Den midaldrende Silvestris læseoplevelse, del 2

Start med at læse første del.

Efter at mine drømme var rykket op i et højere gear, blev jeg som allerede nævnt gladere. Det var ikke den slags jublende og hujende glæde, der kommer så let til nogle mennesker. I stedet for gav den sig udslag i en større tilfredshed. Jeg blev roligere, og jeg lod ikke så mange ting gå mig på, hvilket jeg ellers er lidt af en verdensmester i. Til gengæld begyndte jeg at tænke mere over hvordan jeg havde været som yngre, og især som yngre læser.

Min skoletid var ikke let. Jeg blev mobbet i rigtig mange år, på den helt grimme måde, som andre mennesker end jeg ville bruge som drivkraft til at skrive en bog. Det var uden tvivl medvirkende til at jeg søgte bøgerne, for her var en verden, der ikke kaldte mig grimme ting eller pissede i min skoletaske. De mange timers læsning gav mig en evne til at fordybe mig, de åbnede og åbenbarede verden for mig, og det var her jeg forstod hvor enormt og fantastisk alting egentlig er. Jeg blev offer for en enorm hunger. Jeg fordøjede bøger om alting. Der var intet, der som udgangspunkt var kedeligt eller uinteressant. Jeg skævede ikke til om det var 'pige'-bøger eller tegneserier, eller, og det var det væsentligste punkt jeg nåede frem til i min tankeproces, om det var over mit niveau.

Rollespil, ca. 1993. I mit gamle værelse på Lolland spillede vi mindst en gang om ugen. Det er mig i midten med kappe. Dengang fortalte jeg også historier, bare ikke på skrift, og jeg fortærede bøger som en besat. Læg mærke til kaffekoppen. Hvorfor? Det får du svar på længere nede!

Som 7-årig blev jeg fascineret af dinosaurer, og efter et par måneder var alt materiale til børn om emnet gennemtrawlet. Derfor begyndte jeg at læse bøger for voksne. Værker, der på alle måder var for svære for mig. Det samme skete med astronomi. Det samme skete med skønlitteratur (selv om det tog lidt længere tid). Og det gik op for mig, at meget af min nysgerrighed var gået tabt undervejs i livet. Selv om jeg stadig brystede mig af at være sådan en slags renæssance-menneske, læste jeg slet ikke så varieret længere. Jeg udfordrede ikke mig selv. Min komfortzone var blevet på størrelse med et æg, der ikke engang var slået ud. Lort, tænkte jeg. Så sagde jeg det. LORT. Og så gjorde jeg noget ved det.

Min læsestol. Der er meget fredeligt, selv på Nørrebro.

Jeg var heldig. Disse erkendelser kom i kølvandet på, og nok også i kraft af, at jeg efter 14 år som fuldtidsansat lærer gik på 40% tid. Det betød, at jeg skulle på arbejde tre dage om ugen, og havde de resterende fire til min forfattergerning. Da vi nåede juleferien installerede jeg en gammel lænestol i mit bibliotek (ja, sådan et har jeg), og gik på rov i mine reoler. Jeg ledte efter ting jeg ikke forstod. Bøger, der var over mit niveau, og som beskæftigede med emner der lå langt fra mine sædvanlige. Værker jeg havde indkøbt i skikkelse af min gamle forestilling om mig selv som bredtfavnende og i besiddelse af et åbent sind. Og jeg fandt det herligste udgangspunkt jeg overhovedet kunne tænke mig, nemlig en fagbog på engelsk om strengteori.

Teoretisk fysik på et fremmedsprog. For en ærkehumanist som jeg, der engang fysisk gned to magneter mod hinanden fordi det 'vist nok' polariserede dem, var det udfordrende. Jeg vidste, at her var et kvarter ikke nok. Derfor afsatte jeg 45 minutter på hver af mine to hjemmedage og lørdag/søndag. Og så gik jeg i gang. Og jeg fattede ingenting. Og jeg læste. Og jeg fattede næsten ingenting. Og jeg læste. Og jeg begyndte at forstå nogle grundprincipper, på linje med at det nok er godt at komme væske i en dej, for ellers sker der ingenting. Det var helt vidunderligt. Fire gange om ugen blev jeg sparket ned på et plan, hvor jeg intet vidste, og derved blev min hunger vakt. I disse dage er jeg ved at være færdig med den, alle 400 sider, og jeg har kun lige løftet en flig af den verden. Det er herligt at være uvidende og sulten igen. Til at begynde med, var det svært. Mine tanker var et mylder, og jeg havde brug for noget, der kunne fastholde dem. Derfor fandt jeg et stykke musik, der spiller i baggrunden, mens jeg læser. Det er helt roligt, de samme toner kører igen og igen, og det virker. Det får nærmest en karakter af noget rituelt og særligt, og det tror jeg er godt.

Men hvad så med arbejdsdagene?

Der kom skønlitteraturen til sin ret. Hver dag havde jeg en times transport, 30 minutter hver vej, og der læste jeg, som jeg altid havde gjort. Men jeg varierede, og varierer, udvalget af bøger mere. Jeg læste horror-noveller og middelalderlige skæmtespil, autofiktion og science fiction-klassikere. Og det åbnede mine øjne på ny, for alle de utrolig mange historier og måder man kan levere dem på. Det skærpede også min kritiske sans, hvilket ikke ændrede på den vigtigste ting, der langsomt tonede frem i min bevidsthed.

Det, der i virkeligheden skete, når jeg læste om endimensionale membraner og menneskeskæbner, var at jeg hørte et andet menneskes tanker til ende. Ved at læse deres bog færdig, om det så var skøn- eller faglitteratur, fik jeg hele deres tankesæt serveret. Det var kun en mening, eller en kommentar, men et helt univers, og det gør mig rigere. Jeg tænker, at jeg som barn og ung slet ikke var så dum, for det var også især det, jeg ledte efter dengang. 

En ting var min erkendelse (og det lyder meget højtravende), noget andet var, hvad der skete med mig. Jeg havde fået mine drømme tilbage, men efter et par uger i lænestolen, begyndte jeg også at opleve at andet ændrede sig. Når jeg skulle fortsætte med et skrive på en tekst, blev jeg meget hurtigere til at skabe mig et overblik over hvad jeg tidligere havde skrevet, og jeg kunne koncentrere mig i længere tid ad gangen. Det tror jeg kom fra vanen, at jeg simpelthen læste hurtigere nu. Men som med drømmene, havde jeg ikke engang overvejet at det sidste kunne ske.

Koppen har jeg stadig, og det var den jeg drak af, mens jeg skrev dette indlæg :)

Min tidsfornemmelse ændrede sig.

Jeg sad med en stemning af, at jeg havde meget mere tid. Der var simpelthen kommet flere timer i døgnet. Jeg nåede mere. At have en ekstra time var nu en mulighed, ikke så kort tid at man ikke kunne nå noget. Jeg følte ikke, at jeg hele tiden skulle løbe fra sted til sted. Sagt på en anden måde, mistede jeg ikke tid ved at læse. Jeg vandt den. Den følelse har jeg stadig, og det gør mig glad.

Jeg ser stadig masser af serier. Jeg fordøjer en god hob film. Jeg spiller computerspil. Jeg drikker øl med vennerne. Og så læser jeg en times tid om dagen. Det sidste giver mig tid til alle de andre ting. Og hvis det lyder som et reklameslogan, så lever jeg med det. Tak fordi læste med.

