Vinderbon

Niels Klim-prisen 2013

Sidste år blev en ny, dansk pris indstiftet - nemlig Niels Klim-prisen. Jeg var så heldig at være en af de tre prisvindere, og trofæet pynter stadig på hylden. Men det var 2012. Nu skriver vi 2013, og det indledende heat til Niels Klim-prisen 2013 er skudt i gang. Første runde er alle de stykker science fiction, der er kommet på dansk i løbet af 2012 - og blandt dem skal der findes de nominerede. Og hvordan foregår det så? Jo, du har direkte indflydelse, for det er din stemme der gør udslaget.

Billedet er håndhugget fra Lars Ahns blog.

Jeg har hele fire kandidater på listen - hvor en eller flere af dem forhåbentligt kan rykke videre til anden runde. Mine fire noveller er:

Æskulap - vinder af Knud Larns novellekonkurrence 2012 - kan findes i fanzinet Science Fiction nr. 19.
Vinderbon - det eneste stykke science fiction i min nye novellesamling Optisk bedrag.
Højdepunkt - med i antologien Fremmed stjerne fra SFC.
Evangelium - med i fanzinet Science Fiction nr. 21.

Ved at følge dette link kommer du direkte ind på en side, hvor du kan vælge hvilke tekster, der skal nomineres. Det eneste der kræves er at du opretter dig som bruger. Men bliv nu ikke bange. Jeg har forhørt mig, og en oprettelse medfører ikke horder af spammail i din inbox. Når du har oprettet dig som sådan er det bare at stemme - og sende den eller de forfattere videre som du synes har gjort det bedst. Selvfølgelig håber jeg at en af dem bliver mig.

På forhånd tak - alene for din deltagelse.

Anden omgang nyheder i december

Med et par dage til nytårsaften, er der lige plads til årets sidste update, der mest kommer til at handle om det skete og om det kommende.


I løbet af december havde jeg to noveller til gratis beskuelse. Den ene var en helt nyskrevet novelle Udflugt, som jeg snakkede om i mit tidligere indlæg om december. Den anden er en novelle, jeg skrev i 2009 til Novelleforlagets julekonkurrence, ved navn Julebal i Nisseland II. Den vandt ikke, men blev nummer to, og hvert år omkring juletid har den det med at dukke op. Hvis du er hurtig, kan du stadig nå at erhverve dig et gratis eksemplar. Efter nytår er jeg dog ret sikker på, at det er for sent.

Hvert år udskriver Knud Larn en novellekonkurrence med et fastsat tema. Sidste år fandt han dog ud af, at han havde fået nok noveller ind med et juletema til at lave et specialnummer med julen som tema. Oprindeligt havde jeg doneret novellen Dejlig er jorden til det nummer, men den endte i min samling Faderens sønner. I stedet for skrev jeg novellen Evangelium, der handler lidt om shopping og lidt om kærlighed. Du kan investere i et eksemplar lige her.

Lige på trapperne er antologien Pix. Jeg er stadig ikke sikker på, om den når at udkomme i år (den har travlt), men ellers bliver novellen Hamskifte, der er med i antologien, min første udgivelse i 2013. Det er H. Harksen Productions, der udgiver den, og mens vi venter kan I altid tage et kig på den første trailer til samlingen. Enjoy.

I 2012 vandt jeg Niels Klim-prisen for min novelle Faderens sønner. Nu er tiden kommet til det indledende heat til 2013, og der har jeg tre noveller med. Det ville være lækkert, hvis I har læst noget af mig, og finder det værdigt, at smutte ind på linket og nominere mig som kandidat til næste års pris. Mine tre noveller er: Vinderbon, Æskulap og Højdepunkt.

Som årets sidste projekt arbejder jeg på et meget aparte projekt til netop Knud Larns årlige konkurrence. Dette år er temaet "Danskerne og fremtidens kulturliv" og jeg skal være færdig med mit indlæg om 30 timer. Time moves swiftly! Så hav en god nytårsaften, og jeg vender tilbage i det nye år med årsrapporter og måske en collage, hvis I er søde. Tak for at have fulgt min blog i 2012.