Året der gik: 2019, Del 1

I går løb 2019 tør for benzin, og trillede ind til vejkanten, hvor alle de andre årsmobiler samler støv. Det var det år, hvor klimaet kom i fokus (lige omkring 30 år for sent), hvor oprørerne i Hong Kong rakte hånden ud mod en verden der ikke gad tage den, hvor OK Boomer fyldte diskussioner såvel som metadiskussioner, hvor Australien, Amazonas, Californien og Notre Dame brændte, Jonas Eika talte dunder, der blev taget et billede af et sort hul, den tredje Metro-linje åbnede i København og Trump blev mopset da han ikke måtte købe Grønland. Verden er blevet som et slidt forhold, hvor begge parter forsøger at tage sig selv og hinanden i kraven og give det et sidste forsøg, men om det lykkes … hvem ved. Med alt dette sagt, er her første del af min årsrapport. Vanen tro består første indlæg af de kolde, hårde tal. Det er en måde hvorpå jeg kan holde styr på mit forfatterskab, og du er mere end velkommen til at kigge mig over skulderen.  

2019 har været et meget langt og mættet år, fyldt med en masse oplevelser. Samtidig har det været et år, hvor de individuelle dage gled sammen til én lang film. I forhold til sidste år, var der roligt på både udgivelsesfronten, og skrivefronten. I år har jeg skrevet 13 tekster (4 af dem på engelsk), næsten skrevet en roman (der mangler lidt), en håndfuld fortællinger om katte (der måske bliver en bog), 29 FebruaryFiction, udarbejdet et undervisningsmateriale, redigeret to af mine egne bøger og to af andres, varetaget dobbelt formandsskab, været huskunstner, holdt foredrag og været træt. Alt det og en helvedes masse mere, kan du høre om i morgen, hvor jeg kigger mindre på tallene og mere på helheden. Hvis du ikke kan vente, kan du altid tage et kig på slideshowet :)


Horror

Pageturner (1500 ord) engelsk

I love you (1400 ord) (med i den russiske antologi Horror Without Borders) engelsk

Matthew 5:30 (600 ord) engelsk

Havet sneen himlen (6700 ord) (indsendt til konkurrence)

Science Fiction

Beautiful Budapest (2500 ord) (med i antologien Sandsynlighedskrydstogt)

All inclusive (10900 ord)

Kødets brænding (3900 ord)

Weird

Menneskehavet (3700 ord)

Englehop på stedet (10500 ord)

De hjemløse (13800 ord)

Andet

Herrens legeme (7700 ord) NH

Bålfærd (3900 ord) indsendt til konkurrence

The Future (1300 ord) (med i magasinet Red Door Magazine nummer 20) engelsk

Større projekter

Vardekød (42000 ord, roman)

Tusindkat (15000 ord, tekstsamling)


76616502_2733177323416086_7098021957353865216_o.jpg

I år har det været vanskeligere end ellers at holde min kadence med 500 ord, simpelthen fordi jeg hele tiden har siddet midt i et redigerings- og revideringsarbejde, og otte timers tekstarbejde om dagen må være nok. Samtidig har året ligget nedsænket i stemning af modløshed, hvor jeg oftere end ellers har opgivet tekster og ideer, der intet fejler. En tendens i 2019s tekster har været det religiøse og havet, og som ateistisk byboer er det lidt spøjst at opleve, at de to områder er så dominerede. Gad vide hvorfor. Ellers er science fiction og horror stadig dominerende, ofte blandet med elementer af den særeste slags.

I morgen snakker jeg meget mere om, hvad der egentlig er sket i 2019. Der har været mange gode oplevelser, men det triste har været dominerende. Fordi jeg har lovet mig selv og jer det, vil jeg berette om det hele. Ikke for at klynke og smage mig selv til døde, men for at dele. Tak fordi du læste med, og fordi du gjorde det, er her en lille video, jeg optog for et par uger siden. Vi læses ved i morgen.