Julebal i Nisseland II (This time it’s personal)

Hvert år i december forsøger jeg at nå at skrive en julefortælling, ofte i den humoristiske og let voldelige afdeling, fordi højtiden er så sød og kringlet, at det halve kunne være nok. Sidste år handlede det om en alkoholisk Rudolf, der i bedste noir-stil havde et gammelt regnskab, der skulle gøres op. For år tilbage blev en børnehave på juletur bidt af en bunke zombier. Og før det … ja, det kan I selv opdage :)

Men i år bliver det ikke til nogen ny fortælling. Jeg har simpelthen for meget om ørerne. Men det betyder ikke, at I skal snydes.

Tilbage i 2009 blev jeg nummer 2 i Novelleforlagets julekonkurrence med novellen Julebal i Nisseland II (This time it’s personal), og her den anden dag fandt jeg den frem fra gemmerne. Og nu kan jeg så trutte i min egen juletrompet. For hold kæft, hvor var den sjov. Så sjov, at jeg klukkede og grinede højt flere gange. Og da jeg var færdig med den, besluttede jeg at give den til jer. Der er nogle småfejl hist og her, men det var enten at servere den i den oprindelige PDF, eller som et kedeligt dokument. Jeg valgte det første. Så uden flere svinkeærinder er her lidt muntert til enten foran eller i kaminen.

Julebal i Nisseland II by Amdi Silvestri on Scribd

Silvestris store julesalg

Så nærmer vi os atter den røde tid, hvor mange forskellige former er blevet skjult i stramtsiddende pergament og svøbt i snærende bånd med påspændte navne. Julegaver. Og vanen tro holder jeg et stort julesalg. Du skal dog ikke regne med de store rabatter (arh okay, en smule så), for året rundt sælger jeg signerede eksemplarer til den lavest mulige pris. Læsere er altid vigtigere end penge :) Med det sagt, er pengene det der holder min snude oven vande ;) For at gøre det lettest muligt, starter vi med det dyreste og ender med det billigste. Det er da helt ligetil :) Da der er en del af mine bøger, jeg ikke har så mange stående af, bliver det efter først til mølle-princippet. Hvordan man bestiller, kan du se nederst :)

550 kroner - Årgang ‘18

Det har været et vildt udgivelsesår, og det er blevet til intet mindre end fem udgivelser. Ja, du hørte rigtigt. Nu har du muligheden for at erhverve dig en ‘Silvestri ‘18’-samling, der indeholder Scener fra et parforhold (“Anbefales til alle biblioteker.”), FebruaryFICTION (“Må man requeste? Jeg vil gerne høre den med kattene!“), King (♥♥♥♥♥♥ , Politiken.), Slør (”Slør” bliver helt sikkert en af de bøger, jeg sent vil glemme.) og Jeg ved godt, du er der (“Det er en meget stærk samling.”). Det er perfekt starter-pakke til mit forfatterskab, eller til dig, der glemte at bestille i løbet af året ;) Alle bøgerne bliver selvfølgelig signeret og ser ganske prægtige ud på alle bogreoler. Det er jeg aldeles overbevist om! ;)

250 kroner - The horror-show og Tre gange opsamling

I et lidt andet prisleje finder du to forskellige tilbud. Pakken The horror-show indeholder Slør, der udkom for en måneds tid siden og handler om søde Pernille, der tager til bryllup på et gods langt pokker i vold, og opsamlingen Jeg ved godt, du er der, der udkom for en uges tid siden. Den indeholder otte noveller fra det sidste årti, deriblandt novellen Udyr, der vandt Kandors novellekonkurrence i 2014 og novellen Itu, der modtog Niels Klim-prisen i 2015. Pakken Tre gange opsamling indeholder opsamlingerne Sand og sten, stål og glas (“Hvis du kun skal købe én science fiction-samling i år, skal det være denne.”), Fast arbejde (“Skulle du ikke have læst noget af Silvestri endnu, så er Fast arbejde et fremragende sted at starte.”) og Jeg ved godt, du er der. Tilsammen 24 noveller fra det sidste årti, primært i de fantastiske genrer. Det er da til at tage at føle på!

200 kroner - Scener fra et parforhold

Hvorfor skal du erhverve dig Scener fra et parforhold, eller give den som gave? Derfor:

• “Denne bog burde husstandsomdeles.”

• “Jeg håber, at denne bog vil give dig ‘Det treårige’ - det har værket og du fortjent!”

• “Anbefales til alle biblioteker.”

• “Jeg er stor fan af Silvestris skrivestil, for han siger tingene præcis som de er.”

• “En både ærlig og sårbar skildring af det uperfekte menneskeliv.”

• “Læs og bliv rørt.”

• “Jeg nyder ikke smerten i denne bog, men jeg nyder sproget og stilen, fordi det er så godt skrevet.”

150 kroner - SløR eller En omgang King med tryk

For 150 kroner har du to muligheder. Du kan enten købe dig eller dine nærmeste et eksemplar af King, hvor der følger et giclée-tryk af Christoffer Gertz Bechs vilde forside med, som man kan bruge som dekoration eller måske et alternativt julekort. Eller du kan investere i romanen Slør, der er fyldt med kvinder og rædsel. Begge dele vil selvfølgelig være signeret af mig, sagde hunden.

100 kroner - En King, en FebruaryFiction eller en Jeg ved godt, du er der

For en flad hund kan du få fingrene i et eksemplar af billedromanen King, FebruaryFICTION jeg skrev sammen med forfatteren A.Rune, og hvor de hundrede historier alle er på 100 ord eller mindre, eller måske den helt nye Jeg ved godt, du er der. Det bliver nærmest ikke billigere … (eller gør det?)

75 kroner - Fortidens guld

Det er aldeles umuligt at gøre det billigere end det her. For sølle 75 kroner kan du købe et eksemplar af min debut Køtere dør om vinteren (“Det er ikke al litteratur, der skal skinne et lys ind i vores liv.), opfølgeren fra 2012 Optisk bedrag (“Silvestri er så alsidig, at hver ny historie begynder med undren: Gad vide hvor vi skal hen nu?”) eller måske den ret vilde vendebog og kortroman Ambrosia/Live (“Ambrosia / Live læses hver for sig, men står stærkt sammen.”), der kom ud for omkring fire år siden, og hvor Live vandt Niels Klim-prisen?