Den midaldrende Silvestris læseoplevelse, del 1

Jeg er et irriterende menneske. Nærmest synkront med at jeg satte fod i skolen, knækkede jeg læsekoden. Mens de andre svedte over Søren og Mette, fortærede jeg Den uendelige historie. Jeg tilbragte frikvartererne på skolebiblioteket, først som hang-around og derefter som medhjælper. Jeg kunne decimalklassesystemet på rygraden (79.49 er rollespil, astronomi er 52, dinosaurer er 55.5), og blev næsten personligt fornærmet, hvis skønlitteratur ikke stod opstillet korrekt efter forfatterens efternavn. Jeg balancerede bogstakke hjem, jeg sprang ud som bibliofil i en meget ung alder og terroriserede gangene på både Centralbiblioteket i Nykøbing Falster og de andre af øernes biblioteker i min grådige jagt på nyt læsemateriale. Jeg gled over og begyndte at læse på engelsk et sted omkring 1990, men på det tidspunkt var jeg allerede en stamkunde på voksenbiblioteket. Jeg var fuldkommen ligeglad med om det var skøn- eller faglitteratur. Hvis bare det knipsede til en flig af noget, der interesserede mig, læste jeg det, og jeg læste det konsekvent færdigt. En bog var noget særligt. Det var et medium, der kunne overføre viden, erfaringer og umuligheder fra forfatteren til mig, og jeg elskede hvert læsesekund. Som sagt, et irriterende menneske. Selv om jeg læste meget, havde jeg dog også tid til andet. Jeg spillede fodbold tre gange om ugen, og jeg gamede for hårdt på først Commodore 64'eren, så Amigaen og til slut PC'en. Hvis der var film, serier, tegnefilm eller dokumentar i fjerneren, sad jeg klinet til den let buede glasskærm, der gav en klokkelyd fra sig, hvis man bankede på den med en kno.

A.Silvestri, ca. 1990. Bogen jeg læser i handler om at programmere sine egne spil, og den anden bog ... tjah, kig længere nede.

Hurra for fortid. Den har vi alle så meget af, at den nogle gange er lige ved at kvæle os. Af og til er det en kærlig strangulering ved navn nostalgi, og det kan både være godt og dårligt. Det er sjældent, jeg egentlig tænker på min barndom. Den er bare noget der er der. Men for et par måneder siden, en aften hvor jeg sad og arbejdede, gik det op for mig at jeg ikke længere læste på samme måde som jeg havde gjort. Mit forbrug af kultur var det samme, men i stedet for bøgerne var trådt serier, masser af serier og film. Der var kommet et passivt element i mit kulturforbrug. Jeg gloede skærm for at slappe af, for at grine, for at blive skræmt, men ikke for at lære noget. Det blev til mange timer på en måned, mange timer på et år. Selvfølgelig læste jeg stadig. Det blev til et par bøger om måneden, ofte i toget på vej frem og tilbage til arbejde. Jeg læste en masse på internettet, artikler og click-bait i klæg blanding, men i forhold til hvor meget jeg tidligere havde læst, var det en dråbe i havet.

Den erkendelse gjorde mig ked af det. Jeg fik den sugende sorg i maven, der ellers for mig kun har hørt til i det sekund, hvor man opdager at kærligheden er død. Det ramte mig så hårdt, fordi jeg selv er forfatter. Glem, når folk siger at 'de skriver for at få tingene ud'. Det passer ikke. Enhver forfatter skriver for at blive læst. Og hvordan kunne jeg forvente at andre ville læse mig, når jeg ikke engang selv længere læste grådigt? Hvordan kunne jeg tillade mig at rynke på næsen af folk, der foretrak skærmtid fremfor en bog, når jeg selv havde Youtube på iPaden i soveværelset ved sengetid? Jeg satte mig i et hjørne, og prøvede at præcisere hvornår det skred i mine vaner var sket, men det eneste jeg nåede frem til, var ordet 'gradvist'. Langsomt, over måske et årti, havde jeg ændret fokus. Jeg var begyndt at lade andre give mig billeder, i stedet for selv at danne dem. Det var en tanke, der skræmte mig på et fundamentalt plan. Først efter et par timer sneg det langt vigtigere spørgsmål sig ind på mig. Hvorfor var det sket?

Det rugede jeg over, øl i hånd, blik fikseret på det hul i væggen, der var opstået under et skænderi. Det første jeg tænkte på var tid. Det tager tid at læse en bog, men den tanke kom jeg hurtigt fra. Det tager tid at se en film, mange af de nye block-busters er over to timer lange, og sidste sæson af Game of Thrones varede 7 timer og 22 minutter. Man kan læse mange bøger på den samme tid (se link). Det næste jeg tænkte var afslapning. Det er dejligt at slå hjernen fra og bare lade sig underholde. Det kunne jeg bedre forstå, men kun indtil et vist punkt. Måske var det ikke nødvendigt med to-tre timers underholdning hver eneste dag? Så slog det mig, at det måske handlede om fællesskab. At man kunne snakke med kolleger, kæresten og familien om anden sæson af Stranger Things (spilletid ca. 7½ time), og derved dele noget. Det var meget lettere at være fælles om noget, man i mange tilfælde havde set sammen, og hvis ikke, så noget man vidste at folk i ens omgangskreds også havde set. Det var en god forklaring. Jeg oplevede dog sjældent, at jeg havde behov for at diskutere en film eller serie med nogen, og når det endelig skete, var det sjældent at vi nåede længere end til "Den var god","Ja, den var god"-meningsudvekslingen. Så overvejede jeg, om mit sind havde haft brug for en pause fra alle de skrevne ord, og i et bakkantisk oprør med mediet bogstaver havde ædt sig fed på billeder. Det var muligt, og ikke nødvendigvis dårligt. Til sidst tænkte jeg at det måske også bare handlede om udbud. At der var så mange muligheder for adspredelse, at folk først havde bøger langt nede på listen. I sidste ende var jeg utilfreds. Fordi jeg savnede bøgerne. Og det valgte jeg at gøre noget ved.

Jeg startede i det små med at læse hver dag. Om morgenen, mens verden stadig sov, satte jeg mig i min sofa og læste et kvarter, inden jeg skulle møde på arbejde. Et kvarter var ofte nok til at læse en novelle eller et kapitel af en roman, og ordene blev hos mig det meste af dagen. De første par uger var det sært, men hurtigt blev det en vane. Det greb om sig, og i stedet for at se to afsnit af en serie om aftenen, så jeg nu kun et, som jeg så supplerede med skønlitteratur. Det blev jeg ved med i et par måneder, og omkring årsskiftet skete der noget underligt.

Mine drømme eksploderede.

Jeg sov længere og tungere, og mens jeg drev rundt, åbenbarede der sig helt nye verdener for mig. Jeg drømte, som jeg ikke havde drømt siden jeg var barn. I farver. Med surrealismen skruet op på ti. Med forkromede og forkrøblede narrativer. Det forundrede og forundrer mig, for det var ikke engang noget, jeg havde tænkt over kunne ske. Der var det hele. Søde drømme, væmmelige drømme, våde drømme og knastørre drømme, og det gjorde mig glad og grådig efter mere.

Og hvad det var, kan du læse om i næste indlæg ;) 

A.Silvestri, for ca. 10 minutter siden. Anthony Horowitz' Den syvende søn.

Året der gik: 2017, Del 2

Vi er samlet her i dag for at lægge 2017 i graven. Efter endnu en fordrukken og slingrende tur rundt om Solen, er det sidste af det gamle års ham brændt af, og nu kan vi ikke gøre andet end at stirre på det. Nogle af bidderne er smukke som mumier, andre er fordærvede og reality-like, de svæver rundt mellem hinanden og gør fortidens ejendommelige flosserier vedkommende, i hvert fald igen for en stund. I dette indlæg vil jeg for en flammes tid samle omridset af det gamle, og se hvordan det egentlig tog sig ud. Er du mere til det tabel-lignende, kan du se fabrikkens output lige her.

Selvstændige udgivelser

I oktober udkom min anden opsamling Fast arbejde. Det var fedt at få den ud, især som en pendant til sidste års udgivelse Sand og sten, stål og glas. Fast arbejde er nemlig meget lidt alvorlig. Den er spas og sjov, den er fyldt med skægge fortællinger og selv om det er til at grine af, er der også dybde i den. Anmelderne har været meget glade for den, og den har også solgt pænt til bibliotekerne. Især sidstnævnte er vigtigt, da jeg klagede over lektør-udtalelsen. For første gang har jeg blot siddet måbende over en lektørs ord, og heldigvis var både min redaktør og andre, jeg viste udtalelsen til, meget enige i at en klage var på sin plads. Men det skal ikke ødelægge Fast arbejde, der er hver en side værd.

