Skriveåret 2020

Når jeg tænker tilbage på Skriveåret (som er noget andet end Forfatteråret) 2020, er det med en følelse af ikke at have skrevet særlig meget. Det har været fire årstider præget af usikkerhed og afmagt, indefra såvel som udefra. Derfor kom det også som en overraskelse for mig, da jeg begyndte at tælle, for det var alligevel blevet til en del. For det meste korte, overskuelige tekster skrevet i en enkelt sitting, men hist og her var der også dumpet en længere tekst ned fra muserne. Skaden var ikke så slem, som jeg havde forestillet mig.

På udgivelsesfronten var følelsen den samme; at det ikke var blevet til en bondegård. Det syntes ikke som særlig meget, men alligevel er det blevet til en masse. I dette indlæg vil jeg skrive om de tekster, der sprang fra min pande og om dem, der tog springet ud i verden. Jeg håber, at du har lyst til at læse med. Det bliver lidt langt, men nu er der også gået et helt år siden sidst.

---

Nye tekster

De første skridt bag Alistairs hus …

Image created by Tas
http://sketchytas.deviantart.com/

Noveller

Alberts manuskript (8000 ord, weird)

Alt det, der ligger bag Alistairs hus (5500 ord, weird)

Her skal By ligge (5400 ord, fantastik)

Lortejob! (3900 ord, science fiction) - antaget i antologien Komplekskuller

Nexus (12100 ord, science fiction)

Tårnet (4000 ord, science fiction)

Korte tekster

Beat still, little heart (1000 ord, horror)

Words (700 ord, horror) - antaget i antologien Slice Girls

Simulacrum (850 ord, digt)

Skyggebokser (1200 ord, prosa)

Støv (850 ord, fortælling)

Vi er maskiner (1300 ord, prosa)

Kredse

28xFebruaryFiction

30xKattefortællinger

20xCoronautiske fortællinger

6xProsatekst til Digterstatuer i Brøndsalen

I modsætning til mange andre år, kan jeg ikke umiddelbart finde en rød tråd, i det jeg har skrevet. Til gengæld står et par af teksterne meget stærkt i min erindring. Forfattere kan ofte forfalde til floskler, men alligevel vover jeg pelsen og siger, at Alt det, der ligger bag Alistairs hus er noget af det bedste jeg har skrevet. Det er efter en fest, og kun Alistair og fortællingens hovedperson er tilbage. Alistair vil vise ham noget. Og det gør han. Han viser ham … det må du læse dig til, hvis den en dag bliver rigtig til. Tårnet står også tydelig for mig; i den tager jeg den fortærskede trope om oprør mod det etablerede styre og sender den i spin om sig selv. Simulacrum finder jeg spinkelsmuk som istapper - det er sjældent, at jeg skriver digte, og måske er det derfor. Om Tårnet og Simulacrum nogensinde kommer ud til læsere får vi at se. Og for at runde sektionen af, synes jeg også, at der er fine sager både i mine coronautiske fortællinger og i mine historier om katte.

---

Udgivelser

de mindre

På udgivelsesfronten blev 2020 et år, hvor der i mange tilfælde ikke var langt fra at en tekst blev skrevet, til at den udkom i en eller anden form.

I foråret under den første corona-lockdown begyndte jeg at skrive #coronautiskefortællinger (CF), og de nåede i hvert fald steder hen. Fortællingen HBO blev en del af online-antologien Luk op for et lukket land, der kom ud på Ordskælv i april, Kulturen på P1 læste fortællingen Døden og Merete op live også i april og i juni kom tre forskellige #coronautiskefortællinger i Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum (nummer 137). Døden og Merete (igen), Narnia og Vidner. Alle de #coronautiskefortællinger kan du finde her på min hjemmeside. Værsågod :)

Lige så hurtigt gik det med en af mine andre fortællinger. I efterårsferien var jeg på skriveophold på Hald Hovedgaard, hvor jeg fokuserede på et værk med arbejdstitlen Tusindkat - en masse fortællinger om katte. I kølvandet på det havde de gode folk bag Lille Bogdag fået lov til at kuratere sitet hvermandag.dk i en måned, og bad derfor folk sende tekster ind. Det gjorde jeg, og derfor kunne min korte tekst Frit efter en tjekkisk tresserkat læses af abonnenterne mindre end en måned efter at jeg havde skrevet den. Ekspres indeed.

Tilbage i 2017 startede Jesper Dein podcasten Godnathistorier, der er indlæsninger af korte fortællinger, man kan snuppe lige for næsen af Ole Lukøje. Jeg har været med siden begyndelsen, og for en uges tid siden blev en rad nye indlæsninger lagt op - deriblandt min Ølanker (der handler om kobber og kærlighed), Gadedreng (der handler om æsker og eliten) og Elskovsrede, der udspiller sig på et defekt hotel i tusmørket. Lyt gerne med.

---

Udgivelser

De større

Siden stenalderen i 2008 har jeg mindst medvirket i en antologi om året, og på det punkt var 2020 ikke anderledes. Næsten før corona blev et ord selv børnehaveklassebørn kunne klappe, udkom antologien Skyggespejlet på forlaget Enter Darkness. Det drejer sig om horror, og jeg medvirker med novellen Tinderbitch, der handler om heksekunst og one-night-stands. Midtvejs gennem året udgav det helt nye forlag Ildanach deres første bog, nemlig antologien Frygtelige fynske fortællinger. Det er en slank sag med kun otte horror-fortællinger. Mit bidrag, Havet sneen himlen, indleder antologien og er skrevet som en blanding af moderne dansk litteratur og en folkekomedie. Den tredje antologi var på forlaget Brændpunkt, der udgav bogen Udenfor i efteråret. Min novelle hedder Den vægtløse Melissa med rumpistol, er science fiction og er en fortælling om eskapisme og længsel.

Men 2020 var også året, hvor jeg ikke bare havde en, men to selvstændige udgivelser. I foråret kom rammeromanen Tre på forlaget Kandor og i det sene efterår kom novellesamlingen Næsten her på forlaget Brændpunkt.

Sne, dør, rædsel - det er der sørme også tre af …

Næsten her er et ganske andet dyr. Siden 2013 havde jeg hvert år skrevet en eller to fortællinger, der skulle udspille sig i en anden verden end vores, men samtidig være strengt realistiske. Samlingen indeholder 14 noveller, og spørger du mig, er de virkelig gode alle sammen. Mit største ønske med denne samling er at nå læsere, der normalt ikke rører den fantastiske litteratur. Det er dog ikke blevet lettere, da bibliotek.dk fejlagtigt har kategoriseret Næsten her som ‘fantasy’ og anvender et søgeord som ‘overnaturligt’. Dybfølt suk. Næsten her har kun fået få, men positive anmeldelser, deriblandt fra Bjarne Jensen på Bogrummet.dk, der siger: Næsten her er en samling af dybt originale og underholdende noveller, sælsomme og bizarre, smukke og alternative …og viser atter hvor enestående en forfatter A. Silvestri er!

