Klokken er lidt over ni om morgenen, den 2. januar 2019, og det er blevet tid til at kigge tilbage på 2018 med de helt brede briller. Jeg drikker kaffe, og i baggrunden kører numrene The system only dreams in total darkness og O superman på tandem-repeat. Når jeg er færdig med at skrive her, venter de sidste sider i et roman-manuskript, jeg har arbejdet på siden 2016 og en scene i en helt ny tekst, der vokser som et rodnet. I dette indlæg fortæller jeg om 2018 som skriveår, men hvis du har lyst til at kigge på de rene produktionstal, kan du se anlæggets årsproduktion lige her.

Indledning

2018 har været et år, hvor jeg konstant havde nye jern i ilden, og vidste, at så snart jeg var færdig med at redigere et manus, eller tjekke en novelle igennem efter fejl, ventede den næste. Det var en god, men samtidig til tider stressende følelse. I år valgte jeg flere indkaldelser til antologier fra, da jeg havde for travlt med mit eget, og måske er det et fingerpeg om fremtiden. En reaktion på travlheden var, at jeg søgte andre og anderledes udfordringer, der ikke direkte havde at gøre med at skrive, men tangerede det, og det gav mig lidt mentalt frirum. Ved siden af forfatterarbejdet var jeg redaktør, jeg udarbejdede undervisningsmaterialer, opdaterede dagligt min Instagram og ugentligt min facebook-side. Jeg har ikke det store flair for PR, men det er en side, jeg arbejder meget med.

Essayet om horror jeg skrev til København Læsers program. Illustreret af Tom Kristensen.

Årets udgivelser. Det virker lige vildt på mig, hver gang jeg ser dete billede.

“Denne bog burde husstandsomdeles” sagde en anmelder. Jeg kan kun være enig.

Selvstændige udgivelser

2018 var et absurd år. Jeg fik intet mindre end fem udgivelser, og i sidste ende var det måske også for meget. I maj udkom Scener fra et parforhold, der er en socialrealistisk parforholdsroman og med den nåede jeg ud til en masse læsere, der ikke før havde læst mig. Den fik også en smuk lektørudtalelse, og gode anmeldelser, og i fremtiden håber jeg, at den når meget længere ud, for det fortjener den. En uge efter udkom FebruaryFICTION, som jeg skrev i samarbejde med forfatteren A.Rune. Den består af 100 tekster, 50 fra os hver, og de er korte, fyndige og dybe. Det er en ret lækker udgivelse, og det korte format lægger især op til selvskrivning og undervisning. I august kom turen så til King, min billedroman i samarbejde med Christoffer Gertz Bech, der handler om hund, der forsøger at hente sin ejer hjem fra Helvede. Det er bog for store børn og op, og med den oplevede jeg at få seks hjerter i Politiken. Lige omkring Halloween nåede vi til Slør, der er en horror-roman, som tager udgangspunkt i et bryllup og nærmest udelukkende har et kvindeligt persongalleri. Som de andre af årets bøger modtog den også en flot lektør og har solgt pænt til bibliotekerne. Endelig i november blev det Jeg ved godt, du er ders tur, og den tredje i rækken af opsamlinger handler om valg og rædsel. Indtil videre har den fået tre meget pæne anmeldelser og jeg håber, at det vil smitte af på salget. Jeg havde aldrig, og kommer nok heller ikke til det igen, udgivet så mange bøger på et år. Efterfølgende har jeg tænkt over det. Jeg er nået frem til, at tre udgivelser på et år må være maksimum, og det snuser til overkanten. Det er muligt, at tingene forholder sig anderledes med serier og børnebøger, men jeg har ikke så stor erfaring med nogle af delene.

