For et par år siden blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det nu for tredje gang. Tidligere har det handlet om film og serier, og musik, men i dag handler det om litteratur som er det vigtigste.
Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6 (plus lidt ekstra). Jeg har valgt forsider, der matcher den udgave af bogen, jeg selv har læst.
Ted Hughes - The Hawk In The Rain (1957)
This house has been far out at sea all night,
The woods crashing through darkness, the booming hills,
Winds stampeding the fields under the window
Floundering black astride and blinding wet
Till day rose; then under an orange sky
The hills had new places, and wind wielded
Blade-light, luminous black and emerald,
Flexing like the lens of a mad eye.
af digtet Wind
Lyrik er ikke det, jeg læser mest af. Hvert år bliver det dog til en håndfuld samlinger, og det er rart at få rystet prosasindet lidt. Ted Hughes ramte mig som en rotte, der har været fanget under en balje. Hans debutsamling The Hawk In The Rain er fyldt med en energi, der føles som noget meget gammelt og mytisk, en kraftudladning af den slags Herakles var mand for. Digtene har en sælsom mystik i sig, hver linje bærer på en viden om, at naturen er levende på mange flere måder, end den, der umiddelbart er synlig for øjet. Den er et sted i evig transit, og i Hughes’ lyrik føles mennesket som det stationære, det støvede og det forvitrede. Flere af digtene læste jeg højt, for at få det fulde udbytte af ordvalg, stil og linjeskift, og jeg nød især det direkte groteske eller gotiske, der lå som en kostbar åre gennem hele samlingen. Jeg kendte ikke Ted Hughes før jeg oplevede denne bog, men nu bliver jeg nok nødt til at investere i lidt lyrik. Det synes jeg også, at du skal gøre.
Robert A. Heinlein - Starship Troopers (1959)
I always get the shakes before a drop. I’ve had the injections, of course, and hypnotic preparation, and it stands to reason that I can’t really be afraid.
The ship’s psychiatrist has checked my brain waves and asked me silly questions while I was asleep and he tells me that it isn’t fear, it isn’t anything important — it’s just like the trembling of an eager race horse in the starting gate.
I couldn’t say about that; I’ve never been a race horse. But the fact is: I’m scared silly, every time.
Jeg genlæste Heinleins Starship Troopers i forbindelse med at jeg skulle oplæg på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Jeg var ikke helt forberedt på den snigende igle, den placerede i min hjerne. Atypisk opbygget følger vi rekrutten Johnny Rico, der er under optræning til at blive trooper. Jorden ligger i krig med en menneskelignende race OG en race af insektlignende væsener. Jorden er et militærdiktatur, hvor den letteste vej til indflydelse er at have været soldat. Det lyder som et actionbrag. Det er det ikke. Gennem lange passager beskrives træningen, soldaternes udstyr, broderskabet, trosartikler, Jordens historie efter demokratiernes fallit og hvor usselt det hele er. Og den snigende igle i min hjerne gav mig lyst til at prøve det. Jeg ville råbes af, kravle gennem mudder, sulte, fryse og være en del af et broderskab. Det var en isnende og varm synkronfølelse, og en bog, der kan fremkalde den slags lyster er noget helt specielt. Men jeg blev også lidt bange for mig selv.
Før 2019 var mit kendskab til graphic novels meget begrænset, men i år nåede jeg at læse en håndfuld. En af dem var Tom Kristensens Martin fra 2017, der blev lavet i anledning af 500-året for Reformationen. Jeg kendte udmærket historien om Luther, da den er en del af historieundervisningen, men der hvor Tom Kristensen virkelig får den til at stråle og blive vedkommende, er gennem tegningerne og farvevalget. Tegningerne er rå og upolerede, nogle steder nærmest ikke andet end skitser og skygger, noget der symbolsk understøtter Luthers sandhedssøgen. Farverne understøtter og forstærker tegningerne, da de formidler følelserne, der er på spil. Hele sektioner af bogen er holdt i grå eller gyldne eller røde nuancer, der serverer den grundstemning, man som læser skal forstå den del af bogen med … eller sådan opfanger jeg det i hvert fald. En herlig bog, både som lystlæsning, som lærdom og til undervisning, hvis man kan finde på sådan noget.
