Historien om en bog: Slør

Om en uges tid, nærmere bestemt til årets BogForum i Bella Center, udkommer min roman Slør på forlaget Kandor, der er specialiseret i horror. Slør er min trettende udgivelse, fjerde roman og hvis jeg betragter Slørs skabelse i forhold til mange af mine andre bøger, er det den, hvis liv har fulgt den mest direkte rute fra manuskript til færdig bog. Læs med.

For hvis det hele mere eller mindre lå klar i 2016, hvorfor skulle der så gå to år, før Slør kom på gaden? Oprindeligt stilede vi efter en udgivelse i 2017, men skød den et år. Det var der flere grunde til. En af dem var, at jeg havde andre bøger i pipelinen foran Slør, blandt andet romanen Scener fra et parforhold, der udkom tidligere på året hos Kandors moderforlag DreamLitt. En anden var at Slør skulle til redaktøren og rodes igennem. Og rodet igennem blev den. Ad to omgange blev der skrevet om og til, trukket fra og strammet op, og især Slørs dialog arbejdede jeg meget med, da jeg gerne ville have den mundret og realistisk. Det medførte, at jeg svedte og bandede over blandt andet brummelyde og ordvalg, samt nogle steder lod samtalen springe i forskellige retninger, for det er sådan en normal samtale opfører sig. Om det er lykkedes, må være op til læseren at vurdere. Endelig tog det lidt tid at blive enige om omslaget, og det var der en grund til.

Still fra The Gorgon (1964)

Still fra Dracula A.D. 1972 (1972), dansk titel Vampyren jager hotpants ;)

Alle de væsentlige personer i Slør er kvinder, nogle er veninder, andre lader som om, andre igen var det engang. Det er første gang, at jeg skriver en fortælling, hvor persongalleriet så entydigt er domineret af ét køn, og jeg fandt det hverken sværere eller skræmmende, at skrive om en hovedperson af det modsatte køn. For hvorfor? Jeg har gjort det tidligere, og jeg ihukommer altid hvad George R.R. Martin svarede, da en interviewer stillede et spørgsmål om netop det at skrive kvinder, når man er en mand. Lidt i samme dur lød Jens Christian Grøndahls ord, da han modtog Isak Dinesen-prisen (der gives til en forfatter, hvis hovedperson er af andet køn end forfatteren selv) i 2017. Han takkede for prisen, men fandt den lidt sær, da han ofte skrev kvindelige hovedpersoner, og mente “at en forfatters rolle er at evne at sætte sig i en andens sted”, en tanke, jeg kun kan tilslutte mig. Det er måske vores fornemste rolle, om den anden så er af et andet køn, et andet udseende eller for den sags skyld fra en planet tusind lysår borte.

Jeg glæder mig til at se, hvordan Slør bliver modtaget. Jeg er selv meget stolt af den, og blev ved hver gennemlæsning fanget af handlingen og stemningen, der kan fortolkes, diskuteres eller bare læses, hvis det er det man har lyst til.

Helt tilbage i 2011 blev min horror-roman Pandaemonium udgivet, og siden havde jeg egentlig ikke skrevet rigtig langt, når det kom til horror. De rædselsideer jeg havde fået, lagde sig mere til novelle-formen, og selv min horror-fortælling Al kødets gang fra 2015 kysser ikke de 50.000 ord, som jeg betragter som markskellet mellem at skrive kort og langt. I sommeren 2016 skulle det ændre sig, da en lille tanke forgrenede sig i mig. Noget om et bryllup og noget om veninder, funderet i en følelse alle kender, nemlig følelsen af at blive betragtet. Der skulle være noget voyeuristisk over min fortælling. Kolde, kuglerunde øjne, der bare kigger og kigger og kigger. Med de elementer gik jeg i gang, og mon ikke jeg gik i gang. I løbet af august, september og oktober 2016 fik jeg skrevet lige omkring 50.000 ord og havde egentlig den færdige historie klar.

Heldigvis var det sådan, at forlaget Kandor lidt tidligere på året havde opfordret mig til at sende eventuelle horror-manuskripter, jeg havde liggende, ind til dem. Det havde jeg så nu. Jeg sendte dem manuskriptet i december 2016 og lige inden verden gik i julestå, fik jeg en mail tilbage om, at de meget gerne ville udgive det. Så pludselig stod jeg med en bog, der næsten var færdig og et forlag, der gerne ville udgive, og det kun fem måneder efter jeg havde skrevet første linje i historien. Det var godt nok noget, jeg ikke havde prøvet før. Nu manglede vi blot at blive enige om, hvilken udgivelses-deadline vi skulle arbejde hen imod.

Slør er en blanding af forskellige genrer og spor. Den er til dels chick lit, til dels gotisk horror og til dels vikingemyte. De tre genrer er vævet omkring og gennem hinanden, og skaber en ret speciel fortælling om Pernille, der er til veninden Jeanettes bryllup på det smukke og gamle Rosensparre Gods. Hun er brudepige, men har ikke set Jeanette de sidste tre år, og de skiltes ikke på helt god fod. Men omslaget. Mens jeg skrev teksten, var jeg meget fascineret af de gamle Hammerfilms æstetik og farvevalg. I de film gløder farverne, grønt er så grønt at det gør ondt i øjnene. Rødt er nærmest neon. Sort en afgrund. Metal er enten dødrusten eller nypoleret. Alle de skin og nethindeangreb forsøgte jeg at få med i teksten, og derfor skulle de også med i forsiden. Det var jeg og forlaget dog ikke helt enige om, og der strøg en del forslag frem og tilbage, før vi blev enige om det nuværende cover. Det er jeg meget tilfreds med, da det netop har den vilde kontrast, der får det hele til at se tilvirket ud. Noget, som voyeurens blik grådigt kan falde på.

Scener fra et parforhold - den fortsatte historie

Nej. Dette indlæg handler ikke om en toer til min roman Scener fra et parforhold. Derimod handler det om alle de ting, der skete op til, undervejs og efter, at bogen udkom. For selv om det ikke er noget, jeg har råbt højt om, har romanen været igennem en hel del. Nu, hvor min næste romanudgivelse Slør snurrer i trykpressen, tænkte jeg, at jeg ville lukke Scener fra et parforhold indtil videre med en beretning om hvad der er tilstødt bogen. Jeg håber, du har lyst til at læse med, og selvfølgelig at du allerede har læst bogen.

Omslaget

Den første hurdle kom, da vi skulle beslutte os for bogens udseende, og jeg tror, at den stakkels Morten L. Hansen, der var illustrator på projektet, har bandet mig lige lukt ned i Helvede ved gentagne lejligheder. Først sendte han mig to udkast til forsider (lyserød og sort blok) , og efter at jeg havde vurderet dem nogle dage, sagde jeg nej til dem begge. Ikke fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved Mortens færdigheder. Jeg følte blot ikke, at forsiderne fangede bogens mosaiske struktur, eller de mange følelser der pulserede mellem sætningerne.

Den første mindede mig om en lærebog fra 1990erne, hvad det helt sikkert ikke skulle være, og den anden havde noget i sig, men farverne var for krasse. Det rystede billede (hjerteslag) synes jeg heller ikke virkede. Derfor forsøgte vi en helt anden retning, med knogler og hjerteform. Det havde et eller andet, og jeg overvejede, om vi skulle fortsætte i den retning, men noget holdt mig tilbage. Jeg blev ved med at tænke, at det var en ungdomsbog, og det passede heller ikke til Scener fra et parforhold. Det var (og er) en særlig bog, og den havde brug for noget særligt til at fange folks opmærksomhed.

