Min syttende bog er Næsten her.
Værker er forskellige. Nogle bøger løber fra forfatteren som tælle af et lys. Andre drypper som en vandhane i et bryggers. Jeg har prøvet at skrive begge dele, og Næsten her tilhører sidste kategori. Jeg har ikke talt meget om den, men den har eksisteret på sidelinjen i årevis. Mens jeg har skrevet på andre værker, har jeg også skrevet på Næsten her. Helt tilbage fra efteråret 2013, hvor den første fortælling til samlingen brød frem. Mine andre novellesamlinger er skrevet anderledes. Der har jeg berettet, indtil jeg havde nok til at retfærdiggøre en novellesamling. Alle novellerne i Næsten her er derimod skrevet til Næsten her. De har aldrig været en reaktion på en indkaldelse, eller en indskydelse. Det eneste hurtige ved Næsten her er titlen. Det har bogen heddet fra den indledende sætning.
Næsten her blev skabt ud fra tanken om et problem. Mange læsere elsker realistiske fortællinger, men har vanskeligt ved at fordøje genrer som science fiction, horror og fantastik. Derfor besluttede jeg at skrive en rad af dybt realistiske fortællinger, der tilfældigvis udspiller sig andre dimensioner. Her er der ingen elvere eller rumvæsner, ingen rumpistoler eller formularer. Kun mennesker, der tilfældigvis findes i en verden, der næsten er magen til vores. Med det håbede og håber jeg at slå en art bro mellem det realistiske og det fantastiske; en hybrid eller et håndtryk.
Siden 2013 har jeg skrevet en eller to noveller om året til Næsten her. Samlingen er altså stille og roligt blevet voksen. Da jeg i november/december 2019 skrev den sidste, vidste jeg, at jeg var færdig. Det føltes som en lukket cirkel. Sidenhen er der kommet flere idéer, men hvad der sker med dem, ved ingen.
De fjorten noveller er skrevet ud fra samme ‘regelsæt’:
Novellen skal foregå i en anden verden end denne.
Den anden verden skal være underlagt de samme naturlove som denne.
Novellen skal handle om almindelige mennesker.
De punkter, hvor den anden verden adskiller sig fra vores, skal være væsentlige eller afgørende i novellen.
Der er ingen POD (se næste afsnit).
Alternate history er en undergenre, der tager udgangspunkt i den historie vi kender. Det Tredje Rige rejser sig i Tyskland. En meteor styrer mod Jorden og de intetanende dinoer. Nedslagspunkter, de fleste mennesker har hørt om. I alternate history-fortællinger udspiller historien sig anderledes end den gjorde i vores verden. Man kan forestille sig at Hitlers Tyskland vinder Anden Verdenskrig eller at meteoren aldrig rammer. Disse eksempler er der allerede skrevet mange bøger om, hvor især Hitlers triumf er en virkelig skamredet traver. Mange alternate history-fortællinger har en ting tilfælles. Point of Divergence (POD). Et klart defineret punkt i tiden, hvorfra historien udvikler sig anderledes. Det behøver ikke at være så storstilet som mine eksempler; et specifikt øjeblik kunne også være, at en enkelt person ikke døde i barselsseng eller at det ikke regnede juleaften 1861. Dette POD indtager ofte også en vigtig rolle enten i fortællingen eller i læserens bevidsthed, så denne hele tiden har mulighed for at sammenligne vores verden med den opfundne. Jeg elsker alternate history-fortællinger. Sammen med tidsrejsefortællinger er de min go-to, når jeg skal have mit science fiction-fix. Jeg har tidligere fortalt om min kærlighed til Bradbury’s A sound of thunder, og måske også nævnt at jeg er ret vild med 90er-serien Sliders, der handler om parallelle universer. Men på trods af min kærlighed til genren, tøver jeg med at kalde historierne i Næsten her for science fiction eller alternate history.
Illustration af en pænt vigtig scene i A sound of thunder.
I Tilbage til fremtiden viser Doc Brown hvordan en tidslinje kan divergere, og derved skabe en ny og alternativ fremtid. Det er POD i en nøddeskal.
Bogens bagside. Jeg synes virkelig den er for vild.
De fjorten fortællinger er som sagt realistiske. De handler om menneskeskæbner. Der er ingen storpolitik og ingen helte eller skurke. Mange af fortællingerne har elementer tilfælles. Tab og kærlighed. Køn og drøm. Kunst og kamp. Stræben og tvivl. Familie, valg og de liv, der omgiver individet. De fjorten fortællinger er også urealistiske, i hvert fald i forhold til denne virkelighed. De udspiller sig i verdener, hvor man tror på magiske sange, dyrs kunstnersjæle, at man kan tage andres ulykke på sig og at de døde har magt. Efter mange års frem-og-tilbage kalder jeg dem for spekulative historier. Hvornår tingene blev anderledes de forskellige steder, og dermed POD, er irrelevant, men at de er anderledes er vigtigt. Det er hvor det anderledes og det velkendte mødes, at jeg har skrevet historierne til Næsten her.
Forlaget Brændpunkt antog Næsten her i foråret ‘20, og det var dejligt at vide at et projekt, jeg havde gået med så længe alene nu også fik et hjem. Jeg kunne dog ikke have forudset at jeg i kølvandet på antagelsen bragede til bunds i et sort hul. Det kan du læse meget mere om i indlægget En seddel på væggen. Derfor var det hårdt at redigere Næsten her, ikke mindst fordi jeg sad med en fornemmelse af, at det her var virkelig godt kombineret med den modsatrettede følelse af at være meningsløs. Konstant at være fanget i det krydsfelt var drænende. Heldigvis synes jeg resultatet er blevet helstøbt, i tekst såvel som i omslag. Jeg håber, at du synes det samme.
5 ord fra hver af de 14 noveller = En jordklode af ord. Du kan lege interaktivt med den her.
Og det var det. Om et øjeblik, nemlig den 9.november, findes Næsten her, og det eneste jeg håber på er at den bliver læst. Tak til min redaktør Birgitte, der har været god at sparre med og til min grafiker Søren, som stadig skylder mig en øl eller to. Og tak til dig, der i en eller anden virkelighed kunne finde på at læse eller lytte til Næsten her.