Hurra - lige om lidt er det jul

Så nåede vi til bunds i alle stakkene, og jeg håber, du fandt noget du selv kunne tænke dig, eller noget, du tror en anden vil sætte pris på her i den søde juletid. Hvis du skulle være interesseret i andre kombinationer end dem jeg har lavet, så kan vi nok godt snakke om det. Ligeledes kan du også kombinere pakker. Alle priserne er uden forsendelse, og alle bestillinger skal rettes ved at klikke på den store, fede knap lige herunder. Glædelig jul og god læselyst :)

13. august 1989 - om at rette op på en fejl

Tidligere på året havde jeg novellen 13. august 1989 med i Lige under overfladen 13 - De fremmede, og hurra for det. Desværre var der gået noget rod i opsætningen, da jeg 1. havde lavet de sidste ændringer i et Word-dokument og 2. grafikeren ikke så, at det lavede rod med delte ord. Det var rigtig ærgerligt.

I går kom så den første anmeldelse af De fremmede. 13. august 1989 indleder samlingen, og anmelderen Jette Holst bed mærke i opsætningsfejlene og håbede ikke, at det ville skræmme læsere bort fra at læse videre.

Da der ikke er så meget at gøre på den færdige bog, forsøger jeg her at rette op på fejlen. Derfor kan man ved at trykke på linket ganske gratis downloade og læse min novelle. Har man ikke købt eller lånt De fremmede, kan man stadig læse novellen her, men hvorfor dog ikke læse videre i den fysiske bog, når man nu er i gang.

---

Historien om en bog: Jeg ved godt, du er der

Tilbage i 2016 annoncerede jeg et samarbejde mellem forlagene DreamLitt og Calibat, der gik ud på at lancere tre opsamlinger af mine noveller. DreamLitt ville tage sig af e-bogen, mens Calibat tog sig af den fysiske bog/papirbogen. Grunden til at aftalen kom i stand, var at jeg siden 2008 havde medvirket i mange antologier, og egentlig tænkte, at det var synd at gode noveller ikke blev læst af flere. Den første, Sand og sten, stål og glas udkom i 2016, den anden Fast arbejde i 2017 og endelig er det blevet tid til Jeg ved godt, du er der, der udkommer lige om lidt.

Som med de forrige samlinger, var det ikke genren, der var vigtig for mig, da jeg skulle sammensætte bogen. Det var temaet, fællesnævnere på tværs af skrivestil, længde og alder, der var det væsentlige. Hvor Fast arbejde handlede om humor og handler, handler Jeg ved godt, du er der om mennesker, dilemmaer og monstre. Både de ‘ægte’ monstre som vampyrer og varulve, men også de monstre, der går rundt lige ved siden af os. Samtidig var elementet af valg meget vigtigt, en stemning der vibrerer gennem alle fortællingerne. Ofte er det op til læseren selv at vurdere, om de valg, der træffes på og mellem linjerne nu også er de rigtige, eller om der overhovedet er noget, der kan kaldes rigtigt. Oprindeligt havde jeg det dogme, at hver opsamling skulle indeholde syv noveller, der alle havde været udgivet før, og så en enkelt ny, der lagde navn til samlingen. Det blev jeg nødt til at gentænke.

---

De seks steder, hvor de ‘gamle’ noveller i Jeg ved godt, du er der først blev udgivet.

Jeg kunne nemlig ikke finde ud af, hvilken ny novelle, der skulle være den ottende, nye og navngiver til samlingen. Så jeg endte med at sende en manuskript med ni noveller (og et digt) til min redaktør, og bad ham vælge. Alt var selvfølgelig omskrevet, revideret, redigeret og bragt up-to-date. Min redaktør valgte, men på en måde, jeg ikke havde forudset. Blandt de ni var novellen World Wide Web, der blev udgivet helt tilbage i 2009, og min redaktør sagde iskoldt, at den slet ikke var på niveau med resten. Desuden tænkte han at digtet var godt, men ikke matchede samlingen. Så hvad så? Jo, til gengæld mente han, at begge mine nyskrevne noveller skulle med fordi de var ‘virkelig superfede’.

---

Jeg har noget med systemer og orden. Derfor brød jeg mig ikke meget om at skulle fravige mit koncept. Samtidig var jeg enig med redaktøren om, at World Wide Web nok ikke helt matchede. Nogle gange løber tiden lidt fra noget af det, man har skrevet. Jeg kæmpede nogle dage med digtet, men i sidste ende var jeg enig i hvad han sagde. Derfor kom der to nye noveller med i Jeg ved godt, du er der. Titelnovellen og novellen, der runder hele samlingen af. Den hedder Sølvsilkenætter. Og på sin vis matcher samlingens første novelle Sølvsilkenætter ret fantastisk. Hvorfor og hvordan vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her. Men i sidste ende blev Jeg ved godt, du er der både mørk, ond og meget følelsesmættet.

Spørgsmålstegnet får mig til at tænke på min novellesamlingen Optisk bedrag fra 2012.

---

Vanen tro var det Anna Degnbol, der designede forsiden, og det er et partnerskab, jeg er virkelig glad for. Anna har en god evne til at omdanne mine ord til fantastiske forsider, og det er også tilfældet med Jeg ved godt, du er der. Den matcher de to forrige forsider i design, og er samtidig helt sin egen, hvilket er helt fantastisk. Derfor er det også dejligt, at både hun og forlaget Calibat har sagt ja til at udgive/illustrere yderligere to opsamlinger med mine tekster. Det betyder, at vi i stedet for de oprindelige tre ender på fem, og jeg kan afsløre, at den næste opsamling bliver overvejende realistisk og kommer til at handle om kærlighed.

