Sidste år blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om litteratur som er det vigtigste, i tirsdags var det film og serier, der stod på programmet og onsdag handlede det om den musik, der ramte mig i 2018.
Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6 (plus lidt ekstra). Listen bærer også præg af, at jeg i 2018 har læst flere fagbøger end jeg har for vane.
Julian Barnes - Keeping an Eye Open (2015)
‘Flaubert believed that it was impossible to explain one art form in terms of another, and that great paintings required no words of explanation. Braque thought the ideal state would be reached when we said nothing at all in front of a painting. But we are very far from reaching that state. We remain incorrigibly verbal creatures who love to explain things, to form opinions, to argue... It is a rare picture which stuns, or argues, us into silence. And if one does, it is only a short time before we want to explain and understand the very silence into which we have been plunged.’
Julian Barnes er en af mine favoritforfattere, og jeg har ved flere lejligheder snakket om hans fantastiske Verdenshistorien i 10½ kapitel. Derfor var jeg også kåd som et lille barn, da jeg fik fat i Keeping an Eye Open, hvor Barnes i en række essays forholder sig til kunst. Og jeg fik åbnet ikke bare et, men begge øjne. Barnes formidler linjer, vinkler og farver i et sprog, der formår at være kompliceret uden at miste tilgængelighed, og blander analyser af malerier med anekdoter og fortællinger om malerne selv. Han griber fat i kunstnere, ikke alle kender, og behandler dem på lige fod med de (aner)kendte mestre, hvilket gør, at man som læser bare må opleve deres malerier selv. Jeg blev blandt andet grebet af fortællingen om Odilon Redon, og var efterfølgende så heldig at se hans grafik og malerier på Glyptoteket. Udstillingen kører stadig, hvis du har lyst til at se den. Barnes er altid værd at læse, også når det handler om faglitteratur.
Niels Brunse - Ramoth-Bezer (1994)
I dag er det en blid dag. I dag vil jeg begynde på noget, jeg har udskudt i lang tid. Renskriften af Ullas manuskript.
Det regner derude. De har lovet byger i radioen, men himlen ser mere ud til heldagsregn. Græsset og stauderne i haven lyser med det tilfredse grønne skær, som planter får i den slags regnvejr og den slags lys-når himlen nok er grå, men ikke uigennemtrængelig.
Trygt vejr. Det føles rigtigt at være inde. Alle holder sig inde sådan en dag, ikke kun jeg. Og der er roligt i huset hele dagen.
Danske Niels Brunse er nok mest kendt som oversætter af Shakespeare, men han har også en rig produktion bag sig, især af værker, der falder indenfor de fantastiske genrer. I Ramoth-Bezer sætter den aldrende universitetslærer Robert sig for at renskrive det sidste minde om Ulla, en kvinde der måske var mere end en ven. Hun har oversat et tysk manuskript i hånden, og i det finder Robert historien om byen, der både hedder Ramoth og Bezer, og hvor vildfarne sjæle finder et nyt hjem. Alle arbejder sammen, og omkring nogle store og særlige maskiner, hvis konstruktion er skærmet af, for det er farligt for det skrøbelige menneskesind at se, hvordan maskinerne fungerer. Brunses sprog er som et varmt tæppe, og hans historie, der både rører ved science fiction, horror og den fantastiske fortælling, er som et stærkt krus gløgg. Man kan ikke lade være med at tømme det, når man først er gået i gang, og ved sidste side venter den slutning, man som læser fortjener.
Know This: Today's Most Interesting and Important Scientific Ideas, edited by John Brockman (2017)
Glaciers throughout the world are melting at an unprecedented rate. Glaciers throughout the world will continue to melt at an unprecedented rate. Try living with an average sea level 5+ meters higher.
Complete essay of Robert Trivers, evolutionary biologist
Bogen Know This indeholder 200+ essays fra forskere, videnskabsmænd, forfattere og politikere, der hver især skriver om en væsentlig videnskabelg idé, et gennenbrud eller noget, vi virkelig skal være opmærksomme på. De forskellige essays bevæger sig både inden for det naturvidenskabelige felt, kultur og the humanities, og det længste er på seks sider. Med andre ord bliver man som læser konstant præsenteret for nye tanker i nye sammenhænge, og det var et vanvittigt ride, jeg næsten kun kan sammenligne med en brandert baseret på forskellige slags sprut. Til hvert essays skrev jeg et par linjer, og sad tilbage med 20 siders håndskrevne noter, da jeg vendte sidst side. Know This er en skræmmende bog, men det er også en opmuntrende bog, for både det dårlige og det gode beskrives. Hvis du skal læse den, vil jeg dog råde dig til at gøre det nu. Selv om den udkom i 2017, var der allerede et par af de mange essays, der var forældede. Det fortæller en historie i sig selv. Nemlig at fremtiden er et meget stort sted, og det har retning direkte mod dig.
