Desværre - du er ikke nomineret til en pris

Det er januar, og det betyder, at der er gang i to af fantastikkens priser, nemlig Niels Klim-prisen (NK) og Årets Danske Horrorudgivelse (ÅDH). Det betyder også, at der florerer mange misforståelser på nettet, hvoraf den største er, at den og den bog er “nomineret til X pris”. Undskyld at jeg er en lyseslukker, men det er ganske enkelt ikke rigtigt. Eller for at genbruge overskriften: Desværre - du er ikke nomineret til en pris.

Longlisten

Hvorfor så ikke?

Well, både NK og ÅDH benytter sig af et system med flere trin, hvor de har en longlist og en shortlist tilfælles. Lige nu befinder vi os i longlisten.

En longlist er en opsamling af potentielle kandidater til en pris. Der har altså ikke fundet nogen kuratering (eller smagsdommeri, om man er så inklineret), afstemning eller nogen reel nominering sted. NK og ÅDH gør det dog ikke på samme måde.

NKs longlist sker ved at en person (det har i mange år være Lise Andreasen, men hun leder efter en afløser) samler alle tekster denne kan finde og sorterer dem i prisens forskellige kategorier. Det eneste kriterium på dette tidspunkt er, at det har bare en snas at gøre med science fiction. Står ens tekst på denne liste, er man ikke nomineret til en pris, men longlisted. Derfor vil det være korrekt at sige “Min tekst X er longlisted til Niels Klim-prisen.” men helt forkert at sige “Jeg er nomineret til Niels Klim-prisen.”. NKs longlist er åben, hvilket betyder at er man tilmeldt afstemningssystemet, kan man sætte sit kryds ved de tekster man synes skal videre til shortlisten/dem, der skal gå videre til næste heat. Alles stemmer tæller lige meget og dem med flest stemmer går videre til shortlisten. Der er armslængdeprincip, så man må ikke stemme på sig selv, eller hvis man er redaktør/udgiver/ægtefælle+samlever til tekstens ophavsmand eller i øvrigt har økonomisk interesse i teksten.

ÅDHs longlist er anderledes. I en periode har forlag og enhver anden haft mulighed for at longliste værker. For at den almindelige læsers mening også bliver hørt, åbnes der hvert år for afstemning på facebook-siden Danske Horrorfans. Her kan medlemmer af gruppen frit (med armslængdeprincip = stemmer ikke på sig selv eller hvis man har været redaktør/korrekturlæser/grafiker/forlægger på udgivelsen) stemme på de værker, de synes er de fedeste, og når alle har stemt, får de tre værker med flest stemmer en stemme hver. Synkront med afstemningen på Danske Horrorfans afgiver medlemmer af Dansk Horror Selskab deres stemmer på samme longlist. Man kan sige, at de samlede stemmer på Danske Horrorfans tæller som et ekstra Dansk Horror Selskab-medlem. Så længe man er på longlisten, er man ikke nomineret til nogen pris, men kan med stolthed ytre “Min bog er longlisted til Årets Danske Horrorudgivelse.” De fem værker med flest stemmer bliver shortlisted.

At være longlisted svarer altså til at have sin bog på en reol, hvor ingen endnu har besluttet sig for hvem der bliver udvalgt, eller “går videre” til næste runde. Den står der og er dejlig, men er ikke taget ned endnu.

Shortlisten

Nu smager det lidt af fugl. Eller tentakelmonstre fra rummets afgrund.

Shortlisten er det sted, hvor de bøger/tekster/værker, der er blevet stemt videre fra den indledende runde befinder sig. Der er kun en håndfuld tilbage. Det sker i begge prisers tilfælde i foråret. Nu kan man begynde at snakke om at være pris-nomineret. Igen håndterer de to priser det forskelligt.

NKs shortlist er strengt taget det samme som longlisten, men nu kan man kun stemme på de værker, der er gået videre. Til gengæld har NK intet mindre end fem kategorier, der spænder fra Oversat til Kortroman. Seks titler i hver kategori tilstræbes, men ofte bliver det lidt flere grundet stemmelighed. Er man blevet shortlisted kan man nu med rette sige “Jeg er nomineret/shortlisted til Niels Klim-prisen i kategorien Y” eller bare generelt være glad. Som ved longlisten tæller alle stemmer lige meget og værket med flest stemmer vinder Niels Klim-prisen i den kategori. Er der to værker med samme antal stemmer, vinder de begge.

ÅDHs shortlist er anderledes. Der er ingen kategorier, og det øjeblik de fem værker med flest stemmer er fundet, går de videre til shortlisten. Her er der ingen afstemning, men i stedet en jury, der består at litterater, boghandlere, bibliotekarer og andet godtfolk, der professionelt beskæftiger sig med bøger. Juryen læser alle fem værker og beslutter, hvilket der løber af med prisen. Er man blandt de sidste fem, vil det være korrekt at sige “Jeg er shortlistet til Årets Danske Horrorudgivelse” eller til nød “Jeg er nomineret til Dansk Horrorpris”. Medvirker man i en antologi, vil livrem og seler være “En antologi jeg medvirker i er shortlistet til Årets Danske Horrorudgivelse.”

Er man shortlisted, er det generelt okay at bruge “nomineret”. Ikke alene ved de fleste, hvad det betyder, det er heller ikke forkert. Man er med i opløbet om prisen. Er man shortlisted, er ens værk taget ned fra reolen.

Sikke nogle lorteregler

Det må man gerne synes, og heldigvis for det. Har man konkrete og gennemtænkte forslag til ændringer, tror jeg at man vil møde lydhørhed.

Who the fuck cares?

Tjah, det gør jeg. Det handler om at præsentere de fantastiske genrer så godt som muligt. Det er ingen hemmelighed, at fantastik har det svært i Danmark. Det er en genre, der bliver betragtet som børnelitteratur, som underholdning uden dybde, som uden relevans for almindelige mennesker, som det rene amatørteater. Og hvis vi ikke engang internt har styr på vores egne priser, så bekræfter vi lidt fordommene. Det har vi ikke råd til. Derfor er det vigtigt at så mange som muligt stemmer, uden at skæve til personlige interesser eller pryde sig med lånte fjer. Det objektivt bedst mulige værk må og skal vinde. På den måde øges værdien og betydningen af priserne nemlig. En del af det er at sige tingene som de er.

Det er fedt, at kunne blænde IG med “nomineret” … men er det også fedt, hvis det ikke er rigtigt? Og udvander man i virkeligheden betydningen af priserne, hvis man gør det forkert? Er det rigtigt at stemme på sin fætter eller sin forlagsfælle, hvis en anden er bedre?

Du er bare så skideirriterende!

Guilty as charged. Det er en medfødt skade.

Men hvad må jeg så?

Du må være glad for at du er longlisted! Det betyder, at dit værk eksisterer i verden. Bliver du shortlisted, så endnu bedre. Fantastisk! Udbred viden om de forskellige priser. Du kan opfordre folk til at læse de individuelle værker, og så stemme. Nævn dine egne favoritter. Link så meget som overhovedet muligt. Orienter dig i dine konkurrenter (de er nemlig oftest også dine allierede og fagfæller). Læs indtil øjnene smerter. Hvis du stemmer, så stem i alle kategorier. Og for alt i verden, tal priserne og vinderne op. Det håber jeg, at du har lyst til.