Det svære

Selv om det har været et godt år, har det også været et svært år. Omkring midtvejs i året blev jeg ramt af en fortvivlelse, jeg stadig kæmper med. Jeg synes det er svært at have været i gang som forfatter i så mange år, og have så mange udgivelser med mere, og alligevel opleve at det ikke bliver lettere at nå ud til læsere, kritikere, anmeldere og mere. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre med følelsen af at opnå en masse, og samtidig ikke komme ud over rampen. Mere konkret oplevede jeg i år at sende manus til et af de to største forlag i Danmark, og da jeg henvendte mig til dem efter 6 måneder, hvor jeg intet havde hørt, viste det sig at mit manus aldrig var blevet givet videre til en redaktør. På mig føltes det så respektløst, at jeg brændte samtlige broer til det forlag. Jeg har modtaget fire standardafslag. Jeg har modtaget 10 afslag fra forskellige engelsk-sprogede magasiner. Jeg har fået afslag fra alle de danske litteratur-magasiner, jeg har sendt ind til. Min nye hjemmeside og tilhørende nyhedsbrev har næsten ingen subscribers, og det er fortvivlende i forhold til, at den blandt andet helst skal skaffe mig lidt arbejde og hvor mange der egentlig er interesseret i det jeg skriver. Det bekymrer mig hvor lidt folk læser, og det bekymrer mig også hvor homogene de grupper der læser, er. Det er stadig svært at være en del af det fantastiske segment, hvis kår kun langsomt forbedres, og hvor jeg oplever at miljøet kun støtter nødtørftigt op omkring forfatterne. Afslutningsvis har jeg også i år været skræmt af hvor lidt folk egentlig hjælper hinanden, inden for litteraturen såvel som udenfor.

Indledning

På mange måder har 2017 været et arbejdsår, og meget af det jeg har arbejdet med, sætter først blomster i år. Jeg har omskrevet Scener fra et parforhold, der udkommer på DreamLitt senere i 2018 og jeg har omskrevet en gammel novelle (Brune Bamse) til en billedroman, King, der udkommer på Calibat i senvinteren, med illustrationer af Christoffer Gertz Bech. Jeg har omskrevet romanen Slør, der er skrevet kontrakt på og som med lidt held også udkommer i 2018, og endelig har jeg udvalgt den næste håndfuld noveller til min tredje opsamling, der udkommer til efteråret 2018. Ved siden af mine egne udgivelser, har jeg været redaktør på to ungdomsromaner, jeg har syslet lidt med UV-materialer, og jeg har på daglig basis opdateret min Instagram med ting fra forfatterlivet. Meget af min sommerferie blev brugt til at sætte en ny hjemmeside op, og endelig har det været et skelsættende år, da jeg efter 15 år på fuldtid som lærer, er gået ned på halv tid.

Antologier

I forhold til andre år, var det moderat på antologi-fronten i 2017. Jeg medvirkede i fem antologier, en af dem på engelsk. Den var til gengæld helt særlig, da der blandt de andre forfattere var navne som Clive Barker og Charles Dickens (ja, den Dickens). De fire dansk-sprogede antologier har været tilfredsstillende for mig på en anden måde, da de er i fire forskellige genrer. Erotik, science fiction, eventyr og horror. Det fede ved det er at det forhåbentligt kan være med til at udviske nogle af de tåbelige ideer der florerer, om at forfattere helst skal skrive inden for samme eller få genrer. Jeg ved allerede, at der til næste år kommer mindst tre antologier med min medvirken, og den ene er på engelsk. I den deler jeg sider med Edgar Allan Poe (der må gerne fanboy-hvines ;)). Jeg er stadig glad for den korte form, og i 2017 arbejdede jeg især med dialog og de lidt mere aparte ideer. Eksempler på det er science fiction-novellen Efrats øjne, hvor der i næsten hver replik ligger en dobbeltbetydning, og i den abnorme bagatel Orgie, hvor en kvinde forestiller sig alt i marmor.

Forfatteroplevelser

Efter 2017 har jeg overvejet at få mig et hatteskab. Der er lige plads til det i mit soveværelse, og så er det også lettere, når jeg lige skal skifte. I JANUAR var jeg til nytårskur hos dronningen som repræsentant for Dansk Forfatterforening, i FEBRUAR var jeg paneldebattør i Husets Teater under litteraturfestivalen KBH Læser, skrev February Fiction og læste op i en tatovørkælder på Vesterbro. I MARTS blev jeg interviewet til zombiefestival i Odense, jeg holdt oplæg på Sophieskolen i Nykøbing Falster og jeg delte mine favoritbøger med læserne af bogrummet.dk. I APRIL fik jeg lov til at læse op på Nakskov Bibliotek for ingen mennesker. I MAJ var jeg en del af australsk antologi med novellen Bon voyage, voyage, hvor jeg delte sider med blandt andet Clive Barker. JUNI blev blandt andet brugt til Lille Bogdag i Den Frie Udstilling, hvor der var fyldt med forlag og spræl, og i Radio 24syv, hvor jeg sammen med Karsten Wind Meyhoff og Jacob Lillemose talte om horror i Romerriget. I JULI brugte jeg mange timer på at få min nye hjemmeside op at stå, og i AUGUST holdt jeg oplæg om worldbuilding for et blandet publikum fra VUC Køge, og underskrev to kontrakter med forlaget DreamLitt. I SEPTEMBER fik jeg de første færdige illustrationer til King og holdt kort optakt om Stephen King på Københavns Hovedbibliotek. OKTOBER var absurd proppet med forskellge oplevelser. Fast arbejde udkom, jeg var interviewer for folkene bag bogen Horror Zeitgeist, jeg optrådte sammen med Bjarke Schjødt Larsen på Herlufsholm Fantasybogmesse, hvor vi talte om sword&sorcery-genren og endelig foredrog jeg om den gotiske litteratur og læste selv op til det vilde event Gys i den gamle kirke, som Mikkeline W. Gudmand-Høyer var samler på. I NOVEMBER var jeg en del af dommerpanelet til De Dødes Nat i Slagelse, hvor den bedste forlystelse/udstilling skulle kåres og endelig i DECEMBER klagede jeg over Fast arbejdes lektørudtalelse, jeg blev filmet til undervisningsitet Clio Online, hvor jeg fortalte om horror og endelig dukkede en håndfuld af mine småhistorier op på sitet Godnathistorier, indtalt af Jesper Dein. Jeg kunne have nævnt mere, men det blev disse ting. Det er så fedt at få lov til at prøve kræfter med forskellige dele af forfatterlivet, og 2017 har gjort mig klogere på mine styrker og svagheder.

Projekter og fremtiden

2018 kommer til at eksplodere på udgivelsesfronten. Til februar udkommer min billedroman King (forlaget Calibat), og det er første gang hvor jeg både arbejder sammen med en illustrator OG leverer en historie, der ikke udelukkende er til et voksent publikum. Til foråret kommer min socialrealistiske parforholdsroman Scener fra et parforhold (forlaget DreamLitt), og ikke alene er den kun min anden reelle roman, den har absolut intet horror, science fiction eller fantasy i sig. Til efteråret kommer den tredje af mine opsamlinger, og denne (med arbejdstitlen Jeg ved godt du er der) kommer til at så i horrorens tegn. Til efteråret kommer også romanen Slør (forlaget DreamLitt), der er gotisk og udforsker venindebånd. I den er alle vigtige roller spillet af kvinder. Det er virkelig vildt at se frem til et år med fire udgivelser. Jeg leder stadig efter et hjem til min halv-pikareske roman Et satans arbejde, og så tror jeg, at hvis jeg kan overskue det, så vil jeg gerne have min samling Næsten her færdig. I den foregår alle historierne i universer, der næsten ligner vores. Jeg mangler stadig at få opkaldt en antologi efter mit bidrag, og jeg vil også arbejde mere på det engelske. Ud over det venter der foreningsarbejde, både i Dansk Horror Selskab og Dansk Forfatterforening, hvor jeg håber på at kunne blive ved med at sætte den fantastiske litteratur på dagsordenen. Og så pønser jeg stadig på lidt romaner ... ja, flertal ;) 2018 bliver et helt unikt år, og jeg glæder mig allerede til at se, hvad der er sket, når jeg om et år skal skrive et tilbageblik igen.