På flere områder er Jeg ved godt, du er der virkelig en mørk bog. Den er fyldt med grimme ting, på næsten alle tænkelige måder, og flere gange i processen overvejede jeg at dæmme op for lidt af det. I sidste ende gjorde jeg det ikke. Fortællingerne i opsamlingen er dystre, men de besidder også en ægthed, jeg ikke vil være foruden, og derfor lod jeg dem stå, som de er. Hvis jeg havde manipuleret for meget med det grimme, ville det have kostet noget vigtigt, og det synes jeg ikke er fair. Efterhånden som jeg bliver ældre i gårde, kan jeg mærke, at der er sider af mit forfatterskab, der bliver vigtigere, og denne bog viser en flig af det.

På det sidste har jeg også tænkt en del over, at det ikke er helt fair at forfatteren alene løber med æren for en bog. Der er mange involverede i processen, og derfor vil jeg (næsten) runde dette indlæg af med at opremse de mennesker, der har været med til at skabe Jeg ved godt, du er der.

Emil Blichfeldt, forlægger/Jacob Hedegaard Pedersen, forlægger. Teddy Vork, redaktør. Anna Degnbol, illustrator. Manfred Christiansen, grafik. Susanne Jespersen, korrektur. Inge Greis, quality control. Tak til jer alle. Havde I ikke været der, ville værket ikke være en lige så god bog, som jeg virkelig mener, den er.

Jeg ved godt, du er der udkommer om et øjeblik på Calibat/DreamLitt. Den er fyldt med et årtis grumhed. Det er ganske rædselsvækkende og smukt, og du er meget velkommen til at læse med.

Historien om en bog: Slør

Om en uges tid, nærmere bestemt til årets BogForum i Bella Center, udkommer min roman Slør på forlaget Kandor, der er specialiseret i horror. Slør er min trettende udgivelse, fjerde roman og hvis jeg betragter Slørs skabelse i forhold til mange af mine andre bøger, er det den, hvis liv har fulgt den mest direkte rute fra manuskript til færdig bog. Læs med.

For hvis det hele mere eller mindre lå klar i 2016, hvorfor skulle der så gå to år, før Slør kom på gaden? Oprindeligt stilede vi efter en udgivelse i 2017, men skød den et år. Det var der flere grunde til. En af dem var, at jeg havde andre bøger i pipelinen foran Slør, blandt andet romanen Scener fra et parforhold, der udkom tidligere på året hos Kandors moderforlag DreamLitt. En anden var at Slør skulle til redaktøren og rodes igennem. Og rodet igennem blev den. Ad to omgange blev der skrevet om og til, trukket fra og strammet op, og især Slørs dialog arbejdede jeg meget med, da jeg gerne ville have den mundret og realistisk. Det medførte, at jeg svedte og bandede over blandt andet brummelyde og ordvalg, samt nogle steder lod samtalen springe i forskellige retninger, for det er sådan en normal samtale opfører sig. Om det er lykkedes, må være op til læseren at vurdere. Endelig tog det lidt tid at blive enige om omslaget, og det var der en grund til.

Still fra The Gorgon (1964)

Still fra Dracula A.D. 1972 (1972), dansk titel Vampyren jager hotpants ;)

Alle de væsentlige personer i Slør er kvinder, nogle er veninder, andre lader som om, andre igen var det engang. Det er første gang, at jeg skriver en fortælling, hvor persongalleriet så entydigt er domineret af ét køn, og jeg fandt det hverken sværere eller skræmmende, at skrive om en hovedperson af det modsatte køn. For hvorfor? Jeg har gjort det tidligere, og jeg ihukommer altid hvad George R.R. Martin svarede, da en interviewer stillede et spørgsmål om netop det at skrive kvinder, når man er en mand. Lidt i samme dur lød Jens Christian Grøndahls ord, da han modtog Isak Dinesen-prisen (der gives til en forfatter, hvis hovedperson er af andet køn end forfatteren selv) i 2017. Han takkede for prisen, men fandt den lidt sær, da han ofte skrev kvindelige hovedpersoner, og mente “at en forfatters rolle er at evne at sætte sig i en andens sted”, en tanke, jeg kun kan tilslutte mig. Det er måske vores fornemste rolle, om den anden så er af et andet køn, et andet udseende eller for den sags skyld fra en planet tusind lysår borte.

Jeg glæder mig til at se, hvordan Slør bliver modtaget. Jeg er selv meget stolt af den, og blev ved hver gennemlæsning fanget af handlingen og stemningen, der kan fortolkes, diskuteres eller bare læses, hvis det er det man har lyst til.

Helt tilbage i 2011 blev min horror-roman Pandaemonium udgivet, og siden havde jeg egentlig ikke skrevet rigtig langt, når det kom til horror. De rædselsideer jeg havde fået, lagde sig mere til novelle-formen, og selv min horror-fortælling Al kødets gang fra 2015 kysser ikke de 50.000 ord, som jeg betragter som markskellet mellem at skrive kort og langt. I sommeren 2016 skulle det ændre sig, da en lille tanke forgrenede sig i mig. Noget om et bryllup og noget om veninder, funderet i en følelse alle kender, nemlig følelsen af at blive betragtet. Der skulle være noget voyeuristisk over min fortælling. Kolde, kuglerunde øjne, der bare kigger og kigger og kigger. Med de elementer gik jeg i gang, og mon ikke jeg gik i gang. I løbet af august, september og oktober 2016 fik jeg skrevet lige omkring 50.000 ord og havde egentlig den færdige historie klar.

Heldigvis var det sådan, at forlaget Kandor lidt tidligere på året havde opfordret mig til at sende eventuelle horror-manuskripter, jeg havde liggende, ind til dem. Det havde jeg så nu. Jeg sendte dem manuskriptet i december 2016 og lige inden verden gik i julestå, fik jeg en mail tilbage om, at de meget gerne ville udgive det. Så pludselig stod jeg med en bog, der næsten var færdig og et forlag, der gerne ville udgive, og det kun fem måneder efter jeg havde skrevet første linje i historien. Det var godt nok noget, jeg ikke havde prøvet før. Nu manglede vi blot at blive enige om, hvilken udgivelses-deadline vi skulle arbejde hen imod.

