This Is February!

Det er altid godt at tyvrane og voldstjæle fra Hollywood-produktioner, når man skal finde titler til sine blogindlæg. Med det sagt, er der sket en hel del i denne vinterens sidste måned, og derfor må jeg straks fortælle om dem.

For det første så er min novelle Benspænd kommet med i en endnu unavngivet fantasy-antologi fra Forlaget Kandor. Den er ganske unik, da det er en novelle jeg skrev FØR jeg udvandrede fra digte.dk, og det gør den til en ganske gammel sag. Selvfølgelig tog jeg den under kyndig behandling, rettede sprog og opsætning, og i sidste ende virkede det. Det er en ret sjov historie om Døden og Skæbnen og Pligt og andre søde figurer.

For det andet sendte jeg i 2009 en science fiction-novelle ind til Knud Larns fanzine Science Fiction. Den var en del af en konkurrence med temaet "Danskerne og Robotterne", og her for et par dage siden lå der en mail, der venligt informerede mig om, at jeg havde vundet konkurrencen. Novellen er en mellemlang sag, der hedder Den jeg elsker og den griber fat i hele problemet med kærlighed og robotter. Bladet udkommer den 1. marts - altså om fjorten dage.

Fanfare. Min kommende roman er gået ind i anden korrektur, og får den pompøse titel Pandaemonium. Det er en slet skjult reference til John Miltons Paradise Lost. Så jeg forventer, at lige om lidt lander det gigantiske manuskript med et solidt brag i min inbox. Så skal der skrives til og fra og redigeres endnu en gang.

I skrivende stund sidder jeg og er ved at runde en Mythos-novelle af til en konkurrence, der har deadline 1. marts. Når jeg er færdig med den, venter en science fiction. Så der er travlt i lejligheden på Nørrebro.

En detour i arkiverne

Som faste læsere af min blog ved, så begyndte jeg mit forfattervirke inde på på sitet digte.dk. Siden da er stedet dødt, og selv om der er opstået alternativer, er det ikke noget der virkelig kan hive mig ind. En spændende feature ved det hedengangne site var dog billeddigte, og jeg nåede at lave omkring 200 af dem. Eftersom de bare ligger og sukker på min harddisk, vil jeg bruge den lækre plads på min blog til at bringe de bedste af dem tilbage i fokus. Derfor, without further ado, kommer her en ganske anden side af A.Silvestri:


Billedet er taget uden for AROS i Aarhus, og netop det at flagene var på halv, gjorde et eller andet ved min hjerne. Hvis man fokuserer sit blik på billedet, dannes der en 3D-effekt, der suger beskueren ind. Den korte tekst kan, i min hjerne, hverken være kortere eller længere. Det er et still, et øjebliksbillede, hvis man foretrækker det på dansk. Og forresten er titlen på "værket" - Båredekoration.

Det er sjovt for mig at hive gamle sager frem - ganske enkelt fordi jeg synes de er for gode til at gemme væk. Memory Lane har stadig sidegader, der er værd at udforske. Enjoy!

Januars Skrivning

Årets første måned er overstået, selv om den ikke var meget anderledes at beskue en sidste års sidste måned. Der er intet galt med vejr, hvis det i det mindste kunne variere sig selv en smule. Jeg har tilbragt meget af tiden indendørs, med at følge op på mails, redigere det sidste af min roman og være træt. Det er dog blevet til en enkelt novelle:

Hvordan man slår sin kæreste ihjel (8500 ord, humor/horror/håndbog)

Den ene novelle blev til gengæld ret sjov, og så er tiden jo ikke spildt. Jeg får travlt i februar, da jeg skal skrive to forskellige noveller, være med til et foredrag på Vallekilde Højskole og tage hul på den store redigering til min næste novellesamling.

Stadig vinter - men flere nyheder.

På trods af, at vejret vælger at reprise sig selv i noget der ligner et flosset og vaklende loop, står tingene ikke stille her.

