Favoritter fra 2018 - Litteratur og andet

Sidste år blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om litteratur som er det vigtigste, i tirsdags var det film og serier, der stod på programmet og onsdag handlede det om den musik, der ramte mig i 2018.

Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6 (plus lidt ekstra). Listen bærer også præg af, at jeg i 2018 har læst flere fagbøger end jeg har for vane.

---

Julian Barnes - Keeping an Eye Open (2015)

‘Flaubert believed that it was impossible to explain one art form in terms of another, and that great paintings required no words of explanation. Braque thought the ideal state would be reached when we said nothing at all in front of a painting. But we are very far from reaching that state. We remain incorrigibly verbal creatures who love to explain things, to form opinions, to argue... It is a rare picture which stuns, or argues, us into silence. And if one does, it is only a short time before we want to explain and understand the very silence into which we have been plunged.’

Julian Barnes er en af mine favoritforfattere, og jeg har ved flere lejligheder snakket om hans fantastiske Verdenshistorien i 10½ kapitel. Derfor var jeg også kåd som et lille barn, da jeg fik fat i Keeping an Eye Open, hvor Barnes i en række essays forholder sig til kunst. Og jeg fik åbnet ikke bare et, men begge øjne. Barnes formidler linjer, vinkler og farver i et sprog, der formår at være kompliceret uden at miste tilgængelighed, og blander analyser af malerier med anekdoter og fortællinger om malerne selv. Han griber fat i kunstnere, ikke alle kender, og behandler dem på lige fod med de (aner)kendte mestre, hvilket gør, at man som læser bare må opleve deres malerier selv. Jeg blev blandt andet grebet af fortællingen om Odilon Redon, og var efterfølgende så heldig at se hans grafik og malerier på Glyptoteket. Udstillingen kører stadig, hvis du har lyst til at se den. Barnes er altid værd at læse, også når det handler om faglitteratur.

---

Niels Brunse - Ramoth-Bezer (1994)

I dag er det en blid dag. I dag vil jeg begynde på noget, jeg har udskudt i lang tid. Renskriften af Ullas manuskript.

Det regner derude. De har lovet byger i radioen, men himlen ser mere ud til heldagsregn. Græsset og stauderne i haven lyser med det tilfredse grønne skær, som planter får i den slags regnvejr og den slags lys-når himlen nok er grå, men ikke uigennemtrængelig.

Trygt vejr. Det føles rigtigt at være inde. Alle holder sig inde sådan en dag, ikke kun jeg. Og der er roligt i huset hele dagen.

Danske Niels Brunse er nok mest kendt som oversætter af Shakespeare, men han har også en rig produktion bag sig, især af værker, der falder indenfor de fantastiske genrer. I Ramoth-Bezer sætter den aldrende universitetslærer Robert sig for at renskrive det sidste minde om Ulla, en kvinde der måske var mere end en ven. Hun har oversat et tysk manuskript i hånden, og i det finder Robert historien om byen, der både hedder Ramoth og Bezer, og hvor vildfarne sjæle finder et nyt hjem. Alle arbejder sammen, og omkring nogle store og særlige maskiner, hvis konstruktion er skærmet af, for det er farligt for det skrøbelige menneskesind at se, hvordan maskinerne fungerer. Brunses sprog er som et varmt tæppe, og hans historie, der både rører ved science fiction, horror og den fantastiske fortælling, er som et stærkt krus gløgg. Man kan ikke lade være med at tømme det, når man først er gået i gang, og ved sidste side venter den slutning, man som læser fortjener.

---

Know This: Today's Most Interesting and Important Scientific Ideas, edited by John Brockman (2017)

Glaciers throughout the world are melting at an unprecedented rate. Glaciers throughout the world will continue to melt at an unprecedented rate. Try living with an average sea level 5+ meters higher.

• Complete essay of Robert Trivers, evolutionary biologist

Bogen Know This indeholder 200+ essays fra forskere, videnskabsmænd, forfattere og politikere, der hver især skriver om en væsentlig videnskabelg idé, et gennenbrud eller noget, vi virkelig skal være opmærksomme på. De forskellige essays bevæger sig både inden for det naturvidenskabelige felt, kultur og the humanities, og det længste er på seks sider. Med andre ord bliver man som læser konstant præsenteret for nye tanker i nye sammenhænge, og det var et vanvittigt ride, jeg næsten kun kan sammenligne med en brandert baseret på forskellige slags sprut. Til hvert essays skrev jeg et par linjer, og sad tilbage med 20 siders håndskrevne noter, da jeg vendte sidst side. Know This er en skræmmende bog, men det er også en opmuntrende bog, for både det dårlige og det gode beskrives. Hvis du skal læse den, vil jeg dog råde dig til at gøre det nu. Selv om den udkom i 2017, var der allerede et par af de mange essays, der var forældede. Det fortæller en historie i sig selv. Nemlig at fremtiden er et meget stort sted, og det har retning direkte mod dig.

---

Intermezzo

Nu skal det ikke være sådan, at det hele skal handle om tekst. I løbet af 2018 dansede også andre kulturelle oplevelser ind i mit liv. Som allerede nævnt så jeg Odilon Redon-udstillingen på Glyptoteket, jeg havde en femfilms-maraton til CPH:PIX og besøgte Fuglsang Gods i foråret. Dog har især to oplevelser sat sig fast. Teaterforestilling Misery på Østerbro Teater og udstilling Into the Unknown på Brandts i Odense.

I efteråret var jeg på Brandts af andre grunde, og gik derfor ind for at se udstillingen Into the unknown, for guderne skal vide at en udstilling om science fiction er et særsyn. Og jeg blev ikke skuffet. Udstillingen dækkede syv haller (tror jeg nok), og gik kronologisk frem, så man startede helt tilbage på den anden side af Jules Verne, og bevægede sig op til det nyeste. Udstillingen var flot lavet, fyldt med effekter fra diverse film (Darthys hjelm f.eks.) og hvad der især var fedt, var at litteraturen ikke var glemt. Flere steder stod store montrer med udvalgte storværker fra science fictions historie, som man kunne lytte til. Har man bare lidt interesse i science fiction, er udstillingen et must, og den går til midt i februar 2019. Derimod er det slut med teaterforestillingen Misery, jeg så i september. Handlinen fulgte Stephen Kings bog af samme navn, men skilte sig ud fra filmatiseringen på to bunker. Scenografi og lys var ret fantastisk, da alt foregik på én scene med ramper og med forskelligfarvede pærer fra alle vinkler. Og så var det fedt at se Lise Baastrup, der ellers mest har sådan nogle tuttenutte-roller, få lov til at gå i helt i spåner som Annie Wilkes, der er Paul Sheldons største fan. Hun var helt fantastisk, og med en stemme og vejrtrækning, der pillede ved ens nervetråde. Bravo!

