WOF

WOF - Morten Carlsen - Prosa

WOFferne har ligget stille længe, mest af alt fordi jeg har fået rigtig travlt med min egen skrivning. Nu bliver de genoplivet, hvis ikke for andet, så blot for en kort stund. For på skrivescenen har der meldt sig et nyt ansigt, som det er værd at holde øje med.

Navnet er Morten Carlsen, og første gang jeg noterede mig ham var i antologien Lyden af vanvid, og her medvirkede han med novellen Howard Charlestons forvandling. Jeg noterede mig, at han havde en god fortællestil og en livlig fantasi, hvilket i min bog er lovende takter. Dog vidste jeg ikke, om han var en døgnflue, eller en man kunne regne med ville skrive for alvor.

Det vidste sig at være det sidste. Morten begyndte at figurere i mange antologier, han optrådte i bl.a. Himmelskibet og snuppede en del sejre undervejs. Morten forsøgte sig ud i mange genrer, og i de fleste tilfælde med held. Til dags dato har han skrevet horror, science fiction og realisme, og kun mørke entiteter kan gisne om, hvad han har liggende i skrivebordsskuffen. Efterhånden begynder jeg at regne med, at Morten medvirker i de fleste skrivekonkurrencer, og for det meste når gennem nåleøjet. Skal man starte et sted med at læse Morten, foreslår jeg Armen, der er at finde i antologien Det sker igen.

Morten skriver også digte, men det er en side af ham, jeg endnu har til gode at stifte kendskab med. Hvis de gode takter fra hans noveller også findes der, er det en treat jeg ser frem til. Hvad de næste mange år bringer for Morten, har jeg ingen anelse om, men jeg er sikker på at han ikke bare forsvinder. Med lidt held vil han være en af de mennesker, der er med til at sikre, at de udskældte genrer ikke lider en tidlig og ufortjent død.

-----------------------------------------

Udgivelser i udvalg:
Hotline - Hæftet Metro-Litteratur 2011 - Booklet 13
Manden med tinkruset - Antologien Manden med tinkruset, Darklights
Zyborg - Bladet Science Fiction, nr. 20

Mere om Morten:
Mortens hjemmeside

Stadig vinter - men flere nyheder.

På trods af, at vejret vælger at reprise sig selv i noget der ligner et flosset og vaklende loop, står tingene ikke stille her.

For det første har Køtere dør om vinteren fået en lektørudtalelse. Jeps, det er nemlig rigtigt. Det er en rigtig fed ting at få med på Køter-turen, der lader til at fortsætte med helt pæn styrke. At den samtidig er placeret i den gode ende, gør ikke ligefrem tingene værre. Og her er så de 10% af udtalelsen, som jeg må citere:

"Jeg er ikke bekendt med andre novellesamlinger, der går samfundets syge eksistenser og de menneskelige prøvelser så meget på klingen" - Lektørudtalelse, DBC

Ud over lektøren, har Køtere også fået en tredje anmeldelse. Denne gang er den fra Jette Holst på Bogrummet.dk, og hun har blandt andet disse ord til overs:

"Enkelte af novellerne har en humoristisk undertone, men langt de fleste fortælles mere afdæmpet og til tider direkte trøstesløs. Man ved aldrig, hvilken oplevelse den næste novelle gemmer på, og flere af novellerne stod meget stærkt i min bevidsthed efter endt læsning." - Jette Holst.

Læs hele anmeldelsen her

Salget af bogen går godt, og hvis du endnu ikke har gået en tur med din Køter i dag, bør du nok se at komme i gang.

Som en sidste Køter-ting, har Michael Kamp også nævnt min novellesamling som en af de bøger, man kunne gribe, nu hvor man alligevel har verden fyldt op med sne. Læs hans blog-indlæg her.

Januar blev også måneden, hvor jeg fik redigeret sidste del af min kommende roman. Det har nu vist sig, at den er så voluminøs, at forlaget har besluttet sig for at udgive den som en dobbelt-roman. Det endelige sideantal er en smule vaklende, men jeg vil ydmygt kalde den gigantisk. Det var en spændende oplevelse at rette en så stor bog til, og jeg er ret tilfreds med resultatet, selv om vi langt fra er færdige. Titlen mangler dog stadig - men jeg regner med, at vi når fælles grund indenfor en uges tid.

Men det hele skal ikke handle om min ego-sump. Der er nemlig nyt om et par af mine WOFfere!

