Når jeg tænker tilbage på Skriveåret (som er noget andet end Forfatteråret) 2020, er det med en følelse af ikke at have skrevet særlig meget. Det har været fire årstider præget af usikkerhed og afmagt, indefra såvel som udefra. Derfor kom det også som en overraskelse for mig, da jeg begyndte at tælle, for det var alligevel blevet til en del. For det meste korte, overskuelige tekster skrevet i en enkelt sitting, men hist og her var der også dumpet en længere tekst ned fra muserne. Skaden var ikke så slem, som jeg havde forestillet mig.
På udgivelsesfronten var følelsen den samme; at det ikke var blevet til en bondegård. Det syntes ikke som særlig meget, men alligevel er det blevet til en masse. I dette indlæg vil jeg skrive om de tekster, der sprang fra min pande og om dem, der tog springet ud i verden. Jeg håber, at du har lyst til at læse med. Det bliver lidt langt, men nu er der også gået et helt år siden sidst.
Nye tekster
Noveller
Alberts manuskript (8000 ord, weird)
Alt det, der ligger bag Alistairs hus (5500 ord, weird)
Her skal By ligge (5400 ord, fantastik)
Lortejob! (3900 ord, science fiction) - antaget i antologien Komplekskuller
Nexus (12100 ord, science fiction)
Tårnet (4000 ord, science fiction)
Korte tekster
Beat still, little heart (1000 ord, horror)
Words (700 ord, horror) - antaget i antologien Slice Girls
Simulacrum (850 ord, digt)
Skyggebokser (1200 ord, prosa)
Støv (850 ord, fortælling)
Vi er maskiner (1300 ord, prosa)
Kredse
28xFebruaryFiction
30xKattefortællinger
20xCoronautiske fortællinger
6xProsatekst til Digterstatuer i Brøndsalen
I modsætning til mange andre år, kan jeg ikke umiddelbart finde en rød tråd, i det jeg har skrevet. Til gengæld står et par af teksterne meget stærkt i min erindring. Forfattere kan ofte forfalde til floskler, men alligevel vover jeg pelsen og siger, at Alt det, der ligger bag Alistairs hus er noget af det bedste jeg har skrevet. Det er efter en fest, og kun Alistair og fortællingens hovedperson er tilbage. Alistair vil vise ham noget. Og det gør han. Han viser ham … det må du læse dig til, hvis den en dag bliver rigtig til. Tårnet står også tydelig for mig; i den tager jeg den fortærskede trope om oprør mod det etablerede styre og sender den i spin om sig selv. Simulacrum finder jeg spinkelsmuk som istapper - det er sjældent, at jeg skriver digte, og måske er det derfor. Om Tårnet og Simulacrum nogensinde kommer ud til læsere får vi at se. Og for at runde sektionen af, synes jeg også, at der er fine sager både i mine coronautiske fortællinger og i mine historier om katte.
Udgivelser
de mindre
På udgivelsesfronten blev 2020 et år, hvor der i mange tilfælde ikke var langt fra at en tekst blev skrevet, til at den udkom i en eller anden form.
I foråret under den første corona-lockdown begyndte jeg at skrive #coronautiskefortællinger (CF), og de nåede i hvert fald steder hen. Fortællingen HBO blev en del af online-antologien Luk op for et lukket land, der kom ud på Ordskælv i april, Kulturen på P1 læste fortællingen Døden og Merete op live også i april og i juni kom tre forskellige #coronautiskefortællinger i Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum (nummer 137). Døden og Merete (igen), Narnia og Vidner. Alle de #coronautiskefortællinger kan du finde her på min hjemmeside. Værsågod :)
Lige så hurtigt gik det med en af mine andre fortællinger. I efterårsferien var jeg på skriveophold på Hald Hovedgaard, hvor jeg fokuserede på et værk med arbejdstitlen Tusindkat - en masse fortællinger om katte. I kølvandet på det havde de gode folk bag Lille Bogdag fået lov til at kuratere sitet hvermandag.dk i en måned, og bad derfor folk sende tekster ind. Det gjorde jeg, og derfor kunne min korte tekst Frit efter en tjekkisk tresserkat læses af abonnenterne mindre end en måned efter at jeg havde skrevet den. Ekspres indeed.