I Tre er vi solidt placeret i det sælsomme og rædselsvækkende. Tre forfattere, Ina, Sander og Thorvald er blevet inviteret til et mystisk rendezvous, hvor de får stillet en opgave … nemlig hver især at skrive en fortælling før natten er slut. Den, der skriver den bedste fortælling, arver intet mindre end horror-legenden Emmanuel Dunkeltiers ubrugte ideer. Tre er skrevet som en rammefortælling af samme type som antologifilm, og hver fortælling er skrevet som var den skrevet af en ny forfatter, med alle de idiosynkrasier og særpræg der nu hører til. Den har fået pæne anmeldelser - selvfølgelig ikke i nogen etablerede medier - men jeg tænker, at lektørudtalelsen virkelig rammer hovedet på sømmet i konklusionen: En vildt velskrevet og anderledes horrorfortælling. Uhyggeligt godt gys. Anbefales bredt.

Forsiden er kreeret af Søren Klok, og bogen er redigeret af Birgitte Vestergaard Andersen.

---

Og det var vist det for skriveåret 2020. Om et par dage kigger jeg tilbage på forfatteråret 2020, der har været fyldt på alle måder. Jeg ved ikke særlig meget om, hvad 2021 bringer. For første gang siden 2015 har jeg ikke en kontrakt og dermed en udgivelse i pipelinen hos et forlag. Tak fordi du læste med, og du er meget velkommen til at skrive en kommentar.

Ti års tak

I går aftes ankom min nye bog Næsten her, og derfor nåede den lige nøjagtig med, inden jeg rundede mit 10-års jubilæum. Den 20. november 2010 debuterede jeg nemlig med novellesamlingen Køtere dør om vinteren på forlaget Hexameter, og ti år senere tog jeg dette billede. Det dækker mine selvstændige udgivelser i samme tidsrum :)

For et par dage siden spurgte jeg ud, hvad mit 10-års jubilæumsskrift skulle handle om, men der kom desværre ikke mange svar. Derfor bliver det en tak - og måske til en føljeton i 2021. Hvis jeg har glemt dig, så sig til. Jeg er en gammel mand med hullet hukommelse. Og hvem siger, at en takketale ikke kan være et work-in-progress?

---

Tak til Thomas Vinther på forlaget Hexameter, der som den første turde tage en chance med mig og mine tekster, til Jette Holst der har anmeldt NÆSTEN alle mine bøger på gyseren.dk (hvad er der galt med Scener fra et parforhold???), til Emil Blichfeldt fra forlaget Calibat der tog min idé om opsamlinger til sig og piskede mig frem til King (der fik seks hjerter i Politiken), til festivalen Kbh Læser, der i mange år var med til at bringe horror til skue, til de trofaste købere der har investeret i hver eneste af mine bøger og en stor tak til de to anmelderblogs bogrummet.dk og bogblogger.dk, der har anmeldt næsten alt jeg har skrevet

Tak til Esben, Helle, Teddy og Birgitte der som mine redaktører har gjort alting bedre, til mine kolleger på Søndersøskolen der om nogen har bakket op om mit forfatterskab, til Science Fiction Cirklen der har taget mig alvorligt som skribent, til en anden Thomas Winther, der i magasinet Himmelskibet har anmeldt mange af mine ting, til Ruben og Inge Greis, der i tandem har styrket mine tekster gennem omtale og korrektur, til SMSPress der har været åben for alle mine sære ideer, til Asbjørn Rune Bourgeat for FebruaryFICTION, til mine mange forfatterkolleger jeg har drukket øl og kaffe med, til Underskoven der i de formative år var en scene til at eksperimentere og til Søren Vangsgaard for en rad af fede events i antikvariatet.

Tak til Clio for undervisningssamarbejdet, til Henrik S. Harksen for at hverve mig til sære fiktioner, til forlaget Valeta og til forlaget Brændpunkt for hver især at bakke mit forfatterskab op, til Nikolaj Højberg på forlaget Kandor, to Steve Dillon, the Brit in Australia who made me believe in my English writing skills, til Manfred Christiansen for at designe forsiden til Faderens sønner tilbage i 2011 og nærmest alle forsider til Lige under overfladen-serien, til Christoffer Gertz Bech der har illustreret King og leveret billede til Kærlighedsfrugt, til Søren Klok der har skabt forsiderne til Et satans arbejde og Næsten her og til Anna Degnbol der står bag forsiderne til mine tre opsamlinger.

Tak til Leif Plith Lauridsen der var med på tanken om at få mig som huskunstner i Museum Obscurum, til Jacob Krogsøe der har hevet mig til Randers ad flere omgange, til betalæser-crewet, til Novelleforlaget der i tidernes morgen købte mine første noveller, til alle dem der fulgte mine coronautiske fortællinger i begyndelsen af 2020, til Jesper Dein der har indtalt en håndfuld af mine prosastykker til sitet Godnathistorier, til Traume&Co for samarbejdet til de mange Gys i kirken, til Statens Kunstfond, til Niels Mark og Skrækfest og til alle de steder rundt i landet, der har inviteret mig til at holde foredrag og oplæg.

Og til sidst tak til jer der læser mig. Bare tak.

---

For at fejre tiåret er jeg i gavehumør resten af 2020. Derfor: Køber du en af mine bøger direkte fra mig, får du ganske gratis et eksemplar af Køtere dør om vinteren med. Det kunne være værre :)

Jeg har eksemplarer af de fleste af mine bøger liggende - nogle en håndfuld, andre kun en enkelt. Jeg har ingen Faderens sønner og ingen Pandaemonium. Prisen snakker vi om.

Tak for din læsning.

Ti år som forfatter (næsten)

Om seks dage er det 10 år siden at jeg debuterede.

Forlaget hed Hexameter. Receptionen var i kælderen til Literaturhaus. Bogen hed Køtere dør om vinteren.

Jeg var 33. Jeg havde inviteret gæster. Jeg havde inviteret familie.

Jeg læste en af bogens 31 noveller op. Brølende kronhjort ved skovsø. Da jeg holdt en kunstpause inden sidste linje og pointen, begyndte folk at klappe. Det tænker jeg tit på.

Det var blevet mørkt, da jeg gik hjem alene. Jeg havde fire-fem øl i blodet, og en fremtid jeg ikke anede ville blive så stor som den er blevet. Jeg vidste kun, at nu var jeg forfatter.

Sådan så jeg ud i 2010. Jeg ligner næsten mig selv.

---

Her er min forsiden til min debut. Det er ikke særlig længe siden, undtagen når jeg tænker på det.

Hvordan opsummerer man 10 års liv i et enkelt indlæg, hvor det samtidig skal give bare lidt mening for den, der læser det?