---

Til sidst

Tak fordi du læste med. Jeg håber ikke, at jeg kedede dig alt for meget. Ligeledes tak til alle jer, der har læst, købt og/eller anmeldt mine bøger, til de af jer der følger med på Instagram og Facebook og til jer, der kommenterer mig og gad lytte på mig ude i virkeligheden. Det er dejligt at vide, at I alle er derude. Og med de ord, er det vel på tide at kaste jord på graven af 2017 og plante nyt.

Året der gik: 2017, Del 1

I går sluttede 2017. Et år i en evigt accelererende verden fyldt med Trump, #metoo, kunstig intelligens, løbeture og lidelser. I går var det præcis 200 år siden Frankenstein udkom, og måske er det også det vi omgiver os med. Vi har skabt noget, vi ikke helt har kontrol over, og hvem kan sige om det ender med en katastrofe eller forbrødring. Med det sagt, er dette første del af min årsrapport. Vanen tro består dette første indlæg meget af de kolde, hårde tal. Det er en måde hvorpå jeg selv kan holde styr på mit forfatterskab, og du er mere end velkommen til at kigge mig over skulderen.  

---

2017 har, som en kopi af de foregående år, været mit mest travle som forfatter, og det er jeg efterhånden kun taknemmelig for. Det går langsomt fremad, men det går. I år har jeg skrevet 20 noveller (to af dem på engelsk), en kortroman, 27 FebruaryFiction, været redaktør på to romanprojekter, lavet en smule undervisningsmateriale, revideret otte noveller til samlingen Fast arbejde og fået den udgivet, omskrevet en novelle til en billedroman, været testlæser, haft to af mine egne romaner igennem endnu en gennemskrivning, taget forsigtige skridt ud i den store verden og varetaget dobbelt formandskab. Alle de ting kan du høre en masse om i morgen, hvor det er rapport-tid. Du kan også tage et kig på slideshowet, hvis du har lyst :)

---

Science fiction

Planetens kurer (8700 ord, januar)

Fremtidsdrømme (1800 ord, november)

Efrats øjne (8100 ord, november)

13. august 1989 (11300 ord, december)

Eventyr

De vinterfødte (7000 ord, juni) med i antologien Vintereventyr.

Historien om en moder (4700, juni) antaget til eventyr-antologi.

Realisme

Tackling (4700 ord, januar)

Far (2200 ord, juli)

Det tynde øl (10500 ord, februar) NH

Blanke vogne (1600 ord, oktober)

Større projekter

Für Elise (30600 ord. Kortroman. Weird. Juni-september)

Horror

Blinde killinger (3200 ord, marts)

Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart (8800 ord, april) antaget til samling

Cellarmensch (4200 ord, juni) ENGELSK

Face;mask (6400 ord, november) ENGELSK - med i antologien Behind the mask

Hybrider og andet

Orgie (2350 ord, januar, fantastisk fortælling)

Caféliv (3400 ord, marts, fantastisk fortælling)

Ingelises vrang (5500 ord, april, weird)

Køen (2100 ord, maj, weird)

En abstraktion af Ingemann (9000 ord, juni, weird)

En drink før lukketid (5500 ord, december, pastiche)

Støttegruppe (humor, skrinlagt ved 7300 ord)

---

For tusind år siden, da jeg begyndte at skrive, lavede jeg en pagt med mig selv. Jeg skulle skrive 500 ord om dagen. I 2017 brød jeg den pagt, for jeg kom kun op på 441 ord om dagen (i snit). Det har jeg det fint med, da jeg stadig får skrevet en masse, og måske er de åndede 500 ord heller ikke så vigtige. Det er blevet til mange noveller i år, til gengæld har jeg hele tiden redigeret romaner også, så der kommer lidt af begge dele. Jeg har noteret mig, at jeg i 2017 forsøgte mig en del med det sære og det korte, noget jeg ser som en søgen i mit forfatterskab. Den søgen var centreret om det mindre plotbaserede, hvor jeg forsøgte mig med det fabulerende og det absurde, ofte sat i en hverdagskontekst. Især kortromanen Für Elise er enten noget helt særligt, eller bare særligt dårlig. Det er også blevet til mere science fiction end normalt, og de tre af historierne har en hårdere komponent end tidligere. Jeg vil stadig sende ind til konkurrencer, når jeg falder over dem - det er synd, hvis mine noveller bare skal samle digitalt støv på harddisken.

I morgen snakker jeg meget mere om, hvad der egentlig er sket i 2017. Der er sket mange gode ting, og der er sket mange dårlige, og fordi jeg har lovet mig selv og jer det, vil jeg berette om det hele. Ikke for at klynke, men for at dele. Tak fordi du læste med, og fordi du gjorde det, er her en lille video du kan fornøje dig med :) Vi ses.

Forfatterens favoritter 3 - Litteratur og andet

Hen over julen faldt jeg i samtale, som det jo sker, når man pludselig omgiver sig med levende mennesker, og ikke kun møder dem i den digitale malstrøm. Af en af disse mine artsfæller blev jeg foreslået ikke kun at skrive om hvad jeg skriver, men også om de oplevelser jeg har haft med kunst og kultur gennem det forgangne kalenderår. Meget vel, tænkte jeg, så lad det da blive sådan. Derfor vil der i disse de sidste dage (pardon den bibelske klang) af 2017 komme lidt godt fra min erindringskule; de ting jeg har sat størst pris på siden 1. januar. I dag vil jeg fortælle lidt om litteratur og andet. Musik fortalte jeg om i går, og film i forgårs. Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6.

---

Han dræbte Bjørnen og slubrede dens Blod; bagefter gjorde han et Hul i Kroppen og krøb ind i det døde Dyr. Han sov til Bjørneliget var koldt men gik ikke derfra før han havde faaet Pelsen flaaet af Bjørnen. Næste Nat sov han under en Sten med Skindet om sig og slæbte det siden med sig paa sin Vandring. Nu holdt han Nætterne nogenledes ud, og det varede ikke længe før han lærte at hylle sig i Bjørneskindet også om Dagen. Han stak sine Fødder i Huden af Bjørnens Labber som de var og taalte nu den kolde og stenede Grund rigtig godt. Men under Kampen med Bjørnen havde Dreng mistet sit ene Øje

Johannes V. Jensen - Bræen (1908)

Som alle fornuftige mennesker kan jeg godt lide Johannes V. Jensen. Det er ikke uden grund, at Kongens fald er et must-read for enhver, der elsker bøger. Bræen handler om de første tider, om verden før historien og især om Dreng. Under istiden nægter Dreng at flygte fra Bræen, og bliver i stedet for at kæmpe mod elementerne og naturen. Og hans kamp er heroisk i ordets betydning, det er en dannelsesrejse af de helt forkromede. Sproget er fantastisk, se bare uddraget ovenfor, og hvis man fanges ind, er der masser at læse. Bræen er nemlig anden bog (men den første der blev skrevet) af seks om menneskets rejse fra dyr til civiliseret individ. Mit eksemplar var fra 1916, og jeg elskede at læse i det. Så meget, at jeg gav det videre til en anden, jeg vidste ville sætte lige så meget pris på det!

---

Neil Gaiman - The view from the cheap seats: Selected non-fiction (2016)

Jeg tror efterhånden jeg har læst det meste af Gaiman, og selv om jeg holder meget af romanerne American Gods og Neverwhere, er det hans noveller og korte prosa, jeg finder mest spændende. Denne bog er ingen af delene, men essays, taler og andet om det at skrive, om andre forfattere, om genre, om biblioteker og om fortiden, fremtiden og alt hvad vi nu kan mase ind i mellem de to punkter. Gaiman er velformuleret, han er skarpt tænkende og hans sprog er som blød chokolade fyldt med glasskår. Det var en fornøjelse at læse de mange tanker og ideer, nogle af dem var ekko af mine egne, andre havde jeg aldrig tænkt på. Gaiman bliver meget citeret, og for det meste kun for de søde, opmuntrende og rummelige ting, men det var en fornøjelse for mig at opdage at han har brod, vilje og vil det gode skriv, fremfor bare at ville det skrevne. Derfor har  jeg også valgt et citat, jeg finder meget aktuelt. Læs bogen, især hvis du ikke har tid. Du vil blive klogere af det.