Slør er en blanding af forskellige genrer og spor. Den er til dels chick lit, til dels gotisk horror og til dels vikingemyte. De tre genrer er vævet omkring og gennem hinanden, og skaber en ret speciel fortælling om Pernille, der er til veninden Jeanettes bryllup på det smukke og gamle Rosensparre Gods. Hun er brudepige, men har ikke set Jeanette de sidste tre år, og de skiltes ikke på helt god fod. Men omslaget. Mens jeg skrev teksten, var jeg meget fascineret af de gamle Hammerfilms æstetik og farvevalg. I de film gløder farverne, grønt er så grønt at det gør ondt i øjnene. Rødt er nærmest neon. Sort en afgrund. Metal er enten dødrusten eller nypoleret. Alle de skin og nethindeangreb forsøgte jeg at få med i teksten, og derfor skulle de også med i forsiden. Det var jeg og forlaget dog ikke helt enige om, og der strøg en del forslag frem og tilbage, før vi blev enige om det nuværende cover. Det er jeg meget tilfreds med, da det netop har den vilde kontrast, der får det hele til at se tilvirket ud. Noget, som voyeurens blik grådigt kan falde på.

Scener fra et parforhold - den fortsatte historie

Nej. Dette indlæg handler ikke om en toer til min roman Scener fra et parforhold. Derimod handler det om alle de ting, der skete op til, undervejs og efter, at bogen udkom. For selv om det ikke er noget, jeg har råbt højt om, har romanen været igennem en hel del. Nu, hvor min næste romanudgivelse Slør snurrer i trykpressen, tænkte jeg, at jeg ville lukke Scener fra et parforhold indtil videre med en beretning om hvad der er tilstødt bogen. Jeg håber, du har lyst til at læse med, og selvfølgelig at du allerede har læst bogen.

Omslaget

Den første hurdle kom, da vi skulle beslutte os for bogens udseende, og jeg tror, at den stakkels Morten L. Hansen, der var illustrator på projektet, har bandet mig lige lukt ned i Helvede ved gentagne lejligheder. Først sendte han mig to udkast til forsider (lyserød og sort blok) , og efter at jeg havde vurderet dem nogle dage, sagde jeg nej til dem begge. Ikke fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved Mortens færdigheder. Jeg følte blot ikke, at forsiderne fangede bogens mosaiske struktur, eller de mange følelser der pulserede mellem sætningerne.

Den første mindede mig om en lærebog fra 1990erne, hvad det helt sikkert ikke skulle være, og den anden havde noget i sig, men farverne var for krasse. Det rystede billede (hjerteslag) synes jeg heller ikke virkede. Derfor forsøgte vi en helt anden retning, med knogler og hjerteform. Det havde et eller andet, og jeg overvejede, om vi skulle fortsætte i den retning, men noget holdt mig tilbage. Jeg blev ved med at tænke, at det var en ungdomsbog, og det passede heller ikke til Scener fra et parforhold. Det var (og er) en særlig bog, og den havde brug for noget særligt til at fange folks opmærksomhed.

Vi skrev frem og tilbage, mange gange, og i alt blev det til seks udkast. Mange forskellige øjne, fra både forlag og min ende af projektet, var inde over. Det føltes ikke rigtig, som om vi kom nogle vegne. Men så, hurra og jubel, oprandt dagen hvor jeg modtog det forslag, der endte med at blive altbetydende. Vi var vendt tilbage til hjertet fra den lyserøde forside, det var ikke længere rystet, og holdt på et bagtæppe af sort. Det fungerede ikke helt. Men det gjorde det, da grafiker Emma A. Mowinckel gik amok på forsiden, og føjede kvadrater og rektangler til i forskellige farver og størrelser. Det var simpelthen perfekt. Nu var mosaikken på plads. Nu var der kun et element tilbage. Baggrunden, og jeg kunne ikke vælge. I sidste ende, da jeg skulle vælge mellem to farver, lod jeg mine kolleger give deres besyv med, og det er grunden til, at Scener fra et parhold den dag i dag er et hjerte fæstnet op på sort, og ikke gul. Tænker du, at det var godt, at jeg lyttede til mine kolleger? Eller vil du gerne se den med gul baggrund?

---

Playlisten

Bagerst i Scener fra et parforhold er en playlist med ca. tohundrede nummer. Undervejs i skrivningen, og fordi jeg er en ronkedor, samlede jeg alle numrene på en playlist på Youtube. Desværre er det sådan, at mange numre glider ud og ind på netop Youtube, og derfor var min playlist mildest talt mangelfuld. I stedet for valgte vi at oprette en playlist på Spotify, da udvalget derinde er mere varigt.

Det gik også fint. Til at begynde med. For snart modtog jeg beskeder fra hende, der sad og stykkede listen sammen. Der var altså en del af numrene, hun ikke kunne finde på Spotify. De var der ganske enkelt ikke. Det blev jeg meget ærgerlig over, da hvert enkelt nummer var nøje udvalgt, og var en del af lydkulissen ment som baggrund for læsningen. Jeg gik selv i gang, men det lykkedes hverken for mig at finde The End of an Act fra Team America World Police eller DeVotchKas How it ends. Kort overvejede vi om vi skulle have to playlister - en på Youtube og en på Spotify - men det blev ved overvejelsen. Især tre numre var hårde for mig at miste, da deres lyd ramte noget essentielt i Scener fra et parforhold. Og det var Jooks trilogi af sammenhængende sange.

Ja, den Jooks. Jeg vil ha’ en rapper-Jooks. I 2012 lavede han tre numre med titlerne I morgen, I dag og I virkeligheden. De tre numre eksisterede i forlængelse af hinanden, og fortalte en vild historie om tab, svigt, kærlighed og mere tab. De var mesterlige og ekspressive på en helt anden måde end hans andet arbejde, og teksternes kantethed gav dem afgrundsdybde. Jeg rodede Spotify igennem i dagevis, uden held. De var der ikke. Undervejs fandt jeg ud af, at det nok var med vilje. For de var heller ikke andre steder. Det var et ‘skjult’ værk fra Jooks hånd. Selv Youtube-kanalen bar navnet HideOutChannel. Måske skulle de opdages, og det havde jeg gjort, men få dem med, kunne jeg ikke. Jeg fandt andre numre, men i mit hjerte er det stadig disse tre på playlisten. Og hvis man kigger bagerst i Scener fra et parforhold, står de der også stadig.