Vi skrev frem og tilbage, mange gange, og i alt blev det til seks udkast. Mange forskellige øjne, fra både forlag og min ende af projektet, var inde over. Det føltes ikke rigtig, som om vi kom nogle vegne. Men så, hurra og jubel, oprandt dagen hvor jeg modtog det forslag, der endte med at blive altbetydende. Vi var vendt tilbage til hjertet fra den lyserøde forside, det var ikke længere rystet, og holdt på et bagtæppe af sort. Det fungerede ikke helt. Men det gjorde det, da grafiker Emma A. Mowinckel gik amok på forsiden, og føjede kvadrater og rektangler til i forskellige farver og størrelser. Det var simpelthen perfekt. Nu var mosaikken på plads. Nu var der kun et element tilbage. Baggrunden, og jeg kunne ikke vælge. I sidste ende, da jeg skulle vælge mellem to farver, lod jeg mine kolleger give deres besyv med, og det er grunden til, at Scener fra et parhold den dag i dag er et hjerte fæstnet op på sort, og ikke gul. Tænker du, at det var godt, at jeg lyttede til mine kolleger? Eller vil du gerne se den med gul baggrund?

---

Playlisten

Bagerst i Scener fra et parforhold er en playlist med ca. tohundrede nummer. Undervejs i skrivningen, og fordi jeg er en ronkedor, samlede jeg alle numrene på en playlist på Youtube. Desværre er det sådan, at mange numre glider ud og ind på netop Youtube, og derfor var min playlist mildest talt mangelfuld. I stedet for valgte vi at oprette en playlist på Spotify, da udvalget derinde er mere varigt.

Det gik også fint. Til at begynde med. For snart modtog jeg beskeder fra hende, der sad og stykkede listen sammen. Der var altså en del af numrene, hun ikke kunne finde på Spotify. De var der ganske enkelt ikke. Det blev jeg meget ærgerlig over, da hvert enkelt nummer var nøje udvalgt, og var en del af lydkulissen ment som baggrund for læsningen. Jeg gik selv i gang, men det lykkedes hverken for mig at finde The End of an Act fra Team America World Police eller DeVotchKas How it ends. Kort overvejede vi om vi skulle have to playlister - en på Youtube og en på Spotify - men det blev ved overvejelsen. Især tre numre var hårde for mig at miste, da deres lyd ramte noget essentielt i Scener fra et parforhold. Og det var Jooks trilogi af sammenhængende sange.

Ja, den Jooks. Jeg vil ha’ en rapper-Jooks. I 2012 lavede han tre numre med titlerne I morgen, I dag og I virkeligheden. De tre numre eksisterede i forlængelse af hinanden, og fortalte en vild historie om tab, svigt, kærlighed og mere tab. De var mesterlige og ekspressive på en helt anden måde end hans andet arbejde, og teksternes kantethed gav dem afgrundsdybde. Jeg rodede Spotify igennem i dagevis, uden held. De var der ikke. Undervejs fandt jeg ud af, at det nok var med vilje. For de var heller ikke andre steder. Det var et ‘skjult’ værk fra Jooks hånd. Selv Youtube-kanalen bar navnet HideOutChannel. Måske skulle de opdages, og det havde jeg gjort, men få dem med, kunne jeg ikke. Jeg fandt andre numre, men i mit hjerte er det stadig disse tre på playlisten. Og hvis man kigger bagerst i Scener fra et parforhold, står de der også stadig.

---

Hærværket

Et par måneder efter udgivelsen af Scener fra et parforhold, anmeldte en læser bogen (meget positivt), men skrev, at hun nu nok mente, at jeg forsøgte at narre hende. For i bogen havde jeg lovet hende linket til en playlist, og der var ingen playlist. Hvad?!? sagde jeg, og sendte hende et billede … hvorefter hun sendte mig et billede, hvor det var tydeligt, at der ingen QR-kode var. Hun havde lånt Scener fra et parforhold på biblioteket, og jeg blev iskold, da sandheden gik op for mig. Under indbindingen af bogen havde bibliotekerne kappet begge bogens flapper af. Også den bagerste, hvor koden stod. Jeg tjekkede med Københavns Hovedbibliotek, og sendte en ven i Holstebro på mission, og jo … flapperne var væk.

Jeg blev ked af det. På en vild og knusende måde. Jeg følte, at mit værk var blevet fuldkommen smadret, og at landets lånere nu slet ikke ville få den oplevelse, de skulle have. Et par dage kunne jeg næsten ikke være i mig selv. Jeg rasede, skummede, tudede, brølede. Og så gjorde jeg noget ved det.

Jeg snakkede med DreamLitt, der sendte mig flapperne, og derefter skrev jeg ud til alle de biblioteker, der havde min bog, og oplyste om misæren. Det var vildt at opleve, hvor kede af det, hvor ærgerlige og hvor opsatte på at hjælpe alle de lokale bibliotekarer var. De var helt med på, at hvad der var sket, ikke var i orden, og de ville gøre deres yderste for at rette op på tingene.

Efterfølgende fandt jeg ud af, at skaden ikke var så omfattende, som først antaget. Hos iMusic, hvor bøgerne bliver bundet ind, kan man vælge to indbindingsløsninger, og den ene inkluderer at kappe flapper af. Desværre havde de fleste af landets biblioteker valgt den løsning, nok fordi den var billigere, og hver en krone tæller i det offentlige (believe me). Hos den resterende tredjedel var min bog intakt. De biblioteker, hvor flapperne var væk, gik ihærdigt til værks, og limede de tilsendte flapper ind hvor de skulle være, og langt de fleste sendte mig efterfølgende både smil og billeder af de nu restaurerede værker. Det var dejligt, at hele affæren endte sådan. Og tak til landets biblioteker for at håndtere det så godt.

---

Lydbogen

I sensommeren skrev mit forlag til mig, at de var interesseret i at udgive Scener som et parforhold som lydbog, da en del havde spurgt efter den. Jeg gik og rugede over den besked i et par uger. Tanken om at få en lydbog ud var rigtig fristende. Samtidig vidste jeg, at med den opbygning Scener fra et parforhold har, kunne det ikke komme på tale med en enkelt indlæser. Jeg lavede et overslag, og skrev endelig til forlaget, at jeg synes det lød som en god idé, men at vi ville få brug for seks indlæsere/stemmer. Ikke overraskende viste det sig for stor en udgift. Og så kunne den være endt der, hvis ikke det var fordi, vi kom til at snakke om Statens Kunstfond. De har mange forskellige puljer, og en af dem er til eksperimenterende litteratur i anderledes formater. Derfor har vi valgt at sende en ansøgning til foråret, og hvem ved, måske ender det med, at Scener fra et parforhold lever på ny i 2019

---

Så har jeg rystet hovedet, og de fleste af historierne om Scener er faldet ud. Jeg er glad for, at du har læst med hele vejen. Hvis du endnu ikke har læst romanen, kan du låne den på de fleste af landets biblioteker, eller bestille den online eller direkte hos mig. Kommentarer er velkomne.

Rapport fra forfatterværkstedet 3

Der har været lidt stille her på bloggen, men det har heldigvis været af alle de rigtige grunde. Det værste er, hvis man ikke har noget at fortælle. Mit problem har i de første 40 uger af 2018 været, at jeg havde alt for meget at fortælle. Derfor er jeg begyndt på at lave en uge-rapport på min fanside på Facebook. Den kommer hver søndag omkring middag, og du er velkommen til at følge mig derinde. Ligeledes opdaterer jeg dagligt på min Instagram. Med det sagt, er her en opsamling på hvad jeg egentlig har brugt tiden til siden starten af juni.