Tilbage i 2017 startede Jesper Dein podcasten Godnathistorier, der er indlæsninger af korte fortællinger, man kan snuppe lige for næsen af Ole Lukøje. Jeg har været med siden begyndelsen, og for en uges tid siden blev en rad nye indlæsninger lagt op - deriblandt min Ølanker (der handler om kobber og kærlighed), Gadedreng (der handler om æsker og eliten) og Elskovsrede, der udspiller sig på et defekt hotel i tusmørket. Lyt gerne med.
Udgivelser
De større
Siden stenalderen i 2008 har jeg mindst medvirket i en antologi om året, og på det punkt var 2020 ikke anderledes. Næsten før corona blev et ord selv børnehaveklassebørn kunne klappe, udkom antologien Skyggespejlet på forlaget Enter Darkness. Det drejer sig om horror, og jeg medvirker med novellen Tinderbitch, der handler om heksekunst og one-night-stands. Midtvejs gennem året udgav det helt nye forlag Ildanach deres første bog, nemlig antologien Frygtelige fynske fortællinger. Det er en slank sag med kun otte horror-fortællinger. Mit bidrag, Havet sneen himlen, indleder antologien og er skrevet som en blanding af moderne dansk litteratur og en folkekomedie. Den tredje antologi var på forlaget Brændpunkt, der udgav bogen Udenfor i efteråret. Min novelle hedder Den vægtløse Melissa med rumpistol, er science fiction og er en fortælling om eskapisme og længsel.
Men 2020 var også året, hvor jeg ikke bare havde en, men to selvstændige udgivelser. I foråret kom rammeromanen Tre på forlaget Kandor og i det sene efterår kom novellesamlingen Næsten her på forlaget Brændpunkt.
Sne, dør, rædsel - det er der sørme også tre af …
Næsten her er et ganske andet dyr. Siden 2013 havde jeg hvert år skrevet en eller to fortællinger, der skulle udspille sig i en anden verden end vores, men samtidig være strengt realistiske. Samlingen indeholder 14 noveller, og spørger du mig, er de virkelig gode alle sammen. Mit største ønske med denne samling er at nå læsere, der normalt ikke rører den fantastiske litteratur. Det er dog ikke blevet lettere, da bibliotek.dk fejlagtigt har kategoriseret Næsten her som ‘fantasy’ og anvender et søgeord som ‘overnaturligt’. Dybfølt suk. Næsten her har kun fået få, men positive anmeldelser, deriblandt fra Bjarne Jensen på Bogrummet.dk, der siger: Næsten her er en samling af dybt originale og underholdende noveller, sælsomme og bizarre, smukke og alternative …og viser atter hvor enestående en forfatter A. Silvestri er!
I Tre er vi solidt placeret i det sælsomme og rædselsvækkende. Tre forfattere, Ina, Sander og Thorvald er blevet inviteret til et mystisk rendezvous, hvor de får stillet en opgave … nemlig hver især at skrive en fortælling før natten er slut. Den, der skriver den bedste fortælling, arver intet mindre end horror-legenden Emmanuel Dunkeltiers ubrugte ideer. Tre er skrevet som en rammefortælling af samme type som antologifilm, og hver fortælling er skrevet som var den skrevet af en ny forfatter, med alle de idiosynkrasier og særpræg der nu hører til. Den har fået pæne anmeldelser - selvfølgelig ikke i nogen etablerede medier - men jeg tænker, at lektørudtalelsen virkelig rammer hovedet på sømmet i konklusionen: En vildt velskrevet og anderledes horrorfortælling. Uhyggeligt godt gys. Anbefales bredt.
Forsiden er kreeret af Søren Klok, og bogen er redigeret af Birgitte Vestergaard Andersen.
Og det var vist det for skriveåret 2020. Om et par dage kigger jeg tilbage på forfatteråret 2020, der har været fyldt på alle måder. Jeg ved ikke særlig meget om, hvad 2021 bringer. For første gang siden 2015 har jeg ikke en kontrakt og dermed en udgivelse i pipelinen hos et forlag. Tak fordi du læste med, og du er meget velkommen til at skrive en kommentar.