Trailer 61 - uddrag af Sudoku

Novellen Sudoku stammer fra min debut Køtere dør om vinteren, og startede en lille trend med at jeg helst skal have en novelle med en japansk titel med i mine samlinger. Anne og Hanne er novellens hovedpersoner og som læser får man lov til at følge med i deres liv. Det kan godt være, at man ikke helt kan finde ud af hvem der er hvem, men måske betyder det heller ikke så meget? Eller alt?


"Der er ikke så meget at lave her til morgen, og Anne tillader sig selv en lille pause. Men hun drikker ikke kaffe. Kun en kop om morgenen, og så en om aftenen. Ellers så ødelægger man kroppen. Det er bevist.
Hun strækker kroppen i den bløde kontorstol. Den solbrune hud på hendes arme følger elastisk musklernes bevægelser, men det lykkes ikke for hende at ignorere den lille mavedelle. Efter Martin blev født, har hun ikke kunnet slippe af med den, og hendes røv er også blevet flad.
De skulle have et barn. Det ville både hende og Jens. Det var hun sikker på. Det er hun sikker på. Mor er også så glad for at passe knægten. Det ville slet ikke have været i orden at nægte hende den fornøjelse.
På det sidste har Jens været meget travl, og er først kommet hjem sent om aftenen. Det passer egentlig Anne fint. Så kan hun få lidt tid til sig selv. Da hun stadig var single, malede hun en smule og hun er begyndt på det igen. Selv om hun mest føjer lidt til sine gamle billeder.
Jens har sagt, at han kender en galleriejer, der nok gerne vil udstille hendes billeder. Hun har nikket. Men hun synes ikke selv at de er halvt så gode som dem hun lavede for 10 år siden.
Hun får heller ikke malet så meget i sin fritid, som hun gerne ville. Det er som om, at det virker lidt lige meget at begynde på et billede, når man ikke ved hvad man skal male. Hun kan ikke forstå det. Hendes baghave er smuk og burde spæde fantasien op.
Når hun er alene, flyver tiden i stedet, og bagefter kan hun ikke helt huske hvad hun har lavet. Der er ofte skodder i askebægeret, selv om hun holdt op med at ryge for fem år siden. Enkelte gange har skraldespanden også været fyldt op med kleenex. Hun er sikker på, at hun ikke har haft besøg.

"Hanne, vil du lige renskrive dette her"
Hanne tager imod papirerne, der bliver rakt frem mod hende, og smiler professionelt. Direktøren har holdt sine tilnærmelser på et minimum i dag. Måske fordi hans kone er på besøg.
Automatisk flyver Hannes fingre over tasterne, og hun kigger ikke engang ned. Det er kun nybegyndere, der ser efter hvad det er de skriver. Om en time er der pause, og så skal hun til spinning. Man bliver nødt til at holde sig i form.
Hendes medbragte frokost består af grønt og fisk, et let måltid der indeholder præcis hvad hun har brug for. Diætisterne er overraskende enige om, at tungmetaller i fisk slet ikke udgør en helbredsrisiko alligevel.
I det nyeste nummer af Femina var der en artikel om at holde gang i sexlivet, men hun bladrede forbi den, om til sektionen med slankekure og skønhedstips.
Det var langt mere spændende, og Niels er alligevel alt for træt til det andet. Det tager hårdt på ham at sidde med alle de regnskaber. Han siger undskyld, men det er helt okay med Hanne. Det andet tager alt for lang tid. Og så skal man løbe rundt med sæd løbende ned af inderlåret. En gang om måneden er alt hvad de begge behøver.
For syv år siden var hun til fest, hvor hun endte i seng med en kvinde der hed Laura. Hanne kan stadig huske de bløde bryster, der blev presset mod hendes og de viltre tunger der ikke kunne få nok. Hænder overalt på kroppen. Igen og igen. I timevis.
Lauras glødende øjne og Hannes egne orgasmer havde rystet hende voldsomt. Det er lang tid siden nu, og for det meste mener Hanne, at det slet ikke er sket. Måske har hun en gang set det i en film. For det er slet ikke hende sådan noget"


Store nyheder - i september ... det hemmelige projekt

Hovhov - hvad er nu det? Bruger han nu tillægsord i titlen. Det er nemlig rigtigt, oh du min ophøjede læser, for der er virkelig tale om store nyheder. Og en af de helt store som forfatter er når man kan annoncere at en ny bog er blevet antaget. Det kan jeg nu: Jeg har fået en bog antaget, forlagsaftalen er underskrevet og nu er efterbehandlingen godt i gang.