Jeg kunne gå efter en oprigtig takketalestil, hvor jeg nævner de mange mennesker, jeg har mødt gennem min skrivning, som har støttet mit forfatterskab og virke, og dermed mig som kreativt menneske.

Eller jeg kunne vælge at fortælle om de afslag, misforståelser, skuffelser, mistede venskaber, skænderier, forliste manuskripter og følelser af utilstrækkelighed, der har været (og er) en del af min forfatterpakke.

Jeg kunne også hægte mentorbrilllerne på min knold af en næse, og strø om mig med velmenende råd til alle nybegynderne, der skriver deres første historie eller nærmer sig det okkulte øjeblik det er at debutere, for derved at give noget tilbage. Jeg ved bare ikke, om jeg har noget klogt at sige.

En fjerde mulighed er at brøle fra en papkasse om hvordan visse genrer og grupperinger i det danske boglandskab ikke inviteres med til højbords eller bare får lov til at gnave en fedtet knogle i skarnkassen, fordi der er ulige hold fra start. Selvfølgelig uden at lyde forsmået.

Jeg kunne fortælle om hvordan jeg har udviklet mig som skribent. Hvordan min forståelse af sprog, virkemidler, plot og tilgang til det at vride ord på papir er stærkere end tidligere, men at tvivlen stadig sidder på min skulder.

Sjette alternativ er at nævne alle de oplevelser jeg har haft som forfatter. De mennesker, jeg har givet hånd eller optrådt sammen med, de steder der har huset mig eller de øl fra lokale og skyggefulde bryggerier, jeg har drukket (øllene altså, ikke bryggerierne).

Jeg kunne forsøge at videregive de mange timer brugt på at redigere, de utallige mails der aldrig har modtaget et svar, de værker der aldrig har fundet læsere og de tekster der aldrig er nået ud over rampen.

Her står jeg med min første Niels Klim-pris. Uden briller gør en del.

Her er min første udgivelse. Det er lidt snyd. Det var nemlig i 2008.

Jeg kunne lave systematiske nedslag, et for hvert år i karrieren, hvor jeg trækker alle de positive fortællinger og sansninger frem, og dermed understreger hvor blødt det kan føles at opfinde verdener og levere dem i denne.

En tolvte variant kunne være mit syn på hvornår man er forfatter, hvad det vil sige at skrive eller do’s og don’ts, når det kommer til at være sig selv tro. I samme åndedrag kunne jeg tale om at involvere sig i forfattersager.

Jeg kunne fortælle om forskellen på at skrive på dansk og engelsk, og hvordan markederne er vidt forskellige, i tone såvel som i muligheder.

En fjortende idé kunne være at snakke om formater. Hvordan det er at skrive fiktion på maksimum 100 ord, designe en tekst til at fungere som sms eller opleve, at udvalgte tekster kun findes som lyd.

Jeg kunne også anvende mit tiår som en anledning til at offentliggøre svært tilgængelige tekster, så den gamle Silvestri bliver læst på ny.

Eller - jeg kunne bare fortælle om Køtere dør om vinteren.

Jeg kan ikke træffe en beslutning. De seksten muligheder overlapper sikkert også hinanden. Måske kan du hjælpe.

En ottende kandidat er at beskrive følelsen af at modtage et legat, eller blive hædret med en pris. Det adrenalinspark, der formår at vaske sorg og mørke bort er guddommeligt. Det er også kort. Det varer kun evigt på CV’et.

Jeg kunne opsummere fra min første novelle til min kommende samling om præcis hvor meget jeg har fået udgivet, hvorhenne og på hvor mange sprog - men vil det ikke bare udvikle sig til en runde købmandsregning?

En tiende vinkel kunne være alle de ting, jeg ikke har gjort, fordi skrivningen kom først. De fester, jeg ikke er gået til. De mennesker, jeg ikke har husket. Det årti, der nu hænger og blafrer bag mig som en optrevlet røgfane.

Jeg læser op til Ord under himlen forlængst siden.

Jeg læser op til 500mermaids.dk - der er så længe siden, at hjemmesiden ikke findes længere.

---

Jeg har stadig en lille uge til at skrive et jubilæumsskrift. Hvad skal jeg skrive om?

Historien om en bog: Næsten her

Min syttende bog er Næsten her.

Værker er forskellige. Nogle bøger løber fra forfatteren som tælle af et lys. Andre drypper som en vandhane i et bryggers. Jeg har prøvet at skrive begge dele, og Næsten her tilhører sidste kategori. Jeg har ikke talt meget om den, men den har eksisteret på sidelinjen i årevis. Mens jeg har skrevet på andre værker, har jeg også skrevet på Næsten her. Helt tilbage fra efteråret 2013, hvor den første fortælling til samlingen brød frem. Mine andre novellesamlinger er skrevet anderledes. Der har jeg berettet, indtil jeg havde nok til at retfærdiggøre en novellesamling. Alle novellerne i Næsten her er derimod skrevet til Næsten her. De har aldrig været en reaktion på en indkaldelse, eller en indskydelse. Det eneste hurtige ved Næsten her er titlen. Det har bogen heddet fra den indledende sætning.

Næsten her blev skabt ud fra tanken om et problem. Mange læsere elsker realistiske fortællinger, men har vanskeligt ved at fordøje genrer som science fiction, horror og fantastik. Derfor besluttede jeg at skrive en rad af dybt realistiske fortællinger, der tilfældigvis udspiller sig andre dimensioner. Her er der ingen elvere eller rumvæsner, ingen rumpistoler eller formularer. Kun mennesker, der tilfældigvis findes i en verden, der næsten er magen til vores. Med det håbede og håber jeg at slå en art bro mellem det realistiske og det fantastiske; en hybrid eller et håndtryk.

Siden 2013 har jeg skrevet en eller to noveller om året til Næsten her. Samlingen er altså stille og roligt blevet voksen. Da jeg i november/december 2019 skrev den sidste, vidste jeg, at jeg var færdig. Det føltes som en lukket cirkel. Sidenhen er der kommet flere idéer, men hvad der sker med dem, ved ingen.

De fjorten noveller er skrevet ud fra samme ‘regelsæt’:

• Novellen skal foregå i en anden verden end denne.

• Den anden verden skal være underlagt de samme naturlove som denne.

• Novellen skal handle om almindelige mennesker.

• De punkter, hvor den anden verden adskiller sig fra vores, skal være væsentlige eller afgørende i novellen.

• Der er ingen POD (se næste afsnit).

