For nogle år siden blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det for tredje gang i år. I dag handler det om musik, i går var det film og serier, der stod på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.
Jeg har valgt seks stykker musik ud fra årets massive række. Min tilgang til musik er meget bred, og jeg er af den overbevisning, at der findes noget godt i de fleste genrer. Derfor har mine valg heller ikke så mange fællesnævnere. De er blot musikstykker, der enten har haft en betydning eller har ramt mig i løbet af 2019. Og med det sagt, så lad os finde dødslutten frem og kravle ind i skyggerne.
The Avalanches - Frontier Psychiatrist fra albummet Since I Left You (2000)
Af og til falder jeg i søvn med hovedet ned i min iPad, og en nat vågnede jeg klokken 3, åbnede øjnene og så en video med titlen Frontier Psychiatrist. ‘Det var godt nok sært’, tænkte jeg, og faldt i søvn igen. Den følgende dag spøgte titlen, og uden egentlig at vide, hvad jeg kunne forvente, søgte jeg den frem på Youtube. Jeg var hooked fra første runde. Frontier Psychiatrist består af et grundbeat kombineret med en helvedes masse samplinger af lydeffekter, filmdialog og dyrelyde. Der er en mellow stemning i hele nummeret, hvor bongotrommer og spansk guitar i perioder får lov til at gå forrest, og hvor én omgang lytning slet ikke forslår. Slutresultatet er en hypnotiserende affære, der kroger sig fast i ens hoved. Lydtæppet lokker med lyrik, som hjernen insisterer på at forsøge at finde en dybere mening med, uden at den nødvendigvis er der. Når Frontier Psychiatrist dukker op på min playlist, så går jeg aldrig bare videre til det næste nummer, for måske, bare måske, løser jeg det i denne omgang.
Billy Joel - She’s Always a Woman To Me fra albummet The Stranger (1977)
Første gang jeg stødte på Billy Joel var i slutfirserne med nummeret We Didn’t Start The Fire. Adstadigt har jeg fulgt op på hans diskografi, men før i år havde jeg ikke hørt nummeret She’s Always a Woman To Me. Det indledende klaver forbliver dominerende sangen igennem, undervejs akkompagneret af guitar og fløjte. Det er et organisk og analogt nummer og i modsætning til mange kærlighedssange, der spiller på det helt banale, er teksten i denne ret vidunderlig, og forvandler kvinden som Billy Joel attrår, til et næsten mytisk væsen, der stadig er af kød og blod, og meget virkelig. Hvis der er en piedestal i denne sang, er den både forvitret og skåret. Som de fleste piedestaler er, når man kommer tæt nok på. She can kill with a smile/She can wound with her eyes/She can ruin your faith with her casual lies/And she only reveals what she wants you to see/
She hides like a child/But she's always a woman to me.
Love Shop - Til Jorden Kommer fra albummet Brænder Boksen Med Smukke Ting (2019)
I løbet af 2019 har jeg hørt meget Love Shop, og det var svært at vælge et favoritnummer. Underdanmark fra samme album var længe en kandidat, alene på grund af sætningen ‘Selv en kneppemaskine fra Valby har brug for ømhed nu og da’, der funkler som dåseøl. Så var det kort nummeret De Forelskedes Smag i Din Mund fra 2017, hvor sætningen ‘Så hvad fortjener de, der intet selv tager’, var resten af sangens ekko. I sidste ende blev det Til Jorden Kommer. Det er et blidt nummer, der både kan høres smukt og lyttes grimt. Det er melankostalgisk og barnedrømmet, en udlængsel der flakser med drømmene, selv om den er fanget i en voksen mands bryst. Den er den ni-årige dreng, der står på taget af murermestervillaen, og tænker, at han rent faktisk kan flyve, når han springer ud. Og som om det ikke var nok, gløder den af smukt sprog. Ord som udstillingsvinduesbål, vendinger som Syng frelsens foran d'Angleterre og selvfølgelig den elegante Gik en sommernat ud fra karreerne/Og læste skibes havne højt hvor ordet havne i stedet for navne gør et godt vers til kunst. Bravo, Love Shop, bravo.