Hvis jeg bliver mere seriøs at se på begynder jeg at skide paragraffer

De af jer der har fulgt med i bloggen tænker sikkert at det er Odd, det handler om. Jeg er ked af at skuffe dem, der har ventet, men det er det ikke. I stedet for handler det om det projekt, jeg indtil nu kun har refereret til som "det hemmelige projekt". Nu er det ikke i skjul længere - læs blot videre.

I 2007 skrev jeg en meget lang novelle, som jeg selv tænkte havde et ret godt potentiale. Men det var hele tiden som om den manglede noget. Hvad det var kunne jeg ikke sætte fingeren på, men det var bare som om den ikke var helstøbt, selv om den var færdig. Derfor lagde jeg den i bunken med "tvivlsom fremtid"-noveller og vendte opmærksomheden andetsteds. Der lå novellen så og samlede støv, mens jeg skrev nye ting, begyndte at udgive og så videre og så videre. Så, i 2012, begyndte jeg at skrive på en ny novelle. Den blev længere og længere og pludselig var jeg blæst ind i det land, der hed kortroman. Den novelle hed Og så går vi live. 

Jeg var ret tilfreds med den, lagde den til side og fortsatte med at arbejde. Så ... skete der noget. Jeg kunne ikke få den ud af hovedet. Den blev ved at svirre og den gav mig fornemmelsen af at den manglede noget. Utroligt nok tog det mig tre-fire måneder at komme i tanke om, at jeg på et tidspunkt havde haft det på samme måde med en anden lang novelle. Den, der var skrevet i 2007 og bar titlen Ambrosia.

Jeg tog begge noveller frem, lagde dem ved siden af hinanden og så sagde det klik. De matchede. Endelig havde jeg fundet modparten. Det var en mærkelig følelse at stå med to værker, der var adskilt af fem år, men alligevel havde de rette hægter. Da sommeren 2013 nærmede sig, tog jeg en dyb indånding og redigerede begge noveller. Ambrosia blev skrevet om fra bunden og steg i længde, så den også blev en kortroman. Så lagde jeg dem op igen - og voila, et helt manuskript.

Men ... det skulle være noget specielt. Det var jeg ikke i tvivl om. Derfor gravede jeg en gammel ide frem fra den blødeste del af min hjerne. I 70erne brugte man det en del til billigbøger med to forfattere. Ofte nogen af de "underlødige" genrer, som krimi bl.a. også tilhørte dengang. Ideen matchede. Det skulle være en vendebog. Altså en man helt fysisk skal vende.

Forlaget Valeta var heldigvis med på ideen og i skrivende stund har jeg fået lov til at vise dette meget tidlige billede af forsiderne. Ja, du hørte rigtigt: Forsiderne.
Den midlertidige forside - meget vil ændre sig endnu.
Her og nu vil jeg ikke fortælle hvad historierne handler om, andet end de har visse temaer tilfælles - og for ikke at forglemme, vil der også komme en dejlig illustration i midten af bogen. Mit største dilemma lige nu er, hvad jeg skal kalde bogen i daglig tale. Jeg tror dog at jeg ender med A/O - medmindre du har et bedre forslag?

Augusts skrivning 2013

Arbejdet er tilbage på fulde hammer og det efterlader mig desværre lidt for tidløs hvis undertegnede spørges. Heldigvis får jeg tilranet mig tid nok til at arbejde på nogle projekter og august måned har stået i flere tegn.