Skrivning

Gennem de sidste tre måneder har jeg skrevet en del tekster, der alle er faldet til den korte side. Den lumre sommer gjorde det svært for mig at koncentrere mig, og efteråret har indtil videre været mættet med større projekter. Et par af de ting, jeg har skrevet, har været med tanke på konkurrencer, men de fleste har ‘blot’ været for at holde mit skrivesind skærpet.

Christian Pedersen skal gå i nul (science fiction, 4400 ord)

Genkendelse (realisme, 2500 ord)

Büchsflint (realisme, 3500 ord) Næsten her-novelle

Eusebios brønd (realisme, 2300 ord)

Ølanker (fantastisk fortælling, 1400 ord)

Kamæleoner (weird, 4500 ord)

Toreby L. (anekdote, 1500 ord) med i antologi.

Mono (science fiction, 1600 ord) indsendt til konkurrence.

Symbiose (weird, 4300 ord) indsendt til konkurrence.

I Christian Pedersen skal gå i nul forsøger en kvinde at hævne sig på tværs af alle tænkelige dimensioner, i Genkendelse møder en mand alle de mennesker han kender, geværerne lades i Büchsflint der udspiller sig i et alternativt univers, Eusebio maler en smuk brønd under en belejring, et elskende par giver smag til øl, i Kamæleoner åbenbares sandheden om centervagter, i Toreby L. reminiscerer jeg om min barndoms landsby, i Mono tænker en AI sig selv splintret og endelig dasker mobil-telefoner i seje sener fra folks hænder i Symbiose. En del af historierne kan du læse helt gratis på dette link.

---

Arbejde på manuskripter

I de sidste ni måneder har jeg arbejdet mere eller mindre non-stop på de bøger, der er lige på trapperne, og på dem, der venter i 2019. Der er en del på horisonten, og hvis alt flasker sig, udkommer jeg dobbelt på årets BogForum.

Jeg ved godt du er der: Min tredje opsamling er blevet omskrevet, redigeret, korrekturlæst og i disse sekunder bliver den opsat og går i trykken. I denne omgang kommer det til at handle om dilemmaer og monstre, og blandt de otte noveller er blandt andet Udyr, der vandt Kandors varulve-konkurrence i 2014 og Itu, der vandt mig en Niels Klim-pris året efter. Som ved de andre antologier, har Anna Degnbol skabt forsiden. Den udgives på Calibat.

Slør: Min horror-roman Slør, der er en tredjedel gotisk horror, en tredjedel chicklit og en tredjedel vikingemyte snurrer i trykken as we speak. Den krævede et par omskrivninger og især dialogen blev godt og grundigt gennemarbejdet. Nu er det blot at vente på dommen.

Et satans arbejde: Min fortælling om flyttemanden Asger, der bliver hyret til at rykke en del af Helvede til Hellerup, har nu ligget i dvale længe nok, og jeg har hevet den frem til en tredje omskrivning, som jeg tror bliver den sidste. Det skal jeg især bruge efterårsferien og de kolde måneder på, og derefter går jagten på et forlag ind. Det bliver en ordentlig satan (haha) af en roman. Vi taler 450+ sider.

3: En novelle-samling med tre noveller, der alle er af kortromanlængde. To af fortællingerne ligger klar til anden gennemskrivning og den tredje simrer på idékomfuret. Med lidt held udkommer den på Kandor i 2019.

---

Nye udgivelser

Især siden sommerferien er det gået hurtigt, og jeg medvirker i fem helt nye antologier. Samtidig ved jeg, at der enten i sidste kvartal eller i det nye år kommer endnu en håndfuld samlinger, hvori jeg medvirker. Som noget ganske nyt, består en del af mine deltagelser af historier fra bagkataloget - noget jeg aldrig har prøvet før. Det betyder så også, at jeg nu er så gammel, at sådan ting sker.

Krinoline og kedsomhed: I anledning af at årets Fantasticon havde emnet Steampunk, blev tretten forfattere spurgt, om de ikke ville skrive en fortælling til en antologi. Jeg var en af de heldige, og min fortælling Til polen, hurra!, der handler om overmod og imperialisme, er nu en del af antologien Krinoline og kedsomhed, sammen med en bred vifte af historier fra andre dygtige fantastikere.

De fremmede - Lige under overfladen 13: SFCs årlige antologi blev født ind i verden den 15. august, og i den medvirker jeg med novellen 13. august 1989, der handler om kunst, meteorsværme og miljø. Det er en fortælling, der strækker sig over et helt liv, og da jeg læste korrektur på den, slog det mig hvor mange følelser, der egentlig var til stede mellem linjerne. Du kan erhverve dig et eksemplar her.

Underjordisk himmel: Niels Klim-prisen for science fiction har efterhånden eksisteret i en del år, og derfor er de nominerede noveller fra 2011 og 2012 blevet nyudgivet i antologien Underjordisk himmel. Jeg medvirker med novellen Faderens sønner, der vandt mig min første Niels Klim-pris i 2011.

Den fantastiske rejse – Himmelskibet 1-50: Himmelskibet, det danske magasin for fantastisk, besluttede i år at overgå til rent digitalt format. Derfor blev det besluttet at samle noget af det bedste fra de forgangne halvtreds numre, og udgive dem som en antologi. Jeg medvirker med de to noveller En hundekunst og Bag glas.

Trickster’s Treats #2: For andet år i træk udsender det australske forlag OzHorror en mikro-antologi med flash fiction i anledning af Halloween. Jeg deltager med teksten Cut, der er på præcis 666 ord, fordi det er sjovt.

---

Afrunding

2018 bliver et helt afsindigt år, og jeg glæder mig virkelig til at stå nytårsaften, og se tilbage på det. I de næste par måneder er der også nedslag i kalenderen. Jeg skal være toastmaster til et Halloween-event, jeg skal læse hundredevis af ansøgninger, jeg skal kloge mig om science fiction i Odense og jeg skal strække benene til BogForum. Ligeledes sker der andre og spændende ting i kulissen, så jeg har spændt hjelmen og gør mig klar til udforske de sidste tre måneder af 2018-spurten.

Du er jo kun en gøgler

Det sker, at et emne, en lille bid, pludselig tager en masse tid. I øjeblikket er jeg midt i en idéstorm, der på et tidspunkt vil munde ud i en roman. I de sidste to år har jeg skrevet store og små ideer ned, og ladet dem stå i simrekassen. Jeg begynder at kunne lugte en historie. Den siver frem og alle ideerne falder på plads, som myrer til en picnic.

For en uge siden nynnede jeg melodien til Dumme gigolo, og jeg var kun nået et par linjer ind, før jeg vidste, at den skulle jeg bruge i en eller anden form. Derfor satte jeg mig til tasterne, og researchede sangen, og noget ganske forunderligt skete. Sangen eksisterede i mange former, og hver form jeg fandt, var væsenforskellig fra de andre. Den transformerede sig undervejs, og det var fascinerende på en lidt uforklarlig måde, som jeg alligevel vil forsøge at forklare.

---

Melodien blev første gang indspillet i 1928 i Wien. Der hed den Schöner Gigolo, armer Gigolo, er en tango og handler om en løjtnant, der husker tilbage på krigen, hvor han var særlig og smuk, men nu er han så forarmet, at han må være kavaler for kvinderne, når de vil danse. Han er en art Private Dancer, der ikke har noget valg. Hvis man slår op i ordbogen, er han altså den oprindelige betydning af ordet gigolo (1.a :mand der er ansat i et forlystelsesetablissement til at danse med de kvindelige gæster). Teksten er to vers, der beskriver hvordan hans liv nu er, og så omkvædet, der går som følger:

Schöner Gigolo, armer Gigolo, denke nicht mehr an die Zeiten,

wo du als Husar, goldverschnürt sogar, konntest durch die Strassen reiten.

