Jeg er et irriterende menneske. Nærmest synkront med at jeg satte fod i skolen, knækkede jeg læsekoden. Mens de andre svedte over Søren og Mette, fortærede jeg Den uendelige historie. Jeg tilbragte frikvartererne på skolebiblioteket, først som hang-around og derefter som medhjælper. Jeg kunne decimalklassesystemet på rygraden (79.49 er rollespil, astronomi er 52, dinosaurer er 55.5), og blev næsten personligt fornærmet, hvis skønlitteratur ikke stod opstillet korrekt efter forfatterens efternavn. Jeg balancerede bogstakke hjem, jeg sprang ud som bibliofil i en meget ung alder og terroriserede gangene på både Centralbiblioteket i Nykøbing Falster og de andre af øernes biblioteker i min grådige jagt på nyt læsemateriale. Jeg gled over og begyndte at læse på engelsk et sted omkring 1990, men på det tidspunkt var jeg allerede en stamkunde på voksenbiblioteket. Jeg var fuldkommen ligeglad med om det var skøn- eller faglitteratur. Hvis bare det knipsede til en flig af noget, der interesserede mig, læste jeg det, og jeg læste det konsekvent færdigt. En bog var noget særligt. Det var et medium, der kunne overføre viden, erfaringer og umuligheder fra forfatteren til mig, og jeg elskede hvert læsesekund. Som sagt, et irriterende menneske. Selv om jeg læste meget, havde jeg dog også tid til andet. Jeg spillede fodbold tre gange om ugen, og jeg gamede for hårdt på først Commodore 64'eren, så Amigaen og til slut PC'en. Hvis der var film, serier, tegnefilm eller dokumentar i fjerneren, sad jeg klinet til den let buede glasskærm, der gav en klokkelyd fra sig, hvis man bankede på den med en kno.
A.Silvestri, ca. 1990. Bogen jeg læser i handler om at programmere sine egne spil, og den anden bog ... tjah, kig længere nede.
Hurra for fortid. Den har vi alle så meget af, at den nogle gange er lige ved at kvæle os. Af og til er det en kærlig strangulering ved navn nostalgi, og det kan både være godt og dårligt. Det er sjældent, jeg egentlig tænker på min barndom. Den er bare noget der er der. Men for et par måneder siden, en aften hvor jeg sad og arbejdede, gik det op for mig at jeg ikke længere læste på samme måde som jeg havde gjort. Mit forbrug af kultur var det samme, men i stedet for bøgerne var trådt serier, masser af serier og film. Der var kommet et passivt element i mit kulturforbrug. Jeg gloede skærm for at slappe af, for at grine, for at blive skræmt, men ikke for at lære noget. Det blev til mange timer på en måned, mange timer på et år. Selvfølgelig læste jeg stadig. Det blev til et par bøger om måneden, ofte i toget på vej frem og tilbage til arbejde. Jeg læste en masse på internettet, artikler og click-bait i klæg blanding, men i forhold til hvor meget jeg tidligere havde læst, var det en dråbe i havet.
Den erkendelse gjorde mig ked af det. Jeg fik den sugende sorg i maven, der ellers for mig kun har hørt til i det sekund, hvor man opdager at kærligheden er død. Det ramte mig så hårdt, fordi jeg selv er forfatter. Glem, når folk siger at 'de skriver for at få tingene ud'. Det passer ikke. Enhver forfatter skriver for at blive læst. Og hvordan kunne jeg forvente at andre ville læse mig, når jeg ikke engang selv længere læste grådigt? Hvordan kunne jeg tillade mig at rynke på næsen af folk, der foretrak skærmtid fremfor en bog, når jeg selv havde Youtube på iPaden i soveværelset ved sengetid? Jeg satte mig i et hjørne, og prøvede at præcisere hvornår det skred i mine vaner var sket, men det eneste jeg nåede frem til, var ordet 'gradvist'. Langsomt, over måske et årti, havde jeg ændret fokus. Jeg var begyndt at lade andre give mig billeder, i stedet for selv at danne dem. Det var en tanke, der skræmte mig på et fundamentalt plan. Først efter et par timer sneg det langt vigtigere spørgsmål sig ind på mig. Hvorfor var det sket?
Det rugede jeg over, øl i hånd, blik fikseret på det hul i væggen, der var opstået under et skænderi. Det første jeg tænkte på var tid. Det tager tid at læse en bog, men den tanke kom jeg hurtigt fra. Det tager tid at se en film, mange af de nye block-busters er over to timer lange, og sidste sæson af Game of Thrones varede 7 timer og 22 minutter. Man kan læse mange bøger på den samme tid (se link). Det næste jeg tænkte var afslapning. Det er dejligt at slå hjernen fra og bare lade sig underholde. Det kunne jeg bedre forstå, men kun indtil et vist punkt. Måske var det ikke nødvendigt med to-tre timers underholdning hver eneste dag? Så slog det mig, at det måske handlede om fællesskab. At man kunne snakke med kolleger, kæresten og familien om anden sæson af Stranger Things (spilletid ca. 7½ time), og derved dele noget. Det var meget lettere at være fælles om noget, man i mange tilfælde havde set sammen, og hvis ikke, så noget man vidste at folk i ens omgangskreds også havde set. Det var en god forklaring. Jeg oplevede dog sjældent, at jeg havde behov for at diskutere en film eller serie med nogen, og når det endelig skete, var det sjældent at vi nåede længere end til "Den var god","Ja, den var god"-meningsudvekslingen. Så overvejede jeg, om mit sind havde haft brug for en pause fra alle de skrevne ord, og i et bakkantisk oprør med mediet bogstaver havde ædt sig fed på billeder. Det var muligt, og ikke nødvendigvis dårligt. Til sidst tænkte jeg at det måske også bare handlede om udbud. At der var så mange muligheder for adspredelse, at folk først havde bøger langt nede på listen. I sidste ende var jeg utilfreds. Fordi jeg savnede bøgerne. Og det valgte jeg at gøre noget ved.
Jeg startede i det små med at læse hver dag. Om morgenen, mens verden stadig sov, satte jeg mig i min sofa og læste et kvarter, inden jeg skulle møde på arbejde. Et kvarter var ofte nok til at læse en novelle eller et kapitel af en roman, og ordene blev hos mig det meste af dagen. De første par uger var det sært, men hurtigt blev det en vane. Det greb om sig, og i stedet for at se to afsnit af en serie om aftenen, så jeg nu kun et, som jeg så supplerede med skønlitteratur. Det blev jeg ved med i et par måneder, og omkring årsskiftet skete der noget underligt.
Mine drømme eksploderede.
Jeg sov længere og tungere, og mens jeg drev rundt, åbenbarede der sig helt nye verdener for mig. Jeg drømte, som jeg ikke havde drømt siden jeg var barn. I farver. Med surrealismen skruet op på ti. Med forkromede og forkrøblede narrativer. Det forundrede og forundrer mig, for det var ikke engang noget, jeg havde tænkt over kunne ske. Der var det hele. Søde drømme, væmmelige drømme, våde drømme og knastørre drømme, og det gjorde mig glad og grådig efter mere.
Og hvad det var, kan du læse om i næste indlæg ;)
A.Silvestri, for ca. 10 minutter siden. Anthony Horowitz' Den syvende søn.