---

Villy Sørensen - Sære historier (1953)

Fordi mordet skulle opklares, søgte jeg ansættelse ved kriminalpolitiet. Der følte man sig beæret over den interesse jeg lagde for dagen overfor dets arbejde, og da mordet jo især kom mig ved, gled jeg straks ind i så høj en stilling at jeg kun fik kriminalchefen over mig. Det gav naturligvis anledning til adskillige pinlige episoder, ti da jeg var ganske uerfaren, var jeg bestandig fristet til at indhente oplysninger hos mine underordnede, hvad der ikke sømmede sig for en mand i min stilling.

• af novellen En Kafka-idyl

Jeg læste første gang Villy Sørensen i slutningen af 1980erne, og blev som så mange ramt af novellen Blot en drengestreg, der vist er så kendt, at jeg ikke behøver at fortælle noget om den. I år var det første gang siden, at jeg samlede Villy op, og jeg blev skudt gennem hovedet af hvor vild han var. Dette er eksemplificeret gennem uddraget af novellen En Kafka-idyl, der på absurd og abstrakt vis fortæller en historie om en forbrydelse, der måske er begået, gennem en person, der måske har interesse i at finde ud af, hvem der begået denne mulige forbrydelse. De otte noveller adskiller sig fra hinanden både i tone og tematik, og det er et lækkert pust i forhold til mange novellesamlinger, hvor det er vanskeligt at skelne de individuelle fortællinger fra hinanden. Villy Sørensens prosa føles på ingen måde 65 år gammel, men fremstår stadig lige så knitrende og frisk som karse i et vatbed, og undervejs blev jeg fascineret af, hvordan han både strækker den gængse fortælleform til den yderste grænse, og samtidig nærmest nonchalant overskrider den. Smukt!

---

Samuel R. Delany - The Einstein Intersection (1967)

Wars and chaoses and paradoxes ago, two mathematicians between them ended an age and began another for our hosts, our ghosts called Man. One was Einstein, who with his Theory of Relativity defined the limits of man's perception by expressing mathematically just how far the condition of the observer influences the thing he perceives. The other was Goedel, who was the first to bring back a mathematically precise statement about the vaster realm beyond the limits Einstein had defined: In any closed mathematical system--you may read 'the real world with its immutable laws of logic'--there are an infinite number of true theorems--you may read 'perceivable, measurable phenomena'--which, though contained in the original system, can not be deduced from it--read 'proven with ordinary or extraordinary logic.

Delanys The Einstein Intersection er en bog skrevet med drømme så vanskelige og umulige at forstå, at man bliver nødt til at drømme, at man læser i bogen for måske at forstå den. Lyder det syret? Det er præcis den følelse man sidder med, når man har læst den første gang. I The Einstein Intersection er menneskeracen uddød, og en ny race med meget ustabel genetik er trådt i dens sted. Skræmmende mutationer, ødelagte gener og fortvivlede sind er hverdag, og alt det menneskeheden efterlod sig, både i form af fysiske ting som byer og det mere uåndgribelige som musik og myter, holdes på en måde i live af den nye race, der fortolker frit på det efterladte. The Beatles og myten om Orfeus er begge episke fortællinger, Elvis er som Gud og forvanskningen af de kendte myter kommer til deres egen ret forstået gennem sind, der ikke er menneskelige. The Einstein Intersection er en kompliceret bog, og jeg læste den to gange, uden at forstå den. Det ændrer ikke det mindste på, at den er new wave-science fiction når det bedst, og mættet med sproglige vanvidsbilleder, der lægger sig i din hjerne som æg, der først med tiden klækker.

---

Taichi Yamada - Strangers (1987, oversat 2003)

After my divorce, I set up house in the apartment I had been using as an office. Since I made my living writing scripts for television dramas, I spent most of my waking hours in solitary confinement at the apartment. Until recently, I had a lady friend who came here to share her company with me, but she drifted away when I became caught up in the divorce proceedings with my wife. I didn’t mind; I had expended so much emotional energy on the divorce that I was perfectly happy to be free of human entanglements for at while, including those whose pleasures were of a purely physical nature.

Strangers er en horror-fortælling. Den handler om den midaldrende Harada, der er fanget mellem alle livets poler i kølvandet på en skilsmisse. En dag vandrer han igennem sin barndoms gade, og der går han ind i et varieté-teater, han besøgte sammen med sin far for længe siden. I mørket opdager han, at personen, der sidder lige foran ham, ligner hans far meget. Men det kan ikke være faren, af to åbenlyse grunde. For det første ville faren også være ældet med 40 år, så kunne ikke ligne sit unge jeg. Og for det andet døde begge Haradas forældre i en færdselsulykke for mange år siden. Herfra tager fortællingen fart, og udvikler sig til en meget sørgmodig og velfortalt spøgelseshistorie, der ikke bare handler om det, der er dødt, men også om de ting, det er så vigtigt får lov til at overleve. Den handler om de mennesker man var, og det menneske man er, og om de ting, man slet ikke lagde mærke til skete lige under næsen på en. Nyd især den ordknappe stil, der alligevel formår at fortælle alt det, man har brug for.

---

I løbet af 2018 læste jeg mere end jeg havde gjort i mange år, ikke mindst fordi det var gået op for mig, at jeg slet ikke læste noget nær det, jeg havde gjort i min barndom og ungdom. Det skrev jeg også to indlæg om, som du kan finde lige her (Del 1, Del 2). Fordi jeg læste mere, læste jeg også bredere, og af andre hightlights kan jeg nævne Grete Roulunds vilde og skræmmende science fiction-fortælling Efter år nul, Bo Reinholdts sanselige og skæve Salveren, fagbogen The Elegant Universe af Brian Green der handler om strengteori, Lawrence Durrells Reflections on a Marine Venus der er en rejsebeskrivelse fra et græsk øhav, der ikke findes længere og til slut den hylende skab- og grinagtige middelalderfortælling Gargantua af François Rabelais. Men i sidste ende blev det de andre seks. Med disse ord var det alt for i år. Tak fordi du læste med, og jeg håber at se dig i 2019. Godt nytår!

Favoritter fra 2018 - Musik

Sidste år blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om musik, i går var det film og serier, der stod på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.

Jeg har valgt seks stykker musik ud fra årets massive række. Min tilgang til musik er meget bred, og jeg er af den overbevisning, at der findes noget godt i de fleste genrer. Derfor har mine valg heller ikke så mange fællesnævnere. De er blot musikstykker, der enten har haft en betydning eller har ramt mig i løbet af 2018. Og med det sagt, så lad os stemme banjoen og læne os tilbage i verandastolene.

---

Kashmir - Melpomene fra albummet Zitilites (2003)

Jeg kan godt lide Kashmir, uden at det nogensinde har udviklet sig til en besættelse. Jeg rykkede skridtet nærmere fanboy i år, hvor det femten år gamle Melpomene snurrede lystigt både på anlægget og under løbeturene. Jeg fandt det i forbindelse med arbejdet på playlisten til min bog Scener fra et parforhold, hvor nogle af de oprindelige numre ikke kunne findes på Spotify. Derfor måtte jeg finde et par erstatningsnumre, og så dukkede Melpomene frem af de støvede gemmer. Jeg kunne godt lide det i 2003, men i år rykkede nummeret finesser ind i mig. Den blide, nærmest rituelle begyndelse, der tilføjes en ingrediens af sang og så sniger guitaren sig ind bagfra og bygger nummeret op til et brag af rytme og tab. Og så skal man vist være støbt i beton for ikke at synge med på omkvædet: Flutter girl/Killing me with her sunshine/Sunshine/She's so unaware/That she's my melpomene.

