Så er vi landet i smult vande mellem jul og nytår. I mellemtiden er der gået fjorten dage siden vores sidste tur på det store Tekstocean, hvor vi så lidt på Gud. Inden da har vores rejser taget os til så fjerne steder som Andeby, halvfjerdsernes popgrupper, til fest hos Parnasset og ikke mindst et kort visit på et ventetidshjem. Men i dag har vi vendt snuden hjem. Som i helt hjem. Året er ved at være slut og selv om der allerede er planlagt en lang række destinationer til næste år, er det også klogt at søge i havn. Det gør vi med en kronik, der blev skrevet helt tilbage i sommeren 2015. Jeg sagde jo det var tæt på.
I mange år har Information afholdt en kronikkonkurrence, og i lige så mange år har jeg holdt mig fra at skrive til den/dem. Grunden til det var mest, at jeg ikke mente at jeg var i stand til det. Jeg havde ingen erfaring med at skrive kronikker og tænkte heller ikke at jeg havde det store at sige. Det ændrede sig i år.
Årets konkurrence handlede om at tage fejl. Eller, som Information selv skrev det: I årets kronikkonkurrence inviterer Information dig til at skrive, om dengang du vidste, at du tog fejl. Jeg vil sige at det ikke er et emne, der lå mig lige for. Jeg har i mange år lidt af den utrolige hæmsko at tro at jeg ved bedre end andre. Derfor snøftede jeg bare af emnet, og tænkte at det ville jeg ikke skænke så meget som en ekstra tanke. Jeg havde andre ting, der var mere presserede, og derfor også langt vigtigere. Det var mit ræsonnement. Men kronikken, konceptet, blev ved med at svirre rundt i hovedet på mig. Det hægtede sig fast, blev siddende og var tilstrækkeligt irriterende til at jeg ikke kunne ignorere det.
Gennem de år jeg har skrevet, har jeg ofte forsøgt mig med nye ting. Genre, struktur, sprog, opbygning og hvad vi ellers har af ord, der er tilknyttet det at skrive. Dog er der et område, jeg kun meget sjældent er dykket ned i, og det er mig selv. Jeg har aldrig haft den store trang til at fortælle om min fortid, eller mit liv, da jeg oftest tænker at det er de ting jeg skriver, der er vigtige - og ikke personen der skriver dem. Nogle bruger det at skrive som terapi, en måde at gennemleve og efterfølgende forstå episoder i deres eget liv. Det har også kun sjældent tiltalt mig. Af natur er jeg også et meget privat menneske, også for privat til mit eget bedste. De historier, der direkte tager udgangspunkt i mig, kan tælles på et meget lille og delvist amputeret sæt fingre. Derfor krævede det også en del overvindelse, før jeg satte mig til tasterne og gik i gang.
Som sagt havde jeg ikke meget erfaring med at skrive kronikker, eller essays for den sags skyld. Jeg læste et par stykker for at finde en art tone at gå ud fra, men selv nu er jeg ikke helt sikker på forskellen på de to genrer - det virker som om de bløder ind i hinanden. Fordi jeg var usikker på så mange ting ved at skrive kronikken, valgte jeg i stedet for at satse på noget, jeg havde styr på. Ærligheden. Den hudløse af slagsen, hvor jeg ikke skånede mig selv det mindste. Måske var det også derfor at jeg i sidste ende ikke kunne holde mig til en enkelt episode, men i stedet for blev nødt til at tale generelt, om et udsyn eller et menneskesyn. Og jo DF, det begreb findes.
Årets konkurrence handlede om at tage fejl. Eller, som Information selv skrev det: I årets kronikkonkurrence inviterer Information dig til at skrive, om dengang du vidste, at du tog fejl. Jeg vil sige at det ikke er et emne, der lå mig lige for. Jeg har i mange år lidt af den utrolige hæmsko at tro at jeg ved bedre end andre. Derfor snøftede jeg bare af emnet, og tænkte at det ville jeg ikke skænke så meget som en ekstra tanke. Jeg havde andre ting, der var mere presserede, og derfor også langt vigtigere. Det var mit ræsonnement. Men kronikken, konceptet, blev ved med at svirre rundt i hovedet på mig. Det hægtede sig fast, blev siddende og var tilstrækkeligt irriterende til at jeg ikke kunne ignorere det.
Som sagt havde jeg ikke meget erfaring med at skrive kronikker, eller essays for den sags skyld. Jeg læste et par stykker for at finde en art tone at gå ud fra, men selv nu er jeg ikke helt sikker på forskellen på de to genrer - det virker som om de bløder ind i hinanden. Fordi jeg var usikker på så mange ting ved at skrive kronikken, valgte jeg i stedet for at satse på noget, jeg havde styr på. Ærligheden. Den hudløse af slagsen, hvor jeg ikke skånede mig selv det mindste. Måske var det også derfor at jeg i sidste ende ikke kunne holde mig til en enkelt episode, men i stedet for blev nødt til at tale generelt, om et udsyn eller et menneskesyn. Og jo DF, det begreb findes.
Min kronik hverken vandt eller kom i avisen. Sikkert fordi den i virkeligheden ikke var eller er særlig god. Det gjorde og gør mig ingenting. Et sted skal man starte. Dog har jeg lovet mig selv at hvis Information udskriver en konkurrence næste år, så vil jeg forsøge mig igen. Det er så skidevigtigt som forfatter at blive ved med udfordre sig selv og sproget ... ikke mindst på de områder, hvor det ikke falder en let. Du kan læse kronikken, der fik titlen No Trivial pursuit nederst, og du er meget velkommen til at lægge en kommentar eller et like.
Så er vi kommet i havn, og vi har trukket båden på land. Der er ingen grund til at den ligger der og skvulper hele vinteren. Det har været et dejligt år til søs, og jeg tror jeg vil bruge den korte pause, inden vi genoptager vores sejladser, på at skrabe muslinger af skroget og give det en tur med tjærekosten. Tak for et begivenhedsrigt 2015, og når fløjten lyder i 2016, er det bare med at komme ombord. Så stævner vi atter ud på Tekstoceanet!