---

Alternate history er en undergenre, der tager udgangspunkt i den historie vi kender. Det Tredje Rige rejser sig i Tyskland. En meteor styrer mod Jorden og de intetanende dinoer. Nedslagspunkter, de fleste mennesker har hørt om. I alternate history-fortællinger udspiller historien sig anderledes end den gjorde i vores verden. Man kan forestille sig at Hitlers Tyskland vinder Anden Verdenskrig eller at meteoren aldrig rammer. Disse eksempler er der allerede skrevet mange bøger om, hvor især Hitlers triumf er en virkelig skamredet traver. Mange alternate history-fortællinger har en ting tilfælles. Point of Divergence (POD). Et klart defineret punkt i tiden, hvorfra historien udvikler sig anderledes. Det behøver ikke at være så storstilet som mine eksempler; et specifikt øjeblik kunne også være, at en enkelt person ikke døde i barselsseng eller at det ikke regnede juleaften 1861. Dette POD indtager ofte også en vigtig rolle enten i fortællingen eller i læserens bevidsthed, så denne hele tiden har mulighed for at sammenligne vores verden med den opfundne. Jeg elsker alternate history-fortællinger. Sammen med tidsrejsefortællinger er de min go-to, når jeg skal have mit science fiction-fix. Jeg har tidligere fortalt om min kærlighed til Bradbury’s A sound of thunder, og måske også nævnt at jeg er ret vild med 90er-serien Sliders, der handler om parallelle universer. Men på trods af min kærlighed til genren, tøver jeg med at kalde historierne i Næsten her for science fiction eller alternate history.

Illustration af en pænt vigtig scene i A sound of thunder.

I Tilbage til fremtiden viser Doc Brown hvordan en tidslinje kan divergere, og derved skabe en ny og alternativ fremtid. Det er POD i en nøddeskal.

---

Bogens bagside. Jeg synes virkelig den er for vild.

De fjorten fortællinger er som sagt realistiske. De handler om menneskeskæbner. Der er ingen storpolitik og ingen helte eller skurke. Mange af fortællingerne har elementer tilfælles. Tab og kærlighed. Køn og drøm. Kunst og kamp. Stræben og tvivl. Familie, valg og de liv, der omgiver individet. De fjorten fortællinger er også urealistiske, i hvert fald i forhold til denne virkelighed. De udspiller sig i verdener, hvor man tror på magiske sange, dyrs kunstnersjæle, at man kan tage andres ulykke på sig og at de døde har magt. Efter mange års frem-og-tilbage kalder jeg dem for spekulative historier. Hvornår tingene blev anderledes de forskellige steder, og dermed POD, er irrelevant, men at de er anderledes er vigtigt. Det er hvor det anderledes og det velkendte mødes, at jeg har skrevet historierne til Næsten her.

Forlaget Brændpunkt antog Næsten her i foråret ‘20, og det var dejligt at vide at et projekt, jeg havde gået med så længe alene nu også fik et hjem. Jeg kunne dog ikke have forudset at jeg i kølvandet på antagelsen bragede til bunds i et sort hul. Det kan du læse meget mere om i indlægget En seddel på væggen. Derfor var det hårdt at redigere Næsten her, ikke mindst fordi jeg sad med en fornemmelse af, at det her var virkelig godt kombineret med den modsatrettede følelse af at være meningsløs. Konstant at være fanget i det krydsfelt var drænende. Heldigvis synes jeg resultatet er blevet helstøbt, i tekst såvel som i omslag. Jeg håber, at du synes det samme.

5 ord fra hver af de 14 noveller = En jordklode af ord. Du kan lege interaktivt med den her.

Og det var det. Om et øjeblik, nemlig den 9.november, findes Næsten her, og det eneste jeg håber på er at den bliver læst. Tak til min redaktør Birgitte, der har været god at sparre med og til min grafiker Søren, som stadig skylder mig en øl eller to. Og tak til dig, der i en eller anden virkelighed kunne finde på at læse eller lytte til Næsten her.

Tak

For en uge siden publicerede jeg indlægget En seddel på væggen, der handlede om hvordan jeg efter mange års arbejde som forfatter ikke kunne mere selv, og derfor havde brug for din hjælp. Det var med lidt bæven, at jeg lod indlægget fare ud i verden, for jeg vidste ikke, hvordan det ville blive modtaget. Samtidig var det ikke til diskussion. Det var noget, jeg blev nødt til at gøre.

Nu har det levet sit eget liv i en uge, og jeg er fuldkommen blæst bagover. Jeg havde aldrig forestillet mig, at så mange ville tage mit indlæg så alvorligt, at de delte det, eller at et væld af mennesker ville tage min opfordring til sig. Lige så vigtigt er det, at der er blevet reageret med gode råd, eftertanke, ideer, forklaringsmodeller og indsigt, der har fået mig til at tænke over det at skrive, såvel som det at blive læst.

Ud over at grafen ligner et overrasket spøgelse, viser den også, hvor mange der har taget sig tiden til at læse mit indlæg. I skrivende stund har indlægget 624 hits. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.

Men ros er det, der har været mest af. Både for selve det at smide mine tanker til offentligt skue og for min skrivning generelt. På en uge er næsten alle mine værker blevet fremhævet gennem andres opslag, personlige beskeder, mails eller kommentarer. Der er blevet skrevet et digt til mig, der er blevet stablet en konkurrence på benene for mig, jeg er blevet tilbudt et sted at optræde og mængden af følgere på Instagram og Facebook er eksploderet. Mine skrivefærdigheder, fantasi, indlæsningsevner, redaktørevner, tilgang og alt muligt andet er blevet understreget, og det har været dejligt, men også overvældende. Jeg håber virkelig, at jeg har fået sagt tak til alle dem, der fortjener det. Hvis ikke, så siger jeg det igen. Tak.

Mange af mine kolleger, forfattere som andre kunstnere, har kunnet spejle sig i det jeg skrev. Særligt opfordringen til læsere og brugere af kunsten, at hvis de i forvejen synes om/kan lide/elsker/udfordres af et værk, så hvorfor ikke dele de følelser med andre. Den deling, den kommentar betyder alverden. Det er fra den, man stopper med at være usynlig.

Jeg håber, at I har lyst til at blive ved. Som jeg skrev i det oprindelige indlæg, har jeg brug for jer. Hvor meget forstår jeg nu. Tak.

En seddel på væggen

For en måned siden fik jeg afslag på et arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, eller for nu at bruge et mere præcist udtryk på engelsk: The straw that broke the camel’s back. Jeg gik fuldkommen i sort, og har ikke været på de sociale medier eller skrevet siden. Jeg har tilbragt tiden med at sove, sidde i sofaen og drikke for mange øl. Normalt reagerer jeg ikke så ekstremt, men afslaget cementerede den følelse, der kun er blevet stærkere gennem de sidste fem år. Nemlig, at tæt ved ingen læser, forholder sig til eller ser nogen værdi i det jeg skriver. Og en forfatter uden læsere er en meningsløs joke.

