Året der gik: 2019, Del 1

I går løb 2019 tør for benzin, og trillede ind til vejkanten, hvor alle de andre årsmobiler samler støv. Det var det år, hvor klimaet kom i fokus (lige omkring 30 år for sent), hvor oprørerne i Hong Kong rakte hånden ud mod en verden der ikke gad tage den, hvor OK Boomer fyldte diskussioner såvel som metadiskussioner, hvor Australien, Amazonas, Californien og Notre Dame brændte, Jonas Eika talte dunder, der blev taget et billede af et sort hul, den tredje Metro-linje åbnede i København og Trump blev mopset da han ikke måtte købe Grønland. Verden er blevet som et slidt forhold, hvor begge parter forsøger at tage sig selv og hinanden i kraven og give det et sidste forsøg, men om det lykkes … hvem ved. Med alt dette sagt, er her første del af min årsrapport. Vanen tro består første indlæg af de kolde, hårde tal. Det er en måde hvorpå jeg kan holde styr på mit forfatterskab, og du er mere end velkommen til at kigge mig over skulderen.  

2019 har været et meget langt og mættet år, fyldt med en masse oplevelser. Samtidig har det været et år, hvor de individuelle dage gled sammen til én lang film. I forhold til sidste år, var der roligt på både udgivelsesfronten, og skrivefronten. I år har jeg skrevet 13 tekster (4 af dem på engelsk), næsten skrevet en roman (der mangler lidt), en håndfuld fortællinger om katte (der måske bliver en bog), 29 FebruaryFiction, udarbejdet et undervisningsmateriale, redigeret to af mine egne bøger og to af andres, varetaget dobbelt formandsskab, været huskunstner, holdt foredrag og været træt. Alt det og en helvedes masse mere, kan du høre om i morgen, hvor jeg kigger mindre på tallene og mere på helheden. Hvis du ikke kan vente, kan du altid tage et kig på slideshowet :)

---

Horror

Pageturner (1500 ord) engelsk

I love you (1400 ord) (med i den russiske antologi Horror Without Borders) engelsk

Matthew 5:30 (600 ord) engelsk

Havet sneen himlen (6700 ord) (indsendt til konkurrence)

Science Fiction

Beautiful Budapest (2500 ord) (med i antologien Sandsynlighedskrydstogt)

All inclusive (10900 ord)

Kødets brænding (3900 ord)

Weird

Menneskehavet (3700 ord)

Englehop på stedet (10500 ord)

De hjemløse (13800 ord)

Andet

Herrens legeme (7700 ord) NH

Bålfærd (3900 ord) indsendt til konkurrence

The Future (1300 ord) (med i magasinet Red Door Magazine nummer 20) engelsk

Større projekter

Vardekød (42000 ord, roman)

Tusindkat (15000 ord, tekstsamling)

---

I år har det været vanskeligere end ellers at holde min kadence med 500 ord, simpelthen fordi jeg hele tiden har siddet midt i et redigerings- og revideringsarbejde, og otte timers tekstarbejde om dagen må være nok. Samtidig har året ligget nedsænket i stemning af modløshed, hvor jeg oftere end ellers har opgivet tekster og ideer, der intet fejler. En tendens i 2019s tekster har været det religiøse og havet, og som ateistisk byboer er det lidt spøjst at opleve, at de to områder er så dominerede. Gad vide hvorfor. Ellers er science fiction og horror stadig dominerende, ofte blandet med elementer af den særeste slags.

I morgen snakker jeg meget mere om, hvad der egentlig er sket i 2019. Der har været mange gode oplevelser, men det triste har været dominerende. Fordi jeg har lovet mig selv og jer det, vil jeg berette om det hele. Ikke for at klynke og smage mig selv til døde, men for at dele. Tak fordi du læste med, og fordi du gjorde det, er her en lille video, jeg optog for et par uger siden. Vi læses ved i morgen.

Favoritter fra 2019 - Litteratur og andet

For et par år siden blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det nu for tredje gang. Tidligere har det handlet om film og serier, og musik, men i dag handler det om litteratur som er det vigtigste.

Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6 (plus lidt ekstra). Jeg har valgt forsider, der matcher den udgave af bogen, jeg selv har læst.

---

Ted Hughes - The Hawk In The Rain (1957)

This house has been far out at sea all night,
The woods crashing through darkness, the booming hills,
Winds stampeding the fields under the window
Floundering black astride and blinding wet

Till day rose; then under an orange sky
The hills had new places, and wind wielded
Blade-light, luminous black and emerald,
Flexing like the lens of a mad eye.

• af digtet Wind

Lyrik er ikke det, jeg læser mest af. Hvert år bliver det dog til en håndfuld samlinger, og det er rart at få rystet prosasindet lidt. Ted Hughes ramte mig som en rotte, der har været fanget under en balje. Hans debutsamling The Hawk In The Rain er fyldt med en energi, der føles som noget meget gammelt og mytisk, en kraftudladning af den slags Herakles var mand for. Digtene har en sælsom mystik i sig, hver linje bærer på en viden om, at naturen er levende på mange flere måder, end den, der umiddelbart er synlig for øjet. Den er et sted i evig transit, og i Hughes’ lyrik føles mennesket som det stationære, det støvede og det forvitrede. Flere af digtene læste jeg højt, for at få det fulde udbytte af ordvalg, stil og linjeskift, og jeg nød især det direkte groteske eller gotiske, der lå som en kostbar åre gennem hele samlingen. Jeg kendte ikke Ted Hughes før jeg oplevede denne bog, men nu bliver jeg nok nødt til at investere i lidt lyrik. Det synes jeg også, at du skal gøre.

---

Robert A. Heinlein - Starship Troopers (1959)

I always get the shakes before a drop. I’ve had the injections, of course, and hypnotic preparation, and it stands to reason that I can’t really be afraid.

The ship’s psychiatrist has checked my brain waves and asked me silly questions while I was asleep and he tells me that it isn’t fear, it isn’t anything important — it’s just like the trembling of an eager race horse in the starting gate.

I couldn’t say about that; I’ve never been a race horse. But the fact is: I’m scared silly, every time.

Jeg genlæste Heinleins Starship Troopers i forbindelse med at jeg skulle oplæg på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Jeg var ikke helt forberedt på den snigende igle, den placerede i min hjerne. Atypisk opbygget følger vi rekrutten Johnny Rico, der er under optræning til at blive trooper. Jorden ligger i krig med en menneskelignende race OG en race af insektlignende væsener. Jorden er et militærdiktatur, hvor den letteste vej til indflydelse er at have været soldat. Det lyder som et actionbrag. Det er det ikke. Gennem lange passager beskrives træningen, soldaternes udstyr, broderskabet, trosartikler, Jordens historie efter demokratiernes fallit og hvor usselt det hele er. Og den snigende igle i min hjerne gav mig lyst til at prøve det. Jeg ville råbes af, kravle gennem mudder, sulte, fryse og være en del af et broderskab. Det var en isnende og varm synkronfølelse, og en bog, der kan fremkalde den slags lyster er noget helt specielt. Men jeg blev også lidt bange for mig selv.

---

Før 2019 var mit kendskab til graphic novels meget begrænset, men i år nåede jeg at læse en håndfuld. En af dem var Tom Kristensens Martin fra 2017, der blev lavet i anledning af 500-året for Reformationen. Jeg kendte udmærket historien om Luther, da den er en del af historieundervisningen, men der hvor Tom Kristensen virkelig får den til at stråle og blive vedkommende, er gennem tegningerne og farvevalget. Tegningerne er rå og upolerede, nogle steder nærmest ikke andet end skitser og skygger, noget der symbolsk understøtter Luthers sandhedssøgen. Farverne understøtter og forstærker tegningerne, da de formidler følelserne, der er på spil. Hele sektioner af bogen er holdt i grå eller gyldne eller røde nuancer, der serverer den grundstemning, man som læser skal forstå den del af bogen med … eller sådan opfanger jeg det i hvert fald. En herlig bog, både som lystlæsning, som lærdom og til undervisning, hvis man kan finde på sådan noget.

---

Intermezzo

Nu skal det ikke være sådan, at det hele skal handle om tekst. I løbet af 2019 var der også andre kulturelle oplevelser i liv. Jeg havde firefilms-maraton til CPH:PIX, besøgte det flotte museum Møntergården i Odense der forsøger nyt med formidlingsrummet, var til science fiction-messe i Randers og har drukket vietnamesisk kaffe. Dog har især to oplevelser tårnet sig op. Da jeg badede i øl i Budapest og computerspillet 80 days.

