Start med at læse første del.
Efter at mine drømme var rykket op i et højere gear, blev jeg som allerede nævnt gladere. Det var ikke den slags jublende og hujende glæde, der kommer så let til nogle mennesker. I stedet for gav den sig udslag i en større tilfredshed. Jeg blev roligere, og jeg lod ikke så mange ting gå mig på, hvilket jeg ellers er lidt af en verdensmester i. Til gengæld begyndte jeg at tænke mere over hvordan jeg havde været som yngre, og især som yngre læser.
Min skoletid var ikke let. Jeg blev mobbet i rigtig mange år, på den helt grimme måde, som andre mennesker end jeg ville bruge som drivkraft til at skrive en bog. Det var uden tvivl medvirkende til at jeg søgte bøgerne, for her var en verden, der ikke kaldte mig grimme ting eller pissede i min skoletaske. De mange timers læsning gav mig en evne til at fordybe mig, de åbnede og åbenbarede verden for mig, og det var her jeg forstod hvor enormt og fantastisk alting egentlig er. Jeg blev offer for en enorm hunger. Jeg fordøjede bøger om alting. Der var intet, der som udgangspunkt var kedeligt eller uinteressant. Jeg skævede ikke til om det var 'pige'-bøger eller tegneserier, eller, og det var det væsentligste punkt jeg nåede frem til i min tankeproces, om det var over mit niveau.
Rollespil, ca. 1993. I mit gamle værelse på Lolland spillede vi mindst en gang om ugen. Det er mig i midten med kappe. Dengang fortalte jeg også historier, bare ikke på skrift, og jeg fortærede bøger som en besat. Læg mærke til kaffekoppen. Hvorfor? Det får du svar på længere nede!
Som 7-årig blev jeg fascineret af dinosaurer, og efter et par måneder var alt materiale til børn om emnet gennemtrawlet. Derfor begyndte jeg at læse bøger for voksne. Værker, der på alle måder var for svære for mig. Det samme skete med astronomi. Det samme skete med skønlitteratur (selv om det tog lidt længere tid). Og det gik op for mig, at meget af min nysgerrighed var gået tabt undervejs i livet. Selv om jeg stadig brystede mig af at være sådan en slags renæssance-menneske, læste jeg slet ikke så varieret længere. Jeg udfordrede ikke mig selv. Min komfortzone var blevet på størrelse med et æg, der ikke engang var slået ud. Lort, tænkte jeg. Så sagde jeg det. LORT. Og så gjorde jeg noget ved det.
Min læsestol. Der er meget fredeligt, selv på Nørrebro.
Jeg var heldig. Disse erkendelser kom i kølvandet på, og nok også i kraft af, at jeg efter 14 år som fuldtidsansat lærer gik på 40% tid. Det betød, at jeg skulle på arbejde tre dage om ugen, og havde de resterende fire til min forfattergerning. Da vi nåede juleferien installerede jeg en gammel lænestol i mit bibliotek (ja, sådan et har jeg), og gik på rov i mine reoler. Jeg ledte efter ting jeg ikke forstod. Bøger, der var over mit niveau, og som beskæftigede med emner der lå langt fra mine sædvanlige. Værker jeg havde indkøbt i skikkelse af min gamle forestilling om mig selv som bredtfavnende og i besiddelse af et åbent sind. Og jeg fandt det herligste udgangspunkt jeg overhovedet kunne tænke mig, nemlig en fagbog på engelsk om strengteori.
Teoretisk fysik på et fremmedsprog. For en ærkehumanist som jeg, der engang fysisk gned to magneter mod hinanden fordi det 'vist nok' polariserede dem, var det udfordrende. Jeg vidste, at her var et kvarter ikke nok. Derfor afsatte jeg 45 minutter på hver af mine to hjemmedage og lørdag/søndag. Og så gik jeg i gang. Og jeg fattede ingenting. Og jeg læste. Og jeg fattede næsten ingenting. Og jeg læste. Og jeg begyndte at forstå nogle grundprincipper, på linje med at det nok er godt at komme væske i en dej, for ellers sker der ingenting. Det var helt vidunderligt. Fire gange om ugen blev jeg sparket ned på et plan, hvor jeg intet vidste, og derved blev min hunger vakt. I disse dage er jeg ved at være færdig med den, alle 400 sider, og jeg har kun lige løftet en flig af den verden. Det er herligt at være uvidende og sulten igen. Til at begynde med, var det svært. Mine tanker var et mylder, og jeg havde brug for noget, der kunne fastholde dem. Derfor fandt jeg et stykke musik, der spiller i baggrunden, mens jeg læser. Det er helt roligt, de samme toner kører igen og igen, og det virker. Det får nærmest en karakter af noget rituelt og særligt, og det tror jeg er godt.
Men hvad så med arbejdsdagene?
Der kom skønlitteraturen til sin ret. Hver dag havde jeg en times transport, 30 minutter hver vej, og der læste jeg, som jeg altid havde gjort. Men jeg varierede, og varierer, udvalget af bøger mere. Jeg læste horror-noveller og middelalderlige skæmtespil, autofiktion og science fiction-klassikere. Og det åbnede mine øjne på ny, for alle de utrolig mange historier og måder man kan levere dem på. Det skærpede også min kritiske sans, hvilket ikke ændrede på den vigtigste ting, der langsomt tonede frem i min bevidsthed.
Det, der i virkeligheden skete, når jeg læste om endimensionale membraner og menneskeskæbner, var at jeg hørte et andet menneskes tanker til ende. Ved at læse deres bog færdig, om det så var skøn- eller faglitteratur, fik jeg hele deres tankesæt serveret. Det var kun en mening, eller en kommentar, men et helt univers, og det gør mig rigere. Jeg tænker, at jeg som barn og ung slet ikke var så dum, for det var også især det, jeg ledte efter dengang.
En ting var min erkendelse (og det lyder meget højtravende), noget andet var, hvad der skete med mig. Jeg havde fået mine drømme tilbage, men efter et par uger i lænestolen, begyndte jeg også at opleve at andet ændrede sig. Når jeg skulle fortsætte med et skrive på en tekst, blev jeg meget hurtigere til at skabe mig et overblik over hvad jeg tidligere havde skrevet, og jeg kunne koncentrere mig i længere tid ad gangen. Det tror jeg kom fra vanen, at jeg simpelthen læste hurtigere nu. Men som med drømmene, havde jeg ikke engang overvejet at det sidste kunne ske.
Koppen har jeg stadig, og det var den jeg drak af, mens jeg skrev dette indlæg :)
Min tidsfornemmelse ændrede sig.
Jeg sad med en stemning af, at jeg havde meget mere tid. Der var simpelthen kommet flere timer i døgnet. Jeg nåede mere. At have en ekstra time var nu en mulighed, ikke så kort tid at man ikke kunne nå noget. Jeg følte ikke, at jeg hele tiden skulle løbe fra sted til sted. Sagt på en anden måde, mistede jeg ikke tid ved at læse. Jeg vandt den. Den følelse har jeg stadig, og det gør mig glad.
Jeg ser stadig masser af serier. Jeg fordøjer en god hob film. Jeg spiller computerspil. Jeg drikker øl med vennerne. Og så læser jeg en times tid om dagen. Det sidste giver mig tid til alle de andre ting. Og hvis det lyder som et reklameslogan, så lever jeg med det. Tak fordi læste med.