Slægt - Perfume and Steel fra albummet The Wheel (2018)

Der er masser af metal i min værktøjskasse, og engang imellem sniger der sig noget helt nyt ind. Case and point danske Slægt med nummere Perfume and Steel. Mine følsomme ører hører noter af både black og trash metal, og en af de helt fede ting ved nummeret, er at der konstant veksles mellem det melodiske og det brutale, der skiftes takt flere gange og det gør at nummeret bliver ved med at hælsparke ens øregange. Nummeret holder et ret vildt tempo, og derfor virker det som en virkelig velvalgt skæring at starte deres nye album (som jeg stadig har til gode) med. Er man til det virkelig hårde og dybe, er Slægt nok for blidt, men har man indtil nu men, at det dybereliggende metal var for voldsomt til ens trommehinder, kunne Perfume and Steel være et af de numre, der fik en på andre tanker.

Karlheinz Stockhausen - Nachtmusik fra samlingen Aus den sieben Tagen (1968)

Whisky, mange oste og en hel del mennesker er det man kalder for en acquired taste. Noget, man i begyndelsen ikke kan lide, men som efterfølgende gror på en, nogle gange så vildt, at det bliver en lise eller en favorit. Sådan et stykke musik er Nachtmusik af den tyske komponist Karlheinz Stockhausen. Nummeret er rædselsfuldt. Det skærer i en, nogle gange så dybt, at selv om man forsøger at tørre blodet væk, vælder der blot mere op i såret. Musikkens skærende toner får ens hjerte til at banke hurtigere, de lemlæstede strengeinstrumenter klager og midt i den vilde kakofoni dukker noget smukt frem. Ens krop tager en dyb indånding, og man læner sig ind i det frygtelige og det forvitrede. Man reagerer instinktivt på musikken, og når den er tilendebragt, sidder man med opspilede øjne og dunkende hjerte, som havde man et øjeblik været en hjort fanget i en bils forlygter. Gør et forsøg. Du vil sikkert hade det første gang, men den anden, femte, tiende gang blotter du tænderne.

Lorde - SuperCut fra albummet Melodrama (2017)

Dette års guilty pleasure kommer fra Lorde, der med nummeret SuperCut formår at løfte sig selv et niveau op over de fleste andre. Selv om musikken veksler mellem et par ligetil beats, er det Lordes stemme, der virkelig er instrumentet. Det er hendes stemmebånd, der vibrerer, hende der sukker i slutningen af ord, hende der kun delvist synger, fordi den her sang skal fortælles mere end synges. Sangen handler om kærlighed, hvad de fleste sange har en tendens til at gøre. Titlen SuperCut er i den sammenhæng meget velvalgt, da ordet betyder en stor samling videoklip fyldt med den samme handling gentaget igen og igen, ofte i en klichéfyldt kontekst. Og så er der noget sødt og eviggyldigt over følgende sætning i slutningen af sangens andet omkvæd, der beskriver de fleste unges følelse af deres særlige og helt unikke kærlighed: We were wild and fluorescent, come home to my heart.

Lars HUG - Afsked fra albummet City Slang (1984)

Første gang jeg hørte dette nummer, kan jeg ikke have været mere end 7-8 år gammel. Jeg hørte det så heller ikke siden, før det i år pludselig strømmede ud af radioen, og jeg genkendte det på stedet. Overgangene, teksten, you name it. Fordi det blev ved med at spøge i mig, gravede jeg det frem fra arkiverne, og har siden skamhørt det. Blandingen af elektroniske og akustiske instrumenter er som drømme tilsat elektrisk stød, og Lars HUGs mørklyriske stemme kæler for Søren Ulrik Thomsen digt fra det evigt fantastiske album City Slang, I her får i dets fulde længde: Snart maser nattens gletcher/parkerne tomme/kroppene drejer mod kulden/spredes i gadernes væv/forsvinder i lygternes faldende hvidt; genkender ikke hinanden/i lukket november. Lyt til denne, inden det bliver nat. Hør hele City Slang, inden det bliver dag igen.

Arien Der Hölle Rache (kocht in meinem Herzen) fra Mozarts opera Tryllefløjten (1791), i dette klip sunget af Diana Damrau (2008)

Man kan ikke sige, at man godt kan lide klassisk musik, for den er lige så forskellig som så meget andet. Jeg kan godt lide Satié, Tjajkovskij og Bach, hvorimod jeg ofte synes Mozart er lidt for pussenusset. Derfor er det herligt, at han er det stik modsatte i denne arie fra Tryllefløjten. Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen er en af de arier, de fleste genkender, men som de færreste kan huske hvad hedder. Og handlingen? Joeh, det er moderen der synger til sin datter, at hvis hun ikke ser at få fingeren ud og nakke en fyr navn Sarastro, så slår moderen hånden af datteren. Så kan hun eddermame lære det. I Diana Damraus stemme blæser både vreden og foragtens vinde, og hendes stemmebånd vibrerer som var de en violins strenge. I løbet af 2018 har jeg hørt arien et utal af gange, og det hver eneste gang jeg skulle skrive et eller andet, der havde at gøre med vrede og foragt. Og det lader åbenbart til, at det er mere end en fair share af det i mit forfatterskab.

---

Det var mine seks picks. I et alternativt univers var det måske blevet Bryan Ferrys blide Bitter-Sweet, den hjerterytmiske Lost on you af LP, det musikalske konglomerat bag nummeret Genius, en tur gennem retrogyngerne med altid stærke Pet Shop Boys på nummeret Paninaro 95, Bisses drævende Plexiglas eller Jim Croces ballade I got a name. Men vi er i dette univers, og derfor blev det ikke dem. Tak fordi du lyttede med!

Favoritter fra 2018 - Film og serier

Sidste år blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om film og serier, i morgen er det musik, der står på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.

Jeg har valgt fire film og to serier ud fra året der gik. En fællesnævner, hvis man kan tale om en sådan, er at mange af dem eksperimenterer med historiefortælling såvel som visuel identitet, og derfor leverer noget, jeg ikke har oplevet før. Og med de ord er det bare at holde sig fast:

---

Borg vs. McEnroe (2017, instr. Janus Metz, Sverige/Danmark/Finland)

Som hovedregel siger sportsfilm mig ikke det store (hvis man ser bort fra Mean Machine), for de ender altid med at the underdogs vinder, og så lærer vi alle sammen noget om at fællesskab og holdånd er det eneste, der betyder noget. Borg vs. McEnroe er helt anderledes. I den følger vi både Borg og McEnroe gennem Wimbledon-turneringen i 1980, og det er to meget forskellige mænd. McEnroe er eksplosiv og udfarende, mens Borg er fokuseret (fikseret?) og forknyt. Ikke alene formår instruktør Janus Metz at skabe nuancerede portrætter af de to spillere, deres opvækst og deres venner. Hvad der måske er vildere, er at det lykkes Metz at tilføje kampene et reelt spændingsmoment, så jeg sad helt ude på kanten af sofaen til den sidste kamp, finalen i Wimbledon 1980. Jeg havde med vilje ikke googlet resultatet, så jeg anede ikke hvem der ville vinde. Bagefter gik jeg på youtube og så den næsten 40 år gamle finale. Når en film kan få mig til det, så fortjener den en plads i årets top 6.