Jeg lider ikke meget af udlængsel, og derfor rejser jeg kun sjældent. Men da jeg i slutningen af 2018 opdagede, at man kunne bade i øl i Budapest, så bookede jeg billetter sammen med kammerat og af sted med os. Det var en særlig fryd at se alle ølingredienserne blive hældt i en træbalje med meget varmt vand og derefter nedsænke sig selv i blandingen. Og for at det ikke kun skulle være udvortes, var der en fustage med øl med i prisen. Så jeg lå i øl (eller for korrekthedens skyld, en art mæsk), mens jeg drak øl, og det var lige præcis så dekadent, som det lyder. Resten af den gamle badeanstalt var heller ikke helt ringe! På hjemmefronten spillede jeg 80 Days. Her har man rollen som Phileas Foggs tjener Passepartout, og man skal gøre dem kunsten efter og rejse Jorden rundt på 80 dage. Ud over, at man som butler skal sørge for at holde gentleman Fogg komfortabel, skal man også vælge rute, indkøb og et væld af andre ting undervejs. Er det smartest at forsøge at tage over Nordpolen, eller lettere at vove skindet i Indien? Der, hvor spillet virkelig flekser musklerne, er i narrativet. Det er meget tekst, men forfatteren har formået at skabe en flot historie og verden, for den virkelighed 80 Days udspiller sig i er nemlig ikke vores, men en steampunk-udgave af 1860erne. Stor replayability, en anbefaling værd, og lige nu kan du få det for mindre end en halvtredser på Steam.

---

Martin Jensen - Når genstande beretter (2015)

Jeg holder af museer. På rejser i Danmark, såvel som i Europa har jeg altid taget mig tid til at besøge de lokale museer, da det er her, historien bliver nærværende. Ikke den ‘store’ historie om fyrster og krige, men den lille; dén der mæle gennem det, det arbejdende menneske efterlader sig. Museerne er vor fælles hukommelse. I montrerne finder vi spor af det, vi har glemt - eller slet ikke vidste - har fundet sted. Stillet direkte over for genstanden undres vi, og vores bevidsthed om, hvad vi kommer af, udvides betragteligt, når genstanden taler til os.

• uddrag af forordet

Når genstande beretter består af historierne om 47 forskellige genstande fra lige så mange forskellige danske museer. I tid strækker de sig fra bronzealder til moderne, og er blevet udvalgt at ansatte/specialister på de forskellige museer. Der er alt fra kondomer, vikingesværd og spansk importvin yil en pælemur, hjortefælder og en model af en halvfjerdserørnehave. Det er guldgrube i ordet forstand, for hver gang man som læser begynder på en ny fortælling, er det som at få stukket en forsiret skat i hånden. Som Martin Jensen nævner i forordet, er det ofte den lille historie, der fortælles, og det betyder at mange af historierne havde jeg ikke hørt for, men de føjede alligevel krummelurer og detaljer til min viden om mange perioder. Hver tings tekst er på omkring 3-4 sider, og det betyder, at den egner sig overordentligt godt til en godnatfortælling eller højtlæsning. Jeg ville faktisk gerne se en toer, med endnu flere sære genstande.

---

Ted Chiang - Stories of your life (2002)

Were the tower to be laid down across the plain of Shinar, it would be two days’ journey to walk from one end to the other. While the tower stands, it takes a full month and a half to climb from its base to its summit, if a man walks unburdened. But few men climb the tower with empty hands; the pace of most men is slowed by the cart of bricks that they pull behind them. Four months pass between the day a brick is loaded onto a cart, and the day it is taken off to form a part of the tower.

• fra novellen Tower of Babylon

Da filmen Arrival kom ud i 2016, opdagede en del, at den var en filmatisering af en novelle. Story of your life af Ted Chiang. Den historie har lagt navn til hele samlingen, og den er meget god - men ikke den bedste i en novellesamling, der kræver at læseren investerer sig selv. Til gengæld får denne med garanti en helvedes masse tilbage. I en verden der bugner af kopivarer, er Ted Chiang noget så sjældent som original. Der er ikke en dårlig historie i Stories of your life og forfatteren glider så frit mellem genrer, at de bliver ligegyldige. Hell is the absence of God er svidende eksistentiel rædsel, Liking what you see: A documentary er en kommentar til dyrkelse af skønhed og Seventy-Two Letters fik mig til at sidde med hovedet i hænderne ti minutter efter endt læsning for at holde sammen på stumperne af min hjerne. Der er sjældent, at en forfatter magter både det intellektuelt udfordrende og det dybt følelsesfulde. Ted Chiang gør begge dele. Hver gang.

---

Dorrit Willumsen

–

the

krydderi

acryl

salær

græshopper

(1970)   

Han vågner ved et selvlysende vækkeurs kaldesignal på en flagfabriks lager. Han får sin sidste snorken galt i halsen, strækker sig og ser ud over de dannebrogsflag, der dækker hans krop. ”- Til lykke -” mumler han til sine sokkeklædte fødder, der i nattens løb har viklet sig ud af flagdugen. “- Kondolerer -” mumler han til sin mave, der tegner en solid bue under et hvidt kors, og han strækker sig endnu en gang, inden han ryster dannebrog af sig og stikker i sine sko.

Den særeste læseoplevelse i 2019 var nok Dorrit Willumsens the krydderi acryl salær græshopper, som jeg fik til en femmer i en brugtlade. Der findes en historie et sted i siderne, men den trækker dig rundt ved næsen som en elverpige. Når du lige tror, at du har fat i noget - et tema, en tråd - ler elverpigen bare højt og skifter retning. At læse the krydderi acryl salær græshopper er som at få lov til at kigge ind i virkelighed, hvor naturlovene er en smule anderledes. Ikke helt velkendt, ikke helt ukendt. Sproget er uovertruffent, en støvregn af sammensatte ord man sjældent ser, og alene af den årsag, er den værd at bruge tid på. Den eneste danske forfatter, jeg kan sammenligne Dorrit Willumsen med, er Svend Åge Madsen, og der kun, når han er i sit mest fabulerende hjørne som f.eks. i Otte gange Orphan eller Den ugudelige farce. Hvis du kan få fingrene i et eksemplar, så synes jeg du skal give den et læs.

---

I løbet af 2019 læste jeg endnu mere end jeg gjorde i 2018, og jeg læste bredere og dybere, hvor jeg med vilje forsøgte mig med lyrik, graphic novels, fagbøger om obskure emner og så videre. Af andre highlights fra det forgangne år kan jeg nævne China Mievielles Embassytown, der i en weird kontekst udforsker hvad sprog er, Kira Dreyer Messels magisk-mytiske novellesamling Skibbruden, Mark Millar/Kilian Plunketts Elseworld-fortælling om en sovjet-Superman Red Son, Kaspar Colling Nielsens fabulerende Det europæiske forår, Historien om Gud af Karen Armstrong der beretter hvor lig og hvor forskellige de abrahamitiske religioner er og Neil Gaimans Oceanet hvor grusvejen endte, der er sød som bolsjer mod en såret tand. Men i sidste ende blev det de andre seks. Med disse ord var det alt for nu, og sandsynligvis denne række lister. Tak fordi du læste med i tre år :)

Favoritter fra 2019 - Musik

For nogle år siden blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det for tredje gang i år. I dag handler det om musik, i går var det film og serier, der stod på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.

Jeg har valgt seks stykker musik ud fra årets massive række. Min tilgang til musik er meget bred, og jeg er af den overbevisning, at der findes noget godt i de fleste genrer. Derfor har mine valg heller ikke så mange fællesnævnere. De er blot musikstykker, der enten har haft en betydning eller har ramt mig i løbet af 2019. Og med det sagt, så lad os finde dødslutten frem og kravle ind i skyggerne.