Uniform passée, Liebchen sagt: Adieu! Schöne Welt du gingst in Fransen!

Wenn das Herz dir auch bricht, zeig‘ ein lachendes Gesicht,

man zahlt und du musst tanzen.

Dajos Bélas indspilning er den første kendte, og den dirrende violin og harmonikaen rammer virkelig det bitre i løjtnantens liv. Det samme gør den iskolde slutlinje i omkvædet, man zahlt und du musst tanzen, der er et faktum og et ufravigeligt livsvilkår. At ordet 'man' er blevet valgt i originalteksten (i stedet for f.eks. sie), føjer også noget ansigtsløst og koldt til hele affæren. Løjtnanten er et legetøj, der danser iført sin gamle pragt. Intet andet og intet mere. 

---

Allerede året efter kommer den engelske udgave af sangen, Just a gigolo. Den er oversat af Irving Cesar, og selv om noget af stemningen er den samme som i originalen, sker der markante ting på tekstsiden. Den består af to korte vers, der fremføres i næsten spoken word-stil, og omkvædet. Nu møder et jeg en krigsveteran på en café i Paris, hvor jeg'et betragter veteranen sælge sine ydelser. Han tiltaler direkte kvinderne med et "If you admire me, hire me", og man får ikke det indtryk af stedet, at han er ansat som løjtnanten i den tyske udgave. Han kommer udefra, og faldbyder varerne, der nu ikke længere virker til udelukkende at omhandle dans:

 

Just A Gigolo, everywhere I go
People know the part I'm playing
Paid for every dance, selling each romance
Every night some heart betraying

There will come a day, youth will pass away
Then what will they say about me
When the end comes I know they'll say
"Just A Gigolo," as life goes on without me

Nu nærmer vi os den betydning af gigolo, som de fleste kender (1. ung mand der har seksuelt samvær med ældre kvinder mod betaling). Veteranen er selling each romance og every night some heart betraying. Hvor den tyske tekst handler om en beskuer, der har ondt af løjtnanten, er den engelske mere et fremtidigt skrifte og et dystert testamente fra gigoloens egen mund. Han er ved at blive gammel, og ved at alderdommen ingen plads har til ham. Life goes on without me. Fremførslen af Crosby er blevet langsommere end originaludgaven, og har mistet en del af sit tango-præg. Violinen er nu synonym med gigoloens egen beklagende stemme.

---

I 1952 indspiller Gustav Winckler den danske udgave af sangen, der får titlen Dumme gigolo. Nu er den omtalte gigolo hverken en østrigsk løjtnant, eller en fransk veteran, men en klovn i en manege. Formen er vendt tilbage til den oprindelige, med to lange vers og omkvædet. Første vers handler om klovnens natur, at ingen må se at der er et menneske bag sminken. I andet vers tiltales klovnen direkte som et du, og selv om sangeren ved at klovnen kan være trist, er det lige meget. Som publikum har vi krav på at du'et, klovnen, underholder. Måske ler publikum endda ekstra højt, fordi de ved, at du'et lider under sminken? Omkvædet er:

Dumme gigolo
stakkels gigolo
nu er det for sent at græde
spillet er igang
syng en lille sang
en der skaber fryd og glæde
dumme gigolo
stakkels gigolo
giv din latter frie tøjler
selvom hjertet gør ondt
må du dog manegen rundt
du er jo kun en gøgler

Nu føles ordet gigolo ikke længere som en betegnelse, men et navn. Hedder klovnen monstro Gigolo? I den tyske udgave er gigolo både smuk og stakkels, i den engelske er gigolo bare noget der er, men i den danske er han dum. De har dog det tilfælles, at de alle sælger noget. Løjtnanten sin dans. Veteranen sin krop. Og klovnen? Sælger han underholdning eller værdighed? Er han dum, fordi han ikke har grædt inden han tog sminken på, eller er han dum, fordi han er en klovn? Det er ikke til at sige. I hvert fald afsluttes det med salutten, der river alt nobelt af klovnens forehavende og lidelse: Du er jo kun en gøgler. I udgaven fra 1952 er musikken blevet overlæsset, hvorimod Freddy Fræks udgave fra 1969 føjer en ekstra dimension af staccato til.

---

Jeg kunne også have nævnt den amerikanske kombination af Just a gigolo og I ain't got nobody, der er så kendt, at den originale tekst var svær at finde. Lige her tænkte jeg dog, at originaludgaverne ville gøre sig bedst over for hinanden. Jeg ved, at Dumme gigolo bliver en del af min bog. Ikke kun som en sidebemærkning, men hele transformations-tanken. Det er vildt, hvordan betydning muterer, og denne form for musikalsk arkæologi fascinerer mig meget. Jeg glæder mig til at se, hvor det ender henne. Og jeg håber, du kunne li' dette indblik i mit tankekastel. 

Når bøger overlapper

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få fem bøger udgivet på et år. Det er måske hverdagskost blandt BU-forfattere, der har gang i flere serier, men ikke for mig, der primært er voksenforfatter. Selv nu, hvor jeg skriver dette indlæg, føles det fuldkommen vanvittigt, og jeg kan garantere for, at det ikke på noget tidspunkt var planen. Det var blot sådan terningerne faldt. Efterfølgende har det fået mig til at tænke over, hvor forskellige ruterne til en udgivelse er. Nogle bøger fyger direkte fra tastaturet til udgivelse, andre har ligget i rugeriet i mange år, mens helt andre genopstår fra de døde. Og de er de mange livsforløb, tingene skal handle om i dag.

Scener fra et parforhold udkom i maj, og på mange måder gennemlevede den et typisk forløb. Jeg begyndte at skrive på den i '14, og sendte den færdige roman ind til Politikens roman-konkurrence i '16. Jeg vandt ikke, og heldigvis for det. Bogen havde nemlig potentialet til at blive mere. I løbet af '16 og '17 skrev jeg den om tre gange, revurderede konceptet og volumen og fik afslag fra en ordentlig bunke forlag, indtil den endelig blev antaget. Der gik lidt over fire år fra jeg skrev første ord til jeg havde bogen i hånden, og det var ikke et øjeblik for langt. Scener fra et parforhold havde brug for at modnes, og efterfølgende har jeg været glad for, at den tog sin tid. Med nogle bøger er det nødvendigt at lade dem simre, og det er heldigvis en af de ting, jeg som forfatter er blevet meget bedre til med tiden. Selv om det selvfølgelig kan føles lidt sært at sige i et indlæg om fem bøger på et år ...

---

Som modvægt udkom FebruaryFICTION også i maj, men havde på sin vis ikke været længere undervejs end et par måneder. Tilbage i '16 faldt jeg over tiltaget FebruaryFiction, og producerede hvert år i februar måned 25+ tekster, en om dagen. Da jeg var i mål i '18, og havde modtaget meget positiv respons på mine korte fortællinger, tænkte jeg, at de egentlig ville egne sig til en udgivelse. Men hvilket forlag var mon alternativt nok til at binde an med det? Så kom jeg i tanke om SMSpress, der blandt andet har udgivet Bianca Fløes Trylleformuleringer, der er små Instagram-updates. Efter en kort snak med A.Rune, der er ophavsmand til konceptet, skrev vi til SMSpress og forelage dem ideen. En uge senere sagde de ja, og så skulle der ellers arbejdes hurtigt. At udvalgte eksempler af A.Runes og mine korte fortællinger blev en del af Clio Onlines forløb om den korte fiktion, gjorde ikke tingene værre. Jeg har ikke før oplevet en udgivelse gå fra tanke til færdig bog på lidt over to måneder, men det var rigtig sjovt at prøve.