For det første har Køtere dør om vinteren fået en lektørudtalelse. Jeps, det er nemlig rigtigt. Det er en rigtig fed ting at få med på Køter-turen, der lader til at fortsætte med helt pæn styrke. At den samtidig er placeret i den gode ende, gør ikke ligefrem tingene værre. Og her er så de 10% af udtalelsen, som jeg må citere:

"Jeg er ikke bekendt med andre novellesamlinger, der går samfundets syge eksistenser og de menneskelige prøvelser så meget på klingen" - Lektørudtalelse, DBC

Ud over lektøren, har Køtere også fået en tredje anmeldelse. Denne gang er den fra Jette Holst på Bogrummet.dk, og hun har blandt andet disse ord til overs:

"Enkelte af novellerne har en humoristisk undertone, men langt de fleste fortælles mere afdæmpet og til tider direkte trøstesløs. Man ved aldrig, hvilken oplevelse den næste novelle gemmer på, og flere af novellerne stod meget stærkt i min bevidsthed efter endt læsning." - Jette Holst.

Læs hele anmeldelsen her

Salget af bogen går godt, og hvis du endnu ikke har gået en tur med din Køter i dag, bør du nok se at komme i gang.

Som en sidste Køter-ting, har Michael Kamp også nævnt min novellesamling som en af de bøger, man kunne gribe, nu hvor man alligevel har verden fyldt op med sne. Læs hans blog-indlæg her.

Januar blev også måneden, hvor jeg fik redigeret sidste del af min kommende roman. Det har nu vist sig, at den er så voluminøs, at forlaget har besluttet sig for at udgive den som en dobbelt-roman. Det endelige sideantal er en smule vaklende, men jeg vil ydmygt kalde den gigantisk. Det var en spændende oplevelse at rette en så stor bog til, og jeg er ret tilfreds med resultatet, selv om vi langt fra er færdige. Titlen mangler dog stadig - men jeg regner med, at vi når fælles grund indenfor en uges tid.

Men det hele skal ikke handle om min ego-sump. Der er nemlig nyt om et par af mine WOFfere!

Malan Jacobsen har sendt mig en mail, hvor hun fortæller lidt om, hvad der sker for hende på skrivefronten. Hendes stilhed har ikke været grundet inaktivitet, tværtimod. Den 15. april udkommer hendes bog Rotteungen på Carlsen. Det er en thriller for de 12-14-årige. Den handler om roma-pigen Mime, der mister hukommelsen i en brand, og man følger derefter hendes kamp for at genfinde den. Intentionen er, at Rotteungen skal være første del i en serie på fire, så jeg krydser fingre for, at salget af den første går vel for Malan.

Michael Dyst medvirkede her for en stor uges tid siden i DM i poetry slam. Han nåede ikke i finalen, men alene det, at han klarede sig hele vejen til finalerne, er flot i sig selv. Thumbs up!

Brian P. Ørnbøl har snart sin næste digtsamling klar. Det er en lille bog, der bærer titlen SALIGIA og, ifølge hans beskrivelse, er en række ultrakorte digte og et enkelt langdigt med religiøse og religionskritiske undertoner.

I den nærmeste tid er min kalender ganske booket op. Jeg har rigtig mange projekter, jeg arbejder på. Blandt dem ligger omskrivning af gamle noveller, skrivning af nye (bl.a. Mythos) og et kig på noget grafisk arbejde.

Et års skrivning - Del 2

Jeg ved, at alle har ventet spændt på fortsættelsen - men nu er den søde ventetid overstået. Onwards and upwards.

--------------
2010 blev for mig et meget godt skriveår. På de fleste andre fronter blev det et horribelt lorteår, men er der ikke noget med, at man ikke kan få det hele (sagt med tilpas jysk distance).

