Den midaldrende Silvestris læseoplevelse, opfølgning

I begyndelsen af året skrev jeg et par indlæg om, at det var gået op for mig, at jeg efterhånden levede i et billede af mig selv som læser, mere end jeg egentlig var det. Det satte jeg mig for at gøre noget ved, og meget hurtigt fandt jeg ud af, at det kastede uventede lækkerier af sig. Du kan læse om mit projekt ved at følge de to links (Del 1, Del 2), eller du kan læse med her.

Nu er det et halvt år senere, og det har været overraskende let at holde fast i mine forsætter, ja faktisk er de nu gået hen og blevet vaner. Det er en del af min dag. Jeg læser et kvarter hver morgen, og på mine hjemmedage fra arbejdet læser jeg en 45 minutter i lænestolen i biblioteket. De nye vaner har kastet andre ting af sig. For ti år siden havde jeg altid en bog på mig. Jeg læste, mens jeg gik til og fra mit arbejde. Når jeg ventede på bussen, læste jeg. Langsomt var opmærksomhed rykket fra blad til skærm, men uden at jeg egentlig har tænkt over det, er fokus gledet den anden vej. Nu læser jeg igen, når jeg venter ved busstoppestedet, eller fisker en bog frem, selv om jeg kun skal køre fem minutter i bus. Jeg er blevet mere bevidst om, at på trods af tidens fiktive natur, er den også meget håndgribelig. Og den skal bruges ordentligt. 

 Seks af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

Seks af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

Rent numerisk er der fremskridt at spore. I løbet af de forgangne seks måneder har jeg læst mere end jeg gjorde hele sidste år. 44 bøger er det indtil videre blevet til, og jeg tror aldrig jeg har læst så bredt, så varieret og så faglitterært. Det er ikke en higen eller jagt på at finde noget sært eller aparte, men en reel lyst til at udforske hvad der mon er bag et omslag. Det har gjort, at jeg har læst essays om kunst, dykket ned i Romerriget og gnasket myter og ritualer forbundet med skoven ... og det var bare inden for faglitteratur. Når viften bredes ud er det fransk renæssance-satire (Rabelais' Gargantua), chilenske digte (Pablo Neruda), en kommentar til det amerikanske samfund (Don DeLillos White Noise), dansk ekspressiv realisme (Janne Tellers Kattens tramp), mainstream YA (Miss Peregrine's home for peculiar children), undergrunds-horror (Jürgensen/Krogsøes Randvad) og britiske science fiction-noveller (James McAuleys Under Mars). Selvfølgelig var nogle af bøgerne bedre end andre, men de har det til fælles, at de giver mig en fornemmelse af hvor stor verden er, hvor mange historier der kan fortælles (og på hvor mange måder!) og hvor fedt, det er at dykke ned i et ukendt emne, og når man atter gennembryder overfladen, har man nu fået en ny indsigt. Det synes jeg er usandsynligt fedt. Jeg er af den overbevisning, at jo mere man tilegner sig, jo lettere bliver det for hjernen at kombinere forskellige områder, og på den måde skabe en tanke, en følelse eller en idé, der har noget friskt i sig. En suppe smager bedre, når der er kælet for gryden. 

Netop det med lære nyt, studsede jeg en del over. For undervejs i min læsning begyndte jeg at tage bøger ud af min reol. Og hvad så, tænker du? En bog plejer at stå i en reol, ikke ligge i en cisterne eller under vasken. Her var der tale om bøger, jeg havde købt for årevis siden. Nogle havde jeg erhvervet mig i den smalle genbrugs-shop i Vordingborg da jeg læste til lærer (i slutningen af sidste årtusind), andre var helt tilbage fra da jeg delte lejlighed på kollegiet med en kæreste og andre igen var blot landet i et mørkt hjørne. Jeg fandt ud af, at jeg havde helvedes meget guld stående på mine hylder. Bøger, som jeg havde slået hen med et 'nej, den er lidt lang' eller 'den ser gammel ud', og derfor aldrig havde fået læst. Så jeg begyndte at pille dem ned fra hylden og gå ombord i dem. Og det slog mig, flere gange undervejs i flere bøger, at det er det, som bøger kan, som intet andet medie formår. Når jeg ser en film fra firserne (og jeg elsker firserne), kan man godt se at den er ved at være gammel. Teknikken er forbedret så meget siden dengang, at det ville være sært andet. Sådan er det ikke med en bog. Der har teknikken været den samme næsten fra første fløjt, og derfor bliver de ved med at føles nye. Også selv om historien er sat i efterkrigstidens græske øhav (Durrells Reflections of a Marine Venus) eller i en muteret fremtid (Delanys The Einstein Intersection), verdener der ikke findes (længere). Selvfølgelig kan sproget være gammeldags, men det er en del af læseoplevelsen. Og så må man heller ikke glemme, at på trods af Hollywoods ivrige hurtigløb, findes der stadig langt flere fortællinger på tekst end på celluloid, og det ændrer sig ikke lige foreløbig, da Hollywood er i færd med at strangulere sig selv i et reb slået af remakes og sequels.

 Fem af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

Fem af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

lZQfcIq.jpg

Umberto Eco har sagt, at ulæste bøger er langt vigtigere for vores liv end de læste, og eftersigende skulle han have haft et bibliotek, der bestod af 30.000 bøger han ikke havde læst, og det japanske ord tsundoku betyder at lade bøger stå ulæste hen, i bunker eller på reoler, til senere brug. Og jeg er enig meget af vejen, mens jeg er så nostalgisk, at visse bøger får lov til at eje hyldeplads til jeg stiller tøflerne. Jeg ved ikke om man kan kalde det en kombineret tanke, men i hvert fald fik min fornyede læselyst mig til at gå mine reoler igennem. Det betyder, at der nu står en håndfuld flyttekasser i min lejlighed, og de er fyldt med bøger. Der er bøger, jeg havde to af, men især bøger, jeg ved vil blive læst meget mere end de gør, når de står og samler støv på mine reoler. For majoriteten af de bøger er nemlig nogle, jeg allerede har læst, og som jeg ikke kommer til at læse igen. Den tanke er en direkte aflægger af, at jeg i begyndelsen af året begyndte at give enkeltbøger væk til nogen, der ville sætte pris på dem. Nu samler jeg blot til bunke, og senere på året holder jeg åbent hus, hvor man kan erhverve sig bøgerne for en lille pris. Måske ville du have lyst til at komme forbi?

De sidste 185 dage (siden årets start), har jeg læst omkring 50 minutter om dagen. Det giver sammenlagt 6½ døgn. Til sammenligning har jeg motioneret nogenlunde den samme mængde tid, og sovet 61½ døgn. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg vender tilbage til ikke at læse. Det er tid så godt investeret, at kun motion matcher det. Og her på falderebet har jeg opdaget en sidste ting. Som yngre åd jeg bare bøger; der var en art prestige i det for mig. Nu indtager jeg bøger, men på en helt anden måde. I stedet for at sluge dem, lader jeg dem kæle for ganen. Det drejer sig ikke længere om prestige, men om glæde, og ofte er det så meget vigtigere.