---

King, der udkom den 15. august, var afgået ved døden. Helt og aldeles. Oprindeligt hed fortællingen Brune Bamse, og var en del af min debut Køtere dør om vinteren. Der var Brune Bamse novelle nummer 12 (af 31), altså placeret godt mellem alle de andre. Men ad krinkelkroge og tilfældigheder endte den historie med at blive hevet frem af gemmerne, støvet af og vurderet med nye øjne. Forlaget Calibat ville gerne udgive den som en illustreret fortælling, men det krævede lidt arbejde først. Brune Bamse var skrevet i 2008, og det mellemliggende årti havde heldigvis skærpet mine forfatter-færdigheder. Teksten blev omskrevet og udvidet, skiftede titel, ordvalget blev hist og her droslet ned, enkelte scener blev der gået mere i dybden med og efter 10 omskrivninger, endte den hos illustratoren Christoffer Gertz Bech, der pustede ekstra liv i fortællingen med fantastiske tegninger. King er en genganger, og én, jeg faktisk ikke havde set komme. Af det har jeg lært, at ens backlist aldrig er helt forvitret.

---

Romanen Slør begyndte jeg at skrive på i '16, og den udkommer til BogForum i oktober, på forlaget Kandor. Af de fem bøger, jeg får udgivet i '18, tænker jeg at Slørs vej til udgivelse er den mest normale. Efter manuskriptet havde været til redaktør første gang, efterlyste han mere rædsel. Da jeg godt kunne se hvad han mente, polstrede jeg manus med grimhed, og skrev det efterfølgende om endnu engang. Det var en kort overgang på tale, at Slør skulle udgives i slutningen af '17, men heldigvis blev det ikke sådan. Som med Scener fra et parforhold, blev den kun bedre af at få lov til at hvile sig. Jeg var meget rolig ved Slør helt fra begyndelsen, da jeg var blevet opfordret af forlaget til at sende dem horror-manuskripter. Det tog dem heller ikke længe at antage Slør (og et andet manuskript, I kan høre om en anden dag) og jeg oplevede den luksus det var at vide, at når jeg var færdig med at skrive en bog, ventede arbejdet med den næste. Det er der noget særligt og meget betryggende over.

---

Hvornår starter arbejdet på en opsamling? Der er to måder at se det på. Enten begynder man arbejdet fra man skriver den første novelle, eller også begynder man arbejdet, når man har samlet bruttotruppen af noveller til opsamlingen. Jeg ved godt, du er der begyndte altså enten i 2009 eller i 2016, og den udkommer til BogForum i oktober. Det var hårdt arbejde at vælge de bedste ud, for en opsamling handler ikke bare om at smide nogle noveller i en pose, og så ryste den. En opsamling har brug for en tråd, et tema, en stemme. Efter jeg havde udvalgt og vurderet, omskrev og reviderede jeg novellerne, for som så mange gange før, måtte jeg sande, at tiden havde forbedret mine evner. Jeg ved godt, du er der kom ikke som en overraskelse for mig. Den var en del af kontrakten med DreamLitt/Calibat fra 2016, der omfattede tre opsamlinger, og derfor kunne jeg nyde det hårde arbejde, fordi jeg havde god tid. Og det er noget, der vokset på mig. At nyde redigeringsprocessen, der er en raffinering af det, man har skabt.

---

En af de tanker, der er blevet ved med at summe om hovedet på mig, er om det er klogt at få udgivet så mange bøger på så kort tid. Positivt set gør det, at jeg konstant er tilstede med noget nyt, og forhåbentligt derigennem findes i folks bevidsthed. Det viser min bredde, at jeg på så kort tid kan udgive en realistisk parforholdsroman, mikrofiktioner, en billedroman til store unge, en horror/chicklit-roman og en opsamling af noveller. Negativt set kan det virke sløset, at bøgerne sprøjter ud. Den ene bogs slagskygge kan fuldkommen formørke den næste udgivelse. Læserne har måske ikke budget (eller lyst) til så meget Silvestri. Som jeg skrev i begyndelsen af dette indlæg, var det ikke planlagt, men sådan det faldt ud. Hvad tænker du? Er det klogt at udgive fem bøger på et år? Hvad er faldgruberne og hvad er fordelene?

Om det sker igen? Det tvivler jeg meget på. Selv om jeg har en del manuskripter nærved klar, og noveller nok til flere samlinger, kan jeg ikke forestille mig at horden vil gentage sig. Det føles som en once-in-a-lifetime-oplevelse.

For ti år siden ...

15. august

Den 15. august 2008 var en fredag. Det ved jeg, fordi jeg lige har slået det op. Datoen står som en milepæl for mig, for det var der, jeg fik min første udgivelse. Novellen When the music's over i antologien Under overfladen fra SFC. Det betyder, at jeg i disse timer har 10-års jubilæum som forfatter.

---

2008

I 2008 er Sys Bjerres Malene en landeplage. den første iPhone har kun været på markedet et år, Fallout 3 udkommer, Slumdog Millionaire modtager et drive-by af Oscars, Obama udpeges som præsidentkandidat, Heath Ledger, Thomas Winding, Bodil Udsen og Bettie Page dør og 25-øren afskaffes. Facebook har kun et par år på bagen, Instagram eksisterer ikke, Twitter er endnu ikke gået mainstream og GPS er endnu ikke standardudstyr i mobiler. Jeg er 30 år, jeg ryger 20 smøger om dagen, har en sød kæreste og bor samme sted, som jeg gør nu. Mit hår når ned til lænden, mit fjernsyn har billedrør og jeg har en diffus idé om at jeg vil være forfatter. Jeg skriver dagligt og koncentreret, fortælllinger, der bliver længere og mere komplicerede, og jeg er lige begyndt på det, der skal ende med at blive min roman Pandaemonium. Det er en lykkelig periode af mit liv, og det er ti år siden. Det føles både mærkeligt og helt normalt. For jeg blev jo forfatter, i hvert fald af en art. Og i dag vil jeg virkelig tale om mig selv!

---

3652 Dage

3652 dage er det siden, at jeg stod med min første udgivelse i hånden, og sitrede af begejstring. Endelig kom mine ord ud til et publikum. Nu kunne de læse min sjove historie om rumvæsner, der first contacter ved at smadre Central Park. Og læst, det blev den. Den blev også rost. Og den vandt også en pris. Det var en vild tid, og den var med til at drive mig frem. Det der forfatter, var det jeg ville. Og siden da er det også det jeg har gjort.

Siden den første novelle har jeg medvirket i 61 antologier, med digte, kortprosa og noveller i alle tænkelige genrer. Jeg har bidraget til en palet af blade og magasiner, jeg har prøvet kræfter med essays, anmeldelser, nekrologer, billeddigte og en eksplosion af andre former. Jeg har modtaget litteraturpriser, jeg har modtaget arbejdslegater, jeg har involveret mig politisk i hele forfattergerningen og raset mod holdningen om, at den fantastiske litteratur er noget for børn. Jeg har taget formandsposter, jeg har holdt foredrag, jeg er blevet udgivet på engelsk, jeg har skrevet sms-noveller, jeg har fået indtalt korte fortællinger, jeg har været redaktør, oversætter, interviewer, afholdt workshops og præsenteret en syndflod af andre forfattere til oplæsning og arrangementer. Jeg har drevet blog, været på messer, udarbejdet undervisningsmaterialer, spist grill-pølser og drukket fadøl i gårdhaver, applauderet prismodtagere i Diamanten, vundet skrivekonkurrencer, bedømt i skrivekonkurrencer, foranlediget skrivekonkurrencer, brokket mig over kontrakter, skrevet mikro-fiktioner, holdt en gogol møder, været på skriveophold, fået udgivet 12 selvstændige værker med yderligere tre på vej og endelig holdt fast i mit forsæt om at skrive 500 ord om dagen. Hver dag. På den måde går der hurtigt et årti.