Intermezzo
Nu skal det ikke være sådan, at det hele skal handle om tekst. I løbet af 2019 var der også andre kulturelle oplevelser i liv. Jeg havde firefilms-maraton til CPH:PIX, besøgte det flotte museum Møntergården i Odense der forsøger nyt med formidlingsrummet, var til science fiction-messe i Randers og har drukket vietnamesisk kaffe. Dog har især to oplevelser tårnet sig op. Da jeg badede i øl i Budapest og computerspillet 80 days.
Jeg lider ikke meget af udlængsel, og derfor rejser jeg kun sjældent. Men da jeg i slutningen af 2018 opdagede, at man kunne bade i øl i Budapest, så bookede jeg billetter sammen med kammerat og af sted med os. Det var en særlig fryd at se alle ølingredienserne blive hældt i en træbalje med meget varmt vand og derefter nedsænke sig selv i blandingen. Og for at det ikke kun skulle være udvortes, var der en fustage med øl med i prisen. Så jeg lå i øl (eller for korrekthedens skyld, en art mæsk), mens jeg drak øl, og det var lige præcis så dekadent, som det lyder. Resten af den gamle badeanstalt var heller ikke helt ringe! På hjemmefronten spillede jeg 80 Days. Her har man rollen som Phileas Foggs tjener Passepartout, og man skal gøre dem kunsten efter og rejse Jorden rundt på 80 dage. Ud over, at man som butler skal sørge for at holde gentleman Fogg komfortabel, skal man også vælge rute, indkøb og et væld af andre ting undervejs. Er det smartest at forsøge at tage over Nordpolen, eller lettere at vove skindet i Indien? Der, hvor spillet virkelig flekser musklerne, er i narrativet. Det er meget tekst, men forfatteren har formået at skabe en flot historie og verden, for den virkelighed 80 Days udspiller sig i er nemlig ikke vores, men en steampunk-udgave af 1860erne. Stor replayability, en anbefaling værd, og lige nu kan du få det for mindre end en halvtredser på Steam.
Martin Jensen - Når genstande beretter (2015)
Jeg holder af museer. På rejser i Danmark, såvel som i Europa har jeg altid taget mig tid til at besøge de lokale museer, da det er her, historien bliver nærværende. Ikke den ‘store’ historie om fyrster og krige, men den lille; dén der mæle gennem det, det arbejdende menneske efterlader sig. Museerne er vor fælles hukommelse. I montrerne finder vi spor af det, vi har glemt - eller slet ikke vidste - har fundet sted. Stillet direkte over for genstanden undres vi, og vores bevidsthed om, hvad vi kommer af, udvides betragteligt, når genstanden taler til os.
uddrag af forordet
Når genstande beretter består af historierne om 47 forskellige genstande fra lige så mange forskellige danske museer. I tid strækker de sig fra bronzealder til moderne, og er blevet udvalgt at ansatte/specialister på de forskellige museer. Der er alt fra kondomer, vikingesværd og spansk importvin yil en pælemur, hjortefælder og en model af en halvfjerdserørnehave. Det er guldgrube i ordet forstand, for hver gang man som læser begynder på en ny fortælling, er det som at få stukket en forsiret skat i hånden. Som Martin Jensen nævner i forordet, er det ofte den lille historie, der fortælles, og det betyder at mange af historierne havde jeg ikke hørt for, men de føjede alligevel krummelurer og detaljer til min viden om mange perioder. Hver tings tekst er på omkring 3-4 sider, og det betyder, at den egner sig overordentligt godt til en godnatfortælling eller højtlæsning. Jeg ville faktisk gerne se en toer, med endnu flere sære genstande.