Antologier

Når jeg havde så travlt med mine egne bøger, skulle man tro, at der var stille på antologi-fronten. Overhovedet ikke. Det var tværtimod også mit mest voldsomme år, og der hvor jeg både optrådte flest steder og virkelig begyndte at skrive på engelsk. På dansk medvirkede jeg i seks antologier med blandt andet science fiction, eventyr, steam punk, surrealisme og en anekdote. To af dem var ‘bestillingsarbejde’. Yderligere to antologier, Underjordisk himmel og Den fantastiske rejse, er begge opsamlingsværker, hvor nogle af mine gamle tekster medvirker. Det var lidt mærkeligt at nå til et punkt, hvor man havde skrevet så længe, og så meget, at ens gamle historier dukkede op igen. Når jeg gik dem igennem, føltes de både meget længe siden, og meget velkendte. En ven, man ikke har set længe, men hvor man bare fortsætter snakken hvor man slap sidst. På engelsk blev det til tre fortællinger. Cut, A mínuet of corpses og Face;mask, alle tre horror. Det er sjovt at opleve at kunne begå sig på et fremmedsprog, og hvad det gør ved mit ordvalg, fortællestruktur og så videre, for det er ikke helt identisk med hvordan jeg gør tingene på dansk. Jeg ved allerede nu, at der i 2019 kommer mindst tre antologier, hvor jeg står på forfatterlisten og novellen er stadig min foretrukne form. I mine nyere tekster arbejder jeg endnu mere med det menneskelige og fortælleform, end jeg har gjort tidligere. Eksempler på det er Den vægtløse Melissa med rumpistol, der er et scifi-noir-drama og Professor Adamsens ufuldendte som arbejder med Alzheimers og tidsrejser. Når det kommer til antologier, har jeg dog stadig min Great White Whale. På trods af at jeg i år rundede de 60 antologier, er det aldrig lykkedes mig at få en samling opkaldt efter mit bidrag. Enten er jeg meget dårligere til titler end jeg tror, eller også er det en sammensværgelse! Jeg hælder mest til det sidste, for så kan man altid håbe, at der er en alien eller to med i det også.

Forfatteroplevelser

I kølvandet på 2018 har jeg føjet et par firsts og et par titler til CV’et, og det har været vildt at opleve, hvordan tingene forgrener sig. I JANUAR blev der lagt forfattervideoer af mig op på Clio Online og genfandt jeg min læseglæde, i FEBRUAR skrev jeg 28 FebruaryFICTION, læste op i en kælder til KBH Læser og fik indlæst fortællinger på Godnathistorier. I MARTS medvirkede jeg i et seminar om Verdensmålene på Hald, der med lidt held munder ud i en bog og blev jeg genvalgt som formand for den skønlitterære styrelse i Dansk Forfatterforening. I APRIL tog jeg til Randers og underviste udskolingselever i at skrive i de fantastiske genrer og der var en portræt-artikel om mit forfatterskab i bladet Novum. MAJ måned startede udgivelseslavinen med Scener og FF, jeg tog en tur til Nykøbing Falster og signerede bøger i Arnold Busck og læste op til Lille Bogdag i Kunsthal Charlottenborg. I JUNI udkom novellen A minuet of corpses og fik jeg lektør på Scener, der anbefalede den til køb på alle biblioteker. Svinehede JULI begyndte med at jeg blev spurgt om jeg ville skrive en steampunk-novelle og jeg tog et ungdomsopgør med Dennis Jürgensen på bloggen. I AUGUST var jeg dommer i en skrivekonkurrence, King udkom og så havde jeg ti års jubilæum som udgivet forfatter. I SEPTEMBER læste jeg op på Næstved Bibliotek sammen med Laura Ringo og så var jeg i fjernsynet og snakke om horror sammen med Niels Mark og Rikke Schubart. I OKTOBER modtog jeg den smukkeste læser-feedback på Scener, Slør udkom og jeg interviewede Jacob Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen til BogForum om deres værk Randvad. I NOVEMBER rev jeg en uge ud af kalenderen, og var en del af TRAVERS, et internationalt kunstnersamarbejde på Glyptoteket, jeg var vært til Dia de los Muertos i Literaturhaus sammen med Mikkeline W. Gudmand-Høyer, Politiken stak mig 6 hjerter til King, jeg var i avisen NørrebroLIV og Jeg ved godt, du er der udkom. Og endelig i DECEMBER var min novelle 13. august 1989 julekalender på Brorfelde Astronomiske Vennekreds’ side, jeg fik antaget en novelle til en engelsk antologi, hvor redaktøren er en tidligere World Fantasy Award-dommer og min novelle A minuet of corpses blev indstillet til en Bram Stoker Award. Jeg kunne have nævnt flere eller andre ting, men i år blev det disse. Jeg har været overvældet af alt det, der er sket i mit forfatterskab, og 2018 har styrket mig i nogle overbevisninger og svækket mig i andre.

