Det er blevet den anden januar, og jeg har sat mig ned for at skrive den sidste status over det forgangne år. Foran mig står en kop kaffe, jeg har bundet en god knude på min slåbrok og ud af højttaleren flyder beroligende musik. Jeg er lidt øm efter flere dages løb i streg, tung i kroppen. Jeg har efterhånden ikke styr på, hvor mange år jeg har lavet disse updates, men det er mange. Så mange år, så mange ord. Jeg er lidt træt, lidt træg. I dag fortæller jeg om 2019 som skriveår, men hvis du er interesseret i de rene produktionstal, kan du se fabrikkens output lige her.
Jeg holder oplæg om science fiction i Vangsgaards Antikvariat.
Indledning
2019 var et år, hvor jeg havde så mange opgaver, at jeg blev nødt til at lave en vægkalender med deadlines, og hvor jeg vidste, at så snart jeg var færdig med en opgave, så ventede den næste. Det var godt, men i perioder også lidt presset. I 2019 valgte jeg en del antologi-indkaldelser fra, da jeg ikke syntes, at jeg havde tiden. I stedet for forsøgte jeg mig med lidt anderledes typer udgivelser. Ved siden af forfattergerningen var jeg redaktør, jeg udarbejdede undervisningsmaterialer, opdaterede dagligt min Instagram, varetog mit skønlitterære formandsskab i Dansk Forfatterforening, var huskunstner på Museum Obscurum i Nykøbing Falster og underviste på halv tid.
Selvstændige udgivelser
2018 var et afsindigt år med hele fem udgivelser. Sådan var det ikke i 2019, hvor det blev til en enkelt. Til gengæld havde den været undervejs siden 2014. Et satans arbejde udkom under årets BogForum på forlaget Brændpunkt og er min femte roman. Efterfølgende har den fået en pæn lektørudtalelse og lige så pæne anmeldelser. Det er en meget særlig bog, der arbejder med historier inden i historien, en måske ikke helt troværdig fortæller, og krydsfeltet mellem humor og horror. Ligeledes er den min første hardback for voksne. Slør, der udkom sidste år på forlaget Kandor, er i december også udkommet som lydbog, og selv om jeg tidligere har fået indtalt enkeltstående noveller, er det første gang en af mine romaner findes som indlæst værk. Måske vil det give helt nye lyttere.
Litteratursiden spår: “Hans forfatterskab er dog nok ikke særlig kendt af den brede læserskare, men det skal denne nye udgivelse helt sikkert nok få rettet op på.” Jeg håber, at han får ret.
Andre udgivelser
På antologi-fronten var 2019 et stille år, hvor jeg medvirkede i fire antologier. På dansk havde jeg dark fantasy-novellen Humlen, der handler om to landsbybryggere, med i antologien Det nådesløse daggry og den sprogligt eksperimenterende fortælling Beautiful Budapest med i antologien Sandsynlighedskrydstogt. Som en lille krølle på den, begyndte jeg faktisk at skrive historien, mens jeg var i Budapest. På engelsk repræsenterede jeg Danmark i den russisk-udgivne antologi med forfattere fra hele verden, Horror Without Borders (der også kom på russisk), med teksten I love you, og så medvirkede jeg med novellen In everything a sound i PS Publishing-antologien Mountains of Madness Revealed, hvor alle historierne tog udgangspunkt i tanken om, at H. P. Lovecrafts berømte novelle At The Mountains of Madness fortalte sandheden.
På andre platforme blev det til forskellige tekster. I januar drak jeg mig i hegnet med vilje og fabrikerede essayet The Future, hvis genre nok er ‘fordrukkent vrøvl’, og til min forbavselse kom det med i kunstmagasinet Red Door Magazine nummer 20. I efteråret havde jeg den korte fortælling Orgie, der udforsker kærlighed og marmor, med i litteraturtidsskriftet Udkant. Nogenlunde samtidig dukkede min korte tekst Mono op på internetsitet Center for Militant Futurologi. Det er en smal fortælling om hvordan en kunstig og ikke menneskelig intelligens vil sanse og forstå sig selv, og er skrevet som en monolog. Jeg var også så heldig, at Jesper Dein indtalte min historie Timeglas til sitet Godnathistorier. Den handler om hvad der egentlig har værdi. Og som sidste skud på stammen, hev redaktøren på Bogmarkedet mit gamle blogindlæg Tillykke! Du har skrevet en død bog frem fra graven og bad mig om at støve det af - så det kunne blive en leder. Som sagt, så gjort, selv om det krævede lidt opstramning samt en bro eller to.