Ruben Brandt, Collector (2018, instr. Milorad Krstic, Ungarn)

RBC så jeg under CPH:PIX og den var en helt særlig oplevelse. Historien er let at følge: En række kendte kunstværker forsvinder fra verdens museer og en politimand forsøger at finde dem. Plottet er altså lige til. Der hvor RBC skinner som en supernova, er i det visuelle. Krstic har fokus på kunst, og over 250 kunstværker bliver enten direkte brugt i filmen, eller hentydes til. Det ser man både i folks udseende, hvor tre næser og fem øjne ikke er usædvanligt, og i den visuelle dybde, hvor forskellige stilarter kan eksistere i hhv. forgrund, baggrund og mellemgrund. Det er noget ganske særligt at se surrealistiske personer snakke i forgrunden, mens plakatkunst duver i mellemgrunden og baggrunden er en akvarel. Historien fortælles i et hektisk tempo og kombination af kunst og fart skaber noget, der i hvert fald tangerer det unikke, og efter endt ridt er man mere end tilfreds. Thumbs up.

DuckTales (2017, USA)

Er man i min alder, kan man huske serien DuckTales, der kørte i slutfirserne og starthalvfemserne, og man husker den som virkelig fed. Sidste år rebootede Disney konceptet, og efter at have set første sæson bliver jeg nødt til at acceptere … at den nye er bedre end den gamle. Den fremstår frisk og helt sig selv, ikke mindst fordi Rip, Rap og Rup har fået hver deres personlighed, der markant adskiller dem fra hinanden, og fordi at de mange eventyr sammen med Onkel Joakim oser af fortællelyst og eventyrlighed. Som i den gamle serie, veksler de mellem hverdagsproblemer og myter, men i den nye udgave hænger de forskellige afsnit sammen, og selv om hvert enkelt fortæller sin egen historie, bidrager den også til et større hele, hvilket fungerer rigtig godt. Og så sidder humoren lige i skabet. Hvis du ikke har andet at lave, så nup alle 23 afsnit i første sæson. Eventuelt to gange ;)

Sorry to bother you (2018, instr. Boots Riley, USA)

Sorry to bother you tager vist prisen som årets særeste film, men eftersom sær er godt, så glider den ubesværet ind på listen. Filmen foregår i et alternativet univers, ikke meget anderledes end dette. Cassius Green er down-on-his-luck, lige indtil det går op for ham, at han har en helt perfekt stemme til telemarketing og telefonsalg. Det er bare ikke hans rigtige stemme. For Cassius er sort og det er når han giver den med en påtaget hvid stemme, at kunderne flokkes om ham. Faktisk er han så dygtig, at han snart avancerer i graderne, vinker farvel til alle kulierne der sidder i rad og række, og bliver en mesteropkalder. En af den slags, der varetager de store og vigtige kunder. For først nu stiller han det spørgsmål, der har spøgt bagerst i seerens hoved siden begyndelsen. Hvad er det egentlig Cassius’ firma sælger, og hvad foregår der bag kulisserne? Spoiler: Du gætter det aldrig nogensinde, for det er ikke alene fucked-up, det er også plain ol’ weird. Så snup en håndfuld klejner og nyd turen!

Isle of dogs (2018, instr. Wes Anderson, Tyskland/USA)

Jeg er en af dem, der godt kan lide Wes Anderson, selv om jeg godt kan gå med til, at han kan være lidt gimmicky. Den udtalte hang får frit spil i Ilse of Dogs, der visuelt og fortælleteknisk er et slaraffenland af dimensioner. Om tyve år er hunde blevet forbudt i Japan, og derfor deporteres de til Trash Island, hvor de kan leve, dø eller ingen af delene. Men en dag lander en ung dreng på øen. Han vil have sin hund tilbage. Om han får det, ja, det må du selv se. Isle of Dogs er en dukkefilm, halvt på japansk og halvt på engelsk, og mættet med splitscreens i både tredje og fjerde potens. Det japanske er ikke oversat, men gennem snedige tricks, korte undertekster og et væld af farver, forstår man som tilskuer udmærket hvad, det er der foregår. Selve historien er som de fleste andre Wes Anderson-film, både mærkelig og sød, men det er for det visuelle alene, at man skal se Isle of Dogs.

Kidding (2018, instr. Michel Gondry, USA)

En af de sære sandheder i verden, er at Jim Carrey aldrig har fået så meget som en Oscar-nominering. Det kan man undre sig over, når man ser ham i Kidding. Han spiller den Mr. Rogers-lignende tv-vært Mr. Pickles, der mister sin søn i en færdselsulykke, og forsøger at leve videre. Kidding er et smukt og grumt studie i hvordan man håndterer sorg og tab. Den er mere drama end komedie og så fyldt smerte, at man selv sidder og snøfter. Dog bliver det aldrig for meget, da Mr. Pickles program Puppet Time hele fungerer som en art comic relief til alt det mørke. Serien er instrueret af Michel Gondry, der var medforfatter på Eternal sunshine of the spotless mind, og hvis den bid fakta ikke begejstrer, kan jeg ikke gøre så meget for dig. Jeg vil dog til sidst også give en applaus til skuespilleren Frank Langella, der spiller Mr. Pickles far og gør det så klinisk, at man kun kan juble, mens man synker sit spyt. Og så er Kidding lige blevet forlænget med en sæson.

Jeg så betydeligt færre film og serier i år end bare sidste år. Jeg har ganske enkelt ikke haft tiden. Men blandt de 40 film/serier jeg så, kunne jeg også have nævnt britiske Ghost Stories, der giver hele antologi-formatet et par twists, serien Future Man der er så plat og campet at det nærmest er et krav at binge den, den danske En frygtelig kvinde, der indeholder flere sandheder om begge køn end mange vil være ved, den norske serie Norsemen, der mest af alt kan kaldes en sitcom-udgave af Vikings og endelig Lars von Triers The house that Jack built, der vover at være nærmest litterær i sit tilsnit. Men det blev ikke dem, det blev de seks andre, og dermed slut for nu. I morgen handler det om musik.