Intermezzo
Nu skal det ikke være sådan, at det hele skal handle om tekst. I løbet af 2018 dansede også andre kulturelle oplevelser ind i mit liv. Som allerede nævnt så jeg Odilon Redon-udstillingen på Glyptoteket, jeg havde en femfilms-maraton til CPH:PIX og besøgte Fuglsang Gods i foråret. Dog har især to oplevelser sat sig fast. Teaterforestilling Misery på Østerbro Teater og udstilling Into the Unknown på Brandts i Odense.
I efteråret var jeg på Brandts af andre grunde, og gik derfor ind for at se udstillingen Into the unknown, for guderne skal vide at en udstilling om science fiction er et særsyn. Og jeg blev ikke skuffet. Udstillingen dækkede syv haller (tror jeg nok), og gik kronologisk frem, så man startede helt tilbage på den anden side af Jules Verne, og bevægede sig op til det nyeste. Udstillingen var flot lavet, fyldt med effekter fra diverse film (Darthys hjelm f.eks.) og hvad der især var fedt, var at litteraturen ikke var glemt. Flere steder stod store montrer med udvalgte storværker fra science fictions historie, som man kunne lytte til. Har man bare lidt interesse i science fiction, er udstillingen et must, og den går til midt i februar 2019. Derimod er det slut med teaterforestillingen Misery, jeg så i september. Handlinen fulgte Stephen Kings bog af samme navn, men skilte sig ud fra filmatiseringen på to bunker. Scenografi og lys var ret fantastisk, da alt foregik på én scene med ramper og med forskelligfarvede pærer fra alle vinkler. Og så var det fedt at se Lise Baastrup, der ellers mest har sådan nogle tuttenutte-roller, få lov til at gå i helt i spåner som Annie Wilkes, der er Paul Sheldons største fan. Hun var helt fantastisk, og med en stemme og vejrtrækning, der pillede ved ens nervetråde. Bravo!
Villy Sørensen - Sære historier (1953)
Fordi mordet skulle opklares, søgte jeg ansættelse ved kriminalpolitiet. Der følte man sig beæret over den interesse jeg lagde for dagen overfor dets arbejde, og da mordet jo især kom mig ved, gled jeg straks ind i så høj en stilling at jeg kun fik kriminalchefen over mig. Det gav naturligvis anledning til adskillige pinlige episoder, ti da jeg var ganske uerfaren, var jeg bestandig fristet til at indhente oplysninger hos mine underordnede, hvad der ikke sømmede sig for en mand i min stilling.
af novellen En Kafka-idyl
Jeg læste første gang Villy Sørensen i slutningen af 1980erne, og blev som så mange ramt af novellen Blot en drengestreg, der vist er så kendt, at jeg ikke behøver at fortælle noget om den. I år var det første gang siden, at jeg samlede Villy op, og jeg blev skudt gennem hovedet af hvor vild han var. Dette er eksemplificeret gennem uddraget af novellen En Kafka-idyl, der på absurd og abstrakt vis fortæller en historie om en forbrydelse, der måske er begået, gennem en person, der måske har interesse i at finde ud af, hvem der begået denne mulige forbrydelse. De otte noveller adskiller sig fra hinanden både i tone og tematik, og det er et lækkert pust i forhold til mange novellesamlinger, hvor det er vanskeligt at skelne de individuelle fortællinger fra hinanden. Villy Sørensens prosa føles på ingen måde 65 år gammel, men fremstår stadig lige så knitrende og frisk som karse i et vatbed, og undervejs blev jeg fascineret af, hvordan han både strækker den gængse fortælleform til den yderste grænse, og samtidig nærmest nonchalant overskrider den. Smukt!