Det svære

Med alle de ting, jeg lige har fortalt, kan det virke mærkeligt, at jeg har ‘noget at brokke mig over’. Men måske er det netop al den succes, der stiller tingene endnu mere skarpt. For selv om det har været et fantastisk år, har det også været et meget svært år. Jeg har aldrig tvivlet så meget på det jeg laver som jeg har gjort i 2018. Hvorfor? Fordi jeg oplever, at mine bøger ikke kommer særlig langt. Selv om jeg modtager rosende omtaler og flotte anmeldelser, snakkes der ikke om mine bøger. Selv når det er landets førende avis, der disker op med en top-karakter, er resultatet stadig tavshed. Selv når jeg på uge-basis har fire-fem friske nyheder, er der stille. Sidste år vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre med følelsen af at opnå en masse, og samtidig ikke komme ud over rampen. I år har det sat sig som en modløshed. Det får mig til at miste lysten til det jeg laver, og for mig er det skræmmende at være vidne til. Det får mig også til at stille spørgsmålstegn ved kvaliteten af min skrivning, og ikke på den konstruktive måde, enhver forfatter skal kigge på sine tekster. Jeg oplever, at branchen handler mindre om bøgerne, og mere om hvordan forfatter og forlag kan vinkle fortællingen om forfatteren, mens selve bogen træder i baggrunden, eller fungerer som en gimmick. Det er en udvikling, jeg væmmes ved, da jeg er af den overbevisning, at det er med til at lægge bogen i en for tidlig grav. Jeg er bekymret over, hvor ensartet litteraturformidlingen efterhånden er på tværs af samtlige platforme, og jeg er ærgerlig over hvor homogene læsefællesskaberne er. Bogen er en mangfoldig art, og der skal værnes om alle dens inkarnationer.

Foto: Freja Ingrid Lehrmann — Foto: **Freja Ingrid Lehrmann**

Projekter og fremtiden

2019 kommer på udgivelsesfronten til at være roligere end 2018, og heldigvis for det. På et tidspunkt i ‘19 udkommer min bog med arbejdstitlen 3, der indeholder tre meget lange horror-fortællinger, og hvis alt flasker sig kommer den fjerde opsamling (jeps, der er nu kontrakt på to til) til efteråret. Den kommer til at handle om kærlighed, og bliver overvejende realistisk. Om et øjeblik sender jeg også min pikareske roman Et satans arbejde ud til forlagene, og ser, om der er nogen, der er interesseret i en fortælling om en flyttemand, der rykker en del af Helvede til Hellerup. På harddisken har jeg også et par manuskripter til novellesamlinger liggende klar, og måske er der et forlag, der er interesseret i den slags? Her tænker jeg især på samlingen Næsten her, der er realistiske noveller sat i alternative universer og Skår, der er korte fortællinger alle under 1500 ord. Christoffer Gertz Bech, som illustrerede King, og jeg har desuden aftalt endnu et partnerskab, men det bliver først til 2020. Det bliver også spændende at se, hvor den lange tekst med arbejdstitlen Dem, som jeg arbejder på i øjeblikket, ender henne. Måske er der nok til en roman. Ellers kommer jeg til at bruge en del tid i ‘19 på at være redaktør, lave undervisningsmaterialer og holde foredrag. Og så må vi heller ikke glemme, at jeg stadig er formand i både Dansk Horror Selskab og for en af grupperne i DFF, så det kommer automatisk også til at tage en del tid. Og så har jeg på fornemmelsen, at 2019 kommer til at indeholde en masse uforudset.

Til sidst

Nu er klokken lidt over elleve. Tak fordi du læste med. Jeg håber ikke, at jeg kedede dig alt for meget. Ligeledes tak til jer, der har læst, købt og/eller anmeldt mine bøger, til de af jer der følger med på Instagram og Facebook og til jer, der kommenterer mig og gad lytte på mig ude i virkeligheden. Det er dejligt at vide, at I findes. Og med de ord, er det vel på tide at lade et sort hul strække 2018 ud til en singularitet og komme i gang med 2019.

Året der gik: 2018, Del 2