“I love the word 'fantasy'... but I love it for the almost infinite room it gives an author to play: an infinite playroom, of a sort, in which the only boundaries are those of the imagination. I do not love it for the idea of commercial fantasy. Commercial fantasy, for good or for ill, tends to drag itself through already existing furrows, furrows dug by J. R. R. Tolkien or Robert E. Howard, leaving a world of stories behind it, excluding so much. There was so much fine fiction, fiction allowing free reign to the imagination of the author, beyond the shelves of genre. That was what we wanted to read.”

---

China, 1967: The Red Union had been attacking the headquarters of the April Twenty-eighth Brigade for two days. Their red flags fluttered restlessly around the brigade building like flames yearning for firewood.

The Red Union commander was anxious, though not because of the defenders he faced. The more than two hundred Red Guards of the April Twenty-eighth Brigade were mere greenhorns compared with the veteran Red Guards of the Red Union, which was formed at the start of the Great Proletarian Cultural Revolution in early 1966. The Red Union had been tempered by the tumultuous experience of revolutionary tours around the country and seeing Chairman Mao in the great rallies in Tiananmen Square.

Cixin Liu - The three-body problem (2008)

Med en sådan begyndelse, skulle man ikke tro, at det drejer sig om en science fiction-roman, men hvis der er noget Cixin Lius The three-body problem er, så er det science fiction. Romanen løber i tre spor, et fortidigt (der begynder under kulturrevolutionen og ender i de tidlige 00ere), et nutidigt og et virtuelt, der foregår i spillet Three Body. I Three Body spiller man på en planet, der har tre sole, og den eneste udfordring er at finde ud af, hvordan de tre soles tyngdekraft påvirker hinanden. For en planet fanget i et sært omløb kan det betyde døden om man kommer for tæt på en sol, eller for langt fra den. Hovedpersonen spiller dette spil meget, og langsomt går det op for ham, at der måske ikke kun er tale om en simulation. Det kan lyde tørt, men det er det ikke, da Cixin Liu blander de lidt vanskeligere ting med en detektiv-historie og verdenshistorie, og slut-produktet er ret unikt. Jeg ved ikke om jeg forstod den hele, men min lyst til science fiction blev kick-startet igen. Du kan læse de første tre kapitler her.

---

Albert Edelfelt, Virginie, 1883. 

Inden vi tager de sidste to bøger, er her et åndehul fra alle ordene. I år har det set lidt trægt ud med at komme på udstillinger, og det er jeg egentlig ked af. Jeg holder meget af især malerkunst og museer. Jeg nåede at se Stanley Kubrick-retrospektivet på GL. Strand, men især udstillingen Japanomania på SMK faldt i min smag. Udstillingen tog udgangspunkt i hvordan Japan kom i vælten i Europa i anden del af det 19.århundrede, og påvirkede især malerkunsten, men også moden. Malere som blandt andet Edvard Munch og L.A. Ring blev fascineret af især naturen, som den blev afbilledet i Japan, hvor det var tradition at male skæve grene, bulede bjerge og hakkede kyster. Det var et modstykke til den vestlige malerkunst, hvor der selv i naturalismen blev stilet efter symmetri og skønhed, fremfor en realistisk afbildning. Det var ikke kun malerne, der tog ved lære. Især tryk, både på papir og stof, vandt også frem, hvilket man kan se på Virginie ovenover, der ikke alene har en ret japansk udseende paravent i baggrunden, men også hviler arm og hoved mod et tørklæde med blomstermotiv. Det var også ganske herligt at få lov til at se et tryk af Hokusais Den store bølge ud for Kanagawa, der i min verden er et af verdens flotteste billeder. Nu er udstillingen ikke mere, men det var fedt for mig at opleve den, ikke mindst da jeg i mange år har undervist i guldalderens malere, og nu pludselig kunne finde helt nye ting i deres malerier. Tak for det.

---

Svend Åge Madsen - Den ugudelige Farce (2002)

Som forfatter sætter jeg det at eksperimentere meget højt, og det er nok også en af grundene til at jeg holder af SÅK. Den ugudelig Farce er umiddelbart en dannelseshistorie, men vi er ikke mere end et par sider inde, før fortællingen helt fysisk begynder at spalte sig ud i forskellige potentielle udfald af forskellige begivenheder. Samtidig med at den gør det, er historien fremadskridende i tid, hvilket gør at man skal holde tungen lige i munden. Jeg klukkede og vred mig af fornøjelse, hver gang et nyt muligt udfald, eller fortsættelse af et tidligere udfald blev fortalt videre, og det var herligt konfust ikke at få at vide hvilken af historierne, der var den rigtige, velsagtens fordi de alle er rigtige. Om man vil se fortællingen som et eksempel på multiverset eller et tankespind, er op til en selv. Dog synes jeg at man under sig selv at give den et læs. Den er kort, fyndig og så er den ny, som kun få ting er det.

"Jesper var nemlig lykkelig. Eller i hvert fald næsten. Han var så lykkelig at have det sort på hvidt, hvor mange kan påstå det?. At have papir på sin lykke? Beviset stammede fra et spørgeskema i Ude og hjemme, som hans mor holdt og som han åbenlyst foragtede. Og i smug bladede i. For han vidste godt at en naturlig ung mand ikke vedkendte sig at læse dameblade. Jesper var en naturlig ung mand. Det hele fremgik dog tydeligt af spørgeskemaet hvor man så ærligt som muligt skulle besvare spørgsmål som: Ønsker De ofte at Deres job var mere interessant? Hyppigt, af og til, sjældent, aldrig. Sjældent. Hudløst ærligt. Jesper studerede, og det er vel ikke noget job?"

---

ONE night when I had tasted bitterness I went out on to the hill. Dark heather checked my feet. Below marched the suburban lamps. Windows, their curtains drawn, were shut eyes, inwardly watching the lives of dreams. Beyond the sea's level darkness a lighthouse pulsed. Overhead, obscurity. I distinguished our own house, our islet in the tumultuous and bitter currents of the world. There, for a decade and a half, we two, so different in quality, had grown in and in to one another, for mutual support and nourishment, in intricate symbiosis. There daily we planned our several undertakings, and recounted the day's oddities and vexations. There letters piled up to be answered, socks to be darned. There the children were born, those sudden new lives. There, under that roof, our own two lives, recalcitrant sometimes to one another, were all the while thankfully one, one larger, more conscious life than either alone.

Olaf Stapledon - Star Maker (1937)

Jeg fucking hader at læse på min mobil. Det er direkte ødelæggende for min læseoplevelse. Og alligevel læste jeg hele Star Maker på den lille skærm, og det siger vel noget om hvordan den fangede mig ind. Jeg faldt oprindeligt over den på en liste over science fictions store værker, og da jeg aldrig havde hørt om den, fandt jeg den. Og wow, det er så vild en bog. Den burde ikke virke. Sproget er knudret, semi-akademisk og gammeldags, der er ikke et rigtigt narrativ, det er en ren genfortælling, og alligevel så formår den at gøre noget helt anderledes. Den fortæller ikke alene om Jordens historie. Den fortæller en anden planets historie. Den fortæller galaksens historie. Den fortæller universets historie. Den fortæller før-universets historie. Den taler om bevidsthed i alt fra bakterier til meteorsværme. Den fortæller om kosmiske bevidstheder, og guder der ikke er guder men bare er. Det er en fabulerende fest, fyldt med defekte ideer og gyldne tanker, og den forsøger ikke bare at fortælle noget ... den forsøger at fortælle det hele.  Hvor mange bøger kan lige påstå det? Du kan ganske gratis downloade e-bogen her.

---

Året kom virkelig til at stå i science fictions tegn, men der var også en håndfuld andre bøger, der var lige ved at nå en af pladserne. Janne Tellers Odins Ø er en sjov og absurd roman, The Imaginary Girlfriend af John Irving var et bevægende, selvbiografisk glimt af hans liv og hvordan det har hængt sammen med brydning, det er med god grund at Lars Hauks Stars above Ballerup var nomineret til BogForums debutantpris i 2016 og Yosoy - Skrækteatret ved verdens ende af Guðrún Eva Mínervudóttir er virkelig, virkelig fed, men dør desværre lidt ved slutningen. Det var alt for i år - men hvis du ikke allerede har læst de tidligere indlæg, er her hvilke film og hvilken musik, der har optaget mig i 2017. Godt nytår, tak fordi du læste med og jeg håber at se dig igen til næste år.