I løbet af 2010 var jeg ude at læse op omkring 10 gange. Den mest intime seance, altså hvor jeg var specielt inviteret, var på Det Poetiske Bureau. Her læste jeg op sammen med bl.a. Toke Blicher-Hansen, og selv om der ikke var det største publikum, var det alligevel en ganske god aften. Jeg synes dog også jeg bør nævne min poesi-oplæsning til Z-faktor i Odense. Jeg havde aldrig medvirkt i sådan en konkurrence, og selv om jeg ikke kom videre, var publikum og dommere meget glade for mit digt. Selvsamme digt, Symbol, blev forresten udgivet i digt-antologien Fragmenter fra Det Poetiske Bureau.
-------------
På konkurrencefronten var jeg en meget travl mand. Jeg medvirkede i SFCs årlige novellekonkurrence, Forlaget Darklights klima-konkurrence, Fragmenter-konkurrence på Det Poetiske Bureau, Byens Forlags terror-konkurrence, Fantastiks årlige novellekonkurrence,Ny Science Fictions fantasy-konkurrence og Forlaget Kandors fantasy-konkurrence. Jeg blev dømt ude i terror-konkurrencen og Fantastiks konkurrence, mens jeg slap igennem de andre steder. De to sidste konkurrencer venter jeg stadig svar på. Jeg er meget tilfreds med hvordan det kører, og som tingene ser ud lige nu bliver jeg ved med at sende ind til alt hvad jeg falder over. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg arbejder ganske godt, når jeg har nogle meget skarpe kriterier, jeg skal overholde.
---------------------------------
Gennem et par år har jeg været tilknyttet Novelleforlaget.dk. I skrivende stund ligger der fire af mine noveller derinde, som hver især kan erhverves for den sølle sum af 25 kroner.Men nok med den meget slet skjulte reklame. Midt på året blev jeg kontaktet af kvinderne bag sitet, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at være med i et nyt initiativ. De vidste fra tidligere snakke, at jeg var lærer i udskolingen, og eftersom de var svangre med et søstersite, Novelleundervisning.dk, havde de brug for folk til at lave undervisningsmaterialer. Jeg tænkte WTF og har nu fået et sideerhverv som undervisningskonsulent (tror jeg nok den officielle titel blev). Det er en ganske anden måde at bruge sin kreativitet på, men lige meget hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg ikke helt finde ud af, hvordan fanden jeg blev kanon-"specialist". I år kommer der sikkert også til at være lidt her fra min hånd.
------
2010 har virkelig stået i "gennembrudets" tegn. Midt på året fik jeg, med fjorten dages mellemrum, et jatak til et manuskript. Ikke det samme, nej - men en roman, og en novellesamling. Sidstnævnte udkom den 20. november på forlaget Hexameter, og har indtil videre fået et par ganske gode anmeldelser. Det var en vild følelse at stå med sit første, selvstændige værk i hænderne. At Køtere dør om vinteren samtidig var en helstøbt forestilling med flot opsat tekst og lækkert layout gjorde kun tingene endnu bedre. Valeta var det andet forlag, der takke ja - og de ville gerne have mit mammut-værk fyldt med splat og vold og zombier og andre knasende sager. Jeg sidder i øjeblikket og førstegangsredigerer manus, og det bliver en voldsomt stor sag. Titlen mangler stadig, men det kradser i min hovedbund. Indtil videre er udgivelsen sat til maj 2011. Meeeeen, to ting er ikke nok. I mange år har jeg været en del af SFC's folk, der ofte optrådte i antologier og lignende blade. Jeg må have gjort mig bemærket, for SFC har ganske enkelt tilbudt at udgive en samling udelukkende med science fiction-noveller fra min hånd. Jeg har fundet novellerne, og en del af dem skal omskrives, men jeg har i hvert fald en masse at lave på hele redigeringsfronten efterhånden som 2011 bliver ældre.
------------
Som det fremgik af første del af dette indlæg, nåede jeg i løbet af 2010 at skrive 19 noveller. Og her til morgen sad jeg og kiggede dem igennem på skrømt. For hvilke har jeg egentlig de højeste håb for? Novellen De mennesker, jeg skrev som den sidste i år, håber jeg virkelig rammer et eller andet. Den er meget anderledes, fucker rundt med hele novelleformen og er samtidig dygtig. En anden spændende kandidat er novellen Faderens Sønner, der er skæv science fiction. Den tredje kandidat bliver horror-fortællingen I forstæderne løber man, fordi den får læseren til at tro, at han ved hvad der sker. Måske ender det med at det er nogle helt andre der bliver udvalgt - en lurende mistanke har jeg nok til Et studie i lyst, der kombinerer seksuelle eskapader med fantasy.
----------------------

Alt i alt er jeg ganske tilfreds med som tingene kører nu. At være oversat til engelsk, indtalt som lyd, udgivet med to ting klar i horisonten, tidligere pris-vinder og så videre er alt sammen lidt vildt, når man sådan smider det op på en række. Alligevel vækker det en del angst i mig....for kan det virkelig fortsætte så godt? Eller skal jeg bare holde kæft nu, for ikke at jinxe det?