Fantastik-prisen er lavet af H.H.Løyche, og rammen er lige dele chips og stålorme (2009)

Dennis Jürgensen modtager sit eksemplar af Pandaemonium (2011)

Delt vinder af Furesø Kommunes skrivekonkurrence (2014)

Dansk Horror Selskabs event Blod og blæk under KBH Læser (2016)

---

Som vikar for Den Lille Havfrue, da statuen var udlånt til Kina (2010)

Signering af Scener fra et parforhold i Arnold Busck, Nykøbing Falster (2018)

10 år

Har det været det værd? Gennem forfatterlivet har jeg mødt en masse mennesker, jeg ellers ikke ville have mødt, og fået venskaber jeg sætter stor pris på. Jeg har drukket mange øl, og elsket meget på grund af min skrivning. Jeg har klukket, når nye fortællinger vældede frem fra den åbenbart uudtømmelige kilde i  mit indre, og opdaget den rå glæde ved at redigere et manus stærkt. Jeg har oplevet branchens ildsjæle, der vil kæmpe i dagevis for andres bøger. Jeg har prøvet ting, der kun er få forundt, som at kalde en hel lejrskole fuld af bagstive og nystartede danskstuderende for nogle hængerøve, give dronningen hånd til den årlige nytårskur, se den tindrende begejstring i en fans øjne og underholde i et nedlagt vandtårn.

Men min skrivning har også kostet mig et par forhold. Jeg har haft lange perioder fuld af tvivl, for hvor var mine læsere egentlig henne? Jeg har været fyldt med frustration, for hvordan kan jeg have opnået så meget, og stadig være så ukendt? Jeg har været mættet med en følelse af isolation, som at skrige i det lufttomme rum. Jeg har været forvivlet over forlagsbranchens livrem og seler-tilgang og læsernes tendens til at holde sig til få genrer. Min idealisme har fået sig nogle gevaldige knubs på vejen, og selv om den ikke er forsvundet helt, har årene gjort mig mere stille. For hvordan råber man op om disse ting, uden at komme til at lyde skinger? Er der overhovedet nogen, der lytter? Og burde de?

---

2028

Hvad vil fremtiden bringe? Bogbranchen forandrer sig, og det kan man sige meget om. Hvad der måske er vigtigere, er at bøgerne forandrer sig. Den fysiske bog kommer aldrig til at dø, men lydbogen er massiv og den multimodale bog er allerede på vej, så derfor kommer der konkurrence.  Når jeg om endnu et årti ser tilbage, ved jeg ikke hvad jeg opdager, men jeg tror, at jeg vil have eksperimenteret med nye former og udtryk, præcis som jeg har gjort i det forgangne årti, nok i endnu højere grad. Om det i sidste ende vil være godt eller dårligt, aner jeg ikke, og det har jeg det helt vidunderligt med. For i min udgave af Helvede, ved jeg præcis hvordan min næste, min næste og min næste bog kommer til at se ud.

Historien om en bog: King

King. Åhja, historien om King er en lang og kringlet en, og for at få det hele med, skal vi langt tilbage. Og jeg mener virkelig langt. Til før jeg fik udgivet det mindste.

Da det nye årtusind stadig svælgede i nullerne, tilbragte jeg en del tid på et site, der hed digte.dk. Her publicerede jeg digte og korte fortællinger, indtil fortællingerne tog over, og jeg mere eller mindre kun skrev prosa. På digte.dk skrev jeg en historie i fem dele med titlen Brune Bamse, der handlede om en dreng, der gled ned i Helvede, og hans hund, der satte efter for at redde ham. Den fortælling blev en del af min debut Køtere dør om vinteren, og det var så egentlig det, troede jeg. Men nej.

I 2016 snakkede jeg med Emil Blichfeldt, ejeren af Calibat, om muligheden for at illustrere en af mine andre noveller, nemlig Udyr, der havde vundet forlagets Kandors varulve-konkurrence i 2014. Desværre kunne vi ikke finde den rette illustrator, så i stedet spurgte Emil, om jeg ikke havde skrevet noget andet, der måske egnede sig til at blive illustreret, og med lidt held kunne matche en yngre målgruppe, end jeg normalt skriver til. Jeg rodede mine tekster igennem, og sendte ham fem fortællinger, deriblandt Brune Bamse. Og det blev den han valgte. Fordi den talte til både børn og voksne. Hurra, tænkte jeg, en illustreret udgave af en af mine tekster. Det bliver en helt lille billedroman, og det har jeg ikke prøvet før. Men vi manglede stadig en tegner.

Da min novellesamling Kærlighedsfrugt udkom i 2015, var der en ekstra lille bonus i. Inden hver af de 14 noveller, var en illustration, der langsomt blev tydeligere. Den illustration var skabt af Christoffer Gertz Bech, og dengang snakkede han og jeg om, at han gerne ville prøve kræfter med et større projekt. Derfor sendte jeg ham råteksten til King, og et par dage efter accepterede han. Han ville gerne illustrere Brune Bamse, eller King, som den nu blev omtalt, og vi aftalte, at han havde helt frie hænder til at fortolke teksten i billede. Og så gik den lange proces i gang.

Ikke alene skulle Christoffer illustrere. Teksten skulle også skrives om, og skrives om. Det var lidt af en udfordring for mig, da jeg ikke tidligere havde skrevet noget, der også var møntet på børn. Den oprindelige tekst var for kort, og ordvalget for svært. Så jeg filede og gjorde ved, skændtes med min forlægger, nægtede at skrive teksten endnu lettere, gjorde det alligevel og så videre. I sidste ende havde jeg været igennem ni udgaver af teksten, hvis man ikke tæller det oprindelige forlæg med. Der var ingen tvivl om, at det var en bedre historie nu, og heldigvis var det lykkedes mig at lade en håndfuld af de lidt sværere ord blive stående. En forfatters stil og stemme skal være tydelig.

Mens jeg skrev, ventede Christoffer. Nogle af nøglescenerne vidste han ville vedblive i historien, og dem kunne han gå i gang med at skitsere. Andre kom først til efterhånden som processen skred frem. Ofte kom der en mail fra Christoffer sent på aftenen, hvor han lige ville vise, hvad han nu havde lavet, og det var fedt drypvist at se det grafiske univers få liv. Undervejs mødtes Christoffer og jeg med Manfred Christiansen, der grafisk har sat bogen op, og Emil selv til en omgang pilsnere og papirsnak, og den aften lærte jeg en helvedes masse om hvordan man sætter en billedroman op, hvordan man blander håndtegnede illustrationer og computergrafik og hvad det vil sige at være et team om noget. Samme aften lagde vi en slagplan for resten af forløbet, og i begyndelsen af maj 2018 var det hele klart. Billeder, tekst, forord, bagsidetekst og opsætning. Nu ventede trykken blot, og resultatet, ja, det kan alle se nu.

Forlægger Emil Blichfeldts forord.

Forfatteren taler om mørke i forskellige farver.

Efterspillet bliver interessant. For King indeholder reelt skræmmende elementer, og gad vide om børn med mere kan håndtere det? Især et punkt er jeg spændt på, men hvad det er, kan jeg ikke fortælle uden at ødelægge historien. Når du har læst King, kan det være, at du har et bud. Jeg glæder mig også til at se, hvor bibliotekerne vælger at opstille King, for er det for børn, for unge eller for voksne? Og gad vide, hvad læserne egentlig tænker? Vi får se, men allerede nu kan jeg sige, at der er noget fedt over at se sine ord omdannet til billeder, og hvem ved, måske finder Emil og jeg en dag en tegner til Udyr?

