Jeg tilhører den generation, der voksede op med Dennis Jürgensen på biblioteket. Og han var noget ganske særligt, for der i slutfirserne og starthalvfemserne, var der ikke så mange andre danske forfattere, der gjorde det han gjorde. Skrev indenfor de fantastiske genrer. De fleste ungdomsbøger hang stadig fast i halvfjerdsernes socialrealistiske dynd, og der var endnu et par år til den enorme fantasy-bølge. Jürgensen skrev både børnebøger, ungdomsbøger og så noget, der efter al god opførsel, burde være kaldt for voksenbøger. Under alle omstændigheder, var jeg sovset ind i ham, som mange af mine jævnaldrende, og hvis du nævner Dennis Jürgensens navn for et hold 40-årige (plus/minus et årti), vil de fleste få et vemodigt glimt i øjet.
Dennis Jürgensen har påvirket min generation så meget, at man kan se spor af ham i en del forfatterskaber. Bloggen Fra Sortsand påpeget det problematiske i, når en forfatter blot træder ad allerede kendte stier i denne anmeldelse tidligere på året, der mener, at især dansk horror har et faderkompleks i forhold til Dennis Jürgensen; et argument jeg så udmærket kan forstå. For der er noget sandhed i, at kun Dennis Jürgensen kan ramme den rette tone mellem humor og horror, så det virker plausibelt og ikke pastiché, og at hans eftermæle især bliver det lidt komiske gys. Det er uden tvivl problematisk. Det positive er, at for mange har Dennis Jürgensen været en port ind til det sære og fantastiske, og det er en nødvendighed i litteraturen. Ligeledes har han for mange været det første møde med blandt andet H.P. Lovecraft. Måske er en del af grunden til, at jeg skriver dette, også mit opgør med faderkomplekset?
Jeg har læst alle Dennis Jürgensens bøger, og jeg mener alle. Fra de første korte ungdomsromaner til krimierne, og dette indlæg er foranlediget af, at jeg for nylig læste hans roman Kælderkrigerne ... og ikke var synderligt imponeret. For at være ærlig, synes jeg der har været langt mellem snapsene siden omkring år 2000. En del af det er helt sikkert, at jeg er blevet det ældre. Man ændrer smag og udsigt med tiden. Hans serie Spøgelsesjægerne fandt jeg direkte kedelig, serien Drømmetjenerne føltes som Dennis Jürgensen, jeg havde læst før og Roland Triel-krimierne syntes jeg bare var krimier uden at være Dennis Jürgensen (men prøv alligevel at læse interviewet med Sherlock Holmes). En anden del har noget at gøre med nostalgi; det øjeblik, man støder på noget første gang. For at minimere effekten af mindernes allé og min fremadskridende mimren, tog jeg stikprøver af de gamle værker, og i nogle tilfælde holdt de, i andre ikke. Med andre ord har jeg forsøgt at være fair. Og nu tæller vi ned fra nummer 5.
5 - Krøniker fra Kvæhl (1988-90)
Pentalogien om Arnold (Dennis, hvorfor skal alle drenge hedde noget sært?) og Catharina, der lever i denne verden, men opdager at de kan træde igennem en portal mellem dem og komme til Kvæhl, står for mig som et godt fantasy-værk, og på mange måder bedre end Dystopia. Krøniker fra Kvæhl er fra en tid, hvor man ikke behøvede at skrive en trilogi på 2400 sider for at levere en historie, og det gør pentalogien hurtig, effektiv og fyldt med plat humor. Dermed ikke sagt, at Dennis sjofler sin worldbuilding. Vampyrtroldene har en reelt skræmmende side, Knusum Kranikum, vampyrdæmonen på jagt efter udødelighed, er brutal og hans tjener/hofsnog Lusingando, er som taget ud af Shakespeare. Der er faktisk en klart Shakespearean vibe i hele serien, der blandt andet også understreges af heksen Sejd, der forbander ganske ironisk. Som kronen på worldbuildingen står dog nok saprofytterne, der har barkhud og sitrende græshoppestemmer, og de grønne hvepse, der også kan ses på forsiden. Da serien kom ud i slutningen af 80erne, var den noget ret unikt, og især mængderne af blod og det grimme sprog er nok grunden til, at den altid vil være et nøk over Dystopia i min verden. Siden dengang for årtusinder siden, er bogen blevet opdateret og omskrevet, hvilket for mig betyder, at jeg ikke er den eneste, der kan se Kvæhls kvaliteter.