Et års skrivning - Del 1

2010 er gået - og heldigvis for det. Ikke desto mindre er tiden kommet til en årsrapport. I år bliver den todelt - og her i første del smider jeg pænt om mig med årets produktion. I 2010 fik jeg skrevet 19 noveller færdig, skrinlagt yderligere fem og brugte noget af min tid på at producere undervisningsmateriale. Watch and behold:

--------------------------------------------

Science Fiction
Matthæus 20:16 (8700 ord, januar) med i antologien Ingenmandsland
Signal (9800 ord, februar)
Højdepunkt (5000 ord, april) med i unavngiven antologi fra Forlaget Darklights
Mens vi venter (5200 ord, april)
Faderens Sønner (9900 ord, juli)
Tusind og en nat (2100 ord, juli)
Glemmer du, så husker jeg alt (8700 ord, september)

Horror
Lille Frøken Himmelblå (5600 ord, marts) med i Køtere dør om vinteren
I forstæderne løber man (4300 ord, juli)
I et vindue (10300 ord, november)

Realisme
Frelser (4900 ord, februar)
Splitscreen (3000 ord, marts) med i Køtere dør om vinteren
Støbeform (3900 ord, maj)
Lars og Lisette og (2100 ord, september) indsendt til konkurrence
De mennesker (2500 ord, december) indsendt til konkurrence

Fantasy
Stenhugger (8400 ord, august) indsendt til konkurrence
Et studie i lyst (6500 ord, august) indsendt til konkurrence

Fantastisk Fortælling
Det lille billede (8000 ord, maj)
Holgers Danskere (1600 ord, juni) udgives i unavngiven antologi i 2011

Skrinlagt
Tillad mig (fantastisk fortælling, skrinlagt ved 1600 ord, marts)
Konvoj (realisme, skrinlagt ved 1500 ord, maj)
Kurér (realisme, skrinlagt ved 1300 ord, juni)
Esther (realisme, skrinlagt ved 6400 ord, juni)
Skolestart (horror, skrinlagt ved 8800 ord, oktober)

Andet
Om Guds plan (1500 ord, skrevet til oplæseraften i Kristuskirken)
Behindenburg (500 ord, flash fiction til engelsk konkurrence)
Undervisningsmateriale til B.S.Christiansens "Glasskabet" på Novelleundervisning.dk
Undervisningsmateriale til Herman Bangs "Irene Holm" på Novelleundervisning.dk

----------------------------

Sidste år skrev jeg også en del noveller. Af disse har følgende fået et hjem:

Alting på sin plads, udgivet på Novelleforlaget.dk
Det Bedste, udgivet i Proxima nummer 95
For Satan, med i Køtere dør om vinteren
Dødsriget, med i Køtere dør om vinteren
Klor, med i Køtere dør om vinteren
Doris, udgivet på Novelleforlaget.dk
Køtere dør om vinteren, med i Køtere dør om vinteren

--------------------------------------------
Det betyder, at lidt over 50% af de tekster jeg skrev i 2009 er blevet udgivet. Jeg skulle godt nok være et skarn for at brokke mig over det!!

Anden del af min årsrapport vil rent faktisk indeholde mere end tal og lister. *GASP*. Jeg regner med at smide den afsted i morgen.

WOFferne - efter et år uden WOFfere, Del 2

Så er ventetiden ovre, og der er mere guf til jeres øjne. Samtidig ser jeg tilbage på et langt år med mange omvæltninger. I begyndelsen af det nye år kommer rapporten for året 2010 op - så skal der eddermame systematiseres. Men inden da - voila - anden del af WOFferne:

Michael Dyst: Det er ikke meget, jeg har set til Dyst på oplæserscenen i løbet af 2010. Men jeg kan dog afsløre, at han har udgivet digtsamlingen Retrofast på BoD. Det er en lille, men meget Dystsk sag.

Lars Ahn Pedersen: I løbet af 2010 har Lars vundet Fantastiks novellekonkurrence med novellen Rudolf, og medvirker i antologien Ingenmandsland med novellen Portræt af en månepige. Bliv endelig ved, Lars - det er godt, det du skriver!

Line-Maria Lång: Efter hendes debut, Rottekonge, modtog meget pæne anmeldelser, har jeg hørt fra pålidelig kilde, at hun i øjeblikket arbejder med en roman. Næste år bliver Line-Marias sidste år som WOFfer.