Malan Jacobsen har sendt mig en mail, hvor hun fortæller lidt om, hvad der sker for hende på skrivefronten. Hendes stilhed har ikke været grundet inaktivitet, tværtimod. Den 15. april udkommer hendes bog Rotteungen på Carlsen. Det er en thriller for de 12-14-årige. Den handler om roma-pigen Mime, der mister hukommelsen i en brand, og man følger derefter hendes kamp for at genfinde den. Intentionen er, at Rotteungen skal være første del i en serie på fire, så jeg krydser fingre for, at salget af den første går vel for Malan.

Michael Dyst medvirkede her for en stor uges tid siden i DM i poetry slam. Han nåede ikke i finalen, men alene det, at han klarede sig hele vejen til finalerne, er flot i sig selv. Thumbs up!

Brian P. Ørnbøl har snart sin næste digtsamling klar. Det er en lille bog, der bærer titlen SALIGIA og, ifølge hans beskrivelse, er en række ultrakorte digte og et enkelt langdigt med religiøse og religionskritiske undertoner.

I den nærmeste tid er min kalender ganske booket op. Jeg har rigtig mange projekter, jeg arbejder på. Blandt dem ligger omskrivning af gamle noveller, skrivning af nye (bl.a. Mythos) og et kig på noget grafisk arbejde.

WOFferne - efter et år uden WOFfere, Del 2

Så er ventetiden ovre, og der er mere guf til jeres øjne. Samtidig ser jeg tilbage på et langt år med mange omvæltninger. I begyndelsen af det nye år kommer rapporten for året 2010 op - så skal der eddermame systematiseres. Men inden da - voila - anden del af WOFferne:

Michael Dyst: Det er ikke meget, jeg har set til Dyst på oplæserscenen i løbet af 2010. Men jeg kan dog afsløre, at han har udgivet digtsamlingen Retrofast på BoD. Det er en lille, men meget Dystsk sag.

Lars Ahn Pedersen: I løbet af 2010 har Lars vundet Fantastiks novellekonkurrence med novellen Rudolf, og medvirker i antologien Ingenmandsland med novellen Portræt af en månepige. Bliv endelig ved, Lars - det er godt, det du skriver!

Line-Maria Lång: Efter hendes debut, Rottekonge, modtog meget pæne anmeldelser, har jeg hørt fra pålidelig kilde, at hun i øjeblikket arbejder med en roman. Næste år bliver Line-Marias sidste år som WOFfer.

Malan Jacobsen: Jeg har intet set fra Malans hånd i det sidste år. Måske er hun holdt op med at skrive, eller holder blot en pause. Malan, hvis du ser dette her, er du meget velkommen til at skrive til mig og rette op på min totale uvidenhed.

Teddy Vork: Teddy er, som allerede bekendt, i stald hos Tellerup. Her han fået udgivet sin romandebut, Diget, der er til dels horror og til dels historisk roman. Han er inkarnationen af en WOFfer - men snart forlader han også disse rækker.

WOFferne - efter et år uden WOFfere, Del 1

2010 er næsten gået. Det blev året hvor jeg fik meget travlt, men også året hvor jeg ikke havde tid til at kigge så meget på mine kolleger. Alligevel vil jeg, rent public service, kort fortælle om hvordan det er gået mine ti WOFfere i det forgangne år. Enjoy:

Brian P. Ørnbøl: I løbet af 2010 har Brian udgivet digtsamlingen Sange fra Midgaard på forlaget Darklights. Samtidig har han medvirket i antologierne Fragmenter (digte) og Sky City (science fiction oversat fra dansk til engelsk)

Camilla Wandahl: 2010 har været et godt år for Camilla. Hun har udgivet intet mindre end fire bøger, i serien kaldet Veninder for altid. Efterhånden er det ikke på sin plads at kalde Camilla WOFfer længere. Hun er nået videre.

Michael Kamp: Michael har i løbet af 2010 ikke udgivet noget...MEN til gengæld er han kommet i stald hos Tellerup. En horde af tillykker hans vej, og jeg ser frem til at konkludere Bobs Saga-sagaen inde på Metrord.

Nikolaj Højberg: 2010 har været et stort år for Nikolaj. Ikke nok med, at han har fået udgivet sin anden novellesamling, Lejlighed 42, men han har også startet eget forlag, nemlig Forlaget Kandor. I 2011 har han en roman klar ved navn Daemonolotria.