Det er en følelse, jeg har adresseret ad flere omgange, blandt andet i blogindlægget Seks eksemplarer fra 2016, hvor jeg var vred og da jeg gjorde status over skriveåret 2019 i indlægget Året der gik: 2019. Tilsammen understreger de blogindlæg min situation. Adresseringen blev gjort i et forsøg på at tage noget af frustrationens og fortvivlelsens damp af den følelse, der siden er blevet den altdominerende. Nemlig at jeg føler mig usynlig, som et spøgelse.

Da jeg begyndte at skrive for alvor for snart 15 år siden, var det med den tanke, at tingene nok skulle komme. Hvis jeg blev ved med at være tro mod mine ideer og tanker og skrev så godt som jeg overhovedet kunne, skulle det nok komme til udgivelser. Når jeg havde et par af dem, ville der også komme læsere. Jeg så årene som en nødvendig læretid. Nu, 16 selvstændige udgivelser, 60+ antologier, fire priser, et hav af nomineringer, oversættelser til flere verdenssprog, foredrag, indtalinger, oplæsninger, sms-noveller og Politiken-hæder senere må jeg sande, at mine oprindelige tanker ikke har meget at gøre med virkeligheden. Jeg forbliver ukendt, og dermed ulæst. Jeg har forsøgt mig i alle mulige retninger, men udkommet har været pauvert. Jeg kan ikke gøre mere selv.

På min væg hænger en seddel, jeg skrev for mange år siden. De fleste morgener er den det første jeg læser. Nogle dage er mit sinds læsestemme vred, andre dage er den venlig, andre igen stiller den sig uforstående. Jeg har brug for den reminder. Jeg har brug for at forstå, at lige meget hvad det drejer sig om, så har jeg et valg. Den tanke har været annulleret den sidste måneds tid, hvor jeg ikke har anet hverken ud eller ind. Jeg har haft en følelse af at være aldeles nytteløs, og ude af stand til at gøre fra eller til. For en uge siden begyndte jeg at kigge på den igen, og fordi det ikke nytter noget at brystsvømme i selvmedlidenhedssumpen, traf jeg et valg. Jeg kan ikke gøre noget ved hvordan tingene er. Men jeg kan gøre noget, jeg ikke har gjort før.

Eftersom jeg hverken er en stor eller anerkendt forfatter, og ikke udkommer på større forlag, kan jeg ikke gøre så meget for at blive set i mediebilledet. Jeg drukner simpelthen i mængden. Det efterlader mig med en eneste mulighed.

Dig. Det ligger mig uhyggeligt fjernt som menneske at bede om hjælp, men det bliver jeg nødt til. Derfor er du mit valg. Du kan gøre en forskel. Og der skal ikke særlig meget til. Du skal tale om mine bøger. Ikke mig, jeg er lige meget. Det er mine bøger ikke.

Følg mig på Instagram eller Facebook. Køb eller lån mine bøger. De ting er dejlige, men de nytter kun lidt, fordi de er passive. Det er det aktive, der batter.

Man skal se eller høre noget helt op til 40 gange, før man husker det.

Derfor: snak om mine bøger, med dine venner, men især på de sociale medier på sider som Litteraturklubben og Danske Horrorfans, for det er her folk opdager nyt. Når du læser min bog, så tag et billede af den og læg det på Instagram. Når du er færdig, så sig hvad du synes om den, og det må godt være kritisk. Alt er bedre end stilhed.

Har du haft mig ude til foredrag, så fortæl om det foredrag. Giv mine bøger stjerner på steder som Goodreads, foreslå steder som Forfatterweb at oprette en side om mig, når du er med i bogcover-challenges eller lignende, så smid et billede af en af mine bøger op, foreslå mig til et event på dit lokale bibliotek, Rotary, fælleshus, Åbent Universitet, aftenskole eller de hundrede andre muligheder som kun du kender til, del mine og mine forlags opslag og anmeldelser på de sociale medier, kommenter på mine opslag.

Er du formidler, så udstil mine bøger og nævn dem i dine stories. Er du underviser, så læs en af mine noveller i din klasse. Foreslå en af mine romaner til din læsekreds. Anmelder du bøger, så del dine anmeldelser (af min bog) så mange steder du kan. Lav et interview med mig og tusind andre ting, som jeg ikke engang har tænkt på.

Jeg ved, at det er meget at bede om, og det har krævet stor overvindelse at gøre det. Jeg ved, at det meget vel kan være at jeg skyder mig selv i foden med dette indlæg, men som jeg ser det, mangler jeg allerede benene fra hoften ned. Jeg ved også, at nogle af jer vil finde det sølle og ynkeligt, men det må jeg tage med. Jeg har et truffet et valg om at bede om hjælp, og det valg står jeg ved.

Tak fordi du læste med.

Historien om en bog: Tre

Lige om lidt, helt præcis på årets Krimimesse i Horsens (hvis corona ikke kvæler den), udkommer min rammeroman Tre på forlaget Kandor. Kandor udgiver horror og science fiction, og der må man sige, at Tre passer godt ind. Ligeledes har Krimimessen i mange år haft et spor, der handlede om horror. Det spor er nu heldigvis blevet integreret i messen, for jeg er helt sikker på, at mange krimilæsere ville kunne få en del ud af horror også. Tre er min sekstende bog, og nu skal du høre, hvordan den blev til. Læs med!

Siden jeg var en bebumset præ-teenager, har jeg været vild med antologiformatet i horrorfilm. Her tænker jeg især på film som Creepshow ( hvem husker ikke Stephen Kings cameo!) og serier som Tales from the Crypt. Der er noget tiltrækkende ved det campy og kulørte, og det levede især datidens antologifilm op til. Det ville dog være utidigt af mig, hvis jeg ikke også nævnte Dennis Jürgensens bog Grønne øjne. Jeg fortsatte med at være glad ved formatet, og i takt med at jeg blev voksen, opdagede jeg skatte som The ABCs of Death og Trick’r’Treat. Disse film havde stadig elementer af det kulørte, men var blevet mørkere, mere litterære vil jeg næsten kalde det, og de mere nutidige film føjede en aura af alvor og tungsindighed til det campy. Min kærlighed til formatet var mest tydelig i de film, hvor rammefortællingen om de forskellige kortere historier, blev en del af helheden. De bandt segmenterne sammen og, når de var bedst, gjorde dette hver enkelt del bedre, end den var i sig selv. Det var den forelskelse og fascination, der fik mig til at skrive Tre.

I løbet af 2017 og 2018 skrev jeg tre historier. Catwalk, der handler om modefænomenet Clement Buhr, Stegt flæsk der har filosofiunderviseren Albert som hovedrolleindehaver og endelig Abstraktion af Ingemann, der størstedelen af tiden udspiller sig på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek. I tone og ordvalg var de ret forskellige, men en del, bandt dem tematisk sammen. Sammenfaldene var så udtalte, at jeg ofte tænkte over fortællingerne, hvilket er noget, jeg ikke har for vane at gøre. Når jeg er færdig med en tekst, så er jeg færdig. I takt med at de tre fortællinger fyldte mine tanker, begyndte omridset af en rammefortælling også at manifestere sig.