---

Hærværket

Et par måneder efter udgivelsen af Scener fra et parforhold, anmeldte en læser bogen (meget positivt), men skrev, at hun nu nok mente, at jeg forsøgte at narre hende. For i bogen havde jeg lovet hende linket til en playlist, og der var ingen playlist. Hvad?!? sagde jeg, og sendte hende et billede … hvorefter hun sendte mig et billede, hvor det var tydeligt, at der ingen QR-kode var. Hun havde lånt Scener fra et parforhold på biblioteket, og jeg blev iskold, da sandheden gik op for mig. Under indbindingen af bogen havde bibliotekerne kappet begge bogens flapper af. Også den bagerste, hvor koden stod. Jeg tjekkede med Københavns Hovedbibliotek, og sendte en ven i Holstebro på mission, og jo … flapperne var væk.

Jeg blev ked af det. På en vild og knusende måde. Jeg følte, at mit værk var blevet fuldkommen smadret, og at landets lånere nu slet ikke ville få den oplevelse, de skulle have. Et par dage kunne jeg næsten ikke være i mig selv. Jeg rasede, skummede, tudede, brølede. Og så gjorde jeg noget ved det.

Jeg snakkede med DreamLitt, der sendte mig flapperne, og derefter skrev jeg ud til alle de biblioteker, der havde min bog, og oplyste om misæren. Det var vildt at opleve, hvor kede af det, hvor ærgerlige og hvor opsatte på at hjælpe alle de lokale bibliotekarer var. De var helt med på, at hvad der var sket, ikke var i orden, og de ville gøre deres yderste for at rette op på tingene.

Efterfølgende fandt jeg ud af, at skaden ikke var så omfattende, som først antaget. Hos iMusic, hvor bøgerne bliver bundet ind, kan man vælge to indbindingsløsninger, og den ene inkluderer at kappe flapper af. Desværre havde de fleste af landets biblioteker valgt den løsning, nok fordi den var billigere, og hver en krone tæller i det offentlige (believe me). Hos den resterende tredjedel var min bog intakt. De biblioteker, hvor flapperne var væk, gik ihærdigt til værks, og limede de tilsendte flapper ind hvor de skulle være, og langt de fleste sendte mig efterfølgende både smil og billeder af de nu restaurerede værker. Det var dejligt, at hele affæren endte sådan. Og tak til landets biblioteker for at håndtere det så godt.

---

Lydbogen

I sensommeren skrev mit forlag til mig, at de var interesseret i at udgive Scener som et parforhold som lydbog, da en del havde spurgt efter den. Jeg gik og rugede over den besked i et par uger. Tanken om at få en lydbog ud var rigtig fristende. Samtidig vidste jeg, at med den opbygning Scener fra et parforhold har, kunne det ikke komme på tale med en enkelt indlæser. Jeg lavede et overslag, og skrev endelig til forlaget, at jeg synes det lød som en god idé, men at vi ville få brug for seks indlæsere/stemmer. Ikke overraskende viste det sig for stor en udgift. Og så kunne den være endt der, hvis ikke det var fordi, vi kom til at snakke om Statens Kunstfond. De har mange forskellige puljer, og en af dem er til eksperimenterende litteratur i anderledes formater. Derfor har vi valgt at sende en ansøgning til foråret, og hvem ved, måske ender det med, at Scener fra et parforhold lever på ny i 2019

---

Så har jeg rystet hovedet, og de fleste af historierne om Scener er faldet ud. Jeg er glad for, at du har læst med hele vejen. Hvis du endnu ikke har læst romanen, kan du låne den på de fleste af landets biblioteker, eller bestille den online eller direkte hos mig. Kommentarer er velkomne.

Rapport fra forfatterværkstedet 3

Der har været lidt stille her på bloggen, men det har heldigvis været af alle de rigtige grunde. Det værste er, hvis man ikke har noget at fortælle. Mit problem har i de første 40 uger af 2018 været, at jeg havde alt for meget at fortælle. Derfor er jeg begyndt på at lave en uge-rapport på min fanside på Facebook. Den kommer hver søndag omkring middag, og du er velkommen til at følge mig derinde. Ligeledes opdaterer jeg dagligt på min Instagram. Med det sagt, er her en opsamling på hvad jeg egentlig har brugt tiden til siden starten af juni.

Skrivning

Gennem de sidste tre måneder har jeg skrevet en del tekster, der alle er faldet til den korte side. Den lumre sommer gjorde det svært for mig at koncentrere mig, og efteråret har indtil videre været mættet med større projekter. Et par af de ting, jeg har skrevet, har været med tanke på konkurrencer, men de fleste har ‘blot’ været for at holde mit skrivesind skærpet.

Christian Pedersen skal gå i nul (science fiction, 4400 ord)

Genkendelse (realisme, 2500 ord)

Büchsflint (realisme, 3500 ord) Næsten her-novelle

Eusebios brønd (realisme, 2300 ord)

Ølanker (fantastisk fortælling, 1400 ord)

Kamæleoner (weird, 4500 ord)

Toreby L. (anekdote, 1500 ord) med i antologi.

Mono (science fiction, 1600 ord) indsendt til konkurrence.

Symbiose (weird, 4300 ord) indsendt til konkurrence.

I Christian Pedersen skal gå i nul forsøger en kvinde at hævne sig på tværs af alle tænkelige dimensioner, i Genkendelse møder en mand alle de mennesker han kender, geværerne lades i Büchsflint der udspiller sig i et alternativt univers, Eusebio maler en smuk brønd under en belejring, et elskende par giver smag til øl, i Kamæleoner åbenbares sandheden om centervagter, i Toreby L. reminiscerer jeg om min barndoms landsby, i Mono tænker en AI sig selv splintret og endelig dasker mobil-telefoner i seje sener fra folks hænder i Symbiose. En del af historierne kan du læse helt gratis på dette link.