Ord fra forfattersaunaen

Jeg plejer at sige, at jeg kan skrive nårsomhelst og hvorsomhelst. Det udsagn har jeg måttet æde i denne sommer, der føles som at stå midt i Helvedes fyrrum. Varmen har mest af alt reduceret min hjerne til et susende ørkenlandskab, hvor de få vindhekse, der engang overmodigt rullede på tværs af sceneriet, er brændt til slagger. Nogle dage er jeg vågnet, og har bare haft lyst til at sætte mig ned og tude over varmen, for jeg er et af de mennesker, der har det varmt ved 12-13 plusgrader, og vandrer rundt uden jakke, selv når vi når frysepunktet. Det har været opslidende mentalt og fysisk, og mens jeg skriver disse ord, sidder jeg iført shorts og klipklapper, og sveden tapløber af mig, så jeg har været nødt til at placere et håndklæde under stolen. Sexet, I know ;) De sidste mange år har jeg haft for vane at begrave mig i et stort romanprojekt sommeren over, men det har vist sig helt umuligt. I stedet for har jeg i de små og få koncentrationslommer skrevet nogle kortere tekster ... og de kommer lige her. Den korteste er små 1300 ord, den længste små 4400 ord. 

Alle teksterne er i pdf, og ophavsretten er selvfølgelig stadig min. Det ville være fedt, om du havde lyst til at skrive et par ord tilbage, hvis du alligevel læser, og ellers må du bære over med, at teksterne lige nu ikke er efterbehandlet eller noget. Her i varmen tænkte jeg blot, at det kunne være, at du havde lyst til at kigge lidt ind i værkstedet. God læsning.

Ølanker er 1300 ord lang, og handler om elskov, ølbrygning og rørsystemer. Arbejder især med billedsprog og kønsideer. Læsetid 5 minutter. Genre? Magisk realisme.

---

Eusebios brønd er 2300 ord, og handler om en belejring, et særligt maleri og et vandur. Arbejder med gammeldags vendinger og symbolik. Læsetid 9 minutter. Genre? Historisk fiktion.

---

Genkendelse er 2500 ord, og handler om en mand, der møde alle han kender. Arbejder med systematik og surrealisme. Læsetid 10 minutter. Genre? Tjah.

---

Büchsflint er 3500 ord, foregår i en alternativ virkelighed og handler om en fars ansvar. Er skrevet som en reportage. Læsetid 18 minutter. Genre? Realisme i et andet univers.

---

Christian Pedersen skal gå i nul er på 4400 ord, og handler om tilgivelse og multiverset. Den arbejder med opsummeringer og smerte. Læsetid 22 minutter. Genre? Nok science fiction.

---

Om Dennis Jürgensen og en Top 5

Jeg tilhører den generation, der voksede op med Dennis Jürgensen på biblioteket. Og han var noget ganske særligt, for der i slutfirserne og starthalvfemserne, var der ikke så mange andre danske forfattere, der gjorde det han gjorde. Skrev indenfor de fantastiske genrer. De fleste ungdomsbøger hang stadig fast i halvfjerdsernes socialrealistiske dynd, og der var endnu et par år til den enorme fantasy-bølge.  Jürgensen skrev både børnebøger, ungdomsbøger og så noget, der efter al god opførsel, burde være kaldt for voksenbøger. Under alle omstændigheder, var jeg sovset ind i ham, som mange af mine jævnaldrende, og hvis du nævner Dennis Jürgensens navn for et hold 40-årige (plus/minus et årti), vil de fleste få et vemodigt glimt i øjet.

Dennis Jürgensen har påvirket min generation så meget, at man kan se spor af ham i en del forfatterskaber. Bloggen Fra Sortsand påpeget det problematiske i, når en forfatter blot træder ad allerede kendte stier i denne anmeldelse tidligere på året, der mener, at især dansk horror har et faderkompleks i forhold til Dennis Jürgensen; et argument jeg så udmærket kan forstå. For der er noget sandhed i, at kun Dennis Jürgensen kan ramme den rette tone mellem humor og horror, så det virker plausibelt og ikke pastiché, og at hans eftermæle især bliver det lidt komiske gys. Det er uden tvivl problematisk. Det positive er, at for mange har Dennis Jürgensen været en port ind til det sære og fantastiske, og det er en nødvendighed i litteraturen. Ligeledes har han for mange været det første møde med blandt andet H.P. Lovecraft. Måske er en del af grunden til, at jeg skriver dette, også mit opgør med faderkomplekset?

Jeg har læst alle Dennis Jürgensens bøger, og jeg mener alle. Fra de første korte ungdomsromaner til krimierne, og dette indlæg er foranlediget af, at jeg for nylig læste hans roman Kælderkrigerne ... og ikke var synderligt imponeret. For at være ærlig, synes jeg der har været langt mellem snapsene siden omkring år 2000. En del af det er helt sikkert, at jeg er blevet det ældre. Man ændrer smag og udsigt med tiden. Hans serie Spøgelsesjægerne fandt jeg direkte kedelig, serien Drømmetjenerne føltes som Dennis Jürgensen, jeg havde læst før og Roland Triel-krimierne syntes jeg bare var krimier uden at være Dennis Jürgensen (men prøv alligevel at læse interviewet med Sherlock Holmes). En anden del har noget at gøre med nostalgi; det øjeblik, man støder på noget første gang. For at minimere effekten af mindernes allé og min fremadskridende mimren, tog jeg stikprøver af de gamle værker, og i nogle tilfælde holdt de, i andre ikke.  Med andre ord har jeg forsøgt at være fair. Og nu tæller vi ned fra nummer 5.

---

5 - Krøniker fra Kvæhl (1988-90)

Pentalogien om Arnold (Dennis, hvorfor skal alle drenge hedde noget sært?) og Catharina, der lever i denne verden, men opdager at de kan træde igennem en portal mellem dem og komme til Kvæhl, står for mig som et godt fantasy-værk, og på mange måder bedre end Dystopia. Krøniker fra Kvæhl er fra en tid, hvor man ikke behøvede at skrive en trilogi på 2400 sider for at levere en historie, og det gør pentalogien hurtig, effektiv og fyldt med plat humor. Dermed ikke sagt, at Dennis sjofler sin worldbuilding. Vampyrtroldene har en reelt skræmmende side, Knusum Kranikum, vampyrdæmonen på jagt efter udødelighed, er brutal og hans tjener/hofsnog Lusingando, er som taget ud af Shakespeare. Der er faktisk en klart Shakespearean vibe i hele serien, der blandt andet også understreges af heksen Sejd, der forbander ganske ironisk. Som kronen på worldbuildingen står dog nok saprofytterne, der har barkhud og sitrende græshoppestemmer, og de grønne hvepse, der også kan ses på forsiden. Da serien kom ud i slutningen af 80erne, var den noget ret unikt, og især mængderne af blod og det grimme sprog er nok grunden til, at den altid vil være et nøk over Dystopia i min verden.  Siden dengang for årtusinder siden, er bogen blevet opdateret og omskrevet, hvilket for mig betyder, at jeg ikke er den eneste, der kan se Kvæhls kvaliteter.

Den originale og dermed rigtige forside til første bog ;)

---

De simple forsider til Black Horror-serien er meget effektfulde.