Thurston Magnus: Thurston arbejder på mange ting, men ikke på et helt konkret projekt. Han tager det roligt - om det er fordi, han vil vente og finpudse, eller blot tager en pause fra alt ræset, ved jeg ikke (Han er meget velkommen til at korrigere indlægget her)

Følg med i morgen, når de sidste fem kommer

Indlæg nummer 100 - med nyheder

Jaja, det er lige noget for en system-nørd som jeg at ramme et så fantastisk tal. Med mine små tics lagt til side, er jeg klar til at rykke videre ind i selve indlæggets indhold.

Køtere dør om vinteren rykker stille og roligt frem mod sin endelige form. Redaktøren og jeg er ved at blive enige om en forside, og den endelige rækkefølge af novellerne er nu sat. Det nuværende sideantal er på den anden side af 350, så det er noget af en debut. I samme åndedrag ser jeg på muligheden for at finde et sted, hvor receptionen kan foregå. Det eneste sikre i skrivende stund er, at det sandsynligvis bliver på en normal ugedag.

Den 17. september læste jeg op i Det Poetiske Bureau. Det var en ganske hyggelig aften, hvor et mindre publikum blandt andet fik fornøjelsen af en gammel tekst, Tæt Regulering, der anvendte en boremaskine i oplæsningen, samt mit moderne eventyr Hårkur. Dagen efter var jeg samme sted, for en kort bemærkning, da jeg som tidligere blognævnt havde fået to digte med i antologien Fragmenter. Det betyder så direkte, at jeg nu også kan skrive udgivet digter på CV'et. Ikke dårligt for en skribent, der næsten ikke skriver digte længere.

Jeg havde indsendt en novelle til Fantastiks årlige novellekonkurrence, men denne gang vandt jeg desværre ikke. Jeg kan dog med stor glæde se mig slået af Lars Ahn Pedersen, der vandt med sin novelle Rudolf. Tillykke herfra til en skribent, der virkelig kan sit kram.

SFC's fjerde installation af Lige under overfladen lader vente på sig af meget menneskelige årsager. Jeg ser frem til at høre noget fra den front, forhåbentlig inden årets udgang.

Mine WOFfere har ligget ret stille i dette år, simpelthen fordi jeg har fået pissetravlt selv. Men jeg kommer med en update inden årets udgang, og vil forhåbentlig få tid til at genoptage konceptet næste år, da jeg holder meget af det.

Det var vist det - over and out.

WOFerne - en update

Jeg nåede op på at skrive om ti forskellige forfattere i løbet af det forgangne år. Men ligesom alle andre skribenter er et år lang tid, så derfor kommer nu en kronologisk update på, hvad de hver især laver nu, eller har bedrevet.

Brian P. Ørnbøl udkommet meget snart med en ny digtsamling, der bærer titlen Sange fra Midgaard. Ud over det, har han siden sidst skrevet fjerde kapitel i SFC's ongoing føljeton. Kapitlet hedder Galskabens Anatomi.

Camilla Wandahl er nok den af WOFferne, der er kommet længst med udgivelserne. Hendes tredje roman for unge, Et blodigt spil er lige udkommet hos Forum.

Michael Kamp har gået en kende stille med dørene, men jeg er fuldkommen sikker på, at han i hvert fald arbejder på fjerde del af fantasy-eposet Bobs Saga

Nikolaj Højberg har virkelig vind i sejlene. Hans anden samling af gysere, Lejlighed 42 - og andre mørke fortællinger, er godt på vej, og samtidig figurerer han i Tellerups kommende gyserantologi.

Thurston Magnus ved jeg ikke, om arbejder på noget. Men han skriver meget på sin egen blog, og han er ofte at se ved live-arrangementer. Det ville dog komme bag på mig, hvis han ikke har en overraskelse i skuffen.

Michael Dyst
er ude at læse op rigtig mange steder. Han har lige udgivet, i nummererede eksemplarer og mikroskopisk oplag, digtsamlingen Louicifer

Lars Ahn Pedersen medvirker i en del af novellekonkurrencerne der florerer i Danmark. På det sidste er han også smuttet gennem nåleøjet i Tellerups gyserkonkurrence.

Line-Maria Lång er rigtig meget ude at læse på de københavnske scener. Fra hestens egen mund forlyder det også, at der arbejdes på en roman.

Malan Jacobsen har jeg desværre ikke kunnet finde ud af, hvad laver. Men jeg håber, at også hun indsender bidrag til de mange novellekonkurrencer.

Teddy Vork er også kommet i vælden. Han har fået en novelle antaget i Tellerups konkurrence, men samtidig er også hans første roman på vej.