---

The Avalanches - Frontier Psychiatrist fra albummet Since I Left You (2000)

Af og til falder jeg i søvn med hovedet ned i min iPad, og en nat vågnede jeg klokken 3, åbnede øjnene og så en video med titlen Frontier Psychiatrist. ‘Det var godt nok sært’, tænkte jeg, og faldt i søvn igen. Den følgende dag spøgte titlen, og uden egentlig at vide, hvad jeg kunne forvente, søgte jeg den frem på Youtube. Jeg var hooked fra første runde. Frontier Psychiatrist består af et grundbeat kombineret med en helvedes masse samplinger af lydeffekter, filmdialog og dyrelyde. Der er en mellow stemning i hele nummeret, hvor bongotrommer og spansk guitar i perioder får lov til at gå forrest, og hvor én omgang lytning slet ikke forslår. Slutresultatet er en hypnotiserende affære, der kroger sig fast i ens hoved. Lydtæppet lokker med lyrik, som hjernen insisterer på at forsøge at finde en dybere mening med, uden at den nødvendigvis er der. Når Frontier Psychiatrist dukker op på min playlist, så går jeg aldrig bare videre til det næste nummer, for måske, bare måske, løser jeg det i denne omgang.

Billy Joel - She’s Always a Woman To Me fra albummet The Stranger (1977)

Første gang jeg stødte på Billy Joel var i slutfirserne med nummeret We Didn’t Start The Fire. Adstadigt har jeg fulgt op på hans diskografi, men før i år havde jeg ikke hørt nummeret She’s Always a Woman To Me. Det indledende klaver forbliver dominerende sangen igennem, undervejs akkompagneret af guitar og fløjte. Det er et organisk og analogt nummer og i modsætning til mange kærlighedssange, der spiller på det helt banale, er teksten i denne ret vidunderlig, og forvandler kvinden som Billy Joel attrår, til et næsten mytisk væsen, der stadig er af kød og blod, og meget virkelig. Hvis der er en piedestal i denne sang, er den både forvitret og skåret. Som de fleste piedestaler er, når man kommer tæt nok på. She can kill with a smile/She can wound with her eyes/She can ruin your faith with her casual lies/And she only reveals what she wants you to see/
She hides like a child/But she's always a woman to me.

Love Shop - Til Jorden Kommer fra albummet Brænder Boksen Med Smukke Ting (2019)

I løbet af 2019 har jeg hørt meget Love Shop, og det var svært at vælge et favoritnummer. Underdanmark fra samme album var længe en kandidat, alene på grund af sætningen ‘Selv en kneppemaskine fra Valby har brug for ømhed nu og da’, der funkler som dåseøl. Så var det kort nummeret De Forelskedes Smag i Din Mund fra 2017, hvor sætningen ‘Så hvad fortjener de, der intet selv tager’, var resten af sangens ekko. I sidste ende blev det Til Jorden Kommer. Det er et blidt nummer, der både kan høres smukt og lyttes grimt. Det er melankostalgisk og barnedrømmet, en udlængsel der flakser med drømmene, selv om den er fanget i en voksen mands bryst. Den er den ni-årige dreng, der står på taget af murermestervillaen, og tænker, at han rent faktisk kan flyve, når han springer ud. Og som om det ikke var nok, gløder den af smukt sprog. Ord som udstillingsvinduesbål, vendinger som Syng frelsens foran d'Angleterre og selvfølgelig den elegante Gik en sommernat ud fra karreerne/Og læste skibes havne højt hvor ordet havne i stedet for navne gør et godt vers til kunst. Bravo, Love Shop, bravo.

Laurie Anderson - O Superman fra albummet Big Science (1982)

Laurie Andersons O Superman er et stykke musik, men det er lige så meget performance art. En besnærende, monoton rytme bestående af ordet ‘Ha’ fører lytteren gennem nummeret, akkompagneret af Laurie Andersens mekanisk behandlede stemme. Undervejs føjes elektroniske klange, fuglefløjt og lette diskanter til. Jeg har lyttet til de lidt over otte minutter nummeret varer et utal af gange og finder O Superman fascinerende, meditativ og skræmmende på samme tid. Gennem teksten og musikken løber en dystopisk nerve, en science fiction-sjæl, og musikken danner helt vilde og syrede billeder i mig. Efter at jeg havde lyttet den i ugevis, så jeg videoen, der hører til og det er kraftpræstation af Laurie Anderson. Men også teksten er til at føle, og på de mest mærkelige tidspunkter dukker følgende op i mig: Cause when love is gone, there's always justice. And when justice is gone, there's always force. And when force is gone, there's always Mom. De er kolde og distancerede som et riffelskud mellem øjnene.

Orm - Klippens Lyse Hal fra albummet Ir (2019)

Metal har ligget i min musikkasse, lige siden jeg min efterskoletid fik smag for Pantera, Slayer og den slags, men der er langt mellem, at jeg finder et nummer, jeg virkelig skamhører. Et sådan er Klippens Lyse Hal fra Orms nye album Ir. Det består kun af to numre på hver over 20 minutter - det som nævnte tordenskraldssmukke Klippens lyse hal og det mere kaotiske Bær solen ud. Tilsammen danner de to numre en blackmetalmyte af fortvivlelse og tvivlen, der formår at være både pragmatisk og sårbar. Nummeret opvinder et glidende momentum, og når det så står på et højt udspring, vover det at dykke og atter finde let hvile, inden det kæmper sig tilbage til toppen. At lytte til Klippens Lyse Hal er at mærke sin krop gå i sync med musikken, at føle munden tørre ud, hjertet slå hurtigere og pulsen kravle i vejret. Orm og Ir er et must. Også for dig, der normalt ikke hører black metal. Giv det en chance.

The Divine Comedy - Norman and Norma fra albummet Office Politics (2019)

Norman and Norma kom virkelig som en overraskelse. Efter jeg havde set et opslag på Facebook om The Divine Comedy’s nummer Sunrise, måtte jeg lige høre det. Der opdagede jeg, at The Divine Comedy var kommet med et nyt album. Min første tanke efter første lytning af Norman and Norma var ‘den slags numre laver man da ikke mere?!‘. Tekstmæssigt mindede mig helt vildt om The Beatles’ Ob-La-Di, Ob-La-Da, som også er et liv sat på vers. Den er ligetil, har et catchy omkvæd og en simpel struktur med klaver og strygere. Især første vers og omkvædet er så utroligt uskyldigt og et eksempel på, at der kan være noget både smukt og rørende i noget helt almindeligt. Og derfor skal det heller ikke begrundes mere. Norman and Norma got married in Cromer/April 1983/It could have been warmer but Norman and Norma/Were happy as they'd ever been/They flew to Majorca and swam in the water/It felt just like having a bath/The pina coladas hit Norma hard/And she fell into bed with a laugh/And she said/Oh, Norman, it's never ever felt like this before/And oh, Norman, I've never really known your kiss before/Oh no, Norman, Norman.

---

Det var mine seks valg, og det var ikke helt let. I et andet univers har en alternativ Amdi måske valgt King Luans kulturmuntre No Vampires Remain in Romania, Billy Eilish’ skumle Bury a Friend, den irriterende øreorm Lækker Krop Grimt Fjæs fra Ude af kontrol (hvor videoen måske uden at vide det nikker til et gammel afsnit af Twilight Zone), C. V. Jørgensens Kort Proces (Hvor går man hen når alt går ned?), Hyunas K-Pop-klassiker Bubble Pop! eller den dvælende Enter one af Sol Seppy. Men i dette blev det de andre. Tak fordi du lyttede med.

Favoritter fra 2019 - Film og serier

For et par år siden blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om film og serier, om et par dage står musik på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.

Jeg har valgt fem film og en serie ud fra året der gik. Mine favoritter kan nogenlunde deles i to. Den ene halvdel er dokumentar, eller dokumentariske i tilsnit, mens den anden halvdel er magisk-fantastisk. Det er egentlig en ret god profil af mig som menneske. Og med de ord, så lad os komme i gang.

---

The Farthest (2017, instr. Emer Reynolds, USA)

I 1977 blev Voyager 1 og 2 opsendt. Deres mission? At udforske de ydre planeter, fra Jupiter og ud. The Farthest er en dokumentar, hvor alle de involverede i projektet får lov til at fortælle hvordan det var at være medvirkende til at gøre noget, mennesket ikke tidligere havde gjort. Teknikerne og astronomerne, der tilbragte søvnløse uger med at dechifrere informationer mens de tikkede ind, får lov til at fortælle. I de to timer, filmen varede, flyttede jeg mig ikke fra min plads. Det var en helt unik blanding af iskold teknik og sydende følelser, der lyste fra skærmen. The Farthest ramte mig hårdt. At se de nu gamle mennesker fanget i krydsfeltet af stolthed og fortid, var rørende. De vidste, at det de havde været med til var helt unikt, og at det var helt i fortiden. Men i dem lå en bevidsthed om, at hvert eneste sekund bevægede de sonder, de havde været med til at skabe, sig længere væk fra Jorden, og blev dermed det længste mennesket havde været væk fra dets vugge. Se den. Og du har ingen undskyldning. For linket er ikke bare til en trailer, men hele filmen.