Ted Chiang - Stories of your life (2002)
Were the tower to be laid down across the plain of Shinar, it would be two days’ journey to walk from one end to the other. While the tower stands, it takes a full month and a half to climb from its base to its summit, if a man walks unburdened. But few men climb the tower with empty hands; the pace of most men is slowed by the cart of bricks that they pull behind them. Four months pass between the day a brick is loaded onto a cart, and the day it is taken off to form a part of the tower.
fra novellen Tower of Babylon
Da filmen Arrival kom ud i 2016, opdagede en del, at den var en filmatisering af en novelle. Story of your life af Ted Chiang. Den historie har lagt navn til hele samlingen, og den er meget god - men ikke den bedste i en novellesamling, der kræver at læseren investerer sig selv. Til gengæld får denne med garanti en helvedes masse tilbage. I en verden der bugner af kopivarer, er Ted Chiang noget så sjældent som original. Der er ikke en dårlig historie i Stories of your life og forfatteren glider så frit mellem genrer, at de bliver ligegyldige. Hell is the absence of God er svidende eksistentiel rædsel, Liking what you see: A documentary er en kommentar til dyrkelse af skønhed og Seventy-Two Letters fik mig til at sidde med hovedet i hænderne ti minutter efter endt læsning for at holde sammen på stumperne af min hjerne. Der er sjældent, at en forfatter magter både det intellektuelt udfordrende og det dybt følelsesfulde. Ted Chiang gør begge dele. Hver gang.
Dorrit Willumsen
–
the
krydderi
acryl
salær
græshopper
(1970)
Han vågner ved et selvlysende vækkeurs kaldesignal på en flagfabriks lager. Han får sin sidste snorken galt i halsen, strækker sig og ser ud over de dannebrogsflag, der dækker hans krop. ”- Til lykke -” mumler han til sine sokkeklædte fødder, der i nattens løb har viklet sig ud af flagdugen. “- Kondolerer -” mumler han til sin mave, der tegner en solid bue under et hvidt kors, og han strækker sig endnu en gang, inden han ryster dannebrog af sig og stikker i sine sko.
Den særeste læseoplevelse i 2019 var nok Dorrit Willumsens the krydderi acryl salær græshopper, som jeg fik til en femmer i en brugtlade. Der findes en historie et sted i siderne, men den trækker dig rundt ved næsen som en elverpige. Når du lige tror, at du har fat i noget - et tema, en tråd - ler elverpigen bare højt og skifter retning. At læse the krydderi acryl salær græshopper er som at få lov til at kigge ind i virkelighed, hvor naturlovene er en smule anderledes. Ikke helt velkendt, ikke helt ukendt. Sproget er uovertruffent, en støvregn af sammensatte ord man sjældent ser, og alene af den årsag, er den værd at bruge tid på. Den eneste danske forfatter, jeg kan sammenligne Dorrit Willumsen med, er Svend Åge Madsen, og der kun, når han er i sit mest fabulerende hjørne som f.eks. i Otte gange Orphan eller Den ugudelige farce. Hvis du kan få fingrene i et eksemplar, så synes jeg du skal give den et læs.
I løbet af 2019 læste jeg endnu mere end jeg gjorde i 2018, og jeg læste bredere og dybere, hvor jeg med vilje forsøgte mig med lyrik, graphic novels, fagbøger om obskure emner og så videre. Af andre highlights fra det forgangne år kan jeg nævne China Mievielles Embassytown, der i en weird kontekst udforsker hvad sprog er, Kira Dreyer Messels magisk-mytiske novellesamling Skibbruden, Mark Millar/Kilian Plunketts Elseworld-fortælling om en sovjet-Superman Red Son, Kaspar Colling Nielsens fabulerende Det europæiske forår, Historien om Gud af Karen Armstrong der beretter hvor lig og hvor forskellige de abrahamitiske religioner er og Neil Gaimans Oceanet hvor grusvejen endte, der er sød som bolsjer mod en såret tand. Men i sidste ende blev det de andre seks. Med disse ord var det alt for nu, og sandsynligvis denne række lister. Tak fordi du læste med i tre år :)