Forfatteråret 2020

Hvor Skriveåret 2020 drejede sig om de nye ting jeg havde fået ned på papir og mine udgivelser, handler Forfatteråret 2020 mere om hvordan det har været at være forfatter, hvilke oplevelser der er blevet mig til dels og lignende. I stedet for at fortælle sagerne kronologisk, vil jeg give arbejde med overskrifter. Jeg håber, at du har lyst til at læse med :) også selv om det bliver lidt langt.

---

Lyd

Lydbøger

Lyd er en kerneoverskrift for 2020. Selv om jeg tidligere har oplevet at få en bog indtalt som lyd (Slør), blev 2020 året hvor jeg ikke bare indtalte en af mine bøger eller et par stykker, men hele tre. Jeg lagde ud med at indtale min roman Et satans arbejde, der udkom i 2019, og sammen med den indtaling lærte jeg meget om at klippe og behandle lyd. Det foregik nemlig alt sammen hjemme i mit eget bibliotek, der er lejlighedens tyste rum. Og hold kæft, hvor tog det lang tid! For hver færdig time (og dem var der omkring 11 af), lå der 4+ timers arbejde, fulgt af efterbehandling. Heldigvis har lytterne af Et satans arbejde rost både min indtaling, stemme og teknik, så helt galt gik det ikke. Da jeg i efteråret, op til udgivelsen, skulle indtale Næsten her, var det med blandede følelser, at jeg gik til mikrofonen. Det var dejligt at få bogen indtalt, men samtidig vidste jeg nu præcis hvor stort et arbejde, der lå foran mig. Om det er gået godt, ved jeg ikke. Jeg har ikke hørt nogen feedback. Så var det meget lettere, da Nota kaldte, og jeg skulle indtale King. Det foregik i et professionelt studie, og var klaret på en formiddag, da King kun er på 8000 ord … men de ord er til gengæld dejlige. I ‘21 ved jeg, at jeg skal forbi Nota igen, da jeg skal indtale Tre. Jeg håber, at der er lyttere derude.

Podcast

I december startede jeg podcasten Silvestriland (ja, det er selvfedt, men nogen skal jo snakke om mig), og i skrivende stund er der tre afsnit. Ideen kom, da jeg betragtede min hylde med udgivelser og kunne tælle, at jeg siden 2008 havde fået udgivet 170 noveller. Det var ærgerligt, at de bare stod der og samlede støv. Så i podcasten Silvestriland trækker jeg hver søndag en tilfældig af mine udgivne noveller fra en pose, og fortæller så om den. Det kan være baggrunden for selve historien, der hvor den blev udgivet henne, hvilke teknikker jeg brugte, mine inspirationskilder eller noget helt femte. Hvis du har lyst til at lytte med - så skal du bare trykke her.

Godnathistorier

Tilbage i 2017 startede Jesper Dein podcasten Godnathistorier, indlæsninger af korte fortællinger, man kan snuppe lige for næsen af Ole Lukøje. For en uges tid siden blev en rad nye indlæsninger lagt op - deriblandt min Ølanker (der handler om kobber og kærlighed), Gadedreng (der handler om æsker og eliten) og Elskovsrede, der udspiller sig på et defekt hotel i tusmørket. Lyt gerne med.

Radio

Og så var jeg for første gang nogensinde i et landsdækkende medie for at fortælle om mit forfatterskab. Det var Kulturen på P1 - og det kan du høre her.

---

Oplevelser

Aflysninger - så mange aflysninger

I kender alle sammen grunden, og corona ramte ondt blandt kunstnere og freelancere. Det blev til virkelig mange aflysninger og udskydelser. Jeg skulle have talt til SciFi-Con i Randers, men det blev rykket, rykket og endelig aflyst. Til Krimimessen ventede interviews, men den blev aflyst. En rad af forskellige foredrag, blandt andet på Fyn, blev rykket. Dancon blev aflyst. Lille Bogdag blev rykket og aflyst, det samme gjorde sig gældende for BogForum. Det internationale kunstnertræf og -arbejde TRAVERS blev udskudt til ‘21. Det var hårdt på alle fronter. Ikke alene var det et stort økonomisk tab. Langt vigtigere mistede jeg en platform til at møde den håndfuld mennesker, der læser mig, muligheden for at snakke med ligesindede og et sted, hvor jeg kunne præsentere mine nye udgivelser. Sådan var det for os alle sammen, og det blev næsten kun værre, da de såkaldte hjælpepakker blev rullet ud. Om noget viste de en regering, der absolut intet anede om hvordan det var at være kunstner eller freelancer i Danmark, og oveni de mange aflysninger føltes det ødelæggende at skulle stå model til et system, der knap forstod, hvor væsentlig kunstnen er. Hvis jeg må tillade mig ét fromt nytårshåb i kølvandet på corona, så er det, at den kan være med til at bringe kulturpolitikken tilbage fra de døde, så kulturpolitik atter kan blive en fremtrædende post på enhver finanslov, regeringsfarve underordnet. Fat nu for helvede at støtte til kulturen kommer rigeligt tilbage!

Events

Men heldigvis var der også en del ting, der blev til noget. Et par stykker før verden gik i lockdown og lidt, når landet i perioder trak vejret lidt lettere. I løbet af efteråret føltes det nærmest som en ugelang ferie at komme ud af huset, og samtidig som noget, man stjal sig til - et kys med en crush. I februar var jeg inviteret til at fortælle om mit forfatterskab på et af Science Fiction Cirklens møder, og hvordan det gik, kan du læse på Lise Andreasens side. Selv synes jeg det var spændende rent faktisk at blive inviteret til at tale om mit forfatterskab. Det sker nemlig sjældent.

Den 7. marts læste en helvedes masse forfattere op Litteraturen samler ind - et værdigt og vigtigt formål, der er spredt over hele landet på flere steder. Selv fik jeg en plads på Brøg Litteraturbar, og det var sjovt at læse op for et publikum, der ikke mindede meget om mit vanlige.

Nils Anker Tønner-Oldefar fra forlaget Ildanach og mig øffede grisen. Billede: Jette Holst.

Du kan læse mine FebruaryFiction fra 2020 lidt endnu. De er lige her.

Til årets Skrækfest i Odense var temaet Vampyrer, og som mange andre festivaler, blev deres program hårdt ramt af corona. Heldigvis blev det fikset med lidt hurtigt benarbejde, og fem dage i september rådede rædslerne over det fynske. Jeg interviewede Teddy Vork om hans forfatterskab, blandt andet hans Mulm, der udkom i år og snakkede med Patrick Leis om hans Necrodemic-saga, der både vandt Årets Danske Horrorudgivelse og blev afrundet i år efter mange års arbejde. Heldigvis nåede jeg også at høre Martin Wangsgaard Jürgensen snakke med Jacob Krogsøe om fagbogen Skrækvisioner (en af de spændende udgivelser i 2020) og Nicolas Barbano berette om vampyrlig filmmusik.