Gräns (2018, instr. Ali Abbasi, Sverige)

Jeg havde muligheden for at se Gräns allerede sidste år under CPH:PIX, men nåede det desværre ikke. Heldigvis er den ikke blevet dårligere af at vente. Hovedpersonen Tina, der lider af en kromosomfejl og derfor ikke ser så godt ud, arbejder som tolder, da hun er god til at lugte om folk har gjort noget forkert eller ej. Hun er ensom i sit parforhold med en mand, der udnytter hende, og hun føler sig hele tiden ved siden af andres liv. Gräns handler om at være anderledes og om at blive misforstået, men hvor den problematik er blevet behandlet til gabende døde i en socialrealistisk kontekst, vover Abbasi at trække den ind i det fantastiske rum hvor folkeeventyr, overtro og natur ikke bare er baggrund, men medspillere. Derfor virker Gräns både meget moderne og meget gammelt, og så har filmen en af de flotteste og mest sælsomme sexscener, der endnu er blevet vist på det hvide lærred. Med Gräns understreger Abbasi, at de fantastiske genrer på lige fod med realismen kan formidle store følelser og menneskelige indsigter. Se den sammen med en, der mener det modsatte.

DeFunctTV - Jim Henson (2019, USA)

Af og til finder man guld, selv om man ikke engang vidste, at man ledte. En sådan serie er DeFunctTVs serie om Jim Henson. Jeg voksede op med Muppet Show, Sesamstrasse, Fraglerne, The Storyteller og Labyrinten, så for mig var Jim Henson en skikkelse, der var meget virkelig og meget dygtig. Derfor var det også med gammelmandsskepsis, at jeg åbnede for det første afsnit - og blev blæst helt væk. I løbet af seks afsnit, der begynder med tiden før Sesame Street og slutter ved hans død i 1990, får man hele fortællingen om en kreativ begavelse af de helt store. Den er sød uden at være kvalmende, ærlig uden at være snagende og nostalgisk uden at være mølædt. Og så har serien en production value, man kun kan være imponeret over. Da jeg var færdig med at se serien, så sad jeg lidt ensom i sofaen … og så satte jeg den på igen, helt fra start. Det var som om, at jeg i anden runde fangede flere nuancer og tillod mig selv at blive grebet på andet end det intellektuelle og nostalgiske plan. Og da jeg var færdig, forstod jeg hvorfor. Mange gange er store kunstnere fjerne enheder, ikke ulig guder. Nu var Jim Henson blevet et menneske, uden at miste sin guddommelighed. Det var stort.

Christopher Robin (2018, instr. Marc Forster, USA)

Jeg hader de nye Disney-remakes af et godt og brændende hjerte. De er kun skabt for at rage penge til sig og understreger hvor kreativt udhulet Hollywood er. Og det er midt i min brændende vrede over verdens beskaffenhed, at Christopher Robin dumper ned. Den er ikke en remake af Peter Plys, men en videretænkning, en hvad-nu-hvis-historie, hvor Christopher Robin er blevet voksen og har glemt både Plys og Hundredmeterskoven. Nu er han gift, og har selv en datter, men han arbejder for meget og så har vi vist alle genkendt den Hollywood-trope. Christopher Robin skinner i scenerne med tøjdyrene. For det første ligner de slidte tøjdyr, der er blevet elsket til døde. For det andet, da tøjdyrene dukker op, modtager Christopher Robin dem som en selvfølge, noget, der altid har været der, men som han bare har glemt. Det er en fin håndtering. Og så lykkes det instruktøren at ramme det særlige plyssede, som kun Plys kan levere. Christopher Robin er en film efter Plys’ hjerte, for som han altid siger: I am a bear of very little brain. Og denne film skal ikke ses med hjernen.

They shall not grow old (2018, instr. Peter Jackson, New Zealand/UK)

Første verdenskrig er fokus i They shall not grow old, en titel lånt fra Laurence Binyons digt For the Fallen. Og det er sandheden. Den to timer og et kvarter lange dokumentarfilm består af filmklip og lydklip fra for 100 år siden. Det er en tid, der for mange virker fjern og uvedkommende, i modsætning til anden verdenskrigs rædsler, der er kommet ind med modermælken og Discovery Channel. Når jeg tænker på They shall not grow old, tænker jeg med det samme på lyden. Arbejdet med det auditive er et mesterværk, der tvinger lytteren til også at åbne øjnene og forstå, at i denne krig døde en hel generation af unge mænd på begge sider. Ynglinge, der ikke på nogen måde kunne forestille sig den rædsel og det helvede, der ventede dem i de franske muddergrave, for de unge drenge var vokset op i en verden, hvor den slags krig aldrig havde eksisteret. Peter Jackson river historiens blodige skjorte af, og løfter den op foran os, så vi kan se hvert skudhul, hvert håb og hver blækklat fra alle de breve, der blev sendt hjem til de efterladte. Bravo.

The Lighthouse (2019, instr. Robert Eggers, Canada/USA)

Jeg var så heldig at fange The Lighthouse på årets CPH:PIX (eller som den hed i år og måske i al fremtid, WEEKEND). Det var særligt, da The Lighthouse ellers kun er blevet vist et andet sted i landet. Film med mørkt eller fantastisk udtryk får nemlig sjældent biografpremiere i Danmark. Jeg havde set Robert Eggers film The Vvitch, og var i modsætning til så mange andre ikke overbevist af dens storhed … og det er jeg egentlig heller ikke af The Lighthouse. Det er en vild film, der nikker smukt til tidlig fransk cinéma og Ingmar Bergman. Den er skudt udelukkende i sort/hvid. Der er fremragende præstationer af Willem Dafoe og Robert Pattinson, de eneste mennesker i filmen. Den finder sted i et tidløst sagnrum mellem linjerne i et sømandsdigt, som Coleridges The Rime of The Ancient Mariner eller Poes A Descent into The Maelström. Visuelt er der stills, jeg stadig overvejer at få blæst op i stort, så jeg har noget til min væg. Men er det en god film? Jeg ved det ikke. Det er en film, der flimrer i hjernen måneder efter, og alene af den grund er den stærk nok til at være på min top 6. Jeg tror dog, at jeg bliver nødt til at se den igen, meget snart.

Jeg har hverken set særlig mange film eller serier i år. Jeg har simpelthen haft for travlt med alt muligt andet, og har derfor også prioriteret min læsning. Men blandt de levende billeder jeg også har set, kunne jeg have nævnt anden sæson af DuckTales, der holder niveauet fra den første, The Man Who Killed Hitler And Then The Bigfoot, hvor Sam Elliott endelig får en hovedrolle, den mørke superhelteserie The Boys, den meget anderledes mexicanske serie Los Espookys, der er en blanding af horror og en telenovella eller den på alle måder tåbelige mockumentary Popstar Never Stop Never Stopping, hvis musiknumre er irriterende catchy. Men det blev ikke dem, det blev de seks andre, og dermed slut for nu. Næste gang handler det om musik.

Den sorte bund under stjernerne

I et forfatterskab har de store udgivelser det med at løbe med det meste af æren. Det er forfatterens selvstændige værker, der slubrer spotlightet i sig, og selvfølgelig skal det være sådan. De store bøger tager årevis at skrive. De spøger i hjernen, selv når man sover. De skal lige finpudses og skrives om. Men et forfatterskab består også af de mindre tekster. De enkeltstående noveller i magasiner eller antologier, et essay til avisen, et stykke kortprosa hist og her. Af volumen er de mindre, ofte meget mindre, og derfor er de sjældent så lette at få øje på, som de selvstændige værker er. Det betyder ikke, at den omsorgsfulde forfatter ikke har taget disse tekster lige så alvorligt som de store. Hvor romanerne, novellesamlingerne og de andre selvstændige værker er de store stjerner i et forfatterskab , er de mindre tekster den sorte bund, som stjernerne hviler på. En bund, der i nogle forfatteres tilfælde er skabt af bindevæv til de større fortællinger og hos andre er mindre pauser fra deres storværker. For mig er det et træningsrum. Det er her, jeg træner mine svagheder, her jeg løfter vægte, her jeg vender tingene på hovedet og her jeg sveder gulvet til. I mine bedste stunder er det her, jeg udfører kraftpræstationer, og i mine værste snubler jeg på løbebåndet.