I 2017 var jeg første gang med til Gys i kirken, der senere er gået hen og blevet en årlig tilbagevendende begivenhed. Jeg var blevet hyret til at fortælle om gotikken som genre på omkring et kvarter, hvilket ikke var helt nemt. Under min forberedelse genopfriskede jeg fortællingen om Villa Diodati ved Geneve-søen, og dens vigtighed for horrorgenren generelt og gotikken specifikt. I sommeren 1816 lejede Lord Byron villaen, og ankom med sit følge, der blandt andet talte digteren Percy Shelley, Byrons læge John Polidori og Mary Godwin, der senere skulle komme til at hedde Mary Shelley. Sommeren 1816 var noget lort, faktisk blev den kendt som ‘Året uden sommer’. Grunden til det skulle findes et år tidligere, da vulkanen Tambora i Indonesien gik i et så voldsomt udbrud, at stratosfæren blev forpestet af aske, støv og svolvdioxid. Selv et år senere lå der stadig et dække over det meste af den nordlige halvkugle, og det betød, at sommeren 1816 var iskold, blæsende og regnfuld. Byrons selskab opholdt sig derfor det meste af tiden indefor, hvor de oplæste sig igennem Villa Diodatis bibliotek foran den buldrende kaminild. Kedsomheden satte ind og Lord Byron mente, at de tilstedeværende selv kunne skrive bedre skræmmende fortællinger, og der var ikke langt fra tanke til handling. Byron kunne nu nok næppe have vidst, at der i løbet af et par dage ville blive skrevet ikke bare et, men to værker, der stadig lever den dag i dag. John Polidori skrev The Vampyre, som er den første moderne vampyrfortælling, mens Mary Shelley skrev romanen Frankenstein, som de fleste nok kender. Ideen med at samle en række mennesker i et hus, og på kort tid lade dem konkurrere ved hjælp af deres vid og skrift, tiltrak mig, og det var med gotikkens skabelsesvilla i tankerne, at jeg skrev rammefortællingen til Tre. Forresten, hvis du gerne vil høre mere om gotikken, så holder jeg foredrag om emnet :)

Gys i kirken 2017. Foto: Leonora Christina Skov.

Villa Diodati.

Tambora i Indonesien.

Originalside fra manuskriptet til Frankenstein.

Om et øjeblik glider Tre ind på hylden ved siden af de andre bøger. Det bliver godt!

Så jeg havde altså de tre fortællinger, men ingen ramme. Jeg vidste, at rammen skulle udspille sig om vinteren. Den skulle indeholde tre forskellige forfattere. Der skulle være en præmie til vinderen af den bedste fortælling. Der skulle være indbyggede tvister, klare fortællerstemmer og individuelle dagsordener. Og da var det, at jeg kom på, at gøre de tre forfattere til eksponenter for forskellige litteratursyn. Hvilke vil jeg ikke afsløre her, men det viste sig hurtigt, at det fungerede ret godt. Da det stod klart, skrev jeg hele rammen på overraskende kort tid. Det var også ret fedt, at arbejde med de tre fiktive forfatteres sprog og idiosynkrasier, for det betød, at mine fortællinger gennemgik endnu en runde redigering, hvor jeg især arbejdede med udtryksform og fortællerens særpræg. Og meget mere tror jeg egentlig ikke, at jeg kan fortælle, uden at komme til at afsløre for meget. Tre er nemlig lidt af en gåde.

Tre er anderledes fra andet, jeg har skrevet, og alligevel har den mine fingeraftryk alle steder. Det er horror, men lige så meget weird. Den er bare en fortælling, og så ikke helt, for der gennem sig en masse til den, der vil læse dybt. Hvem ved, måske har du fået lyst til at læse med?

Året der gik: 2019, Del 2

Det er blevet den anden januar, og jeg har sat mig ned for at skrive den sidste status over det forgangne år. Foran mig står en kop kaffe, jeg har bundet en god knude på min slåbrok og ud af højttaleren flyder beroligende musik. Jeg er lidt øm efter flere dages løb i streg, tung i kroppen. Jeg har efterhånden ikke styr på, hvor mange år jeg har lavet disse updates, men det er mange. Så mange år, så mange ord. Jeg er lidt træt, lidt træg. I dag fortæller jeg om 2019 som skriveår, men hvis du er interesseret i de rene produktionstal, kan du se fabrikkens output lige her.

---

Jeg holder oplæg om science fiction i Vangsgaards Antikvariat.

Indledning

2019 var et år, hvor jeg havde så mange opgaver, at jeg blev nødt til at lave en vægkalender med deadlines, og hvor jeg vidste, at så snart jeg var færdig med en opgave, så ventede den næste. Det var godt, men i perioder også lidt presset. I 2019 valgte jeg en del antologi-indkaldelser fra, da jeg ikke syntes, at jeg havde tiden. I stedet for forsøgte jeg mig med lidt anderledes typer udgivelser. Ved siden af forfattergerningen var jeg redaktør, jeg udarbejdede undervisningsmaterialer, opdaterede dagligt min Instagram, varetog mit skønlitterære formandsskab i Dansk Forfatterforening, var huskunstner på Museum Obscurum i Nykøbing Falster og underviste på halv tid.

---

Selvstændige udgivelser

2018 var et afsindigt år med hele fem udgivelser. Sådan var det ikke i 2019, hvor det blev til en enkelt. Til gengæld havde den været undervejs siden 2014. Et satans arbejde udkom under årets BogForum på forlaget Brændpunkt og er min femte roman. Efterfølgende har den fået en pæn lektørudtalelse og lige så pæne anmeldelser. Det er en meget særlig bog, der arbejder med historier inden i historien, en måske ikke helt troværdig fortæller, og krydsfeltet mellem humor og horror. Ligeledes er den min første hardback for voksne. Slør, der udkom sidste år på forlaget Kandor, er i december også udkommet som lydbog, og selv om jeg tidligere har fået indtalt enkeltstående noveller, er det første gang en af mine romaner findes som indlæst værk. Måske vil det give helt nye lyttere.

Litteratursiden spår: “Hans forfatterskab er dog nok ikke særlig kendt af den brede læserskare, men det skal denne nye udgivelse helt sikkert nok få rettet op på.” Jeg håber, at han får ret.

