Julis skrivning 2013

Det har været rigtig godt med en lang ferie, og vanen tro har jeg ikke spildt tiden. Normalt skriver jeg omkring 500 ord om dagen, som min egen lille regel, men de sidste tredive dage er det blevet banket op til omkring de 2000. De kvikke hoveder kan så regne ud at det er på den gode side af 50.000. Fantastisk med alle de tal. Men hvad har jeg så skrevet på ?

Jeg har arbejdet godt og grundigt på anden del af min roman Odd, der måske engang vil se udgivelsens lys. Første del er færdig, men anden del byder på en del problemer. Efterhånden er jeg dog ved at få dem løst, så en positiv tilgang er at håbe på at del 2 ligger færdig inden årets udgang.

Ligeledes har jeg opdateret en gammel (og meget lang) novelle, så den nu er pænt placeret i kategorien kortroman. Jeg arbejder på en spøjs ide med den og en anden kortroman. Indtil videre har den titlen Ambrosia, men det ændrer sig nok. Dette projekt vil I helt sikkert komme til at høre mere om.


Når det kommer til noveller, har jeg formået at holde produktionen oppe. Magasinet Gigantic søgte science fiction-fortællinger i den korte ende til en kommende antologi, så jeg har prøvet kræfter med det engelske. Fremtiden vil vise om det bliver til noget. Og så er det blevet til en enkelt novelle på dansk:
 
Garden of/Equal footing/DNAed/Rotation (science fiction, sammenlagt 4000 ord)
Bafuye bahagaze (realisme, 8300 ord)

Novellen Bafuye bahagaze handler om folkemordet i Rwanda. Men foregår ikke i Rwanda. Tværtimod finder den sted i Maries lejlighed i København. Marie redder verden på daglig basis og bliver kollektivt betragtet som et rigtig godt menneske. Men en aften får hun et besøg fra sin fortid.

Det tror jeg var det. August byder på nye udfordringer, hvilket altid er godt. Og så er jeg begyndt at rode med grafik.