I 2019 udkom jeg med romanen Et satans arbejde. Men jeg optrådte også mange andre steder. Her er en kort præsentation af alle de tekster, der også kom til live i 2019.

---

Du kan købe bogen lige her.

Novellen Humlen i antologien Det nådesløse daggry fra forlaget Enter Darkness.

Humlen skrev jeg tilbage i 2011, og siden lå den bare og ventede. Da Enter Darkness ledte efter dark fantasy pustede jeg støvet af den, og gruede for noget, der nok ville være en omskrivning af de helt store. Otte år er meget i et forfatterskab. Derfor blev jeg nærmest euforisk, da jeg fandt ud af, at Humlen var langt mere færdig end jeg huskede den. Historien om bryggerlærlingen Khern med hareskåret og den lille landsby Djeld er et spændende stykke worldbuilding og en af de få rene fantasy-fortællinger, jeg har skrevet. Læs den, hvis verden er i flere nuancer end sort og hvid.

---

The Future i kunstmagasinet Red Door, nummer 20. En drunken rant.

Der findes en helt særlig genre, som alle kender,men kun få skriver i. Fuldemandsfortællingen. Det skråsikre patent man har på sandheden, når man er fuld. En sådan er teksten The Future. Jeg havde set opslaget et par dage før deadline, men ventede med vilje til skæringspunktet var et par timer væk. Så begyndte jeg at drikke, indtil jeg var fuld nok til at snave en udgave af sandheden. Og den skrev jeg så. Helt uden efterfølgende at rette noget, redigere det mindste, tjekke stavefejl, logiske huller eller lignende … og på engelsk. Utroligt nok er resultatet ret godt, og rammer genren ‘the drunken rant’ lige i røven. Læs den, hvis du er det mindste interesseret i at leve i fremtiden og ikke er bange for en smule politisk holdning.

Red Door Magazine er et tværkunstnerisk online magasin, og du kan læse min tekst ved at følge linket. The Future er på side 45.

---

Første side af novellen … på russisk. Du kan købe antologien her.

Novellen I Love You i den internationale antologi Horror Without Borders. Udgivet synkront på russisk og engelsk på forlaget horrorscope press.

Når man får en mail fra Rusland, og bliver spurgt om man gider repræsentere sit land med et nyskrevet stykke horror, så siger man ja. I love you foregår i en apokalyptisk fremtid, ikke langt fra nu, hvor verden er helvede. Et ungt par slæber sig igennem det, mens de på skift fortæller den anden, hvor meget de elsker ham/hende. Hvert eneste afsnit i fortællingen starter med sætningen I love you, og er dermed et nik til systemdigtningen. Læs den, hvis du kan håndtere forvredent billedsprog og nyttetanken i højeste potens

---

Fortællingen Timeglas indtalt til podcasten Godnathistorier af Jesper Dein.

For et par år siden opdagede jeg, at podcasten Godnathistorier søgte korte fortællinger. Derfor sendte jeg dem en håndfuld, og med mellemrum dukker en af dem op. Timeglas er min sjette fortælling på sitet, og handler om et møde i et rum mellem en gammel mand og en ung dreng. Mellem dem står et timeglas, som en af dem skal vende. Fortællingen lugter af futurisme, har et par noter af cyberpunk og er opbygget over Østens filosofi. Du skal lytte til den, hvis du godt kan lide blide og sørgmodige fortællinger om at vælge og om at være menneske og om at vælge at være menneske.

På sitet ligger også en håndfuld andre historier, jeg og andre har skrevet. Tjek dem ud :) Linket til Timeglas er lige her.

---

Du kan købe antologien lige her.

Novellen In everything a sound i den britiske antologi Mountains of Madness Revealed, udgivet hos PS Publishing.

Hvad ville der ske, hvis det viste sig, at de hændelser H.P. Lovecraft beskriver i novellen At the Mountains of Madness er sandheden, og mennesket finder en gigantisk by på Antarktis, skabt af en nu uddød race? Det er denne samlings præmis. Min novelle In everything a sound anvender mange ideer, men tre af dem er fremherskende. Jeg har lånt 100 ord fra Lovecrafts fortælling, og bruger dem i min novelle, men med andre betydninger. Jeg har på både historie- og sætningsplan arbejdet med lyd og rytme. Og så har jeg arbejdet med en hovedperson, der leder efter mening i det, der synes abstrakt. Du skal læse den, hvis du godt kan lide Lovecraft, er fan af musik og sang og er frisk på en strukturelt kaotisk fortælling.

---

Novellen Orgie i Litteraturtidsskriftet Udkant, nummer 8.

uDkAnt er et litteraturtidsskrift, der forsøger at stille spotlightet ind på de forfattere, der bevæger sig i udkanten af det alment accepterede og anerkendte. Derfor var jeg også glad, da de opfordrede mig til at sende dem en tekst. Jeg valgte den korte novelle Orgie, der er fra 2017. Det er sanselig og hypnotiserende tekst om på samme tid at have og at miste, og den foregår 90% af tiden i en seng. Her spoler alt sig ind og ud, og tid og virkelighed er forslag til tilstandsformer mere end det er absolutter. Du skal læse den, hvis du godt kan lide tekster, der maner til eftertanke og vækker din interesse fra første linje. Her er Orgies: Fordi jeg elsker dig, lader jeg dig slå mig ihjel.

Du kan finde uDkAnt lige her.

---

Følg linket for at læse.

Gæsteleder til internetsitet BogMarkedet med titlen Tillykke. Du har skrevet en død bog.

Tilbage i 2016 skrev jeg et blogindlæg om hvor hurtigt bøger døde. I år blev det gamle indlæg opdaget af redaktøren på BogMarkedet, og han spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at friske det op … og selvfølgelig kunne jeg det. Tillykke. Du har skrevet en død bog handler om hvor svært det er for et værk at få ørenlyd i bogbranchen, hvor kort en levetid den gennemsnitlige bog har og om hvordan dem, der allerede har skal gives. Det vakte en del diskussion og opmærksomhed da det kom frem. Du skal læse det, hvis du interesserer dig det mindste for bøger, eller forfattere sådan helt generelt.

---

Novellen Beautiful Budapest i antologien Sandsynlighedskrydstogt udgivet af Science Fiction Cirklen.

Hvad bliver resultatet, når to helt forskellige sprogsystemer støder på hinanden i Ferenc Liszt International Airport i Budapest? Det er, hvad jeg udforsker med novellen Beautiful Budapest. På den ene side har vi det nationale computersystem i Ungarn, der udspyer en rad af spørgsmål med en særlig dagsorden. På den anden side har vi den danske forretningsmand Søren Hegedüs, der svarer ved hjælp af business-lingo, effektiviseret sprog og maskerede tilkendegivelser. Hvem vil i sidste ende gå af med sejren? Jeg er sindssvagt glad for denne fortælling. Gemt mellem de mange linjer er nemlig en ret særlig omgang worldbuilding. Læs den, hvis du godt kan lide verbal fægtning, sætter pris på sproget og/eller har en smule sans for humor.

Køb bogen på SFCs hjemmeside, når de får den lagt op.

---

Læs Mono lige her.

Kortprosastykket Mono på internetsitet Center for Militant Futorologi under overskriften AI-monologer.

Hvordan vil en kunstig intelligens (AI) skabt af mennesket egentlig opfange først mennesket, og derefter dig selv. Det undersøger jeg i teksten Mono, der bedst af alt kan beskrives som en dannelsesrejse og en erkendelsproces. Læs den, hvis du gerne vil prøve noget helt anderledes.

---

Novellen Tinderbitch i antologien Skyggespejlet fra forlaget Enter Darkness.

Tredje servering af Enter Darkness’ horrorantologi Fortællinger fra mørket har ladet vente på sig, men udkommer nu om et øjeblik. Jeg medvirker med novellen Tinderbitch, der handler om Yvonne, som bruger tiden på at være fan af bandet Drengestreger og swipe til højre på Tinder. Så mødes hun med fremmede fyre, knepper dem og hader dem bagefter, med sære konsekvenser. Tinderbitch er på overfladen en ligetil historie, der vokser og vokser, indtil den er et monster af betydning og er så åben for fortolkning, at man kan fortabe sig helt. Samtidig er det bare en ond historie som vor mor aldrig fortalte den. Læs den, hvis du godt kan lide rædsler, ikke er seksualforskrækket og nyder lyden af et godt blodbad.