---

Andre udgivelser

På antologi-fronten var 2019 et stille år, hvor jeg medvirkede i fire antologier. På dansk havde jeg dark fantasy-novellen Humlen, der handler om to landsbybryggere, med i antologien Det nådesløse daggry og den sprogligt eksperimenterende fortælling Beautiful Budapest med i antologien Sandsynlighedskrydstogt. Som en lille krølle på den, begyndte jeg faktisk at skrive historien, mens jeg var i Budapest. På engelsk repræsenterede jeg Danmark i den russisk-udgivne antologi med forfattere fra hele verden, Horror Without Borders (der også kom på russisk), med teksten I love you, og så medvirkede jeg med novellen In everything a sound i PS Publishing-antologien Mountains of Madness Revealed, hvor alle historierne tog udgangspunkt i tanken om, at H. P. Lovecrafts berømte novelle At The Mountains of Madness fortalte sandheden.

På andre platforme blev det til forskellige tekster. I januar drak jeg mig i hegnet med vilje og fabrikerede essayet The Future, hvis genre nok er ‘fordrukkent vrøvl’, og til min forbavselse kom det med i kunstmagasinet Red Door Magazine nummer 20. I efteråret havde jeg den korte fortælling Orgie, der udforsker kærlighed og marmor, med i litteraturtidsskriftet Udkant. Nogenlunde samtidig dukkede min korte tekst Mono op på internetsitet Center for Militant Futurologi. Det er en smal fortælling om hvordan en kunstig og ikke menneskelig intelligens vil sanse og forstå sig selv, og er skrevet som en monolog. Jeg var også så heldig, at Jesper Dein indtalte min historie Timeglas til sitet Godnathistorier. Den handler om hvad der egentlig har værdi. Og som sidste skud på stammen, hev redaktøren på Bogmarkedet mit gamle blogindlæg Tillykke! Du har skrevet en død bog frem fra graven og bad mig om at støve det af - så det kunne blive en leder. Som sagt, så gjort, selv om det krævede lidt opstramning samt en bro eller to.

I hele 2019 led jeg af havsavn. Jeg kunne føle det, når jeg var i nærheden af vandet, for så skulle jeg hver gang ned at stikke en hånd i bølgerne, og det stod tydeligt i det jeg skrev. Næsten alle mine tekster i 2019 har noget at gøre med noget religiøst og med havet; noget der er ret mærkeligt for mig, der så absolut er ikke-troende og elsker at bo i byen. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af hvorfor, men det kommer til udtryk i så forskellige former som novellen Kødets brænding, hvor tatoveringer af havdyr er væsentlige til Havet sneen himlen, hvor et vintervand på Thurø konstant er at finde i fortællingens horisont. Det er første gang, at jeg oplever en så udtalt og ubevidst tematik i et års produktion, og jeg har overvejet at udforske hvorfor, måske i form af en samling. Som bekendt er helheden mere end summen af delene.

På nuværende tidspunkt ved jeg, at jeg medvirker i mindst to antologier i 2020, og den korte fortælling er stadig min favoritform. Men oftere glider jeg væk fra den klassiske fortælleform og bliver mere eksperimenterende.

---

Oplæg om mit forfatterskab til Skrækfest i Odense.

Panel om dansk horror til Krimimessen i Horsens.

FebruaryFICTION vinder prisen som Årets Bedste Bogarbejde.

Stegelmann og mig på Filmhøjskolen i Ebeltoft.

Oplæg på Museum Obscurum.

Forfatteroplevelser

I kølvandet på 2019 har jeg føjet et par firsts og et par titler til CV’et, og det har været vildt at opleve, hvordan tingene forgrener sig. I JANUAR holdt jeg oplæg om science fiction i Vangsgaards Antikvariat uden teknologiske hjælpemidler, i FEBRUAR var jeg månedens forfatter i Erhverv og Kultur og skrev 29 forskellige 100-ords FebruaryFICTION, i MARTS udkom min fordrukne enetale på engelsk, i APRIL var jeg først til Krimimessen i Horsens, hvor jeg trykkede Dennis Jürgensen i hånden, interviewede Teddy Vork og fortalte om Slør og var weekenden efter i Randers til En by i Galaksen, hvor jeg holdt foredrag om de fantastiske genrer og til Sci-Fi-Con, hvor jeg fortalte om dansk science fiction og endelig var det 100-året for det nordiske forfatterforeningssamarbejde. I MAJ brugte jeg meget af tiden på at være redaktør på Line Lybeckers bog Da farfar forsvandt, i JUNI skete der det vilde og uforudsete at mit samarbejde med A.Rune, FebruaryFiction, vandt prisen som Årets Bedste Bogarbejde, i JULI var jeg inviteret til Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft af Jakob Stegelmann, trykkede hans hånd og fortalte om science fiction i rummet mellem film og litteratur, i AUGUST var jeg som redaktør fordybet i Jacob Lillemoses værk Architecture Zero, i SEPTEMBER var jeg først på besøg i min hjemlandsby, hvor jeg fortalte om mit forfatterskab, derefter til Skrækfest i Odense, hvor jeg også fortalte om mit forfatterskab og så udkom jeg på russisk i antologien Horror Without Borders. I OKTOBER var jeg Bogmarkedets leder, jeg startede mit fantastiske huskunstnerforløb på Museum Obscurum i Nykøbing Falster, der er fyldt med sære ting og fabeldyr, undervisningsmaterialet til Line Leonhardt og Dorte Schous bog SKUNKS, med støtte fra BUPL, blev lagt til fri download, jeg medvirkede i mit første litteraturtidsskrift og endelig var der for tredje gang Gys i Kirken til Halloween i Literaturhaus, hvor dette års emne var Nordisk Død. I NOVEMBER udkom Et satans arbejde og jeg medvirkede dobbelt i opsamlingsmagasinet for festivalen KBH Læser og så når vi til DECEMBER, hvor Slør udkom som lydbog og jeg fik krampe i hånden af at signere nummererede eksemplarer af Mountains of Madness Revealed. Jeg har været overvældet af alt det, der er sket i mit forfatterskab … samtidig med, at der ikke rigtig sker noget.

