Da jeg i 2010-11 udvalgte noveller til min samling Faderens sønner, faldt jeg over den lille sag Evolutionært. Den var gammel og støvet og alle de ting, der ellers følger med noget man har skrevet for længe siden. Men jeg kunne alligevel ikke holde mig fra den, af to grunde. For det første var den mit nik til den virkelig old school science fiction (læs: Wells, Klodernes kamp) og for det andet var der faktisk monstre med! Monstre! I hørte det. Jeg skriver egentlig alt for lidt om monstre. Det må jeg hellere få rettet op på!
"Ingen
af dem, der engang har ridset i væggene, må vide hvad der venter
dem. I kloakkerne kendes der ikke til frygt eller angst for døden.
Der kendes kun til den dybe trang til at æde og sprede sig ud over
store områder.
På
verdens radioer spiller Bridge
Over Troubled Water
hele tiden, da tropperne i dybet sætter i bevægelse.
Sløvt
glider skyggerne forbi T'hr'ank og hendes næsebor udvider sig
hysterisk. En velkendt stank slår ind i hendes hjerne og brølende
glider de lange kløer frem af deres fingerhylstre. De behårede er
tæt på, oppe over vandet, hvor de kopulerer, som om det var
yngletid. Hun kan høre deres rynkede haler skrabe mod væggene, og
deres mimrende snuder sanse ingenting.
Hurtigt
slår hun bagud med sin klo og flænser et dybt sår i en af
soldaternes ansigter. Hans stemme havde lydt. Bag hende stopper de
op, men den lille, sårede han siger intet. Lugten af hans friske
blod dækker kortvarigt over den kendte stank, og hendes krop dirrer
efter at tage livet helt fra ham. Men nej, hvor ynkelig han end er,
skal hans krop bruges til ynglen og næste gruppe som kommer efter
dem. Han skal dø, men ikke endnu.
I
sine knogler kan hun mærke alderen tynge som et dødt æg fyldt med
defekte unger og hun blotter tænderne i en mørk hvislen. De ved
alle at det vil komme til kamp, hvor nogle af dem vil falde. Første
hold røg i De Stinkendes fælde, men de er blevet klogere. Denne
gang vil de stå som sejrherrer og derefter forsætte deres vej mod
toppen. Mod den ægte fjende.
T'hr'ank
tror, at det er dem på overfladen som sender De Stinkende. At dem på
overfladen kender til dem, men ikke betragter dem som en trussel. De
skal komme til at fortryde deres hånlige overlegenhed. I hendes
mavepose er der ingen tvivl om, at de som naturens største undere,
øverst i fødekæden, vil bekæmpe hvad end der sendes mod dem.
Skrigende
uddeler hun kommandoer og kan fornemme at hendes tropper stiller
sig i formation foran og bagved hende. Forsigtigt tager hun et par
tag frem og lodder områdets størrelse. De Stinkende vil komme ud af
den lave tunnel på hendes ene side. Der er masser af plads til at
bevæge sig på.
I
sit blod mærker hun forventningen boble vildt og hedt. Vandet lukker
sig over hendes hoved som en kokon, da hun ser den første af De
Stinkende. De vil være døde, før de forstår, hvad det er der slår dem
ihjel."