Jeg skrev oprindeligt denne tekst midt under en afgangsprøve i skriftlig dansk. Det var en ide, der havde summet rundt i min hjerne et stykke tid, og da jeg øjnede titlen (Det år....) i et oplæg, faldt alting på plads.
"Optændt af min succes, gled jeg som drivtømmer over hendes bryst og greb fat i højre arm. Fingrene kravlede hurtigt op til halsens kurver og kærtegnede rødmende det skælvende kød. Lige under mine fingres spidser kunne jeg mærke hjertet banke, hurtigere og fastere. Som var det blevet yngre.
Stadig ænsede hun ikke, at det nu var mig, der holdt hendes overkrop i mit grådige, men varme greb. Jeg steg og faldt i takt med hendes åndedræt, som jeg sekundet efter tog i min favn. Som en moder med et forvirret barn værnede jeg om hende. Den spinkle dukke.
Mine umalede læber sukkede med en glød, som hendes stemme aldrig havde kendt. Hendes ben bar os stadig ned mod det sted, hvor hendes bus snart ville komme kørende. Så normalt, og alligevel så dragende.
Under kjolens gule stof stivnede mine brystvorter som romerske høje og med dirrende hænder trak jeg ned i kjolen, så det lette materiale gned frem og tilbage mod min følsomhed. Et svagt suk sneg sig ud af hendes mundvig, og drev mod jorden.
Da spærrede hun sine øjne op og så ned på mig. På det mine hænder gjorde. Jeg kunne føle hendes skrig i min strube, men hun kunne ikke trænge igennem og med et vrid af mit håndled tog jeg hendes syn som mit eget. Verden fik farver. Skarp rød, mættet blå, sanselig lilla."
"Optændt af min succes, gled jeg som drivtømmer over hendes bryst og greb fat i højre arm. Fingrene kravlede hurtigt op til halsens kurver og kærtegnede rødmende det skælvende kød. Lige under mine fingres spidser kunne jeg mærke hjertet banke, hurtigere og fastere. Som var det blevet yngre.
Stadig ænsede hun ikke, at det nu var mig, der holdt hendes overkrop i mit grådige, men varme greb. Jeg steg og faldt i takt med hendes åndedræt, som jeg sekundet efter tog i min favn. Som en moder med et forvirret barn værnede jeg om hende. Den spinkle dukke.
Mine umalede læber sukkede med en glød, som hendes stemme aldrig havde kendt. Hendes ben bar os stadig ned mod det sted, hvor hendes bus snart ville komme kørende. Så normalt, og alligevel så dragende.
Under kjolens gule stof stivnede mine brystvorter som romerske høje og med dirrende hænder trak jeg ned i kjolen, så det lette materiale gned frem og tilbage mod min følsomhed. Et svagt suk sneg sig ud af hendes mundvig, og drev mod jorden.
Da spærrede hun sine øjne op og så ned på mig. På det mine hænder gjorde. Jeg kunne føle hendes skrig i min strube, men hun kunne ikke trænge igennem og med et vrid af mit håndled tog jeg hendes syn som mit eget. Verden fik farver. Skarp rød, mættet blå, sanselig lilla."