Et par dage senere, men på samme bibliotek, var jeg inviteret forbi for at læse op til et arrangement for Dansk PEN. Det blev en god aften med diskussion om især kvinders tilgang til og ret til litteratur, og oplæsning af Qaali Schmidt, Khatera Musleh og mig selv. Henrik Nordbrandt måtte desværre corona-aflyse.

I de sidste fire år har jeg samarbejdet med eventmagerne Traume&Co om eventet Gys i kirken, og med det yderste af neglene nåede vi at afholde det, som de andre år den 31. oktober. I år var emnet Døden i de fire Aer (Australien, Arabien, Asien og Afrika) og det blev en fed aften med alt fra besøg af politiet over minderoser til døde digtere til ekspressiv dans i fuglehamme. Selv læste jeg Tom Kristensens vidunderlige novelle De forsvundne ansigter op. I 2021 bliver det femte og sidste år med Gys i kirken.

Lige inden corona-dørene atter smækkede, nåede jeg forbi Aarup Bibliotek for at lave workshop. Det skulle handle om at skrive kortprosa, og med udgangspunkt i særligt mine FebruaryFiction blev det til en god aften med et lille hold. Måske gentager vi sagerne i 2021.

Milepæle

2020 var på mange måder et nøgleår i mit forfatterskab. I september rundede jeg intet mindre end novelle nummer 50 i en fysisk novelleantologi på dansk - og det vel at mærke siden 2008. Det var en lidt overvældende følelse at stikke hovedet frem mellem alle de udgivelser. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde når til de 100. På det sidste har jeg sendt noveller ind til færre indkaldelser af flere grunde, heriblandt redaktion og PR.

Lige i kølvandet på den milepæl, kunne jeg fejre mit 10-års jubilæum som udgivet forfatter. Jeg debuterede i 2010 med novellesamlingen Køtere dør om vinteren, og for at fejre dagen skrev jeg to indlæg - et op til, og et på selve dagen. I Ti år som forfatter (næsten) leger jeg med et meta-indslag om hvad det egentlig vil sige at være forfatter, og i Ti års tak forsøger jeg at få takket alle de mennesker, der har været omkring mit forfatterskab siden begyndelsen. Selv om begge indlæg er måneder gamle, er du stadig velkommen til at tage et læs.

2020 blev også året, hvor jeg helt officielt blev tilknyttet forlaget Brændpunkt som redaktør. Siden foråret har jeg vurderet en bunke manuskripter og har været redaktør på tre. Det er spændende at arbejde med den side af faget også.

Og så blev jeg noget overrumplet, da jeg pludselig modtog en mail om, at jeg havde modtaget DsF’s Skulderklaplegat. Skulderklaplegatet er et kollegernes legat, så det betyder altså, at mine kolleger finder det jeg laver af kvalitet. Det betød og betyder meget, især i et år som 2020. Hvad der også var dejligt at opdage var, at jeg ikke var den eneste forfatter på listen, der arbejder med de fantastiske genrer. For at blive i de fantastiske genrer, vandt jeg også min fjerde Niels Klim-pris for novellen Jeg ved godt, du er der fra opsamlingen af samme navn. Tak til jer, der stemte på mig.

Til sidst var det også både vemodigt og rigtigt, da jeg i august gik af som formand for Den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening.

---

Afmagt

Sammenbrud

I foråret brød jeg fuldkommen sammen. Eller brændte sammen. Eller styrtede ned i et bundløst hul. Take your pick. Efter en måneds torpor skrev jeg indlægget En seddel på væggen, hvori jeg beskrev den modbydelige følelse af at være usynlig. Og indlægget eksploderede. Det blev læst og delt og diskuteret. Mange af mine forfatterkolleger kunne spejle sig i ordene. Mange på min venneliste bidrog med roser, digte og lovning om delinger og det hele var meget overrumplende. Jeg er af natur et tilbagetrukket menneske, og taler sjældent om hvordan jeg har det, så både det at jeg havde overvundet min egen stolthed og folk rent faktisk lyttede, var helt vidunderligt.

Det overraskede spøgelse viser den vilde interesse, der var - og den normale interesse.

Desværre holdt det ikke. Nu et halvt år efter er jeg tilbage hvor jeg startede. Intet har ændret sig. Salg, interesse og modtagelse af Næsten her har været lunken og sporadisk, og det store tavshedsmonster har kun vokset sig større. Jeg ved ikke længere, hvordan jeg skal adressere det. En seddel på væggen var mit Hail Mary pass, og det endte ingen steder.

---

Til sidst

Tak fordi du læste med. Jeg håber ikke, at jeg kedede dig alt for meget. Ligeledes tak til den håndfuld, der har læst, købt og/eller anmeldt mine bøger, til de af jer der følger med på Instagram og Facebook, til jer, der kommenterer mig og gad lytte på mig ude i virkeligheden og til jer, der har hyret mig til at foredrag, oplæg og paneler. Det er dejligt at vide, at I findes.

Skriveåret 2020

Når jeg tænker tilbage på Skriveåret (som er noget andet end Forfatteråret) 2020, er det med en følelse af ikke at have skrevet særlig meget. Det har været fire årstider præget af usikkerhed og afmagt, indefra såvel som udefra. Derfor kom det også som en overraskelse for mig, da jeg begyndte at tælle, for det var alligevel blevet til en del. For det meste korte, overskuelige tekster skrevet i en enkelt sitting, men hist og her var der også dumpet en længere tekst ned fra muserne. Skaden var ikke så slem, som jeg havde forestillet mig.

På udgivelsesfronten var følelsen den samme; at det ikke var blevet til en bondegård. Det syntes ikke som særlig meget, men alligevel er det blevet til en masse. I dette indlæg vil jeg skrive om de tekster, der sprang fra min pande og om dem, der tog springet ud i verden. Jeg håber, at du har lyst til at læse med. Det bliver lidt langt, men nu er der også gået et helt år siden sidst.

---

Nye tekster

De første skridt bag Alistairs hus …

Image created by Tas
http://sketchytas.deviantart.com/

Noveller

Alberts manuskript (8000 ord, weird)

Alt det, der ligger bag Alistairs hus (5500 ord, weird)

Her skal By ligge (5400 ord, fantastik)

Lortejob! (3900 ord, science fiction) - antaget i antologien Komplekskuller

Nexus (12100 ord, science fiction)

Tårnet (4000 ord, science fiction)

Korte tekster

Beat still, little heart (1000 ord, horror)

Words (700 ord, horror) - antaget i antologien Slice Girls

Simulacrum (850 ord, digt)

Skyggebokser (1200 ord, prosa)

Støv (850 ord, fortælling)

Vi er maskiner (1300 ord, prosa)

Kredse

28xFebruaryFiction

30xKattefortællinger

20xCoronautiske fortællinger

6xProsatekst til Digterstatuer i Brøndsalen

I modsætning til mange andre år, kan jeg ikke umiddelbart finde en rød tråd, i det jeg har skrevet. Til gengæld står et par af teksterne meget stærkt i min erindring. Forfattere kan ofte forfalde til floskler, men alligevel vover jeg pelsen og siger, at Alt det, der ligger bag Alistairs hus er noget af det bedste jeg har skrevet. Det er efter en fest, og kun Alistair og fortællingens hovedperson er tilbage. Alistair vil vise ham noget. Og det gør han. Han viser ham … det må du læse dig til, hvis den en dag bliver rigtig til. Tårnet står også tydelig for mig; i den tager jeg den fortærskede trope om oprør mod det etablerede styre og sender den i spin om sig selv. Simulacrum finder jeg spinkelsmuk som istapper - det er sjældent, at jeg skriver digte, og måske er det derfor. Om Tårnet og Simulacrum nogensinde kommer ud til læsere får vi at se. Og for at runde sektionen af, synes jeg også, at der er fine sager både i mine coronautiske fortællinger og i mine historier om katte.