I hele 2019 led jeg af havsavn. Jeg kunne føle det, når jeg var i nærheden af vandet, for så skulle jeg hver gang ned at stikke en hånd i bølgerne, og det stod tydeligt i det jeg skrev. Næsten alle mine tekster i 2019 har noget at gøre med noget religiøst og med havet; noget der er ret mærkeligt for mig, der så absolut er ikke-troende og elsker at bo i byen. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af hvorfor, men det kommer til udtryk i så forskellige former som novellen Kødets brænding, hvor tatoveringer af havdyr er væsentlige til Havet sneen himlen, hvor et vintervand på Thurø konstant er at finde i fortællingens horisont. Det er første gang, at jeg oplever en så udtalt og ubevidst tematik i et års produktion, og jeg har overvejet at udforske hvorfor, måske i form af en samling. Som bekendt er helheden mere end summen af delene.
På nuværende tidspunkt ved jeg, at jeg medvirker i mindst to antologier i 2020, og den korte fortælling er stadig min favoritform. Men oftere glider jeg væk fra den klassiske fortælleform og bliver mere eksperimenterende.
Oplæg om mit forfatterskab til Skrækfest i Odense.
Panel om dansk horror til Krimimessen i Horsens.
FebruaryFICTION vinder prisen som Årets Bedste Bogarbejde.
Stegelmann og mig på Filmhøjskolen i Ebeltoft.
Oplæg på Museum Obscurum.
Forfatteroplevelser
I kølvandet på 2019 har jeg føjet et par firsts og et par titler til CV’et, og det har været vildt at opleve, hvordan tingene forgrener sig. I JANUAR holdt jeg oplæg om science fiction i Vangsgaards Antikvariat uden teknologiske hjælpemidler, i FEBRUAR var jeg månedens forfatter i Erhverv og Kultur og skrev 29 forskellige 100-ords FebruaryFICTION, i MARTS udkom min fordrukne enetale på engelsk, i APRIL var jeg først til Krimimessen i Horsens, hvor jeg trykkede Dennis Jürgensen i hånden, interviewede Teddy Vork og fortalte om Slør og var weekenden efter i Randers til En by i Galaksen, hvor jeg holdt foredrag om de fantastiske genrer og til Sci-Fi-Con, hvor jeg fortalte om dansk science fiction og endelig var det 100-året for det nordiske forfatterforeningssamarbejde. I MAJ brugte jeg meget af tiden på at være redaktør på Line Lybeckers bog Da farfar forsvandt, i JUNI skete der det vilde og uforudsete at mit samarbejde med A.Rune, FebruaryFiction, vandt prisen som Årets Bedste Bogarbejde, i JULI var jeg inviteret til Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft af Jakob Stegelmann, trykkede hans hånd og fortalte om science fiction i rummet mellem film og litteratur, i AUGUST var jeg som redaktør fordybet i Jacob Lillemoses værk Architecture Zero, i SEPTEMBER var jeg først på besøg i min hjemlandsby, hvor jeg fortalte om mit forfatterskab, derefter til Skrækfest i Odense, hvor jeg også fortalte om mit forfatterskab og så udkom jeg på russisk i antologien Horror Without Borders. I OKTOBER var jeg Bogmarkedets leder, jeg startede mit fantastiske huskunstnerforløb på Museum Obscurum i Nykøbing Falster, der er fyldt med sære ting og fabeldyr, undervisningsmaterialet til Line Leonhardt og Dorte Schous bog SKUNKS, med støtte fra BUPL, blev lagt til fri download, jeg medvirkede i mit første litteraturtidsskrift og endelig var der for tredje gang Gys i Kirken til Halloween i Literaturhaus, hvor dette års emne var Nordisk Død. I NOVEMBER udkom Et satans arbejde og jeg medvirkede dobbelt i opsamlingsmagasinet for festivalen KBH Læser og så når vi til DECEMBER, hvor Slør udkom som lydbog og jeg fik krampe i hånden af at signere nummererede eksemplarer af Mountains of Madness Revealed. Jeg har været overvældet af alt det, der er sket i mit forfatterskab … samtidig med, at der ikke rigtig sker noget.