Skyggespejlet udkommer lige om lidt.

---

Tak fordi, at du har læst så langt som til her. Jeg håber, at du har fået lyst til at læse en eller flere af mine tekster, og at du nød min blandede metafor om stjerner og træningsrum.

Historien om en bog: Et satans arbejde

Til årets BogForum, nærmere bestemt den 16. november, udkommer min roman Et satans arbejde på forlaget Brændpunkt. Det er min femtende bog (tænk, at det allerede er så mange), og min femte roman. Et satans arbejde har været meget længe undervejs, faktisk hele fem år, da jeg skrev de allerførste ord på den i oktober 2014. Siden har den har været igennem en pæn del. Men lad os begynde med begyndelsen, fordi det altid er et fornuftigt sted at starte.

Der er i alt otte bøger om Satan i serien.

Tilbage i 2014 lancerede forlaget Kandor et helt nyt koncept. De ledte efter korte romaner om Satan og dennes væsen, og fordi jeg alle dage har elsket benspænd og tvungne opgaver, satte jeg mig for at skrive en historie, der matchede. Og det gik fint. Faktisk så fint, at da jeg nåede de 30.000 ord var jeg langt fra færdig. Den ville blive stor. Den ville blive lang. Den ville forgrene sig i alle mulige retninger. Og ville den egentlig, når alt kom til stykket, så handle om Satan? Det var med blandede følelser, at jeg fortsatte. Jeg var irriteret, fordi min historie helt sikkert ikke ville kunne bruges til Kandors nye serie. Samtidig jublede en del af mig, da det jeg havde gang i var en fortælling, der ikke rigtig lignede noget, jeg havde skrevet før.

Meget tidligt i forløbet viste det sig, at Et satans arbejde slog med både halen og ryggen. Den havde sit helt eget liv og linjerne opførte sig næsten som besatte. Historien om flyttemanden Asger, der skal flytte en del af Helvede var ret sjov, og samtidig rigtig grim. Den var en farce, den var en dannelsesfortælling, den havde elementer af fantasy og weird fiction og havde historier indlejret i hovedfortællingen. Hver gang jeg prøvede at tvinge den ind i en renere form, stillede den sig på bagbenene og viste kløer. Visse elementer var som snydt ud af næsen på den sydamerikanske magiske realisme, mens andre nærmest pegede i retning af en socialrealistisk midtlivskrise. Det var en vild udfordring at skulle jonglere med de forskellige genrer, udtryk og stemninger. Som læser får man i Et satans arbejde fortalt en historie. Derfor skulle fortællerstemmen også være derefter. Flere gange henvender den sig direkte til læseren og braser igennem den fjerde væg. Den bryder med god skik indenfor fortællestruktur og opbygning. Den fortaber sig i tankeflugt, og finder tilbage på sporet. Den er usikker på det meste, og i tvivl om resten. Da bogens univers voksede, og Kandors koncept gled i baggrunden, blev jeg nødt til at slå bremsen i. For Et satans arbejde havde brug for en helvedes masse (haha) research, jeg først skulle igennem, før jeg kunne glemme den igen. Lyder det kryptisk? Så læs videre.

Da romanen sprang fra kort til lang, lagde jeg den side, og kastede mig over Satan og Helvedes-litteraturen. Jeg havde brug for at undersøge Satans og Helvedes status og modus i litteratur, musik, kunst, film og faste udtryk. Jeg læste Vergils Æneiden og Dantes Guddommelige Komedie. Jeg læste Goethes Faust, Miltons Paradise Lost og Sartres Lukkede døre. Jeg så Event Horizon og All dogs go to Heaven, Hellboy, Jacob’s Ladder, Hellraiser og What dreams may come. Jeg studerede malerier af Bosch og Brueghel (begge Bruegheler, faktisk). Jeg lyttede til klassisk og rock og folkemusik og mere klassisk. Jeg fyldte mig selv med Helvede, og da jeg vendte tilbage til min tekst, gik det op for mig, at størstedelen af al min nye og fact-tjekkede viden ikke kunne bruges i ren form. For min hovedperson Asger var helt nede på jorden. Han var vant til at stole på sine instinkter, hurtig i replikken og ikke det mindste boglærd. Det var langt mere sandsynligt, at han ville skråle med på Highway to Hell end at han ville citere Paradise Lost. Jeg blev simpelthen nødt til at filtrere al min viden gennem Asgers personlighed, væsen og forståelsesramme. Det var både udfordrende og helt fantastisk. For hvordan tolkes og muterer metafysik, når den glider gennem et menneske, hvis forudsætninger er langt fra ekspertens? Og hvordan kommer al den viden så i spil? Hvordan reagerer han, når han bliver tvunget til at overveje de helt store spørgsmål? Og kan de slutninger, han drager, overhovedet bruges til noget?

Jeg var færdig med første gennemskrivning af Et satans arbejde i 2016, hvorefter romanen lå i et mørkt rum i omkring et halvt år. Så redigerede jeg den og sendte den derefter til et forlag. Afslag. Så sendte jeg den til et andet forlag. Endnu et afslag. Efter den tredje runde i manegen lod jeg den ligge et års tid, og redigerede den så i 2017. Men jeg sendte den ikke til forlag. Selv når jeg arbejdede på andre ting, kunne jeg hører Et satans arbejde hviske i baggrunden. Den vidste, at den ikke var færdig. I slutningen af 2018 lavede jeg så en række kirurgiske indgreb, skrev hele scener ud og en ny slutning til … og så sendte jeg den til forlaget Brændpunkt. Jeg havde holdt øje med dem ud af øjenkrogen et stykke tid, og kunne godt lide deres profil og tilgang til bøger. Heldigvis var de også glade for romanen, og der blev skrevet kontrakt. Under redigeringsprocessen skar vi omkring 40 sider af manuskriptet, og det var tiltrængt. Ligeledes blev der strammet op alle steder, og det var nogenlunde det. Nu er den blevet sluppet løs på verden, og jeg håber, at den bliver godt modtaget. Forsiden er designet af Søren Klok og min redaktør var Birgitte Vestergaard Andersen.

Men, hånden på hjertet. Hvad handler Et satans arbejde egentlig om? Den handler om at finde sin plads i verden. Den handler om være et rådyr fanget i en lastvogns forlygter. Den handler om musik. Og så lover jeg, at den vil få dig til at grine. Det er vel ikke det værste. Tak fordi du læste med.

Rapport fra forfatterværkstedet 2019, 3. update

Vi er rykket ind i årets sidste del, og derfor er det på sin plads med et kig på hvad der har summet i maskineriet de sidste par måneder. Tidligere på året blev jeg ramt af en voldsom krise, der fuldkommen sugede al lyst til at skrive ud af mig. Det var simpelthen for trist at blive ved med at arbejde uden at føle, at jeg rykkede mig af stedet. Derfor fokuserede jeg på at skrive på noget lystbetonet, nemlig fortællinger om katte, og det har givet pote (haha). Jeg er stadig langt fra mit gamle selv, men i det mindste er i gang igen, med ting som jeg finder spændende. Det har også været et meget travlt efterår, og det har nok kun været af det gode. Når man konstant har deadlines, er det svært at have ondt af sig selv.

Jeg fortæller løs på Skrækfest i Odense. Foto: Jette Holst

Skrivning

Siden juli har jeg færdigskrevet 10-15 tekster om katte. Der er historien om Lovecraft og katte, historien om de to katte, der findes visdom i The Cures Lovecats, historien om musicalen Cats, historien om katten, der fangede den røde plet og så videre. Nogle af teksterne er fabulerende, andre sjove, andre igen sørgelige. Ud over de færdige fortællinger har jeg skitser til mindst det tredobbelte. Hver fortælling er et sted mellem 500 og 1500 ord lang. Ellers er det kun blevet til en færdig novelle, og et par halvfærdige.

All inclusive (science fiction, 10900 ord)

All inclusive handler om Thorkild, der skal dø. Derfor beslutter han sig for at se verden. Men på en jord hvor klimaforandringerne kun er blevet værre, er det så ikke det vildeste egotrip at tage på en sidste rejse før den sidste rejse?