Malan Jacobsen: Jeg har intet set fra Malans hånd i det sidste år. Måske er hun holdt op med at skrive, eller holder blot en pause. Malan, hvis du ser dette her, er du meget velkommen til at skrive til mig og rette op på min totale uvidenhed.

Teddy Vork: Teddy er, som allerede bekendt, i stald hos Tellerup. Her han fået udgivet sin romandebut, Diget, der er til dels horror og til dels historisk roman. Han er inkarnationen af en WOFfer - men snart forlader han også disse rækker.

WOFferne - efter et år uden WOFfere, Del 1

2010 er næsten gået. Det blev året hvor jeg fik meget travlt, men også året hvor jeg ikke havde tid til at kigge så meget på mine kolleger. Alligevel vil jeg, rent public service, kort fortælle om hvordan det er gået mine ti WOFfere i det forgangne år. Enjoy:

Brian P. Ørnbøl: I løbet af 2010 har Brian udgivet digtsamlingen Sange fra Midgaard på forlaget Darklights. Samtidig har han medvirket i antologierne Fragmenter (digte) og Sky City (science fiction oversat fra dansk til engelsk)

Camilla Wandahl: 2010 har været et godt år for Camilla. Hun har udgivet intet mindre end fire bøger, i serien kaldet Veninder for altid. Efterhånden er det ikke på sin plads at kalde Camilla WOFfer længere. Hun er nået videre.

Michael Kamp: Michael har i løbet af 2010 ikke udgivet noget...MEN til gengæld er han kommet i stald hos Tellerup. En horde af tillykker hans vej, og jeg ser frem til at konkludere Bobs Saga-sagaen inde på Metrord.

Nikolaj Højberg: 2010 har været et stort år for Nikolaj. Ikke nok med, at han har fået udgivet sin anden novellesamling, Lejlighed 42, men han har også startet eget forlag, nemlig Forlaget Kandor. I 2011 har han en roman klar ved navn Daemonolotria.

Thurston Magnus: Thurston arbejder på mange ting, men ikke på et helt konkret projekt. Han tager det roligt - om det er fordi, han vil vente og finpudse, eller blot tager en pause fra alt ræset, ved jeg ikke (Han er meget velkommen til at korrigere indlægget her)

Følg med i morgen, når de sidste fem kommer

Mellem jul og nytår

Eller, med andre ord, årets sidste ego-update.

Det er ikke meget ferie, jeg får holdt. Det meste af min tid går med at redigere manuskriptet til min kommende roman. Jeg er just blevet færdig med anden del af tre, og da det er den største del, ser jeg frem til næste del af arbejdet med et lidt lettere hjerte. Dermed skal det ikke forståes, at det har været en sur pligt. Tværtimod er det sjovt at genopdage sin egen historie.

F.eks havde jeg glemt en helt vildt underholdende sekvens, hvor to af bogens hovedpersoner (Daniel og Benjamin) kombinerer en ramponeret Wartburg med et stortstilet kvindeløb. Akja, det er sgu sjovt at kunne grine af sine egne ting. Med lidt held er det en god indikator på, hvordan andre vil modtage værket.

Første del var skrevet for fem år siden - anden del for 3½ - og heldigvis var der sket en masse med mine skriveevner. Derfor var der ikke lige så meget sprogligt at reparere. Meeen - jeg havde stadig en tendens til at sludre, som der blev luget meget ud i.

Verden er andet end min kommende roman. Køtere dør om vinteren har fået sin anden anmeldelse. Denne gang er det på Litteratursiden, og der bliver blandt andet sagt:

"Det er ikke al litteratur, der skal skinne et lys ind i vores liv – nogle historier lægger uendeligt langsomt hånden over det sidste, blafrende stearinlys og efterlader os alene med os selv i mørket." - Zenia Johnsen.

Læs hele anmeldelsen her

Og som om det ikke var nok, er den første anmeldelse af antologien Ingenmandsland også rykket ud på nettets digitale stepper. Om min novelle siger anmelderen Jette Holst:

"Samlingens måske bedste novelle er ”Matthæus 20:16” af A. Silvestri. Historien om verdens først (og sidste) tidsrejsende. Novellen er velskrevet og har både kant og stiller spørgsmål, og så har den en sidste linje som lige får læseren til at tænke sig om en ekstra gang."

Af andre navne dropper hun bl.a. også Lars Ahn Pedersen, Lonni Krause og Thomas Strømsholt. Læs hele anmeldelsen her.