diktatur. Og de ved det.

Jeg brugte store dele af min opvækst på at lege med katte og begræde tabet af selvsamme, når de døde. Det har selvfølgelig medført, at kattes reaktionsmønstre og bevægelser sidder mejslet ind i min hjerne. Jeg har set killinger blive druknet, fordi der ikke var plads til dem. Jeg har pillet hagl ud af en kat, fordi en bondemand synes det var sjovt at skyde efter den. Jeg har også set en kat, aktivt, blive kørt ned og det er en oplevelse jeg stadig får det dårligt af at tænke på. Det er svært at sige, om det er disse ting, der gør at katte indtager en så prominent plads i mine noveller (og romaner), men under alle omstændigheder er det dem jeg går efter, når jeg har brug for et dyr, der kan inducere eller injicere følelser

Den første gang jeg virkelig anvendte en kat, var i novellen Sne. Den korte novelle handler om en narkoman, der selv roder rundt på gravens rand, mens hans oldgamle kat stille og roligt dør ved siden af ham. Historien er sørgelig, men har måske et eller andet almenmenneskeligt gemt i sig.

Efter Sne kom Sfinks. Katten i denne historie besad (og besidder) alle kattens værste træk og kunne samtidig tale. Men hovmod står for meget dybt fald og alskens hvæsen og spytten kan ikke rede den fra egen tåbelighed.

I Køtere dør om vinteren blev katten til en sen medspiller. Den oprindelige tanke med novellen var alle de dyr, der bliver efterladt i sommerhuse. Hvad sker der med dem? I Køtere sker der helt sikkert noget med dem, og de er ikke særlig glade for det. Hvis du kan lide Tales From The Crypt, vil Køtere helt sikkert falde i smag.

I de tre noveller er kattenes roller væsentlige, men de er intet imod kattenes rolle i min kommende roman Pandoras Væske (arbejdstitel). I splatterromanen optræder der ikke blot en kat, men hele to levende og en, der er lavet af stof og garn. Selvfølgelig vil jeg ikke servere plottet på et sølvfad, men lidt skal der komme. De to levende katte er væsentlige for historien ud fra en religiøs/kulturel baggrund, og er hinandens modsætninger. Samtidig nærer horderne af de udøde et voldsomt had til førnævnte katte. Den ene kat er blid og sød, den anden aggressiv og in-your-face. Stofkatten er på overfladen blot et tøjdyr, men den fungerer samtidig som en slags mentor, en virkelighedsforklarer, for en af personerne. Jeg ville gerne fortælle meget mere, men der skal også være noget til kommende læsere. Nåhjo - der er også nogle killinger med ;)

Når jeg tænker over det, er det i virkeligheden dobbeltheden i katten, der tiltrækker mig. Noget, der er uendeligt sødt kan også fremkalde angst, noget der giver trøst og varme kan det næste øjeblik aflive et andet dyr uden at se sig tilbage. På stående fod har jeg endnu en ide, der involverer en kat. Denne gang bliver den en form for hovedperson, og der er intet nuttet over den. I hvert fald ikke, når den ikke længere har brug for det.

Sne, Sfinks og Køtere dør om vinteren vil alle være at finde i min kommende novellesamling Køtere dør om vinteren fra forlaget Hexameter.

Romanen Pandoras Væske bliver udgivet i begyndelsen af næste år på forlaget Valeta.

Meeen.... er du mere til hunde, så tag endnu et kig i Køtere.....der vil historierne Brune Bamse og Grund være mere for dig.

Trailer 19 - uddrag af Sfinks

En meget gammel sag, som jeg knapt kan huske, hvornår jeg skrev. Genren er den fantastiske fortælling, krydret med en hel del humor og talende dyr. Der er nu ikke så meget Hakkebakkeskoven over den, men det gør den ikke mindre underholdende. Oprindeligt skulle denne have været titelnovellen i min kommende novellesamling, men den måtte vige pladsen for Køtere dør om vinteren.

"Gennem mørket kan han se, at vinduet står på klem, og på hans ansigt blæser en kold vind, som får hans sved til at størkne. Med et tilfredst suk falder han tilbage i puderne og elsker sin logik mere end nogen kvinde. Det var sådan kattenkom ind.
Det er bare en kat, ikke en dæmon fra det uhyggelige mørke,der kommer frem når solen dør. Det er bare en sød kat,som ligger og spinder på hans bryst og som frøs udenfor. Hangriner over hvor dum han er, og aer katten over hovedet.

Den spinder endnu kraftigere og gnider sit hoved mod hans hånd. Den er virkelig sød og kærlig. Gad vide hvor denkommer fra? Den ser ikke ud som om at den mangler noget.
Der er nok en af børnene på vejen, der ikke kan finde ud af, hvor deres kat er henne.

„Har du ikke et hjem, mis?“ siger han og nyder fornemmelsen af den varme pels under sin hånd.

„Jo, Morten“ svarer katten og strækker sin ene pote ud, så
kløerne træder tydeligt frem i silhuet på den hvide væg.

„Det kan du tro, at jeg har.“

Augusts Skrivning

August er altid en noget opbrudt måned, når det kommer til det at skrive. Der er masser af arbejde i forholde til mit betalte arbejde, og i år blev gjort værre af en lejrskole på Bornholm midt i det hele. Det positive ved det, var at jeg aldrig før havde prøvet at skrive på en novelle i en ferieby, klokken midnat. Eftersom der lurede en konkurrence med deadline den 31., har jeg dog alligevel spyttet et par sager ud:

Stenhugger (fantasy, 8400 ord)
Et studie i lyst (fantasy/erotik, 6500 ord)

Normalt gør jeg ikke i denne genre; faktisk har jeg aldrig før skrevet en helt konkret fantasy. Det bliver spændende at se, om de så er gode nok til at blive optaget. September er deadline-løs, så jeg regner med at fokusere en hel del på et science fiction-projekt, jeg sysler med. Meeeen, der er vist først en horror, jeg skal have skrevet ud.