---

Gustave Dorés illustration kommer til at være bagsiden til Et satans arbejde … men vi har leget lidt med den.

Et forsideforslag til Tre, som vi fravalgte med det samme. Kan vi klappe ‘kliché’ ?

Arbejde på manuskripter

Når det kommer til mine egne manuskripter, har de sidste par måneder været fyldt til bristepunktet med korrektur, redigering, ændringer og forsider. Sådan er det altid, når et manuskript nærmer sig tilstanden som færdig bog. I år har det dog været lidt hårdere end ellers, da to manuskripter har tagteamet mig som to muskelsvulmende brydere fra 1990erne.

Et satans arbejde: Manuskriptet har været igennem alle de ændringer, der skulle til og det er nu et faktum, at Et satans arbejde udkommer på BogForum den 16. november i år. Det er forlaget Brændpunkt, der står for udgivelsen, og jeg har ladet mig fortælle, at det bliver en hardback-udgivelse. I disse sekunder er grafikeren og jeg ved at lægge sidste hånd på omslaget, og det bliver noget ganske særligt.

Tre: Min rammefortælling, og kærlighedsbrev til horror-antologifilmen er også i de sidste stadier. Forsiden ligger næsten klar, og redaktøren sidder med mine ændringer. Jeg ved endnu ikke, om Tre når at blive udgivet i år, for det snerper til med tiden, hvis den også skal nå til tryk. Udkommer den i 2019, bliver det også til BogForum hos forlaget Kandor.

---

Nye tekster

De sidste par måneder er der kommet gang i årets mindre udgivelser, og jeg ved, at der de næste to måneder kommer fuldt tryk på. Forlaget Enter Darkness udgiver horror-antologien Skyggespejlet, hvor jeg medvirker med novellen Tinderbitch. Science Fiction Cirklen udgiver antologien Sandsynlighedskrydstogt, hvor mit bidrag har titlen Beautiful Budapest og HHP udgiver horror-antologien Et århundredes tusmørke, hvor jeg har fortællingen Hvem mon blir dit næste offer, Mr. Sweetheart med. Noget lidt nyt og anderledes er, at min abstrakte fortælling Mono udkommer på internet-sitet Center for militant futurologi.

Allerede udkommet er min korte novelle I Love You i det russisk-drevne antologiprojekt Horror Without Borders, hvor jeg repræsenterer Danmark, og nu hvor vi er ved det engelske, udkom min novelle In Everything a Sound i antologien Mountains of Madness Revealed. Det er en særlig novelle for mig, da forlaget PS Publishing er velrennomeret, specialiseret i weird og horrorfiktion og så er redaktøren på samlingen tidligere World Fantasy Awards-dommer. De ting tilsammen føles som en blåstempling af mit forfatterskab. På dansk er kommet den korte novelle Orgie i litteraturtidsskriftet uDkAnt (nummer 8), og med den håber jeg at nå nogle nye læsere. Som noget helt nyt og anderledes blev jeg også headhunted til at skrive gæsteleder i Bogmarkedet - og du kan læse Tillykke. Du har skrevet en død bog ganske gratis ved at følge linket. Det handler om hvordan det er svært som forfatter at trænge igennem med sin bog. Som et sidste kirsebær på toppen, er der også dukket endnu en indlæsning af en af mine korte tekster op på sitet Godnathistorier. Den hedder Timeglas, og kan lyttes til lige her.

---

Andre projekter

Mens det har buldret af sted med korrektur med videre, har der også været travlt på andre fronter. Jeg er startet som huskunstner på Museum Obscurum, og det er både sjovt og anderledes, at arbejde med at formidle skrivekunst og worldbuilding til udskolingselever.

I en lidt anden boldgade har jeg udarbejdet et undervisningsmateriale til ungdomsromanen SKUNKS af Dorte Schou og Line Leonhardt. Det er støttet af BUPL, rettet mod folkeskolens ældste klasser, og fokuserer på personkarakteristik, samfundsmæssige problemstillinger og læsning. Ligeledes er det multimodalt og anvender både skrift, tegning og lyd. Du kan downloade det ganske gratis lige her.

Ved siden af UV-materiale og undervisning har jeg været redaktør på Line Lybeckers nye roman Da farfar forsvandt, der handler om demens og venskab, og for at jeg ikke skulle kede mig, har jeg i samme periode overtaget min kollegas danskundervisning, da han skulle på barsel. Det betød, at jeg var næsten tilbage på fuld tid.

Jeg har også haft travlt med at arrangere events. Fem gange uglesete genrer i Vangsgaards Antikvariat og den tredje omgang Gys i Kirken sammen med Traume & Co. I år handler det om det nordiske gys, og vi har en fremragende lineup.

Og så har jeg optrådt. På filmskolen i Ebeltoft, i min fødeby Toreby på Lolland, og til Skrækfest i Odense. Lige om lidt venter BogForum og så er det slut for i år.

---

Afrunding

Det tror jeg, var alt i denne omgang. Min næste update bliver min årlige rapport fra hele forfatterværkstedet, og jeg ser frem til at skrive den. 2019 har været et meget anderledes år for mig. Tak fordi du læste med.

Fem gange Vangsgaards

I starten af året var jeg til et café-møde med Søren Vangsgaard, som jeg troede ‘bare’ skulle handle om et horror-arrangement. Min næstformand i Dansk Horror Selskab, Jacob Hedegaard Pedersen, havde formidlet kontakten, og eftersom han bor i det mørke, var der sund fornuft i, at det var mig, der aftalte videre, da jeg har mit revir en bustur fra Vangsgaards Antikvariat. Men vi havde kun lige sat os med kaffen, før mødet forgrenede sig til ikke bare et, men fem arrangementer. Den grundlæggende tanke var, at de fem events hver især skulle præsentere en ugleset genre samt appellere til nye læsere, altså folk, der ikke vidste så meget om f.eks. horror eller superhelte. Til det skulle vi finde oplægsholdere og talere til arrangementerne, og vi gik i tænketank. Et af arrangementerne stod dog allerede og vibrerede i horisonten. Vangsgaards havde lige fået 3000 science fiction-paperbacks hjem. Derfor gav det god mening at det første arrangement skulle handle om science fiction.

---

Science fiction

Da der kun var kort tid at planlægge i, trådte jeg til som oplægsholder om science fiction. Det var i januar. Alle arrangementerne blev afholdt i Vangsgaards kælder, og en af udfordringerne var, at der ingen projekter eller lignende var. Derfor blev jeg (og de følgende oplægsholdere) nødt til at tænke anderledes eller bare som man gjorde før det digitale indtog. Jeg holdt et foredrag om genren fra 1930erne og frem, hvor jeg brugte en bogbunke som kalender. Jeg begyndte øverst, og da jeg nåede i bund, var vi ved moderne tid. Samtidig havde det den fordel, at jeg en for en kunne sende bøgerne ud til publikum, der så både kunne føle, lugte og smuglæse lidt i dem. Der var mange besøgende, og både før og efter gik folk på rov i bogbunkerne. Jeg anbefalede blandt andet Cixin Lius The three-body problem, Samuel R. Delanys The Einstein Intersection og Karel Čapeks Krigen mod salamandrene.

Jeg fremviser Tordenøglen og er lige begyndt på bunken. Foto: Flemming Rasch.

---

Her er Morten med ryggen til, i færd med at sætte stole op. Som man kan se, er rummet hyggeligt (og lille).

Marvel

Til andet oplæg var Morten Søndergaard (af mange kendt som Marvel-Morten) inviteret. Oprindeligt havde planen været, at han skulle på i løbet af foråret. Desværre kom diverse ting i vejen. Men i juni var Morten og publikum klar. Morten trak en stol ud, satte sig foran publikum uden papirer eller lignende, og gik så i gang med at fortælle. Viden fossede ud af ham, og som superhelte-novice blev jeg præsenteret for en helt ny verden. Efter fortællingen (for det var det mere end et foredrag), var der Q&A med publikum, og både film og albums blev vendt. Jeg lærte virkelig meget, og noget af det husker jeg stadig. Især blev jeg klogere på hele trekantsdramaet mellem Stan Lee, Steve Ditko og Jack Kirby om hvem der egentlig har opfundet hvilke figurer. Efterfølgende har jeg læst lidt tegneserier, men åbenbart har jeg smag for DC Comics, og ikke Marvel.