Julebal i Nisseland II (This time it’s personal)

Hvert år i december forsøger jeg at nå at skrive en julefortælling, ofte i den humoristiske og let voldelige afdeling, fordi højtiden er så sød og kringlet, at det halve kunne være nok. Sidste år handlede det om en alkoholisk Rudolf, der i bedste noir-stil havde et gammelt regnskab, der skulle gøres op. For år tilbage blev en børnehave på juletur bidt af en bunke zombier. Og før det … ja, det kan I selv opdage :)

Men i år bliver det ikke til nogen ny fortælling. Jeg har simpelthen for meget om ørerne. Men det betyder ikke, at I skal snydes.

Tilbage i 2009 blev jeg nummer 2 i Novelleforlagets julekonkurrence med novellen Julebal i Nisseland II (This time it’s personal), og her den anden dag fandt jeg den frem fra gemmerne. Og nu kan jeg så trutte i min egen juletrompet. For hold kæft, hvor var den sjov. Så sjov, at jeg klukkede og grinede højt flere gange. Og da jeg var færdig med den, besluttede jeg at give den til jer. Der er nogle småfejl hist og her, men det var enten at servere den i den oprindelige PDF, eller som et kedeligt dokument. Jeg valgte det første. Så uden flere svinkeærinder er her lidt muntert til enten foran eller i kaminen.

Julebal i Nisseland II by Amdi Silvestri on Scribd

Silvestris store julesalg

Så nærmer vi os atter den røde tid, hvor mange forskellige former er blevet skjult i stramtsiddende pergament og svøbt i snærende bånd med påspændte navne. Julegaver. Og vanen tro holder jeg et stort julesalg. Du skal dog ikke regne med de store rabatter (arh okay, en smule så), for året rundt sælger jeg signerede eksemplarer til den lavest mulige pris. Læsere er altid vigtigere end penge :) Med det sagt, er pengene det der holder min snude oven vande ;) For at gøre det lettest muligt, starter vi med det dyreste og ender med det billigste. Det er da helt ligetil :) Da der er en del af mine bøger, jeg ikke har så mange stående af, bliver det efter først til mølle-princippet. Hvordan man bestiller, kan du se nederst :)

550 kroner - Årgang ‘18

Det har været et vildt udgivelsesår, og det er blevet til intet mindre end fem udgivelser. Ja, du hørte rigtigt. Nu har du muligheden for at erhverve dig en ‘Silvestri ‘18’-samling, der indeholder Scener fra et parforhold (“Anbefales til alle biblioteker.”), FebruaryFICTION (“Må man requeste? Jeg vil gerne høre den med kattene!“), King (♥♥♥♥♥♥ , Politiken.), Slør (”Slør” bliver helt sikkert en af de bøger, jeg sent vil glemme.) og Jeg ved godt, du er der (“Det er en meget stærk samling.”). Det er perfekt starter-pakke til mit forfatterskab, eller til dig, der glemte at bestille i løbet af året ;) Alle bøgerne bliver selvfølgelig signeret og ser ganske prægtige ud på alle bogreoler. Det er jeg aldeles overbevist om! ;)

250 kroner - The horror-show og Tre gange opsamling

I et lidt andet prisleje finder du to forskellige tilbud. Pakken The horror-show indeholder Slør, der udkom for en måneds tid siden og handler om søde Pernille, der tager til bryllup på et gods langt pokker i vold, og opsamlingen Jeg ved godt, du er der, der udkom for en uges tid siden. Den indeholder otte noveller fra det sidste årti, deriblandt novellen Udyr, der vandt Kandors novellekonkurrence i 2014 og novellen Itu, der modtog Niels Klim-prisen i 2015. Pakken Tre gange opsamling indeholder opsamlingerne Sand og sten, stål og glas (“Hvis du kun skal købe én science fiction-samling i år, skal det være denne.”), Fast arbejde (“Skulle du ikke have læst noget af Silvestri endnu, så er Fast arbejde et fremragende sted at starte.”) og Jeg ved godt, du er der. Tilsammen 24 noveller fra det sidste årti, primært i de fantastiske genrer. Det er da til at tage at føle på!

200 kroner - Scener fra et parforhold

Hvorfor skal du erhverve dig Scener fra et parforhold, eller give den som gave? Derfor:

• “Denne bog burde husstandsomdeles.”

• “Jeg håber, at denne bog vil give dig ‘Det treårige’ - det har værket og du fortjent!”

• “Anbefales til alle biblioteker.”

• “Jeg er stor fan af Silvestris skrivestil, for han siger tingene præcis som de er.”

• “En både ærlig og sårbar skildring af det uperfekte menneskeliv.”

• “Læs og bliv rørt.”

• “Jeg nyder ikke smerten i denne bog, men jeg nyder sproget og stilen, fordi det er så godt skrevet.”

150 kroner - SløR eller En omgang King med tryk

For 150 kroner har du to muligheder. Du kan enten købe dig eller dine nærmeste et eksemplar af King, hvor der følger et giclée-tryk af Christoffer Gertz Bechs vilde forside med, som man kan bruge som dekoration eller måske et alternativt julekort. Eller du kan investere i romanen Slør, der er fyldt med kvinder og rædsel. Begge dele vil selvfølgelig være signeret af mig, sagde hunden.

100 kroner - En King, en FebruaryFiction eller en Jeg ved godt, du er der

For en flad hund kan du få fingrene i et eksemplar af billedromanen King, FebruaryFICTION jeg skrev sammen med forfatteren A.Rune, og hvor de hundrede historier alle er på 100 ord eller mindre, eller måske den helt nye Jeg ved godt, du er der. Det bliver nærmest ikke billigere … (eller gør det?)

75 kroner - Fortidens guld

Det er aldeles umuligt at gøre det billigere end det her. For sølle 75 kroner kan du købe et eksemplar af min debut Køtere dør om vinteren (“Det er ikke al litteratur, der skal skinne et lys ind i vores liv.), opfølgeren fra 2012 Optisk bedrag (“Silvestri er så alsidig, at hver ny historie begynder med undren: Gad vide hvor vi skal hen nu?”) eller måske den ret vilde vendebog og kortroman Ambrosia/Live (“Ambrosia / Live læses hver for sig, men står stærkt sammen.”), der kom ud for omkring fire år siden, og hvor Live vandt Niels Klim-prisen?

Hurra - lige om lidt er det jul

Så nåede vi til bunds i alle stakkene, og jeg håber, du fandt noget du selv kunne tænke dig, eller noget, du tror en anden vil sætte pris på her i den søde juletid. Hvis du skulle være interesseret i andre kombinationer end dem jeg har lavet, så kan vi nok godt snakke om det. Ligeledes kan du også kombinere pakker. Alle priserne er uden forsendelse, og alle bestillinger skal rettes ved at klikke på den store, fede knap lige herunder. Glædelig jul og god læselyst :)

13. august 1989 - om at rette op på en fejl

Tidligere på året havde jeg novellen 13. august 1989 med i Lige under overfladen 13 - De fremmede, og hurra for det. Desværre var der gået noget rod i opsætningen, da jeg 1. havde lavet de sidste ændringer i et Word-dokument og 2. grafikeren ikke så, at det lavede rod med delte ord. Det var rigtig ærgerligt.