---

Arbejde på manuskripter

I de sidste ni måneder har jeg arbejdet mere eller mindre non-stop på de bøger, der er lige på trapperne, og på dem, der venter i 2019. Der er en del på horisonten, og hvis alt flasker sig, udkommer jeg dobbelt på årets BogForum.

Jeg ved godt du er der: Min tredje opsamling er blevet omskrevet, redigeret, korrekturlæst og i disse sekunder bliver den opsat og går i trykken. I denne omgang kommer det til at handle om dilemmaer og monstre, og blandt de otte noveller er blandt andet Udyr, der vandt Kandors varulve-konkurrence i 2014 og Itu, der vandt mig en Niels Klim-pris året efter. Som ved de andre antologier, har Anna Degnbol skabt forsiden. Den udgives på Calibat.

Slør: Min horror-roman Slør, der er en tredjedel gotisk horror, en tredjedel chicklit og en tredjedel vikingemyte snurrer i trykken as we speak. Den krævede et par omskrivninger og især dialogen blev godt og grundigt gennemarbejdet. Nu er det blot at vente på dommen.

Et satans arbejde: Min fortælling om flyttemanden Asger, der bliver hyret til at rykke en del af Helvede til Hellerup, har nu ligget i dvale længe nok, og jeg har hevet den frem til en tredje omskrivning, som jeg tror bliver den sidste. Det skal jeg især bruge efterårsferien og de kolde måneder på, og derefter går jagten på et forlag ind. Det bliver en ordentlig satan (haha) af en roman. Vi taler 450+ sider.

3: En novelle-samling med tre noveller, der alle er af kortromanlængde. To af fortællingerne ligger klar til anden gennemskrivning og den tredje simrer på idékomfuret. Med lidt held udkommer den på Kandor i 2019.

---

Nye udgivelser

Især siden sommerferien er det gået hurtigt, og jeg medvirker i fem helt nye antologier. Samtidig ved jeg, at der enten i sidste kvartal eller i det nye år kommer endnu en håndfuld samlinger, hvori jeg medvirker. Som noget ganske nyt, består en del af mine deltagelser af historier fra bagkataloget - noget jeg aldrig har prøvet før. Det betyder så også, at jeg nu er så gammel, at sådan ting sker.

Krinoline og kedsomhed: I anledning af at årets Fantasticon havde emnet Steampunk, blev tretten forfattere spurgt, om de ikke ville skrive en fortælling til en antologi. Jeg var en af de heldige, og min fortælling Til polen, hurra!, der handler om overmod og imperialisme, er nu en del af antologien Krinoline og kedsomhed, sammen med en bred vifte af historier fra andre dygtige fantastikere.

De fremmede - Lige under overfladen 13: SFCs årlige antologi blev født ind i verden den 15. august, og i den medvirker jeg med novellen 13. august 1989, der handler om kunst, meteorsværme og miljø. Det er en fortælling, der strækker sig over et helt liv, og da jeg læste korrektur på den, slog det mig hvor mange følelser, der egentlig var til stede mellem linjerne. Du kan erhverve dig et eksemplar her.

Underjordisk himmel: Niels Klim-prisen for science fiction har efterhånden eksisteret i en del år, og derfor er de nominerede noveller fra 2011 og 2012 blevet nyudgivet i antologien Underjordisk himmel. Jeg medvirker med novellen Faderens sønner, der vandt mig min første Niels Klim-pris i 2011.

Den fantastiske rejse – Himmelskibet 1-50: Himmelskibet, det danske magasin for fantastisk, besluttede i år at overgå til rent digitalt format. Derfor blev det besluttet at samle noget af det bedste fra de forgangne halvtreds numre, og udgive dem som en antologi. Jeg medvirker med de to noveller En hundekunst og Bag glas.

Trickster’s Treats #2: For andet år i træk udsender det australske forlag OzHorror en mikro-antologi med flash fiction i anledning af Halloween. Jeg deltager med teksten Cut, der er på præcis 666 ord, fordi det er sjovt.

---

Afrunding

2018 bliver et helt afsindigt år, og jeg glæder mig virkelig til at stå nytårsaften, og se tilbage på det. I de næste par måneder er der også nedslag i kalenderen. Jeg skal være toastmaster til et Halloween-event, jeg skal læse hundredevis af ansøgninger, jeg skal kloge mig om science fiction i Odense og jeg skal strække benene til BogForum. Ligeledes sker der andre og spændende ting i kulissen, så jeg har spændt hjelmen og gør mig klar til udforske de sidste tre måneder af 2018-spurten.

Du er jo kun en gøgler

Det sker, at et emne, en lille bid, pludselig tager en masse tid. I øjeblikket er jeg midt i en idéstorm, der på et tidspunkt vil munde ud i en roman. I de sidste to år har jeg skrevet store og små ideer ned, og ladet dem stå i simrekassen. Jeg begynder at kunne lugte en historie. Den siver frem og alle ideerne falder på plads, som myrer til en picnic.

For en uge siden nynnede jeg melodien til Dumme gigolo, og jeg var kun nået et par linjer ind, før jeg vidste, at den skulle jeg bruge i en eller anden form. Derfor satte jeg mig til tasterne, og researchede sangen, og noget ganske forunderligt skete. Sangen eksisterede i mange former, og hver form jeg fandt, var væsenforskellig fra de andre. Den transformerede sig undervejs, og det var fascinerende på en lidt uforklarlig måde, som jeg alligevel vil forsøge at forklare.

---

Melodien blev første gang indspillet i 1928 i Wien. Der hed den Schöner Gigolo, armer Gigolo, er en tango og handler om en løjtnant, der husker tilbage på krigen, hvor han var særlig og smuk, men nu er han så forarmet, at han må være kavaler for kvinderne, når de vil danse. Han er en art Private Dancer, der ikke har noget valg. Hvis man slår op i ordbogen, er han altså den oprindelige betydning af ordet gigolo (1.a :mand der er ansat i et forlystelsesetablissement til at danse med de kvindelige gæster). Teksten er to vers, der beskriver hvordan hans liv nu er, og så omkvædet, der går som følger:

Schöner Gigolo, armer Gigolo, denke nicht mehr an die Zeiten,

wo du als Husar, goldverschnürt sogar, konntest durch die Strassen reiten.