Sidste nyt i sommeren

Sommeren er slut om 90 minutter, og dermed venter en tid med mere mørke og sikkert en del horror fra mine dødelige fingre. Siden sidst er der sket en del ting og sager, så lo and behold - jeg opdaterer igen min personlige teater.

Det poetiske bureau indbød i begyndelsen af sommeren til at indsende digte til deres antologi Fragmenter. Stor var glæden her på Nørrebro, da jeg fik at vide, at de havde accepteret to af mine digte. Begge er nogle lidt ældre sager, men det gør dem ikke dårligere. Det drejer sig om Hvis du har to glas kan vi dele og dele, der handler om hvordan vi er slaver af vores barndom. Det andet, Scirocco, er et øjebliksbillede fra en ørken der aldrig har eksisteret. Det bliver spændende at se det færdige produkt, der lanceres 18. september på Det poetiske bureau.

Netop Det poetiske bureau har også inviteret mig til at læse op til Sfærisk Fredag, den 17. september. Her vil jeg være en del af et firkløver, hvor de andre tre er Ina Munk Christensen, Maria Kudahl og Toke Blicher-Hansen. Det bliver en lang seance, hvor undertegnede skal underholde i omkring tre kvarter. Mød glad op. Det kan kun blive sjovt. I direkte forbindelse med det, har jeg her på bloggen oprettet et håbefuldt faneblad, der fortæller Gud og hvermand, hvor jeg kan høres.

På Novelleforlaget.dk er jeg blevet månedens novelle i august/september. Det er min science fiction-novelle Alting på sin plads, der har fået den ære. Hvis du er hurtig, kan du lige nå at downloade den gratis.

Som den sidste ting, er jeg blevet færdig med første redigering af min kommende novellesamling Køtere dør om vinteren. I øjeblikket kigger redaktøren og jeg på forsider, og med lidt held vil andenredigeringen være i hus inden septembers udgang. Derfra og til udgivelsen er der pludselig ikke så langt.

Trailer 18 - uddrag af "Det år faldt sommerferien på en torsdag"

Jeg skrev oprindeligt denne tekst midt under en afgangsprøve i skriftlig dansk. Det var en ide, der havde summet rundt i min hjerne et stykke tid, og da jeg øjnede titlen (Det år....) i et oplæg, faldt alting på plads.

"Optændt af min succes, gled jeg som drivtømmer over hendes bryst og greb fat i højre arm. Fingrene kravlede hurtigt op til halsens kurver og kærtegnede rødmende det skælvende kød. Lige under mine fingres spidser kunne jeg mærke hjertet banke, hurtigere og fastere. Som var det blevet yngre.
Stadig ænsede hun ikke, at det nu var mig, der holdt hendes overkrop i mit grådige, men varme greb. Jeg steg og faldt i takt med hendes åndedræt, som jeg sekundet efter tog i min favn. Som en moder med et forvirret barn værnede jeg om hende. Den spinkle dukke.
Mine umalede læber sukkede med en glød, som hendes stemme aldrig havde kendt. Hendes ben bar os stadig ned mod det sted, hvor hendes bus snart ville komme kørende. Så normalt, og alligevel så dragende.
Under kjolens gule stof stivnede mine brystvorter som romerske høje og med dirrende hænder trak jeg ned i kjolen, så det lette materiale gned frem og tilbage mod min følsomhed. Et svagt suk sneg sig ud af hendes mundvig, og drev mod jorden.
Da spærrede hun sine øjne op og så ned på mig. På det mine hænder gjorde. Jeg kunne føle hendes skrig i min strube, men hun kunne ikke trænge igennem og med et vrid af mit håndled tog jeg hendes syn som mit eget. Verden fik farver. Skarp rød, mættet blå, sanselig lilla."

Trailer 17 - uddrag af "Exsanguis"

Andet indlæg fra den kommende novellesamling. Exsanguis betyder noget i retning af "uden blod", og det der jernholdige fluidum har også en ganske markant rolle i novellen. Enjoy!

"Slapt hænger hun nu i hans arme, en slaskedukke fra hendes egen barndom, og i hans hjerte pumper hendes røde liv i store dunk. En svag miaven lyder fra en nærliggende baggyde, og han aer katten med sit gyldne blik. Spindende fortsætter den ud i natten, mens han kan mærke hendes døende ånde på sin hud. Hvor mange har han gjort det her ved gennem årene ? Hvor mange gange har han fulgt den djævelske trang som tog bolig i hans knogler for så lang tid siden ? Han ved det ikke, tal har aldrig interesseret ham på den måde. Pigen på tærsklen til den mørke afgrund er ikke blot et nummer i rækken, en ligegyldighed han tæller som et hak i sit pistolskæfte. Han elsker hende, som hun duver i hans arme og hendes hjerte slår langsommere for hvert sekund som går. Denne følelse af nærhed er det nærmeste han kommer til at mærke den kødelige kærlighed, og i hans skridt har hans manddom vokset sig stor og dunkende. Ud i natten smiler han sørgmodigt, for han ved at det kun er en stakket frist. Inden længe vil hans kød igen være dødt. Tårer løber ned over pigens kinder, og hun ser med bange øjne op på ham. Så tæt ved døden ønsker hun livet mere end hun nogensinde før har gjort"