Samuel R. Delany - The Einstein Intersection (1967)
Wars and chaoses and paradoxes ago, two mathematicians between them ended an age and began another for our hosts, our ghosts called Man. One was Einstein, who with his Theory of Relativity defined the limits of man's perception by expressing mathematically just how far the condition of the observer influences the thing he perceives. The other was Goedel, who was the first to bring back a mathematically precise statement about the vaster realm beyond the limits Einstein had defined: In any closed mathematical system--you may read 'the real world with its immutable laws of logic'--there are an infinite number of true theorems--you may read 'perceivable, measurable phenomena'--which, though contained in the original system, can not be deduced from it--read 'proven with ordinary or extraordinary logic.
Delanys The Einstein Intersection er en bog skrevet med drømme så vanskelige og umulige at forstå, at man bliver nødt til at drømme, at man læser i bogen for måske at forstå den. Lyder det syret? Det er præcis den følelse man sidder med, når man har læst den første gang. I The Einstein Intersection er menneskeracen uddød, og en ny race med meget ustabel genetik er trådt i dens sted. Skræmmende mutationer, ødelagte gener og fortvivlede sind er hverdag, og alt det menneskeheden efterlod sig, både i form af fysiske ting som byer og det mere uåndgribelige som musik og myter, holdes på en måde i live af den nye race, der fortolker frit på det efterladte. The Beatles og myten om Orfeus er begge episke fortællinger, Elvis er som Gud og forvanskningen af de kendte myter kommer til deres egen ret forstået gennem sind, der ikke er menneskelige. The Einstein Intersection er en kompliceret bog, og jeg læste den to gange, uden at forstå den. Det ændrer ikke det mindste på, at den er new wave-science fiction når det bedst, og mættet med sproglige vanvidsbilleder, der lægger sig i din hjerne som æg, der først med tiden klækker.
Taichi Yamada - Strangers (1987, oversat 2003)
After my divorce, I set up house in the apartment I had been using as an office. Since I made my living writing scripts for television dramas, I spent most of my waking hours in solitary confinement at the apartment. Until recently, I had a lady friend who came here to share her company with me, but she drifted away when I became caught up in the divorce proceedings with my wife. I didn’t mind; I had expended so much emotional energy on the divorce that I was perfectly happy to be free of human entanglements for at while, including those whose pleasures were of a purely physical nature.
Strangers er en horror-fortælling. Den handler om den midaldrende Harada, der er fanget mellem alle livets poler i kølvandet på en skilsmisse. En dag vandrer han igennem sin barndoms gade, og der går han ind i et varieté-teater, han besøgte sammen med sin far for længe siden. I mørket opdager han, at personen, der sidder lige foran ham, ligner hans far meget. Men det kan ikke være faren, af to åbenlyse grunde. For det første ville faren også være ældet med 40 år, så kunne ikke ligne sit unge jeg. Og for det andet døde begge Haradas forældre i en færdselsulykke for mange år siden. Herfra tager fortællingen fart, og udvikler sig til en meget sørgmodig og velfortalt spøgelseshistorie, der ikke bare handler om det, der er dødt, men også om de ting, det er så vigtigt får lov til at overleve. Den handler om de mennesker man var, og det menneske man er, og om de ting, man slet ikke lagde mærke til skete lige under næsen på en. Nyd især den ordknappe stil, der alligevel formår at fortælle alt det, man har brug for.
I løbet af 2018 læste jeg mere end jeg havde gjort i mange år, ikke mindst fordi det var gået op for mig, at jeg slet ikke læste noget nær det, jeg havde gjort i min barndom og ungdom. Det skrev jeg også to indlæg om, som du kan finde lige her (Del 1, Del 2). Fordi jeg læste mere, læste jeg også bredere, og af andre hightlights kan jeg nævne Grete Roulunds vilde og skræmmende science fiction-fortælling Efter år nul, Bo Reinholdts sanselige og skæve Salveren, fagbogen The Elegant Universe af Brian Green der handler om strengteori, Lawrence Durrells Reflections on a Marine Venus der er en rejsebeskrivelse fra et græsk øhav, der ikke findes længere og til slut den hylende skab- og grinagtige middelalderfortælling Gargantua af François Rabelais. Men i sidste ende blev det de andre seks. Med disse ord var det alt for i år. Tak fordi du læste med, og jeg håber at se dig i 2019. Godt nytår!