Uniform passée, Liebchen sagt: Adieu! Schöne Welt du gingst in Fransen!

Wenn das Herz dir auch bricht, zeig‘ ein lachendes Gesicht,

man zahlt und du musst tanzen.

Dajos Bélas indspilning er den første kendte, og den dirrende violin og harmonikaen rammer virkelig det bitre i løjtnantens liv. Det samme gør den iskolde slutlinje i omkvædet, man zahlt und du musst tanzen, der er et faktum og et ufravigeligt livsvilkår. At ordet 'man' er blevet valgt i originalteksten (i stedet for f.eks. sie), føjer også noget ansigtsløst og koldt til hele affæren. Løjtnanten er et legetøj, der danser iført sin gamle pragt. Intet andet og intet mere. 

---

Allerede året efter kommer den engelske udgave af sangen, Just a gigolo. Den er oversat af Irving Cesar, og selv om noget af stemningen er den samme som i originalen, sker der markante ting på tekstsiden. Den består af to korte vers, der fremføres i næsten spoken word-stil, og omkvædet. Nu møder et jeg en krigsveteran på en café i Paris, hvor jeg'et betragter veteranen sælge sine ydelser. Han tiltaler direkte kvinderne med et "If you admire me, hire me", og man får ikke det indtryk af stedet, at han er ansat som løjtnanten i den tyske udgave. Han kommer udefra, og faldbyder varerne, der nu ikke længere virker til udelukkende at omhandle dans:

 

Just A Gigolo, everywhere I go
People know the part I'm playing
Paid for every dance, selling each romance
Every night some heart betraying

There will come a day, youth will pass away
Then what will they say about me
When the end comes I know they'll say
"Just A Gigolo," as life goes on without me

Nu nærmer vi os den betydning af gigolo, som de fleste kender (1. ung mand der har seksuelt samvær med ældre kvinder mod betaling). Veteranen er selling each romance og every night some heart betraying. Hvor den tyske tekst handler om en beskuer, der har ondt af løjtnanten, er den engelske mere et fremtidigt skrifte og et dystert testamente fra gigoloens egen mund. Han er ved at blive gammel, og ved at alderdommen ingen plads har til ham. Life goes on without me. Fremførslen af Crosby er blevet langsommere end originaludgaven, og har mistet en del af sit tango-præg. Violinen er nu synonym med gigoloens egen beklagende stemme.

---

I 1952 indspiller Gustav Winckler den danske udgave af sangen, der får titlen Dumme gigolo. Nu er den omtalte gigolo hverken en østrigsk løjtnant, eller en fransk veteran, men en klovn i en manege. Formen er vendt tilbage til den oprindelige, med to lange vers og omkvædet. Første vers handler om klovnens natur, at ingen må se at der er et menneske bag sminken. I andet vers tiltales klovnen direkte som et du, og selv om sangeren ved at klovnen kan være trist, er det lige meget. Som publikum har vi krav på at du'et, klovnen, underholder. Måske ler publikum endda ekstra højt, fordi de ved, at du'et lider under sminken? Omkvædet er:

Dumme gigolo
stakkels gigolo
nu er det for sent at græde
spillet er igang
syng en lille sang
en der skaber fryd og glæde
dumme gigolo
stakkels gigolo
giv din latter frie tøjler
selvom hjertet gør ondt
må du dog manegen rundt
du er jo kun en gøgler

Nu føles ordet gigolo ikke længere som en betegnelse, men et navn. Hedder klovnen monstro Gigolo? I den tyske udgave er gigolo både smuk og stakkels, i den engelske er gigolo bare noget der er, men i den danske er han dum. De har dog det tilfælles, at de alle sælger noget. Løjtnanten sin dans. Veteranen sin krop. Og klovnen? Sælger han underholdning eller værdighed? Er han dum, fordi han ikke har grædt inden han tog sminken på, eller er han dum, fordi han er en klovn? Det er ikke til at sige. I hvert fald afsluttes det med salutten, der river alt nobelt af klovnens forehavende og lidelse: Du er jo kun en gøgler. I udgaven fra 1952 er musikken blevet overlæsset, hvorimod Freddy Fræks udgave fra 1969 føjer en ekstra dimension af staccato til.

---

Jeg kunne også have nævnt den amerikanske kombination af Just a gigolo og I ain't got nobody, der er så kendt, at den originale tekst var svær at finde. Lige her tænkte jeg dog, at originaludgaverne ville gøre sig bedst over for hinanden. Jeg ved, at Dumme gigolo bliver en del af min bog. Ikke kun som en sidebemærkning, men hele transformations-tanken. Det er vildt, hvordan betydning muterer, og denne form for musikalsk arkæologi fascinerer mig meget. Jeg glæder mig til at se, hvor det ender henne. Og jeg håber, du kunne li' dette indblik i mit tankekastel. 

Når bøger overlapper

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få fem bøger udgivet på et år. Det er måske hverdagskost blandt BU-forfattere, der har gang i flere serier, men ikke for mig, der primært er voksenforfatter. Selv nu, hvor jeg skriver dette indlæg, føles det fuldkommen vanvittigt, og jeg kan garantere for, at det ikke på noget tidspunkt var planen. Det var blot sådan terningerne faldt. Efterfølgende har det fået mig til at tænke over, hvor forskellige ruterne til en udgivelse er. Nogle bøger fyger direkte fra tastaturet til udgivelse, andre har ligget i rugeriet i mange år, mens helt andre genopstår fra de døde. Og de er de mange livsforløb, tingene skal handle om i dag.