Den originale og dermed rigtige forside til første bog ;)
De simple forsider til Black Horror-serien er meget effektfulde.
4 - Tingen i cellen (1992)
Tingen i cellen er den første i Jürgensens fire-bogs-serie kaldet black horror, og efter min mening den klart bedste (med Uhyret i brønden som nummer to). Hvor der i mange af hans tidligere værker er blevet spædet op med humor, er der i Tingen i cellen absolut ingen kære mor. Det er mørkt, det er ondt og det er koldt. Den er skrevet som dialog og gennem flashbacks, hvor Father McGregory lytter til den usete patient Simon Featherwells historie. De befinder sig i en celle, der stinker af hav og Simon Featherwells stemme er et skurrende og boblende morads, der alligevel formår at levere en historie om havet, monstre og lidelse. Tingen i cellen er en af de første gange, hvor Dennis Jürgensen skriver for voksne, og det klæder ham helt fantastisk. Selv om det er en kort bog (133 sider), får han skrevet en fortættet stemning ind på de få sider, og som læser sidder man tilbage med en ægte ubehagelig følelse i kroppen. Hvis man er bekendt med Lovecraft, vil fortællingen føre en tilbage til The Shadow over Innsmouth, og det er der bestemt intet dårligt i, da Jürgensen tvister og vrider inspirationen til en ny form. Ligeledes er den angelsaksiske gyser-tradition virkelig at spore, både i persongalleriet og opbygningen, men også i hele tematikken. For hvornår bliver man bare til en ting i en celle? Jeg kan anbefale de første tre i Black Horror-serien, hvorimod den fjerde (Dæmonen i hælene) efter min mening ikke når op på de andre.
3 - Grønne øjne (1985)
Da jeg læste Grønne øjne for første gang, skræmte den mig. Og da jeg kiggede den igennem for et par dage siden, kunne jeg stadig se, hvad det var, der skræmte mig, og det er et adelsmærke. Grønne øjne består af fire fortællinger, der er vævet sammen af en rammefortælling om Harold Moveyes, der er forbandet og går igen. Dette format får mig til at tænke på de gamle horror-tegneserier som GRU og Skræk, og antologi-filmformatet, der blandt andet er set i Creepshow og, mere moderne, REC-serien. Hver af de fire fortællinger (Alene hjemme, Et hestehoved foran, Dumme dukke og Jokerklubbens bedste nummer), indeholder ekko af de andre fortællinger, og derved bliver helheden større end de individuelle dele. Jürgensen blander gamle rædsler fra folketroen med mere moderne uhygge, og slutresultatet virker sært helstøbt, selv om den fjerde historie halter lidt i forhold til de første tre. Sproget er direkte og brutalt (men samtidig humoristisk og 'smart-asset'), og især nogle af beskrivelserne af råd og fordærv er stadig væmmelige og får det til at vende sig i en. Hver gang jeg læser Grønne øjne, får jeg selv lyst til at skrive en novellesamling i samme stil, hvor alle delene hænger sammen. Den originale forside bør også nævnes, da den indgyder respekt og ubehag. Selv om Grønne øjne er blevet genudgivet ad to omgange, er det stadig det originale cover, der holder.
Dyrk lige stregen og øjnene - brrr.
Den originale og derfor rigtige forside!