---

Det svære

Puha. Jeg har gruet for denne sektion. Når jeg kigger på mine året-der-gik fra ‘17 og ‘18, kan jeg se, at de følelser, jeg vil skrive om her, gradvist er blevet mere udtalte. Men i stedet for at trække tiden, vil jeg beskrive mit 2019 så godt som jeg magter. Da jeg i tidernes morgen startede med at skrive blogs med mere om forfatterlivet, lovede jeg både mig selv og mine læsere at være ærlig. Det bliver ikke mere ærligt end det her. På et tidspunkt i løbet af foråret mistede jeg fuldkommen troen på mit forfatterskab. Jeg trak selv stikket på to planlagte opsamlinger, der havde udgiver, satte mig over i et hjørne, åbnede en øl og der blev jeg i månedsvis. Det stod klart for mig, at lige meget hvad jeg gjorde, så ændrede det ingenting. Kun et fåtal købte mine bøger, kun et fåtal læste mine bøger, men det værste var, at ingen talte om mine bøger. Når jeg så mit forfatterskab for mit indre blik, så jeg mig selv bruge årevis på at gøre en bog færdig og kæle for detaljerne, og når den så blev lanceret, var det som at placere den på et transportbånd der mundede ud i et stort, sort tomrum. Jeg stod ofte foran spejlet og spurgte mig selv, om det virkelig var det her jeg ville bruge mit liv på? Mine bøger blev læst af anmeldere, ofte med ros til følge, men derudover skete der ingenting. Bøgerne samlede støv på bibliotekshylderne, de eksisterede ikke i boghandlen og jeg solgte et etcifret antal selv. Jeg skrev ikke i uger. Når der kom gode nyheder, var mit svar i mails og telefonen ‘jeg tror ikke længere på det’. Jeg prøvede at hive mig selv op ved håret og revsede mig selv over hvor tudefjæset jeg var, men uden den store effekt. Når jeg så på min reol med alle mine bøger, føltes de som en enorm vægt af alt det jeg ikke havde gjort for at skrive dem, til ingen verdens nytte. Da sommeren ramte, søgte jeg tilbage til den oprindelige glæde ved at skrive. Jeg valgte noget ligetil, noget, der altid havde gjort mig glad, nemlig katte, og for første gang længe anede jeg en gnist af lidt glæde. Jeg skrev mange historier om katte. Glæden holdt ikke ved, selv katte kan ikke udrette underværker, men den gav mig et skub tilbage til at skrive. Siden har jeg igen skrevet dagligt, men med en klar følelse af, at jeg pedallerer uden kæde, for der er alt for få modtagere til de verdener og emner, som jeg finder spændende. Billedet af det bundløse intet for enden af transportbåndet består. Jeg kan hverken gøre fra eller til, men jeg håber, at det snart holder op.

---

Bagsiden til Et satans arbejde.

Projekter og fremtiden

Det kan virke lidt sært at følge en sådan svada med tanker om fremtiden, men i det mindste vidner det om, at jeg ikke er gået helt i frø og selvmedlidenhed. Min rammefortælling Tre udkommer til Krimimessen i Horsens til foråret, og er en form, jeg slet ikke har arbejdet med før. Ud over det ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg har en næsten færdig roman med titlen Vardekød, der ligger et sted i weird-land, så den bliver nok skrevet færdig. Jeg pønser på at samle en håndfuld noveller under titlen Næsten her, en række fortællinger, der alle udspiller sig på alternative udgaver af Jorden. Måske samler jeg mine sære historier om bølger og guder til noget, der ligner en bog. Måske færdiggør jeg alle de mange fortællinger om katte og leder efter en udgiver til Tusindkat. Men, som sagt, jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske.

---

Til sidst

Tak fordi du læste med. Jeg håber ikke, at jeg kedede dig alt for meget. Ligeledes tak til jer, der har læst, købt og/eller anmeldt mine bøger, til de af jer der følger med på Instagram og Facebook, til jer, der kommenterer mig og gad lytte på mig ude i virkeligheden og til jer, der har hyret mig til at foredrag, oplæg og paneler. Det er dejligt at vide, at I findes. Og med de ord, vil jeg hente mig en ny kop kaffe.

Året der gik: 2019, Del 1

I går løb 2019 tør for benzin, og trillede ind til vejkanten, hvor alle de andre årsmobiler samler støv. Det var det år, hvor klimaet kom i fokus (lige omkring 30 år for sent), hvor oprørerne i Hong Kong rakte hånden ud mod en verden der ikke gad tage den, hvor OK Boomer fyldte diskussioner såvel som metadiskussioner, hvor Australien, Amazonas, Californien og Notre Dame brændte, Jonas Eika talte dunder, der blev taget et billede af et sort hul, den tredje Metro-linje åbnede i København og Trump blev mopset da han ikke måtte købe Grønland. Verden er blevet som et slidt forhold, hvor begge parter forsøger at tage sig selv og hinanden i kraven og give det et sidste forsøg, men om det lykkes … hvem ved. Med alt dette sagt, er her første del af min årsrapport. Vanen tro består første indlæg af de kolde, hårde tal. Det er en måde hvorpå jeg kan holde styr på mit forfatterskab, og du er mere end velkommen til at kigge mig over skulderen.  

2019 har været et meget langt og mættet år, fyldt med en masse oplevelser. Samtidig har det været et år, hvor de individuelle dage gled sammen til én lang film. I forhold til sidste år, var der roligt på både udgivelsesfronten, og skrivefronten. I år har jeg skrevet 13 tekster (4 af dem på engelsk), næsten skrevet en roman (der mangler lidt), en håndfuld fortællinger om katte (der måske bliver en bog), 29 FebruaryFiction, udarbejdet et undervisningsmateriale, redigeret to af mine egne bøger og to af andres, varetaget dobbelt formandsskab, været huskunstner, holdt foredrag og været træt. Alt det og en helvedes masse mere, kan du høre om i morgen, hvor jeg kigger mindre på tallene og mere på helheden. Hvis du ikke kan vente, kan du altid tage et kig på slideshowet :)

---

Horror

Pageturner (1500 ord) engelsk

I love you (1400 ord) (med i den russiske antologi Horror Without Borders) engelsk

Matthew 5:30 (600 ord) engelsk

Havet sneen himlen (6700 ord) (indsendt til konkurrence)

Science Fiction

Beautiful Budapest (2500 ord) (med i antologien Sandsynlighedskrydstogt)

All inclusive (10900 ord)

Kødets brænding (3900 ord)

Weird

Menneskehavet (3700 ord)

Englehop på stedet (10500 ord)

De hjemløse (13800 ord)

Andet

Herrens legeme (7700 ord) NH

Bålfærd (3900 ord) indsendt til konkurrence

The Future (1300 ord) (med i magasinet Red Door Magazine nummer 20) engelsk

Større projekter

Vardekød (42000 ord, roman)

Tusindkat (15000 ord, tekstsamling)

---

I år har det været vanskeligere end ellers at holde min kadence med 500 ord, simpelthen fordi jeg hele tiden har siddet midt i et redigerings- og revideringsarbejde, og otte timers tekstarbejde om dagen må være nok. Samtidig har året ligget nedsænket i stemning af modløshed, hvor jeg oftere end ellers har opgivet tekster og ideer, der intet fejler. En tendens i 2019s tekster har været det religiøse og havet, og som ateistisk byboer er det lidt spøjst at opleve, at de to områder er så dominerede. Gad vide hvorfor. Ellers er science fiction og horror stadig dominerende, ofte blandet med elementer af den særeste slags.

I morgen snakker jeg meget mere om, hvad der egentlig er sket i 2019. Der har været mange gode oplevelser, men det triste har været dominerende. Fordi jeg har lovet mig selv og jer det, vil jeg berette om det hele. Ikke for at klynke og smage mig selv til døde, men for at dele. Tak fordi du læste med, og fordi du gjorde det, er her en lille video, jeg optog for et par uger siden. Vi læses ved i morgen.