Det svære
Puha. Jeg har gruet for denne sektion. Når jeg kigger på mine året-der-gik fra ‘17 og ‘18, kan jeg se, at de følelser, jeg vil skrive om her, gradvist er blevet mere udtalte. Men i stedet for at trække tiden, vil jeg beskrive mit 2019 så godt som jeg magter. Da jeg i tidernes morgen startede med at skrive blogs med mere om forfatterlivet, lovede jeg både mig selv og mine læsere at være ærlig. Det bliver ikke mere ærligt end det her. På et tidspunkt i løbet af foråret mistede jeg fuldkommen troen på mit forfatterskab. Jeg trak selv stikket på to planlagte opsamlinger, der havde udgiver, satte mig over i et hjørne, åbnede en øl og der blev jeg i månedsvis. Det stod klart for mig, at lige meget hvad jeg gjorde, så ændrede det ingenting. Kun et fåtal købte mine bøger, kun et fåtal læste mine bøger, men det værste var, at ingen talte om mine bøger. Når jeg så mit forfatterskab for mit indre blik, så jeg mig selv bruge årevis på at gøre en bog færdig og kæle for detaljerne, og når den så blev lanceret, var det som at placere den på et transportbånd der mundede ud i et stort, sort tomrum. Jeg stod ofte foran spejlet og spurgte mig selv, om det virkelig var det her jeg ville bruge mit liv på? Mine bøger blev læst af anmeldere, ofte med ros til følge, men derudover skete der ingenting. Bøgerne samlede støv på bibliotekshylderne, de eksisterede ikke i boghandlen og jeg solgte et etcifret antal selv. Jeg skrev ikke i uger. Når der kom gode nyheder, var mit svar i mails og telefonen ‘jeg tror ikke længere på det’. Jeg prøvede at hive mig selv op ved håret og revsede mig selv over hvor tudefjæset jeg var, men uden den store effekt. Når jeg så på min reol med alle mine bøger, føltes de som en enorm vægt af alt det jeg ikke havde gjort for at skrive dem, til ingen verdens nytte. Da sommeren ramte, søgte jeg tilbage til den oprindelige glæde ved at skrive. Jeg valgte noget ligetil, noget, der altid havde gjort mig glad, nemlig katte, og for første gang længe anede jeg en gnist af lidt glæde. Jeg skrev mange historier om katte. Glæden holdt ikke ved, selv katte kan ikke udrette underværker, men den gav mig et skub tilbage til at skrive. Siden har jeg igen skrevet dagligt, men med en klar følelse af, at jeg pedallerer uden kæde, for der er alt for få modtagere til de verdener og emner, som jeg finder spændende. Billedet af det bundløse intet for enden af transportbåndet består. Jeg kan hverken gøre fra eller til, men jeg håber, at det snart holder op.
Bagsiden til Et satans arbejde.
Projekter og fremtiden
Det kan virke lidt sært at følge en sådan svada med tanker om fremtiden, men i det mindste vidner det om, at jeg ikke er gået helt i frø og selvmedlidenhed. Min rammefortælling Tre udkommer til Krimimessen i Horsens til foråret, og er en form, jeg slet ikke har arbejdet med før. Ud over det ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg har en næsten færdig roman med titlen Vardekød, der ligger et sted i weird-land, så den bliver nok skrevet færdig. Jeg pønser på at samle en håndfuld noveller under titlen Næsten her, en række fortællinger, der alle udspiller sig på alternative udgaver af Jorden. Måske samler jeg mine sære historier om bølger og guder til noget, der ligner en bog. Måske færdiggør jeg alle de mange fortællinger om katte og leder efter en udgiver til Tusindkat. Men, som sagt, jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske.
Til sidst
Tak fordi du læste med. Jeg håber ikke, at jeg kedede dig alt for meget. Ligeledes tak til jer, der har læst, købt og/eller anmeldt mine bøger, til de af jer der følger med på Instagram og Facebook, til jer, der kommenterer mig og gad lytte på mig ude i virkeligheden og til jer, der har hyret mig til at foredrag, oplæg og paneler. Det er dejligt at vide, at I findes. Og med de ord, vil jeg hente mig en ny kop kaffe.