I går kom så den første anmeldelse af De fremmede. 13. august 1989 indleder samlingen, og anmelderen Jette Holst bed mærke i opsætningsfejlene og håbede ikke, at det ville skræmme læsere bort fra at læse videre.

Da der ikke er så meget at gøre på den færdige bog, forsøger jeg her at rette op på fejlen. Derfor kan man ved at trykke på linket ganske gratis downloade og læse min novelle. Har man ikke købt eller lånt De fremmede, kan man stadig læse novellen her, men hvorfor dog ikke læse videre i den fysiske bog, når man nu er i gang.

---

Historien om en bog: Jeg ved godt, du er der

Tilbage i 2016 annoncerede jeg et samarbejde mellem forlagene DreamLitt og Calibat, der gik ud på at lancere tre opsamlinger af mine noveller. DreamLitt ville tage sig af e-bogen, mens Calibat tog sig af den fysiske bog/papirbogen. Grunden til at aftalen kom i stand, var at jeg siden 2008 havde medvirket i mange antologier, og egentlig tænkte, at det var synd at gode noveller ikke blev læst af flere. Den første, Sand og sten, stål og glas udkom i 2016, den anden Fast arbejde i 2017 og endelig er det blevet tid til Jeg ved godt, du er der, der udkommer lige om lidt.

Som med de forrige samlinger, var det ikke genren, der var vigtig for mig, da jeg skulle sammensætte bogen. Det var temaet, fællesnævnere på tværs af skrivestil, længde og alder, der var det væsentlige. Hvor Fast arbejde handlede om humor og handler, handler Jeg ved godt, du er der om mennesker, dilemmaer og monstre. Både de ‘ægte’ monstre som vampyrer og varulve, men også de monstre, der går rundt lige ved siden af os. Samtidig var elementet af valg meget vigtigt, en stemning der vibrerer gennem alle fortællingerne. Ofte er det op til læseren selv at vurdere, om de valg, der træffes på og mellem linjerne nu også er de rigtige, eller om der overhovedet er noget, der kan kaldes rigtigt. Oprindeligt havde jeg det dogme, at hver opsamling skulle indeholde syv noveller, der alle havde været udgivet før, og så en enkelt ny, der lagde navn til samlingen. Det blev jeg nødt til at gentænke.

---

De seks steder, hvor de ‘gamle’ noveller i Jeg ved godt, du er der først blev udgivet.

Jeg kunne nemlig ikke finde ud af, hvilken ny novelle, der skulle være den ottende, nye og navngiver til samlingen. Så jeg endte med at sende en manuskript med ni noveller (og et digt) til min redaktør, og bad ham vælge. Alt var selvfølgelig omskrevet, revideret, redigeret og bragt up-to-date. Min redaktør valgte, men på en måde, jeg ikke havde forudset. Blandt de ni var novellen World Wide Web, der blev udgivet helt tilbage i 2009, og min redaktør sagde iskoldt, at den slet ikke var på niveau med resten. Desuden tænkte han at digtet var godt, men ikke matchede samlingen. Så hvad så? Jo, til gengæld mente han, at begge mine nyskrevne noveller skulle med fordi de var ‘virkelig superfede’.

---

Jeg har noget med systemer og orden. Derfor brød jeg mig ikke meget om at skulle fravige mit koncept. Samtidig var jeg enig med redaktøren om, at World Wide Web nok ikke helt matchede. Nogle gange løber tiden lidt fra noget af det, man har skrevet. Jeg kæmpede nogle dage med digtet, men i sidste ende var jeg enig i hvad han sagde. Derfor kom der to nye noveller med i Jeg ved godt, du er der. Titelnovellen og novellen, der runder hele samlingen af. Den hedder Sølvsilkenætter. Og på sin vis matcher samlingens første novelle Sølvsilkenætter ret fantastisk. Hvorfor og hvordan vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her. Men i sidste ende blev Jeg ved godt, du er der både mørk, ond og meget følelsesmættet.

Spørgsmålstegnet får mig til at tænke på min novellesamlingen Optisk bedrag fra 2012.

---

Vanen tro var det Anna Degnbol, der designede forsiden, og det er et partnerskab, jeg er virkelig glad for. Anna har en god evne til at omdanne mine ord til fantastiske forsider, og det er også tilfældet med Jeg ved godt, du er der. Den matcher de to forrige forsider i design, og er samtidig helt sin egen, hvilket er helt fantastisk. Derfor er det også dejligt, at både hun og forlaget Calibat har sagt ja til at udgive/illustrere yderligere to opsamlinger med mine tekster. Det betyder, at vi i stedet for de oprindelige tre ender på fem, og jeg kan afsløre, at den næste opsamling bliver overvejende realistisk og kommer til at handle om kærlighed.

På flere områder er Jeg ved godt, du er der virkelig en mørk bog. Den er fyldt med grimme ting, på næsten alle tænkelige måder, og flere gange i processen overvejede jeg at dæmme op for lidt af det. I sidste ende gjorde jeg det ikke. Fortællingerne i opsamlingen er dystre, men de besidder også en ægthed, jeg ikke vil være foruden, og derfor lod jeg dem stå, som de er. Hvis jeg havde manipuleret for meget med det grimme, ville det have kostet noget vigtigt, og det synes jeg ikke er fair. Efterhånden som jeg bliver ældre i gårde, kan jeg mærke, at der er sider af mit forfatterskab, der bliver vigtigere, og denne bog viser en flig af det.

På det sidste har jeg også tænkt en del over, at det ikke er helt fair at forfatteren alene løber med æren for en bog. Der er mange involverede i processen, og derfor vil jeg (næsten) runde dette indlæg af med at opremse de mennesker, der har været med til at skabe Jeg ved godt, du er der.

Emil Blichfeldt, forlægger/Jacob Hedegaard Pedersen, forlægger. Teddy Vork, redaktør. Anna Degnbol, illustrator. Manfred Christiansen, grafik. Susanne Jespersen, korrektur. Inge Greis, quality control. Tak til jer alle. Havde I ikke været der, ville værket ikke være en lige så god bog, som jeg virkelig mener, den er.

Jeg ved godt, du er der udkommer om et øjeblik på Calibat/DreamLitt. Den er fyldt med et årtis grumhed. Det er ganske rædselsvækkende og smukt, og du er meget velkommen til at læse med.

Historien om en bog: Slør

Om en uges tid, nærmere bestemt til årets BogForum i Bella Center, udkommer min roman Slør på forlaget Kandor, der er specialiseret i horror. Slør er min trettende udgivelse, fjerde roman og hvis jeg betragter Slørs skabelse i forhold til mange af mine andre bøger, er det den, hvis liv har fulgt den mest direkte rute fra manuskript til færdig bog. Læs med.

