Lige om lidt, helt præcis på årets Krimimesse i Horsens (hvis corona ikke kvæler den), udkommer min rammeroman Tre på forlaget Kandor. Kandor udgiver horror og science fiction, og der må man sige, at Tre passer godt ind. Ligeledes har Krimimessen i mange år haft et spor, der handlede om horror. Det spor er nu heldigvis blevet integreret i messen, for jeg er helt sikker på, at mange krimilæsere ville kunne få en del ud af horror også. Tre er min sekstende bog, og nu skal du høre, hvordan den blev til. Læs med!
Siden jeg var en bebumset præ-teenager, har jeg været vild med antologiformatet i horrorfilm. Her tænker jeg især på film som Creepshow ( hvem husker ikke Stephen Kings cameo!) og serier som Tales from the Crypt. Der er noget tiltrækkende ved det campy og kulørte, og det levede især datidens antologifilm op til. Det ville dog være utidigt af mig, hvis jeg ikke også nævnte Dennis Jürgensens bog Grønne øjne. Jeg fortsatte med at være glad ved formatet, og i takt med at jeg blev voksen, opdagede jeg skatte som The ABCs of Death og Trick’r’Treat. Disse film havde stadig elementer af det kulørte, men var blevet mørkere, mere litterære vil jeg næsten kalde det, og de mere nutidige film føjede en aura af alvor og tungsindighed til det campy. Min kærlighed til formatet var mest tydelig i de film, hvor rammefortællingen om de forskellige kortere historier, blev en del af helheden. De bandt segmenterne sammen og, når de var bedst, gjorde dette hver enkelt del bedre, end den var i sig selv. Det var den forelskelse og fascination, der fik mig til at skrive Tre.
I løbet af 2017 og 2018 skrev jeg tre historier. Catwalk, der handler om modefænomenet Clement Buhr, Stegt flæsk der har filosofiunderviseren Albert som hovedrolleindehaver og endelig Abstraktion af Ingemann, der størstedelen af tiden udspiller sig på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek. I tone og ordvalg var de ret forskellige, men en del, bandt dem tematisk sammen. Sammenfaldene var så udtalte, at jeg ofte tænkte over fortællingerne, hvilket er noget, jeg ikke har for vane at gøre. Når jeg er færdig med en tekst, så er jeg færdig. I takt med at de tre fortællinger fyldte mine tanker, begyndte omridset af en rammefortælling også at manifestere sig.
I 2017 var jeg første gang med til Gys i kirken, der senere er gået hen og blevet en årlig tilbagevendende begivenhed. Jeg var blevet hyret til at fortælle om gotikken som genre på omkring et kvarter, hvilket ikke var helt nemt. Under min forberedelse genopfriskede jeg fortællingen om Villa Diodati ved Geneve-søen, og dens vigtighed for horrorgenren generelt og gotikken specifikt. I sommeren 1816 lejede Lord Byron villaen, og ankom med sit følge, der blandt andet talte digteren Percy Shelley, Byrons læge John Polidori og Mary Godwin, der senere skulle komme til at hedde Mary Shelley. Sommeren 1816 var noget lort, faktisk blev den kendt som ‘Året uden sommer’. Grunden til det skulle findes et år tidligere, da vulkanen Tambora i Indonesien gik i et så voldsomt udbrud, at stratosfæren blev forpestet af aske, støv og svolvdioxid. Selv et år senere lå der stadig et dække over det meste af den nordlige halvkugle, og det betød, at sommeren 1816 var iskold, blæsende og regnfuld. Byrons selskab opholdt sig derfor det meste af tiden indefor, hvor de oplæste sig igennem Villa Diodatis bibliotek foran den buldrende kaminild. Kedsomheden satte ind og Lord Byron mente, at de tilstedeværende selv kunne skrive bedre skræmmende fortællinger, og der var ikke langt fra tanke til handling. Byron kunne nu nok næppe have vidst, at der i løbet af et par dage ville blive skrevet ikke bare et, men to værker, der stadig lever den dag i dag. John Polidori skrev The Vampyre, som er den første moderne vampyrfortælling, mens Mary Shelley skrev romanen Frankenstein, som de fleste nok kender. Ideen med at samle en række mennesker i et hus, og på kort tid lade dem konkurrere ved hjælp af deres vid og skrift, tiltrak mig, og det var med gotikkens skabelsesvilla i tankerne, at jeg skrev rammefortællingen til Tre. Forresten, hvis du gerne vil høre mere om gotikken, så holder jeg foredrag om emnet :)
Gys i kirken 2017. Foto: Leonora Christina Skov.
Villa Diodati.
Tambora i Indonesien.
Originalside fra manuskriptet til Frankenstein.
Om et øjeblik glider Tre ind på hylden ved siden af de andre bøger. Det bliver godt!
Så jeg havde altså de tre fortællinger, men ingen ramme. Jeg vidste, at rammen skulle udspille sig om vinteren. Den skulle indeholde tre forskellige forfattere. Der skulle være en præmie til vinderen af den bedste fortælling. Der skulle være indbyggede tvister, klare fortællerstemmer og individuelle dagsordener. Og da var det, at jeg kom på, at gøre de tre forfattere til eksponenter for forskellige litteratursyn. Hvilke vil jeg ikke afsløre her, men det viste sig hurtigt, at det fungerede ret godt. Da det stod klart, skrev jeg hele rammen på overraskende kort tid. Det var også ret fedt, at arbejde med de tre fiktive forfatteres sprog og idiosynkrasier, for det betød, at mine fortællinger gennemgik endnu en runde redigering, hvor jeg især arbejdede med udtryksform og fortællerens særpræg. Og meget mere tror jeg egentlig ikke, at jeg kan fortælle, uden at komme til at afsløre for meget. Tre er nemlig lidt af en gåde.
Tre er anderledes fra andet, jeg har skrevet, og alligevel har den mine fingeraftryk alle steder. Det er horror, men lige så meget weird. Den er bare en fortælling, og så ikke helt, for der gennem sig en masse til den, der vil læse dybt. Hvem ved, måske har du fået lyst til at læse med?