Laurie Anderson - O Superman fra albummet Big Science (1982)
Laurie Andersons O Superman er et stykke musik, men det er lige så meget performance art. En besnærende, monoton rytme bestående af ordet ‘Ha’ fører lytteren gennem nummeret, akkompagneret af Laurie Andersens mekanisk behandlede stemme. Undervejs føjes elektroniske klange, fuglefløjt og lette diskanter til. Jeg har lyttet til de lidt over otte minutter nummeret varer et utal af gange og finder O Superman fascinerende, meditativ og skræmmende på samme tid. Gennem teksten og musikken løber en dystopisk nerve, en science fiction-sjæl, og musikken danner helt vilde og syrede billeder i mig. Efter at jeg havde lyttet den i ugevis, så jeg videoen, der hører til og det er kraftpræstation af Laurie Anderson. Men også teksten er til at føle, og på de mest mærkelige tidspunkter dukker følgende op i mig: Cause when love is gone, there's always justice. And when justice is gone, there's always force. And when force is gone, there's always Mom. De er kolde og distancerede som et riffelskud mellem øjnene.
Orm - Klippens Lyse Hal fra albummet Ir (2019)
Metal har ligget i min musikkasse, lige siden jeg min efterskoletid fik smag for Pantera, Slayer og den slags, men der er langt mellem, at jeg finder et nummer, jeg virkelig skamhører. Et sådan er Klippens Lyse Hal fra Orms nye album Ir. Det består kun af to numre på hver over 20 minutter - det som nævnte tordenskraldssmukke Klippens lyse hal og det mere kaotiske Bær solen ud. Tilsammen danner de to numre en blackmetalmyte af fortvivlelse og tvivlen, der formår at være både pragmatisk og sårbar. Nummeret opvinder et glidende momentum, og når det så står på et højt udspring, vover det at dykke og atter finde let hvile, inden det kæmper sig tilbage til toppen. At lytte til Klippens Lyse Hal er at mærke sin krop gå i sync med musikken, at føle munden tørre ud, hjertet slå hurtigere og pulsen kravle i vejret. Orm og Ir er et must. Også for dig, der normalt ikke hører black metal. Giv det en chance.
The Divine Comedy - Norman and Norma fra albummet Office Politics (2019)
Norman and Norma kom virkelig som en overraskelse. Efter jeg havde set et opslag på Facebook om The Divine Comedy’s nummer Sunrise, måtte jeg lige høre det. Der opdagede jeg, at The Divine Comedy var kommet med et nyt album. Min første tanke efter første lytning af Norman and Norma var ‘den slags numre laver man da ikke mere?!‘. Tekstmæssigt mindede mig helt vildt om The Beatles’ Ob-La-Di, Ob-La-Da, som også er et liv sat på vers. Den er ligetil, har et catchy omkvæd og en simpel struktur med klaver og strygere. Især første vers og omkvædet er så utroligt uskyldigt og et eksempel på, at der kan være noget både smukt og rørende i noget helt almindeligt. Og derfor skal det heller ikke begrundes mere. Norman and Norma got married in Cromer/April 1983/It could have been warmer but Norman and Norma/Were happy as they'd ever been/They flew to Majorca and swam in the water/It felt just like having a bath/The pina coladas hit Norma hard/And she fell into bed with a laugh/And she said/Oh, Norman, it's never ever felt like this before/And oh, Norman, I've never really known your kiss before/Oh no, Norman, Norman.
Det var mine seks valg, og det var ikke helt let. I et andet univers har en alternativ Amdi måske valgt King Luans kulturmuntre No Vampires Remain in Romania, Billy Eilish’ skumle Bury a Friend, den irriterende øreorm Lækker Krop Grimt Fjæs fra Ude af kontrol (hvor videoen måske uden at vide det nikker til et gammel afsnit af Twilight Zone), C. V. Jørgensens Kort Proces (Hvor går man hen når alt går ned?), Hyunas K-Pop-klassiker Bubble Pop! eller den dvælende Enter one af Sol Seppy. Men i dette blev det de andre. Tak fordi du lyttede med.