---

Udgivelser

de mindre

På udgivelsesfronten blev 2020 et år, hvor der i mange tilfælde ikke var langt fra at en tekst blev skrevet, til at den udkom i en eller anden form.

I foråret under den første corona-lockdown begyndte jeg at skrive #coronautiskefortællinger (CF), og de nåede i hvert fald steder hen. Fortællingen HBO blev en del af online-antologien Luk op for et lukket land, der kom ud på Ordskælv i april, Kulturen på P1 læste fortællingen Døden og Merete op live også i april og i juni kom tre forskellige #coronautiskefortællinger i Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum (nummer 137). Døden og Merete (igen), Narnia og Vidner. Alle de #coronautiskefortællinger kan du finde her på min hjemmeside. Værsågod :)

Lige så hurtigt gik det med en af mine andre fortællinger. I efterårsferien var jeg på skriveophold på Hald Hovedgaard, hvor jeg fokuserede på et værk med arbejdstitlen Tusindkat - en masse fortællinger om katte. I kølvandet på det havde de gode folk bag Lille Bogdag fået lov til at kuratere sitet hvermandag.dk i en måned, og bad derfor folk sende tekster ind. Det gjorde jeg, og derfor kunne min korte tekst Frit efter en tjekkisk tresserkat læses af abonnenterne mindre end en måned efter at jeg havde skrevet den. Ekspres indeed.

Tilbage i 2017 startede Jesper Dein podcasten Godnathistorier, der er indlæsninger af korte fortællinger, man kan snuppe lige for næsen af Ole Lukøje. Jeg har været med siden begyndelsen, og for en uges tid siden blev en rad nye indlæsninger lagt op - deriblandt min Ølanker (der handler om kobber og kærlighed), Gadedreng (der handler om æsker og eliten) og Elskovsrede, der udspiller sig på et defekt hotel i tusmørket. Lyt gerne med.

---

Udgivelser

De større

Siden stenalderen i 2008 har jeg mindst medvirket i en antologi om året, og på det punkt var 2020 ikke anderledes. Næsten før corona blev et ord selv børnehaveklassebørn kunne klappe, udkom antologien Skyggespejlet på forlaget Enter Darkness. Det drejer sig om horror, og jeg medvirker med novellen Tinderbitch, der handler om heksekunst og one-night-stands. Midtvejs gennem året udgav det helt nye forlag Ildanach deres første bog, nemlig antologien Frygtelige fynske fortællinger. Det er en slank sag med kun otte horror-fortællinger. Mit bidrag, Havet sneen himlen, indleder antologien og er skrevet som en blanding af moderne dansk litteratur og en folkekomedie. Den tredje antologi var på forlaget Brændpunkt, der udgav bogen Udenfor i efteråret. Min novelle hedder Den vægtløse Melissa med rumpistol, er science fiction og er en fortælling om eskapisme og længsel.

Men 2020 var også året, hvor jeg ikke bare havde en, men to selvstændige udgivelser. I foråret kom rammeromanen Tre på forlaget Kandor og i det sene efterår kom novellesamlingen Næsten her på forlaget Brændpunkt.

Sne, dør, rædsel - det er der sørme også tre af …

Næsten her er et ganske andet dyr. Siden 2013 havde jeg hvert år skrevet en eller to fortællinger, der skulle udspille sig i en anden verden end vores, men samtidig være strengt realistiske. Samlingen indeholder 14 noveller, og spørger du mig, er de virkelig gode alle sammen. Mit største ønske med denne samling er at nå læsere, der normalt ikke rører den fantastiske litteratur. Det er dog ikke blevet lettere, da bibliotek.dk fejlagtigt har kategoriseret Næsten her som ‘fantasy’ og anvender et søgeord som ‘overnaturligt’. Dybfølt suk. Næsten her har kun fået få, men positive anmeldelser, deriblandt fra Bjarne Jensen på Bogrummet.dk, der siger: Næsten her er en samling af dybt originale og underholdende noveller, sælsomme og bizarre, smukke og alternative …og viser atter hvor enestående en forfatter A. Silvestri er!

I Tre er vi solidt placeret i det sælsomme og rædselsvækkende. Tre forfattere, Ina, Sander og Thorvald er blevet inviteret til et mystisk rendezvous, hvor de får stillet en opgave … nemlig hver især at skrive en fortælling før natten er slut. Den, der skriver den bedste fortælling, arver intet mindre end horror-legenden Emmanuel Dunkeltiers ubrugte ideer. Tre er skrevet som en rammefortælling af samme type som antologifilm, og hver fortælling er skrevet som var den skrevet af en ny forfatter, med alle de idiosynkrasier og særpræg der nu hører til. Den har fået pæne anmeldelser - selvfølgelig ikke i nogen etablerede medier - men jeg tænker, at lektørudtalelsen virkelig rammer hovedet på sømmet i konklusionen: En vildt velskrevet og anderledes horrorfortælling. Uhyggeligt godt gys. Anbefales bredt.

Forsiden er kreeret af Søren Klok, og bogen er redigeret af Birgitte Vestergaard Andersen.

---

Og det var vist det for skriveåret 2020. Om et par dage kigger jeg tilbage på forfatteråret 2020, der har været fyldt på alle måder. Jeg ved ikke særlig meget om, hvad 2021 bringer. For første gang siden 2015 har jeg ikke en kontrakt og dermed en udgivelse i pipelinen hos et forlag. Tak fordi du læste med, og du er meget velkommen til at skrive en kommentar.

Ti års tak

I går aftes ankom min nye bog Næsten her, og derfor nåede den lige nøjagtig med, inden jeg rundede mit 10-års jubilæum. Den 20. november 2010 debuterede jeg nemlig med novellesamlingen Køtere dør om vinteren på forlaget Hexameter, og ti år senere tog jeg dette billede. Det dækker mine selvstændige udgivelser i samme tidsrum :)

For et par dage siden spurgte jeg ud, hvad mit 10-års jubilæumsskrift skulle handle om, men der kom desværre ikke mange svar. Derfor bliver det en tak - og måske til en føljeton i 2021. Hvis jeg har glemt dig, så sig til. Jeg er en gammel mand med hullet hukommelse. Og hvem siger, at en takketale ikke kan være et work-in-progress?