2 - Kadavermarch (1991)
For mange er der intet over og intet i nærheden af Kadavermarch i Jürgensens forfatterskab, og bogen har efterladt sig et aftryk, der kun er få bøger forundt. Kadavermarch er den første zombieapokalypse-bog på dansk (efter hvad jeg ved), og Jürgensen tager sin inspiration direkte fra Romeros of the Dead-univers. Historien foregår en smule ude i fremtiden, hvor den rige elite bor i CrystalCities, der er betalt for af produktet LifeSupply, der giver en længere liv. Og både dette produkt og byerne kommer til at spille en meget vigtig rolle i fortællingen. Jürgensen bruger Danmark og et stort persongalleri til at fortælle historien, og det er en ren fest af blod, vold og splat, hvor en zombie kan onduleres på en milliard måder (med ryggen af en telefonbog?), og ingen virkelig er i sikkerhed. HvorJürgensen glimrer er i de mange personer. Som læser føler man virkelig med nogle af dem, og hader andre. Det virker som ægte menneskeskæbner, der tilfældigvis er blevet placeret i en zombie-fortælling, og den følelse af virkelighed kombineret med ikoniske scener (en flugt gennem elektriker-tunnelen, en kamp på et hustag), sikrer den en plads meget højt på listen. I dag skriver Gud og hvermand zombie-fortællinger, men dengang, for næsten 30 år siden, var den noget ganske uhørt, og tog verden med storm, og den er stadig en af de bedste zombie-romaner på dansk.
1 - Relief (1993)
Relief er Dennis Jürgensens bedste bog, og den er kriminelt overset. Så, der sagde jeg det. Desuden er Relief ikke skrevet for børn og unge, men for voksne, og det er måske grunden til at så mange ikke har læst den. Relief har som omdrejningspunkt teorien Homo Timidus, det angste menneske, og den teori arbejder med tanken om, at en frygt kan blive så dominant, at den er i stand til at manifestere sig fysisk. Det alene er en virkelig god idé til en bog, men i løbet af de 900 sider, lykkes det Jürgensen med et rigt persongalleri, vilde angstscener og humor spredt med let hånd, at fremmane noget sjældent. Når jeg læser Relief er det for mig et destillat af, hvad det er, Jürgensen kan. Han kan fortælle en god historie. Han kan skrive reelt skræmmende scener. Han kan være virkelig sjov. Og så kan han være iskold, hvor den sidste del er den prægtigste. Relief handler udelukkende om voksne mennesker, der midt i deres voksenliv kommer ud for frygtelige oplevelser. Den handler om at virkeligheden brister som en byld, og det væskende pus er levende. Den handler om opofrelse og lidelse, om hvordan nogle mennesker ikke bliver okay igen. Den handler om skyld og foragt og forråelse og ødelæggelse, der findes i selv de smukkeste kar. Det er Jürgensens dybeste værk, og et der burde være blevet læst af en horde af voksne. Det er her, han fik lov til at vise, hvad han virkelig kunne som forfatter. Tænk hvis Tellerup stadig havde nosser til at udgive voksenlitteratur!
De 900 sider er fordelt på fire bøger, og som I kan se, trænger monstret langsomt fremt.
Det var min personlige Top 5, og det var ikke særlig let at vælge. Mine udvalgte bærer nok også præg af, at jeg har et blødt punkt for horror. Jeg lagde ud med 10 kandidater, og de 5, der ikke kom med, blev valgt fra af forskellige grunde. Serien om Freddy og monstrene (1982-88) var fantastisk og jeg åd dem som slik i mine små-år, men de blev slået på målstregen af Krøniker fra Kvæhl. Ikke fordi de er gode, det er de, og de var en dejlig lukket cyklus, der absolut ingen grund er til at reboote. Dennis Jürgensen arbejder også i science fiction, men Måske (1994) blev valgt fra, da den første af de tre lange noveller, ikke holdt trit med de andre to (og slet ikke den sidste Jeggørdigingenting!). Dystopia (1990) er en god bog, men den har blot aldrig ramt mig som noget af hans andet fantasy, og det var kun lige, at den sneg sig ind blandt de oprindelige 10. Et Grimm't eventyr (1997) rugede jeg længe over, da ideen om at eventyr er andre dimensioner, og at kedelige kontornussere kan blive helte, virkelig talte til mig, men den faldt til sidst på ikke at være længere. Sidst var Dødens mange facetter (2009), en opsamling af noveller i alle mulige genrer. Selv om der er nogle perler imellem, var den til sidst for ujævn, men en god showcase for Jürgensens fantasi.
Det var så det. Du er velkommen til at kommentere, reagere eller reminiscere, eller på anden måde -ere. Og jeg overvejer at lave noget lignende med andre forfattere. Ville du være interesseret i at læse det?