For hvis det hele mere eller mindre lå klar i 2016, hvorfor skulle der så gå to år, før Slør kom på gaden? Oprindeligt stilede vi efter en udgivelse i 2017, men skød den et år. Det var der flere grunde til. En af dem var, at jeg havde andre bøger i pipelinen foran Slør, blandt andet romanen Scener fra et parforhold, der udkom tidligere på året hos Kandors moderforlag DreamLitt. En anden var at Slør skulle til redaktøren og rodes igennem. Og rodet igennem blev den. Ad to omgange blev der skrevet om og til, trukket fra og strammet op, og især Slørs dialog arbejdede jeg meget med, da jeg gerne ville have den mundret og realistisk. Det medførte, at jeg svedte og bandede over blandt andet brummelyde og ordvalg, samt nogle steder lod samtalen springe i forskellige retninger, for det er sådan en normal samtale opfører sig. Om det er lykkedes, må være op til læseren at vurdere. Endelig tog det lidt tid at blive enige om omslaget, og det var der en grund til.

Still fra The Gorgon (1964)

Still fra Dracula A.D. 1972 (1972), dansk titel Vampyren jager hotpants ;)

Alle de væsentlige personer i Slør er kvinder, nogle er veninder, andre lader som om, andre igen var det engang. Det er første gang, at jeg skriver en fortælling, hvor persongalleriet så entydigt er domineret af ét køn, og jeg fandt det hverken sværere eller skræmmende, at skrive om en hovedperson af det modsatte køn. For hvorfor? Jeg har gjort det tidligere, og jeg ihukommer altid hvad George R.R. Martin svarede, da en interviewer stillede et spørgsmål om netop det at skrive kvinder, når man er en mand. Lidt i samme dur lød Jens Christian Grøndahls ord, da han modtog Isak Dinesen-prisen (der gives til en forfatter, hvis hovedperson er af andet køn end forfatteren selv) i 2017. Han takkede for prisen, men fandt den lidt sær, da han ofte skrev kvindelige hovedpersoner, og mente “at en forfatters rolle er at evne at sætte sig i en andens sted”, en tanke, jeg kun kan tilslutte mig. Det er måske vores fornemste rolle, om den anden så er af et andet køn, et andet udseende eller for den sags skyld fra en planet tusind lysår borte.

Jeg glæder mig til at se, hvordan Slør bliver modtaget. Jeg er selv meget stolt af den, og blev ved hver gennemlæsning fanget af handlingen og stemningen, der kan fortolkes, diskuteres eller bare læses, hvis det er det man har lyst til.

Helt tilbage i 2011 blev min horror-roman Pandaemonium udgivet, og siden havde jeg egentlig ikke skrevet rigtig langt, når det kom til horror. De rædselsideer jeg havde fået, lagde sig mere til novelle-formen, og selv min horror-fortælling Al kødets gang fra 2015 kysser ikke de 50.000 ord, som jeg betragter som markskellet mellem at skrive kort og langt. I sommeren 2016 skulle det ændre sig, da en lille tanke forgrenede sig i mig. Noget om et bryllup og noget om veninder, funderet i en følelse alle kender, nemlig følelsen af at blive betragtet. Der skulle være noget voyeuristisk over min fortælling. Kolde, kuglerunde øjne, der bare kigger og kigger og kigger. Med de elementer gik jeg i gang, og mon ikke jeg gik i gang. I løbet af august, september og oktober 2016 fik jeg skrevet lige omkring 50.000 ord og havde egentlig den færdige historie klar.

Heldigvis var det sådan, at forlaget Kandor lidt tidligere på året havde opfordret mig til at sende eventuelle horror-manuskripter, jeg havde liggende, ind til dem. Det havde jeg så nu. Jeg sendte dem manuskriptet i december 2016 og lige inden verden gik i julestå, fik jeg en mail tilbage om, at de meget gerne ville udgive det. Så pludselig stod jeg med en bog, der næsten var færdig og et forlag, der gerne ville udgive, og det kun fem måneder efter jeg havde skrevet første linje i historien. Det var godt nok noget, jeg ikke havde prøvet før. Nu manglede vi blot at blive enige om, hvilken udgivelses-deadline vi skulle arbejde hen imod.

Slør er en blanding af forskellige genrer og spor. Den er til dels chick lit, til dels gotisk horror og til dels vikingemyte. De tre genrer er vævet omkring og gennem hinanden, og skaber en ret speciel fortælling om Pernille, der er til veninden Jeanettes bryllup på det smukke og gamle Rosensparre Gods. Hun er brudepige, men har ikke set Jeanette de sidste tre år, og de skiltes ikke på helt god fod. Men omslaget. Mens jeg skrev teksten, var jeg meget fascineret af de gamle Hammerfilms æstetik og farvevalg. I de film gløder farverne, grønt er så grønt at det gør ondt i øjnene. Rødt er nærmest neon. Sort en afgrund. Metal er enten dødrusten eller nypoleret. Alle de skin og nethindeangreb forsøgte jeg at få med i teksten, og derfor skulle de også med i forsiden. Det var jeg og forlaget dog ikke helt enige om, og der strøg en del forslag frem og tilbage, før vi blev enige om det nuværende cover. Det er jeg meget tilfreds med, da det netop har den vilde kontrast, der får det hele til at se tilvirket ud. Noget, som voyeurens blik grådigt kan falde på.

Scener fra et parforhold - den fortsatte historie

Nej. Dette indlæg handler ikke om en toer til min roman Scener fra et parforhold. Derimod handler det om alle de ting, der skete op til, undervejs og efter, at bogen udkom. For selv om det ikke er noget, jeg har råbt højt om, har romanen været igennem en hel del. Nu, hvor min næste romanudgivelse Slør snurrer i trykpressen, tænkte jeg, at jeg ville lukke Scener fra et parforhold indtil videre med en beretning om hvad der er tilstødt bogen. Jeg håber, du har lyst til at læse med, og selvfølgelig at du allerede har læst bogen.

Omslaget

Den første hurdle kom, da vi skulle beslutte os for bogens udseende, og jeg tror, at den stakkels Morten L. Hansen, der var illustrator på projektet, har bandet mig lige lukt ned i Helvede ved gentagne lejligheder. Først sendte han mig to udkast til forsider (lyserød og sort blok) , og efter at jeg havde vurderet dem nogle dage, sagde jeg nej til dem begge. Ikke fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved Mortens færdigheder. Jeg følte blot ikke, at forsiderne fangede bogens mosaiske struktur, eller de mange følelser der pulserede mellem sætningerne.

Den første mindede mig om en lærebog fra 1990erne, hvad det helt sikkert ikke skulle være, og den anden havde noget i sig, men farverne var for krasse. Det rystede billede (hjerteslag) synes jeg heller ikke virkede. Derfor forsøgte vi en helt anden retning, med knogler og hjerteform. Det havde et eller andet, og jeg overvejede, om vi skulle fortsætte i den retning, men noget holdt mig tilbage. Jeg blev ved med at tænke, at det var en ungdomsbog, og det passede heller ikke til Scener fra et parforhold. Det var (og er) en særlig bog, og den havde brug for noget særligt til at fange folks opmærksomhed.