---

Tak til Thomas Vinther på forlaget Hexameter, der som den første turde tage en chance med mig og mine tekster, til Jette Holst der har anmeldt NÆSTEN alle mine bøger på gyseren.dk (hvad er der galt med Scener fra et parforhold???), til Emil Blichfeldt fra forlaget Calibat der tog min idé om opsamlinger til sig og piskede mig frem til King (der fik seks hjerter i Politiken), til festivalen Kbh Læser, der i mange år var med til at bringe horror til skue, til de trofaste købere der har investeret i hver eneste af mine bøger og en stor tak til de to anmelderblogs bogrummet.dk og bogblogger.dk, der har anmeldt næsten alt jeg har skrevet

Tak til Esben, Helle, Teddy og Birgitte der som mine redaktører har gjort alting bedre, til mine kolleger på Søndersøskolen der om nogen har bakket op om mit forfatterskab, til Science Fiction Cirklen der har taget mig alvorligt som skribent, til en anden Thomas Winther, der i magasinet Himmelskibet har anmeldt mange af mine ting, til Ruben og Inge Greis, der i tandem har styrket mine tekster gennem omtale og korrektur, til SMSPress der har været åben for alle mine sære ideer, til Asbjørn Rune Bourgeat for FebruaryFICTION, til mine mange forfatterkolleger jeg har drukket øl og kaffe med, til Underskoven der i de formative år var en scene til at eksperimentere og til Søren Vangsgaard for en rad af fede events i antikvariatet.

Tak til Clio for undervisningssamarbejdet, til Henrik S. Harksen for at hverve mig til sære fiktioner, til forlaget Valeta og til forlaget Brændpunkt for hver især at bakke mit forfatterskab op, til Nikolaj Højberg på forlaget Kandor, to Steve Dillon, the Brit in Australia who made me believe in my English writing skills, til Manfred Christiansen for at designe forsiden til Faderens sønner tilbage i 2011 og nærmest alle forsider til Lige under overfladen-serien, til Christoffer Gertz Bech der har illustreret King og leveret billede til Kærlighedsfrugt, til Søren Klok der har skabt forsiderne til Et satans arbejde og Næsten her og til Anna Degnbol der står bag forsiderne til mine tre opsamlinger.

Tak til Leif Plith Lauridsen der var med på tanken om at få mig som huskunstner i Museum Obscurum, til Jacob Krogsøe der har hevet mig til Randers ad flere omgange, til betalæser-crewet, til Novelleforlaget der i tidernes morgen købte mine første noveller, til alle dem der fulgte mine coronautiske fortællinger i begyndelsen af 2020, til Jesper Dein der har indtalt en håndfuld af mine prosastykker til sitet Godnathistorier, til Traume&Co for samarbejdet til de mange Gys i kirken, til Statens Kunstfond, til Niels Mark og Skrækfest og til alle de steder rundt i landet, der har inviteret mig til at holde foredrag og oplæg.

Og til sidst tak til jer der læser mig. Bare tak.

---

For at fejre tiåret er jeg i gavehumør resten af 2020. Derfor: Køber du en af mine bøger direkte fra mig, får du ganske gratis et eksemplar af Køtere dør om vinteren med. Det kunne være værre :)

Jeg har eksemplarer af de fleste af mine bøger liggende - nogle en håndfuld, andre kun en enkelt. Jeg har ingen Faderens sønner og ingen Pandaemonium. Prisen snakker vi om.

Tak for din læsning.

Ti år som forfatter (næsten)

Om seks dage er det 10 år siden at jeg debuterede.

Forlaget hed Hexameter. Receptionen var i kælderen til Literaturhaus. Bogen hed Køtere dør om vinteren.

Jeg var 33. Jeg havde inviteret gæster. Jeg havde inviteret familie.

Jeg læste en af bogens 31 noveller op. Brølende kronhjort ved skovsø. Da jeg holdt en kunstpause inden sidste linje og pointen, begyndte folk at klappe. Det tænker jeg tit på.

Det var blevet mørkt, da jeg gik hjem alene. Jeg havde fire-fem øl i blodet, og en fremtid jeg ikke anede ville blive så stor som den er blevet. Jeg vidste kun, at nu var jeg forfatter.

Sådan så jeg ud i 2010. Jeg ligner næsten mig selv.

---

Her er min forsiden til min debut. Det er ikke særlig længe siden, undtagen når jeg tænker på det.

Hvordan opsummerer man 10 års liv i et enkelt indlæg, hvor det samtidig skal give bare lidt mening for den, der læser det?

Jeg kunne gå efter en oprigtig takketalestil, hvor jeg nævner de mange mennesker, jeg har mødt gennem min skrivning, som har støttet mit forfatterskab og virke, og dermed mig som kreativt menneske.

Eller jeg kunne vælge at fortælle om de afslag, misforståelser, skuffelser, mistede venskaber, skænderier, forliste manuskripter og følelser af utilstrækkelighed, der har været (og er) en del af min forfatterpakke.

Jeg kunne også hægte mentorbrilllerne på min knold af en næse, og strø om mig med velmenende råd til alle nybegynderne, der skriver deres første historie eller nærmer sig det okkulte øjeblik det er at debutere, for derved at give noget tilbage. Jeg ved bare ikke, om jeg har noget klogt at sige.

En fjerde mulighed er at brøle fra en papkasse om hvordan visse genrer og grupperinger i det danske boglandskab ikke inviteres med til højbords eller bare får lov til at gnave en fedtet knogle i skarnkassen, fordi der er ulige hold fra start. Selvfølgelig uden at lyde forsmået.

Jeg kunne fortælle om hvordan jeg har udviklet mig som skribent. Hvordan min forståelse af sprog, virkemidler, plot og tilgang til det at vride ord på papir er stærkere end tidligere, men at tvivlen stadig sidder på min skulder.

Sjette alternativ er at nævne alle de oplevelser jeg har haft som forfatter. De mennesker, jeg har givet hånd eller optrådt sammen med, de steder der har huset mig eller de øl fra lokale og skyggefulde bryggerier, jeg har drukket (øllene altså, ikke bryggerierne).

Jeg kunne forsøge at videregive de mange timer brugt på at redigere, de utallige mails der aldrig har modtaget et svar, de værker der aldrig har fundet læsere og de tekster der aldrig er nået ud over rampen.

Her står jeg med min første Niels Klim-pris. Uden briller gør en del.

Her er min første udgivelse. Det er lidt snyd. Det var nemlig i 2008.

Jeg kunne lave systematiske nedslag, et for hvert år i karrieren, hvor jeg trækker alle de positive fortællinger og sansninger frem, og dermed understreger hvor blødt det kan føles at opfinde verdener og levere dem i denne.

En tolvte variant kunne være mit syn på hvornår man er forfatter, hvad det vil sige at skrive eller do’s og don’ts, når det kommer til at være sig selv tro. I samme åndedrag kunne jeg tale om at involvere sig i forfattersager.

Jeg kunne fortælle om forskellen på at skrive på dansk og engelsk, og hvordan markederne er vidt forskellige, i tone såvel som i muligheder.

En fjortende idé kunne være at snakke om formater. Hvordan det er at skrive fiktion på maksimum 100 ord, designe en tekst til at fungere som sms eller opleve, at udvalgte tekster kun findes som lyd.