For et par dage siden afrundede jeg omskrivningen og korrekturlæsningen af to kortromaner, der nu som en fælles enhed er afskibet til forlaget. Om ideen og de to historier falder i deres smag, skal jeg ikke kunne sige. Begge kortromanerne er over 20.000 ord og har nogle tematikker tilfælles, der forhåbentlig er ret tydelige for evt. kommende læsere.


Ud over arbejdet med overtegnede, har jeg også vanen tro arbejdet på et par noveller. Hvad der ikke er så normalt er, at begge noveller er tiltænkt en plads i en kommende novellesamling, hvor jeg som noget ganske nyt ikke roder i gemmerne, men skriver alle novellerne direkte til samlingen. Med augusts måneds to noveller, er jeg nu oppe på tre styk - så der er noget vej endnu.

Time share (realisme, 2900 ord)
Man skyder da dyr (realisme, 7100 ord)

I Time share er vi på visit hos Morten og Bitten. De er lige blevet forældre til Katrine, og selv om det er en fantastisk tid, skranter deres sexliv. Men så er det jo godt, de har Bittens veninde Stine på besøg. Hun hjælper gerne til ... med maden, med at dække bord og selvfølgelig med at Morten ikke går fremmede steder hen.

Man skyder da dyr bringer os hele vejen til Asien, hvor lærlingen Kolnik (sammen med sin læremester) er på pandajagt. Der er næsten ikke flere af de søde bamser tilbage, og i stedet for bare at se til, er det bedre at udrydde de sidste. Alt andet ville være modbydeligt ...

September byder i hvert fald på en konkurrence jeg medvirker i og så er jeg spændt på at se hvordan det er gået med Valetas undergangsantologi og Drengelitteraturprisen. Fingers crossed!

Den gratis Silvestri

Det er altid et dejligt ord at have i en titel. Gratis.

Oprindelse af latin gratiis, ablativ pluralis af gratia 'ynde, gunst', ordret 'ved gunstbevisninger' siger Den Danske Ordbog. Det lyder ganske højtravende, når man tænker på at det bare betyder at man får noget kastet i nakken uden at skulle betale en krone for det. 
 
 
Efter at have skrevet i en del år er det blevet sådan at en god håndfuld af mine noveller kan læses rundt omkring på nettet uden at det kræver meget. De ligger der bare og venter. Derfor denne korte guide til hvordan du kan tiltuske dig en luns Silvestri, fedtskinnende og med et æble i munden:
 
Køtere dør om vinteren. Titelnovellen til min første samling af noveller kan læses OG lyttes ganske gratis på bogbidder.dk. 
 
Øen. En novelle, der finder sted i Pandaemoniums univers. Kan downloades for et minuts penge hos eBooks2go.dk.
 
Je ne sais quoi. Novelle, der var med i antologien Begyndelser fra forlaget Valeta. Kan læses OG lyttes på bogbidder.dk. 
 
Høns. Blev nummer 2 i en konkurrence i anledning af Køges 725 år jubilæum. Kan læses på Køge Biblioteks hjemmeside. 
 
Optisk bedrag. Titelnovellen til min tredje samling af noveller kan læses på bogbidder.dk. 
 
Udflugt. Novelle skrevet til forlaget Valetas juleføljeton 2012. Kan findes lige her. 
 
Seks gratis noveller - og jeg håber der er noget der falder i din smag. 

Den 15. august 2013

For et år siden byggede jeg dette indlæg, der fortalte om hvad jeg havde nået på fem år. Der var bare den lille fejl med indlægget, at det slet ikke var fem år siden jeg for første gang udkom, men "kun" fire (Hvilket jeg senere har rettet i det oprindelige indlæg). Med andre ord betød det, at jeg havde et helt år til at løbe på, før mit første "jubilæum" som forfatter. Men NU er det 1826 dage siden navnet A.Silvestri første gang kunne ses på tryk. Hurra for det.

Jeg forsøger at gøre mig klog under et video-interview.
Selv om det kan virke lidt tamt, nu hvor tal ikke er min stærke side, er det vel kun på sin plads at finde ud af hvad der så er sket ekstra i det forløbende år. Så se dette indlæg som et appendiks til det tidligere.