Vi skrev frem og tilbage, mange gange, og i alt blev det til seks udkast. Mange forskellige øjne, fra både forlag og min ende af projektet, var inde over. Det føltes ikke rigtig, som om vi kom nogle vegne. Men så, hurra og jubel, oprandt dagen hvor jeg modtog det forslag, der endte med at blive altbetydende. Vi var vendt tilbage til hjertet fra den lyserøde forside, det var ikke længere rystet, og holdt på et bagtæppe af sort. Det fungerede ikke helt. Men det gjorde det, da grafiker Emma A. Mowinckel gik amok på forsiden, og føjede kvadrater og rektangler til i forskellige farver og størrelser. Det var simpelthen perfekt. Nu var mosaikken på plads. Nu var der kun et element tilbage. Baggrunden, og jeg kunne ikke vælge. I sidste ende, da jeg skulle vælge mellem to farver, lod jeg mine kolleger give deres besyv med, og det er grunden til, at Scener fra et parhold den dag i dag er et hjerte fæstnet op på sort, og ikke gul. Tænker du, at det var godt, at jeg lyttede til mine kolleger? Eller vil du gerne se den med gul baggrund?

---

Playlisten

Bagerst i Scener fra et parforhold er en playlist med ca. tohundrede nummer. Undervejs i skrivningen, og fordi jeg er en ronkedor, samlede jeg alle numrene på en playlist på Youtube. Desværre er det sådan, at mange numre glider ud og ind på netop Youtube, og derfor var min playlist mildest talt mangelfuld. I stedet for valgte vi at oprette en playlist på Spotify, da udvalget derinde er mere varigt.

Det gik også fint. Til at begynde med. For snart modtog jeg beskeder fra hende, der sad og stykkede listen sammen. Der var altså en del af numrene, hun ikke kunne finde på Spotify. De var der ganske enkelt ikke. Det blev jeg meget ærgerlig over, da hvert enkelt nummer var nøje udvalgt, og var en del af lydkulissen ment som baggrund for læsningen. Jeg gik selv i gang, men det lykkedes hverken for mig at finde The End of an Act fra Team America World Police eller DeVotchKas How it ends. Kort overvejede vi om vi skulle have to playlister - en på Youtube og en på Spotify - men det blev ved overvejelsen. Især tre numre var hårde for mig at miste, da deres lyd ramte noget essentielt i Scener fra et parforhold. Og det var Jooks trilogi af sammenhængende sange.

Ja, den Jooks. Jeg vil ha’ en rapper-Jooks. I 2012 lavede han tre numre med titlerne I morgen, I dag og I virkeligheden. De tre numre eksisterede i forlængelse af hinanden, og fortalte en vild historie om tab, svigt, kærlighed og mere tab. De var mesterlige og ekspressive på en helt anden måde end hans andet arbejde, og teksternes kantethed gav dem afgrundsdybde. Jeg rodede Spotify igennem i dagevis, uden held. De var der ikke. Undervejs fandt jeg ud af, at det nok var med vilje. For de var heller ikke andre steder. Det var et ‘skjult’ værk fra Jooks hånd. Selv Youtube-kanalen bar navnet HideOutChannel. Måske skulle de opdages, og det havde jeg gjort, men få dem med, kunne jeg ikke. Jeg fandt andre numre, men i mit hjerte er det stadig disse tre på playlisten. Og hvis man kigger bagerst i Scener fra et parforhold, står de der også stadig.

---

Hærværket

Et par måneder efter udgivelsen af Scener fra et parforhold, anmeldte en læser bogen (meget positivt), men skrev, at hun nu nok mente, at jeg forsøgte at narre hende. For i bogen havde jeg lovet hende linket til en playlist, og der var ingen playlist. Hvad?!? sagde jeg, og sendte hende et billede … hvorefter hun sendte mig et billede, hvor det var tydeligt, at der ingen QR-kode var. Hun havde lånt Scener fra et parforhold på biblioteket, og jeg blev iskold, da sandheden gik op for mig. Under indbindingen af bogen havde bibliotekerne kappet begge bogens flapper af. Også den bagerste, hvor koden stod. Jeg tjekkede med Københavns Hovedbibliotek, og sendte en ven i Holstebro på mission, og jo … flapperne var væk.

Jeg blev ked af det. På en vild og knusende måde. Jeg følte, at mit værk var blevet fuldkommen smadret, og at landets lånere nu slet ikke ville få den oplevelse, de skulle have. Et par dage kunne jeg næsten ikke være i mig selv. Jeg rasede, skummede, tudede, brølede. Og så gjorde jeg noget ved det.

Jeg snakkede med DreamLitt, der sendte mig flapperne, og derefter skrev jeg ud til alle de biblioteker, der havde min bog, og oplyste om misæren. Det var vildt at opleve, hvor kede af det, hvor ærgerlige og hvor opsatte på at hjælpe alle de lokale bibliotekarer var. De var helt med på, at hvad der var sket, ikke var i orden, og de ville gøre deres yderste for at rette op på tingene.

Efterfølgende fandt jeg ud af, at skaden ikke var så omfattende, som først antaget. Hos iMusic, hvor bøgerne bliver bundet ind, kan man vælge to indbindingsløsninger, og den ene inkluderer at kappe flapper af. Desværre havde de fleste af landets biblioteker valgt den løsning, nok fordi den var billigere, og hver en krone tæller i det offentlige (believe me). Hos den resterende tredjedel var min bog intakt. De biblioteker, hvor flapperne var væk, gik ihærdigt til værks, og limede de tilsendte flapper ind hvor de skulle være, og langt de fleste sendte mig efterfølgende både smil og billeder af de nu restaurerede værker. Det var dejligt, at hele affæren endte sådan. Og tak til landets biblioteker for at håndtere det så godt.

---

Lydbogen

I sensommeren skrev mit forlag til mig, at de var interesseret i at udgive Scener som et parforhold som lydbog, da en del havde spurgt efter den. Jeg gik og rugede over den besked i et par uger. Tanken om at få en lydbog ud var rigtig fristende. Samtidig vidste jeg, at med den opbygning Scener fra et parforhold har, kunne det ikke komme på tale med en enkelt indlæser. Jeg lavede et overslag, og skrev endelig til forlaget, at jeg synes det lød som en god idé, men at vi ville få brug for seks indlæsere/stemmer. Ikke overraskende viste det sig for stor en udgift. Og så kunne den være endt der, hvis ikke det var fordi, vi kom til at snakke om Statens Kunstfond. De har mange forskellige puljer, og en af dem er til eksperimenterende litteratur i anderledes formater. Derfor har vi valgt at sende en ansøgning til foråret, og hvem ved, måske ender det med, at Scener fra et parforhold lever på ny i 2019

---

Så har jeg rystet hovedet, og de fleste af historierne om Scener er faldet ud. Jeg er glad for, at du har læst med hele vejen. Hvis du endnu ikke har læst romanen, kan du låne den på de fleste af landets biblioteker, eller bestille den online eller direkte hos mig. Kommentarer er velkomne.