For et par år siden blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om film og serier, om et par dage står musik på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.
Jeg har valgt fem film og en serie ud fra året der gik. Mine favoritter kan nogenlunde deles i to. Den ene halvdel er dokumentar, eller dokumentariske i tilsnit, mens den anden halvdel er magisk-fantastisk. Det er egentlig en ret god profil af mig som menneske. Og med de ord, så lad os komme i gang.
The Farthest (2017, instr. Emer Reynolds, USA)
I 1977 blev Voyager 1 og 2 opsendt. Deres mission? At udforske de ydre planeter, fra Jupiter og ud. The Farthest er en dokumentar, hvor alle de involverede i projektet får lov til at fortælle hvordan det var at være medvirkende til at gøre noget, mennesket ikke tidligere havde gjort. Teknikerne og astronomerne, der tilbragte søvnløse uger med at dechifrere informationer mens de tikkede ind, får lov til at fortælle. I de to timer, filmen varede, flyttede jeg mig ikke fra min plads. Det var en helt unik blanding af iskold teknik og sydende følelser, der lyste fra skærmen. The Farthest ramte mig hårdt. At se de nu gamle mennesker fanget i krydsfeltet af stolthed og fortid, var rørende. De vidste, at det de havde været med til var helt unikt, og at det var helt i fortiden. Men i dem lå en bevidsthed om, at hvert eneste sekund bevægede de sonder, de havde været med til at skabe, sig længere væk fra Jorden, og blev dermed det længste mennesket havde været væk fra dets vugge. Se den. Og du har ingen undskyldning. For linket er ikke bare til en trailer, men hele filmen.
Gräns (2018, instr. Ali Abbasi, Sverige)
Jeg havde muligheden for at se Gräns allerede sidste år under CPH:PIX, men nåede det desværre ikke. Heldigvis er den ikke blevet dårligere af at vente. Hovedpersonen Tina, der lider af en kromosomfejl og derfor ikke ser så godt ud, arbejder som tolder, da hun er god til at lugte om folk har gjort noget forkert eller ej. Hun er ensom i sit parforhold med en mand, der udnytter hende, og hun føler sig hele tiden ved siden af andres liv. Gräns handler om at være anderledes og om at blive misforstået, men hvor den problematik er blevet behandlet til gabende døde i en socialrealistisk kontekst, vover Abbasi at trække den ind i det fantastiske rum hvor folkeeventyr, overtro og natur ikke bare er baggrund, men medspillere. Derfor virker Gräns både meget moderne og meget gammelt, og så har filmen en af de flotteste og mest sælsomme sexscener, der endnu er blevet vist på det hvide lærred. Med Gräns understreger Abbasi, at de fantastiske genrer på lige fod med realismen kan formidle store følelser og menneskelige indsigter. Se den sammen med en, der mener det modsatte.
DeFunctTV - Jim Henson (2019, USA)
Af og til finder man guld, selv om man ikke engang vidste, at man ledte. En sådan serie er DeFunctTVs serie om Jim Henson. Jeg voksede op med Muppet Show, Sesamstrasse, Fraglerne, The Storyteller og Labyrinten, så for mig var Jim Henson en skikkelse, der var meget virkelig og meget dygtig. Derfor var det også med gammelmandsskepsis, at jeg åbnede for det første afsnit - og blev blæst helt væk. I løbet af seks afsnit, der begynder med tiden før Sesame Street og slutter ved hans død i 1990, får man hele fortællingen om en kreativ begavelse af de helt store. Den er sød uden at være kvalmende, ærlig uden at være snagende og nostalgisk uden at være mølædt. Og så har serien en production value, man kun kan være imponeret over. Da jeg var færdig med at se serien, så sad jeg lidt ensom i sofaen … og så satte jeg den på igen, helt fra start. Det var som om, at jeg i anden runde fangede flere nuancer og tillod mig selv at blive grebet på andet end det intellektuelle og nostalgiske plan. Og da jeg var færdig, forstod jeg hvorfor. Mange gange er store kunstnere fjerne enheder, ikke ulig guder. Nu var Jim Henson blevet et menneske, uden at miste sin guddommelighed. Det var stort.