Jeg kunne også anvende mit tiår som en anledning til at offentliggøre svært tilgængelige tekster, så den gamle Silvestri bliver læst på ny.

Eller - jeg kunne bare fortælle om Køtere dør om vinteren.

Jeg kan ikke træffe en beslutning. De seksten muligheder overlapper sikkert også hinanden. Måske kan du hjælpe.

En ottende kandidat er at beskrive følelsen af at modtage et legat, eller blive hædret med en pris. Det adrenalinspark, der formår at vaske sorg og mørke bort er guddommeligt. Det er også kort. Det varer kun evigt på CV’et.

Jeg kunne opsummere fra min første novelle til min kommende samling om præcis hvor meget jeg har fået udgivet, hvorhenne og på hvor mange sprog - men vil det ikke bare udvikle sig til en runde købmandsregning?

En tiende vinkel kunne være alle de ting, jeg ikke har gjort, fordi skrivningen kom først. De fester, jeg ikke er gået til. De mennesker, jeg ikke har husket. Det årti, der nu hænger og blafrer bag mig som en optrevlet røgfane.

Jeg læser op til Ord under himlen forlængst siden.

Jeg læser op til 500mermaids.dk - der er så længe siden, at hjemmesiden ikke findes længere.

---

Jeg har stadig en lille uge til at skrive et jubilæumsskrift. Hvad skal jeg skrive om?

Historien om en bog: Næsten her

Min syttende bog er Næsten her.

Værker er forskellige. Nogle bøger løber fra forfatteren som tælle af et lys. Andre drypper som en vandhane i et bryggers. Jeg har prøvet at skrive begge dele, og Næsten her tilhører sidste kategori. Jeg har ikke talt meget om den, men den har eksisteret på sidelinjen i årevis. Mens jeg har skrevet på andre værker, har jeg også skrevet på Næsten her. Helt tilbage fra efteråret 2013, hvor den første fortælling til samlingen brød frem. Mine andre novellesamlinger er skrevet anderledes. Der har jeg berettet, indtil jeg havde nok til at retfærdiggøre en novellesamling. Alle novellerne i Næsten her er derimod skrevet til Næsten her. De har aldrig været en reaktion på en indkaldelse, eller en indskydelse. Det eneste hurtige ved Næsten her er titlen. Det har bogen heddet fra den indledende sætning.

Næsten her blev skabt ud fra tanken om et problem. Mange læsere elsker realistiske fortællinger, men har vanskeligt ved at fordøje genrer som science fiction, horror og fantastik. Derfor besluttede jeg at skrive en rad af dybt realistiske fortællinger, der tilfældigvis udspiller sig andre dimensioner. Her er der ingen elvere eller rumvæsner, ingen rumpistoler eller formularer. Kun mennesker, der tilfældigvis findes i en verden, der næsten er magen til vores. Med det håbede og håber jeg at slå en art bro mellem det realistiske og det fantastiske; en hybrid eller et håndtryk.

Siden 2013 har jeg skrevet en eller to noveller om året til Næsten her. Samlingen er altså stille og roligt blevet voksen. Da jeg i november/december 2019 skrev den sidste, vidste jeg, at jeg var færdig. Det føltes som en lukket cirkel. Sidenhen er der kommet flere idéer, men hvad der sker med dem, ved ingen.

De fjorten noveller er skrevet ud fra samme ‘regelsæt’:

• Novellen skal foregå i en anden verden end denne.

• Den anden verden skal være underlagt de samme naturlove som denne.

• Novellen skal handle om almindelige mennesker.

• De punkter, hvor den anden verden adskiller sig fra vores, skal være væsentlige eller afgørende i novellen.

• Der er ingen POD (se næste afsnit).

---

Alternate history er en undergenre, der tager udgangspunkt i den historie vi kender. Det Tredje Rige rejser sig i Tyskland. En meteor styrer mod Jorden og de intetanende dinoer. Nedslagspunkter, de fleste mennesker har hørt om. I alternate history-fortællinger udspiller historien sig anderledes end den gjorde i vores verden. Man kan forestille sig at Hitlers Tyskland vinder Anden Verdenskrig eller at meteoren aldrig rammer. Disse eksempler er der allerede skrevet mange bøger om, hvor især Hitlers triumf er en virkelig skamredet traver. Mange alternate history-fortællinger har en ting tilfælles. Point of Divergence (POD). Et klart defineret punkt i tiden, hvorfra historien udvikler sig anderledes. Det behøver ikke at være så storstilet som mine eksempler; et specifikt øjeblik kunne også være, at en enkelt person ikke døde i barselsseng eller at det ikke regnede juleaften 1861. Dette POD indtager ofte også en vigtig rolle enten i fortællingen eller i læserens bevidsthed, så denne hele tiden har mulighed for at sammenligne vores verden med den opfundne. Jeg elsker alternate history-fortællinger. Sammen med tidsrejsefortællinger er de min go-to, når jeg skal have mit science fiction-fix. Jeg har tidligere fortalt om min kærlighed til Bradbury’s A sound of thunder, og måske også nævnt at jeg er ret vild med 90er-serien Sliders, der handler om parallelle universer. Men på trods af min kærlighed til genren, tøver jeg med at kalde historierne i Næsten her for science fiction eller alternate history.

Illustration af en pænt vigtig scene i A sound of thunder.

I Tilbage til fremtiden viser Doc Brown hvordan en tidslinje kan divergere, og derved skabe en ny og alternativ fremtid. Det er POD i en nøddeskal.

---

Bogens bagside. Jeg synes virkelig den er for vild.

De fjorten fortællinger er som sagt realistiske. De handler om menneskeskæbner. Der er ingen storpolitik og ingen helte eller skurke. Mange af fortællingerne har elementer tilfælles. Tab og kærlighed. Køn og drøm. Kunst og kamp. Stræben og tvivl. Familie, valg og de liv, der omgiver individet. De fjorten fortællinger er også urealistiske, i hvert fald i forhold til denne virkelighed. De udspiller sig i verdener, hvor man tror på magiske sange, dyrs kunstnersjæle, at man kan tage andres ulykke på sig og at de døde har magt. Efter mange års frem-og-tilbage kalder jeg dem for spekulative historier. Hvornår tingene blev anderledes de forskellige steder, og dermed POD, er irrelevant, men at de er anderledes er vigtigt. Det er hvor det anderledes og det velkendte mødes, at jeg har skrevet historierne til Næsten her.

Forlaget Brændpunkt antog Næsten her i foråret ‘20, og det var dejligt at vide at et projekt, jeg havde gået med så længe alene nu også fik et hjem. Jeg kunne dog ikke have forudset at jeg i kølvandet på antagelsen bragede til bunds i et sort hul. Det kan du læse meget mere om i indlægget En seddel på væggen. Derfor var det hårdt at redigere Næsten her, ikke mindst fordi jeg sad med en fornemmelse af, at det her var virkelig godt kombineret med den modsatrettede følelse af at være meningsløs. Konstant at være fanget i det krydsfelt var drænende. Heldigvis synes jeg resultatet er blevet helstøbt, i tekst såvel som i omslag. Jeg håber, at du synes det samme.

5 ord fra hver af de 14 noveller = En jordklode af ord. Du kan lege interaktivt med den her.