Forfatterens favoritter 2 - Musik

Hen over julen faldt jeg i samtale, som det jo sker, når man pludselig omgiver sig med levende mennesker, og ikke kun møder dem i den digitale malstrøm. Af en af disse mine artsfæller blev jeg foreslået ikke kun at skrive om hvad jeg skriver, men også om de oplevelser jeg har haft med kunst og kultur gennem det forgangne kalenderår. Meget vel, tænkte jeg, så lad det da blive sådan. Derfor vil der i disse de sidste dage (pardon den bibelske klang) af 2017 komme lidt godt fra min erindringskule; de ting jeg har sat størst pris på siden 1. januar. I dag vil jeg fortælle lidt om musik og nytårsaftensdag vil jeg nå til de vigtige bøger og andre kulturoplevelser. Film fortalte jeg om i går. Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6.

Musik

Når jeg hører musik, foregår det for det meste derhjemme, eller med løbeskoene godt bundet. Jeg bryder mig ikke særlig meget om koncerter, så live-musik er en sjældenhed i min verden. Til gengæld har jeg en meget bred musiksmag, og fascineres mere af enkeltnumre end af kunstnere. Med det sagt, her er årets udvalg. Mange af dem er stille og lidt sørgmodige. Gad vide om jeg også har været sådan i 2017.

Sys Gregers - Hvem Bli'r Dit Næste Offer Mr Sweetheart (1963)

I slutningen af 2016 blev jeg spurgt, om jeg ikke ville skrive en horror-novelle. Denne skulle foregå i 1960erne, men ellers havde jeg frie hænder. Jeg havde et par ideer, men intet konkret, så jeg gik ombord i tresserne, og blandt andet også dansktoppen. Og her faldt jeg over Sys Gregers nummer, der i 1963 i ugevis var en ørehænger af format. Den sang blev en væsentlig del af min novelle, og jeg hørte den til døde. Om sangen er god, kan jeg ikke længere bedømme. Den er vel mest en bagatel. Det stod også for mig som noget ret sjovt, at en sang næsten fuldkommen kan gå i glemmebogen, bare fordi den i sidste ende kun bliver nummer 2 på årets Top 20. For nummer et kender vi alle sammen. Det var nemlig Hvad ska' vi med kvinder sunget af Preben Kaas og Jørgen Ryg.

Dimash Kudaibergen - SOS d'un terrien en détresse fra rock-operaen Starmania (1976)

Jeg hader talent-shows af et oprigtigt hjerte, da jeg synes de promoverer alle de forkerte ting, og får folk til både at udstille sig selv og få falske forhåbninger. Derfor var jeg også blæst bagover på alle måder, da jeg hørte Dimash levere SOS fra rock-operaen Starmania til det kinesiske tv-show Singer. Nummeret betragtes som et af de vanskeligste stykker sangkunst, da sangeren skal mestre ikke alene sangens melodi, men undervejs skal igennem forskellige toneområder, ofte lige efter hinanden. Da jeg havde hørt det nummer, hørte jeg det igen, og igen. Det røg på min løbe-playlist, og når jeg hører den, kan jeg undre mig over at han kun blev nummer to i konkurrencen. For med en stemme, der dækker seks oktaver, så kan han vel det man skal kunne i den slags konkurrencer, nemlig synge? Og Dimash har en stemme, der får en til at tabe vejret.

1900 - Den modernitet som aldrig kom fra albummet Tekno (2016)

I år mistede vi Maria Gerhardt, også kendt som DJ Djuna Barnes. Som det sidste fik hun udgivet romanen Transfervindue og det var på grund af den, jeg en søndag fandt hendes sidste track på soundcloud. Det har titlen Step into the light, please og er et vildt lyt værd. Et af de numre, hun havde brugt, var dette, og jeg blev fanget af den rustne, franske stemme og klaveret, der virker ustemt. Da jeg senere på året blev spurgt om jeg kendte noget musik, jeg ville kalde gotisk, var Den modernitet som aldrig kom det første jeg tænkte på, for selv om det ikke er svulstig med orgelmusik eller lignende, så har nummeret noget mørkt og kærligt i sig. Siden har jeg lyttet til hele 1900s album, og det er virkelig stemningsfuldt, som noget fra en alternativ virkelighed. 

Green Day - Revolution Radio fra albummet Revolution Radio (2016)

Jeg var et af de hoveder, der grovlyttede Green Day i halvfemserne. Singlen Basket Case ramte mit 17-årige jeg som en meteor, og et af mine kærlighedsminder er om en aften med en kvinde, hvor vi sang med på alle numrene fra albummet Nimrod mens vi lå nøgne i sengen. Men efter år 2000 tænkte jeg at de var faldet af på den, og når de kom med noget nyt, hørte jeg kun det på skrømt. Det ændrede sig sidste år da Revolution Radio-singlen kom, for den tændte op under alle de gamle ting, jeg havde elsket ved Green Day. Måske var det en tidlig 40-års-krise, men med ét vakte også teksterne genklang i mig. Og det var ikke kun en sang, men hele albummet. Den vrængende guitar, den konstante trommerytme, bassen der står som et solidt fundament var det bedste fra Green Day i mange år.

MUNA - I know a place fra albummet About U (2016)

Det er sjældent jeg falder for ny pop (og selv om jeg ikke ved meget om musik, vil jeg mene MUNA er pop). Det er dog sket før med numre af Pink og Katy Perry, så det var ikke en reel identitetskrise. Første gang jeg hørte I know a place var jeg ude at løbe, og den ramte mig rent. Beatet matchede min hastighed. Når min fod ramte jorden, kom den skarpe lyd fra trommemaskinen, og det var vildt at opleve hvordan et upbeat nummer alligevel formåede at være sørgmodigt. Det havde også noget firser-lyd over sig, og det er jeg en sucker efter. Forsangeren Katie Gavins stemme er også med til at gøre sangen unik, både fordi hun går så dybt som hun med mellemrum gør, men også fordi hun har en særpræget udtale af visse af ordene. Det får hele nummere til at løfte sig. Videoen synes jeg til gengæld både er kedelig og lige lidt for letkøbt.

Jim Williams - Raw Main Theme fra soundtracket til filmen Raw (2016)

For de af jer der læste mine filmfavoritter, vil dette nummer nok ikke komme som en overraskelse. Filmen Raw var dygtig, og det havde ikke mindst noget at gøre med Jim Williams' musik. Den får nemlig en prominent plads i filmen. Titelnummerets startbrummen med orgel folder sig ud da violinerne kommer til, og får skabt et stykke musik der er foruroligende i sig selv. Jeg bliver aldrig træt af at lytte til det, og efterfølgende har jeg også lyttet til komponistens andre arbejder, og her vil jeg især anbefale soundtracket til filmen A field in England. Jim Williams arbejder med strakte lyde, og musik, der opstår i andet end instrumenter. Det synes jeg er meget fascinerende, og jeg håber at se komponistens navn i fremtiden. Ellers er der noget galt.

Det var et svært valg, og selvfølgelig havde jeg også en række boblere. Jeg lyttede meget til Johnny Cashs fortolkning af Nine Inch Nails-nummeret Hurt,  New Orders Bizarre love triangle kan jeg høre år efter år, Valravns Koder på en snor er sursmuk og Björsk, Love Shops Skøjteløb på Bagsværd sø er en lidt overset perle og David Bowies Rock n Roll suicide bliver ved med at hænge i min periferi. Men det blev ikke dem - det blev de andre, og i morgen handler det om bøger. Hæng på, og du kan selvfølgelig også læse indlægget om hvilke film, jeg godt kunne li'. Vi ses i morgen.

Forfatterens favoritter 1 - Film

Hen over julen faldt jeg i samtale, som det jo sker, når man pludselig omgiver sig med levende mennesker, og ikke kun møder dem i den digitale malstrøm. Af en af disse mine artsfæller blev jeg foreslået ikke kun at skrive om hvad jeg skriver, men også om de oplevelser jeg har haft med kunst og kultur gennem det forgangne kalenderår. Meget vel, tænkte jeg, så lad det da blive sådan. Derfor vil der i disse de sidste dage (pardon den bibelske klang) af 2017 komme lidt godt fra min erindringskule; de ting jeg har sat størst pris på siden 1. januar. I dag vil jeg fortælle lidt om film, i morgen lidt om musik og nytårsaftensdag vil jeg nå til de vigtige bøger og andre kulturoplevelser. Det betyder også, at i dag og i morgen bliver rig på levende billeder, mens man den 31. er overladt lidt mere til sig selv. Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6.

