Strøm skrev jeg i slutningen af 2012, og i genre er den hybrid mellem science fiction og realisme, alt sammen bestemt af hvor man som læser lægger vægten. Hovedpersonen Anton har lige solgt sit hus i forstæderne, og er rykket ind i en lejlighed sammen med sin kone Iben. Grunden til at de flyttede? Det var ikke længere muligt for dem at holde hjemmet med strøm. Som en sjov lille sidehistorie: Dagen efter jeg var færdig med denne novelle, gik al strøm i mit kontor. Det fik mig virkelig til at rynke panden.
"En bil kommer kørende mod ham. Den
lyser op. Kabinen og lygterne gløder, ikke hvidt, men orange. Der
sidder en enlig kvinde i bilen. Hun følger ham med øjnene, da hun
passerer. Han kender tegnene. Den bil kommer ikke til at køre meget
længere. Om en uge eller en måned går den i stå. Så vil hun
formå at få gang i den igen. Så vil den gå død igen. For hver
genstart kører den dårligere, indtil den står helt stille. Lige nu
kører hans egen bil på resterne af fortiden.
Anton kører en hånd gennem håret,
der stadig er fyldigt. Fingrene bliver våde af sne, der smelter ved
kontakten med hans varme hud. De var heldige at få lejligheden så
hurtigt. Mange blev nødt til at stå i kø i årevis, bare for at
komme på en venteliste, men han og Iben havde mandet sig op. Spillet
en farce. Smilet til sælgeren, og skuespillet havde givet pote. Det
var lykkedes dem at holde maskespillet i den halve time, de havde
besøgt lejligheden. Der kørte lyset og alle maskinerne på højeste
intensitet. Nok til at de kunne overbevise ejendomsmægleren om, at
de nok skulle trække deres læs i andelsforeningens fælles
akkumulator. Men det havde kostet. Resten af ugen havde de ikke rørt
ved hinanden. Ikke talt med hinanden. Blot gået rundt som spøgelser
på en uset scene. Han tænker på hvor mange, der er stærkere end
han. Hvor mange der kan lade batterierne op ved blot at lade som om.
Han opdager først skikkelsen, da den
næsten er henne ved ham. Da rammer en stråle fra gadelygten den.
Det er en mand. Uhyggeligt tynd, med uplejet hår og skæg. En ram
lugt af sprut står ud fra ham. Han har et skilt om halsen. ”Jeg
savner dig,” står der med skæve bogstaver. Manden rækker begge
arme frem foran sig, som lægger han an til et kram. Anton kan følge
hans zigzaggede fodspor i sneen. Han stivner. Det går op for ham, at
han har set manden før. Inde i København. Dag ud og dag ind står
han ved Irma og sælger bladet Hjertevarme. For et kram, eller
et kindkys. Ingen køber. Alle går bare forbi ham. Travle med deres
egne lysende eller halvmørke liv.
Med et sæt rejser Anton sig op, og
går væk fra manden. Ned mod busstoppestedet. Først efter et par
skridt husker han, at døren stadig står åben. Han er ligeglad.
Måske kan den stakkels sjæl, hvor kort det end må vare, bruge
huset til at varme sig en smule ved. Han ser sig over skulderen.
Manden er gået omkuld i sneen, på ryggen. Månen og stjernerne
lyser på hans ansigt, der er fyldt med smil. Den ene hånd rækker
ud, som prøvede den at gemme noget at skæret i sig. Hjertet
springer buk i Antons bryst. Han savner Iben så frygteligt."