Og det var det. Om et øjeblik, nemlig den 9.november, findes Næsten her, og det eneste jeg håber på er at den bliver læst. Tak til min redaktør Birgitte, der har været god at sparre med og til min grafiker Søren, som stadig skylder mig en øl eller to. Og tak til dig, der i en eller anden virkelighed kunne finde på at læse eller lytte til Næsten her.

Tak

For en uge siden publicerede jeg indlægget En seddel på væggen, der handlede om hvordan jeg efter mange års arbejde som forfatter ikke kunne mere selv, og derfor havde brug for din hjælp. Det var med lidt bæven, at jeg lod indlægget fare ud i verden, for jeg vidste ikke, hvordan det ville blive modtaget. Samtidig var det ikke til diskussion. Det var noget, jeg blev nødt til at gøre.

Nu har det levet sit eget liv i en uge, og jeg er fuldkommen blæst bagover. Jeg havde aldrig forestillet mig, at så mange ville tage mit indlæg så alvorligt, at de delte det, eller at et væld af mennesker ville tage min opfordring til sig. Lige så vigtigt er det, at der er blevet reageret med gode råd, eftertanke, ideer, forklaringsmodeller og indsigt, der har fået mig til at tænke over det at skrive, såvel som det at blive læst.

Ud over at grafen ligner et overrasket spøgelse, viser den også, hvor mange der har taget sig tiden til at læse mit indlæg. I skrivende stund har indlægget 624 hits. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.

Men ros er det, der har været mest af. Både for selve det at smide mine tanker til offentligt skue og for min skrivning generelt. På en uge er næsten alle mine værker blevet fremhævet gennem andres opslag, personlige beskeder, mails eller kommentarer. Der er blevet skrevet et digt til mig, der er blevet stablet en konkurrence på benene for mig, jeg er blevet tilbudt et sted at optræde og mængden af følgere på Instagram og Facebook er eksploderet. Mine skrivefærdigheder, fantasi, indlæsningsevner, redaktørevner, tilgang og alt muligt andet er blevet understreget, og det har været dejligt, men også overvældende. Jeg håber virkelig, at jeg har fået sagt tak til alle dem, der fortjener det. Hvis ikke, så siger jeg det igen. Tak.

Mange af mine kolleger, forfattere som andre kunstnere, har kunnet spejle sig i det jeg skrev. Særligt opfordringen til læsere og brugere af kunsten, at hvis de i forvejen synes om/kan lide/elsker/udfordres af et værk, så hvorfor ikke dele de følelser med andre. Den deling, den kommentar betyder alverden. Det er fra den, man stopper med at være usynlig.

Jeg håber, at I har lyst til at blive ved. Som jeg skrev i det oprindelige indlæg, har jeg brug for jer. Hvor meget forstår jeg nu. Tak.

En seddel på væggen

For en måned siden fik jeg afslag på et arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, eller for nu at bruge et mere præcist udtryk på engelsk: The straw that broke the camel’s back. Jeg gik fuldkommen i sort, og har ikke været på de sociale medier eller skrevet siden. Jeg har tilbragt tiden med at sove, sidde i sofaen og drikke for mange øl. Normalt reagerer jeg ikke så ekstremt, men afslaget cementerede den følelse, der kun er blevet stærkere gennem de sidste fem år. Nemlig, at tæt ved ingen læser, forholder sig til eller ser nogen værdi i det jeg skriver. Og en forfatter uden læsere er en meningsløs joke.

Det er en følelse, jeg har adresseret ad flere omgange, blandt andet i blogindlægget Seks eksemplarer fra 2016, hvor jeg var vred og da jeg gjorde status over skriveåret 2019 i indlægget Året der gik: 2019. Tilsammen understreger de blogindlæg min situation. Adresseringen blev gjort i et forsøg på at tage noget af frustrationens og fortvivlelsens damp af den følelse, der siden er blevet den altdominerende. Nemlig at jeg føler mig usynlig, som et spøgelse.

Da jeg begyndte at skrive for alvor for snart 15 år siden, var det med den tanke, at tingene nok skulle komme. Hvis jeg blev ved med at være tro mod mine ideer og tanker og skrev så godt som jeg overhovedet kunne, skulle det nok komme til udgivelser. Når jeg havde et par af dem, ville der også komme læsere. Jeg så årene som en nødvendig læretid. Nu, 16 selvstændige udgivelser, 60+ antologier, fire priser, et hav af nomineringer, oversættelser til flere verdenssprog, foredrag, indtalinger, oplæsninger, sms-noveller og Politiken-hæder senere må jeg sande, at mine oprindelige tanker ikke har meget at gøre med virkeligheden. Jeg forbliver ukendt, og dermed ulæst. Jeg har forsøgt mig i alle mulige retninger, men udkommet har været pauvert. Jeg kan ikke gøre mere selv.

På min væg hænger en seddel, jeg skrev for mange år siden. De fleste morgener er den det første jeg læser. Nogle dage er mit sinds læsestemme vred, andre dage er den venlig, andre igen stiller den sig uforstående. Jeg har brug for den reminder. Jeg har brug for at forstå, at lige meget hvad det drejer sig om, så har jeg et valg. Den tanke har været annulleret den sidste måneds tid, hvor jeg ikke har anet hverken ud eller ind. Jeg har haft en følelse af at være aldeles nytteløs, og ude af stand til at gøre fra eller til. For en uge siden begyndte jeg at kigge på den igen, og fordi det ikke nytter noget at brystsvømme i selvmedlidenhedssumpen, traf jeg et valg. Jeg kan ikke gøre noget ved hvordan tingene er. Men jeg kan gøre noget, jeg ikke har gjort før.

Eftersom jeg hverken er en stor eller anerkendt forfatter, og ikke udkommer på større forlag, kan jeg ikke gøre så meget for at blive set i mediebilledet. Jeg drukner simpelthen i mængden. Det efterlader mig med en eneste mulighed.

Dig. Det ligger mig uhyggeligt fjernt som menneske at bede om hjælp, men det bliver jeg nødt til. Derfor er du mit valg. Du kan gøre en forskel. Og der skal ikke særlig meget til. Du skal tale om mine bøger. Ikke mig, jeg er lige meget. Det er mine bøger ikke.

Følg mig på Instagram eller Facebook. Køb eller lån mine bøger. De ting er dejlige, men de nytter kun lidt, fordi de er passive. Det er det aktive, der batter.

Man skal se eller høre noget helt op til 40 gange, før man husker det.

Derfor: snak om mine bøger, med dine venner, men især på de sociale medier på sider som Litteraturklubben og Danske Horrorfans, for det er her folk opdager nyt. Når du læser min bog, så tag et billede af den og læg det på Instagram. Når du er færdig, så sig hvad du synes om den, og det må godt være kritisk. Alt er bedre end stilhed.

Har du haft mig ude til foredrag, så fortæl om det foredrag. Giv mine bøger stjerner på steder som Goodreads, foreslå steder som Forfatterweb at oprette en side om mig, når du er med i bogcover-challenges eller lignende, så smid et billede af en af mine bøger op, foreslå mig til et event på dit lokale bibliotek, Rotary, fælleshus, Åbent Universitet, aftenskole eller de hundrede andre muligheder som kun du kender til, del mine og mine forlags opslag og anmeldelser på de sociale medier, kommenter på mine opslag.