Film

Jeg har ingen anelse om hvor mange film jeg har set i løbet af i år, men det nærmer sig nok de 100. Jeg var på CPH:PIX i efteråret, ellers har jeg nydt dem derhjemme foran skærmen. Her er de for mig seks bedste filmoplevelser i 2017.

1922 (2017, instr. Zak Hilditch, USA)

2017 var på mange måder Stephen Kings år, og i modsætning til den kedsommelige genindspilning af IT, rammer 1922 den rene King-stemning. Filmens set-up er enkelt: En farmer vil ikke have, at hans kone sælger det land, hun har arvet fra. For at forhindre hende i det, slår han hende ihjel, og derefter må han leve med vægten af sin handling. De viser sig hurtigt, at hans handling kommer til at have vidtrækkende konsekvenser. Det rurale Midtvesten, den snusfornuftige bondemand, det antydede overnaturlige og en ordentlig håndfuld rotter får tilsammen skabt et grumt drama, der trækker tråde til både Poe og King selv, og gør dette til årets King-film, i hvert fald for mig.

Raw (2016, instr. Julia Ducournau, Frankrig)

Der er langt mellem de gode gyserfilm, og hvor amerikanske Get Out skuffede mig i dybden, fungerer franske Raw rigtig godt. Justine (om navnet skal kædes sammen med de Sades bog af samme navn må være op til læseren) kommer fra en familie af vegetarer, men starter på dyrlægestudiet, hvor hendes søster også går. Justine er overforsigtig, sårbar og transparent, men efter et indvielsesritual, hvor hun skal gnaske en kanin-nyre i sig, begynder der at ske noget med hende. Hun bliver vildere, vækkes seksuelt og får en smag for både blod og alkohol. Filmen står for mig som en flot coming of age-film, der samtidig er ren horror og stilsikker instruktion,  kameraføring og lydside bliver tilsammen et crescendo, der først slutter ved sidste klip.

A dark song (2017, instr. Liam Gavin, Irland)

En kvinde hyrer en okkultist til at forestå et ritual. Hvis det lykkes, får ikke kun hun, men også han et ønske opfyldt. Derefter følger en forkrøblet og syg vandring ind i hvad mennesker kan blive drevet til når de er fyldt med mørke. Jeg var især imponeret af hvor alvorligt filmen tager sortekunst, ritualer og ideen med et kommunikere med udenjordiske væsner. Der er meget lidt Hollywood-glitter, og meget rå realisme, hvor man til dels får forklaret hvad ritualernes formål er. Jeg var ikke helt overbevist af slutningen, men det ændrer ikke på at A dark song står tilbage som en af årets bedste filmoplevelser.

Swiss army man (2016, instr. Daniel Kwan/Daniel Scheinert, USA)

Når man ser Swiss army man, kan man ikke lade være med at tænke på Weekend at Bernie's, for i begge har et lig en prominent hovedrolle. SAM er dog på alle måder en bedre film end WAB. Hovedpersonen Hank, der lever ude i skoven, finder et lig, han navngiver Manny. Der er ikke den ting, Manny ikke kan. Han er et redskab, en schweizerkniv, og sammen går de på en opdagelses- og erkendelsesrejse ind i en verden, der måske ikke findes. Det er en særlig og gribende oplevelse at være vidne til SAM, og hvis filmens aparte handling ikke får sine klør i dig, tror jeg Andy Hull & Robert McDowells sonore stammemusik vil gribe dig i struben.

Boku wa asu, kinou no kimi to dêto suru/Tomorrow I will date with yesterday's you (2016, instr. Takahiro Miki, Japan)

Meget få film får mig til at græde. Donnie Darko gør, The Hours gør og så gør denne film. På overfladen er det en traditionel kærlighedshistorie mellem Takatoshi og Emi, der mødes og gennemlever forelskelsens første lykkelige tid. Men noget er aparte, og det noget kan man til dels udlede af filmens titel. Selv om jeg havde gættet mig til hvad der skete, ændrede det ikke det mindste på floden af tårer der eksploderede ud af hovedet på mig. Der var ikke nogen tanker, kun en ren og rå følelse af hvor frygteligt og smukt det egentlig var. Desværre kan jeg ikke finde trailen med undertekster, men gør alligevel dig selv en tjeneste og føl dit hjerte blive knust en smule.

Dave made a maze (2017, instr. Bill Watterson, USA)

Af og til får man lov til at være tilskuer til noget, der næsten kun kan blive kult. I Dave made a maze laver Dave et fort af papkasser, og da hans kæreste kommer hjem, er han inde i det. Problemet er bare, at han ikke kan finde ud igen, og når hun rækker hånden ind i det ret lille fort, kan hun heller ikke mærke ham. I ren desperation indkalder hun deres venner, og til sidst beslutter de sig for at kravle ind efter ham. Og hvad der derefter sker er rædselsvækkende og skideskægt, en drengedrøm og en feberdrøm slået sammen. Do not miss!

Om genrer og forfatterskab

Genrer.

Det fængsel, det spøgelse og den udfordring har været en del af mit forfatterskab, siden jeg første gang satte fingrene til tasterne. I løbet af de sidste ti år har jeg gentagne gange forholdt mig til det på forskellige måder. I indlægget 29 grunde til at læse genrelitteratur forsøgte jeg at give lyst til at læse, i indlægget A.Silvestri, realistisk forfatter talte jeg om det forunderlige i at ingen havde registreret at jeg også skrev realistisk litteratur, i responsen Er den danske horror-litteratur død? tog jeg til genmæle og for nyligt skrev jeg i indlægget Det hedder altså science fiction om hvordan genre-betegnelsen science fiction stadig er ilde set.  I denne omgang byder jeg jer indenfor til min december-tankestrøm.

Nogen vil sige at hele tanken om at inddele skønlitteratur i genrer er ligegyldig, og jeg er enig med dem.  Men nogen er ikke flertallet. Mange læser kun krimier, andre insisterer på at den vedkommende og realistiske litteratur er den eneste rigtige, andre igen bruger udelukkende tid på science fiction og føler at anden litteratur er ligegyldig. Der findes genrekrammere i alle genrer. Nogle genrer taler fra en magtposition, da disse betragtes som bedre litteratur, udelukkende på grund af deres genre. Andres genrer har vægt, fordi de er meget populære. En tredje gruppe er de marginaliserede, der står uden reel taletid. En fjerde genre bliver betragtet som børne- og ungdomslitteratur.  I den snak bliver det meget vigtigt, at kalde tingene ved deres rette navn. I mit indlæg om science fiction, peger jeg især på science fiction-værker, skrevet af anerkendte forfattere. Disse bliver ikke kaldt for science fiction, men for alt muligt andet, og det finder jeg problematisk, da science fiction så vedbliver med at stå på sidelinjen. Men hvordan hænger det sammen med, at jeg startede med at sige, at genrer er ligegyldige? Jo, jeg synes det er vigtigt at kalde tingene ved deres rette navn. For at vænne folk til at fantasy kan være for voksne, realistisk litteratur ikke automatisk er god, science fiction ikke kun er for nørder og at der findes velskrevne og dygtige krimier. Når vi er der, kan vi holde op med at bruge genrebetegnelser. Genrer er vigtige, lige indtil de ikke er det længere.

*

Disse tanker har jeg luftet tidligere, i forskellige former. Men siden i sommer, har jeg kigget lidt på mig selv og mit forfatterskab. Tankerne kulminerede med udgivelsen af Fast arbejde for et par måneder siden. Nærmere bestemt, da DBC skulle sætte emneord på min nye bog. Inden jeg fortæller mere om det, vil jeg dog fortælle en historie.

