Doktor Andersen er en besynderlig sag. Det var en historie, der startede meget realistisk ud, men som så begyndte at vende og dreje sig, indtil den fik et skær af slibrig modbydelighed over sig. Forhåbentlig vil den være at finde i min kommende samling, og så er det op til læserne præcis at fortælle mig hvilken genre den egentlig er. Hvis den overhovedet har brug for en genre.
"Maven
kramper, afføring nærmest sort. Flydende. Som hans tanker. Sved på
panden, et håb gravet frem med tunge maskiner. Doktor Andersen
tørrer sig, langsomt, grundigt. Udskyder det uudskydelige. Med
bukserne trukket op, tager han de tyve skridt. Fem ud til køkkenet,
femten hen til kælderdøren. I hans hånd en rulle med
husholdningsposer. Klar plast, hvid firkant til at skrive indhold på.
Den sorte nøgle tager skyggerne med ind i låsen, og det klikker.
Støvet trappe fører ned, intet lys. Et bank, et sekunds stilhed, et
bank. I timevis. Første trin,andet trin, tredje trin tager han som
en gigtplaget sjæl, mens han snakker indeni med sin fornuftigste
stemme. Den samme han brugte, da han begyndte alt det her.
En sitren
i lyset, pæren dingler frem og tilbage, uden skærm. Doktor Andersen
ser blod på væggen, indtørret og friskt blandet sammen. Stikmærker
i arme fra bedøvende kanyler. Blodet kommer fra hovedet, der bliver
slået ind i væggen. Lille pige, ansigt kønt, øjne blinde. Bobler
af savl ligger på hendes læber, små perler af væske. Han har
forsøgt at polstre hende mod væggen, men det lykkes altid for hende
at bryde igennem. En syngende tuden kommer fra hendes mund, den
retarderedes nationalsang og han aer hendes ryg, mens han kysser
hende på panden. Posen fra køkkenet glider forbi såret og lukker
sig om hendes hals. Stadig rokkende, han trækker posen til.
Sekunder, flere sekunder og så ikke mere."