---

Horror

I den anden ende af sommeren var det tid til horror. Denne gang var der inviteret to oplægsholdere. Forfatter og horrorforsker Rikke Schubart, og forlaget Kandor, der blandt andet udgiver horror. Rikke Schubart startede tilbage i gotikken, hvor hun blandt andet fremhævede Matthew Gregory Lewis The Monk. Derefter fortalte hun om Bram Stokers Dracula, om det kulturelle fænomen filmen og bogen Exorcisten (William Blatty) blev og endelig om den tyngde, Brett Easton Ellis American Psycho stadig havde. De forskellige værkers forcer blev understreget gennem oplæsning af enkelte scener, og vi fik både hørt om lemlæstelse og syndefald. Derefter gik forlaget Kandor, repræsenteret af Jacob Hedegaard Pedersen og Espen Rasmussen, på scenen. Jacob fortalte om forlagets historie og koncept, mens Espen talte mere om fremtiden og hvor den ville føre Kandor hen (Kosmisk rædsel og den menneskelige tilstand). Undervejs anbefalede de blandt andet forlagets oversættelse af H.P.Lovecraft (se link), samt to spritnye udgivelser: Aske Munk-Jørgensens Gamle venner og Søren Staal Balslevs De rensede. Blandingen af fortid og nutid gav et ret godt billede af horror, og efter det officielle program, var der meget snak.

Øverst Rikke i gang med oplæsning, nederst Espen og Jacob, der beretter Kandor for os.

---

Øverst beretter Malene om moselig, mens Line nederst fortæller om, hvordan Tolkien er den første, der skriver ordet Fantasy med stort.

Fantasy

Det fjerde arrangement lå blot en uge efter det tredje, men var ramt af en del ulykker. Sygdom og en aflysning gjorde, at vi blev nødt til at ændre planer. Heldigvis gik det i sidste ende godt. Forfatter Malene Sølvsten var aftenens første gæst, og hun fortalte både om sit forfatterskab og research. En af hendes pointer var, at fantasy så sandelig var en genre for voksne, ikke mindst fordi hendes betalæsere var to pensionerede bibliotekarer i halvfjerdserne. Hun anbefalede blandt andet at læse Twilight-serien af Stephenie Meyer, der kunne noget, som kun få bøger kan - nemlig fastholde læseren over lang tid og mange bøger. Aftenens anden taler, forfatter og forlægger Line Lybecker fortalte om fantasy-genrens opståen, om Tolkiens alfaderlige rolle og om vigtigheden af en solid worldbuilding aka en troværdig fantasy-verden. Hun præsenterede også forfattere fra sit eget forlag (Ulven og Uglen), der er dedikeret fantasy for voksne, heriblandt Christina E. Ebbesen, der har skrevet Sumpbaronens rejse og Pernille L. Stenby, som står bag Mestenes-serien. De to oplægsholderes pointer matchede fremragende hinanden. Fantasy er også for voksne, og som forfatter skal du lave en ordentlig research - for din egen, såvel som for din læsers skyld.

---

Graphic novel

Femte og sidste oplæg startede med at oplægsholderen Henry Søren fra Faraos Cigarer pointerede, at hans oplæg ikke levede op til eventrækkens præmis. For graphic novels har aldrig været uglesete i Danmark. Tværtimod bliver de købt af det litterære segment, hvorimod mange hardcore tegneserielæsere ikke gider dem. Efter den underholdende indledning gik Henry ned i materien, og anbefalede blandt andet Will Eisners A contract with God, Yoshihiro Tatsumis gekiga-værker og Martin Vaughn-James proto-graphicnovelværk The Cage, der udelukkende består af tegninger af forladte bygninger og steder, men alligevel opbygger et sært narrativ. Af danske værker nævnte han Halfdan Piskets Dansker-trilogi og Karoline Stjernfelts serie om Christian 7. og Struensee. Vi nåede også omkring Corto Maltese, Watchmen-serien og Radiserne. En af Henrys pointer var, at vi egentlig slet ikke behøver et engelsk udtryk som graphic novel - vi har det danske ‘tegneserie’, der slet ikke lider under de samme fordomme som det engelske ‘comics’.

Henry leverer en sober og solid beretning om hvordan begrebet graphic novel opstod.

---

Bagefter

På den anden side af de fem arrangementer, står jeg tilbage med en god følelse. For det første havde vi held med de fleste gange at trække rigtig mange mennesker til, og endnu bedre, var det ofte gæster, vi ikke kendte og nyt publikum hver gang. Selvfølgelig var der også de faste, der kom til alle fem arrangementer. En anden dejlig ting var, at arrangementerne er blevet omtalt meget positivt, som spændende indspark og fagligt velfunderede og elementært spændende. En del af grunden til det, tror jeg har at gøre med, at oplægsholderne ikke bare kunne trække på det sædvanlige power point-show. De var meget til stede, og hvert arrangement var væsensforskelligt fra det forrige. Blandingen af forfattere, forlæggere, forretning, foredragsholdere, fans og forskere gjorde, at hvert arrangement stod ud og gjorde tingene på sin egen måde. Det smittede også af på publikum, der altid gerne ville høre og vide mere. At der også var en gratis håndbajer har nok heller ikke været skidt ;) Så hvad så nu? I sjov har Søren og jeg snakket om, at man jo altid kunne udvide med arrangementer om erotik, cowboyromaner eller noget helt tredje, men om det bliver til noget (og om det skal blive til noget), må fremtiden vise. Tak fordi du læste med :) og var du til et eller flere af arrangementerne, så skriv endelig en kommentar :)

Der var engang et Tekstocean - del 1

For et par dage siden ledte jeg efter noget på min hjemmeside, og faldt over en serie, jeg skrev for et par år siden. Den serie havde titlen Tekstoceanet, og i hvert indlæg fortalte jeg om en af mine tekster, og stillede derefter denne til rådighed for læseren. Nostalgisk bladrede jeg indlæggene igennem, og det slog mig, at det egentlig var synd, at de mange tekster lå begravet under en syndflod af dage. Chancen for, at de ville blive læst, var nogenlunde nul. Derfor besluttede jeg mig for at skrive dette indlæg.

Jeg har ikke tal på, hvor mange tekster jeg har skrevet, siden jeg begyndte at skrive. Et hurtigt tjek af min harddisk afslørede, at der i hvert fald ligger 100 noveller, et par romaner og tusindvis af digte, der aldrig er blevet udgivet. Med jævne mellemrum kan jeg hive en gammel tekst frem, støve den af og omskrive den, og så får den med lidt held et hjem ude i den store udgivelsesverden. Men ikke alle tekster bliver skrevet med henblik på en udgivelse. De 16 tekster, der nåede at blive præsenteret i Tekstoceanet, havde det tilfælles, at de adskilte sig fra de mange andre, enten i deres formål, deres skabelse eller deres udformning. Betragt derfor dette indlæg som et ekko, hvis du ikke var her i første omgang. Og du må meget gerne give et øf, et møh eller et like, hvis jeg skal lægge anden halvdel op.

---

S-People: Falset

En overhørt næsten-monolog fremført af en kvinde, der elsker Bee Gees. Skrevet af lyst.

---

Hjertely

En omskrivning af Henrik Pontoppidans Naadsensbrød, så det bliver en horror-fortælling fyldt med klassiske monstre og 70’erondskab. Skrevet til en oplæsning.

---

En far til tiden

En synopse til en Anders And-historie, der involverer tidsrejser og måske svaret på et af andeuniversets største spørgsmål. Skrevet til en konkurrence.

---

Genrernes fest

En satirisk fortælling om hvordan de fantastiske genrer ikke får lov til at være en del af det gode selskab. Skrevet til medlemsblad.

---

Gud i Juleevangeliet

Gud holder en forsvarstale om, at han i hvert fald ikke har været en ringe forælder. Skrevet til event i Kristuskirken.

---

No Trivial Pursuit

En personlig kronik om opvækst og hvad man lærer i kølvandet på en sådan. Skrevet til Information.

---

Sjæleforsørger

Novelle om, hvem der vil betale mest for et menneskes sjæl. En tidlig udgave af samme historie, der findes i opsamlingen Fast arbejde, hvis forside det er lykkedes at finde verdens grimmeste scan af.

---

Poetiske obligationer

Et par digte og lidt grafik. Skrevet og stillet til rådighed for konceptet poetiske obligationer, der minder om artmoney