Min fjerde selvstændige udgivelse, Optisk bedrag, udkom i efteråret 2012 på forlaget Hexameter. Selv om den ikke har fået mange anmeldelser, har jeg oplevet at folk snakker en del om den. For mig selv står den som noget specielt, da den adskiller sig fra mine andre udgivelser ved at være ret kringlet og eksperimenterende. De 21 noveller er alle en del af en kreds, der indrammes af den første historie, fablen Eventyret om historien og den sidste novelle, 100% reklamefri. På overfladen har de intet med hinanden at gøre. Længere nede har de alt.

Jeg er yderligere at finde i tre antologier - Pix med novellen Hamskifte, Vampyr med novellen Som vinden blæser og Forvandlinger med novellen Et studie i lyst og der er en 2-5 ekstra deltagelser på vej. Ligeledes optræder jeg i Proxima nr. 96 med novellen Bjørnbjørn og online med novellerne Udflugt og Høns, der begge kan læses free of charge.

Jeg fortsætter med at skrive til konkurrencer og antologier, samtidig med at jeg skriver på anden del af en roman. Ligeledes vil jeg i løbet af denne uge sende et manus afsted, der indeholder to kortromaner. På det sidste har jeg også arbejdet en del med engelsk, og som det ser ud nu, vil jeg forsøge mig en del på fremmedsprog i fremtiden.

Der er flere ting sket, men de kan nå frem i lyset når tiden er moden. Indtil da - så tag et kig på mit gamle indlæg. De tanker jeg gør mig der, er stadig gældende.

Trailer 60 - uddrag af Jacobs stige

Endnu en måned, endnu en trailer.

Jacobs stige er (næsten) den mørkeste tekst jeg har skrevet. I den finder vi Jacob, der skal i cirkus med sin kone og to døtre, Lise på 12 og Emma på 6. Jacobs kone har alle dage elsket cirkus; selv hader han det af et godt hjerte, men brugte konens fascination til sin fordel dengang han skulle kurtisere. Nu, mange år efter, er Mester Zambolinis cirkus kommet til byen og Jacob får mere end sin del af kagen. Novellen kan findes i sin helhed i den dejlige antologi Dystre Danmark 2 fra H. Harksen Productions.


"Der stank af friture og hjerteanfald, da de trådte ind gennem teltets åbning. Jacob holdt deres fire billetter i udstrakt arm. De var hverken polerede eller computertrykte, som han havde vænnet sig til. I stedet lignede de en rekvisit til et teaterstykke, der foregik engang i tyverne. De var af gult papir, og på forsiden stod navnet Zambolini med svungne bogstaver. Z'et var trukket en smule ud af proportion, så det næsten lænede sig ind over resten af navnet.

”De lugter” sagde Lise tvært, og Jacob måtte give hende ret.

Billetterne lugtede af lige del sol og støv, den samme lugt som havde hersket på hans bedsteforældres loft. I de sidste år var lugten nærmest trængt ned gennem bedsteforældrenes loft, og havde fået de to gamle mennesker til at antage den samme hengemte duft. Jacob fandt lugten mere melankolsk end ubehagelig.

De små papirstykkers odeur blev blæst tilbage, da udenfor fortabte sig helt bag dem. I stedet blev deres næser fyldt med savsmuld og den lette dunst af afføring.

”Guten Abend, gnädige Frau und Herr” lød en stemme,og Jacob drejede hovedet.

Ved en højt podium stod en mand med så stort et overskæg, at det nåede ud over hans ansigts dimensioner. Det var sirligt snoet, så spidserne pegede ind mod hans røde kinder. På trods af hans krop var firkantet, gjorde den høje sorte hat at han virkede umenneskeligt højt. Projektørlys glimtede i hans røde pailletjakke. En buttet hånd i børnestørrelse rakte ud mod Jacob.