Scener fra et parforhold udkom i maj, og på mange måder gennemlevede den et typisk forløb. Jeg begyndte at skrive på den i '14, og sendte den færdige roman ind til Politikens roman-konkurrence i '16. Jeg vandt ikke, og heldigvis for det. Bogen havde nemlig potentialet til at blive mere. I løbet af '16 og '17 skrev jeg den om tre gange, revurderede konceptet og volumen og fik afslag fra en ordentlig bunke forlag, indtil den endelig blev antaget. Der gik lidt over fire år fra jeg skrev første ord til jeg havde bogen i hånden, og det var ikke et øjeblik for langt. Scener fra et parforhold havde brug for at modnes, og efterfølgende har jeg været glad for, at den tog sin tid. Med nogle bøger er det nødvendigt at lade dem simre, og det er heldigvis en af de ting, jeg som forfatter er blevet meget bedre til med tiden. Selv om det selvfølgelig kan føles lidt sært at sige i et indlæg om fem bøger på et år ...

---

Som modvægt udkom FebruaryFICTION også i maj, men havde på sin vis ikke været længere undervejs end et par måneder. Tilbage i '16 faldt jeg over tiltaget FebruaryFiction, og producerede hvert år i februar måned 25+ tekster, en om dagen. Da jeg var i mål i '18, og havde modtaget meget positiv respons på mine korte fortællinger, tænkte jeg, at de egentlig ville egne sig til en udgivelse. Men hvilket forlag var mon alternativt nok til at binde an med det? Så kom jeg i tanke om SMSpress, der blandt andet har udgivet Bianca Fløes Trylleformuleringer, der er små Instagram-updates. Efter en kort snak med A.Rune, der er ophavsmand til konceptet, skrev vi til SMSpress og forelage dem ideen. En uge senere sagde de ja, og så skulle der ellers arbejdes hurtigt. At udvalgte eksempler af A.Runes og mine korte fortællinger blev en del af Clio Onlines forløb om den korte fiktion, gjorde ikke tingene værre. Jeg har ikke før oplevet en udgivelse gå fra tanke til færdig bog på lidt over to måneder, men det var rigtig sjovt at prøve.

---

King, der udkom den 15. august, var afgået ved døden. Helt og aldeles. Oprindeligt hed fortællingen Brune Bamse, og var en del af min debut Køtere dør om vinteren. Der var Brune Bamse novelle nummer 12 (af 31), altså placeret godt mellem alle de andre. Men ad krinkelkroge og tilfældigheder endte den historie med at blive hevet frem af gemmerne, støvet af og vurderet med nye øjne. Forlaget Calibat ville gerne udgive den som en illustreret fortælling, men det krævede lidt arbejde først. Brune Bamse var skrevet i 2008, og det mellemliggende årti havde heldigvis skærpet mine forfatter-færdigheder. Teksten blev omskrevet og udvidet, skiftede titel, ordvalget blev hist og her droslet ned, enkelte scener blev der gået mere i dybden med og efter 10 omskrivninger, endte den hos illustratoren Christoffer Gertz Bech, der pustede ekstra liv i fortællingen med fantastiske tegninger. King er en genganger, og én, jeg faktisk ikke havde set komme. Af det har jeg lært, at ens backlist aldrig er helt forvitret.

---

Romanen Slør begyndte jeg at skrive på i '16, og den udkommer til BogForum i oktober, på forlaget Kandor. Af de fem bøger, jeg får udgivet i '18, tænker jeg at Slørs vej til udgivelse er den mest normale. Efter manuskriptet havde været til redaktør første gang, efterlyste han mere rædsel. Da jeg godt kunne se hvad han mente, polstrede jeg manus med grimhed, og skrev det efterfølgende om endnu engang. Det var en kort overgang på tale, at Slør skulle udgives i slutningen af '17, men heldigvis blev det ikke sådan. Som med Scener fra et parforhold, blev den kun bedre af at få lov til at hvile sig. Jeg var meget rolig ved Slør helt fra begyndelsen, da jeg var blevet opfordret af forlaget til at sende dem horror-manuskripter. Det tog dem heller ikke længe at antage Slør (og et andet manuskript, I kan høre om en anden dag) og jeg oplevede den luksus det var at vide, at når jeg var færdig med at skrive en bog, ventede arbejdet med den næste. Det er der noget særligt og meget betryggende over.

---

Hvornår starter arbejdet på en opsamling? Der er to måder at se det på. Enten begynder man arbejdet fra man skriver den første novelle, eller også begynder man arbejdet, når man har samlet bruttotruppen af noveller til opsamlingen. Jeg ved godt, du er der begyndte altså enten i 2009 eller i 2016, og den udkommer til BogForum i oktober. Det var hårdt arbejde at vælge de bedste ud, for en opsamling handler ikke bare om at smide nogle noveller i en pose, og så ryste den. En opsamling har brug for en tråd, et tema, en stemme. Efter jeg havde udvalgt og vurderet, omskrev og reviderede jeg novellerne, for som så mange gange før, måtte jeg sande, at tiden havde forbedret mine evner. Jeg ved godt, du er der kom ikke som en overraskelse for mig. Den var en del af kontrakten med DreamLitt/Calibat fra 2016, der omfattede tre opsamlinger, og derfor kunne jeg nyde det hårde arbejde, fordi jeg havde god tid. Og det er noget, der vokset på mig. At nyde redigeringsprocessen, der er en raffinering af det, man har skabt.

---

En af de tanker, der er blevet ved med at summe om hovedet på mig, er om det er klogt at få udgivet så mange bøger på så kort tid. Positivt set gør det, at jeg konstant er tilstede med noget nyt, og forhåbentligt derigennem findes i folks bevidsthed. Det viser min bredde, at jeg på så kort tid kan udgive en realistisk parforholdsroman, mikrofiktioner, en billedroman til store unge, en horror/chicklit-roman og en opsamling af noveller. Negativt set kan det virke sløset, at bøgerne sprøjter ud. Den ene bogs slagskygge kan fuldkommen formørke den næste udgivelse. Læserne har måske ikke budget (eller lyst) til så meget Silvestri. Som jeg skrev i begyndelsen af dette indlæg, var det ikke planlagt, men sådan det faldt ud. Hvad tænker du? Er det klogt at udgive fem bøger på et år? Hvad er faldgruberne og hvad er fordelene?

Om det sker igen? Det tvivler jeg meget på. Selv om jeg har en del manuskripter nærved klar, og noveller nok til flere samlinger, kan jeg ikke forestille mig at horden vil gentage sig. Det føles som en once-in-a-lifetime-oplevelse.