4 - Tingen i cellen (1992)

Tingen i cellen er den første i Jürgensens fire-bogs-serie kaldet black horror, og efter min mening den klart bedste (med Uhyret i brønden som nummer to). Hvor der i mange af hans tidligere værker er blevet spædet op med humor, er der i Tingen i cellen absolut ingen kære mor. Det er mørkt, det er ondt og det er koldt. Den er skrevet som dialog og gennem flashbacks, hvor Father McGregory lytter til den usete patient Simon Featherwells historie. De befinder sig i en celle, der stinker af hav og Simon Featherwells stemme er et skurrende og boblende morads, der alligevel formår at levere en historie om havet, monstre og lidelse. Tingen i cellen er en af de første gange, hvor Dennis Jürgensen skriver for voksne, og det klæder ham helt fantastisk. Selv om det er en kort bog (133 sider), får han skrevet en fortættet stemning ind på de få sider, og som læser sidder man tilbage med en ægte ubehagelig følelse i kroppen. Hvis man er bekendt med Lovecraft, vil fortællingen føre en tilbage til The Shadow over Innsmouth, og det er der bestemt intet dårligt i, da Jürgensen tvister og vrider inspirationen til en ny form. Ligeledes er den angelsaksiske gyser-tradition virkelig at spore, både i persongalleriet og opbygningen, men også i hele tematikken. For hvornår bliver man bare til en ting i en celle? Jeg kan anbefale de første tre i Black Horror-serien, hvorimod den fjerde (Dæmonen i hælene) efter min mening ikke når op på de andre.   

---

3 - Grønne øjne (1985)

Da jeg læste Grønne øjne for første gang, skræmte den mig. Og da jeg kiggede den igennem for et par dage siden, kunne jeg stadig se, hvad det var, der skræmte mig, og det er et adelsmærke. Grønne øjne består af fire fortællinger, der er vævet sammen af en rammefortælling om Harold Moveyes, der er forbandet og går igen. Dette format får mig til at tænke på de gamle horror-tegneserier som GRU og Skræk, og antologi-filmformatet, der blandt andet er set i Creepshow og, mere moderne, REC-serien. Hver af de fire fortællinger (Alene hjemme, Et hestehoved foran, Dumme dukke og Jokerklubbens bedste nummer), indeholder ekko af de andre fortællinger, og derved bliver helheden større end de individuelle dele. Jürgensen blander gamle rædsler fra folketroen med mere moderne uhygge, og slutresultatet virker sært helstøbt, selv om den fjerde historie halter lidt i forhold til de første tre. Sproget er direkte og brutalt (men samtidig humoristisk og 'smart-asset'), og især nogle af beskrivelserne af råd og fordærv er stadig væmmelige og får det til at vende sig i en. Hver gang jeg læser Grønne øjne, får jeg selv lyst til at skrive en novellesamling i samme stil, hvor alle delene hænger sammen. Den originale forside bør også nævnes, da den indgyder respekt og ubehag. Selv om Grønne øjne er blevet genudgivet ad to omgange, er det stadig det originale cover, der holder.

Dyrk lige stregen og øjnene - brrr.

---

Den originale og derfor rigtige forside!

2 - Kadavermarch (1991)

For mange er der intet over og intet i nærheden af Kadavermarch i Jürgensens forfatterskab, og bogen har efterladt sig et aftryk, der kun er få bøger forundt. Kadavermarch er den første zombieapokalypse-bog på dansk (efter hvad jeg ved), og Jürgensen tager sin inspiration direkte fra Romeros of the Dead-univers. Historien foregår en smule ude i fremtiden, hvor den rige elite bor i CrystalCities, der er betalt for af produktet LifeSupply, der giver en længere liv. Og både dette produkt og byerne kommer til at spille en meget vigtig rolle i fortællingen. Jürgensen bruger Danmark og et stort persongalleri til at fortælle historien, og det er en ren fest af blod, vold og splat, hvor en zombie kan onduleres på en milliard måder (med ryggen af en telefonbog?), og ingen virkelig er i sikkerhed. HvorJürgensen glimrer er i de mange personer. Som læser føler man virkelig med nogle af dem, og hader andre. Det virker som ægte menneskeskæbner, der tilfældigvis er blevet placeret i en zombie-fortælling, og den følelse af virkelighed kombineret med ikoniske scener (en flugt gennem elektriker-tunnelen, en kamp på et hustag), sikrer den en plads meget højt på listen. I dag skriver Gud og hvermand zombie-fortællinger, men dengang, for næsten 30 år siden, var den noget ganske uhørt, og tog verden med storm, og den er stadig en af de bedste zombie-romaner på dansk.

---

1 - Relief (1993)

Relief er Dennis Jürgensens bedste bog, og den er kriminelt overset. Så, der sagde jeg det. Desuden er Relief ikke skrevet for børn og unge, men for voksne, og det er måske grunden til at så mange ikke har læst den. Relief har som omdrejningspunkt teorien Homo Timidus, det angste menneske, og den teori arbejder med tanken om, at en frygt kan blive så dominant, at den er i stand til at manifestere sig fysisk. Det alene er en virkelig god idé til en bog, men i løbet af de 900 sider, lykkes det Jürgensen med et rigt persongalleri, vilde angstscener og humor spredt med let hånd, at fremmane noget sjældent. Når jeg læser Relief er det for mig et destillat af, hvad det er, Jürgensen kan. Han kan fortælle en god historie. Han kan skrive reelt skræmmende scener. Han kan være virkelig sjov. Og så kan han være iskold, hvor den sidste del er den prægtigste. Relief handler udelukkende om voksne mennesker, der midt i deres voksenliv kommer ud for frygtelige oplevelser. Den handler om at virkeligheden brister som en byld, og det væskende pus er levende. Den handler om opofrelse og lidelse, om hvordan nogle mennesker ikke bliver okay igen. Den handler om skyld og foragt og forråelse og ødelæggelse, der findes i selv de smukkeste kar. Det er Jürgensens dybeste værk, og et der burde være blevet læst af en horde af voksne. Det er her, han fik lov til at vise, hvad han virkelig kunne som forfatter. Tænk hvis Tellerup stadig havde nosser til at udgive voksenlitteratur!

De 900 sider er fordelt på fire bøger, og som I kan se, trænger monstret langsomt fremt.

---

Det var min personlige Top 5, og det var ikke særlig let at vælge. Mine udvalgte bærer nok også præg af, at jeg har et blødt punkt for horror. Jeg lagde ud med 10 kandidater, og de 5, der ikke kom med, blev valgt fra af forskellige grunde. Serien om Freddy og monstrene (1982-88) var fantastisk og jeg åd dem som slik i mine små-år, men de blev slået på målstregen af Krøniker fra Kvæhl. Ikke fordi de er gode, det er de, og de var en dejlig lukket cyklus, der absolut ingen grund er til at reboote. Dennis Jürgensen arbejder også i science fiction, men Måske (1994) blev valgt fra, da den første af de tre lange noveller, ikke holdt trit med de andre to (og slet ikke den sidste Jeggørdigingenting!). Dystopia (1990) er en god bog, men den har blot aldrig ramt mig som noget af hans andet fantasy, og det var kun lige, at den sneg sig ind blandt de oprindelige 10. Et Grimm't eventyr (1997) rugede jeg længe over, da ideen om at eventyr er andre dimensioner, og at kedelige kontornussere kan blive helte, virkelig talte til mig, men den faldt til sidst på ikke at være længere. Sidst var Dødens mange facetter (2009), en opsamling af noveller i alle mulige genrer. Selv om der er nogle perler imellem, var den til sidst for ujævn, men en god showcase for Jürgensens fantasi.

Det var så det. Du er velkommen til at kommentere, reagere eller reminiscere, eller på anden måde -ere. Og jeg overvejer at lave noget lignende med andre forfattere. Ville du være interesseret i at læse det?