For en uge siden publicerede jeg indlægget En seddel på væggen, der handlede om hvordan jeg efter mange års arbejde som forfatter ikke kunne mere selv, og derfor havde brug for din hjælp. Det var med lidt bæven, at jeg lod indlægget fare ud i verden, for jeg vidste ikke, hvordan det ville blive modtaget. Samtidig var det ikke til diskussion. Det var noget, jeg blev nødt til at gøre.
Nu har det levet sit eget liv i en uge, og jeg er fuldkommen blæst bagover. Jeg havde aldrig forestillet mig, at så mange ville tage mit indlæg så alvorligt, at de delte det, eller at et væld af mennesker ville tage min opfordring til sig. Lige så vigtigt er det, at der er blevet reageret med gode råd, eftertanke, ideer, forklaringsmodeller og indsigt, der har fået mig til at tænke over det at skrive, såvel som det at blive læst.
Ud over at grafen ligner et overrasket spøgelse, viser den også, hvor mange der har taget sig tiden til at læse mit indlæg. I skrivende stund har indlægget 624 hits. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.
Men ros er det, der har været mest af. Både for selve det at smide mine tanker til offentligt skue og for min skrivning generelt. På en uge er næsten alle mine værker blevet fremhævet gennem andres opslag, personlige beskeder, mails eller kommentarer. Der er blevet skrevet et digt til mig, der er blevet stablet en konkurrence på benene for mig, jeg er blevet tilbudt et sted at optræde og mængden af følgere på Instagram og Facebook er eksploderet. Mine skrivefærdigheder, fantasi, indlæsningsevner, redaktørevner, tilgang og alt muligt andet er blevet understreget, og det har været dejligt, men også overvældende. Jeg håber virkelig, at jeg har fået sagt tak til alle dem, der fortjener det. Hvis ikke, så siger jeg det igen. Tak.
Mange af mine kolleger, forfattere som andre kunstnere, har kunnet spejle sig i det jeg skrev. Særligt opfordringen til læsere og brugere af kunsten, at hvis de i forvejen synes om/kan lide/elsker/udfordres af et værk, så hvorfor ikke dele de følelser med andre. Den deling, den kommentar betyder alverden. Det er fra den, man stopper med at være usynlig.
Jeg håber, at I har lyst til at blive ved. Som jeg skrev i det oprindelige indlæg, har jeg brug for jer. Hvor meget forstår jeg nu. Tak.