En klump satte sig fast i Jacobs hals, og han stirrede som hypnotiseret på de små svedperler i mandens pande. Et par sorte øjne stirrede tilbage på ham, og langsomt blottedes sprechstalmeisteren læberne i et smil. Jacob havde ikke lagt mærke til, at den lille, enorme mands læber var næsten rosa, og det indtryk svandt også bort i sekundet efter, han havde ænset det. Tænderne var gullige, næsten samme farve som billetterne, og var så lige, at de så kunstige ud.

”Biglietti, Signore” sagde manden med en stemme, der føltes som fløjl på Jacobs hud.

“Du stirrer, far” sagde Emma, og trak ham i skjorten. Jacob nikkede søvngængeragtigt, og drejede sig en smule, så billetterne vajede et par centimeter fra mandens udstrakte hånd.

”Gracias” sagde manden storsmilende, og tog de små papirlapper. Kort strejfede hans hånd Jacobs, og hårene på Jacobs ryg stod ret op i luften. Der var et eller andet, der ikke passede. Noget, der ikke var, som det skulle være. Men før han kunne placere fornemmelsen, blev hans hånd fyldt op med de afrevne billetter.

”Nyt forstillingen, æret gæster” sagde manden højt, og svang overdrevent hatten, mens han bukkede. Jacob blev blot stående, indtil Helene rev ham i armen.

”Hvad handlede det om” hviskede hun vredt til ham, da de begyndte den lange tur rundt om manegen.

Han skævede over skulderen. Hattemanden var allerede ved at betjene det næste par. Med en kraftanstrengelse rystede han den ubehagelige fornemmelse af sig, og åbnede sit ansigt i et smil.

”Jeg blev bare fascineret af ham, skat. Det var en enormt stort hat til så lille et menneske. Gad vide om han kompenserer for noget”

Helene slog en perlende latter op.

”Du er så fjollet. Han skal jo være underlig”"

Julis skrivning 2013

Det har været rigtig godt med en lang ferie, og vanen tro har jeg ikke spildt tiden. Normalt skriver jeg omkring 500 ord om dagen, som min egen lille regel, men de sidste tredive dage er det blevet banket op til omkring de 2000. De kvikke hoveder kan så regne ud at det er på den gode side af 50.000. Fantastisk med alle de tal. Men hvad har jeg så skrevet på ?

Jeg har arbejdet godt og grundigt på anden del af min roman Odd, der måske engang vil se udgivelsens lys. Første del er færdig, men anden del byder på en del problemer. Efterhånden er jeg dog ved at få dem løst, så en positiv tilgang er at håbe på at del 2 ligger færdig inden årets udgang.

Ligeledes har jeg opdateret en gammel (og meget lang) novelle, så den nu er pænt placeret i kategorien kortroman. Jeg arbejder på en spøjs ide med den og en anden kortroman. Indtil videre har den titlen Ambrosia, men det ændrer sig nok. Dette projekt vil I helt sikkert komme til at høre mere om.


Når det kommer til noveller, har jeg formået at holde produktionen oppe. Magasinet Gigantic søgte science fiction-fortællinger i den korte ende til en kommende antologi, så jeg har prøvet kræfter med det engelske. Fremtiden vil vise om det bliver til noget. Og så er det blevet til en enkelt novelle på dansk:
 
Garden of/Equal footing/DNAed/Rotation (science fiction, sammenlagt 4000 ord)
Bafuye bahagaze (realisme, 8300 ord)

Novellen Bafuye bahagaze handler om folkemordet i Rwanda. Men foregår ikke i Rwanda. Tværtimod finder den sted i Maries lejlighed i København. Marie redder verden på daglig basis og bliver kollektivt betragtet som et rigtig godt menneske. Men en aften får hun et besøg fra sin fortid.

Det tror jeg var det. August byder på nye udfordringer, hvilket altid er godt. Og så er jeg begyndt at rode med grafik.