Er du formidler, så udstil mine bøger og nævn dem i dine stories. Er du underviser, så læs en af mine noveller i din klasse. Foreslå en af mine romaner til din læsekreds. Anmelder du bøger, så del dine anmeldelser (af min bog) så mange steder du kan. Lav et interview med mig og tusind andre ting, som jeg ikke engang har tænkt på.

Jeg ved, at det er meget at bede om, og det har krævet stor overvindelse at gøre det. Jeg ved, at det meget vel kan være at jeg skyder mig selv i foden med dette indlæg, men som jeg ser det, mangler jeg allerede benene fra hoften ned. Jeg ved også, at nogle af jer vil finde det sølle og ynkeligt, men det må jeg tage med. Jeg har et truffet et valg om at bede om hjælp, og det valg står jeg ved.

Tak fordi du læste med.

Historien om en bog: Tre

Lige om lidt, helt præcis på årets Krimimesse i Horsens (hvis corona ikke kvæler den), udkommer min rammeroman Tre på forlaget Kandor. Kandor udgiver horror og science fiction, og der må man sige, at Tre passer godt ind. Ligeledes har Krimimessen i mange år haft et spor, der handlede om horror. Det spor er nu heldigvis blevet integreret i messen, for jeg er helt sikker på, at mange krimilæsere ville kunne få en del ud af horror også. Tre er min sekstende bog, og nu skal du høre, hvordan den blev til. Læs med!

Siden jeg var en bebumset præ-teenager, har jeg været vild med antologiformatet i horrorfilm. Her tænker jeg især på film som Creepshow ( hvem husker ikke Stephen Kings cameo!) og serier som Tales from the Crypt. Der er noget tiltrækkende ved det campy og kulørte, og det levede især datidens antologifilm op til. Det ville dog være utidigt af mig, hvis jeg ikke også nævnte Dennis Jürgensens bog Grønne øjne. Jeg fortsatte med at være glad ved formatet, og i takt med at jeg blev voksen, opdagede jeg skatte som The ABCs of Death og Trick’r’Treat. Disse film havde stadig elementer af det kulørte, men var blevet mørkere, mere litterære vil jeg næsten kalde det, og de mere nutidige film føjede en aura af alvor og tungsindighed til det campy. Min kærlighed til formatet var mest tydelig i de film, hvor rammefortællingen om de forskellige kortere historier, blev en del af helheden. De bandt segmenterne sammen og, når de var bedst, gjorde dette hver enkelt del bedre, end den var i sig selv. Det var den forelskelse og fascination, der fik mig til at skrive Tre.

I løbet af 2017 og 2018 skrev jeg tre historier. Catwalk, der handler om modefænomenet Clement Buhr, Stegt flæsk der har filosofiunderviseren Albert som hovedrolleindehaver og endelig Abstraktion af Ingemann, der størstedelen af tiden udspiller sig på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek. I tone og ordvalg var de ret forskellige, men en del, bandt dem tematisk sammen. Sammenfaldene var så udtalte, at jeg ofte tænkte over fortællingerne, hvilket er noget, jeg ikke har for vane at gøre. Når jeg er færdig med en tekst, så er jeg færdig. I takt med at de tre fortællinger fyldte mine tanker, begyndte omridset af en rammefortælling også at manifestere sig.

I 2017 var jeg første gang med til Gys i kirken, der senere er gået hen og blevet en årlig tilbagevendende begivenhed. Jeg var blevet hyret til at fortælle om gotikken som genre på omkring et kvarter, hvilket ikke var helt nemt. Under min forberedelse genopfriskede jeg fortællingen om Villa Diodati ved Geneve-søen, og dens vigtighed for horrorgenren generelt og gotikken specifikt. I sommeren 1816 lejede Lord Byron villaen, og ankom med sit følge, der blandt andet talte digteren Percy Shelley, Byrons læge John Polidori og Mary Godwin, der senere skulle komme til at hedde Mary Shelley. Sommeren 1816 var noget lort, faktisk blev den kendt som ‘Året uden sommer’. Grunden til det skulle findes et år tidligere, da vulkanen Tambora i Indonesien gik i et så voldsomt udbrud, at stratosfæren blev forpestet af aske, støv og svolvdioxid. Selv et år senere lå der stadig et dække over det meste af den nordlige halvkugle, og det betød, at sommeren 1816 var iskold, blæsende og regnfuld. Byrons selskab opholdt sig derfor det meste af tiden indefor, hvor de oplæste sig igennem Villa Diodatis bibliotek foran den buldrende kaminild. Kedsomheden satte ind og Lord Byron mente, at de tilstedeværende selv kunne skrive bedre skræmmende fortællinger, og der var ikke langt fra tanke til handling. Byron kunne nu nok næppe have vidst, at der i løbet af et par dage ville blive skrevet ikke bare et, men to værker, der stadig lever den dag i dag. John Polidori skrev The Vampyre, som er den første moderne vampyrfortælling, mens Mary Shelley skrev romanen Frankenstein, som de fleste nok kender. Ideen med at samle en række mennesker i et hus, og på kort tid lade dem konkurrere ved hjælp af deres vid og skrift, tiltrak mig, og det var med gotikkens skabelsesvilla i tankerne, at jeg skrev rammefortællingen til Tre. Forresten, hvis du gerne vil høre mere om gotikken, så holder jeg foredrag om emnet :)

Gys i kirken 2017. Foto: Leonora Christina Skov.

Villa Diodati.

Tambora i Indonesien.

Originalside fra manuskriptet til Frankenstein.

Om et øjeblik glider Tre ind på hylden ved siden af de andre bøger. Det bliver godt!

Så jeg havde altså de tre fortællinger, men ingen ramme. Jeg vidste, at rammen skulle udspille sig om vinteren. Den skulle indeholde tre forskellige forfattere. Der skulle være en præmie til vinderen af den bedste fortælling. Der skulle være indbyggede tvister, klare fortællerstemmer og individuelle dagsordener. Og da var det, at jeg kom på, at gøre de tre forfattere til eksponenter for forskellige litteratursyn. Hvilke vil jeg ikke afsløre her, men det viste sig hurtigt, at det fungerede ret godt. Da det stod klart, skrev jeg hele rammen på overraskende kort tid. Det var også ret fedt, at arbejde med de tre fiktive forfatteres sprog og idiosynkrasier, for det betød, at mine fortællinger gennemgik endnu en runde redigering, hvor jeg især arbejdede med udtryksform og fortællerens særpræg. Og meget mere tror jeg egentlig ikke, at jeg kan fortælle, uden at komme til at afsløre for meget. Tre er nemlig lidt af en gåde.

Tre er anderledes fra andet, jeg har skrevet, og alligevel har den mine fingeraftryk alle steder. Det er horror, men lige så meget weird. Den er bare en fortælling, og så ikke helt, for der gennem sig en masse til den, der vil læse dybt. Hvem ved, måske har du fået lyst til at læse med?