Til Fantasticon i 2016 var jeg en del af et panel med titlen Mixing Genres. Blandt de andre deltagende var den engelske forfatter Justina Robson, og ud over at hun og jeg delte en vis forkærlighed for Stephen Kings Hearts in Atlantis, var det interessant at høre hvad hun havde at fortælle om det engelsk-sprogede bogmarked. Ifølge hende var noget af det værste både forlæggere og læsere kunne støde ind i, en forfatter der ikke holdt sig til ét område. For forlagene handlede det om markedsføring. Det var vigtigt at kunne markedsføre en forfatter som YA, som romance, som horror, som smal og så videre. Når et forlag kunne placere en forfatter i en kasse, gjorde det alt meget lettere. Hos læserne handlede det om det genkendelige. Når de fik en yndlingsforfatter der skrev horror, så var der noget dejligt og velkendt ved at denne skrev horror og blev ved med det. Hvis horror-forfatteren derimod gled for langt væk fra horror (krimi og thriller var okay), forvirrede det læserne, nogle gang i en sådan grad, at de helt forsvandt. Kun meget få forfattere, fortalte Justina, blev branded på netop at skrive forskellige ting. Det var for sært eller svært. Man kan sige, at på den måde har både forlag og læsere stor interesse i at opretholde genrerne, for de fungerer som kort og instrukser.  Men det jeg virkelig studsede over, var hvor vigtig forventning egentlig er.

For to uger siden opdagede jeg at DBC havde klassificeret min nye bog Fast arbejde som horror og science fiction, og jeg skrev med det samme til dem og forklarede, at Fast arbejde slet ikke er horror, men tværtimod fantasy og humor. I samme mail pointerede jeg også, at jeg godt forstod deres fejl, da jeg tidligere havde fået lektørudtalelse på og har skrevet en del horror. Heldigvis har de nu ændret (delvist) klassificeringen, men efterfølgende slog det mig, at det igen handlede om forventning. På DBC forventede de at forfatteren A.Silvestri skrev horror ... og måske læste lektøren også min bog med de forventningsbriller på? Efterfølgende har jeg klaget over lektørudtalelsen, blandt andet fordi lektøren rodede rundt i mange ting, især genrer. Hvordan den klage går, vil jeg fortælle om i et indlæg i det nye år.

Samtidig er jeg de seneste måneder løbet ind i sjove episoder. I sidste måned fulgtes jeg med en kollega fra stationen til min arbejdsplads. Hun havde læst Fast arbejde og roste den til skyerne. Og så fortalte hun mig, at da jeg for nogle år siden læste op i København, var hun taget ind for at høre mig. Fordi det havde været en måde for hende at få hul på mit forfatterskab på ... hun havde nemlig været skræmt, og tænkt at forfatterskabet var ubehageligt og mørkt. Til den oplæsningsaften grinede hun og grinede hun, fordi de tekster jeg havde valgt var sjove. Og siden har hun læst mine bøger, fordi hendes forventning ikke viste sig at være rigtig. Det skal dog siges, at der OGSÅ er en del ubehagelige og mørke ting i mine bøger. Lidt i samme dur var anmelderen på Den lille bogblog, der var kommet til at låne min novellesamling Optisk bedrag, fordi hun troede det var horror. Hun blev dog positivt overrasket, da det viste hende en bredde i mit forfatterskab, som hun slet ikke anede var der.     

Onsdag for fjorten dage siden var jeg til møde i Forfatterforeningen, og der var der en af de andre, der sagde at hendes datter tidligere havde været lidt vild med mine ting, men nu nok var vokset fra dem. Vokset fra dem, svarede jeg undrende, jeg skriver til voksne? Nåh, men hun læser ikke så meget fantasy mere, sagde hun. Fantasy? svarede jeg undrende, jeg skriver nærmest ikke fantasy. Der er et par noveller, men ellers er det lidt sparsomt med det. Hm, sagde hun, så er det nok fordi jeg altid har set dig samtidig med fantasy-forfattere? Hvor? svarede jeg undrende, jeg kender en del fantasy-forfattere, men det er sjældent jeg er de samme steder som dem. Så var det hun kapitulerede og sagde: Jeg kan godt høre, at det er et minefelt. Jeg grinede, men efterfølgende har jeg tænkt over det. I hendes forventning var jeg ungdomsfantasy-forfatter, en titel jeg aldrig kunne drømme om at bruge om mig selv, eller har nogen interesse i at have. På grund af hendes forventning lå jeg ikke indenfor det segment af forfattere, som hun selv ville læse. 

*

Disse oplevelser peger i samme retning: At der er enighed om at jeg er genre-forfatter, men ikke HVILKEN genre-forfatter. Det får mig yderligere til at studse. For hvorfor er der ikke nogen, der nævner at jeg er realistisk forfatter? Halvdelen af novellerne i både Køtere dør om vinteren og Optisk bedrag er realistiske, jeg har deltaget i otte antologier med realistiske tekster og fået udgivet SMS-novellen Vi savner dig, der også er realistisk. Sidst, men ikke mindst, kommer der i 2018 en lang, realistisk roman. Jeg tænker og gisner. Og det slår mig, at det nok handler om enten/eller. Enten er man realistisk eller fantastisk forfatter. Hvor det ene hedder forfatter og det andet hedder genre-forfatter.  Men hvornår bliver man så det, man er? Er det ved den første bog, eller er det ved den svære toer? Eller er det når man har et forfatterskab, og hvornår indtræder det punkt? Ved bog fem, ti eller den første? Og er det overhovedet muligt at blive forfatter, hvis man først har være genre-forfatter?

Jeg har ikke svarene på disse spørgsmål, men jeg vil tillade mig at stille dig et par stykker. Hvis du skulle præsentere mit forfatterskab for andre, hvad ville du så sige? Er der en side af det, du ville fremhæve? Hvilken genre ville du give Fast arbejde? Og ser du det som noget positivt, at en forfatter arbejder i flere genrer?

Jeg håber du har lyst til at svare - og så ønsker jeg selvfølgelig dig en glædelig jul og et godt nytår.

Silvestris store juleudsalg.

Jesus smed kræmmerne ud af templet, så nu har de fået stand hos mig. Det er atter blevet tid til at sende gaver på tværs af landet, branke flæskesvær og mæske sig i konfekt og sovs. Men midt i al kulden og mørket, mens maven brummer blidt over de karamelsmagende juleøl, kan der også blive tid til at læse en bog eller to. Derfor sælger jeg lidt fra mit private lager, enten til dig, eller så du kan give det som gave. Jeg har dog ikke så mange af hver, så du skal være hurtig :)

Enkeltbøger

Som du kan se på biledet, sælger jeg fem af mine udgivelser. I kronologisk rækkefølge er det Køtere dør om vinteren, Optisk bedrag, Ambrosia/Live, Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde. Du kan læse mere om dem ved at trykke på linket. Jeg har dog ikke så mange af hver, så du skal være hurtig :) Du kan bestille nederst i dette indlæg.

(5) Køtere dør om vinteren, 75 kroner

(5) Optisk bedrag, 75 kroner

(5) Ambrosia/Live, 75 kroner

(5) Sand og sten, stål og glas, 100 kroner

(7) Fast arbejde, 100 kroner

Bundles

Bundles er et andet ord for bunker, og det er præcis hvad der er her. Jeg har to bundles til salg.

Første bundle består af Køtere dør om vinteren, Optisk bedrag og Ambrosia/Live. Mine første to novellesamlinger og venderomanen, der vandt Niels Klim-prisen for bedste kortroman i 2014. Sammenlagt koster de 200 kroner, så der er en lille besparelse at hente. Til gengæld får man over 50 noveller at hygge sig med :)

Det andet bundle er hele svineriet. Alle fem bøger, fra Køtere til Fast arbejde. Det er 1302 siders Silvestri, og sammenlagt koster de ikke mere end 375 kroner. Det er under 30 øre pr. side. Så bliver det næppe meget billigere.

Hvis du har lyst til at lave dit eget bundle, kan vi selvfølgelig også snakke om en pris. Du kan bestille nederst i dette indlæg.

Det med småt

Alle bøger vil selvfølgelig være personligt signeret, og ud over bøgernes pris, kommer der porto oveni som køber betaler. Det vil typisk være mellem 50 og 100 kroner. Hvis vi aftaler at overlevere bøgerne på et andet tidspunkt, er dette selvfølgelig ikke relevant.

Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket. Og så selvfølgelig glædelig jul.

---