Trailer 60 - uddrag af Jacobs stige

Endnu en måned, endnu en trailer.

Jacobs stige er (næsten) den mørkeste tekst jeg har skrevet. I den finder vi Jacob, der skal i cirkus med sin kone og to døtre, Lise på 12 og Emma på 6. Jacobs kone har alle dage elsket cirkus; selv hader han det af et godt hjerte, men brugte konens fascination til sin fordel dengang han skulle kurtisere. Nu, mange år efter, er Mester Zambolinis cirkus kommet til byen og Jacob får mere end sin del af kagen. Novellen kan findes i sin helhed i den dejlige antologi Dystre Danmark 2 fra H. Harksen Productions.

"Der stank af friture og hjerteanfald, da de trådte ind gennem teltets åbning. Jacob holdt deres fire billetter i udstrakt arm. De var hverken polerede eller computertrykte, som han havde vænnet sig til. I stedet lignede de en rekvisit til et teaterstykke, der foregik engang i tyverne. De var af gult papir, og på forsiden stod navnet Zambolini med svungne bogstaver. Z'et var trukket en smule ud af proportion, så det næsten lænede sig ind over resten af navnet.

”De lugter” sagde Lise tvært, og Jacob måtte give hende ret.

Billetterne lugtede af lige del sol og støv, den samme lugt som havde hersket på hans bedsteforældres loft. I de sidste år var lugten nærmest trængt ned gennem bedsteforældrenes loft, og havde fået de to gamle mennesker til at antage den samme hengemte duft. Jacob fandt lugten mere melankolsk end ubehagelig.

De små papirstykkers odeur blev blæst tilbage, da udenfor fortabte sig helt bag dem. I stedet blev deres næser fyldt med savsmuld og den lette dunst af afføring.

”Guten Abend, gnädige Frau und Herr” lød en stemme,og Jacob drejede hovedet.

Ved en højt podium stod en mand med så stort et overskæg, at det nåede ud over hans ansigts dimensioner. Det var sirligt snoet, så spidserne pegede ind mod hans røde kinder. På trods af hans krop var firkantet, gjorde den høje sorte hat at han virkede umenneskeligt højt. Projektørlys glimtede i hans røde pailletjakke. En buttet hånd i børnestørrelse rakte ud mod Jacob.

En klump satte sig fast i Jacobs hals, og han stirrede som hypnotiseret på de små svedperler i mandens pande. Et par sorte øjne stirrede tilbage på ham, og langsomt blottedes sprechstalmeisteren læberne i et smil. Jacob havde ikke lagt mærke til, at den lille, enorme mands læber var næsten rosa, og det indtryk svandt også bort i sekundet efter, han havde ænset det. Tænderne var gullige, næsten samme farve som billetterne, og var så lige, at de så kunstige ud.

”Biglietti, Signore” sagde manden med en stemme, der føltes som fløjl på Jacobs hud.

“Du stirrer, far” sagde Emma, og trak ham i skjorten. Jacob nikkede søvngængeragtigt, og drejede sig en smule, så billetterne vajede et par centimeter fra mandens udstrakte hånd.

”Gracias” sagde manden storsmilende, og tog de små papirlapper. Kort strejfede hans hånd Jacobs, og hårene på Jacobs ryg stod ret op i luften. Der var et eller andet, der ikke passede. Noget, der ikke var, som det skulle være. Men før han kunne placere fornemmelsen, blev hans hånd fyldt op med de afrevne billetter.

”Nyt forstillingen, æret gæster” sagde manden højt, og svang overdrevent hatten, mens han bukkede. Jacob blev blot stående, indtil Helene rev ham i armen.

”Hvad handlede det om” hviskede hun vredt til ham, da de begyndte den lange tur rundt om manegen.

Han skævede over skulderen. Hattemanden var allerede ved at betjene det næste par. Med en kraftanstrengelse rystede han den ubehagelige fornemmelse af sig, og åbnede sit ansigt i et smil.

”Jeg blev bare fascineret af ham, skat. Det var en enormt stort hat til så lille et menneske. Gad vide om han kompenserer for noget”

Helene slog en perlende latter op.

”Du er så fjollet. Han skal jo være underlig”"