En setting, et sted, der findes i rigtig mange genrer er baren. Den er især blevet brugt meget i science fiction (Historier fra Den Hvide Hjort - Clarke, The Draco Tavern - Niven), hvor baren ofte er blevet anvendt som et knudepunkt i en samling noveller - altså som et sted, der binder tingene sammen. Baren i sig selv bliver dog også anvendt i både fantasy og horror; der er noget almenmenneskeligt i muligheden for at drikke sig grundigt besoffen. Baren er dog ofte også et sted, hvor historier og erkendelser ser, om ikke dagens lys, så det beskidte og tilrøgede lokale. En del af tiltrækningen ved barer er nok også, at de ikke har ændret sig synderligt gennem menneskehedens historie - og sandsynligvis ikke vil ændre sig meget i fremtiden. Det gør baren til en, omend ikke unik, så speciel setting.
I I løngangen handler det om Steen, der lige er blevet droppet af kæresten og er journalist. Og det handler om Laust, der er løber. Bedst mens Steen sidder og har ekstremt ondt af sig selv, ankommer Laust til baren. Han har stadig løbetøj på, han sveder kraftigt, selv om det er vinter og han passer lige så godt ind i en mørk bar som en dromedar i et symfoniorkester. Ingen gør plads for den nyankomne, undtagen Steen, hvis journalist-instinkter er blevet vakt. Der må gemme sig en historie i løberen Laust. Resten af historien kan du læse i min samling Kærlighedsfrugt, der udkommer senere på året.
"Mens jeg bestilte, tog han huen
af og sukkede tilfreds. Hans ansigt havde indtil nu været hårdt,
men nu blødte varmen det en smule op. Han var tæt på de fyrre. Nok
derfor han ikke havde været til OL i ´12. For hurtigt gammel. Selv
begrænsede min løbeerfaring sig til et par skamfulde nytårsfortsæt
og et enkelt forsøg på at imponere en noget yngre pige. Ingen af
delene var lykkedes. Jeg rodede i min jakke, fiskede en krøllet
pakke Caminante frem og tændte en. Den fede røg blandede sig med
resten.
”Jeg bliver nødt til at
spørge,” sagde jeg. ”Hvad laver du her? På Hankatten ser vi
ikke mange OL-løbere og slet ikke nogen, der stadig har sportstøjet
på. Så hvad handler det her om? Du er heller ikke fast kunde, for
det er jeg.”
”Jeg gemmer mig,” sagde Laust
hurtigt og rømmede sig. Hans sparsomme, lyse hår stod lige op i
luften. Han var skaldet på toppen, så det resterende hår mindede
mig om en munks tonsur.
”Fra konen?” spurgte jeg og
stoppede min hånd, der allerede var på vej ind i inderlommen efter
min notesblok. Selv om jeg både ejede og brugte en smartphone, besad
jeg stadig en inkarneret mistro til den moderne teknologi. Jeg lod
den holde øje med mine aftaler og med, at jeg kom op om morgenen,
men vigtige ting som historier insisterede jeg på at have i hard
copy.
”Nej. Slet ikke fra hende. Hun
ville blive glad, hvis hun vidste, at jeg var her. Selvfølgelig
ville hun blive mest glad, hvis jeg holdt helt op med at løbe, men
det kan jeg ikke. Nogle ting er man ikke selv herre over. Ved du,
hvad jeg mener?”
Jeg nikkede og trak notesblokken
frem. ”Ja, jeg tror, jeg ved, hvad du mener. Du er heldig, at din
kone forstår det.” Af gammel vane fugtede jeg kuglepennen med
spidsen af tungen og satte den til papiret. Hurtigt skrev jeg hans
navn øverst, efterfulgt af en række symboler; min selvopfundne
stenografi.
”Er du journalist?” spurgte
han, og jeg genkendte den lette tøven, der ofte kendetegnede de
mennesker, som var kendte, fordi de rent faktisk besad et talent. For
anden gang nikkede jeg. Han tog en tår af øllen. Det var næsten
fysisk til at se, hvordan tankerne en for en gjorde holdt bag hans
øjne, før han efter et halvt minuts penge trak på skuldrene. ”Hvad
du end skriver, må jeg så få lov til at læse det igennem først?
Inden det bliver trykt?”
”Det ser jeg ikke noget problem
i,” svarede jeg, men bandede indvendigt. Når folk udbad sig den
mulighed, betød det som oftest, at der virkelig var noget at komme
efter, og når der var det, var det tit svært at få lov til at
trykke de lækre detaljer. På den anden side virkede Laust som en
fyr, der var til at tale med. Det ville ikke være helt umuligt at
snakke ham i den retning jeg ville. Og det var trods alt ikke et
sladderblad jeg arbejdede for længere. Nu da hans ansigt var lige
foran mig, ruskede det i min hukommelse. Laust og jeg måtte være
nogenlunde lige gamle. Han havde været noget af et stjernefrø
dengang, Team Danmark og hele svineriet. Men så var der sket noget.
Fra den ene dag til den anden var han holdt op med at løbe på
konkurrenceplan. Jeg prøvede at huske grunden, men trak en nitte.
Det eneste jeg var sikker på var, at det ikke havde noget med doping
at gøre.
”Okay. Så skål,” sagde han.
Vi klinkede flasker. Han tømte sin, og jeg kunne ikke gøre meget
andet end at bestille to nye. Da Dennis satte dem foran os, skævede
han kort til mig, men jeg kunne ikke se om, det var bekymring eller
forundring, der lurede under de store øjenbryn.
”Hvem gemmer du dig så for?
Skylder du nogen penge?” spurgte jeg, for hvis jeg ikke sagde
noget, virkede det til, at det ville passe ham udmærket at sidde
tavs.
”Nej. Jeg har penge nok. Jeg
gemmer mig for vejen.”
Der havde alle dage været
larmende på Hankatten, så jeg satte hånden bag øret og hævede
stemmen.
”Hva' sagde du?”
”Vejen,” svarede Laust roligt.
”Jeg er bange for vejen”"
