Sidste år blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om musik, i går var det film og serier, der stod på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.
Jeg har valgt seks stykker musik ud fra årets massive række. Min tilgang til musik er meget bred, og jeg er af den overbevisning, at der findes noget godt i de fleste genrer. Derfor har mine valg heller ikke så mange fællesnævnere. De er blot musikstykker, der enten har haft en betydning eller har ramt mig i løbet af 2018. Og med det sagt, så lad os stemme banjoen og læne os tilbage i verandastolene.
Kashmir - Melpomene fra albummet Zitilites (2003)
Jeg kan godt lide Kashmir, uden at det nogensinde har udviklet sig til en besættelse. Jeg rykkede skridtet nærmere fanboy i år, hvor det femten år gamle Melpomene snurrede lystigt både på anlægget og under løbeturene. Jeg fandt det i forbindelse med arbejdet på playlisten til min bog Scener fra et parforhold, hvor nogle af de oprindelige numre ikke kunne findes på Spotify. Derfor måtte jeg finde et par erstatningsnumre, og så dukkede Melpomene frem af de støvede gemmer. Jeg kunne godt lide det i 2003, men i år rykkede nummeret finesser ind i mig. Den blide, nærmest rituelle begyndelse, der tilføjes en ingrediens af sang og så sniger guitaren sig ind bagfra og bygger nummeret op til et brag af rytme og tab. Og så skal man vist være støbt i beton for ikke at synge med på omkvædet: Flutter girl/Killing me with her sunshine/Sunshine/She's so unaware/That she's my melpomene.
Slægt - Perfume and Steel fra albummet The Wheel (2018)
Der er masser af metal i min værktøjskasse, og engang imellem sniger der sig noget helt nyt ind. Case and point danske Slægt med nummere Perfume and Steel. Mine følsomme ører hører noter af både black og trash metal, og en af de helt fede ting ved nummeret, er at der konstant veksles mellem det melodiske og det brutale, der skiftes takt flere gange og det gør at nummeret bliver ved med at hælsparke ens øregange. Nummeret holder et ret vildt tempo, og derfor virker det som en virkelig velvalgt skæring at starte deres nye album (som jeg stadig har til gode) med. Er man til det virkelig hårde og dybe, er Slægt nok for blidt, men har man indtil nu men, at det dybereliggende metal var for voldsomt til ens trommehinder, kunne Perfume and Steel være et af de numre, der fik en på andre tanker.
Karlheinz Stockhausen - Nachtmusik fra samlingen Aus den sieben Tagen (1968)
Whisky, mange oste og en hel del mennesker er det man kalder for en acquired taste. Noget, man i begyndelsen ikke kan lide, men som efterfølgende gror på en, nogle gange så vildt, at det bliver en lise eller en favorit. Sådan et stykke musik er Nachtmusik af den tyske komponist Karlheinz Stockhausen. Nummeret er rædselsfuldt. Det skærer i en, nogle gange så dybt, at selv om man forsøger at tørre blodet væk, vælder der blot mere op i såret. Musikkens skærende toner får ens hjerte til at banke hurtigere, de lemlæstede strengeinstrumenter klager og midt i den vilde kakofoni dukker noget smukt frem. Ens krop tager en dyb indånding, og man læner sig ind i det frygtelige og det forvitrede. Man reagerer instinktivt på musikken, og når den er tilendebragt, sidder man med opspilede øjne og dunkende hjerte, som havde man et øjeblik været en hjort fanget i en bils forlygter. Gør et forsøg. Du vil sikkert hade det første gang, men den anden, femte, tiende gang blotter du tænderne.
Lorde - SuperCut fra albummet Melodrama (2017)
Dette års guilty pleasure kommer fra Lorde, der med nummeret SuperCut formår at løfte sig selv et niveau op over de fleste andre. Selv om musikken veksler mellem et par ligetil beats, er det Lordes stemme, der virkelig er instrumentet. Det er hendes stemmebånd, der vibrerer, hende der sukker i slutningen af ord, hende der kun delvist synger, fordi den her sang skal fortælles mere end synges. Sangen handler om kærlighed, hvad de fleste sange har en tendens til at gøre. Titlen SuperCut er i den sammenhæng meget velvalgt, da ordet betyder en stor samling videoklip fyldt med den samme handling gentaget igen og igen, ofte i en klichéfyldt kontekst. Og så er der noget sødt og eviggyldigt over følgende sætning i slutningen af sangens andet omkvæd, der beskriver de fleste unges følelse af deres særlige og helt unikke kærlighed: We were wild and fluorescent, come home to my heart.
Lars HUG - Afsked fra albummet City Slang (1984)
Første gang jeg hørte dette nummer, kan jeg ikke have været mere end 7-8 år gammel. Jeg hørte det så heller ikke siden, før det i år pludselig strømmede ud af radioen, og jeg genkendte det på stedet. Overgangene, teksten, you name it. Fordi det blev ved med at spøge i mig, gravede jeg det frem fra arkiverne, og har siden skamhørt det. Blandingen af elektroniske og akustiske instrumenter er som drømme tilsat elektrisk stød, og Lars HUGs mørklyriske stemme kæler for Søren Ulrik Thomsen digt fra det evigt fantastiske album City Slang, I her får i dets fulde længde: Snart maser nattens gletcher/parkerne tomme/kroppene drejer mod kulden/spredes i gadernes væv/forsvinder i lygternes faldende hvidt; genkender ikke hinanden/i lukket november. Lyt til denne, inden det bliver nat. Hør hele City Slang, inden det bliver dag igen.
Arien Der Hölle Rache (kocht in meinem Herzen) fra Mozarts opera Tryllefløjten (1791), i dette klip sunget af Diana Damrau (2008)
Man kan ikke sige, at man godt kan lide klassisk musik, for den er lige så forskellig som så meget andet. Jeg kan godt lide Satié, Tjajkovskij og Bach, hvorimod jeg ofte synes Mozart er lidt for pussenusset. Derfor er det herligt, at han er det stik modsatte i denne arie fra Tryllefløjten. Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen er en af de arier, de fleste genkender, men som de færreste kan huske hvad hedder. Og handlingen? Joeh, det er moderen der synger til sin datter, at hvis hun ikke ser at få fingeren ud og nakke en fyr navn Sarastro, så slår moderen hånden af datteren. Så kan hun eddermame lære det. I Diana Damraus stemme blæser både vreden og foragtens vinde, og hendes stemmebånd vibrerer som var de en violins strenge. I løbet af 2018 har jeg hørt arien et utal af gange, og det hver eneste gang jeg skulle skrive et eller andet, der havde at gøre med vrede og foragt. Og det lader åbenbart til, at det er mere end en fair share af det i mit forfatterskab.
Det var mine seks picks. I et alternativt univers var det måske blevet Bryan Ferrys blide Bitter-Sweet, den hjerterytmiske Lost on you af LP, det musikalske konglomerat bag nummeret Genius, en tur gennem retrogyngerne med altid stærke Pet Shop Boys på nummeret Paninaro 95, Bisses drævende Plexiglas eller Jim Croces ballade I got a name. Men vi er i dette univers, og derfor blev det ikke dem. Tak fordi du lyttede med!