Sidste år blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om film og serier, i morgen er det musik, der står på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.
Jeg har valgt fire film og to serier ud fra året der gik. En fællesnævner, hvis man kan tale om en sådan, er at mange af dem eksperimenterer med historiefortælling såvel som visuel identitet, og derfor leverer noget, jeg ikke har oplevet før. Og med de ord er det bare at holde sig fast:
Borg vs. McEnroe (2017, instr. Janus Metz, Sverige/Danmark/Finland)
Som hovedregel siger sportsfilm mig ikke det store (hvis man ser bort fra Mean Machine), for de ender altid med at the underdogs vinder, og så lærer vi alle sammen noget om at fællesskab og holdånd er det eneste, der betyder noget. Borg vs. McEnroe er helt anderledes. I den følger vi både Borg og McEnroe gennem Wimbledon-turneringen i 1980, og det er to meget forskellige mænd. McEnroe er eksplosiv og udfarende, mens Borg er fokuseret (fikseret?) og forknyt. Ikke alene formår instruktør Janus Metz at skabe nuancerede portrætter af de to spillere, deres opvækst og deres venner. Hvad der måske er vildere, er at det lykkes Metz at tilføje kampene et reelt spændingsmoment, så jeg sad helt ude på kanten af sofaen til den sidste kamp, finalen i Wimbledon 1980. Jeg havde med vilje ikke googlet resultatet, så jeg anede ikke hvem der ville vinde. Bagefter gik jeg på youtube og så den næsten 40 år gamle finale. Når en film kan få mig til det, så fortjener den en plads i årets top 6.
Ruben Brandt, Collector (2018, instr. Milorad Krstic, Ungarn)
RBC så jeg under CPH:PIX og den var en helt særlig oplevelse. Historien er let at følge: En række kendte kunstværker forsvinder fra verdens museer og en politimand forsøger at finde dem. Plottet er altså lige til. Der hvor RBC skinner som en supernova, er i det visuelle. Krstic har fokus på kunst, og over 250 kunstværker bliver enten direkte brugt i filmen, eller hentydes til. Det ser man både i folks udseende, hvor tre næser og fem øjne ikke er usædvanligt, og i den visuelle dybde, hvor forskellige stilarter kan eksistere i hhv. forgrund, baggrund og mellemgrund. Det er noget ganske særligt at se surrealistiske personer snakke i forgrunden, mens plakatkunst duver i mellemgrunden og baggrunden er en akvarel. Historien fortælles i et hektisk tempo og kombination af kunst og fart skaber noget, der i hvert fald tangerer det unikke, og efter endt ridt er man mere end tilfreds. Thumbs up.
DuckTales (2017, USA)
Er man i min alder, kan man huske serien DuckTales, der kørte i slutfirserne og starthalvfemserne, og man husker den som virkelig fed. Sidste år rebootede Disney konceptet, og efter at have set første sæson bliver jeg nødt til at acceptere … at den nye er bedre end den gamle. Den fremstår frisk og helt sig selv, ikke mindst fordi Rip, Rap og Rup har fået hver deres personlighed, der markant adskiller dem fra hinanden, og fordi at de mange eventyr sammen med Onkel Joakim oser af fortællelyst og eventyrlighed. Som i den gamle serie, veksler de mellem hverdagsproblemer og myter, men i den nye udgave hænger de forskellige afsnit sammen, og selv om hvert enkelt fortæller sin egen historie, bidrager den også til et større hele, hvilket fungerer rigtig godt. Og så sidder humoren lige i skabet. Hvis du ikke har andet at lave, så nup alle 23 afsnit i første sæson. Eventuelt to gange ;)
Sorry to bother you (2018, instr. Boots Riley, USA)
Sorry to bother you tager vist prisen som årets særeste film, men eftersom sær er godt, så glider den ubesværet ind på listen. Filmen foregår i et alternativet univers, ikke meget anderledes end dette. Cassius Green er down-on-his-luck, lige indtil det går op for ham, at han har en helt perfekt stemme til telemarketing og telefonsalg. Det er bare ikke hans rigtige stemme. For Cassius er sort og det er når han giver den med en påtaget hvid stemme, at kunderne flokkes om ham. Faktisk er han så dygtig, at han snart avancerer i graderne, vinker farvel til alle kulierne der sidder i rad og række, og bliver en mesteropkalder. En af den slags, der varetager de store og vigtige kunder. For først nu stiller han det spørgsmål, der har spøgt bagerst i seerens hoved siden begyndelsen. Hvad er det egentlig Cassius’ firma sælger, og hvad foregår der bag kulisserne? Spoiler: Du gætter det aldrig nogensinde, for det er ikke alene fucked-up, det er også plain ol’ weird. Så snup en håndfuld klejner og nyd turen!
Isle of dogs (2018, instr. Wes Anderson, Tyskland/USA)
Jeg er en af dem, der godt kan lide Wes Anderson, selv om jeg godt kan gå med til, at han kan være lidt gimmicky. Den udtalte hang får frit spil i Ilse of Dogs, der visuelt og fortælleteknisk er et slaraffenland af dimensioner. Om tyve år er hunde blevet forbudt i Japan, og derfor deporteres de til Trash Island, hvor de kan leve, dø eller ingen af delene. Men en dag lander en ung dreng på øen. Han vil have sin hund tilbage. Om han får det, ja, det må du selv se. Isle of Dogs er en dukkefilm, halvt på japansk og halvt på engelsk, og mættet med splitscreens i både tredje og fjerde potens. Det japanske er ikke oversat, men gennem snedige tricks, korte undertekster og et væld af farver, forstår man som tilskuer udmærket hvad, det er der foregår. Selve historien er som de fleste andre Wes Anderson-film, både mærkelig og sød, men det er for det visuelle alene, at man skal se Isle of Dogs.
Kidding (2018, instr. Michel Gondry, USA)
En af de sære sandheder i verden, er at Jim Carrey aldrig har fået så meget som en Oscar-nominering. Det kan man undre sig over, når man ser ham i Kidding. Han spiller den Mr. Rogers-lignende tv-vært Mr. Pickles, der mister sin søn i en færdselsulykke, og forsøger at leve videre. Kidding er et smukt og grumt studie i hvordan man håndterer sorg og tab. Den er mere drama end komedie og så fyldt smerte, at man selv sidder og snøfter. Dog bliver det aldrig for meget, da Mr. Pickles program Puppet Time hele fungerer som en art comic relief til alt det mørke. Serien er instrueret af Michel Gondry, der var medforfatter på Eternal sunshine of the spotless mind, og hvis den bid fakta ikke begejstrer, kan jeg ikke gøre så meget for dig. Jeg vil dog til sidst også give en applaus til skuespilleren Frank Langella, der spiller Mr. Pickles far og gør det så klinisk, at man kun kan juble, mens man synker sit spyt. Og så er Kidding lige blevet forlænget med en sæson.
Jeg så betydeligt færre film og serier i år end bare sidste år. Jeg har ganske enkelt ikke haft tiden. Men blandt de 40 film/serier jeg så, kunne jeg også have nævnt britiske Ghost Stories, der giver hele antologi-formatet et par twists, serien Future Man der er så plat og campet at det nærmest er et krav at binge den, den danske En frygtelig kvinde, der indeholder flere sandheder om begge køn end mange vil være ved, den norske serie Norsemen, der mest af alt kan kaldes en sitcom-udgave af Vikings og endelig Lars von Triers The house that Jack built, der vover at være nærmest litterær i sit tilsnit. Men det blev ikke dem, det blev de seks andre, og dermed slut for nu. I morgen handler det om musik.