Nyheder fra juli måned

En rigtig varm juli lakker mod enden sagde manden, mens han hældte fernis ned ad ryggen. Selv om det har været (og er) ferie, bliver der ved med at tikke lidt ind på forfatterfronten. I juli er det blevet til tre nyheder af slagsen og de kommer lige her:

Af en eller anden grund ligner jeg en muggen røv når jeg hører efter. Ak, de kors man må bære.
I maj måned udskrev Køge Kommune en novellekonkurrence, der skulle handle om "Et skab i Køge". Teksten skulle ikke være mere end 10.000 anslag, hvilket ikke er særlig meget. Efter at have kæmpet med den årlige Drengelitteraturpris og novellen til denne, tænkte jeg at det ikke ville skade at skærpe min færdighed i at skrive kort. Som sagt, så gjort og jeg blev den glade vinder af andenpladsen i konkurrencen. Min novelle havde titlen Høns og må nok klassificeres som science fiction. Det var en sjov oplevelse at få en kontant præmie og samtidig trykke en borgmester i hånden efter en novellekonkurrence. Novellen blev udgivet i Køge Dagblad og ligger nu ude på nettet, hvor den kan læses ganske gratis. Du skal bare følge dette link.

I sidste måned udkom antologien Forvandlinger, hvor jeg medvirker med novellen Et studie i lyst.  Nu er der så kommet en lektør på samlingen, og den er ganske positiv. Om min novelle bliver der sagt følgende:

"... Et studie i lyst af A.Silvestri, hvor en prostitueret fortæller om sine kunder, som er mænd med tentakler og andet godt."

Nu lyder det som noget Lovecraft/Cthulhu, men det er det faktisk ikke. Tværtimod er det Fanny Hill møder en klassisk fantasyverden. Og den er på sine punkter også ganske spas. Både novellen og verdenen.

Tredje nyhed er at jeg endnu engang figurere på sitet bogbidder.dk. Min debut, Køtere dør om vinteren var derinde i 2011 og min roman Pandaemonium var der tidligere på året. Nu er turen kommet til Optisk bedrag og det er titelnovellen, der ligger til fri læsning. Novellen er, i selve samlingen, lige omkring midten, hvilket er meget passende for samlingens tone og budskab. Men det skal selvfølgelig ikke forhindre nogen i at læse novellen. Man kan altid håbe det får en eller flere til at ville læse resten. Du kan begynde her.

Åhja, en lille bonusting. Jeg har rundet 100 fans på min forfatterside inde på facebook. Hurra for det. nu er jeg kun 3900 fans efter Paradise Hotel!!! Hvad skal det dog ikke ende med!?!

Som altid skriver jeg på livet løs og lur mig om der ikke er flere nyheder på vej. Mens jeg venter på dem, fortsætter arbejdet på min roman, det hemmelige projekt, et par engelske noveller og en enkelt på dansk. Der er ikke helt timer nok i døgnet.




Sommerrydning 2

Når man læser denne blog, kan man sagtens få det billede at jeg ikke laver stort andet end at skrive og råbe ad fremmede og børn på gaden. Det er ikke helt sandt. Bloggen hedder Forfatter på halv tid, og det vil sige at den anden halvdel må gå med noget andet. Og det er den anden del, der er poppet op til overfladen denne gang.

Til hverdag underviser jeg i udskolingen og har gjort det i mange år. Undervejs i min rydning faldt jeg over dette ikoniske artefakt, fra mit allerførste afgangshold. Det ligger mange år tilbage, men jeg er sikker på at gaven var rigtig harsk ment. So ... feast you eyes:
 




Jeg blev givet denne T-shirt på sidste skoledag, men må med sorg bekende at jeg aldrig har gået med den, hvilket er en utilgivelig synd.

For nu at være ærlig kan jeg faktisk ikke huske præcis hvorfor jeg fik den, men det har nok haft noget at gøre med min udtalte skepsis når det kom til ridepiger ...





Og så nok om livet uden for skrivningen. Tilbage til den virkelige verden, hvor ting som ridepiger og afgangshold kan optræde som staffage og fantasien alene er den ultimative grænse. Men det kan selvfølgelig ikke overraske nogen, at ved synet af T-shirten boblede der straks en grim ide op i mit hoved. Det er lige før det er en diagnose.

---------------------
Husk at stem:

10 skud - 1
10 skud - 2