WOF - Teddy Vork - Prosa

Årets tiende, og sidste WOFfer, bliver ingen anden end Teddy Vork. Teddy er født i 1977, og den eneste af WOFferne, jeg aldrig har mødt. Han er Cand. mag. i engelsk, litteraturvidenskab og skrivekunst. Det er jo allerede ganske pænt.

Jeg stødte første gang på Teddy i udgivelsen Horror.dk fra Tellerup. Her medvirkede han med novellen Delilas Lokker, der var en gyselig historie om en rengøringshjælp, og ja, hår. Da jeg havde læst den tænkte jeg, at her var der virkelig noget at komme efter. Teddy var dygtig til at økonomisere med novellen, så den ikke tabte pusten før slutningen. Som en lille sidenote tænker jeg, at han er blevet inspireret af nogle af de gode, japanske gysere såsom Ringu.

Efter jeg havde konsumeret novellen, opstod ideen om en WOFfer. Ganske enkelt fordi, at hvis nogen havde fortjent at være her, så var det Teddy. Derfor fik jeg fat i hans debut, nemlig Hvor skyggen falder. Det er en samling med seks gysernoveller, der alle som en holder et meget højt bundniveau. De *dårligste* noveller i samlingen er så gode, at de mange andre steder ville blive dømt som nogle af de bedste. Så kan læseren selv regne ud, hvor gode de bedste noveller er.

I Teddys gysernoveller står det klart, at han kender genren meget godt. Hans historier emmer af lige dele gotisk gys og moderne horror, og han trækker på mange kendte undergenrer, uden på noget tidspunkt at forfalde til plagiat. Især samlingens sidste novelle, Poetisk retfærdighed, er et solidt nik til gotikkens kronede konge, Edgar Allan Poe. En anden novelle, Mellem tætte tågeslør, er en skræmmende variant, som H.P. Lovecraft ville have elsket.

At jeg sammenligner Teddy med andre forfattere skal udelukkende ses som et stort skulderklap. Mange forfattere kan lave en pastiche. Teddy tager en pastiche, vrider den, slår en knude på den og losser den tilstrækkeligt hårdt i kuglerne til, at noget helt nyt opstår.

Teddy er en af de unge forfattere, som med stor sandsynlighed vil blive et kendt navn. Måske ikke blandt alle og enhver, da den gode Hr. Vork skriver horror, og det er en genre, der stadig mangler at blive gjort legitim i et land som Danmark. Alligevel har jeg på fornemmelsen, at han vil nå ud over rampen og ramme sit publikum, der helt klart består af unge voksne og voksne. Der er ingen børnegyser over Teddy Vork. Det er i sig selv et ganske vidunderlig ting.

-----------------------------------------
Udgivelser:
Hvor skyggen falder
Delilas lokker
Frederik og Snemanden - vinder af Fantastiks novellekonkurrence 2006.
-----------------------------------------
Mere om Teddy:
Interview i Himmelskibet
Anmeldelse af Hvor skyggen falder på Gyseren.dk
Teddys blog
-----------------------------------------
Udgiver og salg:
Tellerup
Fantastik

WOF - Malan Jacobsen - Prosa/Illustration

Efter en lang pause, er jeg endelig nået til at præsentere den niende WOFfer i rækken. Denne gang drejer det sig om Malan Jacobsen. Malan er født i 1973 og er uddannet journalist.

Jeg stødte på Malan første gang i antologien Vintergækkerne nikker. Her medvirkede hun med novellen Felizia, der mest af alt kan beskriver som en gang tørretumbling af virkelighedsbegrebet. Allerede her tænkte jeg, at jeg havde at gøre med en forfatter, der virkelig prøvede at fortælle den gode historie. Som om det ikke var nok, vandt Malan også prisen i omslags-konkurrencen. Forsiden er lige her

Efter jeg havde læst Felizia, gik jeg på rov i nogle andre antologier, og det dukkede Malan op igen. I antologien Dystre Danmark medvirker hun med Katrine 05, der er ret grusom og i Den Hemmelige Dal er det historien Terrarium der skiller sig ud. Jeg kom lidt væk fra Malan igen, men hun vendte hårdt tilbage, da hun vandt kapløbet om Dansk SF Pris 2008. Det gjorde hun med novellen Ulvetid, som jeg (og verden) endnu har til gode. Den burde dog være i trykken as we speak. Ud fra Malans udgivelser er det også meget tydeligt at se, at hun ikke begrænser sig til en genre, men skyder med velplacerede spredehagl. Det bør også nævnes at langt de fleste anmeldere trækker Malans noveller frem som nogle af de bedste i antologierne.

