For en måned siden fik jeg afslag på et arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, eller for nu at bruge et mere præcist udtryk på engelsk: The straw that broke the camel’s back. Jeg gik fuldkommen i sort, og har ikke været på de sociale medier eller skrevet siden. Jeg har tilbragt tiden med at sove, sidde i sofaen og drikke for mange øl. Normalt reagerer jeg ikke så ekstremt, men afslaget cementerede den følelse, der kun er blevet stærkere gennem de sidste fem år. Nemlig, at tæt ved ingen læser, forholder sig til eller ser nogen værdi i det jeg skriver. Og en forfatter uden læsere er en meningsløs joke.
Det er en følelse, jeg har adresseret ad flere omgange, blandt andet i blogindlægget Seks eksemplarer fra 2016, hvor jeg var vred og da jeg gjorde status over skriveåret 2019 i indlægget Året der gik: 2019. Tilsammen understreger de blogindlæg min situation. Adresseringen blev gjort i et forsøg på at tage noget af frustrationens og fortvivlelsens damp af den følelse, der siden er blevet den altdominerende. Nemlig at jeg føler mig usynlig, som et spøgelse.
Da jeg begyndte at skrive for alvor for snart 15 år siden, var det med den tanke, at tingene nok skulle komme. Hvis jeg blev ved med at være tro mod mine ideer og tanker og skrev så godt som jeg overhovedet kunne, skulle det nok komme til udgivelser. Når jeg havde et par af dem, ville der også komme læsere. Jeg så årene som en nødvendig læretid. Nu, 16 selvstændige udgivelser, 60+ antologier, fire priser, et hav af nomineringer, oversættelser til flere verdenssprog, foredrag, indtalinger, oplæsninger, sms-noveller og Politiken-hæder senere må jeg sande, at mine oprindelige tanker ikke har meget at gøre med virkeligheden. Jeg forbliver ukendt, og dermed ulæst. Jeg har forsøgt mig i alle mulige retninger, men udkommet har været pauvert. Jeg kan ikke gøre mere selv.
På min væg hænger en seddel, jeg skrev for mange år siden. De fleste morgener er den det første jeg læser. Nogle dage er mit sinds læsestemme vred, andre dage er den venlig, andre igen stiller den sig uforstående. Jeg har brug for den reminder. Jeg har brug for at forstå, at lige meget hvad det drejer sig om, så har jeg et valg. Den tanke har været annulleret den sidste måneds tid, hvor jeg ikke har anet hverken ud eller ind. Jeg har haft en følelse af at være aldeles nytteløs, og ude af stand til at gøre fra eller til. For en uge siden begyndte jeg at kigge på den igen, og fordi det ikke nytter noget at brystsvømme i selvmedlidenhedssumpen, traf jeg et valg. Jeg kan ikke gøre noget ved hvordan tingene er. Men jeg kan gøre noget, jeg ikke har gjort før.
Eftersom jeg hverken er en stor eller anerkendt forfatter, og ikke udkommer på større forlag, kan jeg ikke gøre så meget for at blive set i mediebilledet. Jeg drukner simpelthen i mængden. Det efterlader mig med en eneste mulighed.
Dig. Det ligger mig uhyggeligt fjernt som menneske at bede om hjælp, men det bliver jeg nødt til. Derfor er du mit valg. Du kan gøre en forskel. Og der skal ikke særlig meget til. Du skal tale om mine bøger. Ikke mig, jeg er lige meget. Det er mine bøger ikke.
Følg mig på Instagram eller Facebook. Køb eller lån mine bøger. De ting er dejlige, men de nytter kun lidt, fordi de er passive. Det er det aktive, der batter.
Man skal se eller høre noget helt op til 40 gange, før man husker det.
Derfor: snak om mine bøger, med dine venner, men især på de sociale medier på sider som Litteraturklubben og Danske Horrorfans, for det er her folk opdager nyt. Når du læser min bog, så tag et billede af den og læg det på Instagram. Når du er færdig, så sig hvad du synes om den, og det må godt være kritisk. Alt er bedre end stilhed.
Har du haft mig ude til foredrag, så fortæl om det foredrag. Giv mine bøger stjerner på steder som Goodreads, foreslå steder som Forfatterweb at oprette en side om mig, når du er med i bogcover-challenges eller lignende, så smid et billede af en af mine bøger op, foreslå mig til et event på dit lokale bibliotek, Rotary, fælleshus, Åbent Universitet, aftenskole eller de hundrede andre muligheder som kun du kender til, del mine og mine forlags opslag og anmeldelser på de sociale medier, kommenter på mine opslag.
Er du formidler, så udstil mine bøger og nævn dem i dine stories. Er du underviser, så læs en af mine noveller i din klasse. Foreslå en af mine romaner til din læsekreds. Anmelder du bøger, så del dine anmeldelser (af min bog) så mange steder du kan. Lav et interview med mig og tusind andre ting, som jeg ikke engang har tænkt på.
Jeg ved, at det er meget at bede om, og det har krævet stor overvindelse at gøre det. Jeg ved, at det meget vel kan være at jeg skyder mig selv i foden med dette indlæg, men som jeg ser det, mangler jeg allerede benene fra hoften ned. Jeg ved også, at nogle af jer vil finde det sølle og ynkeligt, men det må jeg tage med. Jeg har et truffet et valg om at bede om hjælp, og det valg står jeg ved.
Tak fordi du læste med.