Christopher Robin (2018, instr. Marc Forster, USA)
Jeg hader de nye Disney-remakes af et godt og brændende hjerte. De er kun skabt for at rage penge til sig og understreger hvor kreativt udhulet Hollywood er. Og det er midt i min brændende vrede over verdens beskaffenhed, at Christopher Robin dumper ned. Den er ikke en remake af Peter Plys, men en videretænkning, en hvad-nu-hvis-historie, hvor Christopher Robin er blevet voksen og har glemt både Plys og Hundredmeterskoven. Nu er han gift, og har selv en datter, men han arbejder for meget og så har vi vist alle genkendt den Hollywood-trope. Christopher Robin skinner i scenerne med tøjdyrene. For det første ligner de slidte tøjdyr, der er blevet elsket til døde. For det andet, da tøjdyrene dukker op, modtager Christopher Robin dem som en selvfølge, noget, der altid har været der, men som han bare har glemt. Det er en fin håndtering. Og så lykkes det instruktøren at ramme det særlige plyssede, som kun Plys kan levere. Christopher Robin er en film efter Plys’ hjerte, for som han altid siger: I am a bear of very little brain. Og denne film skal ikke ses med hjernen.
They shall not grow old (2018, instr. Peter Jackson, New Zealand/UK)
Første verdenskrig er fokus i They shall not grow old, en titel lånt fra Laurence Binyons digt For the Fallen. Og det er sandheden. Den to timer og et kvarter lange dokumentarfilm består af filmklip og lydklip fra for 100 år siden. Det er en tid, der for mange virker fjern og uvedkommende, i modsætning til anden verdenskrigs rædsler, der er kommet ind med modermælken og Discovery Channel. Når jeg tænker på They shall not grow old, tænker jeg med det samme på lyden. Arbejdet med det auditive er et mesterværk, der tvinger lytteren til også at åbne øjnene og forstå, at i denne krig døde en hel generation af unge mænd på begge sider. Ynglinge, der ikke på nogen måde kunne forestille sig den rædsel og det helvede, der ventede dem i de franske muddergrave, for de unge drenge var vokset op i en verden, hvor den slags krig aldrig havde eksisteret. Peter Jackson river historiens blodige skjorte af, og løfter den op foran os, så vi kan se hvert skudhul, hvert håb og hver blækklat fra alle de breve, der blev sendt hjem til de efterladte. Bravo.
The Lighthouse (2019, instr. Robert Eggers, Canada/USA)
Jeg var så heldig at fange The Lighthouse på årets CPH:PIX (eller som den hed i år og måske i al fremtid, WEEKEND). Det var særligt, da The Lighthouse ellers kun er blevet vist et andet sted i landet. Film med mørkt eller fantastisk udtryk får nemlig sjældent biografpremiere i Danmark. Jeg havde set Robert Eggers film The Vvitch, og var i modsætning til så mange andre ikke overbevist af dens storhed … og det er jeg egentlig heller ikke af The Lighthouse. Det er en vild film, der nikker smukt til tidlig fransk cinéma og Ingmar Bergman. Den er skudt udelukkende i sort/hvid. Der er fremragende præstationer af Willem Dafoe og Robert Pattinson, de eneste mennesker i filmen. Den finder sted i et tidløst sagnrum mellem linjerne i et sømandsdigt, som Coleridges The Rime of The Ancient Mariner eller Poes A Descent into The Maelström. Visuelt er der stills, jeg stadig overvejer at få blæst op i stort, så jeg har noget til min væg. Men er det en god film? Jeg ved det ikke. Det er en film, der flimrer i hjernen måneder efter, og alene af den grund er den stærk nok til at være på min top 6. Jeg tror dog, at jeg bliver nødt til at se den igen, meget snart.
Jeg har hverken set særlig mange film eller serier i år. Jeg har simpelthen haft for travlt med alt muligt andet, og har derfor også prioriteret min læsning. Men blandt de levende billeder jeg også har set, kunne jeg have nævnt anden sæson af DuckTales, der holder niveauet fra den første, The Man Who Killed Hitler And Then The Bigfoot, hvor Sam Elliott endelig får en hovedrolle, den mørke superhelteserie The Boys, den meget anderledes mexicanske serie Los Espookys, der er en blanding af horror og en telenovella eller den på alle måder tåbelige mockumentary Popstar Never Stop Never Stopping, hvis musiknumre er irriterende catchy. Men det blev ikke dem, det blev de seks andre, og dermed slut for nu. Næste gang handler det om musik.