Efter mange måneders arbejde, er min kommende novellesamling Optisk bedrag gledet i trykken her til morgen, og det er med en god følelse at jeg slipper mit fjerde værk løs på verden. Den bliver udgivet på forlaget Hexameter.
Optisk bedrag indeholder 21 noveller, hvor den korteste er lidt over en side lang, og den længste 28 sider kort. Der kommes vidt rundt i genrerne. Novellen Vinderbon er science fiction, novellen Flyttelæs er realisme og novellen Hårkur er et eventyr, for nu bare at nævne tre af de 21. Lige som i Køtere dør om vinteren har jeg valgt mange forskellige udtryksformer, da jeg ikke har lyst til at begrænse mig (denne gang) inden for en speciel genre. De 18 andre vil jeg ikke afsløre noget om - men de hurtige kan måske få sig en fornemmelse ved at kigge på Optisk bedrags delside her på bloggen.
Som en lille forsmag på festlighederne, læste jeg (sammen med Brian P. Ørnbøl og Charlot Roslev) op i fredags på BoB What, hvor jeg delte to af historierne (Valuta for pengene og Sashimi) med publikum. Det var en helt fantastisk aften, hvor tingene klappede på smukkeste måde og tilhørerne gik derfra med en følelse af at være blevet beriget. Det er i hvert fald hvad de sagde efterfølgende.
Receptionen for Optisk bedrag bliver holdt den 16. november i Paludans Bogcafé i Fiolstræde. Det hele starter klokken 19 og slutter klokken 21. Jeg håber at du har lyst til at møde op, få lidt til halsen og noget til ørerne - og hvorfor ikke også erhverve dig en signeret kopi.