På Bogmessen her i weekenden fik jeg snakket med Knud Larn. Han er en af de prominente skikkelser indenfor dansk science fiction, og arrangøren (samt overdommeren) i førnævnte konkurrence. Nu hvor jeg alligevel havde ham, tænkte jeg at jeg ville spørge til, hvorfor Malan Jacobsen skilte sig ud. Her er hans svar, gengivet fra hastige noter på en A4-blok.

"Hvorfor vandt Malan Jacobsens Ulvetid? Det er fordi hun tager noget, der er velkendt og derefter drejer det i en overaskende retning. I Ulvetid formåede hun at bringe menneskelighed ind i en standardtrope, og det i et hæsblæsende tempo. Det er virkelig en historie, hvor alting bare bliver værre og værre, efterhånden som handlingen skrider frem"

I skrivende stund har jeg ikke hørt noget om, at Malan arbejder på et selvstændigt projekt. Det ville dog ikke overraske mig, hvis hun har en masse liggende, der bare skriger efter at komme ud. Jeg ville gerne skrive meget mere, men det har været ret svært at finde noget om Malan på nettet.

--------------------------------------------
Udgivelser:
Novellen Felizia i Vintergækkerne nikker
Novellen Terrarium i Den hemmelige dal
Novellen Katrine 05 i Dystre Danmark
Ulvetid

--------------------------------------------
Mere om Malan:
Malans forfatterprofil hos Darklights
Uddrag af Katrine 05

--------------------------------------------
Udgiver og salg:
H.Harksen Productions
Darklights
Science Fiction Cirklen

WOF - Line-Maria Lång - Prosa

Det er ikke så ofte, at kvindelige forfattere finder vej til min WOFfer-side. Men denne gang er det anderledes. Det er med stor glæde, at jeg vil præsentere jer for Line-Maria Lång. Hun er født i 1982.

Det første der slår en, når man møder Line-Maria er, at hun er meget smilende og meget positiv. Ligeledes er det kun på sin plads at nævne hendes tøjstil, der virkelig får hende til at stå ud. Alligevel virker den hverken påtaget eller for meget. Mere ægte.

Netop ægtheden er også et af kardinalpunkterne i hendes skrivning. Jeg oplevede hende første gang til en session i Underskoven, for et par år siden. Allerede der bragede hun igennem med en helt speciel oplæserstil. Den er hæsblæsende og direkte, knapt har man opfattet en sætning eller et indtryk, før det næste kommer farende. Det er også ganske specielt at se, hvordan hendes rolige kropssprog står i stærk kontrast til selve tekstens fart og rytme. Teksterne i sig selv er meget direkte, de skærer ind til benet og viderebringer med kontante vendinger deres budskab. Den føromtalte ægthed er rammende, og får publikum til at blive ved med at lytte, ligegyldigt hvad.

Selv siger Line-Maria at hun skriver noveller. Der er jeg ikke enig. Jeg mener, at hun skriver kortprosa. Så kan man altid skændes om, hvor relevant forskellen er. Men i Line-Marias tekster er der næsten altid et følelsesmæssigt omdrejningspunkt, som resten af teksten fungerer udfra, hvorimod novellen generelt har et stærkt handlingsforløb. Det gør nu langtfra Line-Marias tekster dårligere. For nu at være ganske ærlig, er de fleste af dem meget gode, og hviler elegant i sig selv.

I skrivende stund har Line-Maria sin debutlige på trapperne. Samlingen bærer titlen Rottekonge, og den er udgivet på Rosinante. En søgning på nettet har dog afsløret, at hun allerede i 2003 medvirkede i den svenske bog Kosmisk By .

Rottekonge
indeholder 21 korte tekster. Udgivelsesreceptionen for hendes debut vil foregå på Zusammen, den 18. september. Jeg vil på det kraftigste anbefale enhver at opleve Line-Maria Lång. For hvis hun ikke med tiden bliver til noget indenfor den danske skrivning, vil jeg blive meget forundret. Mere om eventen kan læses her. Når samlingen er udgivet, vil jeg vende tilbage med et par ord mere, og updatede links.

-------------------------------------------------------------
Udgivelser:
Rottekonge

-------------------------------------------------------------
Mere om Line-Maria:
Beskrivelse af Line-Maria på Ord Under Himlen

-------------------------------------------------------------
Udgiver og salg:
Rosinante
Gyldendal